Mogens Andresen


FLAG

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold. 

INDHOLD I DETTE KAPITEL:

Senest opdateret 3/10 – 2017

1 – HARMONIORKESTRE

2 – JOHN PHILIP SOUSA OG BERØMTE BLÆSERSOLISTER

3 – BRASS BANDS

4 – FOLKELIGE  POPULÆRE HARMONIORKESTRE OG BRASS BANDS

5 – DANSK MESSINGHISTORIE  BLÆSEORKESTRE I DANMARK

6 – KAMMERMUSIK/ MESSINGENSEMBLER

7 – DANSK MESSINGHISTORIE  KAMMERMUSIK/ BLÆSEKVINTETTER OG MESSINGENSEMBLER I DANMARK

8- JAZZ – RYTMISK MUSIK  

9. SJÆLDNE MESSINGINSTRUMENTER I JAZZEN

10 – DANSK MESSINGHISTORIE  DANSEORKESTRE og BIG BANDS I DANMARK

11 – DANSK MESSINGHISTORIE  MUSIKER PORTRÆTTER – DANSKE JAZZ         BASUNISTER

12 –  DANSK MESSINGHISTORIE  MUSIKER PORTRÆTTER – DANSKE JAZZ TROMPETISTER

13 – MESSINGINSTRUMENTER I POPULÆRMUSIKKEN

14 – KENDTE MESSINGBLÆSERE INDENFOR POPULÆRMUSIKKEN

15 – DANSK MESSINGHISTORIE  DANSKE INSTRUMENTBYGGERE

16 – DANSK MESSINGHISTORIE  UDDANNELSE AF MESSINGBLÆSERE I DANMARK

17 – BLÆSETEKNIK

18 – HISTORISK OPFØRELSES-PRAKSIS

19 – “PRIMITIVE” MESSING- eller LÆBEBLÆSE-INSTRUMENTER

20 – DANSK MESSINGHISTORIE   DANSK VÆDDERHORN

21 – FORENINGER OG TIDSSKRIFTER FOR MESSINGBLÆSERE

22 – DET NATIONALE UDTRYK

23 – KLANGFARVE OG SAMKLANG

24 – DANSK MESSINGHISTORIE   MUSIKMUSEET

25 – EFTERSKRIFT

 

 

1. HARMONIORKESTRE

Den mest udbredte blæseorkester-besætning er Harmoniorkestret med både træ- og messingblæsere – og så slagtøj naturligvis. I tidens løb har der været forskellige besætninger:Det engelske Brass end Reed Band er nærmest et brass band med relativt få høje træblæsere i toppen.  Det også engelske Military Band er et mindre harmoniorkester på ca. 25 mand.  Det hollandske Fanfare Band er en messingbesætning med flügelhorn i toppen og en fuldt udbygget saxofongruppe men uden fløjter og klarinetter. I Sydeuropa findes nogle helt usædvanlige store besætninger. Republikanergardens orkester, Paris, Garde Republiciane Band er på 80 musikere, og Politi-orkestret i Rom, Banda del Carabinieri på hele 103 musikere – her er der foruden stemmer for standard besætningen også stemmer for althorn, Bb- og Eb-flügelhorn, tenorhorn(baritone), Cimbasso, strygebas, harpe, klaver m.m.

 

republik

Fig. 1  GARDE REPUBLICAINE BAND, PARIS, BESTÅR AF 80 MUSIKERE. Bandet har haft mange prominente messingblæsere som medlemmer. En af messing-kammermusiklitteraturens klassikere, Eugene Bozza’s “Sonatine for brass quintet” blev skrevet 1951 til netop en kvintet  fra replubikaner-garden’s orkester.

 

carabinieri

Fig. 2   BANDA DEL CARABINIERI, ROM, BESTÅR AF 95 MUSIKERE.  Her ses til højre en “Cimbasso”, et meget sjældent instrument i blæseorkestre.

Den mest udbredte harmoniorkestertype er det amerikansk inspirerede Concert Band. Repertoiret er meget alsidigt med både arr. af klassisk musik, jazz-, underholdnings- ,pop musik, og originalkomnpositioner . Instrumentariet er temmelig omfattende og kan indeholde bl.a. kontrabas, harpe, klaver, celloer m.m., og kan derfor vise store kontraster lige fra  svage kammermusikalske udtryk til et stort dramatisk orkestertutti. Et hastigt blik i et Concert Band partitur viser at træblæserne udgør de fleste høje stemmer mens messingblæserne udgør de fleste dybe stemmer. Messingbesætningen er:

4 trompeter (tidligere var der specialstemmer for cornetter, f.eks. 2 trompeter og 2 cornetter)

4 valdhorn

2 tenorbasuner og en basbasun

En euphoniumstemme – der kan fordobles (tidligere har der også været stemmer for baritone/tenorhorn)

En tubastemme, der ofte er noteret i oktaver eller divisi og som bliver spillet af 2 til 4 tubaister

Også harmoniorkestret har fået skrevet en lang række originalværker af bl.a.: Rimskij Korsakov (1844-1908), Gustav Holst (1874-1934) og Ralph Vaughan Williams (1857-1934), Paul Hindemith (1895-1963), Arnold Schönberg (1874-1951) og Percy Grainger (1882-1961). I nyere tid har Johann de Maj (1953-), Holland, skrevet en række prominente værker, f.eks. solokoncerter og symfonier – de er fantasifuldt instrumenteret, har udbredt kendskabet til concert-bandet og forhøjet dets status.

CONCERTBAND

Fig. 3   RØDOVRE CONCERT BAND, Danmark

 

2. JOHN PHILIP SOUSA BAND OG BERØMTE BLÆSERSOLISTER

 

SOUSA BAND

Fig. 4   SOUSA BAND

 

En af de mest bemærkelsesværdige blæseorkestre nogensinde var amerikaneren John Philip Sousas (1854-1934) Band. Han var oprindelig violinist, men blev blæseorkester-leder og komponist – især af marcher. Han blev kendt som  the March King, skrev over 100 marcher i løbet af sin karriere, deriblandt “The Stars and Stribes Forever” der fik status som amerikansk nationalmarch, – mindre kendt er det at han også skrev 10 operaer.

220px-John_Philip_Sousa_1940_Issue-2c[1]

Fig.5   SOUSA PÅ FRIMÆRKE, 1940

 

 

 

 

 

Han dirigerede ’United States Marine Band’ – med tilnavnet ’the Presidents Own’ i Washington 1880-1992, men dannede derefter sit i sit eget band. Hans band var spækket med stjernesolister og han var selv en god dirigent  – tubaisten William Bell fandt at Sousa var den bedste dirigent han nogensinde havde spillet under. Sousa’s ambition var at få sit orkester på højde med et symfoniorkester, det lykkedes nærmest, han fik indfriet alle sine forventninger, hans orkester blev uhyre populært og han selv blev berømt. Sousa-Bandet var på flere Europa turnéer og kom i 1910-1911 hele verden rundt. Da Sousa var i Berlin 1900 overværede R. Strauss både prøver og koncert, og man kan forstille sig at de virtuose musikere har givet Strauss mange gode ideer. Under 1.verdenskrig viste Sousa sig som en sand patriot da han i en alder af over 60 meldte sig som frivillig og blev organisator af flådens mange musikkorps. Han betingede sig dog, at hans løn kun måtte være 1 dollar om måneden. Da Sousa stoppede med sit Band i 1931 havde det spillet 15.623 koncerter ! 

 


Fig. 6  JOHN PHILIP SOUSA og SOUSAFONEN. J. P. Sousa lagde ikke alene navn til sit orkester men også til en særlig tuba der blev opkaldt efter ham. I 1893 dirigerede han et marineorkester med helikoner, men han fandt klangen for tynd og pågående og fik foranlediget at man bygge en udgave med et større klangstykke der vendte opad, – det fik kælenavnet regnfangeren. Men da klangen også gik opad og nærmest forsvandt fik Sousafonen sit store klangstykke vendt fremad. Fra v. mod h.: J. P. Sousa og en “badenymfe” med sousafon.

Herunder ses en sousafon sammen med 2 tubaer I bas-gruppen fra Cedar Falls Band, Iowa USA I 1902: 

 

En del af Sousas succes var de prominente solister der ofte spillede virtuose og halsbrækkende variationer over enkle iørefaldende melodier. 

220px-Herbertlclarke[1]
Fig. 7   HERBERT CLARKEs (1867-1945) musikerskab var indbegrebet af virtuost og udtryksfuldt cornetspil. Han var komponist, skrev etuder og havde været trompetist i New York Philharmonik og på Metropolitan operaen, men han “sværgede” til cornetten frem for trompeten. I et brev til en ung mand der søgte hans råd om evt. at skifte fra cornet til trompet, skriver Clarke d.31 januar 1921: “Som svar må jeg stærkt fraråde dem at skifte fra cornet til trompet, da sidstnævnte instrument er et modelune der kun bruges til effekter i store orkestre på 60 musikere eller derover og den er slet ikke anvendelig som solistinstrument. Jeg har aldrig hørt en solist spille offentligt på trompet. Man kan ikke engang spille en ordentlig melodi på trompet. De sidste år er den kommet frem i f.eks. “jaz-musik”, hvilket er det nærmeste man kan komme helvede eller djævlen, og som direkte vansirer musikken.”

 

 

 

 

 

Fig. 8 ELDEN BENGE – hed den unge mand. Vi ved ikke om han tog Clarke’s advarsel om jazz til sig, men han ignorerede totalt den dårlige omtale af trompeten.  1928 -1933 var Benge solo trompetist i Detroit Symphony Orchestra, og havde derefter samme position i Chicago Symphony. I Chicago, begyndte han at designe trompeter – først til sig selv men fra 1937 begyndte han at sælge dem. 2 år senere etablerede han Benge-firmaet som han fortsatte med efter han flyttede til Californien i 1953. Han gjorde meget lidt reklame for sine trompeter, men rygterne om deres kvalitet gik rundt og Benge-trompeter blev solgt til mange professionelle. Efter Benge døde i 1960 blev hans instrumenter for en tid fabrikeret af Conn-Selmer firmaet indtil de forsvandt helt i 2005.

 

Ligesom Patrick Gilmore havde 2 konkurrerende cornetister samtidig (se under ROMANTIKKEN II) havde Sousa ikke kun Herbert Clarcke som cornetsolist men også:

Fig. 9    Hermann Bellstedt (1858-1926 ) – der var hos Sousa 1904 – 1906. Han dannede og dirigerede senere sit eget band og blev professor på Cincenati Musikkonservatorium. Bellstedt komponerede også og er især blevet kendt for cornet-soloen NAPOLI – variationer over den neapolitanske melodi Funniculi-Funnicula.

220px-Arthur_Pryor_001[1]Fig. 8   ARTHUR PRYOR (1870-1942)  nærmest opfandt en teknik der fik trækbasunen til at kunne matche ventilinstrumenterne i virtuos hurtigt spil. Hans teknik var formidabel og så havde han en evne til at tilrettelægge sine kompositioner så de “lå rigtigt” på basunen – det kan f.eks. høres i hans mest kendte solo: Variationer over melodien “The Blue Bells of Scotland”. Pryor blev berømt og en nærmest feteret musiker. Engang da publikum begejstret råbte “Pryor-Pryor” hørtes det som “fire-fire” og koncerten blev afbrudt af det tilkaldte brandvæsen. Under en Europa-tourné spillede han i Leipzig for 25.000 mennesker. Efter koncerten kom basunisterne fra Gewandhaus-orkestret om bag scenen for at se Pryors basun og være sikre på at der ikke var tale om et “Yankee trick” – de troede ikke det var muligt at spille sådan på basun som de lige havde hørt det! Igennem 12 år optrådte Pryor ca.10.000 gange, mindst 2 gange dagligt alle ugens dage, fra han var 22 år til han blev 35 år gammel.

 

 

Fig. SIMONE MANTIA (1873-1951) var født i Palermo, Italien og allerede som 9 årig begyndte han at spille althorn. I 1890 emigrerede Mantia- familien til New York City hvor Simone snart var aktiv som professionel, i symfoniorkestre på basun og på euphonium og basun i harmoniorkestre. 1896 blev han medlem af Sousa’s orkester bl.a. som solist og år1900 var han blevet kendt som “verdens bedste euphonium-spiller” da han turnerede i Europa med Sousa. på basun spillede han i flere orkestre, han var i 35 år medlem af Metropolitan Operaens Orkester.  Her spillede han under den legendariske dirigent Arturo Toscanini. Basungruppen klagede over at Verdis-operaernes basunstemmer var så vanskelige at de kun kunne spilles på ventilbasun (hvad de jo egentlig også var tænkt for!), men argumentet blev hurtigt fejet af bordet da Toscanini bad Simone om at demonstrere stemmerne på trækbasun. senere blev Mantia dirigent for sit eget orkester, the Arcade Orchestra. Simone Mantia var klar over at euphonium-repertoiret var nød til at udvikle sig, og han arrangerede og komponerede mange solo-stykker.

 

Netop på Sousas tid nåede Harmoniorkester-bevægelsen sit kvantitative højdepunkt i USA omkring 1890 med ca. 10.000 orkestre – senere svandt det noget ind. En særlig optræden ses i dag i de amerikanske high-school- og universitetsorkestre der optræder i farverige uniformer og med en speciel koreografi til f.eks. sportsbegivenheder. Til dette brug er der lavet særlige “marching”-udgaver af de dybe messing-ventilinstrumenter, der enten holdes som en trompet eller bæres på skulderen.

 

Fig. 9    MARCHING MELLOFON (althorn), MARCHING FRENCH HORN (valdhorn),

 

Fig. 9  MARCHING EUPHONIUM   

 

 

 

fig. 10  MARCHING TUBAS

 

russisk-militaerork

Fig. 10  “MASSED BAND””. Meget store blæseorkestre kan stadig opleves når man slår flere orkestre sammen. Her er flere russiske militærorkestre slået sammen til et gigantisk harmoniorkester. 

 

3. BRASS BANDS

Fig. 11   HINSDALE BRASS BAND, ENGLAND ca. 1910

 

Brass band bevægelsen har fortsat sin fremmarch gennem det 20. århundrede. Det er stadig “konkurrence-livet” der er omdrejningspunkt for brass band miljøet, og fra at være en britisk foreteelse har konkurrence-ideen spredt sig til andre landes nationale mesterskaber, til europamesterskaber og endda til verdensmesterskaber.

Fig. 12    INSTRUMENTER I ET BRASS BAND.  Bortset fra 2 tenorbasuner, basbasun og slagtøj er alle Brass bandets instrumenter nærmest en stor moderne saxhorn-familie fordelt således:

Eb-corn

En Eb-cornet

Bb-corn

Ni Bb-cornetter, fordelt på 4 solocornetter, 1 repianocornet, to 2.cornetter og to 3. cornetter  

FLUGEL

et flügelhorn

 ALTHORN

tre althorn, kaldet: solo horn, 1.horn og 2.horn

BAR

to Baritoner, kaldet: 1.Baritone og 2.baritone

EUPH

to euphoniumer –  spiller for det meste efter samme stemme, som kan være divisi.

tuba

to Eb-tubaer (Eb-basser) og to BB-tubaer (BB-basser)

Fra at have spillet overvejende arrangementer har man allerede tidligt i det 20.århundrede fået skabt et lødigt originalt repertoire. Til at begynde med var det de “store” engelske komponister som Edward Elgar (1857-1934), Gustav Holst (1874-1934) og Ralph Vaughan Williams (1857-1934) der bidrog med originale stykker, som nu for længst er blevet klassikere. Siden er der skrevet utallige stykker i forbindelse med de mange konkurrencer, musik der er teknisk krævende og svær at spille.

Brugen af vibrato i brass bands er et meget diskuteret emne. Traditionelt spillede Brass Bands tidligere med et konstant, hurtigt og heftigt vibrato, af tilhængere beskrevet som “A Unique singing quality” – af andre bedømt som vulgært eller direkte smagløst. Den engelske dirigent Thomas Beecham (1879-1961) udtalte: “Brass bands er fine hvor de hører hjemme – udendørs og langt væk!” I partituret til sin ouverture for Brass band Henrik d.V skriver komponisten Vaughan Williams : “Cornet-klangen skal helst være så tæt som muligt på trompetens, i hvert fald skal det vulgære vibrato som ødelægger de fleste Brass bands fremtræden helt undgås”. I dag er vibratoet dog kraftigt modereret og moderne Brass band musikeres spillemåde er i dag meget mere “almen” i udtrykket.

Fig. 12 ROBERT CHILDS. Den britiske euphoniumspiller, dirigent og Director of Brass Band Studies at the Royal Welsh College of Music & Drama Robert Childs skriver om vibrato i brass bands: Jeg tror at vibrato-spil i brass bands stammer fra den tid hvor der blev spillet mange arrangementer af musik for symfoniorkester. Euphoniummer spillede cello- og fagotstemmer og conetterne spillede violin –  og høje træblæser-stemmer, og alle spillede vokal-soloer fra operarepertoiret. Brass band spillede mere som et kammerorkester end et moderne brass-ensemble – også med hensyn til vibrato. I min tid i brass band miljøet har jeg bemærket en ændring i holdningen til vibrato. De professionelle messingblæsere (konservatorieuddannede) der vender tilbage til brass bands har vist at der er andre måder ar farve klangen på end bare at spille med det samme vibrato hele tiden.

 

DIKE

Fig. 13   BLACK DIKE MILLS BAND, med dirigent Nicholas Childs bror til Robert Childs. Det måske mest berømte af alle brass bands stammer fra landsbyen Queensbury i Yorkshire. John Foster, en tidligere amatør valdhornspiller, etablerede en bomuldsmølle på et sted kaldet “Black Dyke”.  Han byggede også et brass band op udfra hvad der var tilbage af et tidligere landsby band og sørgede for instrumenter, et øverum og uniformer – og det blev så til “Black Dyke mills Band”. Foster havde sikkert ikke drømt om at hans band skulle blive langt mere kendt end de tekstiler der blev fremstillet i møllen. Black Dyke mills Band har vundet et utal af priser og foretaget en imponerende lang række af indspilninger. Selvom engelske brass bands ikke er militære orkestre optræder de altid i uniformer.

Fig. 14   BRASS BAND SOLISTER. De mest kendte brass band musikere er solisterne. De er startet som medlemmer af de bedste bands og er så siden blevet “fuldtids virtuoser”. Da Brass Bands er så udbredte og populære har deres førende solister nærmest fået en uforlignelig idol-status. Øverst 2 cornettister, tv.: Roger Webster, th.: Richard Marshall (principal cornet i Balck Dyke Mills Band). Nederst 2 euphoniumspillere, tv.: Steaven Mead, th.: David Childs, søn af Robert Childs. Brass Band-musikere er i princippet amatørmusikere  og optræder derfor officielt uden honorar, men solister som de her nævnte har også professionelle jobs, især som undervisere, men også som udøvende musikere i andre sammenhænge end med brass bands.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4.  FOLKELIGE  POPULÆRE HARMONIORKESTRE OG BRASS BANDS

– findes over hele verden. De er ofte nationalt eller lokal-koloristisk klædt ud, men spiller ellers alle (mere eller mindre) på internationale standard-instrumenter:

Fig. 4 TYROL

 

Fig. 5 CANADA

Fig. 6 AFRIKA

Fig. 7  INDIEN

 

Fig. 8  SKOTLAND

Fig. 9  PÅSKE PROCESSION I SPANIEN

 

Fig. 11 PHILIPPINERNE

 

 

Fig. 13  FRANKRIG

Fig.  14  JAPAN

Fig. 15 BRASILIEN

Fig. 16  ITALIEN

Fig.  17  SERBIEN

 

 

Fig. 18  Og til sidst en anakronisme ALPEHORN DESIGNET SOM STANDARD MESSINGINSTRUMENTER.

Foto fra bjerg-landsbyen Baade, Østrig, hvor der afholdes en årlig ALPEHORN-FESTIVAL. Alpehornet er et symbol i Tyrol – brugt til bryllupper, fester og begravelser.

________________________________________________________________________________________________________________________

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

5. BLÆSEORKESTRE I DANMARK

I Danmark er der mange amatør-blæseorkestre. I dag er langt de fleste engelsk-orienterede Brass Bands, og resten er harmoniorkestre.

 

 2015-065-1024x768[1]

Fig.15    8. REGIMENTS MUSIKKORPS – er et af de få amatørorkestre der holder den gamle hornorkestertradition i live, både hvad angår spillestil og brug af uniformer fra 1800-tallet. Her fotograferet på deres tilholdssted, Kastellet i København.

 

 

Der findes idag 3 professionelle militærorkestre i Danmark. I København er der Livgardens Musikkorps der er et harmoniorkester, i Skive Prinsens Musikkorps og i Haderslev Slesvigske Musikkorps som grundlæggende er hornorkestre, men dog moderniserede: De spiller ikke mere med althorn men med valdhorn, og i stedet for de gamle ens basuner (lidt i stil med fig.19 i Romantikken II  ) er basunstemmerne besat med euphonium, baritone/tenorhorn og med brug af tenor- og bas-trækbasuner. Men korpsene er meget omskiftelige i  instrumentbrug, og en meget stor del af repertoiret er special-arrangementer i alle tænkelige stilarter, lige fra barokmusik over opera til jazz- og underholdningsmusik (med rytmegruppe), alt sammen skrevet for 14 messingblæsere og 2 slagtøjsmusikere. Endelig er der Søværnets Tambourkorps, hvor musikerne er ansat militært, dvs. som konstabler. 

PRINS

 Fig. 16    PRINSENS MUSIKKORPS foran deres musikbygning i Skive

 

Fig. 17    SLESVIGSKE MUSIKKORPS i  gallauniform – fotograferet ved en nytårskoncert.

Fig. 18    SØVÆRNETS  TAMBOURKORPS  er et hornorkester bestående af 16 messingblæsere og 6 slagtøjsspillere ansat som konstabler.

 

341391-livgarden-fylder-rundt--[1]

Fig.19    DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS er Danmarks eneste professionelle harmoniorkester på 36 musikere. Messingblæsernes instrumentsammensætning har i tidens løb udviklet sig, men er ikke så langt fra besætningen i 1852 (nævnt under Romantikken I). I dag består messingbesætningen af: 2 cornetter, 3 trompeter, 4 valdhorn, 2 tenorbasuner, en basbasun, 2 tenorhorn i Bb, et euphonium og 3 tubaer. 

 

GARDE

Fig. 20   TIVOLIGARDEN. Mange professionelle musikere er begyndt at spille i en garde, og i Danmark er Tivoli-Gardens Musikkorps (harmoniorkester) en hel speciel institution i sig selv. Tivoli-Garden er en elitær ungdomsuddannelse og desuden verdens ældste ungdomsgarde. Den går helt tilbage til 1844, da Tivolis grundlægger – Georg Carstensen – stiftede “Det lilleputiske Militair”. I mange år var Tivoli-Garden kun for drenge, men i dag er den også for piger. Man søger ind som 7-9  årig og falder for aldersgrænsen som 16 årig. Livet for medlemmerne af tivoli-Garden består af prøver, marchtræning, parader, koncerter, musikteori og soloundervisning på deres instrument, så de er veludrustede til en evt. senere uddannelse og karriere som professionelle musikere. Faktisk kommer hele ca. 25% af de slagtøjsspillere og blæsere der sidder i danske symfoni- og militærorkestre fra tivoli-Garden.

 

Fig. 21 DRABANTGARDEN. I Danmark findes mange garder med hver deres farverige uniformer. Drabantgarden er opkaldt efter den garde Kong Frederik II oprettede til sin egen beskyttelse i 1571. Efter sigende er de karakteristiske uniformer inspireret af pavens Sweitzer-garde i Vatikanet i Rom.

_______________________________________________________________________________________________________________

 

6. KAMMERMUSIK – BLÆSERKVINTETTER, MESSINGENSEMBLER og BLANDEDE BESÆTNINGER

Både før og efter indgangen til det 20. århundrede er der skrevet kammermusik for blandede besætninger med deltagelse af messingblæsere. Valdhornet er jo en fast del af blæserkvintetten, og ellers er andre kendte stykker Stravinsijs “Historien om en soldat”, med trompet og basun,  hans Oktet for blæsere med 2 trompeter og 2 basuner, og Francis Poulenc (1899-1960) Sonate for trompet, horn og basun.

Blæserkvintetten er en standard besætning som består træblæser og en messingblæser, nemlig: Fløjte, Obo, Klarinet, Fagot – OG HORN. Der er skrevet en lang række originalværker for blæserkvintet helt fra 18-hundred tallet op til i dag.

Fig. BERLINER PHILHARMONIKERNES BLÆSERKVINTET. Hornist: Fergus McWilliam

 

Det helt store gennembrud for messing-kammermusik kom i 1960-erne anført af ensemblerne The New York Brass Quintet og The Philip Jones Brass Ensemble, England, og det medførte et sandt “boom” for messingensembler. Den mest anvendte besætning er messingkvintetten der består af: 2 trompeter, horn, basun og tuba. Allerede fra starten af bestod messing-kammermusik-repertoiret af:

1 – MUSIK FRA RENÆSSANCEN OG DEN TIDLIGE BAROK. Messingkvintetten klinger jo på ingen måde som musik af Mozart eller Brahms, og den gamle musik klang derfor umiddelbart autentisk. Det er jo ikke helt rigtigt, f.eks. afviger tubaens fyldige klang jo kraftigt fra den gamle basbasun eller serpentens mere lyse klang, men da repertoiret fungerede så godt for messingkvintet var effekten helt i top. Faktisk blev messingkvintetterne en løftestang for overhovedet at spille den gamle musik – efterhånden også på originalinstrumenter (zinker og sackbutts) 

2 – DE RELATIVT FÅ ORIGINALE STYKKER FRA ROMANTIKKEN, Dette repertoire var en vigtig del  af messingblæsernes adgangsbillet til at blive accepteret som kammermusik-ensemble. 

3 – EN MÆNGDE ARRANGEMENTER AF KLASSISK MUSIK, JAZZ og POPULÆRMUSIK – var jo ikke “kammermusik” i gængs forstand, men blev en vigtig faktor for overhovedet at etablere messing-ensembler.

4 – NY ORIGINAL KAMMERMUSIK. Af samme grund som med den gamle musik var messing-klangen noget helt nyt, og helt fri for bundne traditioner er der skrevet rigtig meget ny kammermusik for messingblæsere. Nogle af de mest kendte, og nu nærmest klassiske,  originale messingkvintetter er franskmanden Eugene Bozzas (1805-1991) Sonatine (1951) og englænderen Malcolm Arnolds (1921-2006) Quintet op. 73.

Fig. 19 TIDLIG MESSING-KVINTET FRA CA. 1900. Walter Bowman Rogers, ( 1865- ) –  var en nøglefigur indenfor pladeindustrien i 3 årtier. Først som cornet-solist og derefter som leder af flere firmaer, hvoraf de 2 vigtigste var: “The Victor Talking Machine Company” og “Brunswick”. Her indspiller han, Nr. 2 fra  højre  som en del af en messingkvintet.

Fig. 21   CHICAGO SYMFONIORKESTERS MESSINGKVINTET, Reinold Schilke – trompet (der senere skabte sit instrument- og mundstykke firma), Arnold Jacobs – tuba,  Hugh Cowden – horn,  Frank Crisafully – basun,   og Adolph Herseth – trompet – var et pionerensemble indenfor messingkammermusikken der var aktivt fra starten af 1950-erne, ved siden af deres job i Chicago Symfoniorkester.

 

Fig.22    THE NEW YORK BRASS QUINTET, fra v. mod h.: John Swallow (trombone), Allan dean (trumpet), Harvey Phillips (tuba), Paul Ingraham (horn) og Robert Nagel (trompet) – blev etableret 1954, (her fotograferet ved en genforening 1986). Kvintetten spillede al slags musik lige fra renæssancemusik over romantisk musik til helt ny musik – men alt sammen meget seriøst og med en nyskabende elegant stil. De undgik helt det underholdnings-element som senere blev populært hos messingensembler og de var stærkt medvirkende til at messingkvintetten blev indført i “det gode kammermusik-selskab”.  Vagn Holmboes 1. messingkvintet er et bestillingsværk fra N.Y. B. Q, og Malcolm Arnolds (1921-2006) Quintet op. 73. er skrevet til dem. Dette foto er taget 1986 ved en genforeningskoncert  fra the Norfolk Music Festival.

 

 

pjbe_900[1]

Fig. 23   PHILIP JONES BRASS ENSEMBLE.  Fra v. til h.: John Pigneguy, Michael Laird, David Purser, Raymond Premru, James Watson, John Fletcher, Roger Brenner, Denis Wick, Paul Archibald og Philip Jones. Ensemblet blev stiftet 1951 af trompetisten Philip Jones (1928-200), der ses yderst th. på fotoet. Ensemblet startede som kvartet, blev så kvintet, men havde en række forskellige besætninger hvoraf særlig “10 piece”-besætningen (som ses på fotoet) blev populær. Repertoiret var en blanding af: Rennæssance- og barokmusik, den sparsomme originale messingkammermusik fra romantikken, helt ny musik og så underholdningsmusik – altså musik lige fra det ophøjede og sakrale til det muntre og folkelige. Da ensemblet stoppede følte P. Jones sig presset fra 2 sider: Dels fra de ensembler der spillede den gamle musik på originalinstrumenter, zinker og sackbutts (Fig. 21), og dels fra de ensembler der fokuserede direkte på det meget underholdende  som f.eks. “Canadian Brass” (Fig. 22).

 

 

 

Fig. 25   CANADIAN BRASS, STIFTET 1970: Ronald Romm og  Fred Mills – trompet, Graeme Page – horn, Eugene Watts – basun og Charles Dallenbach tuba.  Ensemblet begyndte  som en alvorlig og seriøs kammermusik-gruppe, men de fandt hurtigt deres egen form med et repertoire der mest består af arr. af al slags musik lige fra renæssance-musik til dixieland og med morsomme og underholdende introduktioner til de enkelte numre. Som det ses på de viste covers er vi her langt forbi den gængse opfattelse af kammermusik. Ensemblet blev et af de første hvor musikerne ikke opererede ud fra stillinger som orkestermusikere eller undervisere, men var 100% aktive som ensemble.  Canadian brass blev identisk med messinginstrumenternes populærmusik-udtryk og har turneret og optrådt med stor succes over hele verden. 

 

Fig. 26   EMPIRE BRASS, en anden fuldtids-messingkvintet, stiftet 1972 af TROMPETISTEN ROLF SMEDEVIG, 1953-2015 (i midten bagerst).  Med et bredt repertoire og et spil på højeste niveau har Empire Brass fejret sande triumfer. Ensemblet er fortsat efter R. Smedevigs død.

 

Fig, 27   BERLINERPHILHARMONIKERNES BRASS ENSEMBLE går helt tilbage til 1950-erne.  I deres omfattende koncert-virksomhed kan de profitere af deres sammenspil fra orkestret. Fra v. til h.: Tamás Velenczei, Gábor Tarkövi, Martin Kretzer, Guillaome Jehl, Georg Hilser, Sarah Wilis, Alexander von Puttkamer, Stefan Schultz, Thomas Leyendecker, Jesper Busk sørensen, Olaf Ott, Christhard Gössling. De har et alsidigt repertoire, bl.a. special-arrangementer for deres store besætning som består af hele 12 musikere fordelt på: 5 trompeter, et horn, 5 basuner og en tuba

 

Fig. 29   GERMAN BRASS blev stiftet 1974. Alle medlemmer har andre jobs forskellige steder rundt omkring i Tyskland som undervisere eller orkestermusikere. Når de har koncerter mødes de på koncertstederne – og der holder de så også prøver. German Brass’s besætning er fordelt på: 4 trompeter, 2 horn, 3 basuner, tuba og slagtøj.

 

 

 

mnozil-brass-02-746368+BW[1]

Fig. 30    MNOZIL BRASS blev dannet i 1993 og har fået en overvældende succes som et fantastisk og usædvanlig underholdende Brass-ensemble helt uden sidestykke. De er gået et skridt videre end Canadian Brass, og her er vi på alle måder helt væk fra ideen om “kammermusik”  –  de spiller alt udenad og spiller musik i alle stilarter på et løssluppent helt farce-agtigt plan. De er lige så meget komikere som virtuose musikere når de, med trompetisten Thomas Gansh i centrum (ses i midten), udfolder sig i deres “foretillinger” med “cracy”-ideer og med specielle arrangementer for deres besætning: 3 trompeter, 3 basuner og tuba.

 

 

__________________________________________________________________________________________________________________________

FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

7. KAMMERMUSIK/ BLÆSERKVINTETTER OG MESSINGENSEMBLER I DANMARK

 

Fig.     BRØNDUM KVINTETTEN – DANMARKS FØRSTE BLÆSERKVINTET etableret 1903 af oboisten Peter Brøndum (kapelnr. 661) med kolleger fra Det Kgl. Kapel. Hornisten, nr. 3 fra højre er Vilhelm Poulsen (kapelnr. 703)

I Danmark har der fra starten af det 20′ århundrede været mange blæserkvintetter, og hele tiden har der været komponeret musik til dem af danske komponister. Den mest kendte blæserkvintet af Carl Nielsen, skrevet i 1922 til Det Kgl. Kapels Blæserkvintet, er endda en af de mest spillede i verden.

Fig.   BLÆSERKVINTETTEN AF 1932. Horn: INGBERT MICHELSEN

 

Fig.  DEN DANSKE BLÆSERKVINTET  1960 – 2014. Horn: Bjørn Fosdal.

Fig.  31  KAMMERKONCERT MED  DKDM-BRASS QUINTET fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, tegning  fra 2004. Fra v. mod højre: Mogens Andresen – Euphonium, Lisa Mauritzen – horn og Leon Sámalsson – trompet.

På fig. 84 i ROMANTIKKEN II, ses en messingkvartet der spiller en af Wilhelm Ramsöe’s  kvartetter. I Danmark har der i tidens løb været mange messingensembler – de fleste  har fungeret på projektbasis, men nogen har været aktive i længere tid.  I lang tid var det mest danske komponister der blev spillet musik af, f.eks. musik af Wilhelm Ramsø, Thorvald Hansen, Aksel Jørgensen og Kjell Roikjer. Men i 1960-erne kom der rigtig meget gang i messingkammermusikken inspireret af de førende udenlandske ensembler og med udgivelsen af deres repertoire, bl.a. fra Canadian Brass, New York Brass Quintet og især fra Philip Jones Brass Ensemble. Udover alt det internationale repertoire blev der også skrevet megen ny dansk musik af f.eks.: Per Nørgård, Ib Nørholm, Bernhard Lewkovitch, Yngve Trede Ole Schmidt m.fl. Der blev også fundet en del gammel dansk musik frem, f.eks. musik fra Chr. 4 s hof der nu blev arrangeret for moderne instrumenter. De danske messingensembler begyndte nu at optræde ved koncerter sideløbende med mere gængse ensembletyper som f.eks. strygekvartet, blæserkvintet, klaver trio m.m. Mange ensembler er udsprunget fra symfoni- og militærorkestre og har derfor navne opkaldt efter deres udspring, som f.eks.: Den Kgl. Livgardes Messingkvintet, Det Kgl. Kapels Messingblæsere, DR-Messingkvintet m.m..Navnene på mange danske messingensembler har brugt, og genbrugt, ordene ”dansk” og ”København” rigtig meget, f.eks.: Den Danske Messingkvintet, Københavns Messingblæser Kvintet, Københavns Messingkvintet m.m. I dag ses tit engelske betegnelser i ensemble-navne som f.eks. Copenhagen Brass, Danish Chamber Brass, Dania Brass Ensemble, Modern Brass Quintet, Art of Brass m.m.

Fig. 32  ÅKERWALLS BLÆSERKVARTET 1942, med ”Ramsöe-besætning”. Fra venstre: Knud Rasmussen F-trompet, Erik Åkervall Tuba, Anker Albech Tenorhorn, Edvard Larsen Trompet.

 

Fig.  32  DET KGL. KAPELS MESSINGKVINTET,  foto fra 1980 – trompet: th. Ketil Christensen (kapelnummer 888 ) og tv. Søren Emtoft (kapelnummer 870), horn: Poul Erik Vilsbæk (kapelnummer 874), basun: Keld Jørgensen (kapelnummer 902), euphonium: Mogens Andresen (kapelnumer 896) + Ole Petersen (kapelnummer 871) på slagtøj.

____________________________________________________________________________________________________________________________

8. JAZZ – RYTMISK MUSIK

 

Fig. 31   HULL & ARNOLD’S QUADRILLE BAND (ca. 1838-1888) – et gammelt amerikansk danseorkester bestående af: John Hull- violin, Daniel Arnold – klarinet, Oliver P. Arnold-cornet og Morris I. Arnold-basun. 

Jazzen blev skabt i New Orleans i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den voksede ud af “Spirituals” (gospelsange), marchmusik og dansemusik. Messinginstrumenterne var med helt fra starten, men besætningerne var meget individuelle og slet ikke spor standardiserede, f.eks. var det ikke ualmindeligt at have violin, ventilbasun eller sousafon med.

Fig. 32  ROBINSONS BAND SPILLER ALT. Denne vittigheds tegning var på forsiden af New Orleans avisen “The Mascot” d. 15.november 1890. Tegningen viser at afroamerikansk band der spiller på trompet, basun, slagtøj og klarinet. Alle mennesker og dyr er rædselsslagne ved lyden af musikken og en mand råber: Stop for guds skyld! Den aller tidligste jazz må have virket forvirrende og provokerende.

Fig. 32   BEGRAVELSES PROCESSION MED BLÆSE-/JAZZ-ORKESTER, EN GAMMEL TRADITION DER GÅR TILBAGE TIL ca. 1900. Ved en typisk New Orleans jazz-begravelses procession spiller orkestret langsomt og melankolsk på vej ud til kirkegården. På vej tilbage fra selve begravelsen spilles der mere lystigt i forvisningen om at den afdøde nu er kommet til et nyt og bedre sted.

 

bolden

Fig. 33  BODDY BOLDEN (1877-1931) OG HANS ORKESTER ca. 1903-1905. Nr. 2 fra venstre bagerste række er Willie Cornish på ventilbasun og til højre for ham Boddy bolden selv på cornet.

Efterhånden udvikledes besætningen i “dixieland” – eller “New Orleans” jazzorkestrerne  sig til  3 “frontblæsere”, trompet, clarinet og basun, og en rytmegruppe. Jazzen havde fra starten af sit helt eget musikalske sprog, men kom efterhånden også til at påvirke hele den tekniske spillemåde på trompet og basun – og indenfor alle stilarter. 

 

Fig. 35   THE ORIGINAL DIXIE JASS BAND, PROMOTION POSTKORT FRA 1918. Messingblæserne er: Edwin “Daddy” Edwards – basun, og Nick LaRocca – cornet. Gruppen indspillede deres første plader 1917 og lagde navn til mange jazz-standard melodier, mest kendt er “Tiger Rag”. I slutningen af 1917 blev stavningen af deres navn ændret til: The Original Dixieland JAZZ band. Orkesterleder Nick LaRocca mente at ODJB fortjente anderkendelse som det første orkester der lancerede jazzen som stilart og det første orkester der indspillede jazz.

 

oliverband[1]

Fig. 36   TROMPETISTEN LOUIS ARMSTRONG (1901-1971), ses her som medlem af  trompetisten King Olivers orkester (ca.1922), bagerste række nr. 2 fra venstre King Oliver, forreste række nr. 2 fra venstre Louis Armstrong. Armstrong var en gigant og en ener i jazzen, der frem til 1930-erne overstrålede alt og alle. Han spillede først på cornet men skiftede senere til trompet. Basunisten er Honore Dutrey.

hot-five

Fig. 37   LOUIS ARMSTRONG OG HANS “HOT FIVE”. Efter at have spillet som “side man” i andres orkestre lagde han i 1925 – 1926 navn til en række skelsættende indspilninger i eget navn med sine “HOT FIVE” og “HOT SEVEN”. Basunist var KID ORY .

Fig. 38  KID ORY  (1886-1973) der var med til at udvikle basunens rolle med det såkaldte “Tailgate spil”, enkle basgange med glissandi (glidetoner).

 

 

 

 

Fig. 34  THE WOLVERINE  ORCHESTRA – ET ORKESTER MED SOUSAFON. Bandets ubestridt mest berømte medlem var cornetisten  BIX BEIDERBICKE (1903-1931). Han havde et særligt talent for at kunne improvisere og han er blevet kaldt for en lyrisk pendant til Louis Armstrong. De andre messingblæsere er: Al Gande – basun, og Min Leibrook – sousafon.

 

louisarmstrongallstars[1]

Fig. 38   LOUIS ARMSTRONG AND HIS ALL STARS. Efter at have optrådt som solist med diverse store orkestre genskabte Armstrong New Orleans-jazzen  med sin “All Star besætning”  i 1947. Basunisten her var Jack Teagarden – han blev senere erstattet af Trummy Young.

Fig. 39   JACK TEAGARDEN SOM UNG. Han fik basunen ud af rollen som et “langsomt instrument” og satte helt nye standarder for jazz basunspil – virtuost og brilliant både teknisk og musikalsk.

I 30-erne begyndte jazz-orkestrene at vokse. De store orkestre  først til 3 trompeter og 3 basuner, og senere i 40-erne til 4 trompeter og 4 basuner (sammen med 5 saxofoner og rytmegruppe). Der bliver skrevet højere og højere for messingblæserne i denne swingperiode, især for den allerøverste, 1.trompetstemmen, i big band sammenhæng kaldet for “leadtrompet-stemmen”.

Ellington 37

Fig. 40    DUKE ELLINGTONS (1899-1974) ORKESTER (foto 1947). Dette orkester havde en særlig stil, “jungle-stilen”, der udmærker sig ved et karakteristisk “talende” solospil,  wa-wa-spil.  Det udføres på “plunger-dæmper” (med eller uden spidsdæmper), og med formning af munden som i udtalen af forskellige vokaler. Denne spillemåde blev udviklet af trompetisten Bubber Miley (1903-1932) sammen med basunisten Joe “tricy” Sam Nanton (1904-1946) og  videreført af bl.a. trompetisten  Cottie Williams (1908-1985). Spillestilen udnyttede Ellington i hele sin karriere, hvor han skrev direkte med henblik på hans musikeres personlige spil. I forbindelse med Ellingtons optræden i New Yorker klubben “Cotton Club” skabte wa-wa-spillet illusionen af at bandet kom “direkte” fra Afrika. Ellington’s messing-besætning voksede til  4 trompeter men han brugte altid kun 3 basuner. Da basunisten Lawrence Brown begyndte hos Ellington som 1.basun 1932  blev Ellingtons band det første jazz band der havde 3 basuner. De 3 basunister havde hver deres personlighed: L. Brown havde en efter tiden moderne lyrisk spillestil, Juan Tizol spillede på ventilbasun (se fig. 37), og Tricky Sam Nanton havde sin plunger stil. Ellington fik først en basbasunist, Chuck Conners,  med i sin besætning 1961.

Fig. 41    3 AF DUKE ELLINGTONS STILSKABENDE “SIDE MEN”: BUBBER MILEY, TRICY SAM NANTON og COOTIE WILLIAMS

Fig. 42  COUNT BASIE (1927-1984) BAND (foto 1943), havde samme udvikling af besætningen som Duke Ellington Band. Fra at være en mindre gruppe voksede det til en stor big band besætning med 4 trompeter og indtil 1963 med 3 basuner, derefter med 4 basuner incl. en basbasun, spillet af Bill Hughes.

Tommy_dorsey_playing_trombone[1]

Fig.  42    TOMMY DORSEY (1905-1956) Selvom der i 30-erne og 40-erne var dygtige basunister som f.eks. Jack Teagarden, blev jazz-basunen generelt opfattet som et “lyrisk”  men langsomt instrument, og basunister fandt en niche i “ballade-spil” eller “sweetbasun-spil” i basunens højde-register. Dette blev forfinet til perfektion af Tommy Dorsey,  hans spil påvirkede hele opfattelsen af basunen som et sangbart instrument, og blev en inspiration for mange basunister. Tommy Dorsey var også leder af sit eget Big Band  –  et af swingtidens aller mest populære.

Fig. 43   DIZZY GILLESPIE (1917-1993), TROMPET og J.J. JOHNSSON (1924-2001), BASUN,  bliver med Bobmusikkens fremkomst banebrydende instrumentalister med et næsten eksplosivt spil under fuld kontrol. Et speciale ved D.Gillespies fremtræden var trompeten med det opadgående klangstykke. Ved bobben’s fremkomst haltede basunen ellers lidt “bagefter” i det “hurtige og vildere” spil, men J.J. Johnsson fik “knækket koden” og viste at alt hvad Gillespie kunne spille på trompet kunne han spille på basun. Johnsson grundlagde det moderne jazzbasun-spil og blev et forbillede for alle jazz-basunister.

Fig.  44    Jazz-basunens popularitet fik et regulært boost da J.J. Johnson i 1954 dannede en kvintet med sin instrument-kollega Kai Winding and en prominent rytmegruppe..

KAI WINDING  (1922-1983) havde tidligere bl.a. spillet Benny Goodman og Stan Kentons big bands. Han var med i de berømte “Birth of Cool” sessions i 1949-1950 (under Miles Davis’ ledelse), hvor han spiller med på 12 skæringer mens J.J. Johnson spiller på de 8 andre.

 

miles-davis-02[1]

Fig. 44   MILES DAVIS (1926-1991) – havde godt nok spillet med bl.a. “Bob-kongerne” Dizzy Gillespie og saxofonisten Charlie Parker, men udviklede en helt anden stil, “Cool-jazzen”, der havde mindre men lange toner og et meget mere lyrisk udtryk. Han videre-udviklede dog sin spillestil igennem hele sin karriere. 

 

STAN KENTON mellofoner 1960 - 1963

Fig. 45   Med STAN KENTONS (1912-1979) ORKESTER  nås en foreløbig kulmination med hensyn til størrelse og lydstyrke. Her er messing besætningen nået op på 5 trompeter, 5 basuner (med 2 basbasunister hvoraf den ene også spiller tuba) og mellem 1960-1963 også med 4 mellofoner – althorn i trompetfacon med fremadrettet klangstykke. Kentons big band var det første der spillede med basbasun allerede fra 1943. Han ønskede sig at hans band fremstod som et “koncert-orkester”, som et slags “big bandets parallel til  Richard Wagners store symfoniorkester”  – i stedet for at blive opfattet som et danseorkester. 

 

Fig. 46    CONN 16E MELLOFONEN der blev brugt i Stan Kentons orkester, og RAY STARLING – en af Stan Kentons mellofon-spillere med sit karakteristiske instrument 

 

 

Fig. 47   2  BERØMTE LEADTROMPETISTER  Maynard Ferguson (1928-2006), Stan Kentons orkester, og Cat Andersson (1916-1981), Duke Ellingtons orkester. I Big Bands skrev man stadig højere og højere for 1. trompet-stemmen, “Lead Trompet stemmen”.  En foreløbig kulmination blev nået med Ferguson og Andersson der satte helt nye grænser for ekstremt højdespil. Med leadtrompet-spillet har jazzen bidraget med en helt særlig spille-teknik og udtryksmåde på trompet, der ikke kun høres i bigbands men også i film- og underholdningsmusik. 

Fig. 48   FIREBIRD-TROMPETEN  LAVET SPECIELT TIL MAYNARD FERGUSON, – en trompet med “Dizzy-klangstykke” og med både ventiler og et basunlignende træk.

 

 

hqdefault[1]

Fig. 49   GEORGE ROBERTS (1928-2014) blev kendt som basbasunist hos Stan Kenton, hvor han var 1950-1953. Derefter var han freelance-musiker i Los Angeles hvor han med sine ideer om melodisk spil på basbasunen fik skabt en særlig basbasun-stil sammen med arrangøren Nelson riddle. G. Roberts fik i den grad skabt fokus på sit instrument, ikke bare inden for jazzen, men også indenfor film- og underholdningsmusik og – så at sige ad bagdøren – også indenfor klassisk musik. Kenton var en af de første der brugte basbasunen, men faktisk var det først i 60-erne at basbasunen blev en mere fast del af besætningen i et Big Band.

 

9. SJÆLDNE MESSINGINSTRUMENTER I JAZZEN

Af messinginstrumenter i jazzen er det helt klart trompeten og basunen der dominerer, sammen med deres familie-medlemmer flügelhornet og basbasunen. Andre messinginstrumenter har optrådt mere sjældent.

 

fig. 50   2 VENTILBASUNISTER. På ventilbasun er det særlig 2 musikere der har markeret sig. JUAN TIZOL (1900-1984) er mest kendt som medlem af duke Ellingtons orkester, her spillede han næsten aldrig improviserende soloer men han komponerede nogle af de kendte ellington-numre, “Caravan” og “Perdido” og blev af Ellington bl. a. brugt sammen med sax-gruppen. BOB BROOKMEYER  (1929-2011) har været både orkesterleder, komponist og den meste kendte jazzmusiker på ventilbasun, bl.a. har han spillet med i Gerry Mulligans kvartet.

 

Fig. 51 TROMBONIUM er et ventilinstrument med en boring der ligger mellem baritone og basun. Det blev produceret af King-firmaet i 1930erne  med henblik på at give en “basun-agtig” klang i blæseorkestre uden det u-handy træk. Trombonium er sær blevet kendt fra indspilninger med J.J. Johnson & Kai Winding kvintetten.

Fig. 51  DON ELLIOT (1926-1984) . Stan Kentons mellofon-spillere war for det meste trompetister der brugte trompetmundstykker og egentlig helst ville spille trompet. Don Elliot tog et skridt videre etablerede sig som jazzmusiker på mellofon – måske den eneste nogensinde ? (han var også sanger, komponist spillede trompet og vibrafon). Elliot fik Conn til at bygge en mellofon med opadgående klangstykke som han selv optrådte med.

 

Fig. 51   SPECIELLE  MESSINGINSTRUMENTER I JAZZEN: JOHN CLARCK (1944-) – valdhorn og RICH MATTESON (1929-1993) –  euphonium.

John Clark (1944-), USA, er en af de få aktive “jazz-valdhornister”. Han har skrevet lærerbøger og undervist på the State University of New York 2001-2008 – han er nu ansat på Manhattan School of Music.

Rich A. Matteson, (1929-1993), USA, jazz-musiker, underviser, Big Band leder, komponist og arrangør. Hans primære instrument var euphonium, men han spillede også andre dybe messinginstrumenter, især tuba. Matteson har været den eneste markante jazz-solist på euphonium.  In 1986, blev han udnævnt til “Distinguished Professor of American Music” på University of North Florida 

Priser:

  • 1990 — indlemmet i “the Jazz Educators Hall of Fame”
  • 1992 — Down Beat Lifetime Achievement Award
  • 2000 — indlemmet i the Jacksonville Jazz Festival Hall of Fame 

 

Fig. 52  HOWARD JOHNSON og DAVID BARGERON. Tubaen var tit bas-instrument i New Orleans- musikken og har senere været brugt af f.eks. Gil Ewans, og den optræder ofte som ekstra-instrument for basbasunister i moderne big bands. Men Bargeron og Johnson har været med til at videre-udvikle tubaen fra at være et bas-instrument til et egentlig jazz-solo instrument.

Howard Lewis Johnson (1941-), USA, er kendt som solist på tuba og på barytonsaxofon, men han spiller også bas-klarinet, trumpet m.m.

David W. “Dave” Bargeron (1942-), USA, spiller både basun og tuba og er især blevet kendt som medlem af rock-gruppen Blood, Sweat and Tears. Han blev nærmest berømt for sin jazz-rock solo i nummeret “And When I Die/One room country shack”.

 

Fig. 52   JAMES MORRISON (1962- ), AUSTRALIEN er en fænomenal jazz-musiker og et sjældent multi-instrumental-fænomen. Udover at beherske en række andre instrumenter skifter han helt problemfrit mellem forskellige messinginstrumenter. Her ses han med almindelig trompet og bastrompet. Han har også lagt navn til SUPERBONE-BASUNEN (lavet af SCHAGERL, Østrig) der (ligesom firebyrd-trompeten) har både ventiler og træk:

__________________________________________________________________________________________________________________________

FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

10. DANSEORKESTRE og BIG BANDS I DANMARK

Allerede i 1920-erne blev der spillet jazz i Danmark. Større orkestre var vel dårligt nok hvad vi i dag forstår ved big band, men mere ligesom hos den tidlige Duke Ellington med en messing-besætning på 2 trompeter og en basun.

 

Fig.  53    KAI EWANS (1906-1988) var en af pionererne indenfor jazz i Danmark og var tidligt aktiv med sit “store” orkester. Foto fra Arena 1927. Basunisten tv.:Peter Rasmussen, trompetisterne: Kai Birch og Berthel Skjoldborg.

 

ERIK

Fig. 54   ERIK TUXEN (1902-1957) var både klassisk dirigent (han dirigerede fra 1936 ofte radiosymfoniorkestret) og dirigent for sit eget jazzorkester. Det blev regnet for en af de førende i Europa og fik tilnavnet “kapelmester-orkestret” da en del af medlemmerne senere blev kapelmestre for deres egne ensembler. Fotoet er taget i forbindelse med en filmoptagelse 1934. Basunisten tv.:Peter Rasmussen, trompetisterne : Richard Stangerup og John Lange.

 

 

UnavngiveBRUNO

Fig. 55   BRUNO HENRIKSEN (1910-1984) ledede et rigtigt stort orkester med 3 trompeter og 3 basuner som spillede i Dansetten i Tivoli 1948-1953. Orkestret spillede især dansevenlig musik som f.eks. musik af Glenn Miller. Trompeter: Emil Larsen, Leif Johansen og Hans Buch Olsen, basuner: Ole Mølgård, Sven Aage Nielsen og Georg Wilkenschildt. 

 

Fig. 56    DR BIG BAND. Der findes en række professionelle big bands der arbejder, eller har arbejdet, på projektbasis, f.eks. Ib Glindemanns Big Band  og Monday Night Big Band under ledelse af Niels Jørgen Steen. Men det mest fast etablerede offentligt ansatte danske Big Band blev stiftet som en opgraderet udgave af “Radioens danseorkester” under navnet “Det Ny Radio Danse Orkester” i 1964, og som til at begynde med blev ledet af Ib Glindemann (1934-) som ses til venstre..  

DR

I dag hedder det DR BIG BAND, det har en stor messing-besætning på hele 5 trompeter og 5 basuner (hvor 5.basunisten også spiller tuba), og det regnes for et af Europas førende big bands. I årenes løb har det arbejdet sammen med en lang række internationale solister og dirigenter, bl.a. Thad Jones og Stan Kenton. 

Århus Big Band etableret 2012 har også fastansatte musikere.

 

 11. MUSIKER PORTRÆTTER – DANSKE JAZZ  BASUNISTER

 

peterrasmussen[1]

Fig. 57    PETER RASMUSSEN (1906 -1992) var en dansk basunist af virkelig international klasse og en af pionererne indenfor dansk jazz. Han spillede i 20-erne i danske orkestre, rejste i 1929 til Tyskland, hvor han skrev kontrakt med Bernard Ettés store danseorkester orkester som han flere gange var med i USA. I Tyskland fik han så mange ekstra indspilnings-jobs som stjerne-basunist at han i en periode nærmest boede hos et pladeselskab for et kunne stå til rådighed for “kunderne”. 1931 vendte han tilbage til Danmark og spillede bl.a. med Erik Tuxens og Kai Ewans orkestre. Senere dannede han egne orkestre og arbejdede senere i 1970’erne freelance i Danmarks Radio både som kapelmester, musikproducer og causeur. Han jammede engang med selveste Tommy Dorsey der oven i købet roste Peter Rasmussen for hans basunspil. Tommy Dorsey anbefalede dog P. Rasmussen at  fokusere mest på sweet basunspil i stedet for ”jazz” – det var der nemlig mange flere penge i !

 

i282600889614245534._rsw360h270_szw360h270_[1]

 Fig. 58    TOROLF MØLGÅRD (1939- ) – DET BERØMTE ”CYKEL-FOTO” TAGET TIL OMSLAGET AF LP -PLADEN ”LONE RIDER” (indspillet 1972).

Efter at have spillet i div. Smågrupper blev Torolf Mølgård 1961-1970 medlem af Radiojazzgruppen. Fra oprettelsen af DR Big Band 1964 blev han lead (1.) basun og solist der. I 1973 indtog han den samme position i Sender Freies Berlin Big Band og i 1977 i Hesischer Rundfunk Big Band,  Frankfurt. Torolf Mølgård indførte nærmest det moderne jazz-basun spil i Danmark og var i lang tid en ener helt uden konkurrence på sit felt. På den tid begyndte mange basunister i udlandet at spillede hurtigere og hurtigere og højere og højere så det næsten kunne lyde som et flügelhorn – det kunne Torolf M. også, men grundlæggende holdt han med sit sødmefulde spil og syngende klang fast i træk-basunens ”grund-substans”.

 

 

12. MUSIKER PORTRÆTTER – DANSKE JAZZ TROMPETISTER

 

AB-in-NY-studio,-2[1]

Fig. 59   ALLAN BOTSCHINSKY (1940- ) begyndte på det Kgl. Danske Musikkonservatorium som kun 14 årig og allerede som 16 årig spillede han i Ib Glindemanns Big Band. Siden har han spillet i Radiojazzgruppen og i DR Big Band og sammen med en lang række verdenskendte jazzmusikere. Som komponist er han især berømmet for sin musik til indspilningen “First Brass”, en trick-indspilning der er produceret med kun 4 messingblæsere – trompeter: Derek Watkins og Allan Botschinsky, basuner: Bart van Lier og Eric van Lier.

 

PALLE

Fig. 60    Palle Mikkelborg (1941 – ) trompetist, komponist og arrangør, er især blevet kendt for sin unikke klang med dæmper. Han er ikke ”bundet” til jazzen men har sin helt egen universelle tilgang til musik. P. Mikkelborg har spillet i mange små grupper, spillet i radio-jazzgruppen som han også blev leder af, spillet i DR Big Band og arbejdet sammen med en række internationale musikere. Har arr. bl.a. for Bill Evans, Dexter Gordon m.fl. Skrev 1985 ”Aura” for solotrompet og Big band til Miles Davis da denne modtog Sonning Musikprisen. Palle Mikkelborg modtog selv Nordisk råds musikpris 2001

 


 

13. MESSINGBLÆSEINSTRUMENTER I POPULÆRMUSIKKEN

Populærmusik er et meget vidt begreb der dækker over mange forskellige genrer, f.eks. filmmusik, musical m.m. og i næsten alle forbindelser er der messinginstrumenter med – oftest  i front med deres mest  show-agtige udtryksmåder.

Fig. 61  TEGNEFILMS-MUSIK. I lydsporet til tegnefilm høres tit messingblæsere der udfolder sig i lyd-effekter og i musik spillet i en en en jazzet swing-stil, som f.eks i “Tom og Jerry”, “Looney Tunes” m.m.  – eller som her i Disney tegnefilmen “Trombone-Trouble” fra 1944 hvor Anders And selv spiller basun. I tegnefilms-musik har der altid været en særlig forkærlighed for bruge tubaen, f.eks. i “The Flintstones”  (1960 – 1966)  hvor der nærmest høres ekstremt meget tuba –  ofte helt solo i lange cadenza-agtige passager, anvendt som en fabulerende baggrundsmusik.

 

 

 

14. KENDTE MESSINGBLÆSERE INDENFOR POPULÆRMUSIKKEN

De fleste kendte udøvende idenfor populærmusikken er sangere, men det sker også at det er instrumentalister der lægger navn til  en succes. Messingblæsere optræder i den forbindelse oftest som en del af et ensemble eller en gruppe, men der findes også messingblæsere der selv har lagt navn til en bemærkelsesværdig popularitet. De har ikke nødvendigvis været specielt dygtige instrumentalister, men de har ramt, eller skabt, en særlig spillemåde eller stil der slår an – i kortere eller længere tid. Der findes naturligvis musikere der dækker alle aspekter, og igen kunne man nævne Louis Armstrong der både står som en ener i jazzen, og samtidig som en af 1900-tallets mest populære og kendte musikere – ved en koncert i New Orleans i 1968  blev han introduceret som: “The most famous man in the world.”.

 

Fig. 62 STATUER AF LOUIS ARMSTRONG – New Orleans Airport, Algier – New Orleans, Armstrong Park – New Orleans, National habor – Maryland, Las Vegas.

 

Fig. 62  GLEN MILLER (1904 – 1944) amerikansk basunist og arrangør der (især) fik succes som orkesterleder. Swingtidens big bands var enten jazz-orienterede og spillede ”hot” eller mere underholdnings-agtige og spillede ”sweet”. Miller gjorde begge dele men fik sit helt eget udtryk gennem et fokus på selve orkesterspillet, og mindre på personlige jazz-solister. Selv om han tidligere selv havde arbejdet som arrangør, blev de fleste af hans ”hits” skrevet/arr. af andre, og ofte med hans specielle sound der bl.a. kom fra at lade en klarinet og tenorsaxofon spille melodien i oktaver. Han blev ikke vurderet højt som jazz-musiker, men stykker som “In the Mood”, “Moonlight Serenade”, Pennsylvania 6-5000″, Chattanooga Choo Choo”, “A String of Pearls”, American Patrol”, “Tuxedo Junction”, og “Little Brown Jug” gjorde hans orkester til det aller mest populære af alle Big Bands. Mellem 1939 – 1943 var Glen Miller den bedst sælgende indspillende musiker – alene “Tuxedo Junction” solgte 115000 plader den første uge efter den udkom. Hans liv blev senere fortalt i spillefilmen “The Glen Miller Story” fra 1954. Selv om big band genrens popularitet faldt i slutningen af 1940-erne, blev Glen Miller aldrig bare en “døgnflue” og hans musik bliver stadig spillet.

Fig. 63   “EDDIE” CALVERT (1922 – 1978) , ENGELSK TROMPETIST, LANCERET SOM “THE MAN WITH THE GOLDEN TRUMPET”. Han fik succes med et melodisk repertoire spillet ”lige ud af landevejen” med en stor varm klang og et “mexicansk” vibrato. Hans storsælgende hits “worldwide” var: “Oh Mein Papa” og “Cherry Pink and Apple Blossom White”. 

 

Fig. 64 CHRIS BARBER (1930 – ), ENGELSK BASUNIST OG ORKESTERLEDER, red på den ”revival-bølge” af New Orleans-musik der blomstrede op i England i 1950-erne og 1960-erne. Selv om berømmelsen faldt igennem de efterfølgende perioder hvor det f.eks. var the Beatles og rockmusik der dominerede plade-markedet, fortsatte han sin karriere. Aldrig har en basunist været så populær i så lang tid.

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig. 65   HERB ALBERT (1935 – ), AMERIKANSK TROMPETIST OG ORKESTERLEDER, – blev kendt som leder af “Herb Alpert & the Tijuana Brass”. Hans specielle stil med et poppet, dovent og sydamerikansk-inspireret udtryk fik en enorm gennemslagskraft med f.eks. numrene, “A Taste of Honey”, “Tijuana Taxi” og “This Guy’s in Love with You”. Han solgte over 72 millioner plader.

 

 

_____________________________________________________________________________________________________________

 

 

FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

15. DANSKE INSTRUMENTBYGGERE

 

 

Omkring år.1900 var instrument-fremstillingen endnu ikke mere standardiseret end man kunne bestille special-ønsker. I kataloget fra 1912 fra Instrumenthandleren Petersen & Steenstrup St. Kirkestræde 1, Kjøbenhavn  grundlagt 1839, kunne man tage stilling om man skulle spille med højre eller venstre hånd på valdhorn, samt hvilken stemning man ønskede.

 

Fig. 66  VALDHORN FRA FIRMAET PETERSEN OG STEENSTRUPS KATALOG.

 

Fra samme katalog kan det ses at der også kunne bestilles basuner i forskellige boringer, med op til 6 ventiler og at en basbasunen stadigvæk kunne være stemt i F.  I dag er der igen mange mindre udenlandske firmaer der tager imod specialbestillinger.

Fig. 67  BASUNER FRA FIRMAET PETERSEN OG STEENSTRUPS KATALOG.

 

 

 

 

Fig. 68   Carl Ferdinand Gottfried (1866-1947)  – 2.generation, søn af I.K.G.   Han fik borgerbrev som musikinstrumentmager i 1899, var samtidig valdhornist. I 1907 indførte man nummerering af de fleste af firmaets produktioner. Ikke alle instrumenter der stod I.K. Gottfried på var fremstillet i København.

Fig. 69    SVEND GOTTFRIED (1896- 19?) – 3.generation, overtog butikken efter sin far. I 1940-erne kunne fremstillingen af messinginstrumenter ikke længere betale sig i konkurrence med alle de fabriksfremstillede instrumenter fra udlandet. Først blev instrumenter med Gottfried-firmaets specifikationer fremstillet i Sydtyskland, men til sidst ophørte denne mangeårige danske fremstilling af messinginstrumenter. Men I.K. Gottfried-firmaet eksisterer stadig i dag, nu med med salg og reparation.

 

3965693[2]

Fig. 70    GOTTFRIED Eb-CORNET.  Selv om fremstillingen af egen instrumenter stoppede for mange år siden, er det ikke så sjældent at “støde ind i” de gamle Gottfried-instrumenter. 

 

16. UDDANNELSE AF MESSINGBLÆSERE I DANMARK

Fig. 71   DET KGL. DANSKE MUSIKKONSERVATORIUM, DEN GAMLE OG DEN NYE BYGNING (det tidligere Radiohus). Som den første større uddannelsesinstitution i Danmark blev Det Kgl. Danske Musikkonservatorium etableret i 1867. Til at begynde med var undervisningen fokuseret på sang, violin og klaver. På den tid blev messingblæsere uddannet privat eller indenfor militæret. I starten af 1900-tallet kunne messingblæsere også modtage undervisning på konservatoriet, men det tog nogen tid før de blev optaget som studerende på lige fod med strygere og træblæsere (slagtøjs-undervisning fandt i lang tid kun sted som bifagsundervisning og blev først et selvstændigt fag i 1950-erne).

 

 

Fig. 72   DET JYSKE MUSIKKONSERVATORIUM, ÅRHUS – blev grundlagt 1927 og er i dag fusioneret med det tidligere Nordjyske Musikkonservatorium i Ålborg. Har både klassiske og rytmiske uddannelser

 

Fig. 73   DET FYNSKE MUSIKKONSERVATORIUM; SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE –  blev grundlagt i 1929 og er i dag fusioneret med det tidligere Vestjysk Musikonservatorium i Esbjerg. Her både klassiske og rytmiske uddannelser.

 

Fig. 74   RYTMISK MUSIKKONSERVATORIUM, KØBENHAVN – blev grundlagt 1986 og er en uddannelsesinstitution for rytmisk samtidsmusik. Her uddannes også messingblæsere.

 

 

Professoraterne, musikkonservatoriernes højeste ansættelsesform, var indenfor orkesterinstrumenter underlagt de gamle orkester-hierarkier og først kun givet til strygere, dernæst træblæserne og I 1969 til messingblæserne da hornisten Ingbert Michelsen, som den første, blev udnævnt til professor for messingblæserne på det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, hvor han virkede indtil 1984.  Senere har ideen om professorater på konservatorierne ændret sig totalt, så stillingerne indenfor orkesterinstrument-området siden 1980-erne dækker over alle ”faggrupper” (strygere, træblæsere, messingblæsere og slagtøj). Siden da har der været ansat flere messingprofessorer i Danmark:

På Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, København: Mogens Andresen, basbasun, euphonium og sammenspil (1988-2012), og Jesper Juul Windahl, basun og sammenspil (2013-).

På Det Jyske Musikkonservatorium, Århus: Niels Ole Bo Johansen, basun og sammenspil (2000-), og Kristian Steenstrup (2013-), trompet og blæseteknik.

Indtil  1988 havde sammenspil/kammermusik for messingblæsere på danske musikkonservatorier været meget spartansk og projektorienteret. Men ligesom professoraterne blev fordelt mellem alle faggrupper kom det samme til at ske for sammenspil og i dag er alle, nu også på dette punkt, stillet helt lige.

 

Der er også 4 danskere der er blevet udnævnt til professorer i udlandet:

Basunist Per Gade på: Sakuyo College/Academy of Music, Japan 1978-1988

Basunist Carten Svanberg på: Universität für Musik und darstellende Kunst Graz, Østrig 1992-2004

Tubaist Michael Lind på:  Musikhögskolan i Stockholm, Sverige siden 1993

Jens Bjørn-Larsen på: Hochschule für Musik und Theater i Hannover, Tyskland. Siden 2002

 


 

 

17. BLÆSETEKNIK

Op til midten af 1900-tallet var der ikke så meget eksakt viden om embouchure, vejrtræknings-teknik m.m..Der var mere en opfattelse af at “talentet” kunne bære hvis det var tilstrækkeligt stort. Det var dog et “alment faktum” at den teknik der behøvedes for at kunne bestride en stilling som f.eks. solo-trompet i et symfoniorkester kun holdt til man blev omkring 40 år. Måske var der også en anden holdning til det at undervise og videregive sin viden til andre. Den engelske basunist Denis Wick (se PROMINENTE BASUNISTER FRA DET 20. ÅRHUNDREDE) fortæller at han var ret frustreret da han studerede på Royal academy of Music, London. Hans lærer Sidney Langston, var desideret imod at fortælle sine elever “for meget” så de ikke “stjal” hans jobs.

Alt dette har siden ændret sig radikalt med en en udvikling af tekniske “systemer” (lidt ligesom som indenfor sportens verden), hvor man med træning kan udvikle sin fysiske teknik. Disse “ideer” bygger på forskning og erfaring, og det har betydet at færre professionelle messingblæsere “bryder sammen” og at man kan holde sin spille-standard højt op i årerne. Det mest ekstreme eksempel er den amerikanske trompetist Adolph Herset der fungerede som solotrompetist i Chicago Symfoniorkester indtil han fyldte 79 – længe efter en “normal” pensionsalder (se om Herset under TROMPET, DET 20. ÅRHUNDREDE I).

Fig. 75    CARMINE CARUSO (1904-1987)) og JAMES STAMP (1904-1985)

Carmine Caruso spillede som ung først klaver, så violin og til sidst saxofon. Hans ideer om blæseteknik slog dog mest igennem hos messingblæsere og han blev for mange den helt store “Messingblæse-teknik-guru”.

J. Stamp var trompetist men gjorde især karriere med sin undervisning.  Hans system for alle messingblæsere er beskrevet i hans bog: “Warm-ups + Studies” . 

 

 

Fig. 76   ARNOLD JACOBS (1915-1998) kan også nævnes her  (se under TUBAEN det 20. århundrede I). Han var en pioner indenfor blæseteknikken og fik elever fra hele verden. Jacobs  skrev dog aldrig selv nogen egentlig ”skole”. Til gengæld har mange af Jacobs elever skrevet om hans ideer og deres erfaringer med at studere hos ham. Tv.: Arnold Jacobs i sit studie med en elev, læg mærke til alle de mange vejrtræknings-hjælpemidler rundt omkring, de er en vigtig del af Jacobs metode. Th.: En bog om Jacobs med hans motto: SONG AND WIND, som titel.

 

18. HISTORISK OPFØRELSES-PRAKSIS

Siden fra omkring 1960-erne er det blevet udbredt at opføre musik ”historisk”, dvs. med en rytmisk markant puls, næsten uden vibrato, med muligheden for improvisation og spillet på kopier af gamle instrumenter. I begyndelsen blev det nærmest anset som noget  ”amatør-præget” men i dag er ”historiske opførelser” meget professionelle som det f.eks. høres hos orkesterne: London Barouque Soloists der også optræder som Orchestre Révolutionaire et Romantique (England), Freiburger Barockorchester (Tyskland), Det 18. århundredes Orkester (Holland) eller Il Giardino Harmonico (Italien). Først var det musik fra rennæssancen, siden barokmusik, så wienerklassik musik og endelig romantisk musik der blev spillet på instrumenter fra den tid hvor musikken blev skrevet. Ideen var i begyndelsen meget diskuteret, men er i den grad slået an, så den har påvirket den måde også  ”almindelige orkestre” spiller gammel musik på. For at kunne imødekomme efterspørgslen findes der i dag en lang række instrument-firmaer der fremstiller ”historiske Instrumenter”. Nogle modeller er “gennemført” gamle, men de fleste inkorporerer dog senere tiders detaljer som f.eks. spytventil, forkromet basuntræk eller huller i trompeter for lettere at kunne spille vanskelige toner.

Fig. 78     3  MUSIKERE DER SPILLER “HARDCORE” PÅ HISTORISKE INSTRUMENTER:  Franskmanden JEAN-FRANCOIS MADEUF, trompet – englænderen PIP EASTORP, horn – og englænderen ADAM WOOLF, sackbut. Alle 3 spiller grænseoverskridende virtuost på gennemført “gamle instrumenter”, f.eks. spiller Madeuf uden huller i sin trompet og med den gamle “trompeter-positur”.

Fig. 77    REKLAME FOR NATURHORN fra 1989. Hornet var designet af hornisten Anthony Halstead som selv er afbildedet på annoncen fra magasinet “Brass Bulletin” 

gammel

Fig. 24   HIS MAJESTYS CORNETTS AND SACKBUTS. Siden 1970-erne har de gamle instrumenter: Natur/barok-trompet, zinken, barok-horn og barokbasunen (sackbut ) fået en renæssance, og de optræder nu i mange orkestre og kammerensembler der har specialiseret sig i at spille den gamle musik  på “gamle” instrumenter. Et af de førende blæse-ensembler er His Majestys Cornetts and Sackbuts der blev etableret af zink-spilleren Jeremy West (nr.2 fra højre) i 1982.

 

Fig.  THALIA ENS., AMSTERDAM spiller blæserkvintet på gamle instrumenter. Natur-horn: Hylke Rozema 

Fig. 29  CHESTNUT BRASS, ETABLERET 1977:  Bruce Barrie, John Thomas, Marian Hesse, Larry Zimmerman og Jay Krush.  C.B.B. har fundet deres helt egen personlige niche som formidlere, ved at præsentere og faktisk optræde på næsten alle typer af messinginstrumenter med relevante stilarter og typer af repertoire. Photo Credit: Paul Nixdorf

 

 

Fig. 79 GAMLE VENTIL-INSTRUMENTER FRA 1800-TALLET BLIVER OGSÅ DYRKET I DAG.

19. “PRIMITIVE” MESSING- eller LÆBEBLÆSE-INSTRUMENTER

Ved siden af de “almindelige” messinginstrumenter har der hele tiden været spillet på nye udgaver af de helt gamle messinginstrumenter, eller rettere sagt læbeblæse-instrumenter, for mange af dem er slet ikke lavet af messing.

 

Fig. 79    Fra venstre øverst: ” Jazz basunisten Steve Turre spiller på konkylie. Et lur-lignende metal-instrument fra 1880, Indien. OVERTON”-læbeblæse-instrument af bambus, med huller, Indonesien. Ny fabrikeret “Rag-Dung trompet” fra Tibet. 

ALPEHORN FREMSTILLES I MANGE STØRRELSER:

 – OG DER SPILLES STADIG PÅ JAGTHORN

 jagt

 

Fig. 81 –  OG PÅ SIGNALTROMPET, HER EN EN  ITALIENSK TROMPETIST MED BYEN FIRENZE’s BOMÆRKE PÅ TROMPETFANEN. Trompetister har spillet til Firenzes’s “Calcio Storico Games”  siden byen var et italiensk økonomisk kraftcenter i renæssance-tiden

Fig. 82 –  ELLER AF TROMPETISTER FRA “SBANDIERATORI DEI BORGHI E SESTIERI FLORENTINI” OGSÅ FRA FIRENZE

_______________________________________________________________________________________________________________________

FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE

20. DANSK VÆDDERHORN

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig. 80    VÆDDERHORN MED MODERNE MESSINGBLÆSER-MUNDSTYKKE – ET “NYT ” NATURHORN. udviklet af Ulf Nordlund  (henvendelse: Ulf Nordlund . Tlf. 0045.20319684. Ulfnordlund@yahoo.dk)


21. FORENINGER OG TIDSSKRIFTER FOR MESSINGBLÆSERE

Fig. 81     LOGOER FOR INTERNATIONALE MESSING-FORENINGER. I 2.del af det 20. Århundrede stiftedes 4 internationale foreninger for messingblæsere: INTERNATIONAL TRUMPET GUILD, INTERNATIONAL HORN SOCIETY, INTERNATIONAL TROMBONE ASSICIATION og TUBIST UNIVERSAL BROTHERHOODS ASSOCIATION som i dag hedder INTERNATIONAL TUBA EUPHONIUM ASSOCIATION.  

Fig.     FORSIDER TIL 3 NUMRE AF BRASS BULLETIN. I perioden 1971-2003 udkom tidskriftet Brass Bulletin med artikler om messinginstrumenter, messingblæsere og begivenheder. Bladet blev drevet og redigeret af sweitzeren Jean-Pierre Mathez.

 

22. DET NATIONALE UDTRYK

Som det tidligere har været nævnt har der været nationale traditioner for en særlig spillemåde og klang. Indtil omkring 1950 var denne individualitet langt mere udpræget end i dag. På et tidspunkt begyndte alle orkestre at lyde mere og mere ens (se under USA) og det blev mere svært at høre om et orkester kom fra det ene eller det andet sted i verden. I dag prøver man i højere grad at gå tilbage og finde sin nationale identitet i klang og spillemåde.

Ved at høre på indspilninger er det også tydeligt at høre ændringer i de nationale klang-idealer. F.eks. var den engelske hornklang med de franske pumpeventil-horn brugt frem til 1950-erne ekstrem lys. Til gengæld har London Symphonys indspilninger i slutningen af 1900-tallet på de engelsk fabrikerede horn med meget stor boring af mærket Paxman  en ekstrem mørk og fyldig klang. Pudsigt nok forholder det sig helt omvendt når man hører optagelser med Berlinerpilharmonikerne. Her er hornklangen på de gamle optagelser blød og mørk mens den i dag er meget mere kompakt og overtonerig.

 

 

 

Fig. 81     Tv:. LSO hornguppen på en reklame-plakat for Paxman horn 1991.  Tim Jones, Richard Clews, Jonathan Lipton, Hugh Seenan, Bill Haskins. Th.: 4 hornister fra Berlinerphiharmonikerne spiller Shumanns Koncertstykke, fra V.: Sarah Willis, Stefan de Leval Jezierski, Radek Baborak og Stephan Dohr.

 

 

 

TYSKLAND og ØSTRIG

 

wien

Fig. 82   WIENER PHILHARMONIKERNES HORNGRUPPE MED WIENER-HORN OG WAGNERTUBAER under indspilningen af Rhinguldet 1960/1961 under ledelse af Georg Solti. 1.række fra venstre:  Gottfried von Freiberg, Josef Veleba, Josef Koller, Otto Nitsch, Leopold Kainz, Wolfgang Tomböck sen., Josef Samwald – 2. række med wagner-tubaer: Roland Berger, Hans Berger, Emil Kreuziger, Josef Lackner

(BEMÆRK: Hornene sidder i den såkaldte Wieneropstilling med 1. hornisten længst væk på billedet, som man i øvrigt er gået bort fra)

 

I Tyskland og Østrig nåede messingspillet en foreløbig kulmination hos senromantikerne.  Efter tidens forhold var klangen mørk, med f-horn og trompeter med drejeventiler, og baseret på sammenspil. Omkring år 1900 blev de tyske messingblæsere indiskutabelt regnet for at være de førende orkestermusikere. Da man på den tid stiftede en række orkestre i USA, måtte man i stor stil importere kvalificerede musikere, og som en tommelfingerregel hed det at man fik: “Strygere fra Rusland, træblæsere fra Frankrig og messingblæsere fra Tyskland”. Siden er klangen i Tyskland blevet noget lysere. I Berlinerfilharmonikerne og Wienerfilharmonikerne fastholder man den gamle klangtradition ved stadig at bruge de gamle instrumenter, eller kopier af dem.

 

Fig. 83    STEFAN SCHULTZ  er basbasunist i Berliner Philharmonikerne siden 2002. I lang tid var solospil på basbasun mest en amerikansk foreteelse, men det har helt ændret sig med den opmærksomhed  Stefan Schultz har fået som solist. Foto: Jarek Raczek.

 

FRANKRIG

pierre

Fig. 84    DEN FRANSKE TROMPETIST PIERRE THIBAUD 1929 – 2004, blev kendt som trompetsolist, 1. trompetist i Karl Richters orkester, indforskrevet 1.trompetist ved indspilninger af barokmusik  med Berliner Pilharmonikerne og en meget søgt lærer, bl.a. ved Pariser konservatoriet.

Allerede i 1800-tallet var det instrumentale niveau højt i Frankrig, og allerede der stærkt centreret omkring den enkelte musikers solistiske udfoldelser. Derfor havde franske messinginstrumenter en lille boring, en lys klang, et ret intenst vibrato og trompeterne er altid med pumpeventiler. Da en af solo-trompetisterne i Pariseroperaens orkester engang i 1950-erne for første gang spillede på en medium-bore Bach-trompet, kom det sarkastisk fra hans sidemand: “Skal vi nu til at spille på flügelhorn ?”. Franske komponister som Claude Debussy (1862-1918) og Maurice Ravel (1875-1937) følte sig heller ikke spor tiltrukket af den fede og massive tyske messingklang, men var mere optaget af den præcise klangfarve fra hvert enkelt instrument.

masson

Fig. 85   PARIS TROMBONEKVARTET  I EN REKLAME FOR INSTRUMENTFABRIKKEN SELMER, 1959. Fra venstre: Gabriel Masson, Marcel Galiegue, André Gosset og René Allain.  Læg mærke til at der stadig væk spilles uden basbasun, men med 4 tenorbasuner uden kvartventil. Gabriel Masson (1912-1975) var sin tids førende franske basunist, lærer på Pariser Konservatoriet og var med til en del indspilninger af solo og kammermusik – før 1960-erne var basun-indspilninger af den slags en sjældenhed.

 

 

ENGLAND

 

Fig. 86   MESSINGGRUPPEN I DUBLIN ORCHESTRAL SOCIETY  –  i the Royal University Concert Hall , c. 1900. Her ses alle den tids engelske specialiteter: Cornetter der spiller trompetstemmer, valdhorn med pumpeventiler og den engelske basbasun i G med håndtag på trækket.

Engelsk spillestil og instrumentbygning var længe under fransk påvirkning, og det kan høres tydeligt på gamle engelske indspilninger. I 1950-erne blev “amerikaniseringen” med fyldigere og mørkere klang konsekvent indført i England  – især hos de dybe instrumenter. Det høres bl.a. i de mange film hvor musikken er indspillet af London Symphony Orchestra. Orkestrets mangeårige solobasunist Dennis Wick har formuleret det sådan: “Engleske messingblæsere har en tendens til at få en Europæisk klang på amerikanske instrumenter”. 

De engelske Brass Bands er jo en hel institution for sig selv, men også de har undergået forandring, væk fra det “lyse franske vibratofulde” udtryk mod en fyldigere klang og en mere “almen” frasering .

 

Fig. 87    Øverst: SOLOSPILLERE I LONDON SYMPHONY ORCHESTRA MAURICE MURPHY, trompet,  OG DENIS WICK, basun. Nederst: DERES NYESTE EFTERKOMMERE: PHILIP COBB ansat som 21-årig i 2009, og PETER MORE ansat 2014 som kun 18-årig – det yngste medlem af LSO nogensinde !

 

 

RUSLAND

horn

Fig. 88   VITALY BUJANOVSKY  (1928 – 993) var en legendarisk solohornist i Leningrads Philharmoniske orkester under Mravinsky og professor på Leningrad Konservatoriet. I 1985 blev han udnævnt til æresmedlem af “The International Horn Society”.

De russiske messingblæsere viser tydeligt deres kulturelle påvirkning i deres spil. Fra Tyskland har de fået deres særdeles fyldige klang og fra Frankrig deres meget ekspressive vibrato – det sidste fik en overgang de russiske valdhorn til at lyde helt saxofonagtige !

 

russ

Fig. 89    SERGEI MIKHAILOVICH NAKARIAKOV (1977- ) har videreført den russiske messingtradition med et helt specielt udtryksfuldt spil. Lige fra han var kun 15 år har han foretaget en lang række opsigtsvækkende indspilninger af originalværker og transskriptioner af f.eks. solokoncerter der originalt er for violin eller cello, ofte udført på flügelhorn.

 

USA

 

Fig. 90    JOE ALESSI (1959- ), solobasunist i New York Philharmonic Orchestra, lærer på Julliard School of Music og optræder ofte som solist.

Amerikansk messingspil hviler mest på tysk tradition, men har en overgang så at sige overhalet Europa “indenom”. Med deres flotte. skinnende og slagkraftige spil har de påvirket alle de mange, som er faldet for de amerikanske messingblæseres klang, præcision og rene intonation. Det er også  en ide fra USA at man som symfoniorkester-messingblæser dyrker den enkelte stemmes funktion 100% – dvs. ikke fokuserer så meget på at være solist, men igennem sin egen stemme at få sammenspillet i orkestrets messinggruppe til at fungere optimalt og dermed præge hele orkestrets fremtræden. Det kan man jo kun være positiv overfor, men i kampens hede forsvandt der en del af de nationale karakterer og en overgang virkede det som om alle orkestre begyndte at lyde ens. I dag arbejder man dog “world wide” på at bevare sin egenart uden at give køb på den tekniske kvalitet.

 

carol

Fig. 91     CAROL JANTSCH (1985-) SOLOTUBAIST I PHIADELPHIA SYMPHONY ORCHESTRA SIDEN 2006, – den første kvindelige tubaist I et førende amerikansk orkester og den yngste ansatte I sit orkester nogensinde.

charlie

Fig. 92    CHARLIE VERNON, BASBASUNIST I CHIGACO SYMPHONY ORCHESTRA SIDEN 1986, efterfulgte Edward Kleinhammer  og er nærmest et fænomen, der med sin teknik og musikalitet har præget opfattelsen af den moderne basbasun.   

 

DE SKANDINAVISKE LANDE, HOLLAND OG BELGIEN

Fig. 93     Det hollandske Koncertgebouw orkesters BRASS ENSEMBLE dirigeret af deres tidligere solobasunist Ivan Meylemans.

 

Danmark, Sverige, Norge, Finland, Belgien og Holland er alle mindre lande som igennem tiderne har taget farve af påvirkninger fra både England, Frankrig, Tyskland, Rusland og i nyere tid især fra USA. Deres messingblæsere har dog formået at markere sig internationalt, både som orkestermusikere og som solister. F.eks. blev det hollandske KONCERTGEBOUW-ORKESTER i forbindelse med en vurdering foretaget 2008 i det engelske blad The Grammophone  udnævnt til intet mindre end verdens bedste symfoniorkester. Et sådant udsagn er jo smags-baseret og kan selvfølgelig ikke tages helt alvorligt, men det siger alligevel noget om Koncert Gebouw orkstrets standard at det ligefrem kan blive udråbt som verdens nr.1!

 

Fig. 94    TROMPETISTEN HÅKAN HARDENBERGER (1951-), SVERIGE har skabt sig en solistkarriere som en virtous der både behersker det klassiske og helt nye repertoire, og han har fået skrevet værker til sig af  en række prominente nulevende komponister. Hardenberger er blevet kaldt for: “the cleanest, subtlest trumpeter on earth”. H.H er også professor på Malmø Musikkonservatorium 

 

23. KLANGFARVE OG SAMKLANG

Hvis man forestiller sig klangen fra et kor, hvor alle 4 stemmer klinger så godt sammen, at at den ene stemmer glider over i den anden, så kan man grafisk vise det med en KLANGPYRAMIDE:

kors

Lidt ligesom begrebet fra renæssance-tiden med en instrument-familie kaldet for : CONSORT. Det samme kan siges om strygerne i et symfoniorkester:

stryg

Det samme gælder også alle ”saxhornene” eller instrumenterne i det britiske Brass Band (bortset fra basuner), dvs, flügelhorn, bariton og euphonium og basser (tubaer)

brassb

Hos træblæserene er nærmest det modsat, med forskellige klangfarver og næsten kaleidoskopiske kontraster, i renæssance-tiden kaldet for BROKEN CONSORT. En træblæserkvintet kunne se således ud: 

traekvintet

– men ser vi  på symfoniorkestrets ”gamle” messing-instrumenter placerer de sig imellem ”consort” og ”broken consort”.

En messingkvintet kunne se sådan ud:

messingkvint

 

Først og fremmest ser messinginstrumenterne meget forskellige ud: Sopran-instrumentet (trompeten) spiller med ventiler og fremadrettet klangstykke, alt-instrumentet (valdhornet) spiller med en hånd i det bagudvendte klangstykke, tenor-instrumentet (basunen) spiller med træk i stedet for ventiler, og tubaen spiller med klangstykket opad. Alligevel spiller de ret godt sammen, men alle 4 instrumenter har deres arketypiske karakter og nærmest symbolske betydning i behold.

I dag er symbolikken dog kun en del af deres klingende fremtoning, for i dag kan alle messing-instrumenter udtrykke næsten hvad som helst – også det direkte modsatte hvad man forventede af dem ud fra deres udspring.

Trompeten har været et signal-givende militaristisk herre-instrument, en budbringer:

– men kan også fremstå som et meget folkeligt instrument:

 

 

Valdhornet har traditionelt været forbundet med jagt og natur:

– og er derefter blevet et generelt naturbeskrivende lyrisk instrument. I nyere tid har det vist sig i musikken til mange western-film og i 1978 hvor hornets klang blev direkte populær som en vigtig ingrediens til signatur-melodien fra TV-serien Dallas:

dallas– og i dag kan hornet ses og høres i helt nye sammenhænge som f.eks. her ved et ”jazz-horn-symposium”:

 

horn-jazz

Basunen har været et dommedagsinstrument, en ophøjet røst fra det himmelske (eller fra underverdenen) og englenes foretrukne instrument:

 

engel

– Men bl.a. med sine “glissandi” (glidetoner) optræder den i andre sammenhænge med et mere  jordnært og direkte løssluppent udtryk  som f.eks. her:

jazz

Som den sidst ankomne messinginstrument var tubaen først og fremmest et effektivt basinstrument, og uden de andre instrumenters symbolske betydning har tubaen kunnet opfattes som ”klovnen i cirkus”:

– eller som en ”klumpedumpe”:

dansk-dans

– det tog lang tid før end der blev skrevet seriøs solomusik for tuba, men allerede Richard Wagner kunne bruge den til noget dramatisk som dragen Fafners røst:

 

drage

– men i dag kan tubaen også udtrykke noget så langt fra sin oprindelse som f.eks. en ”alfe-agtig” lethed og elegance:

 

alf

 


FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE

 

24. MUSIKMUSEET

Hvis man har lyst til at se på gamle instrumenter, kan det varmt anbefales at besøge MUSIKMUSEET der har en imponerende samling, bl.a. mange af de messinginstrumenter der er blevet præsenteret her på disse sider. Museet deler det gamle radiohus med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og ligger på Rosenørns allé 22, Frederiksberg, og er åbent tirsdag – søndag kl.10 – 16

Man kan også besøge Musikmuseets bibliotek, som har omfattende litteratur og spændende arkiver med relation til emnet. På Musikmuseets hjemmeide findes oplysninger om åbningstider og mulighed for at søge i bibliotekets online-database.

 

 

 

mus

 


25. EFTERSKRIFT

I dag forener messingblæsere gerne en national-, historiserende stil med international blæseteknik. Man kan ved hjælp af instrumentvalg farve klangen ud fra stil og historie – lige fra at bruge “historiske instrumenter” til at bruge de mest moderne instrumenter. I dag er der også en langt mere udviklet stilsans, så man så at sige kan spille “Debussy som i Paris og Brahms som i Berlin”. På denne måde kan man gøre oplevelsen af musikken større – både for den tilhøreren og for den udøvende selv! I denne messingblæseinstrumenternes historie har jeg ud fra et historisk perspektiv valgt mest at præsentere forgange musikere, men det skal understreges at der i dag er virkelig mange meget dygtige og virtuose musikere, ensembler og orkestre, både klassiske og rytmiske, og de står på ingen måde tilbage for deres forgængere – tværtimod !

 

 

FLAGMoA