Mogens Andresen

 

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold. 

 

RENÆSSANCEN (1400 – 1630)

I renæssancetiden blomstrede musiklivet, først vokal- og siden instrumentalmusikken. Samtidigt udvikledes instrumentbygningskunsten. Man fik en forkærlighed for at bygge instrumenter i hele familier, lige fra små sopran til store basudgaver, og en lang række nye instrumenter så dagens lys.

 

 

BØGER OM MUSIKINSTRUMENTER

Når vi i dag kender til renæssance-musikken , er det fordi man begyndte at skrive den ned på noder. Vi har også et ganske godt kendskab til tidens instrumenter, dels fordi en del af dem er bevaret, og dels fordi der på den tid blev skrevet bøger om musikinstrumenter – hvor en del endda er illustrerede. Bøgerne indeholder ret udførlige beskrivelser af instrumenterne, hvordan man skulle spille på dem, en understregning af hvordan de burde fungere, – og også om hvordan de ikke burde fungere!

 

 

INSTRUMENTBYGNING

Bortset fra de israelitiske trompeter var alle de gamle metal-læbeblæseinstrumenter støbt. Fra araberne overtog europæerne ikke blot trompeten med også fremstillingsmåden, der bestod i at lodde instrumentet sammen af udhamrede flade messingstykker.

 

INSTRUMENT

Fig. 1 FORMNING AF METALPLADER Øverst: Fremstilling af rør. En plade hamres rund og loddes sammen.  Nederst: Fremstilling af klangstykke. En plade skæres i facon og forsynes med “takker”. Pladen bøjes og   loddes sammen i “kegle-form”. Keglen udhamres til “klangstykke-form”.

Alle middelalderens messinginstrumenter er lige, men omkring år 1400 kom den epokegørende nyskabelse: Kunsten at kunne fremstille bøjede rør. Hvis man forsøger at hamre et rør i en bøjet facon bliver det let “krøllet”. Nu fyldte man først røret op med bly (der har et lavere smeltepunkt end messing), og når blyet var størknet kunne røret hamres ud i den ønskede facon – uden at det krøllede sammen. Til sidst varmedes røret op, det smeltede bly løb ud, og så var det bøjede rør færdigt.

 

Fig.2 S-FORMET  TROMPET.  Da man havde lært at bøje messingrør, behøvede man ikke længere at bygge trompeter i den lige upraktiske facon, og den fik først en S-formet facon:

SAMMENFOLD 1

 

Fig. 3   TROMPETIST MED S-FORMET TROMPET – i “Kærlighedens have” hos hoffet hos Philip III den gode, hertug af Burgundien (1396 – 1467)

 

 

 

Fig. 4  SAMMENFOLDET TROMPET

– derefter fik trompeten sin karakteristiske sammenfoldede facon:

 

SAMMENFOLD 2

 

 

 

 

 

 

Messingblæseinstrumenterne blev fremstillet på mindre værksteder. Specielt i Nürnberg, Tyskland, var der samlet rigtigt mange “mestre”, og i både det 16., 17. og 18.århundrede leverede de instrumenter til hele Europa og gjorde “Nürnberg-messinginstrument-mageri” til et begreb i sig selv. Deres instrumenter havde den højeste kvalitet og var rigt udsmykket med smukke dekorationer. Særligt fint var det når instrumenterne var fremstillet af sølv – ikke af musikalske, men af repræsentative grunde. For at sikre niveauet var Nürnbergs instrumentmagere organiseret i et instrumentmager-laug, og det lader til at faget gik ofte i arv,  for de mest berømte instrumentmager-navne er repræsenteret med flere slægsled, f.eks.: Ehe, Haas, Schmidt, Neuschel og Snitzer – fra sidstnævnte familie kom der ikke mindre end 9 instrumentmagere !

VÆRKSTED 

FIG. 5   “DER TROMPETENMACHER” Kobberstik af Christoph Weigl (1654 – 1725)

 

 

 neu

Fig. 6   HANS NEUSCHEL (den yngre) (-1533), berømt basunist, instrumentmager. Fra træsnittet  “Maximilians I’s triumf” af Hans Burgmair (1473-1531)

Hans far, Hans Neuschel (den ældre)  grundlagde et helt instrumentbyggeri-familiedynasti i Nürnberg, Tyskland. Han blev ansat af byrådet 1579 og udnævnt til stadsmusiker (Stadtpfeifer) 1491.

Adoptivsønnen til Hans Neuschels (den yngre), Georg Neuschel overtog forretningen som blomstrede med bestillinger fra hele Europa.

I 1555 bestilte den danske konge Chistian 3 musikinstrumenter hos Hans Neuschel, deriblandt disse messing-instrumenter:

12 “tyske” trompeter, af de bedste, lige som dem Hertugen af Preussien havde fået

8 “italienske” trompeter, af de bedste

En kvart-basun (basbasun i F), meget god

2 tenorbasuner, med forlængerbøjler, der er gode

Instrumenterne ankom d.9. februar 1557.

Georg Neuschel have ingen børn, men giftede sig med 

enken efter en stadsmusikant, Anton Schnitzer, hvis søn (der også hed Anton) fortsatte firmaet.

 

 

TROMPETEN

Omkring år. 1400 havde trompeten udviklet sig til 2 instrumenttyper: Den sammenfoldede trompet og –  

 

TRÆKTROMPETEN

Træktrompetens blæserør/leadpipe (den del af instrumentet hvor mundstykket sidder) var teleskopisk forbundet med selve instrumentet, dvs. at hele instrumentet kunne skubbes frem og tilbage indad og udad. Derved kunne instrumentet blive længere og grundtonen kunne sænkes ca. 3 halvtoner. For hver sænkning af grundtonen var der en ny overtone-række så træktrompeten fik til dels udfyldt hullerne i naturtonerækken og kunne således til dels spille melodisk.

 

TRÆKTROMPET

Fig.7   MUSIK TIL BRYLLUPSDANS. Kobberstik af Heinrich Aldengrever (1502 – c.1558)

Tv. ses 2 trompetister med træktrompet og th. en basunist. Når man spillede på træktrompet holdt man med den ene hånd på blæserøret, bl.a. for at modstå trykket så embouchuren ikke blev  “mast”, og med den anden hånd førte man hele instrumentet frem og tilbage – unægtelig en besværlig og klodset fremgangsmåde. På denne og mange andre afbildninger fra tiden ses det at mundstykkernes rande var meget brede (sikkert også for at beskytte embouchuren mod tryk), og at det ikke var ualmindeligt at spille med oppustede kinder.   

 

Fig. 8   TROMPETENGLE DER SPILLER (fra v. mod h.) TRÆKTROMPET, ZINK (eller blokfløjte), LANG BUISINE TROMPET og TRÆKTROMPET. MALERI FRA 1500-TALLET AF HANS MEMLING

Fig. 9   NYBYGGET REKONSTRUKTION AF SOPRAN TRÆKTROMPET i C. Bygget af Finn Mortensen, Danmark.

 

Fig. 10  EN TROMPETIST SPILLER PÅ TRÆKTROMPET  MED BAGUDVENDT KLANGSTYKKE  FOR ANKOMNE GÆSTER. Nuremberg, Stadtbibliothek.

 

 

Fra billeder ved man at træktrompeten blev brugt ved Det burgundiske hof  (Nordfrankrig og Nederlandende), som var toneangivende og dannede forbillede for hele Europa, og dets Alta Kapelle, også kaldet for Haut menestrels (kraftigt spillende musikere), nød stor anseelse. Besætningen var: En eller 2 diskantpommere, en tenorpommer (bombarde) og en træktrompet. De spillede både processions musik, til taffel og til dans.

 

 

ALTA KAP.

Fig. 11  ALTA KAPELLE fra Leonhard Flexl: Grazwe Schüzenbuch (1568)

THUNERHORN

Fig.12   THURNERHORN – TRÆKTROMPET TIL TÅRNBLÆSNING – fra Sabastian Virdung (Tyskland): Musica getutscht (1511)  En særlig effekt var det når flere trompetister på skift spillede deres koralmelodier fra forskellige tårne.                        

 

 

 

TÅRNBLÆSER

Fig.13    TÅRNBLÆSER MED TROMPET – Kalkmaleri fra Brarup Kirke, Maribo, ca.1500.  Tårnblæser-tradition går tilbage til 13.tallet – til at begynde med som en decideret vagt-funktion, hvor der kunne blæses alarm på trompet i tilfælde af ildebrand eller hvis fremmede nærmede sig byen.

 

 TÅRN

Fig. 14  TRE TÅRNBLÆSERE SPILLER TROMPET – Kalkmaleri fra Dalbyneder Kirke 1511 (med optrukne linjer)

 

DEN SAMMENFOLDEDE TROMPET

Den sammenfoldede trompet var langt den almindeligste. De enkelte lige og bøjede rør var ikke loddet sammen, men skubbet ind i hinanden og tætnet med f.eks. bivoks. Mellem de to parallelle rør sad en træklods, og omkring hele denne “samling” var viklet en uldsnor. Knoppen der sad på klangstykkedelen var kun udsmykning. Den yderste buede del var fast gjort til klangstykket med et stykke metaltråd eller læderbånd der var bundet gennem et lille hul i klangstykket. Den foretrukne stemning var D, men der er rapporteret om brug af trompeter i F, Eb og C. I tyskeren Michael Prætorius bog Syntagma musicum (1616 – 1620) hører vi for første gang om “bøjler”, dvs. små forlænger-rør, der kan indsættes mellem mundstykke og instrument og dermed sænke grundstemningen.

 

 

Fig. 15  SAMMENFOLDE TROMPETER . Trompeten udviklede sig til at blive et sandt herreinstrument, forbeholdt Europas regenter personligt – og så trompeten også anvendt i militæret, men også der var regenterne jo den øverste myndighed. Trompetisternes særstilling udviklede sig til noget ganske enestående – og holdt sig i øvrigt i forbavsende lang tid!

 

Fig. 16 UNGARSK TROMPETIST, FRA (Das Hofämterspiel) TYSKLAND, ca. 1450. Kunsthistorisches Museum,  Wien.

 

Fig. 16   Trompeter var ofte kunstfærdigt udsmykkede. Her ses en trompet lavet af Anton Schnitzer, Nurenberg i 1581, i dag på Kunsthistorisces Museum, Wien. På nærbilledet  ses en indgravert kvindelig basunist, formodentlig en symbol på en muse. Kilde: http://www.kimballtrombone.com”

 

 

HOFTROMPETERKORPSENE

Hoftrompeterkorpsene er meget rammende blevet beskrevet som “klingende magtsymboler”. Med pauken i front fulgte korpsene regenterne som en skygge til hverdag og fest, hjemme og ude. De forkyndte “majestæter og fyrsters ankomst, deres tilstedeværelse og afrejse, når noget stort og betydningsfuldt var i vente, og forgyldte det gode og ophøjede der allerede var sket”. Hoftrompetisterne var organiseret i et trompeter laug, og deres selvfølelse var helt i top. De skulle sikre sig mod “indpas”, ikke spille sammen med stadsmusikere, og slet ikke med “uærlige, ikke etablerede” musikere – kort sagt skulle de for enhver pris undgå at lade sig trække “nedad”!  I hele Europa var det kun regenterne der havde lov til at være omgivet af trompetister. Den eneste undtagelse var i krigstid hvor de blev overført til militæret, men her var det jo også regenterne der var den øverste myndighed. En anden funktion for hoftrompetister var det at være kurerer og gesandter for deres arbejdsgivere.

til-hest

Fig. 17   TROMPETERKORPS TIL HEST. Fra træsnittet  “Maximilians I’s triumf” af Hans Burgmair (1473-1531)

 

 

Fig. 18  TROMPETISTER SPILLER TIL BRYLUP FRA BALKON, 1400-TALLET. Denne praksis betød at indendørs balkoner fik betegnelsen TROMPETERSTOL.

Fig. 19   TROMPETERSTOLEN  I RIDDERSALEN PÅ FREDERIKSBORG SLOT, DANMARK

Fig. 20   HOFTROMPETISTER SPILLER TIL BANQUET  (FESTMIDDAG) HOS DEN FRANSKE KONGE CHARLES 5, CA. 1460

Fig. 21   ET BAL I AUSBURG c. 1590-1595. ET ENSEMBLE SPILLER FRA EN TROMPETERSTOL – efterhånden blev trompeterstolene også brugt af andre instrumentalister.

Fig. 22  ENGELSKE HOF TROMPETISTER TIL HEST ca. 1558

 

Fig. 23  TEGNING AF TROMPETIST af  Abraham Bloemaert (1564-1651)

trompeterkorps

Fig. 23    DET KGL. TROMPETERKORPS ved FREDERIK 2.’s BISÆTTELSE 1588 Stikket fungerer i dag som Det Kgl. Kapel’s bomærke.

Trompeterkorpsene var ikke blot en fryd for øret, men som deltagere i kongens følge også en pryd for øjet. De spillede på sølvtrompeter og var fornemt klædt, og paukerne var forsynet med kostbare dækkener og trompeterne med bannerer, et klæde der draperede trompeterne. Paukisten gjorde sig bemærket med spektakulære bevægelser under udøvelsen af sin gerning og højeste mode var en paukist der var sort, kaldet en mor eller morian, som red på en hvid hest. Flot skulle det være – og det var det !

Fig. 24  TRE AF GHR:4s HOFTROMPETISTER TIL SØS. MALERI AF  KAREL MANDEL ca. 1616.

 

Fig. 24   TROMPETBANNER FRA TROMPETIST UNDER SIGISMUND 3 VASA (1566-1632), KONGE OVER POLEN-LITHAUEN.  Riksmuseet Stockholm

Fig. 25   TROMPETBANNER FRA CHARLES 2 (1630-1686),  Konge af ENGLAND, SKOTLAND og IRLAND – fremstillet omkring 1660. Banneret har hængt fra trompeten hos en af de 4 trompetister der spillede under annonceringen af officielle proklamationer.

HYP

Fig. 26   RENNÆSSANCE FLOTHED – TROMPETERKORPS TIL HEST.

Fra træsnittet  “Maximilians I’s triumf” af Hans Burgmair (1473-1531)

 

 

 tysk-trompet

fig. 27   TYSK TROMPETIST FRA 1500-TALLET, træsnit af Jost Amman

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For ikke at blive kigget over skulderen spillede trompeterkorpsene udenad. Når deres repertoire en sjælden gang blev nedskrevet har det sikkert været med undervisning for øje, og det kan f.eks. ses i en “trompeterer-bog” skrevet af Chr. 4’s hoftrompetist Magnus Thomsen. Noderne er noteret i en slags kode-skrift og det er kun 2.stemmen der er nedskrevet. 1.-, 3.- 4. og 5.stemmen improviseredes efter bestemte regler. Man skelnede mellem 2 spillemåder og funktionsbetegnelser: En PRINCIPAL spillede fanfareagtig, en spillemåde rigt krydret med tungestød og signaler (2., 3., 4. og 5.stemme). En CLARIN havde en mere lyrisk spillestil i instrumentets højeste register (1.stemmen). Det hele har lydt lidt ligesom når man spiller touche i dag. Faktisk er touch-blæsning en direkte reminiscens af hoftrompeterkorpsenes måde at spille på. De fleste steder var trompeterne stemt i D og i Danmark spiller man således stadig touche i D-dur, mens man i Sverige havde trompeter i Eb-dur, hvorfor de svenske orkestre spiller touche i Eb-dur!  

I militæret blev trompeten anvendt som signalgiver, både i fredstid og i krigstid hvor trompetisterne var med i felten. De kunne kommunikere alle militære enheders bevægelse og ageren.

 

 

 

THOMSEN

  Fig.28    SIDEBLAD FRA MAGNUS THOMSENS NODEBOG omkring år 1600

 

 SKIB 2

Fig. 29    FRA OLAUS MAGNUS: CARTA MARINA, 1539.   Trompeten blev også brugt til at signalere om bord på skibe.

 

 

 

ZINKEN

I renæssance-tiden fremkommer det første fuldt kromatiske sopran-læbeblæseinstrument Zinken (ital: Cornetto, eng.: Cornett). Mens træktrompeten bygger på et princip om at kunne forlænge instrumentet, bygger zinken på det modsatte princip: At kunne forkorte instrumentlængden. Den er forsynet med huller der dækkes med fingrene, og når hullerne åbnes bliver den klingende luftsøjle kortere og tonerne derved højere. denne blokfløjtelignende ide kendes fra enkelte tidligere læbeblæseinstrumenter, som f.eks. det svenske hyrdehorn.

JA 

Fig. 30    TO ZINKSPILLERE på loftsmaleri fra 1617 på Rosenborg slot, København

Zinken er lavet af en ottekantet eller rund træstok, der først flækkes og udhules, hvorefter den samles med et overtræk af læder. Mundstykket der er af ben eller horn, har en meget lille cupdiameter og en skarp inderrand, som kan fastholde embouchuren der fungerer med et meget lille mundstykke-pres. Der er ret stor afstand mellem hullerne, så for at gøre betjeningen nemmere var zinken ofte krum og blev holdt ud til siden. Derved blev zinke-embouchuren ganske speciel, idet også mundstykket placeredes til siden, ud mod mundvigen. Zinkens konstruktion og spillemåde bevirker at klangdannelse og intonation i høj grad afhænger af zinkspilleren selv. Udover den krumme zink (cornetto curvo), på grund af det sorte læder kaldet sort zink fandtes der en lige zink (cornetto diritto), ofte lavet af boksbom træ og derfor kaldet for hvid zink. Når mundstykket var skåret direkte i instrumentet fik det en afdæmpet klang med tilnavnet stille zink (cornetto muto). Desuden var der en tenor-zink der var stemt en kvint lavere og forsynet med et ekstra hul. Endelig var der bas-zinken stemt en kvart eller en kvint under tenoren.

 

 

ZINKER

Fig. 31    ZINKER FRA MICHAEL PRÆTORIUS BOG: SYNTAGMA MUSICUM (1616 – 1620) Fra v. til h.: Krum zink, diskant zink, stille zink og tenorzink.

 

Zinkens klang kan minde om en obo, en cornet eller en drenge-sopran stemme. Zinkens klang egner sig lige godt til fordobling af korstemmer som til solistisk brug. Størstedelen af renæssancens instrumentalmusik blev ikke skrevet for bestemte instrumentsammensætninger, og zinken var med helt fra begyndelsen. Den høres f.eks. i musik af Andrea Gabrieli (1510 – 1586), hans berømte nevø Giovanni Gabrieli (1555 – 1612) og Claudio Mondeverdi (1567 – 1643) der alle 3 var organister ved Markuskirken i Venedig, og senere i musik af Heinrich Schütz (1585 – 1672). Zinkens evne til at spille udtryksfuldt, brilliant og meget bevægeligt gjorde at den udviklede sig til at blive et “virtuos-instrument” og blive et af de mest benyttede sopraninstrumenter. Den franske musikteoretiker Marin Mersenne beskriver den som “en solstråle, der trænger frem af mørket, når den høres mellem stemmerne i katedraler og kirker”.

 

SPIRALINSTRUMENTER

Instrumentbetegnelsen Horn stammer fra dyrehorn og kendes fra hele verden. De fleste har da også dyrehornets buede form, der udvikler sig til den karakteristiske spiralform med en eller flere vindinger. I princippet er et horn konisk, men i renæssancetiden er begreberne horn/trompet svævende, og som vi senere vil se var der spiralformede trompeter helt op til baroktiden.

 

 

Fig.  JAGTHORNIST MED NOTATION FOR RYTME. Jagthornet er et gammelt begreb. Helt tilbage fra 1349 findes en bog om jagt “Le Livre du Tresor de Vanerie”, af Hardouin de Fontaines, med nedskrevne jagtsignaler på en enkelt tone (ikke noteret med noder men med et system af hvide og sorte firkanter). På samme måde som trompeten var signalgiver for militæret kunne man med hornet kommunikere med hinanden under jagten. Den viste rytme på billedet kan noteres således i vor tids nodeskrift:

SPIRAL

Fig.32    SPIRALINSTRUMENTER FRA RÆNESSANCETIDEN. Tv. Fra Virdung (1511): Acherhorn (formodentlig af ler eller porcelæn) og Jägerhorn. Th. Fra Prætorius (1620): Jägertrompet.

h

Fig. 33    JAGTHORN I G fra 1590. Historiches Museum, Dreden.

Fig. 34    PORTRÆT AF EN UNG MAND DER SPILLER JAGTHORN (-af en slags)  MALERI af  Michiel Sweerts (Bruxselles 1618-1664)

BASUNEN

Basunen opstod som en forbedring af træktrompeten i det 15.årh. På træktrompeten skulle hele instrumentet føres frem og tilbage, men på basunen holdes selve instrumentet “stationært”, og kun en U-formet bøjle, trækket, bevæges (Træktrompeten og basunen se sammen på fig.4).

 

 

TRÆK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig. 35    BASUN-TRÆKKET OG DE 7 POSITIONER. Ved at føre trækket udaf forlænges instrumentet 2 steder. Dermed kan man sænke grundstemningen 7 halvtoner og udfylde hullerne mellem grundstemningens naturtoner

 

 

 

 

 

 

Man kan sige at basunen var “født perfekt”, og i princippet virker den på samme måde i dag som da den kom frem. Den fik flere navne: I Italien trombone (stor trompet), I Frankrig sacueboute (gl.fransk: At trække ud), i dag trombone a coulisse, I England først Sackbutt (det bruges i dag om den “gamle basun”), i dag Trombone, i Tyskland Posaune (fra Buccina), og i Skandinavien Basun.

 

PRÆTO

Fig.36     ALT-, TENOR- OG BASBASUN FRA PRÆTORIUS. Læg mærke til tenorbasunens forlængerbøjler og basbasunens armforlængende håndtag på trækket og stemmebøjle i klangstykke-delen.

I renæssance tiden fandtes basunen både i en alt-, tenor, bas- og en kontrabasudgave – den sidste var dog ret sjælden. Tenorbasunen var stemt i A, altbasunen en kvart højere i D eller en kvint højere i E. Tenorbasunen var åbenbart allerede dengang anset for at være udgangspunkt for de andre, for Prætorus kalder den for Rechte gemein posaun (også kaldet for Tuba minor, Trombetta, Trombone Piccolo) . Basbasunen fik navn efter stemningsafstanden fra tenoren. Således kaldes basbasunen i E for Quartposaune og basbasunen i D for Quintposaune. 

 

 Lås til træk

Fig.37    STIVER PÅ EN RENÆSSANCE/BAROK-BASUN

De enkelte dele var ikke loddet sammen, men blev holdt på plads af “stivere” med kroge.

 

 

Fig. 38  EN BASUNIST FRA ET PANEL-MALERI ca.1520, Museu Nacional de Arte Antiga, Lisbon, Portugal.

 

 

 

Basunen skulle kunne spille i 2 forskellige stemninger: Den dybe Chor-ton der blev brugt af orglerne og dermed til indendørs musiceren, og den høje Cornett-ton til udendørs brug. Derfor havde basbasunen en stemmebøjle der minder om den moderne stemmebøjle, mens tenoren og alt kunne sænke stemningen ved at indsætte små forlængerbøjler. De gamle basuner havde en lille boring og et fladt mundstykke der gav en lys og næsten diskret klang. Basunen blev populær straks efter sin ankomst, den spillede fuldt kromatisk, og den kunne fungere både sammen med svagt klingende instrumenter som f.eks. blokfløjter og kraftigt klingende instrumenter som trompeter og pauker. Det bløde udtryk var dog i højsædet, f.eks. understreger franskmanden Marin Mersenne i bogen Harmonie universelle (1636 – 1637) basunens blidhed og advarer direkt mod at spille “trompet-agtigt” på basun. Tyskeren Daniel Speer mener i sin bog  Grundichtigs Unterricht der Musikalichen Kunst fra 1687 at basunen kræver så lille en fysisk udfoldelse at en 8-10 års dreng kan betjene den.  Speciel virkningsfuld er det når basuner fordobler korstemmer og frembringer en krakteristisk overtonerig “blandnings-lyd” – en slags “himmelsk” samklang.

 

JEPS

  Fig. 39    TRE BASUNISTER  på loftsmaleri  fra 1617 på Rosenborg slot, København

Basunen spredte sig med eksplosionsagtig hast, f.eks. havde den engelske kong Henrik 8. (1509 – 1547) hele 10 basunister ansat i sin hofmusik. I Venedig udnyttede Andrea – og Giovanni Gabrieli Markuskirkens mange pulpiturer (balkoner) ved at komponere “stereofonisk” musik for forskellige grupper der var anbragt forskellige steder i kirkerummet. I Giovanni Gabrieli’s Sonata Pian e Forte svarer 2 grupper hinanden. Det var første gang man noterede dynamik i musikken (deraf stykkets titel) og det første stykke der er skrevet for bestemte instrumenter. Den ene og “lyse” gruppe består af en zink  og 3 basuner, og den anden og “mørkt klingende” gruppe af en violin og også 3 basuner. Basunister var mange steder uhyre velanskrevne og i Spanien var de ligefrem instrumentalisternes primadonnaer. Fra lønningsregnskaber ved vi at de var de højest betalte musikere, og de blev derfor indirekte skyld i at man for at spare penge indførte tungestemmer (rørstemmer) på de spanske orgler som basunsubstitutter.

 

Fig. 40   BASBASUNIST, MALERI FRA EN ORGEL-KASSE AF CHRITIAN SMITH, 1643 LONDON.

 

ZINKE OG BASUN ENSEMBLER

Zinken og basunen havde fra starten af fulgtes ad som korfordoblende instrumenter, og de fungerede fortrinligt sammen. Som fast makkerpar spillede de sammen i mange sammenhænge, f.eks. kunne de danne ingredienserne når man spillede consort, dvs. musik spillet af en   instrument familie ( i modsætning til broken consort for blandede instrumentsammensætninger). Et eksempel er Anthony’ Holborne’s: Pavans, Galliards, Almains, and other short arirs both grave and light, in five parts, for Viols, Violons, or other Musicall winde instruments (1588), der i så fald har været spillet af standardbesætningen: 2 zinker, alt-, tenor- og basbasun. Et andet og helt originalt stykke for den samme besætning er Matthew Locke: Music for His   Majesty’s Sackbuts and Cornetts, processionsmusik til kong Charles 2’s kroning i 1661.

Fig.41    ZINKE- OG BASUNENSEMBLE. Musikere fra en bryllups procession. Billede fra Det tyske nationalmuseum

 

 


DANSK MESSINGHISTORIE  FLAG

 

 

 

 

PORTRÆTMALERI AF CHR.4s MUSIKERE

 

LOFT

Fig. 42   MUSIKANTERLOFTET

Der findes ikke beskrivelser af enkelte danske messingblæsere fra renæssancetiden.  Loftsmaleriet på Rosenborg slot, kaldet for “musikanterloftet”  er malet 1617 af Frantz Clein. Det er et af de tidligste portrætmalerier af musikere der findes og det forestiller angiveligt Chr. 4s musikere, men selv om vi kender til navnene på medlemmerne af Det Kgl. Kapel ved vi ikke præcist hvem der er hvem. Zinke og basunspillerne er vist i udsnit på fig. 11 og fig. 17 

 

DET KGL. KAPEL og HOFTROMPETERKORPSET

Det Kgl. Kapel er verdens ældste orkester stiftet i 1448, hvor det begyndte som et hoftrompeterkorps. En nummerliste lavet lige efter år 1900 giver os navnene på alle de musikere der har været ansat, og de 3 først ansatte kapelmusikere var trompetisterne: Walther (kapel nr. 1), Andreas  (kapel nr. 2) og Hans (kapel nr. 3) der blev ansat i 1448. Som det var almindeligt den gang gjorde hoftrompetisterne også tjeneste som gesandter og kurerer, og i krigstid blev de overført til militæret, og det er netop i denne forbindelse at vi har de fleste omtaler af enkelte musikere på Chr. 4s tid. Det var ikke ufarligt at være hoftrompetist: Trompetisten Magnus Thomsen blev “af rigets fjender ihjelskudt for Elfborg”. Thomsens tidligere elev Peder Knudsen faldt ved Wexøe. David Drommudt mistede sin trompet da den “udi hans hånd blev sønderskudt for Kalmar i Sverige”. Erhard Stercke (kapel nr. 177) der havde titel af “Oberst-Trompeter”, blev under 30-årskrigen tilbageholdt i 3 uger i feltherren Tillys hovedkvarter, fordi denne ikke var tilfreds med titulaturen – de obligatoriske  høflighedsfraser i den medbragte skrivelse fra Chr. 4.

HOF TR.

Fig. 43     DANSKE HOFTROMPETISTER SPILLER TIL FREDERIK 2.s KRONING d.20 AUGUST 1559.

 

Men også i fredstid kunne det gå hedt for sig. Den 12. september 1607 blev Christian Lauersen (kapel nr.175) henrettet på Kronborg Slot fordi han desværre “ihjelslog og dræbte” sin trompetistkollega Friederich Mott (kapel nr.114). I 1669 skal der have udspillet sig en usædvanlig hændelse med en unavngiven trompetist som hovedperson. Der skulle sættes en vindfløj på Nikolaj Kirkes tårn, og det berettes at “Trompetisten, der sad i fængsel på livstid, ændrede sin skæbne derved, at han efter frivilligt tilbud gik op og stod på fløet uden den mindste rygstøtte, blæste et stykke i sin trompet, og udtømte  på Kongens sundhed et par vinglas, hvilke da de bleve nedkastede, fandtes heele liggende i græsset på kirkegården”. Kongen, Frederik 3., tog dette som et godt varsel og trompetisten blev benådet!

 

 

 

Fig. 44    KØBENHAVNS SLOT og KRONBORG SLOT

I renæssancetiden blev der også praktiseret tårnblæsning  i Danmark. Visse steder blev den varetaget af specielt ansatte som f.eks. Elias Taigler der var ansat som husmand (tårnblæser) ved Vor Frue Kirke i København. I hans “bestalling” fra 1622 fortælles det at han for 20 rigsdaler om året skal: ” Være forpligtet til hver time om natten når klokken slår fuldslag og vægterne har råbt, at blæse af Vor Frue Tårn af de huller som bedst kan lyde over byen hver time til om morgenen igen”. Andre steder blev tårnblæsningen varetaget af stadsmusikanten, og på de kongelige slotte, Københavns slot og Kronborg, var det kongens egne musikere der spillede. I 1634 organiserede Chr. 4 en gigantisk bryllupsfest  for kronprinsen, og i den anledning blev trompetstolen på Københavns Slot udvidet så der var plads til intet mindre end 24 trompetister !