Mogens Andresen

Under construction. Translation coming soon 

DET 20. ÅRHUNDREDE (1900 – ) II

HARMONIORKESTRE

Den mest udbredte blæseorkester-besætning er Harmoniorkestret med både træ- og messingblæsere – og så slagtøj naturligvis. I tidens løb har der været forskellige besætninger:Det engelske Brass end Reed Band er nærmest et brass band med relativt få høje træblæsere i toppen, det også engelske Military Band er et mindre harmoniorkester på ca. 25 mand, det hollandske Fanfare Band er en messingbesætning med flügelhorn i toppen og en fuldt udbygget saxofongruppe men uden fløjter og klarinetter. I Sydeuropa findes nogle helt usædvanlige store besætninger i f.eks Republikanergardens orkester, Paris, Garde Republicine Band på 80 musikere og Politi-orkestret i Rom, Banda del Carabinieri på hele 95 musikere. Her er der foruden standard besætningen stemmer for althorn, Bb- og Eb-flügelhorn, tenorhorn(baritone), Cimbasso, strygebas, harpe, klaver m.m.

republik

Fig. 1  GARDE REPUBLICAINE BAND, PARIS BEATÅR AF 80 MUSIKERE. Bandet har haft mange prominente messingblæsere som medlemmer. En af messing-kammermusiklitteraturens klassikere, Eugene Bozza’s “Sonatine for brass quintet” blev skrevet 1951 til netop en kvintet  fra replubikaner-garden’s orkester.

carabinieri

Fig. 2   BANDA DEL CARABINIERI, ROM, BESTÅR AF 95 MUSIKERE.  Her ses til højre en “Cimbasso”, et meget sjældent instrument i blæseorkestre.

Den mest udbredte harmoniorkestertype er det amerikansk inspirerede Concert Band. Repertoiret er meget alsidigt med både arr. af klassisk musik, jazz-, underholdnings- ,pop musik, og originalkomnpositioner . Instrumentariet er temmelig omfattende og kan indeholde bl.a. kontrabas, harpe, klaver, celloer m.m., og kan derfor vise store kontraster lige fra  svage kammermusikalske udtryk til et stort dramatisk orkestertutti. Et hastigt blik i et Concert Band partitur viser at træblæserne udgør de fleste høje stemmer mens messingblæserne udgør de fleste dybe stemmer. Messingbesætningen er:

4 trompeter (tidligere var der specialstemmer for cornetter, f.eks. 2 trompeter og 2 cornetter)

4 valdhorn

2 tenorbasuner og en basbasun

En euphoniumstemme – der kan fordobles (tidligere har der også været stemmer for baritone/tenorhorn)

En tubastemme, der ofte er noteret i oktaver eller divisi og som bliver spillet af 2 til 4 tubaister

Også harmoniorkestret har fået skrevet en lang række originalværker af bl.a.: Rimskij Korsakov (1844-1908), Gustav Holst (1874-1934) og Ralph Vaughan Williams (1857-1934), Paul Hindemith (1895-1963), Arnold Schönberg (1874-1951) og Percy Grainger (1882-1961). I nyere tid har Johann de Maj (1953-), Holland, skrevet en række prominente værker, f.eks. solokoncerter og symfonier – de er fantasifuldt instrumenteret, har løftet og udbredt kendskabet til concert-bandet og forhøjet dets status.

CONCERTBAND

Fig. 3   RØDOVRE CONCERT BAND, Danmark

 

JOHN PHILIP SOUSA BAND OG BERØMTE BLÆSERSOLISTER

SOUSA BAND

Fig. 23  SOUSA BAND

En af de mest bemærkelsesværdige blæseorkestre nogensinde var amerikaneren John Philip Sousas (1854-1934) Band. Han var oprindelig violinist, men blev blæseorkester-leder og komponist – især af marcher. Han blev kendt som  the March King, skrev over 100 marcher i løbet af sin karriere, deriblandt “The Stars and Stribes Forever” der fik status som amerikansk nationalmarch, – mindre kendt er det at han også skrev 10 operaer.

220px-John_Philip_Sousa_1940_Issue-2c[1]

Fig.4   SOUSA PÅ FRIMÆRKE, 1940

Han dirigerede ’United States Marine Band’ – med tilnavnet ’the Presidents Own’ i Washington 1880-1992, men dannede derefter sit i sit eget band. Hans band var spækket med stjernesolister og han var selv en god dirigent (tubaisten William Bell fandt at Sousa var den bedste dirigent han nogensinde havde spillet under). Sousa’s ambition var at få sit orkester på højde med et symfoniorkester. Det lykkedes nærmest, han fik indfriet alle sine forventninger, hans orkester blev uhyre populært og han selv blev meget berømt. Sousa-Bandet var på flere Europa turnéer og kom i 1910-1911 hele verden rundt. Da Sousa var i Berlin 1900 overværede R. Strauss både prøver og koncert, og man kan forstille sig at de virtuose musikere har givet Strauss mange gode ideer. Under 1.verdenskrig viste Sousa sig som en sand patriot da han i en alder af over 60 meldte sig som frivillig og blev organisator af flådens mange musikkorps. Han betingede sig dog, at hans løn kun måtte være 1 dollar om måneden. Da Sousa stoppede med sit Band i 1931 havde det spillet 15.623 koncerter ! 


Fig. 5  JOHN PHILIP SOUSA og SOUSAFONEN. J. P. Sousa lagde ikke alene navn til sit orkester men også til en særlig tuba der blev opkaldt efter ham. I 1893 dirigerede han et marineorkester med helikoner, men han fandt klangen for tynd og pågående og fik foranlediget at man bygge en udgave med et større klangstykke der vendte opad, – det fik kælenavnet regnfangeren. Men da klangen også gik opad og nærmest forsvandt fik Sousafonen sit store klangstykke vendt fremad. Fra v. mod h.: J. P. Sousa og en “badenymfe” med sousafon.

Under is shown a sousaphone side by side with 2 tubas, in the bass section of the Cedar Falls Band , Iowa USA  in 1902:

En del af Sousas succes var de prominente solister der ofte spillede virtuose og halsbrækkende variationer over enkle iørefaldende melodier. 

220px-Herbertlclarke[1]
Fig. 6  HERBERT CLARKEs (1867-1945) musikerskab var indbegrebet af virtuost og udtryksfuldt cornetspil. Han var komponist, skrev etuder og havde været trompetist i New York Philharmonik og på Metropolitan operaen, men han “sværgede” til cornetten frem for trompeten. I et brev til en ung mand der søgte hans råd om evt. at skifte fra cornet til trompet, skriver Clarke d.31 januar 1921: “Som svar må jeg stærkt fraråde dem at skifte fra cornet til trompet, da sidstnævnte instrument er et modelune der kun bruges til effekter i store orkestre på 60 musikere eller derover og den er slet ikke anvendelig som solistinstrument. Jeg har aldrig hørt en solist spille offentligt på trompet. Man kan ikke engang spille en ordentlig melodi på trompet. De sidste år er den kommet frem i f.eks. “jaz-musik”, hvilket er det nærmeste man kan komme helvede eller djævlen, og som direkte vansirer musikken.”

 

 

Fig. 7   ELDEN BENGE – was the young man.  We don’t know whether he took to heart Clarke’s warning about jazz, but he ignored the great man’s contempt for the trumpet. From 1928 to 1933, he was principal trumpet of the Detroit Symphony Orchestra, then accepted the same position with the Chicago Symphony. In Chicago, he began designing a new trumpet for his own use. By 1937, he was making trumpets at home and selling them. Two years later he formed the Benge company and continued to make and sell trumpets after he moved to California in 1953. He did little advertising; his trumpets sold through word of mouth among professionals about the quality of Benge horns made in Burbank. After Benge died in 1960. Benge trumpets were made for a time by the Conn-Selmer company, but production of most models dwindled, then ceased in 2005.

As mentioned in ROMANTICISM II Patrick Gilmore had 2 competing cornet-soloists. Also Sousa had 2 famous conet-soloists: Herbert Clarcke and:

Fig. 7  Hermann Bellstedt (1858 – 1926) who played in Sousas band 1904 – 1906. Later he conducted his own band and served as Professor of Wind Instruments at the Cincinnati Conservatory. Bellstedt composed for band, orchestra, piano, violin, and cornet. His most famous piece is the cornet solo NAPOLI – variations on the Neapolitan tune Funniculi-Funnicula.

220px-Arthur_Pryor_001[1]

Fig. 7  ARTHUR PRYOR (1870-1942)  nærmest opfandt en teknik der fik trækbasunen til at kunne matche ventilinstrumenterne i virtuos hurtigt spil. Hans teknik var formidabel og så havde han en evne til at tilrettelægge sine kompositioner så de “lå rigtigt” på basunen – det kan f.eks. høres i hans mest kendte solo: Variationer over melodien “The Blue Bells of Scotland”. Pryor blev berømt og en nærmest feteret musiker. Engang da publikum begejstret råbte “Pryor-Pryor” hørtes det som “fire-fire” og koncerten blev afbrudt af det tilkaldte brandvæsen. Under en Europa-tourné spillede han i Leipzig for 25.000 mennesker. Efter koncerten kom basunisterne fra Gewandhaus-orkestret om bag scenen for at se Pryors basun og være sikre på at der ikke var tale om et “Yankee trick” – de troede ikke det var muligt at spille sådan på basun som de lige havde hørt det! Igennem 12 år optrådte Pryor ca.10.000 gange, mindst 2 gange dagligt alle ugens dage, fra han var 22 år til han blev 35 år gammel.

Fig. 8  SIMONE MANTIA (1873-1951) was born in Palermo, Italy, and began playing the alto horn at age 9. In 1890, the Mantia family immigrated to New York City where he soon began playing professionally in orchestras on trombone and in bands on both trombone and euphonium. In 1896 he joined John Philip Sousa’s Band as the euphonium soloist, and by 1900 had become known as the “best euphonium player in the world” when he toured Europe with the Band. On trombone he performed with many orchestras, in Metropolitan Opera Orchestra for 35 years. Here Mantia worked under the baton of the legendary conductor Arturo Toscanini. The trombone section complained that the parts for the Verdi-operas were so difficult that they could only be played on valve trombone (As they were actually meant for), but the argument was quickly settled when Toscanini asked the very able Mantia to demonstrate these parts on his slide trombone. Later, Mantia moved on to conduct his own ensemble, the Arcade Orchestra. Mantia recognized the need to expand the euphonium repertoire and arranged and composed many solo pieces.

Netop på Sousas tid nåede Harmoniorkester-bevægelsen sit kvantitative højdepunkt i USA omkring 1890 med ca. 10.000 orkestre – senere svandt det noget ind. En særlig optræden ses i dag i de amerikanske high-school- og universitetsorkestre der optræder i farverige uniformer og med en speciel koreografi til f.eks. sportsbegivenheder. Til dette brug er der lavet særlige “marching”-udgaver af de dybe messing-ventilinstrumenter, der enten holdes som en trompet eller bæres på skulderen.

Fig. 8  MARCHING MELLOFON (althorn), MARCHING FRENCH HORN (valdhorn),

mellophone2[1]Marching French Horn.2

Fig. 9  MARCHING EUPHONIUM   

fig. 10  MARCHING TUBAS

russisk-militaerork

Fig.9  “MASSED BAND””. Meget store blæseorkestre kan stadig opleves når man slår flere orkestre sammen. Her er flere russiske militærorkestre slået sammen til et gigantisk harmoniorkester. 

BRASS BANDS

Brass Band bevægelsen har fortsat sin fremmarch gennem det 20. århundrede. Det er stadig “konkurrence-livet” der er omdrejningspunkt for Brass Band miljøet, og fra at være en britisk foreteelse har konkurrence-ideen spredt sig til andre landes nationale mesterskaber, til europamesterskaber og endda til verdensmesterskaber.

Fig. 10  INSTRUMENTER I ET BRASS BAND.  Bortset fra 2 tenorbasuner, basbasun og slagtøj er alle Brass bandets instrumenter nærmest en stor moderne saxhorn-familie fordelt således:

Eb-corn

En Eb-cornet

Bb-corn

Ni Bb-cornetter, fordelt på 4 solocornetter, 1 repianocornet, to 2.cornetter og to 3. cornetter  

FLUGEL

et flügelhorn

 ALTHORN

tre althorn, kaldet: solo horn, 1.horn og 2.horn

BAR

to Baritoner, kaldet: 1.Baritone og 2.baritone

EUPH

to euphoniumer –  spiller for det meste efter samme stemme, som kan være divisi.

tuba

to Eb-tubaer (Eb-basser) og to BB-tubaer (BB-basser)

Fra at have spillet overvejende arrangementer har man allerede tidligt i det 20.århundrede fået skabt et lødigt originalt repertoire. Til at begynde med var det de “store” engelske komponister som Edward Elgar (1857-1934), Gustav Holst (1874-1934) og Ralph Vaughan Williams (1857-1934) der bidrog med originale stykker, som nu for længst er blevet klassikere. Siden er der skrevet utallige stykker i forbindelse med de mange konkurrencer, musik der er teknisk krævende og svær at spille.

The use of vibrato in brass bands is a very discussed subject. Traditionelt spillede Brass Bands tidligere med et konstant, hurtigt og heftigt vibrato, af tilhængere beskrevet som “A Unique singing quality” – af andre bedømt som vulgært eller direkte smagløst. Conductor Sir Thomas Beecham (1879 – 1961) conducted symphony orchestras, but was disparaging of other ensembles: “Brass bands are all very well in their place – outdoors and several miles away.”  I partituret til sin ouverture for Brass band Henrik d.V skriver komponisten Vaughan Williams : “Cornet-klangen skal helst være så tæt som muligt på trompetens, i hvert fald skal det vulgære vibrato som ødelægger de fleste Brass bands fremtræden helt undgås”. I dag er vibratoet dog kraftigt modereret og moderne Brass band musikeres spillemåde er i dag meget mere “almen” i udtrykket. Selvom de ikke er militær orkestre optræder engelske Brass bands altid i uniformer.

Fig. 10 ROBERT CHILDS.  The British euphonium player, conductor and Director of Brass Band Studies at the Royal Welsh College of Music & Drama Robert Childs writes about vibrato in brass bands: In my opinion playing with vibrato in brass bands comes from the days when we used to play symphonic arrangements. Arrangers of the day gave the euphonium cello and bassoon parts, cornets often played violin or high wind parts, and various instruments in the band would play the vocal solos in the operatic arrangements. The brass band basically played more en the style of a chamber orchestra then a modern brass ensemble – this included vibrato. However during my time in the brass band movement I’ve noticed a change in attitudes to vibrato. The professional brass players (conservatoire trained) returning to the movement have an added colour in their sound field. These men have taught us there is more to tone colour than just playing with the same vibrato all the times.

DIKE

Fig. 11  BLACK DIKE MILLS BAND . Perhaps the most famous of the bands was formed 1855 in the village of Queensbury in Yorkshire. John Foster, an  amateur French horn player in the early part of the century, established a cotton mill on a stretch of land known as “Black Dyke”. He organised a brass band with what little was left of a village band, and provided instruments, a practice room, and uniforms, known as the Black Dyke Mills Band. Foster could never have imagined that one day his band would be more famous than the textiles manufactured in his mill. Bandet har vundet utallige konkurrencer og foretaget en imponerende lang række af indspilninger. Selvom engelske brass bands ikke er militære orkestre optræder de altid i uniformer.

 

 

Fig. 12  BRASS BAND SOLISTER. De mest kendte Brass band musikere er solisterne. De er startet som medlemmer af de bedste bands og er så siden blevet fuldtids virtuoser. Da Brass Bands er så udbredte og populære har deres førende solister nærmest fået en uforlignelig idol-status. Øverst 2 cornettister, tv.: Roger Webster, th.: Richard Marshall (principal cornet i Balck Dyke Mills Band). Nederst 2 euphoniumspillere, tv.: Steaven Mead, th.: David Childs. Brass Band-musikere er i princippet amatørmusikere  og optræder derfor officielt uden honorar, men solister som de her nævnte har også professionelle jobs, især som undervisere, men også som udøvende musikere i andre sammenhænge end  med Brass Bands.

 

POPULAR  WIND BANDS AND BRASS BANDS 

— Exist worldwide. They are often locally dressed in national or locally colorful costumes, but use (more or less) always international standard-instruments:

 

Fig. 4 TYROL

Fig. 5 CANADA

Fig. 6 AFRICA

Fig. 7  INDIA

Fig. 8  SCOTLAND

Fig. 9  Easter procession in SPAIN

 

 

Fig. 11 PHILIPPINES

 

 

Fig. 13  FRANCE

Fig.  14  JAPAN

Fig. 15 BRAZIL

Fig. 16  ITALY

Fig.  17  SERBIA

Fig. 18 And finally an anachronism: ALPINE HORNS DESIGNED LIKE “STANDARD” BRASS INSTRUMENTS.

The mountain village of Baade, Austria, hosted the annual FESTIVAL OF ALP HORNS. This ancient musical instrument is a symbol of the region – performed on during weddings, festivals, battles, funerals.

KAMMERMUSIK/ MESSINGENSEMBLER/ MIXED ENSEMBLES

Både før og efter indgangen til det 20. århundrede er der skrevet kammermusik for blandede besætninger med deltagelse af messingblæsere. Valdhornet er jo en fast del af blæserkvintetten, og ellers er andre kendte stykker Stravinsijs “Historien om en soldat”, med trompet og basun,  hans Oktet for blæsere med 2 trompeter og 2 basuner, og Francis Poulenc (1899-1960) Sonate for trompet, horn og basun.

The wind quintet is a standard combination af instruments consisting of 4 woodwind players and one brass player, namely: Flute, Obo, Clarinet, Fagot – AND HORN. A large number of original works have been written for wind quintet all the way from the 18th century to the present.

Fig.   BERLIN PHILHARMONIC WIND QUINTET. Hornplayer is Fergus McWilliam.

Det helt store gennembrud for messing-kammermusik kom i 1960-erne anført af ensemblerne The New York Brass Quintet og The Philip Jones Brass Ensemble, England, og det medførte et sandt “boom” for messingensembler. Den mest anvendte besætning er messingkvintetten der består af: 2 trompeter, horn, basun og tuba. Allerede fra starten af bestod messing-kammermusik-repertoiret af:

1 – MUSIK FRA RENÆSSANCEN OG DEN TIDLIGE BAROK. Messingkvintetten klinger jo på ingen måde som musik af Mozart eller Brahms, og den gamle musik klang derfor umiddelbart autentisk. Men det er jo ikke helt rigtigt, f.eks. afviger tubaens fyldige klang jo kraftigt fra den gamle basbasun eller serpentens mere lyse klang, men da repertoiret fungerede så godt for messingkvintet var effekten helt i top. Faktisk blev messingkvintetterne en løftestang for overhovedet at spille den gamle musik – efterhånden også på originalinstrumenter (zinker og sackbutts) 

2 – DE RELATIVT FÅ ORIGINALE STYKKER FRA ROMANTIKKEN, Dette repertoire var en vigtig del  af messingblæsernes adgangsbillet til at blive accepteret som kammermusik-ensemble. 

3 – EN MÆNGDE ARRANGEMENTER AF KLASSISK MUSIK, JAZZ og POPULÆRMUSIK – var jo ikke “kammermusik” i gængs forstand, men blev en vigtig faktor for overhovedet at etablere messing-ensembler.

4 – NY ORIGINAL KAMMERMUSIK. Af samme grund som med den gamle musik var messing-klangen noget helt nyt, og helt fri for bundne traditioner er der skrevet rigtig meget ny kammermusik for messingblæsere. Nogle af de mest kendte, og nu nærmest klassiske,  originale messingkvintetter er franskmanden Eugene Bozzas (1805-1991) Sonatine (1951) og englænderen Malcolm Arnolds (1921-2006) Quintet op. 73.

 

Fig. 19 “EARLY” BRASS QUINTET FROM FROM AROUND  1900. Walter Bowman Rogers, ( 1865- ) –  was a key figure of the phonograph industry for three decades, first as a featured cornet player on records and then as a music director for companies, the two most important being the Victor Talking Machine Company and Brunswick. Here he is performing  (no. 2 from right) with a brass quintet.

Fig. 19 CHICAGO SYMFONIORKESTERS MESSINGKVINTET, Reinold Schilke – trompet (der senere skabte sit instrument- og mundstykke firma), Arnold Jacobs – tuba,  Hugh Cowden – horn,  Frank Crisafully – basun,   og Adolph Herseth – trompet – var et pionerensemble indenfor messingkammermusikken, aktivt fra starten af 1950-erne, ved siden af deres job i Chicago Symfoniorkester.

 

 

Fig.19   THE NEW YORK BRASS QUINTET, etableret 1954,  spillede al slags musik lige fra renæssancemusik over romantisk musik til helt ny musik – men alt sammen meget seriøst og med en nyskabende elegant stil. De undgik helt det underholdnings-element som senere blev populært hos messingensembler og de var stærkt medvirkende til at messingkvintetten blev indført i “det gode kammermusik-selskab”.  Vagn Holmboes 1. messingkvintet er et bestillingsværk fra N.Y. B. Q, og Malcolm Arnolds (1921-2006) Quintet op. 73. er skrevet til dem. This photo was taken by a reunion concert in 1986 at the Norfolk Chamber Music Festival.

pjbe_900[1]

Fig. 20  PHILIP JONES BRASS ENSEMBLE.  Fra v. til h.: John Pigneguy, Michael Laird, David Purser, Raymond Premru, James Watson, John Fletcher, Roger Brenner, Denis Wick, Paul Archibald og Philip Jones. Ensemblet blev stiftet 1951 af trompetisten Philip Jones (1928-200), der ses yderst th. på fotoet. Ensemblet startede som kvartet, blev så kvintet, men havde en række forskellige besætninger hvoraf særlig “10 piece”-besætningen (som ses på fotoet) blev populær. Repertoiret var en blanding af: Rennæssance- og barokmusik, Den sparsomme originale messingkammermusik fra romantikken, helt ny musik og så underholdningsmusik – altså musik lige fra det ophøjede og sakrale til det muntre og folkelige. Da ensemblet stoppede følte P. Jones sig presset fra 2 sider: Dels fra de ensembler der spillede den gamle musik på originalinstrumenter, zinker og sackbutts (Fig. 21), og dels fra de ensembler der fokuserede direkte på det meget underholdende  som f.eks. “Canadian Brass” og “Mnozil Brass” (Fig. 22 & 23).

 

 

Fig. 22 CANADIAN BRASS, STIFTET 1970: Ronald Romm og  Fred Mills – trompet, Graeme Page – horn, Eugene Watts – basun og Charles Dallenbach tuba.  Ensemblet begyndte  som en alvorlig og seriøs kammermusik-gruppe, men de fandt hurtigt deres egen form med et repertoire der mest består af arr. af al slags musik lige fra renæssance-musik til dixieland og med morsomme og underholdende introduktioner til de enkelte numre. Som det ses på de viste covers er vi her langt forbi den gængse opfattelse af kammermusik. Ensemblet blev et af de første hvor musikerne ikke opererede ud fra stillinger som orkestermusikere eller undervisere, men var 100% aktive som ensemble.  Canadian brass blev identisk med messinginstrumenternes populærmusik-udtryk og har turneret og optrådt med stor succes over hele verden. 

Fig. 23 EMPIRE BRASS, en anden fuldtids-messingkvintet, stiftet 1972 af TROMPETISTEN ROLF SMEDEVIG, 1953-2015 (i midten bagerst).  Med et bredt repertoire og et spil på højeste niveau har Empire Brass fejret sande triumfer. Ensemblet er fortsat efter R. Smedevigs død.

Fig, 24 BERLINERPHILHARMONIKERNES BRASS ENSEMBLE går helt tilbage til 1950-erne.  I deres omfattende koncert-virksomhed kan de profitere af deres sammenspil fra orkestret. Fra v. til h.: Tamás Velenczei, Gábor Tarkövi, Martin Kretzer, Guillaome Jehl, Georg Hilser, Sarah Wilis, Alexander von Puttkamer, Stefan Schultz, Thomas Leyendecker, Jesper Busk sørensen, Olaf Ott, Christhard Gössling. De har et alsidigt repertoire, bl.a. special-arrangementer for deres store besætning som består af hele 12 musikere fordelt på: 5 trompeter, et horn, 5 basuner og en tuba

Fig. 35 GERMAN BRASS blev stiftet 1974. Alle medlemmer har andre jobs forskellige steder rundt omkring i Tyskland som undervisere eller orkestermusikere. Når de har koncerter mødes de på koncertstederne – og der holder de så også prøver. German Brass’s besætning er fordelt på: 4 trompeter, 2 horn, 3 basuner, tuba og slagtøj.

mnozil-brass-02-746368+BW[1]

Fig. 23   MNOZIL BRASS blev dannet i 1993 og har fået en overvældende succes som et fantastisk og usædvanlig underholdende Brass-ensemble helt uden sidestykke. De er gået et skridt videre end Canadian Brass, og her er vi på alle måder helt væk fra ideen om “kammermusik”  –  de spiller alt udenad og spiller musik i alle stilarter på et løssluppent helt farce-agtigt plan. De er lige så meget komikere som virtuose musikere når de, med trompetisten Thomas Gansh i centrum (ses i midten), udfolder sig i deres “foretillinger” med “cracy”-ideer og med specielle arrangementer for deres besætning: 3 trompeter, 3 basuner og tuba.

 

 

JAZZ – RYTMISK MUSIK

Fig. 24   HULL & ANOLD’S QUADRILLE BAND (ca. 1838-1888) . Organized in 1838 shortly after the Hull family settled near Constantine, the band became known throughout Michigan and Indiana as one of the premiere orchestras of its kind. Led by violinist and caller John Hull, the band included Daniel Arnold, clarinet; Oliver P. Arnold, cornet; and Morris I. Arnold, trombone.

Jazzen blev skabt i New Orleans i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den voksede ud af “Spirituals” (gospelsange), marchmusik og dansemusik. Messinginstrumenterne var med helt fra starten, men besætningerne var meget individuelle og slet ikke spor standardiserede, f.eks. var det ikke ualmindeligt at have violin, ventilbasun eller tuba med.

 

 

Fig. 25  ROBINSONS BAND PLAYS EVERYTHING. This cartoon was on the cover of New Orleans newspaper “The Mascot” for 15 November, 1890. The African-American band is playing on trumpet, valve trombone, drums and clarinet. People, horses, and dogs are either horrified or knocked prostrate into the street by the music. A man is shouting: For god sake stop! The very earliest jazz must have seemed confusing and provocative!

 

Fig. 25  JAZZ FUNERAL PROCESSION WITH MARCHING JAZZ-BAND, AN OLD TRADITION GOING BACK TO c. 1900 .  A typical jazz funeral begins with a slow march, funeral home or church to the cemetery. Throughout the march, the band plays hymn tunes. A change in the tenor of the ceremony takes place, after either the deceased is entombed and the music becomes more upbeat, often starting with a hymn played in a swinging fashion, then going into popular hot tunes.Those who follow the band just to enjoy the music are called the second line, and their style of dancing, in which they walk and sometimes twirl a parasol or handkerchief in the air, is called second lining.

 

bolden

Fig. 23 BODDY BOLDEN (1877-1931) OG HANS ORKESTER ca. 1903-1905. Nr. 2 fra venstre bagerste række er Willie Cornish på ventilbasun og til højre for ham Boddy bolden selv på cornet.

 

Efterhånden udvikledes besætningen i “dixieland” – eller “New Orleans” jazzorkestrerne  sig til  3 “frontblæsere”, trompet, clarinet og basun, og en rytmegruppe. Jazzen havde fra starten af sit helt eget musikalske sprog, men kom efterhånden også til at påvirke hele den tekniske spillemåde på trompet og basun – og indenfor alle stilarter. 

Fig. 25   The Original Dixieland Jass Band Dixieland jazz band, PROMOTION POSTCARD 1918. 1918 From left: Drummer Tony Sbarbaro , trombonist Edwin “Daddy” Edwards, cornetist “Nick” LaRocca, clarinetist Larry Shields, and pianist Henry Ragas The group made the first jazz recordings in 1917, and claimed authorship, of many jazz standards, the most famous being “Tiger Rag”. In late 1917 the spelling of the band’s name was changed to Original Dixieland Jazz Band.  ODJB billed itself as the “Creators of Jazz”. Band leader Nick LaRocca argued that ODJB deserved recognition as the first band to record jazz commercially and the first band to establish jazz as a musical idiom or genre.

oliverband[1]

Fig. 23  TROMPETISTEN LOUIS ARMSTRONG (1901-1971), ses her som medlem af  trompetisten King Olivers orkester (ca.1922), forreste række nr. 2 fra venstre. Armstrong var en gigant og en ener i jazzen, der frem til 1930-erne overstrålede alt og alle. Han spillede først på cornet men skiftede senere til trompet. The trombone player is Honore Dutrey.

hot-five

Fig. 24 LOUIS ARMSTRONG OG HANS “HOT FIVE”. Efter at have spillet som “side man” i andres orkestre lagde han i 1925 – 1926 navn til en række skelsættende indspilninger i eget navn med sine “HOT FIVE” og “HOT SEVEN”. Basunist var KID ORY.

Fig. 25 KID ORY    (1886-1973) der var med til at udvikle basunens rolle med det såkaldte “Tailgate spil”, enkle basgange med glissandi (glidetoner).


Fig. 24  THE WOLVERINE ORCHESTRA – A BAND WITH SOUSAPHONE. The most famous member was cornet player BIX BEIDERBICKE  (1903-1931). He was one of the most influential jazz soloists of the 1920s and he had an unusual purity of tone and a gift for improvisation. He has been called a lyrical pendant to Louis Armstrong. The other brass players was Al Gande – trombone, and Min Leibrook – sousaphone.

louisarmstrongallstars[1]

Fig. 25 LOUIS ARMSTRONG AND HIS ALL STARS. Efter at have optrådt som solist med diverse store orkestre genskabte Armstrong New Orleans-jazzen  med sin “All Star besætning” (1947). Basunisten her var Jack Teagarden – he was later replaced by Trummy Young.

 

 

Fig. 26 JACK TEAGARDEN som ung – han satte helt nye standarder for jazz basunspil – virtuost og brilliant både teknisk og musikalsk.

I 30-erne begyndte jazz-orkestrene at vokse. De store orkestre havde  først til 3 trompeter og 3 basuner, og senere i 40-erne 4 trompeter og 4 basuner (sammen med 5 saxofoner og rytmegruppe). Der bliver skrevet højere og højere for messingblæserne i denne swingperiode, især for den allerøverste, 1.trompetstemmen, i Big Band sammenhæng kaldet for “leadtrompet-stemmen”.

Ellington 37

Fig. 26  DUKE ELLINGTONS (1899-1974) ORKESTER 1947. Dette orkester havde en særlig stil, “jungle-stilen”, der udmærker sig ved et karakteristisk “talende” solospil,  wa-wa-spil.  Det udføres med eller uden spidsdæmper, “plunger-dæmper” og med formning af munden som i udtalen af forskellige vokaler. Denne spillemåde blev udviklet af trompetisten Bubber Miley (1903-1932) sammen med basunisten Joe “tricy” Sam Nanton (1904-1946) og  videreført af bl.a. trompetisten  Cottie Williams (1908-1985). Spillestilen udnyttede Ellington i hele sin karriere, hvor han skrev direkte med henblik på hans musikeres personlige spil. I forbindelse med Ellingtons optræden i New Yorker klubben “Cotton Club” skabte wa-wa-spillet illusionen af at bandet kom “direkte” fra Afrika. Orkestret voksede til at have 4 trompeter men Ellington brugte altid kun 3 basuner. When trombonist Lawerence Brown joined the Ellington band 1932 as lead player it became the first jazz band to have three trombones. The 3 players had each their own special personality:  L. Brown had  for the time a “modern” and lyrical style, Juan Tizol played on valve trombone (se fig. 37), and then Tricky Sam Nanton with his plunger style. Ellington got a bass trombonist in the band in 1961, Chock Conners.

Fig. 27  3 AF DUKE ELLINGTONS STILSKABENDE “SIDE MEN”: BUBBER MILEY, TRICY SAM NANTON og COOTIE WILLIAMS

 

Fig. 28   COUNT BASIE (1927-1984) BAND (photo 1943) had the same development in the combination af instruments as the Ellington Band. From being a smaller group, it grew bigger into a standard big band size with 4 trumpets and until 1963 with 3 trombones, then with 4 trombones incl. a bass trombone, played by Bill Hughes.

 

Tommy_dorsey_playing_trombone[1]

Fig.  29   TOMMY DORSEY (1905-1956) Selvom der i 30-erne og 40-erne var dygtige basunister som f.eks. Jack Teagarden, blev basunen generelt opfattet som et “langsomt” instrument, og basunister fandt en niche i “ballade-spil” eller “sweetbasun-spil” i basunens højde-register. Dette blev forfinet til perfektion af Tommy Dorsey og hans spil påvirkede hele opfattelsen af basunen som et lyrisk instrument, og han blev en inspiration for mange basunister. Tommy Dorsey var også leder af sit eget Big Band der var et af swingtidens mest populære.

Fig. 30  DIZZY GILLESPIE (1917-1993), TROMPET og J.J. JOHNSSON (1924-2001), BASUN,  bliver med Bobmusikkens fremkomst banebrydende instrumentalister med et næsten eksplosivt spil under fuld kontrol. Et speciale ved D.Gillespies fremtræden var trompeten med det opadgående klangstykke. Ved bobben’s fremkomst haltede basunen ellers lidt “bagefter” i det “hurtige og vildere” spil, men J.J. Johnsson fik “knækket koden” og han blev fra da af et forbillede for alle jazz-basunister. He essentially proved convincingly that anything Gillespie could do on the trumpet could now also be matched on the trombone. Johnson is regarded as the true founder of the modern school of jazz trombone, developing astounding (for the time) speed and agility.

The popularity of the jazz trombone got a boost when J.J. Johnson in 1954 formed a quintet with the trombonist Kai Winding and a prominent rhythm group.

KAI WINDING  (1922-1983) earlier a member of the Benny Goodman and Stan Kenton bands. He participated in famous “Birth of Cool” sessions in 1949-1950 under Miles Davis leadership), appearing on four of the twelve tracks, while J.J. Johnson appeared on the other eight.

miles-davis-02[1]

Fig. 31   MILES DAVIS (1926-1991) – havde godt nok spillet med bl.a. “Bob-kongerne” Dizzy Gillespie og saxofonisten Charlie Parker, men udviklede en helt anden stil, “Cool-jazzen”, der havde mindre men lange toner og et meget mere lyrisk udtryk. Han videre-udviklede dog sin spillestil igennem hele sin karriere. 

STAN KENTON mellofoner 1960 - 1963

Fig. 32   Med STAN KENTONS (1912-1979) ORKESTER  nås en foreløbig kulmination med hensyn til størrelse og lydstyrke. Her er messing besætningen nået op på 5 trompeter, 5 basuner (med 2 basbasuner hvoraf den ene også spiller tuba) og mellem 1960-1963 også 4 mellofoner – althorn i trompetfacon med fremadrettet klangstykke. Kenton ønskede sig at hans band fremstod som et “koncert-orkester”, som et slags “big bandets parallel til  Richard Wagners store symfoniorkester” i stedet for at blive opfattet som et danseorkester. 

 

 

Fig. 46    THE CONN 16E MELLOPHONE used in the Stan Kenton Orchestra, og RAY STARLING – en af Stan Kentons mellofon-spillere med sit karakteristiske instrument 

 

 

Fig. 34  2  BERØMTE LEADTROMPETISTER  Maynard Ferguson (1928-2006), Stan Kentons orkester, og Cat Andersson (1916-1981), Duke Ellingtons orkester. I Big Bands skrev man stadig højere og højere for 1. trompet-stemmen, “Lead Trompet stemmen”.  En foreløbig kulmination blev nået med Ferguson og Andersson der satte helt nye grænser for ekstremt højdespil. Med leadtrompet-spillet har jazzen bidraget med en helt særlig spille-teknik og udtryksmåde på trompet, der ikke kun høres i bigbands men også i film- og underholdningsmusik. 

Fig. 35  FIREBIRD-TROMPETEN  LAVET SPECIELT TIL MAYNARD FERGUSON, – en trompet med “Dizzy-klangstykke” og med både ventiler og et basunlignende træk.

hqdefault[1]

Fig. 36  GEORGE ROBERTS (1928-2014) blev kendt som basbasunist hos Stan Kenton, hvor han var 1950-1953. Derefter var han freelance-musiker i Los Angeles hvor han med sine ideer om melodisk spil på basbasunen fik skabt en særlig basbasun-stil sammen med arrangøren Nelson riddle. G. Roberts fik i den grad skabt fokus på sit instrument, ikke bare inden for jazzen, men også indenfor film- og underholdningsmusik og – så at sige ad bagdøren – også indenfor klassisk musik. Kenton var en af de første der brugte basbasunen, men faktisk var det først i 60-erne at basbasunen blev en mere fast del af besætningen i et Big Band.

SPECIAL BRASS INSTRUMENTS IN JAZZ

Af messinginstrumenter i jazzen er det helt klart trompeten og basunen der dominerer, sammen med deres familie medlemmer flügelhornet og basbasunen. Andre messinginstrumenter har optrådt mere sjældent.

fig. 37   2 VENTILBASUNISTER. På ventilbasun er det særlig 2 musikere der har markeret sig. JUAN TIZOL (1900-1984) er mest kendt som medlem af duke Ellingtons orkester, her spillede han aldrig improviserende soloer men han komponerede nogle af de kendte ellington-numre, “Caravan” og “Perdido” og blev af Ellington bl. a. brugt sammen med sax-gruppen. BOB BROOKMEYER  (1929-2011) har været både orkesterleder, komponist og den meste kendte jazzmusiker på ventilbasun, bl.a. har han spillet med i Gerry Mulligans kvartet.

Fig. 38  TROMBONIUM is a valve instrument with forward bell and a bore between trombone and baritone. It was designed by the King company in the 1930s for marching bands to give a trombone sound without an “unpractical”slide. It has been especially known from the J.J. Johnson and Kai Winding Quintet recordings.

 

Fig.  38   DON ELLIOT (1926-1984). Most of Kentons mellophone-players was trumpet players who actually preferred to play the trumpet. Don Elliot took one step further and established himself as a bob jazz-player on the mellophone – maybe the only one ever ? ( he also was a singer, a composer and played trumpet and vibraphone). Elliott commissioned the Conn company to create a mellophone with the bell pointing up for his live performances.

Fig. 39   2  SPECIELLE  MESSINGINSTRUMENTER I JAZZEN: RICH MATTESON (1929-1993), euphonium og JOHN CLARCK (1944-), valdhorn, – er nogle af de sjældne jazzmusikere på disse instrumenter. 

John Clark (1944-), USA,  er en af de få aktive “jazz-valdhornister”. Han har skrevet lærerbøger og taught at the State University of New York 2001-2008, og er nu ansat på Manhattan School of Music.

Rich A. Matteson, (1929-1993), USA, er jazz-musiker, underviser, Big band leder, komponist og arrangør. Hans primære instrument er euphonium og han er den eneste markante jazz musiker på dette instrument – men han han spiller også andre dybe messinginstrumenter,1986 blev han ansat på the University of North Florida og senere udnævnt til “Distinguished Professor of American Music”.

Priser

  • 1990 — Indlemmet i “the Jazz Educators Hall of Fame”
  • 1992 — Down Beat Lifetime Achievement Award
  • 2000 — Indlemmet i “the Jacksonville Jazz Festival Hall of Fame” for “his significant contributions to jazz as an educator and musician”.

 

Fig. 34   DAVID BARGERON og HOWARD JOHNSON. Tubaen var tit bas-instrument i New Orleans- musikken og senere været brugt af f.eks. Gil Ewans, og den optræder ofte som ekstra-instrument for basbasunister i moderne BigBands. Men Bargegon og Johnson har været med til at videre-udvikle tubaen som jazz-solo instrument.

Howard Lewis Johnson (1941-), USA,  er kendt som både barytonsaxofonist og som tuba-spiller, men spiller også andre instrumenter.

David W. “Dave” Bargeron (1942-), USA, er basunist og tubaist og især kendt som medlem af  jazz-rock gruppen Blood, Sweat and Tears. Her blev han nærmest berømt for sin kunky solo i “And When I Die/One room country shack” 

Fig. 34 JAMES MORRISON (1962- ), AUSTRALIEN er en fænomenal jazz-musiker og et sjældent multi-instrumental-fænomen. Udover at beherske en række andre instrumenter skifter han helt problemfrit mellem forskellige messinginstrumenter. Her ses han med almindelig trompet og bastrompet. Han har også lagt navn til SUPERBONE-BASUNEN (lavet af SCHAGERL, Østrig) der (ligesom firebyrd-trompeten) har både ventiler og træk:

 

 

 

MESSINGBLÆSEINSTRUMENTER I POPULÆRMUSIKKEN

Populærmusik er et meget vidt begreb der dækker over mange forskellige genrer, f.eks. filmmusik, musical m.m. og i næsten alle forbindelser er der messinginstrumenter med – oftest  i front med deres mest jazzede og show-agtige udtryksmåder.

Fig. 42 TEGNEFILMS-MUSIK. I lydsporet til tegnefilm høres tit messingblæsere der udfolder sig i lyd-effekter og i musik spillet i en en en jazzet swing-stil, som f.eks i “Tom og Jerry”, “Looney Tunes” m.m.  – eller som her i Disney tegnefilmen “Trombone-Trouble” fra 1944 hvor Anders And selv spiller basun. I tegnefilms-musik har der altid været en særlig forkærlighed for bruge tubaen, f.eks. i “The Flintstones”  (1960 – 1966)  hvor der nærmest høres ekstremt meget tuba –  ofte helt solo i lange cadenza-agtige passager, anvendt som en fabulerende baggrundsmusik.

KENDTE MESSINGBLÆSERE INDENFOR POPULÆRMUSIKKEN

De fleste kendte udøvende idenfor populærmusikken er sangere, men det sker også at det er instrumentalister der lægger navn til  en succes. Messingblæsere optræder i den forbindelse oftest som en del af et ensemble eller en gruppe, men der findes også messingblæsere der selv har lagt navn til en bemærkelsesværdig popularitet. De har ikke nødvendigvis været specielt dygtige instrumentalister, men de har ramt, eller skabt, en særlig spillemåde eller stil der slår an – i kortere eller længere tid. Der findes naturligvis musikere der dækker alle aspekter, og igen kunne man nævne Louis Armstrong der både står som en ener i jazzen, og samtidig som en af 1900-tallets mest populære og kendte musikere – ved en koncert i New Orleans i 1968  blev han introduceret som: “The most famous man in the world.”.

Fig. 62 STATUES OF LOUIS ARMSTRONG – New Orleans Airport, Algier – New Orleans, Armstrong Park – New Orleans, National habor – Maryland, Las Vegas.

Fig. 42  GLEN MILLER (1904 – 1944) amerikansk basunist og arrangør der (især) fik succes som orkesterleder. Swingtidens Big Bands var enten jazz-orienterede og spillede ”hot” eller mere underholdnings-agtige og spillede ”sweet”. Miller gjorde begge dele men fik sit helt eget udtryk gennem et fokus på selve orkesterspillet, og mindre på personlige jazz-solister. Selv om han tidligere selv havde arbejdet som arrangør, blev de fleste af hans ”hits” skrevet/arr. af andre, og ofte med hans specielle sound der bl.a. kom fra at lade en klarinet og tenorsaxofon spille melodien i oktaver. Han blev ikke vurderet højt som jazz-musiker, men stykker som “In the Mood”, “Moonlight Serenade”, Pennsylvania 6-5000″, Chattanooga Choo Choo”, “A String of Pearls”, American Patrol”, “Tuxedo Junction”, og “Little Brown Jug” gjorde hans orkester til det aller mest populære af alle Big Bands. Mellem 1939 – 1943 var Glen Miller den bedst sælgende indspillende musiker – alene “Tuxedo Junction” solgte 115000 plader den første uge efter den udkom. Hans liv blev senere fortalt i spillefilmen “The Glen Miller Story” fra 1954. Selv om Big Band genrens popularitet faldt i slutningen af 1940-erne, blev G. Miller aldrig bare en “døgnflue” og hans musik bliver stadig spillet.

Fig. 43 “EDDIE” CALVERT (1922 – 1978) , ENGELSK TROMPETIST, LANCERET SOM “THE MAN WITH THE GOLDEN TRUMPET”. Han fik succes med et melodisk repertoire spillet ”lige ud af landevejen” med en stor varm klang og et “mexicansk” vibrato. Hans storsælgende hits “worldwide” var: “Oh Mein Papa” and  Cherry Pink and Apple Blossom White”. 

Fig. 44 CHRIS BARBER (1930 – ), ENGELSK BASUNIST OG ORKESTERLEDER, red på den ”revival-bølge” af New Orleans-musik der blomstrede op i England i 1950-erne og 1960-erne. Selv om berømmelsen faldt igennem de efterfølgende perioder hvor det f.eks. var the Beatles og rockmusik der dominerede plade-markedet, fortsatte han sin karriere. Aldrig har en basunist været så populær i så lang tid.

Fig. 45 HERB ALBERT (1935 – ), AMERIKANSK TROMPETIST OG ORKESTERLEDER, – blev kendt som leder af “Herb Alpert & the Tijuana Brass”. Hans specielle stil med et poppet, dovent og sydamerikansk-inspireret udtryk fik en enorm gennemslagskraft med f.eks. numrene, A Taste of Honey”, “Tijuana Taxi” og “This Guy’s in Love with You”. Han solgte over 72 millioner plader.

 

 

 

 

 

BLÆSETEKNIK

Op til midten af 1900-tallet var der ikke så meget eksakt viden om embouchure, vejrtræknings-teknik m.m., der var mere en opfattelse af “talentet” kunne bære hvis det var tilstrækkeligt stort.  Det var dog et “alment faktum” at den teknik der behøvedes for at kunne bestride en stilling som solo-trompet i et symfoniorkester kun holdt til man blev omkring 40 år. Maybe there was also another attitude towards teaching and passing on ideas to others. English trombone player Denis Wick (see PROMINENT TROMBONE PLAYERS in THE 20′ CENTURY I) was frustrated when he was a student at the royal Academy of Music, London. Sidney Langston was the professor, but he all but refused to pass on any of his experience in case his students ’stole’ his work.  Alt dette har siden ændret sig radikalt med en en udvikling af systemer (lidt ligesom som indenfor sportens verden), hvor man med træning kan udvikle sin fysiske teknik. Disse “ideer” bygger på forskning og erfaring, og det har betydet at færre professionelle messingblæsere “bryder sammen” og at man ved træning kan holde sin spille-standard højt op i årerne. Det mest ekstreme eksempel er den amerikanske trompetist Adolph Herset der fungerede som solotrompetist i Chicago Symfoniorkester indtil han fyldte 79 – længe efter en “normal” pensionsalder (se under trompet Det 20. århundrede I).

Fig. 49  CARMINE CARUSO (1904-1987)) og JAMES STAMP (1904-1985)

C. Caruso spillede som ung først klaver, så violin og til sidst saxofon. hans ideer om blæseteknik slog dog mest igennem hos messingblæsere og han blev for mange den helt store “Messingblæse-teknik-guru”.

J. Stamp var trompetist men gjorde især karriere med sin undervisning.  Hans system for alle messingblæsere er beskrevet i hans bog: “Warm-ups + Studies” . 

HISTORISK OPFØRELSES-PRAKSIS

Siden fra omkring 1960-erne er det blevet udbredt at opføre musik ”historisk”, dvs. med en rytmisk markant puls, næsten uden vibrato, med muligheden for improvisation og spillet på kopier af gamle instrumenter. I begyndelsen blev det nærmest anset som noget  ”amatør-præget” men i dag er ”historiske opførelser” meget professionelle som det høres hos f.eks. orkesterne: London Barouque Soloists der også optræder som Orchestre Révolutionaire et Romantique (England), Freiburger Barockorchester (Tyskland), Det 18. århundredes Orkester (Holland) eller Il Giardino Harmonico (Italien). Først var det musik fra rennæssancen, siden barokmusik, så wienerklassik musik og endelig romantisk musik der blev spillet på instrumenter fra den tid hvor musikken blev skrevet. Ideen var i begyndelsen meget diskuteret, men ideen er i den grad slået an, så den også har påvirket den måde også  ”almindelige orkestre” spiller gammel musik på. For at kunne imødekomme efterspørgslen findes der i dag en lang række instrument-firmaer der fremstiller ”historiske Instrumenter”. Nogle modeller er “gennemført” gamle, men de fleste inkorporerer dog senere tiders detaljer som f.eks. spytventil, forkromet basuntræk eller huller i trompeter for lettere at kunne spille vanskelige toner.

Fig. 52    3  MUSIKERE DER SPILLER “HARDCORE” PÅ HISTORISKE INSTRUMENTER:  Franskmanden JEAN-FRANCOIS MADEUF, trompet – englænderen PIP EASTORP, horn – og englænderen ADAM WOOLF, sackbut. Alle 3 spiller grænseoverskridende virtuost på gennemført “gamle instrumenter”, f.eks. spiller Madeuf uden huller i sin trompet og med den gamle “trompeter-positur”.

Fig. 50  REKLAME FOR NATURHORN fra 1989. Hornet var designet af hornisten Anthony Halstead som selv er afbildedet på annoncen fra magasinet “Brass Bulletin” 

gammel

Fig. 21  HIS MAJESTYS CORNETTS AND SACKBUTS. Siden 1970-erne har: Natur/barok-trompet, zinken, barok-horn og barokbasunen (sackbut ) fået en renæssance, og de optræder nu i mange orkestre og kammerensembler der har specialiseret sig i at spille den gamle musik  på “gamle” instrumenter. Et af de førende blæse-ensembler er His Majestys Cornetts and Sackbuts der blev etableret af zink-spilleren Jeremy West (nr.2 fra højre) i 1982.

Fig.  THALIA ENS., Amsterdam, perform wind quintet om period instruments Natural horn: Hylke Rozema 

 

 

Fig. 23 CHESTNUT BRASS, ETABLERET 1977:  Bruce Barrie, John Thomas, Marian Hesse, Larry Zimmerman og Jay Krush.  C.B.B. har fundet deres helt egen personlige niche som formidlere, ved at præsentere og faktisk optræde på næsten alle typer af messinginstrumenter med relevante stilarter og typer af repertoire. Photo Credit: Paul Nixdorf

 

 

Fig. 79 GAMLE VENTIL-INSTRUMENTER FRA 1800-TALLET BLIVER OGSÅ DYRKET I DAG.

“PRIMITIVE” MESSING- eller LÆBEBLÆSE-INSTRUMENTER

Ved siden af de “almindelige” messinginstrumenter har der hele tiden været spillet på nye udgaver af de helt gamle messinginstrumenter, eller rettere sagt læbeblæse-instrumenter, for mange af dem er slet ikke lavet af messing.

Fig. 51  “PRIMITIVE MESSINGINSTRUMENTER.Fra venstre øverst: ” Jazz basunisten Steve Turre spiller på konkylie. Et lur-lignende metal-instrument fra 1880, Indien. OVERTON”-læbeblæse-instrument af bambus, med huller, Indonesien. Ny fabrikeret “Rag-Dung trompet” fra Tibet.

ALPINE HORN ARE MADE IN ALL SIZES:

– Og der spilles stadig på jagthorn:

 jagt

– AND ON NATURAL TRUMPET.  A TRUMPETER WITH FLORENCE’s CITY SYMBOL has performed at the Calcio Storico Games since the days the city was an Italian economic power during the Renaissance:

 

–  OR TRUMPETERS FROM “SBANDIERATORI DEI BORGHI E SESTIERI FLORENTINI” IN FLORENCE

 

ASSOCIATIONS AND MAGAZINES FOR BRASS PLAYERS

FIG. 52  LOGOS FOR INTERNATIONAL BRASS SOCIETYS. In the 2nd part of the 20`th Century, four international associations were established for brass players: INTERNATIONAL TRUMPET GUILD, INTERNATIONAL HORN SOCIETY, INTERNATIONAL TROMBONE ASSOCIATION and TUBIST UNIVERSAL BROTHERHOODS ASSOCIATION to day is called INTERNATIONAL TUBA EUPHONIUM ASSOSIATION. 

 

FIG. 53 FRONTPAGE TO 3 EDITIONS OF BRASS BULLETIN. During the period 1971-2003, the magazine Brass Bulletin published articles about brass instruments, brass players and events. The magazine was driven and edited by the Jean-Pierre Mathez, Switzerland.

 

 

 

 

 

DET NATIONALE UDTRYK

Som det tidligere har været nævnt har der været nationale traditioner for en særlig spillemåde og klang. Indtil omkring 1950 var denne individualitet langt mere udpræget end i dag. På et tidspunkt begyndte alle orkestre at lyde mere og mere ens (se under USA) og det blev mere svært at høre om et orkester kom fra det ene eller det andet sted i verden. I dag prøver man i højere grad at gå tilbage og finde sin nationale identitet i klang og spillemåde.

TYSKLAND og ØSTRIG

wien

Fig. 52  WIENER PHILHARMONIKERNES HORNGRUPPE MED WIENER-HORN OG WAGNERTUBAER under indspilningen af Rhinguldet 1960/1961 under ledelse af Georg Solti. 1.række fra venstre:  Gottfried von Freiberg, Josef Veleba, Josef Koller, Otto Nitsch, Leopold Kainz, Wolfgang Tomböck sen., Josef Samwald – 2. række med wagner-tubaer: Roland Berger, Hans Berger, Emil Kreuziger, Josef Lackner.

(NOTE: The horns are seated in the so-called Wiener arrangement with the 1st hornist furthest away in the picture – this arrangement has now been abandoned)

I Tyskland og Østrig nåede messingspillet en foreløbig kulmination hos senromantikerne.  Efter tidens forhold var klangen mørk, med f-horn og trompeter med drejeventiler, og baseret på sammenspil. Omkring år 1900 blev de tyske messingblæsere indiskutabelt regnet for at være de førende orkestermusikere. Da man på den tid stiftede en række orkestre i USA, måtte man i stor stil importere kvalificerede musikere, og som en tommelfingerregel hed det at man fik: “Strygere fra Rusland, træblæsere fra Frankrig og messingblæsere fra Tyskland”. Siden er klangen i Tyskland blevet noget lysere. I Berlinerfilharmonikerne og Wienerfilharmonikerne fastholder man den gamle klangtradition ved stadig at bruge de gamle instrumenter, eller kopier af dem.

Fig. 53  STEFAN SCHULTZ  er basbasunist i Berliner Philharmonikerne siden 2002. I lang tid var solospil på basbasun mest en amerikansk foreteelse, men det har helt ændret sig med den opmærksomhed  Stefan Schultz har fået som solist. Foto: Jarek Raczek.

FRANKRIG

pierre

Fig. 54  DEN FRANSKE TROMPETIST PIERRE THIBAUD 1929 – 2004, blev kendt som trompetsolist, 1. trompetist i Karl Richters orkester, indforskrevet 1.trompetist ved indspilninger af barokmusik  med Berliner Pilharmonikerne og en meget søgt lærer, bl.a. ved Pariser konservatoriet.

Allerede i 1800-tallet var det instrumentale niveau højt i Frankrig, og allerede der stærkt centreret omkring den enkelte musikers solistiske udfoldelser. Derfor havde franske messinginstrumenter en lille boring, en lys klang, et ret intenst vibrato og trompeterne er altid med pumpeventiler. Da en af solo-trompetisterne i Pariseroperaens orkester engang i 1950-erne for første gang spillede på en medium-bore trompet, kom det sarkastisk fra hans sidemand: “Skal vi nu til at spille på flügelhorn ?”. Franske komponister som Claude Debussy (1862-1918) og Maurice Ravel (1875-1937) følte sig heller ikke spor tiltrukket af den fede og massive tyske messingklang, men var mere optaget af den præcise klangfarve fra hvert enkelt instrument.

masson

Fig. 55  PARIS TROMBONEKVARTET  I EN REKLAME FOR INSTRUMENTFABRIKKEN SELMER, 1959. Fra venstre: Gabriel Masson, Marcel Galiegue, André Gosset og René Allain.  Læg mærke til at der stadig væk spilles uden basbasun, men med 4 tenorbasuner uden kvartventil. Gabriel Masson (1912-1975) var sin tids førende franske basunist, lærer på Pariser Konservatoriet og var med til en del indspilninger af solo og kammermusik – før 1960-erne var basun-indspilninger af den slags en sjældenhed.

 

ENGLAND

 

Dublin Orchestral Society in the Royal University Concert Hall, c. 1900. Here are all the English specialties from this period: Trumpet parts played on Cornets, French Horns with piston valves and the english Bass Trombone in G with handle.

Engelsk spillestil og instrumentbygning var længe under fransk påvirkning, det kan høres tydeligt på gamle engelske indspilninger. I 1950-erne blev “amerikaniseringen”  med fyldigere og mørkere klang konsekvent indført i England  – især hos de dybe instrumenter. Det høres bl.a. i de mange film hvor musikken er indspillet af London Symphony Orchestra. Orkestrets mangeårige solobasunist Dennis Wick har formuleret det sådan: “Engleske messingblæsere har en tendens til at få en Europæisk klang på amerikanske instrumenter”.

De engelske Brass Bands er jo en hel institution for sig selv, men også de har undergået forandring, væk fra det “lyse franske vibratofulde” udtryk mod en fyldigere klang og en mere “almen” frasering .

Fig. 56  Øverst: SOLOSPILLERE I LONDON SYMPHONY ORCHESTRA MAURICE MURPHY, trompet,  OG DENNIS WICK, basun,  fotograferet i 1882 under en opførsel af Verdi’s Requiem med London Symphony Orchestra under ledelse af Claudio Abbado. Nederst: DERES NYESTE EFTERKOMMERE: PHILIP COBB ansat som 21-årig i 2009, og PETER MORE ansat 2014 som kun 18-årig – det yngste medlem af LSO nogensinde !

 

 

RUSLAND

horn

Fig. 57  VITALY BUJANOVSKY  (1928 – 993) var en legendarisk solohornist i Leningrads Philharmoniske orkester under Mravinsky og professor på Leningrad Konservatoriet. I 1985 blev han udnævnt til æresmedlem af “The International Horn Society”.

De russiske messingblæsere viser tydeligt deres kulturelle påvirkning i deres spil. Fra Tyskland har de fået deres særdeles fyldige klang og fra Frankrig deres meget ekspressive vibrato – det sidste fik en overgang de russiske valdhorn til at lyde helt saxofonagtige !

russ

Fig. 58  SERGEI MIKHAILOVICH NAKARIAKOV (1977- ) har videreført den russiske messingtradition med et helt specielt udtryksfuldt spil. Lige fra han var kun 15 år har han foretaget en lang række opsigtsvækkende indspilninger af originalværker og transskriptioner af f.eks. solokoncerter der originalt er for violin eller cello, ofte udført på flügelhorn.

USA

Fig. 59  JOE ALESSI (1959- ), solobasunist i New York Philharmonic Orchestra, lærer på Julliard School of Music og optræder ofte som solist.

Amerikansk messingspil hviler mest på tysk tradition, men har en overgang så at sige overhalet Europa “indenom”. Med deres flotte. skinnende og slagkraftige spil har de påvirket alle de mange, som er faldet for de amerikanske messingblæseres klang, præcision og rene intonation. Det er også  en ide fra USA at man som symfoniorkester-messingblæser dyrker den enkelte stemmes funktion 100% – dvs. ikke fokuserer så meget på at være solist, men igennem sin egen stemme at få sammenspillet i orkestrets messinggruppe til at fungere optimalt og dermed præge hele orkestrets fremtræden. Det kan man jo kun være positiv overfor, men i kampens hede forsvandt der en del af de nationale karakterer og en overgang virkede det som om alle orkestre begyndte at lyde ens. I dag arbejder man dog “world wide” på at bevare sin egenart uden at give køb på den tekniske kvalitet.

carol

Fig. 60    CAROL JANTSCH (1985-) SOLOTUBAIST I PHIADELPHIA SYMPHONY ORCHESTRA SIDEN 2006, – den første kvindelige tubaist I et førende amerikansk orkester og den yngste ansatte I sit orkester nogensinde.

charlie

Fig. 61  CHARLIE VERNON, BASBASUNIST I CHIGACO SYMPHONY ORCHESTRA SIDEN 1986, efterfulgte Edward Kleinhammer  og er nærmest et fænomen, der med sin teknik og musikalitet har præget opfattelsen af den moderne basbasun.   

DE SKANDINAVISKE LANDE, HOLLAND OG BELGIEN

Fig. 62  Det hollandske Koncertgebouw orkesters BRASS ENSEMBLE dirigeret af deres tidligere solobasunist Ivan Meylemans.

Danmark, Sverige, Norge, Finland, Belgien og Holland er alle mindre lande som igennem tiderne har taget farve af påvirkninger fra både England, Frankrig, Tyskland, Rusland og i nyere tid især fra USA. Deres messingblæsere har dog formået at markere sig internationalt, både som orkestermusikere og som solister. F.eks. blev det hollandske KONCERTGEBOUW-ORKESTER i forbindelse med en vurdering i det engelske blad The Grammophone  udnævnt til intet mindre end verdens bedste symfoniorkester. Et sådant udsagn er jo smags-baseret og kan selvfølgelig ikke tages helt alvorligt, men det siger alligevel noget om orkstrets standard at det kan blive udråbt som verdens nr.1!

Fig. 63   TROMPETISTEN HÅKAN HARDENBERGER (1951-), SVERIGE har skabt sig en solistkarriere som en virtous der både behersker det klassiske og helt nye repertoire, og han har fået skrevet værker til sig af  en række prominente nulevende komponister. Hardenberger er blevet kaldt for: “the cleanest, subtlest trumpeter on earth”. H.H er også professor på Malmø Musikkonservatorium 

KLANGFARVE OG SAMKLANG

Hvis man forestiller sig klangen fra et kor, hvor alle 4 stemmer klinger så godt sammen, at at den ene stemmer glider over i den anden, så kan man grafisk vise det med en KLANGPYRAMIDE:

kors

Lidt ligesom begrebet fra renæssance-tiden med en instrument-familie kaldet for : CONSORT. Det samme kan siges om strygerne i et symfoniorkester:

stryg

Det samme gælder også alle ”saxhornene” eller instrumenterne i det britiske Brass Band (bortset fra basuner), dvs, flügelhorn, bariton og euphonium og basser (tubaer)

brassb

Hos træblæserene er nærmest det modsat, med forskellige klangfarver og næsten kaleidoskopiske kontraster, i renæssance-tiden kaldet for BROKEN CONSORT. En træblæserkvintet kunne se således ud: 

traekvintet

– men ser vi  på symfoniorkestrets ”gamle” messing-instrumenter placerer de sig imellem ”consort” og ”broken consort”.

En messingkvintet kunne se sådan ud:

messingkvint

Først og fremmest ser messinginstrumenterne meget forskellige ud: Sopran-instrumentet (trompeten) spiller med ventiler og fremadrettet klangstykke, alt-instrumentet (valdhornet) spiller med en hånd i det bagudvendte klangstykke, tenor-instrumentet (basunen) spiller med træk i stedet for ventiler, og tubaen spiller med klangstykket opad. Alligevel spiller de ret godt sammen, men alle 4 instrumenter har deres arketypiske karakter og nærmest symbolske betydning i behold.

I dag er symbolikken dog kun en del af deres klingende fremtoning, for i dag kan alle messing-instrumenter udtrykke næsten hvad som helst – også det direkte modsatte hvad man forventede af dem ud fra deres udspring.

Trompeten har været et signal-givende militaristisk herre-instrument, en budbringer:

– men kan også fremstå som et meget folkeligt instrument:

Valdhornet har traditionelt været forbundet med jagt og natur:

– og er derefter blevet et generelt naturbeskrivende lyrisk instrument. I nyere tid har det vist sig i musikken til mange western-film og i 1978 hvor blev hornets klang blev direkte populær som en vigtig ingrediens til signatur-melodien fra TV-serien Dallas:
dallas

– og i dag kan hornet ses og høres i helt nye sammenhænge som f.eks. her ved et ”jazz-horn-symposium”:

horn-jazz

Basunen har været et dommedagsinstrument, en ophøjet røst fra det himmelske (eller fra underverdenen) og englenes foretrukne instrument:

engel

– Men bl.a. med sine “glissandi” (glidetoner) optræder den i andre sammenhænge med et mere  jordnært og direkte løssluppent udtryk  som f.eks. her:

jazz

Som den sidst ankomne messinginstrument var tubaen først og fremmest et effektivt basinstrument, og uden de andre instrumenters symbolske betydning har tubaen kunnet opfattes som ”klovnen i cirkus”:

– eller som en ”klumpedumpe”:

– det tog lang tid før end der blev skrevet seriøs solomusik for tuba, men allerede Richard Wagner kunne bruge den til noget dramatisk som dragen Fafners røst:

drage

– men i dag kan tubaen også udtrykke noget så langt fra sin oprindelse som f.eks. en ”alfe-agtig” lethed og elegance:

alf