Mogens Andresen


FLAG

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold. Det er først fra begyndelsen af det 20.århundrede at der fremkommer beskrivelser af danske messingblæsere og deres spil, især er der levende førstehåndsbeskrivelser af messingblæsere fra Det Kgl. Kapel i orkestrets mangeårige solobasunist Anton Hansens (1877-1947) erindringer. Fra denne tid begynder der også at komme mange fotografier af messingblæsere. I dette afsnit kunne det naturligvis være fristende også at nævne alle de mange meget dygtige danske messingblæsere der er i dag,  men jeg har valgt en “historisk” indgang og  primært at fokusere på den første del af det 20. århundrede.

 

DET 20. ÅRHUNDREDE (1900 – ) I

 

SYMFONIORKESTRE

BOSTON 1921

Fig. 1 MESSINGBLÆSERNE I BOSTON SYMFONIORKESTER 1910

Alle instrumenterne er “moderne” men tidens design ligner endnu tyske instrumenter fra Wagners tid.

 

 

Alligevel har instrumenterne udviklet sig for at kunne imødekomme nye krav. I symfoniorkestret var det specielt Gustav Mahler (1860-1811), Østrig, og Richard Strauss (1864-1949), Tyskland, der udnyttede messinginstrumenterne på en helt ny og virtuos måde – i lange soloer, i ekstreme registre og nuancer og med en mageløs indlevelse i de enkelte instrumenters karakter. Engang hvor man bebrejdede R. Strauss for at hans trompet- og hornstemmer lå for højt, indrømmede han at kritikken nok var berettiget, man at man sikkert ville “finde på noget” – og det fik han jo egentlig ret i. Musikernes teknik er udviklet og det samme er brugen af instrumenter. Man kan sige at der sket en “spredning” i messinginstrumenternes grundstemning: Trompeter og horns grundstemning er steget, og “low brass! – instrumenternes stemning er både steget og faldet. Med genindførelsen af altbasunen og videre-udviklingen af basbasunen er basungruppen i sig selv blevet spredt klangligt ud, og den foretrukne tubastemning er sænket fra F/Eb til CC BB. Siden 1950-erne er boringen vokset, på trompet og basun fra small bore over medium bore til large bore. Ved at gøre boringen større har man i nogen grad kompenseret for at klangen på de højere stemninger ikke blev for lys. Hele messinggruppen har fået flere kontraster uden det er gået ud over den homogene samklang.

Fig. 4 MESSINGBLÆSERNE FRA CHICAGO SYMFONIORKESTER 1978  – præsenterede indspilninger med en så epokegørende klarhed, flothed og ren intonation at de har dannet skole over hele verden. 

chicago

 

 

 

 

Fig. 5  CHICAGO SYMFONIORKESTERS “LOW BRASS GRUPPE” indspillede, som de første i verden, en række “orkesterstudier” i 1971. Ret epokegørende for sin tid fokuserede den på orkesterspillet  og viste, dels  hvordan messingblæsere kunne engagere sig i deres orkester-job og fokusere på sin egen stemme og rolle, og dels hvordan en basungruppe med deres  kvalitets-spil kunne forgylde et helt orkesters fremtræden. Fra v. mod højre: Edvard Kleinhammer (bas basun), Franck Crisafully (2.basun), Arnold Jacobs (tuba), James Gilbertson (alternerende solo-basun) og Jay Friedman (1. solo-basun).

 

 

At være solist er altid krævende, og specielt for messingblæsere (og sangere) er det en fysisk udfordring at kunne slutte et stykke med samme overskud som man begynder med. Inden for blæseorkesterkulturen og jazzen har der altid været masser af solister, men fra anden halvdel af det 20. århundrede er det også blevet meget mere almindeligt at se messingblæsere optræde som solister med symfoniorkester. Enkelte messingblæsere har endda gjort en stjerne-karriere som fuldtids solister.

_________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

STANDSFORSKELLE MELLEM INSTRUMENTGRUPPERNE I  DET KGL. KAPEL

CARLSEN

 

Fig. 6  HANS CARLSEN  (kapel nr.686), tubaist i Det Kgl. Kapel 1899-1921.

 

 

 

 

Som nævnt under “Romantikken II” blev det Kgl. Kapels trompetister, basunister, tubaister og paukist fastansat 1887. Med tiden var deres stemmer i f.eks Wagners musik blevet særdeles eksponerede og komplicerede og man skulle tro at de nu kunne føle sig som ligeværdige med de andre kapelmusikere. Det var dog ikke så ligetil for alle,  f.eks. led Tubaisten Hans Carlsen (nr.686) direkte under at andre grupper i orkestret ”så ned” på messingblæserne. Han holdt sig mest for sig selv, gik klædt i sort slag, glacéhandsker, professorhat og sølvknappet stok og tålte ikke engang at der blev sagt du til ham. Den sidste rest af ”underklasse –fornemmelse” viste sig ved tildeling af de solotillæg (ekstra betaling) som alle solo-spillere officielt havde krav på. Solobasunisten Anton Hansen (nr.694) måtte i 1917 true med sin afsked for at få et solotillæg, og solotrompetisten Thorvald Hansen (nr.643) fik det først 2 år før sin afsked i 1913 – og da havde han ellers spillet alle de ”utallige halsbrækkende soloer” der var i det løbende repertoire.

__________________________________________________________________________________________________________________________________________

INSTRUMENTFREMSTILLING

I 1900-tallet begyndte de amerikanske instrumentfirmaer for alvor at gøre sig gældende, ikke kun i USA, men også i Europa. Nogle af de mest kendte var firmaerne: CONN, KING, HOLTON og BACH – de findes også i dag men er nu alle samlet under  Conn-Selmer, Inc. (se også om BENGE under Sousas solister Det 20. årh. II)

Fig. 7 INSTRUMENTFIRMAET CONNs FABRIK 1913

Fig. 8 CONN FABRIKKENS “TOOL DEPARTMENT”

 

 

Fig. 9 CONNS “DOUBLE BELL” EUPHONIUM fra 1920 er et af de mere specielle instrumenter. CONN fik succes med både trompeter, horn, basuner og tuba

Fig. 10  BASUNGRUPPEN I BOSTON SYMFONIORKESTER CA. 1910. Det var almindeligt at bruge “kendte” musikere i reklamer for messinginstrumenter. Her er det fra venstre: Leroy Kenfield (basbasun), August Mausebach (2.basun) og Carl Hampe (1.basun) der reklamerer for HOLTON BASUNER.

Fig. 10 REKLAMER FOR KING INSTRUMENTER. Firmaet KINGS instrumenter slog især an hos jazz-musikere, og deres jazz-basuner, Model 2B fra 1938 og 3B fra 1952, er de mest solgte jazz-basuner nogensinde. Her er det trompetisten Harry James og basunisten Tommy Dorsey der reklamerer for King.

 

Fig. 11 STAN KENTONS BASUN GRUPPE REKLAMERER FOR CONN

Fig. 9 VINCENT BACH (1890-1976) blev født i Østrig hvor han som ung optrådte som cornet-virtuos. Senere kom han til USA hvor han startede sit firma 1918 med at lave mundstykker. Senere fremstillede han trompeter og basuner og alle hans produkter blev en verdens-succes der var synonym  for den højest tænkelige kvalitet. Serien af hans  top-instrumenter blev opkaldt efter de fineste gamle italienske violiner: STRADIVARIUS.

 

I Europa var der stadig velfungerende tyske, franske og engelske instrumentfabrikker. Besson fortsatte med at levere instrumenter til Brass Band bevægelsen. Fra 1948 arbejdede de sammen med firmaet BOOSEY & HAWKES.  I  2006 købte The Music Group 2 gamle messinginstrumentfirmaer Besson (etableret 1837) og det franske Courtois (etableret i 1837) og de er nu begge samlet under Groupe Buffet Crampon.

Op til slutningen af 1900-tallet var der en tendens til at USA internationalt dominerede markedet for trompet og basun, mens Europa var selvforsynende med horn og tuba. I dag er der virkelig mange messing-instrumenter i udbud, og kvaliteten er ikke mere geografisk betinget – nærmest tværtimod. Det japanske YAMAHA er gået fra først at producere billige instrumenter til at bygge instrumenter i top-kvalitet. I Europa er der en række mellemstore firmaer der bygger kvalitets instrumenter med deres egne ideer og helt eget design. F.eks. det spanske STOMVI (alle messinginstrumenter), det østrigske SCHARGERL (trompeter og basuner) , det schweiziske HIRBRUNNER (euphoniumer er og tubaer), det hollandske ADAMS (euphoniummer) og det tyske GEBR. ALEXANDER (valdhorn).

Fig. 10 GEBR. ALEXANDER ANSATTE FOTOGRAFERET VED FIRMAETS 100 ÅRS JUBILÆUM 1882. Man kan se at der på den tid stadig blev fremstillet træblæseinstrumenter i firmaet. Gebr. Alexander firmablev stiftet allerede I 1782 som et firma for træblæsere og har i årenes løb været drevet af et familie-dynasti. I løbet af 1800-tallet begyndte firmaet også at fremstille alle slags messinginstrumenter. Den store milepæl blev patentet på firmaets udformning af et dobbelthorn i 1919.  I dag fremstiller Gerb. Alexander primært horn og wagnertubaer og sælger til hele verden.

Fig. 11 GEBR. ALEXANDERS VÆRKSTED 1909.

NYE OPFINDELSER OG NY TEKNOLOGI

 

Ved begyndelsen af det 20. århundrede havde messinginstrumenternes grundlæggende design, funktion og teknik nået et niveau der umiddelbart minder om vor tid. Alle instrumenter havde f.eks. fået stemmebøjle så de kunne stemmes ind præcist, spytventil/vandklap til at lukke kondensvand ud og det var almindeligt at bruge dæmpere.

ytr-2330-tuning-slide-l[1]

 

 

Fig. 2 STEMMEBØJLE OG VANDKLAP TIL TROMPET

 

 

 

 

 

0167_mutes[1]

 

 

 

Fig. 3 DÆMPERE TIL BASUN

Fra v. til højre: Cup-mute, straight-mute (spidsdæmper) og harmon-mute.

 

 

 

Den moderne teknologi har gjort det betydelig lettere at fremstille glatte og præcise metaldele, samt lave nøjagtige akustiske beregninger. De bedste klangstykker er dog stadig dem der er hamret ud i hånden. Ikke kun boringen men også selve metaltypen kan påvirke klangen: Messing – lys klang, goldbrass – en lidt mørkere klang, kobber – en mørk klang. Den moderne blankpolerede orkesterklang overgår helt hvad Strauss og Mahler kunne have drømt om – den høres i renkultur i megen filmmusik, f.eks. i musikken til Star Wars – filmene skrevet af John Williams.

Fig. 7  TRIGGERE

På trompet, cornet, flügelhorn, euphonium og tuba er der ofte påmonterede en forlængermekanisme på ventilens bøjler, kaldet for  “trigger” , der kan forlænge bøjlen ligesom på et basuntræk og dermed forbedre intonationen. 

 

 

 

 

rajaSamadhi_title_large[1]

Fig. 8   “HEAVY WEIGHT” TROMPET. Massen påvirker også klangen: Et “tungt” instrument og mundstykke gør klangen mere fast og mørk, mens et let instrument gør klangen brillant og lys. Denne model fra firmaet MONETTE er ekstrem tung med ekstra påførte metaldele og “dobbelt-klangstykke”.

AXIAL     axial

Fig. 9  NYE VENTIL-TYPER.  I de senere år har man konstrueret flere ventiler der er mere “åbne” helt uden buler og indsnævringer. Den mest radikale er “AXIAL FLOW ” basun-ventilen opfundet 1976 Orla Ed Thayer,. USA. Med sine lige rørforløb i det kegleformede ventilhus undgås helt skarpe sving og buler i rørforløbet.

En anden ny ventil er HAGMANN-VENTILEN opfundet 1991 af  Rene Hagmann, Schweitz:

hagmann-ventil

 Begge ventil-typer anvendes på basuner. Hagmann-ventilen er også blevet forsøgt på en Cimbasso

hagmann-valves

 

KLAP

Fig. 11  TYSK DREJEVENTIL-TROMPET  MED KLAPPER. Et teknisk raffinement på den moderne tyske trompet er ekstra klapper, der når de åbnes “fjerner” nogle naturtoner omkring visse toner der så bliver lettere og mere sikre at spille.

KORTLIVEDE PROJEKTER

 

Fig. 10 THE BELLOPHONE. Som det tidligere er sket har der været opfindelser og konstruktioner der ikke fik lang levetid. Et sådant eksempel er THE BELLOPHONE bygget af det amerikanske firma H.N. White (1893-1965) på foranledning af tubaisten William Bell (se under pionerer indenfor tubaspil). Ideen er at udvidde tubaens register ved at kombinere en C-tuba og et Bb euphonium/baritone.  Instrumentet har 2 blæserstænger, den ene kun til tubaen og dem anden til at kunne skifte mellem tuba og euphonium via en omstillingsventil. William Bell spillede selv på instrumentet  i The Cicinnati Symphony Orchestra, The Band of America og i The Goldman Band.    

Fig. 11 EKSTREMT STORE TUBA-KLANGSTYKKER. I 1930-erne og 40-erne fabrikeredes meget store klangstykker, men det slog heller aldrig an.

Fig.    DAVIS SCHUMAN (1912-1966) OG HANS ERGONOMISKE BASUN. Basunist Dais Schuman underviste på Julliard School of music og blev gennem sin optræden og indspilninger en pioner med at markere basunen som soloinstrument . Han var den første der gav en helaftens recital med basun i 1947 i Town Hall. New York. Han uropførte værker af bl.a. Ernest Bloch, Vincent Persichetti, Darius Milhaud og Tibor Serly. Schuman konstruerede sin ”ergonomisk korrekte basun” med ideen om: ”Ikke at ramme musikere placeret foran basunerne samtidig med at klangstykket pegede fremad, og at gøre armbevægelsen med trækket mere naturlig”. Der blev ikke fremstillet mange eksemplarer.

 

Fig. 12 LOMME CORNETTER. Man har også forsøgt sig med med det modsatte af store instrumenter:Kompakte instrumenter der har lille boring og lille klangstykke, men de har heller ikke fået nogen praktisk betydning. BABY FLÜGELHORN og MINI HORN

 

 

TROMPETEN

Som følge af nye krav til teknisk og stilistisk spændvidde holdt de højere trompetstemninger sit indtog. Det skete gradvis, og gav efterhånden trompeten en lysere klang. Således savnede Gustav Mahler F-trompetens klangfylde i Bb-trompetens dybe register, og han forlangte derfor en fordobling af 2. trompetstemmen når han dirigerede Beethovens symfonier. Franskmændene var tidligt ude med C-trompeten der passede godt til de lyse franske klangidealer. Efterhånden fremkom der mindre og mindre trompeter og til sidst kom den lille A/Bb -piccolotrompet. Den blev først mest brugt til barokmusik men i dag bruges den til både ny musik og popmusik, f.eks. høres den i Beatles-sangen Penny Lane. I dag skrives der ofte bare for trompet, og så finder den udøvende selv ud af at vælge hvilken type trompet og stemning der passer til det enkelte stykke.

TR.

Fig. 10  MODERNE PUMPEVENTIL-TROMPETER. Fra v. mod h.: Bb, C, Eb og Bb-piccolotrompet.

 

 

Fig. 12  EDUARD SEIFERT (1870-1965) – var solo-trompetist i Dresden Staatkapelle fra 1898 indtil 1938 . Dresden operaen og dens orkester var en vigtig del af musiklivet i Tyskland og Europa og de var dedikerede og fokuserede på musik af Richard strauss, som blev en vigtig del af Seiferts orkesterkarriere. Seifert mestrede Strauss trompetstemmer perfekt og hans kolleger kaldte ham for “den u-fejlbarlige”. Seifert virkede under dirigenter som: Ernst von Schuch (1846 – 1914), Fritz Reiner (1888-1963), Fritz Busch (1890-1951), Karl Böhm (1894 – 1981) ogRichard Strauss (1864 – 1949).  Seifert optrådte også på cornet og trompet som solist. Han reintroducerede Haydn’s Trompetkoncert på F-trompet og spillede barokmusik, bl.a Bach’s 2. Brandenburger-koncert, på sin Heckel F/G-trompet.

 

DOK

Fig. 12   TIMOFEI DOKSHIZER (1921-2005) – vandt som 19 årig Sovjetunionens messingblæser-konkurrence og da han senere også vandt en international konkurrence i Prag startede han sin enestående solist-karriere. Han er blevet rost af kritikere fra hele verden for sin klang, sin frasering og sin ubesværede teknik. Han har undervist på utallige master-classes og som professor på Gnessin’s Musik Institut i Moskva. I over 40 år var han ansat på Bolshoi Operaen, ikke som et almindeligt medlem af orkestret men udelukkende for at spille trumpet- og cornetsoloer i F.eks. Tchaikovskys ”Svanesøen” og ”Nøddeknækkeren”, Prokofievs ”Romeo og Julie” og ”Krig og Fred” Khachaturians ”Spartacus” m.m.

 

 

Fig. 13  Adolph Herset (1921 – 2013). Herset anses for en af sin generations største orkestertrompetister.  Allerede under hans studietid i Boston fik han en invitation til audition for en stilling som 3. trompetist i Chicago Symfoniorkester under ledelse af Arthur Rodzinski. Efter at have lyttet til Herset i en time tilbød Rodzinski den unge mand, som ikke havde nogen professionel erfaring overhovedet, stillingen som solotrompetist. Det var i 1948, dvs. at han blev solotrompetist i SCO som kun 26 årig – og der blev han i 53 år. Selv om han kom til at optræde som solist mange gange, elskede han  at spille i orkester og havde aldrig planer om at blive solist på fuld tid. Han blev i yderlig 3 år i en slags emeritus-stilling og stoppede så helt i orkestret 2004. Som det stod i Chicago Sun-Times: ”I årtier var Hersets gyldne, magtfulde og udtryksfulde spil en hjørnesten i ”The Chicago Sound”. Denne messingklang blev berømt i hele verden og gjorde Chicago til et internationalt center for uddannelse af messingblæsere.”

 

m-andre[1]

Fig. 14  MAURICE ANDRE (1933-2012) – EN MESSINGBLÆSER SOM VERDENS-SOLIST.  Efter at have været militær-musiker og endt sin studietid  kom M. Andre  i 1953 ind i Lamoureux-orkestret som solotrompetist. Senere kom han i det franske radioorkester og fra 1962-1967 var han i orkestret på Opéra-Comique. I 1955  vandt han konkurrencen Geneva International Music Competition, og 10 år senere blev han bedt om at være dommer ved en lignende konkurrence i “Internationaler Wettbewerb” i München. Han afslog da han hellere ville deltage i konkurrencen – det gjorde han og vandt! Nu opfordrede hans kone og hans kolleger ham til at tage  springet og gå fra at være orkestermusiker til fuldtids solist. Det var noget af en beslutning for det var dengang et stort og usædvanligt skridt for en messingblæser –  men han vovede springet. For at slå igennem måtte han  til at begynde med være tilbageholdende med sine honorarkrav, men det ændrede sig hurtigt. Han fik en fantastisk succes med sin totalt ubesværede teknik og et sjældent udtryksfuldt spil. Senere blev hans honorarer større og det fortælles at  da han i forbindelse med en indspilning fik at vide at hans honorarkrav var meget stort, svarede han at ville gå ned i betaling hver gang han spillede en fejl – og det gjorde han jo netop ikke! Han “red”  til dels på den barok-bølge der gennemstrømmede musiklivet i 1960-erne (ikke at forveksle med den senere blomstringsperiode for gammel musik spillet på gamle eller historiske instrumenter). I barokrepertoiret spillede  M. Andre usædvanligt elegant på den lille piccolo-trompet,  og udover alle de originale barok-stykker for trompet spillede han transkriptioner af  barok-koncerter for obo, fløjte og violin. Men han var ret alsidig og spillede også ny musik og underholdningsmusik. Hans stjerne-status gjorde ham til en absolut ener som messingblæser og han kom til at optræde over hele verden med tidens førende dirigenter og orkestre og nåede at producere ca.300 solist-indspilninger. Han blev ofte præsenteret – lidt anakronistisk – som “verdens bedste messingblæser” !

 

 M ANDRE

Fig. 15  COVERET til en LP hvor Maurice Andre indspillede sammen med Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne.

 

 

Fig. 16 MAURICE MURPHY (1935-2010) – kom fra den engelske Brass Band bevægelse og havde spillet principal cornet i Black Dyke Mills Brass Band. 1977 blev han headhuntet fra BBC Northern Symphony Orchestra til pladsen som solotrompetist i London Symphony Orchestra, en stilling han bestred i 30 år. Han blev kendt som sin tids førende engelske orkestertrompetist og er bl.a. kendt fra mange af LSO’s filmmusikindspilninger. Efter at have hørt M. Murphy under indspilningen af musikken til den første StarWars-film, blev komponisten John Williams så begejstret for M.Murphy’s ”helte-klang”, at han fra da af bevidst skrev 1.trompetstemmerne til de efterfølgende StarWars-film med M. Murphy’s klang i tankerne. I 2008 modtog Murphy en pris fra “International Trumpet Guild”, der gives til “those who have made extraordinary contributions to the art of trumpet playing”.

 

 ______________________________________________________________________________________________________________

 

 FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

MUSIKERPORTRÆTTER

THORVALD HANSEN

Fig. 17   THORVALD HANSEN  (kapel nr. 643) 1847 – 1915. – var solotrompetist i Det Kgl. Kapel fra 1884  til 1915. Han blev anset for at være ikke bare den  mest kendte danske trompetist, men simpelt hen den førende messingblæser i Skandinavien. Thorvald Hansen var først trompetist i Livgardens musikkorps fra 1852, og kom til Kapellet 1884 som 1.trompetist. Han blev den første trompetlærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1893-1914. Det Kgl. Kapels solobasunist  Anton Hansen 1877-1947) (skriver i sine erindringer om Thorvald Hansen: “Thorvald Hansen var enestående. At høre ham udføre de forskellige temaer i f.eks. Wagners operaer var en nydelse. Selv mindre soli, der ofte forekommer i de ældre balletter, blev udført så pragtfuldt, at man stedse glædede sig over dem. Denne kunstner havde en fænomenal embouchure; der var ikke den mindste antydning af anstrengelse at se på hans ansigt, selv om han blæste med fuld kraft. Næppe nogen, det være sig her eller i udlandet, har haft så smuk en tone, og han overdrev aldrig et forte eller et fortissimo.” Thorvald Hansen spillede på tysk- eller danskfabrikerede trompeter med drejeventiler.

Udover at være udøvende trompetist var Thorvald Hansen en aktiv musiker på flere måder: Han var en overgang vikar som organist for J.P.E.Hartmann i Frue Kirke, og vicedirigent for Georg Lumbye i tivolis Koncertsal hvor han var ansat som bratchist, – og så var han komponist. Han er især blevet kendt for sin sonate, en koncertvals og en scherzo for trompet/cornet og klaver, og disse stykker spilles i dag over hele verden. I 1904 blev han spurgt af kammermusik foreningen Natmandsforeningen om ikke han kunne foranledige at messingblæserne fra Kapellet kunne optræde med et stykke. Det ville han gerne være med til, og han komponerede så til lejligheden en kvartet for 2 trompeter og 2 basuner (er senere blevet omarbejdet for messingkvintet af Mogens Andresen og udgivet på BRASSMUSICONLINE.DK). Blandt hans øvrige kompositioner er: “Fremadskridende øvelser for F-trompet”, hvilket indikerer at F-trompeten stadig var i brug på Thorvald Hansens tid.

  

KNUD

Fig. 18    KNUD HOVALDT, 1926-2001 (kapelnummer 845) blev allerede i levende live en legende og satte nye standarder med sit fejende flotte trompetspil. Efter at have været solotrompetist i Radiosymfoniorkestret blev han 1961 ansat som solotrompetist i Det Kgl. Kapel og holdt denne stilling til 1988. Han havde sideløbende en solistkarriere i Danmark og bl.a. i USA med Boston Pops Orkestret, og der fik han tilnavnet “The Great Dane”. Knud Hovaldts spil blev verdensberømt da Kapellet med Leonard Bernstein i 1965 indspillede Carl Nielsens 3 symfoni, “Espansiva”. Indspilningen blev kendt og kom øverst på den amerikanske “klassiske” hitliste – og fra da af dannede hans spillemåde nærmest skole. K. Hovaldts forbindelse med USA var også synlig da han blev konsulent for messinginstrument-firmaet Getzen. K. Hovaldt var en af de første i danmark der spillede på “large bore -trompet” (trompet med stor boring) og han fremstillede eller til-rettede selv sine “store” mundstykker.

________________________________________________________________________________________________________________________

SIGNALGIVNING

 

Fig.19  SIGNALHORN-BLÆSERE. Militærets anvendelse af signalhorn til at kommunikere med blev ved ind i det 19.årh. indtil radioen gjorde det overflødigt. I tidens løb har man lavet signaler for alle tænkelige informationer. Signalhornet  fungerede endda så længe at man nåede at lave “flyver-signaler” for det. Sidste gang siganlgivning blev andvendt militært var i starten af 1. verdenskrig 1914, som her af den franske hærs lette kavaleri


I dag anvendes signalhornet til ceremonielt brug over det meste af verden.

“SPANSK HORN” er et signalhorn med en ventil:

 

 

HORNET

Ved overgangen til det 20 århundrede følte hornisterne sig trængt fra komponisterne. I orkestrets messingblæser-grupper er der normalt en fordeling mellem de fleste stemmer, men i horngruppen blev det ofte sådan at 1-stemmen var markant mere udfordrende end de andre 3 stemmer – det var som om komponisterne tillagde solohornister en markant større kompetance med lang, høje og kraftige  passager i deres stemmer. Ved førsteopføreslen af R. Strauss’ symfoniske digt Don Juan (1888) skulle en af hornisterne have udbrudt: “Min herre gud hvad har vi dog gjort at vi skal straffes så hårdt ?” Hornisterne forsøtge at gøre sig livet lettere ved at bruge de højere stemte Bb-horn som længe havde været anvendt i militærorkestrene. Men de gamle dirigenter som f.eks. Hans von Bülow (1830-1894) tolererede ikke at klangen blev lettere og lysere. Sammen med Edmond Gumbert, 3. hornist  i et orkester i Meiningen, Tyskland og nevø til Friedrich Gumpert (se under ROMANTIKKEN II), lavede firmaet Kruspe, Tyskland, det første dobbelthorn, hvor man kunne skifte mellem F- og høj Bb-stemning med en ventil. På disse nye modeller kunne man i det mindste ikke se hvilken stemning der blev benyttet. Richard Strauss anbefalede dobbelthornet når blot hornisterne bestræbte sig på at nedsætte klangforskellen til et minimum (det blev dog senere firmaet Gebr. Alexander der fik patent på deres udformning i 1909 – se tidligere under instrumentfremstilling).

 

HORN

Fig.20  MODERNE DOBBELTHORN

 

Der er senere også konstrueret et kompensationshorn, det vejer mindre, men rørforløbet går mange gange gennem ventilhusene. I dag bruges forskellige horn: Højt F-horn (til barokmusik), enkelt Bb-horn, dobbelthorn i Bb og F, og dybt F-horn og endelig et Tripelhorn i høj F,Bb og dyb F. Stophorn kaldes det når man stopper og hornet får en karakteristisk snerrende klang. Nogle horn har en stopventil der kompenserer for stoppede toner intonations-stigning.

Fig. 21 MODERNE CORNO DA CACCIA HORN  MED VENTILER FREMSTILLET AF ENGELBERT SCHMIDT

 

Fig. 21  FRANS STRAUSS – TV. SOM UNG, TH. SAMMEN MED SIN SØN RICHARD STRAUSS (foto 1905). Frans Strauss (1822-1905) var hornist og komponist, og blev kaldt for “hornets Joachim” (Joseph Joachim var tidens ubestridte mest prominente violinist). Hans smag var ret konservativ og han kunne til nød tolerere Brahms. Som solohornist ved hofoperaen i München og i Bayreuths festspilorkester, var han med til uropførelsen af adskillelige af Wagners operaer: Tristan og Isolde (1865), Mestersangerne (1868), Rhinguldet (1869), og Valkyrien (1870). Wagner synes Frans Strauss var en “træls” person, men at man glemte det så snart han satte hornet for munden. F. Strauss kunne til gengæld heller ikke lide Wagner, hverken som person eller hans musik. F. Strauss fik det sidste ord: Da hoforkestret fik at vide at Wagner var død rejste alle sig op for at mindes ham med et øjebliks stilhed – alle undtagen  Strauss der blev siddende. Richard Strauss (1864-1949) skrev 2 hornkoncerter, begge i Eb-dur. Den første skrev han som kun 18-årig til sin far, den anden hele 60 år senere! Koncerterne udtrykker med deres både dramatiske og lyriske elementer hele essensen af romantisk hornspil. 

 

DENNIS

Fig. 22  DENNIS BRAIN (1921-1957) kom fra en hel familie af hornister. Hans bedstefar Alfred Brain (1850-1925), hans onkel af samme navn (1885-1966) og hans far Aubrey Brain (1883-1956) var alle hornister. D. Brain var kendt som solist allerede som helt ung og blev med tiden en af Englands mest prominente solister, men karakteristisk for tiden var hans base at være hornist i et orkester. Han var på skift solohornist i National Symphony Orchestra (som 21årig), Royal Philharmonic Orchestra og Philhamonia Orchestra. Paul Hindemith (1895-1963) har skrevet en hornkoncert til ham og Benjamin Britten (1913-1976) skrev sin: Serenade for tenor(-sanger), horn og orkester til D. Brain og Peter Pears. Sammen med The Philharmonia Orchestra indspillede Dennis Brain Mozarts hornkoncerter med Herbert von Karajan som dirigent, og R. Strauss hornkoncerter med Otto Klemperer som dirigent. Dennis Brain spillede til at begynde med på et fransk horn med pumpeventiler, men skiftede senere til et tysk “Alexander” horn med drejeventiler.

Fig. 23   AUBREY BRAIN (1921-1957) – Dennis Brains far. Hans karriere begyndte da han i en alder af kun 18 år blev solohornist i The New Sumphony Orchestra i 1911. Siden markerede han sig som en inspiration for alle unge hornister gennem sin undervisning optræden, bl.a. på en række indspilninger af orkesterværker, kammermusik og solo-stykker. Karakteristisk for sin tid foretrak Aubrey Brain franske horn med mindre boring, og han spilled selv på et naturhorn af mærket Labbaye fra ca. 1865 med påsatte engelske pumpeventiler. Han ville aldrig have tilladt brugen af tyske horn med stor boring og drejeventiler.

 

farkas

Fig. 23  PHILIP FARKAS  (1914-1992) var en legendarisk hornist, en førende underviser, forfatter til bøger bøger om hornspil og om messingblæser-spil generelt, og medstifter af  “Interational Horn Society”. Han begyndte at spille som solohornist i Kansas city Philharmonic 1933, 1936 blev han solohornist i Chicago Symphony Orchestra (som det yngste musiker i orkestret), solohornist i Cleveland Orchestra 1941-1945, solohornist i Boston Symphony Orchestra 1945-1946, tilbage som solohornist i Cleveland 1946-1947, og endelig tilbage som solohornist til Chicago 1948-1960.

086831-barry-tuckwell[1]

Fig. 24   BARRY TUCKWELL (1931-). blev født i Australien. Efter ansættelser i australske  og engelske orkestre blev han i 1955 solohorn i London Symphony Orchestra. I 968 tog han det, dengang, dristige og usædvanlige skridt at blive fuldtids solist, uden en fast base som orkestermusiker eller som underviser – en karriere der fortsatte til 1997. Barry Tuckwells  fyldige klang og virtuose spil kan høres på mange indspilninger, både som solist, som kammermusiker og som medlem af LSO.

Fig. 25 VINCE DEROSA (1920-) havde en helt speciel karriere på over 70 år (1935-2008) viet til filmmusik, indspilninger og TV-programmer, og er måske den mest indspilende messingblæser nogensinde. Fra starten af 50-erne spillede han på et CONN-horn model 8D og skabte hvad der er kaldt for “The L.A. horn sound”. Da han stoppede sin karriere skrev komponisten John Williams: “Vince Derosa’s contribution to American music can’t be overstated. He was the premier first horn player on virtually every recording to come out of Hollywood for over forty years. He represented the pinnacle of instrumental performance and I can honestly say that what I know about writing for the French horn, I learned from him. DeRosa was an inspiration for at least two generations of composers working in Hollywood and beyond. He is respected world-wide and universally regarded as one of the greatest instrumentalists of his generation. It has been a privilege to have worked with him all these many years.”

 

__________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

MUSIKERPRTRÆTTER

Fig.  25  TRE SOLO-HORNISTER FRA DET KGL. KAPEL – der alle tre hed Sørensen, uden at være i familie med hinanden.

Tv.: Hans Viggo Sophus Sørensen 1893-1944 (kapelnummer 719) –  var i Livgardens musikkorps 1914-1916 og kom derefter i Det Kgl. Kapel som solohornist, en stilling han bestred i hele 29 år. Blev 1929 lærer på det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Var medlem af det Kgl. Kapels Blæserkvintet med hvem han uropførte Carl  Nielsens Blæserkvintet op.43  i 1922 og Paul Hindemiths “Kleine Kammermusik”  i 1923.

I midten: Knud Sørensen 1908-1971 (kapelnummer 775) ansat i Kapellet 1944-1971 – havde en usædvanlig stor og fyldig klang der langt  overgik  hvad man ellers hørte fra tidens danske hornister. Hans flotte spil kan høres på indspilninger med Kapellet og på en indspilning af Rosettis koncert for 2 horn fra 1952 hvor han spiller sammen med:

Th.: Hans Emil Sørensen 1926 –   (kapelnummer 800) der kom til Kapellet som alternerende solohornist 1950, og som (dengang undtagelsesvis) havde en klang der kunne matche hans solist-kollega.

 

 

 

Ingbert

Fig.26  INGBERT MICHELSEN 1917-1991  – kom ind på ”Johan Nielsens orkesterskole” (senere Det Jyske musikkonservatorium”) som kun 12 årig på trompet, selv om aldersgrænsen ellers var 16 år. Her skiftede han til horn og begyndte at assistere i Århus- og Ålborg By-orkestre. I 1942 konkurrerede han sig ind i Det Kgl. Kapel, men da han rent socialt ikke følte sig så godt tilpas sagde op efter kun 3 uger. Han ville dog være musiker og senere samme år blev han først solohornist i Århus By-orkester og senere 3.hornist i ”Statsradiofoniens Symfoniorkester”. Her blev han solohornist 1945 og med sin syngende, smukke tone og sin elegante teknik blev han en højt skattet orkestermusiker, kammermusiker og solist. Hans spil blev i sjælden grad anmelderrost, og rost blev han også jævnligt af berømte gæstedirigenter. Første gang Eugene Ormandy (som spillede lidt horn) skulle dirigere Radiosymfoniorkestret, spurgte han orkestrets formand Waldemar Wolsing: »Nu spiller solohornisten vel på F-horn« hvortil Wolsing svarede »Ja, ja da« Under prøven roste Ormandy den dejlige fyldige F-horn klang, men begejstringen krakelerede efter prøven da dirigenten ønskede at se F-hornet,  – da sad Ingbert med et enkelt Bb-Alexander horn model 90 II.

I 1950 spillede radioorkestret ved Edinburghfestspillene med Fritz Busch som dirigent. Her mødte Ingbert M. den engelske hornist Dennis Brain som han viste sit alexanderhorn – måske er det faktisk den danske hornist der fik Dennis Brain til at skifte fra et fransk horn med pumpeventiler til et tysk horn med drejeventiler ? I 1969 forlod Ingbert M. Radioorkestret da han blev udnævnt til professor for messingblæserne på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og her virkede han indtil 1984. Traditionen tro var orkesterinstrument-professoraterne underlagt de gamle orkester-hierarkier og først kun givet til strygere, dernæst træblæserne, så Ingbert blev den aller første danske ”messing-professor”. Senere har ideen om professorater på konservatorierne ændret sig totalt, så stillingerne i dag dækker over alle  ”faggrupper” (strygere, træblæsere, messingblæsere og slagtøj) og siden da har der været ansat flere messingprofessorer i Danmark:

På Det Jyske Musikkonservatorium, Århus: Niels Ole Bo Johansen, basun og sammenspil (2000-), og Kristian Steenstrup (2013-), trompet og blæseteknik. På Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, København: Mogens Andresen, basbasun, euphonium og sammenspil (1988-2012), og Jesper Juul Windahl, basun og sammenspil (2013-).

_________________________________________________________________________________________________

BASUNEN

Fig. 39  BASUNGRUPPEN I TIVOLIS KONCERTSALS ORKESTER, FOTO FRA 1899. Fra venstre: Carl Christensen 1. basun, August Petersen senior 2. basun og Anton Hansen 3. basun (se mere om Anton Hansen under dansk messinghistorie). På denn tid blev alle orkestrets basunstemmer mere eller mindre spillet på samme slags instrument (dengang var basbasunen ikke specificeret som et særligt instrument).

I det 20. århundrede fik basunfamilien i praksis et langt bredere klangspektrum. Tenorbasunen fik med en større boring en mere vægtig klang og derfor blev altbasunen genindført i det klassiske repertoire. Tenor-basbasunen (nu kaldt for basbasun) fik også større boring og med tilføjelsen af endnu en ventil, enten på 1.ventils bøjle eller på hovedrøret, blev basbasunen helt kromatisk. Basbasunen har fået mere status som et særligt instrument ( lidt lige som bratschen overfor violinen) med eget solorepertoire og som en fast ingrediens i symfoniorkestre, blæseorkestre og Big Bands.  Tenorbasunen har en del solistiske opgaver i det 20.århundredes orkesterrepertoire, bl.a.: En stor solo i Gustav Mahlers Symfoni nr.3 (1896) og en solo i Ravels Bolero (1928). Der er også skrevet solokoncerter for basun, nogle af de mest kendte er koncerter af Launy Grøndahl (1886-1960), Danmark, og Lars Erik Larsson (1908-1986), Sverige.

 

TROMB.

Fig. 27  MODERNE ALT-, TENOR- og BASBASUN

Verdis brug af kontrabasbasun blev fortsat af G. Puccini (1858-1924) der holdt fast ved den italienske tradition med brugen af 4 basuner i stedet for 3 basuner og tuba.

15698866438_6f308f9b47_c[1]

Fig. 28   MODERNE KONTRABASBASUN. Den moderne kontrabasbasun er ikke i CC eller BB men i F. Også R. Strauss har brugt kontrabasbasunen i operaerne “Salome” og “Elektra” (low brass: 4 basuner og tuba) og i Alpesymfonien” (4 basuner og 2 tubaer).

 

F_Cimbasso_5_Zylinder_Ventile_Trigger_am_2_und_5_Zug[1]Fig.  29  MODERNE CIMBASSO. også Cimbassoen har skiftet stemning fra BB til F. Den benyttes generelt når det er tubaister der spiller cimbasso- og kontrabasbasun-stemmer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig. 30  BASBASUN I Eb. Udover de mange forbedringer der er fremkommet i det 20. århundrede er der også lavet mange kuriøse forsøg som ikke har ført til noget. Frelsens Hær (Salvation Army) har siden 1878 haft en meget udbygget og næsten elitær anlagt Brass Band aktivitet med eget nodeforlag og fra 1880-erne også en egen instrumentfabrik. Helt op til 1950-erne brugte man i England en basbasun i G med armforlængende håndtag (se under Romantikken II). Som et eksperiment på frelsens Hærs instrumentfabrik  konstruerede man  1905 en basbasun i Eb der med et sindrigt system med taljer og snoretræk havde et ekstra-træk bagud der kunne forlænge “hovedtrækket”. Ideen var at trækbevægelserne ikke blev for store, men det hele blev for klodset og der blev ikke produceret mange eksemplarer.  Frelsens Hærs Fabrik blev solgt til firmaet “Boosey and Hawkes” i 1979.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BASUNEN SOM SOLO-INSTRUMENT

I første del af det 20- århundrede forsøgte andre at løfte arven efter Belcke og Quesser og videreføre ideen om basunen som solinstrument. Det lykkedes til dels for nogle men basunen havde svært ved at matche trompeten og hornets klassiske solorepertoire. På den tid havde man endnu ikke fundet altbasunkoncerterne af Vagenseil og Albrechtsberger (de blev først genfundet i 2.halvdel af det 20. århundrede) og de senere meget spillede koncerter af f.eks. Launy Grøndahl og Lars Erik Larsson var jo ikke skrevet endnu. Det lykkedes dog for nogen at få en solistkarriere, og blandt deres repertoire var det stadigvæk mest Ferdinand David’s koncert der blev spillet –  men også andre stykker, f.eks.basunkoncerterne af Eugene Reiche (1878-1946) skrevet lidt i samme stil som Davids koncert. 

 PROMINENTE BASUNISTER FRA DET 20. ÅRHUNDREDE

Fig. 31     ANDRÉ LAFOSSE  (1890-1975),  – til venstre,med eleverne: Pierre AMBACH, Vinko GLOBOKAR, Roger TOUCHARD, Raymond PATRY, Claude DURAND, Raymond KATARZYNSKI, Maurice DELANOY, og  Pierre GAUTHIER.  André Lafosse var Basun-professor på Pariser konservatoriet1948 – 1960, en post han overtog fra Henri Couilaud. Han skrev en Méthode complète pour le trombone i 3 bind, de 2 første udkom 1921 og den 3. i 1946. Med den franske tradition at spille med vibrato er det  overraskende at han beskriver vibrato som vulgært ! – og brugen af glissando som et spørgsmål om smag !  – der er kun 3 sider om basbasunen, sikkert fordi basbasunen først for alvor kom med i franske orkestre efter 1950. I 1920-erne og 1930-erne deltog han i indspilningers med Stravinsky. Man mener det er Lafosse der spiller med på en sådan indspilning fra 1928 af Stravinsky’s Pulcinella hvor han helt udelader de skrevne glissandi og i stedet spiller noderne staccato.

VIRTUOS

Fig. 31  P. PRESUTTI – BERLINER POSAUNENVIRTUOS på et postkort fra begyndelsen af det 20. århundrede. Begrebet “virtous” bliver flittigt brugt på denne tid.

VIRTUOS

fig. 32   SERAFIN ALSCHAUSKY (1859-1948) – BASUNVIRTUOS OG KOMPONIST , der med succes optrådte på begge sider af Atlanten.

PAUL

fig. 33  PAUL WESCHKE (1867-1940) KÖNIGLICHE KAMMERVIRTUOS optrådte også som solist men var ellers solobasunist i Statskapelle Berlin (1895-1929) og kendt som underviser på Staatliche Akademische Hochschule für musik i Berlin (1903-1934). Han havde talt med Richard Strauss om at få skrevet en basunkoncert, men det blev desværre aldrig til noget.

 

BLA

Fig. 34  VLADISLAV BLAZHEVICH (1881-1942) BASUNIST, DIRIGENT og KOMPONIST

– var solobasunist i Bolshoioperaens orkester fra 1905 til 1928. Han var professor på Moskva Konservatoriet og blev i 1937 leder af militærblæserafdelingen samme sted og dirigent for Statens blæseorkester. Blazhevich var en af grundlæggerne af en russisk basun- og tubaskole. Han har komponeret mange stykker i en særlig russisk romantisk stil, bl.a. pædagogisk materiale der anvendes over hele verden og intet mindre end 13 solokoncerter

 

 

klein

Fig. 35  EDVARD KLEINHAMMER ( 1919-2013)  Basbasunist i Chicago Symfoniorkester 1940-1985, skabte som en af de allerførste, gennem sit spil og sin undervisning opmærksomhed på basbasunen som orkesterinstrument. Senere har andre, bl.a. hans efterfølger i orkestret Charlie Vernon, lanceret basbasunen som solo-instrument.

Fig. 36    MICHAEL MULCAHAY og DENIS WICK

Det 20.århundrede har frembragt mange dygtige basunister. En række prominente lærere har hævet basunspillet både som orketerinstrument og som soloinstrument.

Michael Mulcahay kommer fra Australien og har siden 1989 været 2.basunist i Chicago Symfoniorkester og undervist en lang række af basunister fra hele verden.

Denis Wick kom til London Symphony Orchestra 1957 hvor han var solobasunist frem til 1988. I begyndelsen af hans karriere spillede man endnu på engelske medium-bore basuner, men nærmest som et enmands-projekt fik Dennis Wick indført largebore basunen i England og samtidig gik man fra G-basbasunen til den moderne Bb-basbasun. Har har beskæftiget sig med alle aspekter af basunspil, som udøvende, som designer af instrumenter, mundstykker, dæmpere m.m., arrangeret musik, dirigeret – og som underviser på Guildhall School of Music og Royal Academy of music har han uddannet flere generationer af basunister.  Selv om han langt hen ad vejen car selvlært var hans viden om og erfaring med blæseteknik helt nyskabende. Alle Dennis wicks ideer om basunspil er samlet og beskrevet i hans bog  “Trombone Technique” der er blevet oversat til en række andre sprog.

wings3kop[1]

Fig. 37  CHRISTIAN LINDBERG (1958-) – der fik genskabt basunens status sim soloinstrument.

 En ener som solist er den svenske basunist Christian Lindberg. Han begyndte at spille basun ret sent som 17 årig, men allerede som 19 årig vandt han en stilling i  Stockholmoperaens orkester. I 1981 vandt han som 23 årig en nordisk solistkonkurrence og tog derefter det helt usædvanlige skridt at være fuldtids basunsolist. Han har optrådt overalt, indspillet alt og der er skrevet en lang række værker specielt til ham. I dag virker han også som komponist og dirigent. 

 

___________________________________________________________________________________________________________________________

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

MUSIKERPORTRÆTTER

Fig.38   ANTON HANSEN (kapel nr.694), 1877-1947 . Tv.: foto ca.1920. Th.: Tegning fra Svikmøllen 1918 –  at han overhovedet blev tegnet til dette satiriske hæfte siger noget om hans berømmelse. 

I 1895 fik København besøg af Berlins filharmoniske orkester, og det var naturligvis nærliggende at sammenligne det fornemme udenlandske orkester med Det Kgl.Kapel. Her hæftede man sig især ved forskellen i basun-klangen. I Kapellet havde man i et stykke tid spillet på ventil-basuner. Med dem kunne man let spille hurtige passager, men den ædle klang og den mulighed for hårfin intonation som er forbundet med træk-basunen var gået tabt. Der gik ikke mange år før trækbasunen blev genindført i Kapellet. Før eller siden var det jo nok sket alligevel, men lige her var det nærmest en eneste mands ide og pionerarbejde der fik det bragt så vidt – manden var Anton Hansen.

Anton Hansen var solobasunist i Kapellet 1905–42 efter at have bestridt den samme position i Tivolis Orkester 1898–1920. På den tid var basunen ikke i høj kurs som soloinstrument. Alligevel optrådte A.H. med stor succes som solist – hele 150 gange og ofte akkompagneret af fuldt symfoniorkester. Han fik tilegnet ikke mindre end 23 kompositioner, i mange tilfælde på egen foranledning. Engang var han tæt på at få skrevet et stykke til sig af selve Jean Sibelius. Den berømte komponist dirigerede en koncert hvor han kunne ikke få hornisterne og tubaisten til at spille kraftigt nok, og på eget initiativ fordoblede A.H. da sine kollegers stemmer. Efter koncerten var han selvfølgelig spændt på Sibelius reaktion på denne selvtægt, og A.H. fortæller: ”Da han fik øje på mig, gik han hen til mig, omfavnede mig og kyssede mig efter russisk skik på kinden”. Der var ved den lejlighed Sibelius lovede at skrive et stykke for basun. Anton Hansen ventede og ventede for så til sidst at rykke komponisten. Jean Sibelius svarede:

“Högtärede herre, Varmt tackande för Eder vänlige skrifvelse vill jag meddela att jeg skall tänke på at komponera för Edert sköna, storslagna instrument. Nogot dyligt som Edert omfang har jeg aldrig hört – det er nog nogot enastående. Med de bästa, kollegiala hälsninger. Eder högaktungsfulle förbundne

Jean Sibelius”

Kompositionen kom desværre aldrig! Anton Hansen blev lærer på Det Kongelige  Danske Musikkonservatorium, hvor han uddannede flere generationer  professionelle danske basunister. Kronen på værket blev hans basunskole der, tiden taget i betragtning, var særdeles avanceret og fyldt med hans egne ideer. Anton Hansen spillede på en tysk basun af mærket “Eschenbach”.

 

 

TRAULSEN 1913-1975

Fig. 39  PALMER TRAULSEN (kapel nr. 761) 1913-1975 – var elev af Anton Hansen, og begyndte sin karrierer med at spille i jazz- og underholdningsorkestre. Palmer Traulsen kom i Kapellet 1937 som basbasunist (stemmen blev dog dengang spillet på en tenorbasun). Hvis Anton Hansen var “basunkonge i Danmark”, var Palmer Traulsen hans “kronprins”, og P.T. overtog da efterhånden også alle A.H.’s positioner: Efter  A. Hansens afgang blev Palmer Traulsen solobasunist i Kapellet, lærer på konservatoriet, reviderede A. Hansens basunskole og han optrådte meget som solist, bl.a. i Tivoli med fuldt symfoniorkester. Han uddannede flere generationer af danske basunister og fik også elever fra Sverige og Norge. Han havde en glødende interesse for alt hvad der havde med basun at gøre og var den første herhjemme der for alvor interesserede sig for og havde forstand på blæseteknik. Palmer Traulsen var også klar over at det var vigtigt at basbasun-stemmen virkelig blev spillet på en basbasun, og han fik foranlediget at en konkurrence om en ledig stilling som basbasunist i Kapellet 1974 ,for første gang i Danmark, virkelig blev afholdt på basbasun . Sammen med den italienske gæstedirigent på Det Kgl. Teater, Lamberto Gardelli.  fik han indført at Cimbasso-stemmerne hos Verdi og 4.basunstemmerne hos Puccini blev spillet på kontrabasbasun i stedet for tuba.  På Palmer Traulsens tid var det blevet standardiseret at fremstille basuner (og trompeter) i  3 forskellige boringer, og allerede da anvendte man også i Danmark de engelske betegnelser: Small bore (jazz-basuner), medium bore og large bore. P. Traulsen spillede på den største Bach mediumbore-basun, model 36, som var almindelig brugt inden large-bore modellerne slog an i symfoniorkestrene i 1970’erne. Med sin ualmindelig stærke embouchure, tekniske overlegenhed  og udtryksfulde spil var Palmer Traulsen en fantastisk solist, og man kan høre hans smukke spil på en række indspilninger med Det Kgl. Kapel. Dengang var det endnu lidt specielt og relativt sjældent at høre en basunist være solist med et symfoniorkester, men havde han levet i dag er der ingen tvivl om at han kunne have fået en flot international karriere netop som solist.

_____________________________________________________________________________________________________________________________

TUBAEN

Med tiden har også tubaen fået svære og komplicerede orkesterstemmer, f.eks  i musik af Prokofiev (1887-1053), og allerede så tidligt som i G. Mahlers 1.symfoni fra 1888,  er der en lille melodisk solo (“Mester Jakob” i moll). I Stravinskys Le sacre du printemps (1913) er der 2 tubaer med, en fortsættelse af den franske tradition med 2 ophikleider (Sacre blev skrevet i Frankrig og ved uropførelsen spillet tubastemmerne spillet på 2 små franske tubaer. Op imod slutningen af det 20 århundrede blev F-tubaen rigtig meget brugt i Tyskland og Skandinavien, men siden er tendensen gået i retning af den dybere CC-tuba. I USA her C-tubaen altid været populær, russerne har aft en forkærlighed for BB- tubaen, mens man i England mest har spillet på Eb-tuba med stor boring.

tubaer

Fig. 40   MODERNE F-TUBA og C-TUBA MED DREJEVENTILER

 

Først da tubaen havde passeret sin 100 års fødselsdag begyndte man at skrive anden solomusik for tuba end ren underholdnings musik. Sværvægteren i tubaens sololitteratur er Ralph Vaughan Williams (1872-1958): Koncert i F-moll for bastuba og orkester fra 1954. I fagkredse taler man om en “tuba-eksplosion” i 1960erne, hvor der rigtig kom gang i tubaspillet. Den havde udgangspunkt i den fremstormende kammermusik for messingblæsere og betød også et gennembrud for tubaen som soloinstrument.

Jörg-Riesentuba1[1]

Fig. 41   GIGANT MONSTER-TUBA. For sjov har man flere gange fremstillet ekstremt store tubaer i CCC, altså dobbelt så lange som en kontrabastuba i CC. Selv om det er muligt at producere en lyd på et sådant instrument har det aldrig fået nogen praktisk betydning. Her er det professor Jörg Wachsmuth der spiller på en sådan tuba fremstillet af en række tyske firmaer til udstilling på Musikinstrument-messen i Frankfurt, Tyskland 1913. Den er 2,05 meter høj og 50 kg. tung.

 

PIONERER INDENFOR TUBA-SPIL

I dag findes der mange virtuose tubaister. De 4 der nævnes her har været løftestænger for udviklingen:

 

bell[1]

Fig. 42   William Bell (1902-1871) var den førende tubaist i USA i første halvdel af det 20. århundrede. Han spillede hos Sousa fra 1021, i Cincinnati Symfoniorkester fra 1924. .I 1937 var han den 3. musiker  Toscanini valgte til sit NCB Symfoniorkester, efter koncertmestreren og solooboisten. 1943 kom han til New York Philharmonic,  var indtil 1961 lærer på Manhattan School of Music og derefter på Indiana University. Han var den første der spillede Ralph Vaughan Williams tubakoncert i USA 1955, men blev endnu mere kendt da Leopold Stokowsky inviterede ham til at indspille – “Tubaen Tubby”  hvor han både spillede tuba og var fortæller (historien om tubaen der altid bare skal spille “UMOAH-UMPAH” og aldrig får lov til at spille en rigtig melodi – før til sidst, så historien ender godt).  Han fik også succes med  indspilningen af “When Yuba plays the Rhunba on the tuba” hvor han både spillede tuba og sang. 

306411_10150434795346210_1101610822_n_zps7d738432[1]

Fig. 43  Arnold Jacobs, USA,  (1915-1998) Tubaist i Chicago symfoniorkester, blev en legende i levende live. Var en karismatisk lærer der nærmest har opfundet en tilgang til blæseteknik med ideer om samspillet mellem hjernen og kroppen.  Han er især blevet kendt for sine ideer om vejrtrækningsteknik, som ikke kun tubaister, men alle slags blæsere og sangere har nydt godt af. 

 

Fig. 44   Harvey Philips , USA, (1929-2010) har været en kendt lærer på Indiana University og spillede tuba i et af messing-kammermusikkens pionerensembler “New York Brass Quintet”. Har rejst, optrådt og givet masterclasses over det meste af verden. For at fremælkse “tubisme” og for at ære sin lærer William Bell grundlagde Hervey Philips i 1974 “TUBA CHRISTMAS” hvor meget store grupper af tubaspillere og euphonium/baritone-spillere mødes ved juletid og spiller julesange.

Fig. 45 TUBA CHRISTMAS

fletch[1]

fig. 45   John Fletcher, England (1941-1987) med sin engelske Eb-tuba. Tubaist i London Symphony Orchestra og medlem af et andet førende messing-kammermusikensemble “Philip Jones Brass Ensemble”. Hans indspilning af Vaughan Williams tubakoncert var i lang tid en reference-indspilning. 

___________________________________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

MUSIKERPORTRÆTTER

SEVERIN
Fig. 46  CARL SEVERIN JØRGENSEN JENSEN – var tubaist i Det Kgl. Kapel 1921 – 1935. Anton Hansen skriver i sine erindringer om ham: “Jørgensen Jensen var en genial kunstner. Jeg har aldrig hørt nogen behandle tubaen – dette mægtige instrument – med større fylde og toneskønhed, for ikke at tale om hans ulastelige frasering. Han blæste vidunderligt, og navnlig i “Nibelungens Ring” hvor han trakterede den store kontrabastuba, blev de deri forekommende soli udført – jeg drister mig tilt sige – som ingen i verden kunne have gjort det; det skulle da lige havde været før omtalte Helleberg, det højest gagerede medlem af Metropolitan Operaen i New York. Var Jørgensen Jensen rejst  til udlandet, ville han med kyshånd være blevet modtaget i hvilket som helst opera- eller symfoniorkester, og kunne have opnået gager der lå himmelhøjt over dem han oppebar herhjemme”.

 

 

lind[1]

Fig. 47  MICHAEL LIND (1950-), Danmark, har været ansat i Stockholms Filharmoniske Orkester, og er nu professor på Musikakademiet i Stockholm. I Skandinavien har han været den mest optrædende messing-solist med orkester, har været kammermusiker, har fået tilegnet en lang række værker og undervist mange steder, bl.a. i USA. Har selv arrangeret workshops for tubaister, og omfattende symposier for messingblæsere.

 

 

 

Fig. 48   Tv.: JØRGEN ARNSTED (1936-) – Odense Symfoniorkester og Th.: HANS ANDRESEN (1945-) – Århus Symfoniorkester var “løftestænger” for “tubaismen” i Danmark. De var begge konservatorielærere, optrådte som solister, dyrkede kammermusik og var med til at organisere kurser og symposier, – og så blev de foregangsmænd med hensyn til at indføre den “nye blæseteknik” inspireret  af ideer fra USA og England for alle messingblæsere i Danmark.

 

 

 

 

_____________________________________________________________________________________________________________________________

 

ANDRE MESSINGINSTRUMENTER I SYMFONIORKESTRET

De “nye” instrumenter der kom frem efter ventilens opfindelse blev hurtigt en fast del af blæseorkestre, men lejlighedsvis høres de også i symfoniorkestret. Sergej Prokofiev har vist en mageløs sans for cornetten i flatterende soloer i Løjtnant Kije (1932) og i balettmusikken til Romeo og Julie (1936). Flügelhornet har været en sjælden gæst i symfoniorkestret. Det bruges til udførelse af posthorns-soloen i G. Mahlers 3.symfoni (1896) og Vaughan Williams har givet det en lang solo i sin symfoni nr.8 (1956). I Ottorino Resplighis (1879-1936) Roms pinjer (1924) er det flügelhornet der ligger i toppen af de saxhorn/brass band-instrumenter der illuderer 6 buccinaer.

I sine tonedigtninge Don Quixote (1898) og Ein Heldenleben (1899) har r. Strauss en stemme for tenortuba. Den var egentlig tiltænkt wagnertubaen, men efter uropførelserne lod han, på opfordring af dirigenten Ernst von Such, stemmen blive spillet på baryton/euphonium. I G. Mahlers Symfoni nr.7 (1908) og i Planeterne (1918) af Gustav Holst (1874-1934) er der en solistisk stemme for baryton/euphonium.

 

___________________________________________________________________________________________________________________________

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

 

CARL NIELSENS INSTRUMENTATION FOR MESSINGBLÆSERE

CARL

Fig. 49   CARL NIELSEN (1865-1931) (kapelnummer 657)

Carl Nielsens 1. symfoni er instrumenteret meget “klassisk” lidt i stil med orkestermusik af Johan Svendsen eller Anton Dvorak. Men fra og med hans 2. symfoni bruger Carl nielsen messingblæserne meget eksponeret. Som ung spillede Carl Nielsen signalhorn og alt-ventilbasun i et militær-orkester i Odense og det er muligvis det der senere har inspireret ham – han må i hvert fald helt sikkert have haft en klar forestilling om messinginstrumenternes klang og dynamik (se HORNORKESTRE, ROMANTIKKEN II). Han er blevet kritiseret for sin instrumentation og især at hans orkesterklang var alt for tung med alt for meget messing. Problemstillingen er helt den samme som hos Verdi (se under Romantikken II): Messinginstrumenterne på Carl Nielsens tid klang blødt og på dem kunne man slet ikke  spille så kraftigt som det f.eks. høres i vor tids filmmusik. Det kan man få det bekræftet når der bliver spillet på de gamle messinginstrumenter fra Carl Nielsens tid – de klinger markant svagere og mere “lukket” end vor tids messinginstrumenter. Paradoksalt nok er Carl Nielsens instrumentation idag, nærmest omvendt, blevet en del af hans “brand” ! – og i dag bliver hans messingstemmer endda udført med en brillans  som han sikkert aldrig selv har hørt.

Det direkte modsatte problematik gælder orkestermusik af den finske komponist Jean Sibelius (1865-1957). Ikke på grund af instrumenterne, for de var magen til dem Carl Nielsen skrev for, men Helsinkis Philharmoniske Orkester havde ret få strygere, så af den grund skrev Sibelius ofte en relativ svag dynamik i hans stemmer for messing. Derfor kan man ofte spille hans messingstemmer lidt kraftigere end de er noteret.

 

UUD

Fig. 50   FRA CARL NIELSENS SYMFONI NR. 4 – DET UUDSLUKKELIGE

 

 

 

LURERNE FÅR STATUS SOM DANSK NATIONAL-INSTRUMENT

I begyndelsen af 1900-tallet skabtes ideen om lurerne som dansk national-instrument, til dels gennem musikvidenskabmanden Angul Hammerich.  De 2 kapelmusikere Anton Hansen og  August Petersen optrådte på lurer, endda på Nationalmuseets egne originale instrumenter, og i 1925 Fik Angul Hammerich foranlediget en indspilning der udkom 1926.

Fig 51 KGL. KAPEL MUSICI ANTON HANSEN (Kapel nr. 694) og AUGUST PETERSEN (Kapel nr. 648) spiller lurer, og EN LABEL fra indspilningens 78-plade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ang

Fig. 52  ANGUL HAMMERICH  (1848 – 1931) musikhistoriker. Fra 1916 var han docent i musikhistorie ved Københavns universitet og han blev en foregangsmand indenfor musikforskning. Blandt hans forskningsfelter kan nævnes musiklivet ved Chr.4’s hof. Han var også hovedmanden bag skabelsen af Musikhistorisk Museum i København der åbnede 1898  (i dag Musikmuseet) og udgivelsen af museets katalog (1909). Han var museets leder indtil sin død.

 

 

_____________________________________________________________________________________________________________________________

 

KVINDELIGE MESSINGBLÆSERE

Traditionelt  har messingblæsere haft en kraftig mandlig dominans. I lang tid var det slet ikke kvinder tilladt at blive ansat i militærorkestre og symfoniorkestre. Fra midten af 1900-tallet er der kommet rigtig mange kvindelige amatør-messingblæsere,  men først efter år 2000 er der kommet rigtig mange kvindelige messingblæsere i de professionelle symfoniorkestre, militærorkestre og Big Bands. Men i tiden før og efter år 1900 har der faktisk været en hel del kvindelige messingblæsere, der optrådte på cabareter, varieteer, music halls og teatre. De er bl.a. husket gennem de mange fotos og tegninger der blev brugt til postkort og plakater.

KVINDELIGE MESSINGBLÆSERE FRA OMKRING ÅR 1900

 

dame


fig. 52   THE JANIETZ ELIE DAMEN BLAS ORCHESTER, postkort fra marts 1912. Selvom de kom fra Tyskland optræder de her I et skotskt outfit.

 

tromb

 

Fig. 53   ODA RUDOLPH fotograferet 1898 I Missouri, USA af Mr. BIGELOW, præsenteret som Flash-Light Expert og General Photographer

 

 

 

 

 

cornet

 

fig. 54  Cornetist NETTIE fra Chigaco fotograferet  I begyndelsen af 1900-tallet

 

 

 

 

 

 

horn

 

 

 

 

 

 

Fig. 55   EN FRANSK PIGE SPILLER PÅ TRUMP de CHASSE, jagthornet der går tilbage til Ludvig 14´’s hof I 1600 tallet (se under BAROKKEN). Postkort fra 1905

 

 

pig

 

 

 

Fig. 56   KÖNIGS CORNET a PISTON-TRIO, Charlotte, Magarete og Melani. Poskort fra 1915

 

 

 

 

 

 

 

ny

 

Fig. 57  KVINDELIG BASUNIST PÅ PIEDESTAL, FOTOGRAFERET I “THE APEDA SDUDIOS” i NEW YORK i  1915-1925. Pigen kan kendes fra andre lignende kort og er måske slet ikke musiker men model ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

dam

Fig. 58  FANFARENBLÄSERINNEN  V. DAMENTROMPETERKORPS  “THURINGLA”

 

Fig.  59 THE LADIES BAND, MUASTON, WISCONSIN, USA 1888  

 

 

_____________________________________________________________________________________________________________________

FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

DANSKE SYMFONIORKESTRE

I Danmark har vi  7 symfoniorkestre:

Det Kgl. Kapel blev stiftet som et trompeterkorps allerede i 1448 og er dermed verdens ældste orkester. Kapellet består af ca.100 musikere. Messingbesætning: 6 trompeter, 8 horn, 5 basuner og tuba. 

DR Symfoniorkestret er verdens ældste radioorkester stiftet i 1925 som et ensemble på 11 musikere. I dag er orkestret oppe på ca.100 musikere. Messingbesætning: 4 trompeter, 6 horn, 4 basuner og tuba.

De 5 øvrige danske symfoniorkestre er “landsdelsorkesterne” hver på ca. 65-70 musikere. Messingbesætning: 3 trompeter, 5 horn, 3 basuner og tuba.

Copenhagen Phil.  begyndte som H.C. Lumbyes orkester i Tivoli i 1843 . Under navnet “Sjællands Symfoniorkester” blev det i 1965 et fast etableret  symfoniorkester

Århus Symfoniorkester har rødder tilbage til  år 1900 hvor det begyndte som teaterorkester. Senere i 1935 blev det til symfoniorkester og var det første danske orkester udenfor København.

Ålborg Symfoniorkester blev stiftet 1943

Odense Symfoniorkester blev stiftet 1946

Sønderjyllands Symfoniorkester har rødder tilbage til 1936 hvor det var et strygeorkester, som det yngste danske symfoniorkester blev det stiftet i 1963

 

KAPEL

Fig.57   DET KGL. KAPEL – FOTO FRA 1899. på tredje øverste række nr.2  fra venstre ses Carl Nielsen.

 

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________