Mogens Andresen

FLAG

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold. 

 

 

ROMANTIKKEN (1830 – 1900) II

 

 

 

 

TROMPETEN

I Frankrig, virkede cornettens succes nærmest hæmmende på indførelse af ventil-trompeter. I Tyskland gik det hurtigere, allerede i 1829 bruger det preussiske kavaleris Trompeten-musik ventiltrompeter i forskellige stemninger. På en rejse i Tyskland 1843 finder Berlioz de tyske trompetister de franske langt overlegne, og han er begejstret over trompetens “triumferende klang”.

Fig. 1   TIDLIG TYSK TROMPET I G 1830. MUSEUM MARCHNEUNKIRCHEN

 

Fig. 1    2  TYSKE TROMPETER. Tv: Trompet fra Dresden 1836 med 2 Stötzel-ventiler. Th: Trompet fra Markneukirchen 1840 med 2 Berlimer-pumpe- ventiler. 

En komponist som aldrig skrev for ventil-instrumenter var Felix Mendelssohn (1809-1849), men han kendte godt til dem. Han kommer ind på emnet i forbindelse med hans ouverture Die Schöne Melusine, Op. 32 (1833), hvor der er skrevet et Eb i stedet for natutonen E. Det betyder at man måtte spille med stopteknik, men Mendelssohn skriver:

“Jeg håber trompetister og hornister har held med at frembringe det skrevne Eb, men hvis de har den nye opfindelse (ventiler), så meget destro bedre”. Mendelssohn lader altså til at være åben for ideen med at spille på ventil-instrumenter !

Det blev en forvirrende tid for trompetisterne der fik flere trompet-typer at vælge imellem. Et godt eksempel er den franske trompetist Francois Georges Aguste Dauverné (1799-1874), trompetvirtuos, lærer og komponist. Han nåede at spille 1.trompet i Kongens eget band, i Operaen, i konservatoriets orkester, han arbejdede sammen med Hector Berlioz og han var professor på konservatoriet. Hans instrumenter bestod i hans karriere på skift af: Naturtrompet, klaptrompet, ventil-trompet, cornet og træktrompet (se fig.2 ). Ifølge Georges Kastner (komponist med en særlig interesse for blæsermusik og Adolph sax’s instrumenter) havde Pariserkonservatoriets orkester flg. messinginstrumenter i 1851: 4 valdhorn, 2  (natur)trompeter, 2 (ventil)cornetter, 2 basuner og en ophicleide.

 

Fig. 2   Tv: FRANCOIS GEORGES AGUSTE DAUVERNÉ (1799-1874). Th: KLANGSTYKKE FRA TRÆKTROMPET FREMSTILLET AF DET FRANSKE FIRMA ANTOINE COURTOIS. I 1840 bragte Meyerbeer denne træktrompet hjem fra Berlin og gav den til Dauverné som gave. Dauverné spillede på den indtil 1846, hvor han videregav den, også som en gave, til sin elev Jules Henri Cerclier (1823-1897), vinderen af det års konkurrence på Pariser konservatoriet.        

 

 

Fig. 3   ØSTRIGSK TROMPET I F MED WIENERVENTILER,  MED FORLÆNGERBØJLER, AF LEOPOLD UHLMANN ca. 1840

 

f

Fig. 4   TYSK VENTIL-TROMPET i F

 

 

Det besværlige bøjlesystem forsvandt endeligt da man indførte Ventil-trompeten i F  (stemt en oktav over F-hornet) som noget nær et standardinstrument. Selv om man var frigjort fra naturtonerækken fortsatte man dog med at notere alle trompetemmer i C, dvs. at med mindre stemmen var noteret for trompet i F, skulle stemmerne stadig transponeres. Rent musikalsk betød ventilerne og de nye kromatiske muligheder at man begyndte at skrive lyrisk og melodisk for trompet. Man skrev også højere og højere for trompet og et foreløbigt højdepunkt blev nået i Wagners opera Parsifal (1882) hvor en lyrisk solo går helt op til det høje C, endda noteret med sehr zart. Derfor begyndte man, måske under indflydelse af cornetten, mere og mere at bruge den højere stemte Bb-trompet. Den var mere sikker i højden og havde også en betydelig mere brilliant klang . Till gengæld var Bb-trompetens klang tyndere så i trompetgrupper på 3- eller 4 trompeter beholdt man F-trompeten på dybere stemmer.

Da ventil-trompeten slog an blev drejeventilen mest brugt i Tyskland og Østrig og pumpeventilen mest  i Frankrig, England og USA. Trompeten med pumpeventiler giver en egal og brilliant klang i alle registre. Den tyske drejeventil-trompet skifter mere klang fra en mørk klang i svage nuancer til en meget brilliant klang i kraftige nuancer. I dag har de fleste orkester-trompetister begge slags trompeter, hvor drejeventils-trompeter mest bruges til det tyske repertoire. 

 

 

Fig. 5   TROMPET I G MED FORLÆNGERBØJLER, ØSTRIG eller TYSKLAND ca. 1840

 

 

Fig. 6  TROMPET i Bb/A, “KÖHLER & SON”, ca. 1888-1896, med 3 pumpeventiler og en drejeventil til omstemning.

En anden ide var det at spille trompet-stemmer på cornet og den holdt åbenbart længe. I modsætning til Johannes Kühlo (se senere på denne side under messingorkestre) der sværgede til flügelhornet og John Philip Sousas cornetist Herbert Clarcke (se under Sousas solister Det 20. årh. II) der slet ikke kunne lide trompeten , så var der dem der argumenterede kraftigt for at holde fast ved trompeten i symfoniorkestrene ! Ebenzer Prout, professor på universitetet i Dublin, skriver så sent som i 1897: “trompetens klang er den mest magtfulde og brilliante i ethvert orkester……… dets ædle kvalitet bliver ofte erstattet af cornetten, som – medmindre den bliver trakteret af en speciel dygtig musiker  – er langt mere vulgær i udtrykket. Det er imidlertid meget lettere at spille på cornet end på trompet, hvorfor trompet-stemmer ofte bliver udført på cornet. Det sker specielt i provinsen hvor det ofte ikke er muligt at finde trompetister. vi kan kun citere M. Gevaert, som siger: Ingen dirigent der er sit navn værdig som kunstner bør nogen sinde tillade en cornet at blive hørt i stedet for en trompet i et klassisk orkester-værk.”

 


pet

Fig. 7   KLASSISK TYSK Bb-TROMPET

 

 

Fig. 8   AMERIKANSK F-TROMPET af mærket BOSTON fra omkring 1900, med Eb-forlængerbøjle  

Trompeten var mest et orkesterinstrument, men blev lejlighedsvis også brugt som soloinstrument. Brødrene Friedrich – og Ernest Sache  optræder i 1850-erne som solister på de dybe F- og Eb-trompeter. Trompeten fik større opmærksomhed som soloinstrument da man “genopdagede” barokmusikken, især udførelsen af Händels og Bachs musik. Clarinblæsningens kunst for jo for længst gået i glemmebogen, så for overhovedet at kunne spille de høje barok-stemmer, byggede man trompeter i højere og højere stemninger. Frem mod år 1900 byggede man trompeter i C,D,G og A, de højeste fik tilnavnet “Bach-trompeter ” selvom de kun havde ca. 1/3 af de gamle baroktrompeters længde.

 

 

 

Fig. 9   2 PIONERER INDENFOR BAROK-TROMPETSPIL PÅ SMÅ TROMPETER

Tv. Julius Kosleck (1837-1903), Berlin, Th. John Solomon (1856-1953), London.

Fig. 10   OSKAR BÖHME (1870 – 1938) blev født tæt på Dreden, Tyskland. Efter at have studeret trompet og komposition på Leipzig Musikkonservatorium indtil 1885, har han formodentlig givet koncerter og spillet in mindre tyske orkestre. 1894-1896 spillede han i Budapester operaens orkester og i 1897 rejste han til Mariinsky Teatret i St. Petersburg, Rusland. Her spillede han cornet, ansat som “Kaiserlich. Russischer. Hofoperkünstler”. 1921-1930 underviste han på en musikskole og derefter vendte han tilbage til Leningrad (St. Petersburg). I 1936 blev der nedsat en komite der skulle administrere kunst i Rusland, og på grund af tidens fjendtlighed mod udlændinge blev han forvist til Orenburg.

Böhme komponerede 46 stykker, hvoraf især hans Messingsekstet og Trompetkoncert er kendt.

 

 

 

SPECIELLE TROMPETER

 

Fig. 11   BASTROMPET

Allerede i ventilens barndom blev der bygget en dyb trompet “Chromatische Trompetenbasse” til brug i blæseorkestre. Til sin operacyklus “Nibelungens Ring” fik Wagner foranlediget at der blev bygget en bastrompet der, udover at have adskillelige soloer, danner en klanglig bro mellem trompeter og basuner. Den stod i C og kunne stemmes ned til Bb. Bastrompeten er senere brugt af både Richard Strauss og Stravinsky.

Fig. 12   SÆT AF AIDATROMPETER

Til sin opera “Aida” (1871) fik Verdi bygget 6 lige trompeter, 3 i Ab og 3 i b. De var hver forsynet med en enkelt heltone-ventil der under spil er dækket af hånden så instrumenterne fremstår som “antikke” naturtrompeter. Her ses “Aida-trompetister in action” fra operaen i Verona:

 

 

TRÆTROMPET

Fig.13    TRÆTROMPET. Til operaen “Tristan og Isolde” (1865)  fik Wagner bygget en trætrompet i C med samme type ventil (af messing) som på Aidatrompeten.

 

JOHANNES BRAHMS TROMPET- ETUDER  ?

Som ung mand skrev Johannes Brahms (1833-1897) 12 etuder for trompet, ca. 1848-1850. Brahms spillede på et værtshus i Hamburg hvor det fortælles at han mødte en trompetist, og efter sigende skrev Brahms disse etuder for at hjælpe trompetisten. Om stykkerne virkelig blev skrevet af Brahms har været diskuteret, for han skrev ellers meget traditionelt, naturtrompet-agtigt, for trompet i sine orkesterværker. Men at Brahms faktisk kendte til kromatiske messinginstrumenter er helt sikkert. Hans far,  Johann Jakob Brahms (1806-72), spillede  1837-1867 i 2. Jäger-Battaillons militærorkester  i Hamborg Bürgerwehr, først på klaphorn og senere på et østrigsk fabrikeret flügelhorn, der i dag findes på Kammerhof Museum, Gmunden, Østrig.

Fig. 14   JOHANNES BRAHMS (1833-1897) og hans far JOHANN JAKOB BRAHMS, (1806-1972)

 

_________________________________________________________________________________________________

FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

HC

 

 

Fig. 15   H.C. LUMBYE (1810 – 1874) Vi har ikke megen specifik beskrivelse af enkelte danske messingblæseres spil fra 1800-tallet, kun 2 indirekte antydninger. Den ene er af Det Kgl. Kapels solohornist Johan Carl Friedrich Andersen (nr. 516), 1788 – 1853 der var hornist i kapellet 1813 – 1848 (se under wienerklassikken). Den anden er om H.C. Lumbye, som vi i dag kender som komponist og violinist, men som yngre var han også en dygtig trompetist. Som kun 11-årig fik H. C. Lumbye trompet-undervisning og teori hos stadsmusikanten i Odense. I 1824 blev han antaget som elev hos stabstrompeteren ved Fynske Regiment, og året efter var han i en alder af kun fjorten år udlært trompeter og modtog som bevis et trompeterbrev! I 1829 blev Lumbye optaget i Hestgarden i København – en post, han bestred til 1842. Lumbye må have været en ret kompetent trompetist, for han blev ofte indkaldt til Det Kongelige Kapel for at spille de vanskeligere trompet- og cornetpartier.  Ved de første opførelser af August Bournonvilles ballet ’Napoli’ 1842 skulle Lumbye således spille det lange recitativ for cornet i 1.akt og cornetsoloen i 2.akt. Han havde i selv øvrigt komponeret ballettens finalegalop som bl.a. indeholdt en iørefaldende trompetduet. Senere i 1872 skrev han en forrygende trompetsolo i finalegaloppen til en anden ballet ”Livjægerne på Amager”.  

SVEND

 Fig. 16   H.C. LUMBYEs SVENDEBREV. Som man kan se på måden dette svendebrev er udformet, var det at være trompetist i hæren ikke uden en hvis prestige. D. 7 januar 1825 modtog Lundby sit svendebrev som udlært “trompeter”. Øverst ses det, med store bogstaver, at brevet er underskrevet af stabstrompeter Chr. Fred. Hansen – først derefter, med mindre bogstaver, H.C. Lumbyes navn. I 1828 søgte Lumbye en stilling i Hestegarden i København. I den anledning fik han en anbefaling fra sit regiment hvori det bl.a. hedder: ” Supplikanten, der i år ved Aarhus er blevet præsenteret for hans Durchlauchtighed, prinsen til Hessen-Philipstahl (hestegardens chef), er 68 tommer høj, 18 år gammel, en fortrinlig god trompeter med megen musikalsk geni, har et godt udvortes, er yderst proper og ordentlig, og hans opførsel har stedse været eksemplarisk”.

_______________________________________________________________________________________________________

 

HORNET

Hvis trompetisterne var forsigtige med at bruge ventiler, så var hornisterne direkte betænkelige og det tog lang tid inden “maskinhornet” blev accepteret. Man fandt at ventilerne “klippede” i toneskift og ødelagde valdhornets sjæl, og det var derfor en kapacitet som Johannes Brahms foretrak naturhornet. Selvom (natur)hornet i F var det mest brugte skiftede man stadig bøjler. Der findes vidnesbyrd om at det tog for lang tid (så hornisterne kom for sent ind), at det skramlede (så koncerten eller forestillingen blev forstyrret) og det værste var hvis en forkert bøjle blev sat ind. Da ventilerne begyndte at slå igennem blev de ikke brugt som i dag men som en mekanisk måde at skifte bøjler på. Det er derfor at ventilerne på et valdhorn betjenes med venstre hånd, mens højre hånd – de fleste menneskers favorit-hånd – er placeret i klangstykket for at betjene stop-spillet ! Først omkring 1840 begyndte man at bruge ventilerne som vi kender det i dag. At stophornspillet blev drevet vidt kan f.eks. høres i Carl Maria von Webers (1786-1825) koncert for horn op.45 fra 1815. Hornet fik først 2 siden 3 ventiler, men med ventilernes indførelse forsvandt mærkelig nok hornets status som soloinstrument og romantikken er ikke rig på solokoncerter for horn. 

 

________________________________________________________________________________________________________________________

FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

VENTILHORN I DET KGL. KAPEL

Selv om horniser generelt var “langsomme i optrækket” til ar acceptere valdhorn med ventiler, så var man meget hurtig i Det Kgl. Kapel. Her fik man det første “maskinhorn” allerede i 1823! 

Brødrene Andersen, Johan Carl Friedrich Andersen 1788-1853 (Kapel nr. 516 ansat 1813-1848) og Casper Heinrich Bernhard Andersen 1791-1832 (Kapel nr. 517 ansat 1813 – ?), ønskede at benytte disse nye maskinhorn så de hurtigt kunne skifte stemning – men ellers var det først omkring 1840 at ventil-teknikken blev brugt på horn ligesom på de andre ventilinstrumenter.   

Man bestilte de to maskinvaldhorn hos Johann Gottfried Kersten i Dresden. Firmaets navn dækker over 2 personer, både far (Senior Johann Gottfried Kersten, virkede fra 1775 – 1807) og søn (Junior Johann Gottfried Kersten, 1786-1861, virkede fra 1823 – 1868) – de havde samme navn  ! Hornene var stemt i F med en ½ tone bøjle og en hel tone bøjle. Regningen for 2 stk. Waldhorn plus transportomkostninger blev betalt d. 25de Oktober 1824 og lød på en hundrede og tyve Rigsbankdalere. 

Fig. 17   KERSTEN HORN – magen til dem Kapellet fik i 1824,  stemt i F med en ½ tone bøjle og en hel tone bøjle.

 

_____________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

HORNET I TYSKLAND OG BÖHMEN

Fig. 18    TYSK VALDHORN MED DREJEVENTILER FRA CA. 1880. af mærket  MÜLLER, BÖHMEN.  I løbet af romantikken gik hornets udvikling i forskellige nationale retninger. Det tyske valdhorn havde en stor boring og en mørk klang.

 

 

I 1866 spillede skulle hornisten Friedrich Gumpert spille Johannes Brahms horntrio op.40 til en kammerkoncert i Gewandhaus, Leipzig, sammen med Clara Schumann (piano) og Ferdinand David (violin).  Brahms var som før nævnt en fanatisk modstander af ventilhorn, og man kan forstille sig hvad han tænkte da Clara Schumann skrev til ham om en prøve på hans Horntrio op.40 (1868) for violin, horn og klaver: “Vi har spillet deres trio igennem, og hornisten var storeartet. Jeg tror ikke han knækkede en gang – og det siger ikke så lidt, men han spillede også på ventilhorn og lod sig ikke overtale til at prøve på naturhorn”.

 

Eduard med søn richard og datter melanie 1835

Fig. 19   EDUARD CONSTANTIN LEWY med hans søn Richard og hans datter Melanie. Nogle af de vigtigste pionerer for ventilhornet var brødrene Edward Constantin Lewy (1796-1846) og Joseph Rudolph Lewy (1804-1881). Eduard Constantin spillede den berømte 4 horn-solo i Beethovens 9. symfoni ved uropførelsen 1824 – måske på ventilhorn ?

Lewy_1836[1]

Fig. 20   JOSEPH RUDOLPH LEWY – optrådte allerede 1826 på ventilhorn. Han var hornist da Frans Schuberts sang “Auf dem strom” for sang, klaver og horn blev førsteopført 1828. Hornstemmen er måske en af de allerførste stykker skrevet for ventilhorn. Joseph Rudolph var ansat på operaen i Dresden, og det menes at han påvirkede Wagners skrivemåde for horn i operaen “Lohengrin” (1848). Selv disse stemmer blev – utroligt nok –  spillet med en blanding af ventil- og stopteknik.

 

Robert Schumann citat: ”Hornet er orkestrets sjæl”

Trods modstand var der også positive holdninger til de nye ventilhorn. Robert Schumann (1810-1856) var åbenlyst begejstret og inspireret af brødrende Lewy. I 1849 skrev han “Adagio og Allegro op. 70” for (ventil)horn og klaver, og kun 2 uger senere skrev han sit Koncertstykke op.86 for 4 (ventil)horn og orkester i F-dur. Han skrev Koncertstykket på kun to dage, og i partituret står der med Schumanns hådskrift “svær og for lang”. Stykket er særdeles virtuost og udnytter til fulde det nye ventilhorns muligheder.

Fig. 21   HORNVIRTUOS H. POHLE – 1.hornist ved uropførelsen af Robert Schumanns koncertstykke for 4 horn og orkester. Tegning fra 1845 af C.Reimer.  

Ved uropførelsen af koncertstykket 1850 blev de 4 solo-stemmer spillet af:

Eduard Pohle (1817–1875) solohornist i Leipzig Gewandhausorchesters fra

1843 til 1853

Joseph Jehnichen (? – 1852) 2. hornist i Gewandhausorchesters

Eduard Julius Leichsenring  (1810–1878) 3. hornist i Gewandhausorchesters

Carl Heinrich Conrad Wilke (1811-1856) 4. hornist i Gewandhausorchesters fra 1842 -1856.

 

Fig.  22   Plakat fra uropførelsen af koncertstykket mandag den 25. februar 1850. Det blev dog opført med klaver året før for et mindre selskab i et privat hjem.

 

Fig. 17  FRIEDRICH GUMPERT (1841-1906) – var den førende  og vigtigste tyske hornist og hornlærer på ventilhorn i slutningen af 1800-tallet.  Fra 1864 – 1899 var han solo-hornist iGewandhaus-orkestret, og horn-professor på Leipzig musikkonservatorium 1882-1906. Hans publikationer (som alle mærkeligt nok udkom under navnet  “Gumbert”)  var bl.a. 12 hæfter med orkesterstudier, horn-kvartetter, en horn skole og utallige arrangementer for horn og klaver.

HORNET I FRANKRIG

I Frankrig var naturhornet i høj kurs og ventilhornet var nærmest et naturhorn med påsatte ventiler. På de fleste modeller kunne man tage ventilsektionen helt af og skifte det ud med et enkelt rør så man havde et kombineret natur- og ventilhorn. Det er derfor man helt op til midten af 188-tallet eksperimenterede med “Omnotoriske horn”

 

 

 

Fig. 23    Fra 1847 til 1875 konstruerede PIERRE LOUIS GAUTROT en række “omnotoniske horn” der kunne ændre grundstemningen ved hjælp af ventiler eller stilleskruer (se også under VENTILSYSTEMER OG DERES OPFINDERE,ROMANTIKKEN I ).   

 

roth3[1]

Fig. 24   FRANSK VALDHORN MED PUMPEVENTILER.  Det franske horn havde pumpeventiler og ofte en 3.ventil der hævede stemningen Fra F til G, en lille boring med en lys klang og en begrænset dynamik. Instrumentet havde ry for at være vanskeligt at spille på, da tonen let “knækkede over”. Naturhornet holdt længe stand i Frankrig. så sent som i 1908 støder vi på det i orkesterversionen af Maurice Ravels  (1875-1937) “Pavane for en død prinsesse”. Her er hornstemmen mærket “Cor simple en sol”, hvilket i praksis betyder at stemningen skal hæves til G og at stemmen skulle spilles med håndteknik alene. 

 

fr

fig. 25   ENKELT HORN I F  “système Sax”  F. Van Cauwelaert (père) à Bruxelles, ca 1885. Et Et godt eksempel på et horn med både ventiler og bøjler.

 

 

 

HORNET I ØSTRIG

 


Vienna horn by Robert Engel

Fig.26    WIENERHORN – er en direkte modsætning til det franske horn. Med den dybe F-stemning, de meget åbne wiener-ventiler og et stort og dybt mundstykke, har dette instrument en endnu mørkere og fyldigere klang end det tyske horn. Helt frem til i dag er wienerhornet er med til at give Wienerfilharmonikerne deres klanglige særpræg.

 

wien

Fig. 27    JOSEF SCHANTL (1842-1902) TH. OG HANS ELEVER, FOTO ca. 1895.  J. Schantl var solohornist i wienerphilharmonikerne og berømt både som hornist og som lærer. Han spillede ved opførelser af Sigfried og Goetterdaemmerung under Wagners ledelse og ved førsteopførelsen af Brahms’ symfoni nr.2 og nr.3 og Bruckners symfoni nr. 3 og nr.8. Nr. 3 fra højre er hans efterfølger som solohornist i Wienerphilharmonikerne Karl Stiegler. Da Karl Stiegler havde spillet Sigfred-signalet ved 50 opførelser, fik han dette billede med underskrifter fra hans kolleger:

sigfred
s

Fig.  HORNIST MED WIENERHORN, tegning af König

HORNET I STORBRITANNIEN

Fig. 28   ABERDEEN TRIO, FOTO FRA CA. 1880. Den franske spillemåde og valg af instrumenter blev overført til England, bl.a. brugen af det franske valdhorn. På fotoet ses et sådant horn med 2 Stötzel (pumpe)ventiler. Hornet er sandsynligvis fremstillet i ca. 1846 af instrumentmageren Thomas Key fra London.

Fig.   THE FRENCH HORN PUB, BOMÆRKE. Hornist med pumpeventil-horn

HORNET I USA

I slutningen af 1800-tallet kom mange tyske hornister til USA. En af dem var Henry Schmitz

 

Fig. 29   Henry Schmitz  1823 – 1914  kom fra Tyskland til USA i 1846. Han var solohornist i  N.Y. Philharmonic fra 1848 til 1869 og i  Theodore Thomas Orchestra fra 1866 til 1877, og i andre kendte orkestre. Han var den første virkelige hornvirtuos i USA og optrådte ofte som solist. D. 12. Januar 1856 gav han den amerikanske førsteopførelse af Webers concertino med N.Y. Philharmoniche, og han var førstehornist ved den første amerikanske førsteopførelse af Robert Schumann’s Konzertstück for 4 horns i  New York d.4. December 1852, kun 3 år efter den blev komponereret.

 

WAGNERTUBAEN

Wagner kaldte horngruppen for “det klanglige center” i hans orkestersats. Han besøgte Adolf Sax’ butik i Paris oktober 1853, da han overvejede at bruge saxhorn(althorn, tenorhorn, euphonium) , eller lignende, som en del af orkesterbesætningen i Ringen. Det var dirigenten Hans Richter, tidligere hornist, der gav Wagner ideen om at få bygget dybe ventilinstrumenter med en blæsestang til et horn-mundstykke. Så kunne hornister skifte mellem disse instrumenter og almindelige horn. De nye instrumenter fik navnet Wagnertubaer, og Wagnertuba-gruppen kom til at bestå af 2 tubaer i Bb og 2 tubaer i F. På Wagnertuba kan højre hånd ikke placeres i klangstykket og de klinger lidt som en blanding af horn og euphonium. Det tog nogen tid at få Wagnertubaerne fremstillet og ved førsteopførelsen af Rhinguldet (1869) blev stemmerne spillet af “militærokester-instrumenter” (althorn, tenorhorn, euphonium). Wagnertubaerne er senere brugt af Anton Bruckner (1824-1896) i hans Symfoni nr.7 (1884) og  af Igor Stravinsky (1882-1971) i Le sacre du printemps (1913) og af Richard Strauss (1864-1949)i operaen Elektra (1909). I nyere tid er Wagnertubaer også blevet brugt i musik til film produceret i Hollywood.

wag
Fig.30   WAGNERTUBA

På wagnertubaen føres hornklangen nedad, og da mundstykket er næsten det samme som på almindeligt horn, er det noget af en udfordring at “puste klangen op” til at blive større og mørkere. I Frankrig  og i England var tidens hornklang meget lys, så har var wagnertubaen en ekstra stor udfordring. Derfor har man på forskellig måde konstrueret substitutter for wagnertubaen:

saxhorn

fig. 31   WAGNERTUBA-SUBSTITUTTER TIL PARISER-OPERAEN, SAXTROMBA MED OMSTILLELIGT KLANGSTYKKE. På Pariser-operaen brugte man denne konstruktion hvor klangstykket kunne drejes så klangstykket pegede nedad mod gulvet. På denne måde kunne man få en tilstrækkelig mørk blød og “mystisk” klang.

Fig. 32   WAGNERTUBA-SUBSTITUTTER TIL COVENT GARDEN, LONDON.  I 1882 blev “The Royal Italien Opera” i London til “Covent Garden opera”, og i dette år skulle Wagner’s Ringen førsteopføres i England. Her blev der special-fremstillet substitutter til wagnertubaen,  2 euphonium-agtige instrumenter i Bb, og 2 i F, bygget med leadpipes der passer til basun-mundstykker og fabrikeret af det belgiske firma Mahillon. Instrumenterne blev fundet 1994 i et lofts rum på Covent Garden.

_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

DESIGN AF POSTHORN

Også i Danmark brugte postvæsenet posthorn, og i 1843 blev der efter tysk forbillede indført 6 egentlige post-signaler. I 1860 indsendte den danske instrumentfabrikant P. Schmidt et forslag til genrealpostdirektøren om at indføre et posthorn med fladt klangstykke konstrueret af ham selv. Vedlagt forslaget fulgte en anbefaling af selveste Tivolis generaldirektør H.C. Lumbye. Ideen med det flade klangstykke var at kusken kunne have hornet indenfor sin kappe og holde det varmt, det var nemlig svært at spille med et “koldt” horn som i værste fald kunne være isbelagt. Schmidt opnåede dog ikke eneret på sine horn da hornene ikke blev anskaffet af postbestyrelsen men af de enkelte “postillioner” der skulle bruge det. Da den sidste diligense ophørte på ruten Vejle-Brande d.31 marts 1912, forstummede posthornet for altid i Danmark. Men det er bevaret som et symbol for postvæsenet.

 

FL.

Fig.33   POSTHORN MED FLADT KLANGSTYKKE.  Tv. ses anmodningen om at få eneret på at levere denne model til hele det danske postvæsen.

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________-_______

BASUNEN

BASUNEN I TYSKLAND

I første halvdel af 1800-tallet bliver basuner mere og mere fast integreret del af symfoniorkestret, og fra omkring ca. 1840 er de nærmest obligatoriske. Franz Schubert (1797-1828) skriver ret avanceret for basun i sine messer og, hvad der er bemærkelsesværdigt for den tid, i sine 2 sidste symfonier: Symfoni nr.8 “Den ufuldendte” (1822) og den 9.symfoni (1830). Mendelssohn anså basunen for at være et så sakralt instrument at han kun har brugt den i en af sine symfonier, Symfoni nr.5 (1830), Reformationssymfonien, hvor sidste sats har koralen Vor gud han er så fast en borg som hovedtema.

German-trombones-2[1]

Fig. 34   TYSKE ALT-, TENOR- og BASBASUN. I begyndelsen af 1800-tallet bestod den klassiske tyske basungruppe af altbasun i Eb, tenorbasun i Bb og basbasun i F

 

 

schop1[1]

Fig. 35    TYSK TENORBASUN MED KVARTVENTIL  I 1839 satte instrumentmageren C.F. Sattler, Leipzig en ventil på tenorbasunen så den kunne stemmes ned i F, kaldet kvartventil. Med  kvartventilen kunne man næsten gøre basunen kromatisk helt ned til BB (C er svær at få og B næsten umulig), og denne basun fik til at begynde med betegnelsen “tenor-basbasun”. Den afløste efterhånden helt F-basbasunen og med en lidt større boring kom den til at hedde: “Basbasun”. Orkestrenes standard basungruppe gik således fra ar bestå af  “altbasun i Eb, tenorbasun i Bb, og basbasuni F”, til  “2 tenorbasuner og basbasun – alle 3 i Bb”.

 

Fig. 36 BASUNGRUPPEN  I ET PREUSSISK MILITÆR ORKESTER 1910. F-basbasunen forsvandt ikke lige med det samme, til venstre ses en F-basbasun med håndtag på trækket.

 

 

Da kvartventilen kom på basunen fik det også en betydning for trompet-/basungruppen i orkestret. I en messinggruppe  med 2 naturtrompeter, alt-, tenor- og basbasun betød den store afstand mellem trompetens dybe naturtoner at altbasunen, og tit endda også tenorbasunen, lå over 2.trompeten. Med ventiltrompeterne kunne man nu lave en “klangpyramide” med trompeterne øverst og basunerne nederst. Dette betød, sammen med kravet om mere volumen, at altbasunen blev afløst af endnu en tenorbasun. Man fortsatte dog ofte med at bruge de gamle begreber alt, tenor og bas, –  mere som en klanglig definition end et ønske om at bruge en altbasun. F.eks. er 1.basunstemmen i Anton Bruckner 4.symfoni, “den romantiske”  betegnet som altbasun, men stemmen er helt klart for tenorbasun. 1. basunstemmerne hos de  “klassiske” komponister som Schubert, Mendelsohn, Schumann og Brahms klinger idiomatisk på altbasun, mens værker af Bruckner, Wagner, Tjaikovsky, Dvorak og Rimskij Korsakoff er tænkt for tenorbasun.

BASUNEN SOM SOLOINSTRUMENT

Basunen var jo det messinginstrument der ændredes mindst ved ventilens opfindelse. Boring og klangstykke var blevet større men ellers var basunen jo “det gamle instrument“. Basunen havde dog været så “længe væk  fra rampelyset” at man nu pludselig opfattede det som et helt nyt instrument, så mærkeligt nok  var det to basunister der blev tidens førende blæsersolister.

 

 

 

Fig. 36    FRIEDRICH AUGST BELCKE (1795-1874) og CARL TRAUGOTT QUEISSER (1800-1846)  – var 2 tyske basunister der optrådte ved musikfestivaler i hele Europa, og ofte sammen med den tids stjernesolister som f.eks.: Clara Schumann, Franz Liszt og Niccolo Paganini. Belcke kom fra Friederich 3’s hoforkester i Berlin, og Queisser fra Gewandthausorkestret i Leipzig. Når deres enestående karriere stort set er gået i glemmebogen skyldes det at deres repertoire er gået samme vej. Det mest kendte stykke fra deres repertoire er Ferdinand Davids (1810 – 1873) Basun Concertino op.4.  komponeret 1837 til Queisser – i dag er det måske den mest spillede basunkoncert overhovedet.

En anden kendt romantisk basunkoncert er den russiske komponist Rimski-Korsakovs  (1844-1908) koncert  for basun og harmoniorkester skrevet noget senere i 1877 .

 

BASUNEN I FRANKRIG

Mens den tyske basun var fyldig og relativ  mørk i klangen var den franske basun lys i klangen  med en lille boring. Det franske musikliv bestod i stor grad af free-lance musikere, så for at kunne stå frit og ikke være bundet af specialisering bestod den franske basungruppe af 3 tenorbasuner uden kvartventil. Det er derfor tidens franske basbasun-stemmer aldrig kommer dybere end E.

 

Fig. 37   3 ILLUSTRATIONER FRA  BASUNSKOLE AF CORNETTE. I løbet af 1800-hundred tallet skrev 3 førende franske basunister hver deres basunskole; Vorbaron i 1834, Antoine Dieppo i 1837 and Cornette i 1854.  På illustrationerne kan man se at den franske basun havde en lille boring, næsten som en barokbasun

 

co

Fig. 38    FRANSK TENORBASUN MED LILLE BORING, AF MÆRKET COURTOIS, fra 1866

 

Fig. 39  MELODI FOR 200 BASUNER – EN PARODI PÅ OVERDREVEN BRUG AF BASUNER. Tegning fra 1844 af den franske karikaturtegner J. J. Grandville. Musikken foreslås spillet:  “Med ild, fortissimo, gentaget 300 gange – og så endnu kraftigere!” 

 

BASUNEN I ENGLAND

 

LSO

Fig. 40    LOW BRASS GRUPPEN i LONDON SYMPHONY ORCHESTRA 1922.  Det franske klangideal blev overtaget af englænderne. Den engelske basuns lille boring gav den tilnavnet “peashooter” (ærtebøsse). De 2 tenorbasuner blev suppleret med den engelske specialitet, “Basbasunen i G”, med håndtag på trækket ligesom på F-basunen. 

 

 

Fig. 41 ENGELSK G-BASBASUN TROMBONE. Den engelske basunist Denis Wick (se PROMINENTE BASUNISTER FRA DET 20. ÅRHUNDREDE , DET 20. ÅRHUNDREDE IIfortæller: Grunden til hvorfor man spillede på G-basbasun i England i stedet for en F-basbasun som i Tyskland, er aldrig rigtigt blevet forklaret, men måske har jeg gættet svaret. Min teori er at når basbasunisten har gået forrest i et marcherende band der spiller i Ab-dur eller i Db-dur, så har basbasunen har bevægelserne ud på den yderste 7. position på det lange træk været imponerende store – et syn for guder !” I 1920-erne lavede firmaet Boosey en symfoniorkester-version af G-basunen, med en lidt større boring og med en ventil der kunne stemme instrumentet ned til D – så kunne man spille det dybe C og B der var skrevet for den tyske F-basbasun (ses på Fig. 40).

 

VENTILBASUNEN

Ventilsystemet blev også overført til basunen, og der blev bygget både alt-, tenor- og basventilbasuner. De blev omgående annekteret i blæseorkestrene hvor de blev meget populære. Ventilbasunen var formodentlig mere almindelig end trækbasunen 1850 – 1900, undtagen i England hvor trækbasunen helt dominerede da ventilbasuner ikke var tilladt til Brass Band konkurrencer. En overgang blev de også brugt i symfoniorkestrene –  tekniske passager blev lettere at spille, men den hårfine intonation og den særlige glød i klangen gik tabt, så efter et stykke tid gik man tilbage til trækbasuner.

I Spanien og Italien fik ventilbasunen dog en betydelig længere levetid. alle Verdis basunstemmer er således tænkt for ventilbasun, og det er derfor han lejlighedsvis skriver triller i sine basunstemmer.

TENOR VENTILBASUN USA 1875
Fig. 41    TENOR VENTILBASUN fra USA, 1875

bimboni[1]

Fig. 42   PROFESSOR BIMBONI (1810-1895), ITALIEN, SPILLER VENTILBASUN. Litografi af Guiseppe Ciardi. 

I 1860 bliver Bimboni udnævnt til professor i trompet og basun på Cherubini Konservatoriet, Firenze. Mellem 1880 og 1889 skriver han en ventilbasun-skole “Metodo per trombone a piston”. Han optrådte også som solist på ventilbasun.  Bimboni optrådte KUN med opera-arier eller med variationer og potpourrier over dem !

Fig. 39 BIMBONIFONO. I 1850 konstruerede Bimboni en ventilbasun, kaldet “Bimbonifono” hvor der er en seperat ventil for hver af trækbasunens 7 positioner. 

 

Posaunen Sextett tst C[1]

Fig.  43   VENTILBASUNISTER – tysk foto fra 1905 – 1910.

 

 

Fig. 40  CIGARETPAKKE fra W. DUKES & SONS 1888 – med en kvindelig ventil-basunist.

CIMBASSO

I Verdis orkestersats findes der en instrumentbetegnelse, Cimbasso, – en sammentrækning af “C in basso”. Stemmen blev først spillet på ophicleide, russisk fagot eller serpentone, men da den står lige under basunerne i partiturerne har den i mange år været spillet på tuba. Verdi skrev kun for tuba, bombardone, i den bagscenemusik for harmoniorkester der forekommer i mange af hans operaer. Vi ved med sikkerhed at Verdi gjorde sig tanker om sagen. Han kunne ikke lide klangen af tuba under basunerne, som han fandt uhomogen. I forbindelse med førsteopførelsen af operaen Aida (1871) i Cairo skriver han til forlæggeren Guillio Ricordi:

 

“Jeg vil foretrække en basbasun der er i familie med de andre basuner, men hvis det bliver for vanskeligt eller for trættende at spille, så brug en af de sædvanlige ophicleider som kan gå ned til det dybe H – eller gør hvad de vil, blot de undgår den forbandede bombardone (tuba) som ikke blander med de andre!”.

 

I 1881  gjorde Verdi selv noget aktivt for sagen. I instrumentmageren Guiseppe Pelittis forretning i Rom fik han lejlighed til at høre en række dybe messinginstrumenter og efter Verdis ønske byggede Pelitti en kontrabasbasun i BB med ventiler – altså en hel oktav dybere end tenorbasunen. Det er det instrument Verdi har  tænkt på i sine 2 sidste operaer, Othello og Falstaff, med betegnelsen Trombone basso. Den udgør også en af de karakteristiske ingridienser i Verdis orkesterklang: En hvinende piccolofløjte, en buldrende stortromme, – og en hidsig cimbasso (i praksis nærmest en kontrabasbasun!) I slutningen af 1800-tallet bestod den italienske Low Brass gruppe således af 4 ventilbasuner: 2 tenorbasuner i Bb, en basbasun i F og en kontrabasbasun i BB.

 

    B_Cimbasso_5_Zylinder_Ventile_Trigger_am_2_Zug_02[1] 

Fig. 44   CIMBASSO i BB

 

KONTRABASBASUNEN

Også Wagner førte basunklangen nedad. Til brug i Nibelung-ringen blev der på Wagners foranledning bygget en kontrabasbasun i CC med dobbelt-træk. Ligesom med bastrompeten og wagnertubaen blev også denne bygget af Johann Moritz, Berlin. Med kontrabasbasunen fik Wagner en særdeles effektiv bas i basungruppen, og den er udnyttet optimalt med mange markante soli og koral-lignende akkompagnements passager.

 

a_helleberg_contra_001[1]

Fig. 45     KONTRABASBASUN MED DOBBELTTRÆK i BB.  Tubaisten August Helleberg fotograferet 1905  med firmaet Conn’s kontrabasbasun bygget til opførelser af Wagners “Ring” på Metropolitan operaen.

Fig. 46 KONTRABASBASUN I BB MED DOBBELT-TRÆK FRA 1885. Den runde klangstykke-del bæres på den venstre skulder. På klangstykket er der indgraveret: Class A/TRADEMARK/DISTIN/BOOSEY & Co./295 REGENT STt./LONDON/31260. På tegningen til højre ses den korrekte samling af instrumentet

 

Fig. 46   KONTRABASBASUN I CC FREMSTILLET  1898 AF BOOSEY & CO. Dette instrument blev i mange brugt til opførelser af Wagners Ring i England, og det havde kælenavnet KING KONG

Omkring år 1900 var ventilbasunen endnu  I brug  mange steder. I de europæiske operahuse i Skandinavien, Tyskland og Østrig, blev 3.- og 4. basunstemmer (cimbasso- og kontrabasbasun stemmer) ofte spillet på en ventilbasun i F som denne:

Fig. 47  VENTILBASUN i F, FREMSTILLET ca. 1890 af: “Winter & Schöner”, Linz, Østrig.

BLÆSEORKESTRE

Da ventilinstrumenterne kom frem revolutioneredes blæseorkestrene i både størrelse og instrument-sammensætning. Det skete gradvis og besætningerne var slet ikke så standardiseret som de er i dag. Blæseorkestre nød en enorm popularitet, og det blev for mange mennesker den eneste orkestertype de overhovedet kom til at høre i deres levetid. Repertoiret var først og fremmest nationalsange, marcher og lign. men også arrangementer af alle slags populærmusik og “klassisk” musik. De fleste komponister accepterede uden videre at deres musik blev arrangeret for blæseorkester, for på den tid var der ikke noget der hed copyright, og mange opfattede det som en god, og gratis reklame.

Fig. 48  BAND STAND –  NAVNET SIGER DET HELE. Da blæserorkestrene begyndte at blive større voksede der Band Stands frem overalt, som platforme for udendørs koncertoptræden.

___________________________________________________________________________________________________

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

Den mest kendte danske BAND STAND Harmonipavillionen i Tivoli, København. Den har eksisteret i 2 udgaver:

Fig. 49  DEN GAMLE HARMONIPAVILLION I TIVOLI ÅR 1900

Fig. 50 DEN NYE HARMONIPAVILLION I TIVOLI  – blev opført i 1907, den er tegnet af Tivoli-direktør og arkitekt Knud Arne Petersen.  Igennem sin godt hundredårige levetid har pavillonen huset både en karrusel og en frugtbod. I ’mands minde’ har den dog været spillested for Tivolis Harmoniorkester og derefter Tivolis Bigband. Nu bruges harmonipavillonen til skiftende, mindre orkestre, mens Bigbandet er flyttet til Plænen.

________________________________________________________________________________________________________________________

BRASS BANDS

 

Adolph Sax forventede sig meget af sine Saxhorn, men via de engelske Brass bands fik de et gennembrud og en udbredelse som trods alt nok ville have oversteget hans aller vildeste forventninger.

Distin-family1[1]

Fig. 47    DISTIN FAMILIE-KVINTET ca. 1834. Den tidligere klaphornist John Distin (1798-1863) turnerede med sine 4 sønner George, Henry, William and Theodore,  og optrådte på messing-instrumenter som “The Celebrated Distin Family “.  I Paris kom de i forbindelse med Sax der lavede et sæt saxhorn til dem 1844.(se mere om Distin familien i  ANDRE INSTRUMENT FAMILIER, ROMANTIKKEN I, og senere her i ROMANTIKKEN II under INSTRUMENT-FREMSTILLING).

Det er lidt uklart hvordan Distin familien fik deres saxhorn. Ifølge Distin-familien selv så skete det d.3 februar 1844 hvor de hørte en “fransk kunstner” (eller 3 kunstnere ?, for det var sandsynligvis  den aften at François Dauverné (se TROMPET, ROMANTIKKEN II), Jean-Baptiste Arban (se CORNET á PISTON, ROMANTIKKEN I) og Jean–Louis Dufresne  (1810–1866) spillede i Salle Herz,) optræde med det nye saxhorn. Næste morgen opsøgte Dinstin-familien Adolph Sax som kun havde 3 eksemplarer i sin forretning: Et sopran-saxhorn i  Eb, et kontra-alt (sopran) -saxhorn i Bb og et altsaxhorn i Eb – og ingen af dem var til salg. Henry Distin fik dog lov til at låne de 3 instrumenter, og da de blev testet af hele familien tilbage på deres hotel, blev de ret positive og nærmest entusiastiske. Kort efter forsynede Sax hele Distin familien med 5 instrumenter og så snart det var muligt optrådte Distin familien offentligt med de nye saxhorn.

Fig. 44 SALLE HERTZ, PARIS 1843 – det sted hvor Distin-familien første gang hørte et saxhorn.

Distin-familien fik virkelig succes på deres turneer til England. Saxhornene gjorde familien berømt, og Distin-familiens koncerter blev en løftestang for den engelske brass band bevægelse. I en anmeldelse i The Illustrated London News, 14. December stod der: “Distin-familien er lige nu de eneste der optræder på Saxhorn som forener valdhornet med cornetten, men det nye instrument overgår dem begge, for det forener valdhornets bløde klang med cornettens brillians og fylde. De musik-stykker Distin-familien optræder med er arrangeret af dem selv og føjer en ekstra dimension til deres talent og fremtræden”.

 

Fig. 48    DISTIN FAMILIEKVINTET 1845 . Litografi af Charles Baugniet (1814-86),  Collection Arnold Myers.

 

Brass band fænomenet var hovedsagelig et barn af den engelske arbejderklasse som en social aktivitet,  men også i andre sociale cirkler havde man lignende orkestre, f.eks. The Carafathy Band dannet 1838 og privat finansieret  af “jern- & kulbaron” Robert Thompson Crawahay. Fra og med midten af 1800-tallet blev de engelske Brass bands virke bygget op omkring konkurrencer, ikke ulig som man kender det fra sportens verden. Ironisk nok for de mange bands der stadig spillede med ophicleider, var 1.præmien ofte et euphonium – netop det instrument der i længden fortrængte ophicleiden.

Besses o´th´Barn ca.1870

Fig. 48    BESSES O’ TH’ BARN BRASS BAND CA. 1870

Dette band blev stiftet allerede i 1818. På billedet ses det at i 2.halvdel af 1800-tallet var besætningerne slet ikke låst fast endnu, her ses f.eks. en enkelt klarinet og 2 ophicleider. Med tiden blev besætningen dog mere og mere standardiseret.

Et brass band består af en blødt klingende instrument-familie (bortset fra basunerne) som nærmest er identisk med Sax-hornene – den største forskel er at sopraninstrumentet, cornetten, ikke er i tuba-facon med opadgående klangstykke,men med et fremadrettet klangstykke. Et Brass Band har ikke harmoniorkestrets kontraster, men kan til gengæld klinge meget homogent, lidt ligesom et strygeorkester eller et kor. Sammen med Brass band bevægelsen blomstrede nodeforlagsvirksomheden og man kunne subskribere på mange Brass Band udgivelser , bl.a. nøjes med de vigtigste stemmer og senere købe resten efter behov. Der var særlig 2 elementer der gjorde at nye Brass Bands hurtigt blev velfungerende: Nogle få stemmer havde alt det vigtigste og melodibærende i musikken, og så kunne mindre øvede let klare de nemme stemmer. Alle stemmer (undtagen stortromme og basbasun) blev skrevet i G-nøglen således at grebene og notationen var ens for alle instrumenter, og man kunne så relativt let skifte fra det ene instrument til det andet (bortset fra basunerne der jo havde træk i stedet for ventiler)  . Populariteten blev overvældende, i slutningen af 1800-tallet var der i Storbritannien ikke mindre end ca.20.000 Brass Bands, dvs. ca.800.000 amatørmusikere. Ved en enkelt brass band konkurrence skulle der ifølge en pressemeddelelse have været et publikum på over 160.000 til stede !

MESSING ORKESTRE

Små orkestre , eller vel nærmest ensembler,  der udelukkende bestod af messinginstrumenter , opstod mange steder –  lige fra kvartetter til større militærorkestre. I Danmark  og Norge kaldes de for hornorkestre, i Sverige for Brunns sextet (selv om de med slagtøj faktisk var 7 musikere), i Tyskland for Posaunenchor (som især spillede til kirkelige handlinger) og i USA for Brass bands (der  dog intet havde med den engelske Brass band-konstruktion at gøre). Som 19-årig skrev den finske komponist Jean Sibelius (1865 – 1957) en række mindre stykker for et sådant messingorkester der bestod af: Eb-cornet, 2 Bb-cornetter, althorn i Eb,  tenorhorn i bb, euphonium i Bb, og tuba.

 

usa

Fig. 49    8TH NEW YORK STATE MILITIA BAND, in ARLINGTON, VIRGINIA 1861

SKULDER   

Fig. 50    BANDSMEN of THE 107th U.S. COLORED INFANTERY. 1865

 

colorado

fig. 51  FRA DEN FØRSTE BRASS BAND KONCERT I COLORADO, USA,  foto taget i Black Hawk, 1863 

 

Fig. 52 BAND AF THE 10th VETERAN CORPS. WASHINGTON, D.C. 1865

Fig. 52 KVINDELIG  ORKESTER FRA FRELSENS HÆR, USA 1880.

 

HORNORKESTER

Fig. 52    DANSK CIVILT HORNORKESTER FRA CA. 1870.  De små messingensembler var velegnede til udendørs musiceren. De var populære i  både store og mindre byer.

 

 

mm

Fig. 53    BRUNNS SEXTET FRA MEDIVI, SVERIGE 1912. Selvom ensemblet normalt var civilt optræder de her undtagelsesvis i militæruniformer. Læg mærke til ventilbasunen med det “knækkede opadgående” klangstykke – en svensk specialitet fabrikeret af  den svenske virksomhed Ahlberg og Ohlsson der producerede messinginstrumenter 1850 – 1959.

 

Fig. 54    POSAUNENCHOR, FOTO fra 1889. Den tyske protestantiske Posaunenchor-bevægelse spillede til kirkelige handlinger, og bestod i en lang periode af rene basun-ensembler. 

Fig. 55   JOHANNES KUHLO (1856-1942) og hans KUHLO-HORN. Betegnelsen POSAUNENCHOR blev noget misvisende da ventilinstrumenterne kom frem, for fra da af bestod posaunenchor-bevægelsens ensembler udelukkende af blødt klingende ventilinstrumenter. Præsten Johannes Kuhlo var en samlende person der fik produceret et særligt flügelhorn der fik hans navn:  “Kuhlohornet”. Han holdt så fast på den bløde klang at han udtalte: “Hvorfor lade sig nøje med en spurv eller en bogfinke (cornet eller trompet) når man kan få en nattergal ! (Kuhlohornet). 

 

mailick[1]

Fig. 56    NYTÅRSKORT FRA 1904, malet af Alfred Mailich (1869-1946). I Tyskland har messing-ensembler fortsat den gamle tårnblæser-tradition helt frem til i dag.

zar

Fig 57   ET MEGET SPECIELT RUSSISK MESSINGORKESTER. Den russiske zar Alexander III (der regerede 1881-1896) var meget interesseret i messinginstrumenter og havde selv en hel instrumentsamling. Han var ivrig amatørmusiker og ses her som kronprins stående nr. 3 fra venstre hvor han spiller althorn.

___________________________________________________________________________________________________

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

HORNORKESTRE

De danske “hornorkestre” bestod af flg. instrumenter: Eb-cornet, Cornetter, trompeter, althorn (eller ventil-altbasun), ventilbasuner, tubaer og slagtøj og bestod af 8 og op til 18 musikere. Både de militære- og de civile hornorkestre blev enormt populære. De spillede til optog, dans og optrådte på den tids skovpavillioner. Her kunne man nyde div. forfriskninger mens der blev spillet marcher, fædrelandssange, polkaer, arr. af klassiske musikstykker og tidens populære toner. For mange mennesker var disse hornorkestre den eneste slags “orkester” de kom til at opleve i hele deres liv. I midten af 1800-tallet toppede militærmusikkens størrelse med ca.600 musikere ansat i den danske hær! Der var militærmusikkorps overalt i Danmark.

Fig. 59   UDSNIT AF FRISEN PÅ THORVALDSENS MUSEUM, KØBENHAVN, MALET AF JØRGEN SONNE MELLEM 1846 og 1848. Frisen viser billedhuggeren Berthel Thorvaldsens hjemkomst fra Rom til København i 1838 hvor han modtages af bl.a. et hornorkester. Man ser 2 basunister, en klaphornist og en tubaist – tubaen har været tidligt på færde, eller også er det Jørgen Sonne der har “fortolket” ud fra praksis på den tid hvor frisen blev lavet – 10 år senere efter begivenheden faktisk fandt sted. At det rent faktisk er et klaphorn der ses, og ikke en cornet aller trompet, ses tydeligt på en blyants-skitse til frisen.

 

 

stab

Fig. 60    UDSNIT AF FOTO MED 11. REGIMENTS OFFICERKORPS UNDER VÅBENHVILEN 1864 . Stabshornist Johann Friederich Wilhelm Hennings med sit kæreste eje – klaphornet, på denne tid en sjældenhed der åbenbart stadig florerede (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

 

 

tubaer

Fig. 61   BATTALIONS MUSIKKORPS 1865. Foto: Rigsarkivet. Læg mærke til de slanke tubaer.

 

 

 

PARADE

Fig.62   VAGTPARADEN PÅ GRØNNINGEN PÅ VEJ TIL KASTELLET 1892. Regimentemusikkorps med messingbesætning. Udsnit af maleri af E. Henningsen. På den tid var der to daglige vagtparader i København. Den ene var Livgardens vagtparade fra Rosenborg Kaserne til Amalienborg. Den anden (som er den Henningsen har skildret i sit maleri) gik fra Sølvgades Kaserne til Kastellet, hvortil Københavns Hovedvagt var flyttet i 1874. Før den tid gik denne vagtparade til Kgs. Nytorv, hvor Københavns Hovedvagt tidligere lå. Der var to regimenter der havde garnison på Sølvgades Kaserne – 3. og 4. Regiment – og begge havde musikkorps, der på skift var i spidsen for vagtparaden til Kastellet. I Kastellet havde 1. Regiment garnison – dette musikkorps kan også have anført vagtparaden. Her er et postkort af vagtparaden, der afgår fra Sølvgades Kaserne til Kastellet omkr. 1905.:

SØLV

 

 

 

mili

Fig. 63     6. REGIMENTS MUSIKORPS, ODENSE  1890. Er især blevet husket fordi det var i dette orkester at komponisten Carl Nielsen (1865-1931) spillede som helt ung. Beskrevet i hans bog “Min fynske barndom”.

 

 

Fig.64    CARL NIELSEN OG HANS FAR NIELS “MALER” Tv.: Carl Nielsen begyndte som militærmusiker som kun 14-årig og var ansat 1879 – 1884 ved 6 regiments musikkorps,  foto fra ca.1879. Hans instrumenter var signalhorn og ventil-altbasun. Han blev senere violinist i  Det Kgl. Kapel (kapel nr.657), derefter kapelmester på Det Kgl. Teater og er blevet kendt som Danmarks “national komponist” (se CARL NIELSENS INSTRUMENTATION FOR MESSINGBLÆSERE, DET 20′ ÅRHUNDREDE I). Th. Carl Nielsens far der spillede violin og cornet. Hans cornet her ser ud til at være med wienerventiler – det må have været et instrument på “vildveje”, for på den tid var det virkelig en sjældenhed at se i Danmark.

Fig. 65    REGIMENTSMUSIKKEN I ODENSE PÅ VEJ HJEM TIL KASERNEN 1927/1928. Når uniformerne ikke er helt ens skyldes det at de gamle skulle slides op inden de nye ensartede kom i brug.

 

 

BilledeKLK

Fig.66    KONGENS LIVJÆGERKORPS MUSIKKORPS PÅ ØSTRE FÆLLED 1885. Omkring 1854 var det tidligere nævnte musikkorps hos ”Livjægerne” der bestod af naturhorn stadig aktivt, men nu var der sideløbende også oprettet et messingmusikkorps med C.C. Møller som dirigent (denne messing-besætning fik som før nævnt senere betegnelsen hornorkester, men det er selvfølgelig ret misvisende i denne forbindelse ). I 1870 blev Kongens Livjægerkorps nedlagt, og dermed også valdhorn- og messingorkestret. Omkring 1885 genopstod Kongens Livjægerkorps, men nu kun med messingmusikkorps, igen med C.C. Møller som dirigent – men det holdt kun indtil 1888. Som det ses er der stadig valdhorn med, selvom man i de fleste messingmusikkorps efterhånden gik over til althorn, som bl.a. fungerede som retræte-stemmer for udslidte trompetister og cornettister.

 

Fig.67    2 MEDLEMMER AF LIVJÆGERKORPSETS MUSIKKORPS:  Tv.: Hornblæser Vilhelm Dræby, trompetist, i Livjægerkorpsets uniform omkr. 1885.  Th.: Christian Marius Dyring (1852-1916), her i Livgardens uniform fotograferet i 1868. Han var hornist i “Kongens Livjæger Korps” fra 1867, derefter som hoboist (en fælles betegnelse for alle militærmusikere) ved Den kgl. Livgarde 1868-91. Hornet er et F-horn med omskifterventil til Es-horn fremstillet, omkring 1860, af instrumentmageren Peter Emanuel Schmidt,

 

klemensker

Fig. 68    ET LILLE HORNORKESTER – SØLVBRYLLUPSORKESTER ? Foto fra 1902, Klemensker Bornholm. Det var formodentlig i slutningen af det 1800-tallet at man begyndte på at lade en lille gruppe af messingblæsere spiller til sølvbryllup tidligt om morgenen, og det er siden blevet en helt særlig dansk tradition som ikke findes andre steder. Hvordan det egentlig opstod ved man ikke, men da det var almindeligt at bruge små messing-grupper til udendørs møder og sammenkomster kan man let forstille sig at det på et tidspunkt har dannet mode et sted og  fra at være et lokalt fænomen har det siden bredt sig til hele landet. I dag spiller man også til guldbryllupper.

 

aarhus

Fig. 69   ET STØRRE HORNORKESTER – 8. REGIMENTS MUSIKKORPS, ÅRHUS ca. 1890 

Fig. 70   BRØDREMENIGHEDENS BASUNKOR ca. 1910. Brødremenigheden er en luthersk-evangelisk frimenighed der stammer fra Hernhutterne (se basunensembler under wienerklansikken) der holder til i Christiansfeld, Danmark. De er en dansk udgave af det tyske Posaunenchor. blandt instrumenterne ses 3 Kuhlo-horn.

_____________________________________________________________________________________________________________________________

 

HARMONIORKESTRE

Også harmoniorkestrene, med både træ- og messingblæsere, nød godt af de nye ventilinstrumenter. Her var der om muligt endnu flere individuelle instrumentsammensætninger uden nogen som helst standardiseringer. I forhold til Brass Band -besætningen er der her mange flere kontraster med et væld af klangfarver der allerede dengang kunne nærme sig symfoniorkestrets. Harmoniorkestrene fandtes overalt i både Europa og USA. Hvordan har disse orkestre lydt ? Ja, udfra de rekonstruktionsforsøg man har lavet med spille de gamle arrangementer på gamle instrumenter, må man konstatere at de klinger ganske tæt på deres moderne efterkommere – blot lyder de mere “diffuse”, har helt klart intonationsproblemer og de gamle instrumenter kan slet ikke spille så kraftigt som de moderne instrumenter. Derfor har balancen dengang været meget mere i træblæsernes favør. 

8fb627a3-5509-408e-8beb-091e6e39c1ef[1]

Fig. 71    WILHELM FRIEDERICH WIEPRECHT (1802-1872), KOMPONIST, ARRANGØR OG DIRIGENT – var ikke alene med-opfinder af tubaen (se under Romantikken I), men en foregangsmand for udviklingen af det moderne harmoniorkester. Han endte med at blive chef for hele den prøjsiske militærmusik som han gennem-reformerede med sine egne ideer. Han opererede med store besætninger, tog alle de “nye” ventil-messinginstrumenter med og havde et særlig fokus på klangfylden i harmoniorkestrets mellem- og dybderegister. Hans endte nærmest som en berømthed og hans arbejde blev værdsat af bl.a. komponisterne Leo Delibes, Hector Berlioz, Giacomo Meyerbeer, Caspara Spontini, Ambriose Thomas, Franz Liszt og dirigenten Hans von Bülow. Højdepunktet i hans karriere fandt sted d.21 juni 1867 under verdensudstillingen i Paris, hvor han vandt en konkurrence for militærorkestre med deltagelse af orkestre fra 9 lande.

 

Fig. 72    MILITÆRMUSIKERE FOTOGRAFERET UNDER VERDENSUDSTILLINGEN I PARIS 1867

russisk

Fig. 73   ET RUSSISK MILITÆRT HARMONIORKESTER DOMINERENDE MESSING-BESÆTNING. Foto fra tiden under Zar Alexander III, der regerede 1881-1894. Han var meget interesseret i messing-instrumenter og selv en ivrig amatørmusiker (se under messingorkestre).

PATRICK GILMORE (1829-1892)

I USA fik harmoniorkestre en stor udbredelse og en overvældende folkelig popularitet. En central figur var Patrick Gilmore. Han blev kapelmester for sit berømte New York 22nd Regiment Band, også kaldet for Gilmore’s Band, det første professionelle harmoniorkester i USA. Orkestret blev banebrydende, det optrådte overalt i USA og kom også på tourné i Europa. Messinggruppen I Gilmores band var ret omfangsrig: 1 Eb- cornet, 4 Bb-cornetter (2 stemmer), 2 Bb-trompeter, 2 Bb-flügelhorn, 4 valdhorn, 2 Eb-althorn, 2 tenorhorn (baritoner), 2 euphoniummer, 3 tromboner og 5 tubaer.

Han kastede sig også over spektakulære projekter, bl.a. havde han det musikalske ansvar for 2 store arrangementer med usædvanlig mange medvirkende: “National Piece Jubilee “og “World’s Peace Jubilee and International Musical Festival “. 

Gilmore[1]

Fig. 74    PATRICK GILMORE.(1829-1892) – kom fra Irland og virkede først som cornetist. Berømt er “duellen” i december 1856 mellem P. Gilmore på cornet og Ned Kendall på klaphorn . Udfaldet af konkurrencen skulle vise hvilket af de 2 instrumenter der var bedst, men selv om kampen næsten stod lige var det Gilmore og cornetten der vandt (se under “klaphorn” i Wienerklassikken). 

inde

Fig. 75    NATIONAL PEACE JUBILEE HALL, INDENDØRS og UDENDØRS bygget i Boston til National Piece Jubilee 1869 med plads til 50.000, deriblandt 1000 musikere og 10.000 sangere.

ude

 

 

 

 

coliseum-worlds-peace-jubilee

Fig. 76   WORLD PIECE COLLOSEUM, UDENDØRS og INDENDØRS,  bygget 1872 til World’s Peace Jubilee and International Musical Festival også i Boston og med plads til dobbelt så mange, dvs. 100.000 tilskuere, 2000 musikere og 20.000 sangere. Her deltog også musikere fra Europa, bl.a. Johann Strauss som dirigent. Aldrig har der været samlet så mange messingblæsere på et og samme sted.

inde

 

 

 

 

2  BERØMTE STJERNE CORNET-SOLISTER – JULES LEVY OG MATTHEW ARBUCKLE

– der begge kom fra Storbritannien og begge blev solister i Patrick Gilmore’s band. De udviklede en stærk indbyrdes konkurrence som Gilmore udnyttede til det yderste. Deres rivalisering var ingen hemmelighed og ved at lække små historier til pressen fik Gilmore boostet billetsalget til de 2 konkurrenters fan-skarer. Da cornetten afløste klaphornet blev den straks blæseorkestrenes mest populære solo-instrument.

 

Fig. 60   Tv: JULES LEVY (1838–1903) blev født i London. Efter at have emigreret til USA begyndte han en bemærkelsesværdig karriere som cornet solist. Han var medlem af Gilmore’s band i flere år og han var udvikler og konsulent for instrument-firmaet CONN. Blandt Levy’s  mest berømte soloer var: “Una Voce” af Rossini, “Carneval i Venedig” “Grand Russian Fantasia”, og hans favoritstykke “Whirlwind Polka”. Han var den første cornetist der indspillede, og han havde været med til at demonstrere Thomas Edison’s phonograph. Levys markante ego var tydeligt alene ved hans fremtræden. Han ville ikke bære uniform, hans jakke var fyldt med alle hans medaljer og han gik med en monokel i øjet. Han var kendt som “The World’s Greatest Cornetist” og var virkelig kendt som en førende solist – men der var flere der gjorde ham rangen stridig og en af dem var: 

Th: MATTHEW ARBUCKLE (1828 – 1883) kendt som “The Great Favorite American Cornet Player”. Han var født i Lochside, Glasgow, Scotland 1828, i en meget musikalsk familie. I en alder af kun 13 år fik Arbuckle overtalt sin far til at lade ham blive militærmusiker. Herfra tog han en “fransk afsked” – han deserterede fra hæren – og emigrerede til USA. (Det er derfor han aldrig kom tilbage og tournerede i England). Fra 1860 kom Arbuckle ind i  Gilmore’s Band. Ved  the National Peace Jubilee i 1869, spillede Arbuckle obligat trompet i arien fra samson af G. F. Handel, “Let the Bright Seraphim”. Ved the World Peace Jubilee i 1872, dirigerede Arbuckle en åbnings-fanfare for 50 trompeter og spillede den samme obligat-stemme, nu med Madame Ermina Ruggersdorf. I 1880, blev han dirigent for  the Ninth Regiment i New York.

ANDRE HARMONIORKESTRE

 

6a25123r[1]

Fig. 77    GUISEPPE CREATORE OG HANS “ITALIENSKE” HARMONIORKESTER fotograferet i Boston ca.1900. En overgang blev der i USA ligefrem importeret harmoniorkestre som dette fra Italien. G. Creatore selv fremstod åbenbart meget teatralsk, han blev rapporteret at have en hypnotisk magi over sine musikere og i et tilfælde at have fået kvinder blandt publikum til at “danse på bordene”.

hannover

Fig. 78    MONSTER-KONCERT i TIVOLI – ET MEGET STORT HARMONIORKESTER, POSTKORT fra 1903. 120 tyske militærmusikere spiller i “Hannover Bier Garden”

________________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

HARMONIORKESTRE

VAGTPARADEN ved KØBENHAVNS HOVEDVAGT på Kgs. Nytprv 1820

Fig.79   DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS. Vagtparade ved Københavns Hovedvagt på Kgs. Nytorv ca. 1820 (samtidigt træsnit).

I den danske hær var der flere harmoniorkestre, men i længden var det kun Den Kgl. Livgardes Musikkorps der overlevede. Korpsets messingbesætning har skiftet lidt når nye instrumenter kom til. I et partitur fra 1820 står der på forsiden: “Fuldstændigt partitur til janitscharmusik til Marchbøgerne for Aaret 1820”, og her er messinginstrumenterne: 4 (natur-)valdhorn, 2 (natur-)trompeter, et klaphorn, 3 basuner og en serpent.  I “March af Prinsesse Anna, datter af Preusen” i “De blaae militaire Bøger” fra 1852 er messingblæserne: 4 valdhorn, 2 cornetter, 3 trompeter, 4 tromboni (basuner) og en tuba.

____________________________________________________________________________________________________

KAMMERMUSIK

Med fuldt kromatiske messinginstrumenter forestillede man sig at der ville komme en blomstringsperiode for messing-kammermusik. Der var jo ikke rigtigt nogen tradition at bygge videre på, man skulle faktisk  nærmest “opfinde” det. Alligevel kan man undre sig over hvor lidt der blev skrevet. Man har måske associeret selve messingklangen med et stort orkester eller med blæseorkestrenes populærmusik-repertoire.

220px-Ludwig_Wilhelm_Maurer[1]

Fig. 80   LUDVIG MAURER (1789-1878) – fra Tyskland er kendt som en af de første der har forsøgt sig i genren. Hans “12 små stykker” for 2 trompeter, 2 horn og basun, er skrevet i en charmerende wienerklassisk stil og er i dag en fast del af standardrepertoiret for moderne messingkvintetter (2 trompeter, horn, basun og tuba).

Ewald_ewald-210[1]

Fig. 81   VICTOR EWALD  (1860-1935) – anses for at være den moderne messingkvintets fader. Han blev født og levede i Skt. Petersborg, Rusland. I en usædvanlig ung alder på kun 12 år kom han på konservatoriet og studerede cello hos Karl Davidov og komposition hos Nikolaj Rimsky korsakov. I 20 år var han cellist i den berømte Belaiev Kvartetten. Han fik en pris for sin strygekvartet hvor dommerne var Tchaikovsky og Rimsky Korsakov. Som mange russiske komponister på den tid havde han også et borgerligt erhverv, Ewald var maskiningeniør.  Udover at komponere og spille cello nåede han i sin levetid at spille cornet, trompet, tuba og klaver. Hans 3 kvintetter blev skrevet mellem 1888 – 1912, ikke helt for den moderne kvintet , men for: 2 cornetter, althorn i Eb, ventilbasun og tuba. De er blevet klassikere indenfor messingkvintet-repertoiret, er meget spillet – og deres stil kan med lidt velvilje karakteriseres som en “russisk Brahms”.

 

 

 

Fig. 82  BOLSHOI TEATRETS MESSING-KVARTET c. 1895, ET SJÆLDENT GAMMELT FOTO AF EN MESSING-KAMMERMUSIKGRUPPE. Fra v.: Vassily Brandt (1869-1923) cornet,  Mikhail Tabakov (1877-1956) cornet, Ivan Lipaev (1865-1942) basun og F. Putkamer der spiller på et flügelhorn, en bastrompet eller et althorn i trompetfacon.

I 1922 SÅ DE SÅDAN UD: Feodor Shevchenko – basun, Vitold Patsevich – cornet, Vassily Brandt – cornet (han var stadig med)  og Dmitry Gruzinsky – valdhorn.

 

 

 

_____________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

KAMMERMUSIK

RAMSÖE

Fig. 83    WILHELM EMILIO RAMSÖE (1837-1895) – dansk komponist og kapelmester. Han virkede i København bl.a. ved Folketeatret og blev senere kapelmester ved operaen i Skt. Petersborg, Rusland. Hans 6 kvartetter for messingblæsere er ret enestående og blev skrevet mellem 1867 og 1888. De har alle 4 satser og har nærmest strygekvartetten som forbillede. Kvartetterne er skrevet for: Cornet i Bb, trompet i F, (ventil-)  basun og tuba – undtagen kvartet nr. 5 der er skrevet for 2 cornetter, althorn i Eb og tuba. De blev udgivet med både stemmer og partitur, først på forlaget Horneman & Erslev, og senere på Wilhelm Hansens Musikforlag.

 

 

kvartet rams

Fig. 84   DANSK MESSINGKVARTET SPILLER  RAMSÖE, foto 1910.

Wilhelm Suhr – cornet

Lauritz Sørensen (kapel nr.7 05) – trompet

Anton Hansen (kapel nr. 694) – ventilbasun

Jensen Jørgensen (kapel nr. 732) – tuba

 

 

___________________________________________________________________________________________________________________

 

 

INSTRUMENT-FREMSTILLING

Efter opfindelsen af ventilen kom der et mærkbart opsving i fremstillingen af messinginstrumenter. Først var det i mindre virksomheder styret af håndværksmestre, men efter 1850 blev det også hele fabrikker med over 100 ansatte. Med etableringen af handels huse blev der skabt forbindelser til større markeder. Mindre firmaer specialiserede sig i fremstilling af f.eks. klangstykker, ventiler eller mundstykker.

 

byg

Fig. 85   LITHO: MESSINGINSTRUMENT-MAGEREN, TYSKLAND ca.1870. Efterhånden blev der fabrikeret messinginstrumenter over hele Europa.

fabrik

Fig. 86   FABRIKATION AF MESSING-INSTRUMENTER. Farvelagt træsnit af G. Luvles ca.1880, Tyskland.

På en række af verdensudstillinger der fandt sted I tiden mellem en verdensudstillingen  1851 I London og verdensudstillingen 1911 i Turin, Italien, var der bl.a. udstillet messing-instrumenter. Her fremvistes opfindelser, patenter og forbedringer med mulighed for at få medalje-præmier. Paris var til at begynde med et forgangssted for nye ideer, men efterhånden kom de tyske instrumentmagere også godt med.

 

Fig. 87   Medaljer givet til de franske firmaer  COURTOIS, F. BESSON og GAUTROT og til det tyske firma ANTON HÜLLER

TYSKE INSTRUMENTMAGERE

MARKNEUKIRCHEN – er et område i Tyskland lige ved grænsen til Tjekkiet, hvor der helt op til i dag har været eksponentiel mange instrumentmagere samlet i forskellige firmaer.

Fig. 88   Instrumentfabrikken SHUSTER og CO, Markneukirchen 1890

Fig. 89   Alle ansatte hos SHUSTER og CO fotograferet 1892

Fig.. 90   Instrumentmager Robert Petzold (1870-1951) fra Markneukirchen med sit mindste og største messinginstrument. Nederst ses hans værksted.

Fig. 91 C-TROMPET MED FORLÆNGERBØJLE TIL Bb fra firmaet WILHELM AUGUST GLIER (1849-1934), MARKNEUKIRCHEN

Fig. 92  EKKO CORNET bygget af FRANZ HOERTH (1862-1932), Saarbrücken. Ekko-instrumenter var meget populære –  forneden ses den evangeliske prædikant og Cornetist J. Manton Smith med et sådant instrument. fotoet er taget i 1870 i studiet Lambert Weston & Søn i Folkestone (UK).

 

INSTRUMENTBYGGERI I ENGLAND

 

BESSON

Besson-firmaet blev etableret 1837 i Paris af Gustav Auguste Besson (1820-1874) der som kun 18-årig designede cornetter der overgik alle andre . Men på grund af den hårde konkurrence fra Sax, Courtois og Gautrot,  flyttede han 1857 produktionen til London hvor han byggede en stor fabrik.  I 1894 havde Besson  131 ansatte, producerede 100 messinginstrumenter om ugen og havde kontakt til 10.000 orkestre/ensembler. Bessons instrumenter blev storleverandør til de engelske Brass Bands og blev også eksporteret til andre lande. 

besson

Fig. 93  UDSTILLINGSVINDUE MED MESSINGINSTRUMENTER FRA FIRMAET BESSON, ENGLAND. Træsnit 1885  

Fig. 94  REKLAME FOR BESSON’s PARISER-AFDELING, 1889. Gustav Auguste Bessons datter Martha fortsatte at drive forretningen  i Paris.

DISTIN

En anden vigtig messing instrument firma blev skabt af Henry Distin (1819-1903), en af John distins sønner. Efter at have levet som udøvende og optrådt sammen med sin far og sine brødre, etablerede Distin i 1849 en instrumentfabrik i London, Distin & Co.  Først solgte han Adolphe Sax’s instrumenter, men begyndte så selv at fabrikere messinginstrumenter. Han blev den ledende messing instrument fabrikant i Storbritanien og han kunne nu ligefrem påvirke brass band bevægelsens udvikling. Efter at have modtaget en medalje på Pariser Verdens-udstillingen solgte han 1868 sin forretning, og den blev til firmaet Boosey og senere til Boosey & Hawkes. 1876 tog han til USA og begyndte at fremstille cornetter i New York  og senere flyttede han til Williamsport, Pensylvania hvor han fabrikerede mange slags messinginstrumenter (se mere om distin under BRASS BANDS, ROMANTIKKEN II og ANDRE INSTRUMENT FAMILIER, ROMANTIKKEN I).

Fig. 94 REKLAME FOR DISTINS FIRMA I LONDON DER VISER HANS MEDALJER

Fig. 95 BILLEDE AF DISTINS FIRMA I PENSYLVANIA, USA 1883

Fig. 96  HENRY DISTIN SPILLER PÅ ET ALTHORN MED 7 KLANGSTYKKER, ca. 1878

Fig. 97   Engelsk: TENORHORN, Tysk: ALTHORN I F ,  MED FORLÆNGERBØJLER. DISTIN ca. 1855

____________________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

DANSKE INSTRUMENBYGGERE

 

 

Carl Christian Wilde (*1797 – †1853)
C.C.  Han byggede bl.a. Des- klaphorn med 7 klapper.

De første danskbygget ventilinstrumenter kornetter, althorn og  tenor blev fremstillet.  I 1835 indgik han et samarbejde med J.J. Fasting, firmaet blev herefter kaldt  Fasting (Johan Jacob)& Wilde.
Virkeperiode 1835-1847.

 

Johan Christopher Selboe (*1807 – †1873) Virkeperiode 1837-1873
Selboe fremstillede både træ- og messinginstrumenter. På industriudstillingen i 1840 præsenterede Selboe et klaphorn i sølv, en ventiltrompet og en tuba af messingblik.

 

FASTING

Fig. 94  JAKOB CHRISTIAN FASTING (1814-1884),

Jacob Christian Fasting (*1814 – †1884) – 3.generation.
Han fik borgerskab som musikinstrumentmager i 1848, og  gik sammen med  C.C. Wilde efter sin fars J.J. Fastings død, firmaet hed stadigt Fasting (Jacob Chr.) & Wilde fra 1835 til 1852, derefter købte Peter  E. Schmidt firmaet (se nedenfor om Peter E. Schmidt).

Fasting indgik en ny kompagniskab  med P.E. Schmidt  1852 – 1855 som  Fasting & Schmidt

F.W. Mertz (*18?? – †1870)

Fasting & Mertz
  virke periode 1867 – 1870

 

Fig. 95   Josef Karl Gottfried (*1822 – †1918)  fotograferet på sit værksted 1910

Josef Karl Gottfried (*1822 – †1918) – 1. generation –  blev kompagnon muligvis fra 1856 til 1884 med Fasting, med navnet Fasting & Gottfried  Virkeperiode 1880-1884.
Efter 1884 hedder firmaet I.K. Gottfried.

 

Fig. 96   PETER EMANUEL SCHMIDT (1828 – 1893) virkede  1849-1872 i København som musikalsk instrumentmager (hof- og arméinstrumentmager). Udnævnt til Dannebrogsmand i 1851. Medalje for videnskab og kunst, den 4. marts 1862. Schmidt har fremstillet valdhorn – der kendes 4 stk. Han har endvidere fremstillet Es-piccolo, A-piccolo , Bb-kornet, Bb-mellofon. Hvor meget han selv fremstillede vides ikke, men omkring 1855 købte han maskiner (ventilerne) til sine valdhorn af Daniel Meinl fra Wien.

Fig. 97  VALDHORN BYGGET AF PETER EMANUEL SCHMIDT 1959

Fig. 98  PRISLISTE FRA PETER EMANUEL SCHMIDT. På den afsluttende skrevne tekst står der: “Paa ovennævnte Ventil Instrumenter kan jeg nu efter en ny Opfindelse, anbringe en Vexel-Omstemning, der paa hurtigste Maade, kan sætte Instrumenterne i forskjællige Stemninger, som tidligere bleve tilveiebragte ved Hjælp af Bøiler – hvilke nu for Fremtiden kunne bortfalde. ”  Da der ikke er overlevet tegninger eller instrumenter med denne opfindelse, så vi ved ikke hvad den egentlig gik ud på – måske er simpelt han ventiler han omtaler?

Johan Vilhelm Schmidt (*1861 – †19??) Virkeperiode 1872-  Født i København søn af P.E. Schmidt, fremstillede trompet, althorn og ventilbasun.

Stiepnicak (*18?? – †19??)  Vilhelm Schmidt efterfølger  Stiepnicak  boede i Holmensgade 29, København. Har fremstillet trompeter og cornetter.

 


ET “VELUDVIKLET ORKESTER”

 

Fig.   Billede af  Jean-Marc Côté fra 1899  som forudser udviklingen af et orkester anno 2000. Han forestiller sig at alt fortsætter med at blive mekanisk – også betjeningen af messing-instrumenter. Billeder som dette blev brugt I cigaretpakker eller som postkort.