Mogens Andresen

 

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold. 

 

 

ROMANTIKKEN (1830 – 1900) I

Den helt store revolutionerende nyskabelse i begyndelsen af det 18.århundrede var opfindelsen af ventilsystemet, en mekanisk måde at kunne forlænge naturinstrumenterne på og gøre dem fuldt kromatiske. Med denne opfindelse så en lang række nye instrumenter dagens lys: Tubaen, Saxhornene (næsten identiske med instrumenterne i et Brass Band) og en masse lignende instrument-familier, samt nye medlemmer af de gamle instrumenter: F.eks. bastrompet, kontrabasbasun og wagnertuba.  I blæseorkesterne blev alle de nye instrumenter- familier straks modtaget med kyshånd, men i symfoniorkestrene betød en hvis konservativisme at det tog længere tid før de slog igennem. Det interessante er at selvom messinginstrumenterne fik nye udfoldelsesmuligheder og nu mere end før fremstod som en instrument-familie, så bibeholdt de i vid udstrækning deres ur- eller arketypiske karakter, dvs, at:

– Trompeten beholdt sin karakter af fanfareinstrument

– Hornet beholdt sin karakter som naturbeskrivende instrument

– Basunen fik næsten intensiveret sin status som en sakral skæbne-budbringer fra over- eller underverdenen.  

 

 Horn_fifths[1]

Fig. 1 HORNKVINTER. Selvom ventilerne gjorde hornet fuldt kromatisk blev der stadig skrevet “hornkvinter” for horn, en karakteristisk gennemspilning af naturtoner.

berlio2[1]

Fig. 2 HECTOR BERLIOZ (1803 – 1869) – oplevede messinginstrumenternes udvikling fra naturinstrumenter over stophorn, instrumenter med klapper frem til ventilinstrumenterne. Han var meget interesseret i  instrumenternes udvikling, han var begejstret for alt det nye der skete og skrev om det i sin instrumentationslære  “Traité d’instrumentation et d’orchestration modernes”.  I hans requiem “Grand Messe des Morts” beskrives dommedag ved et inferno af lyd fra fire ekstra messinggrupper anbragt rundt omkring orkester og kor. Selvom messingspillet udviklede sig blev markant mere magtfult senere hen, havde Berlioz’ instrumentation en overvældende virkning på samtiden. satirisk tegning af Grandville.

 

VENTILSYSTEMER OG DERES OPFINDERE

Inden ventilens opfindelse havde flere forsøgt sig med mekaniske måder at kunne ændre længden og dermed grundstemningen på messinginstrumenter. Det var egentlig ikke udfra en forestilling om at kunne gøre instrumenterne kromatiske, men mere ideen om at finde en afløsning af det besværlige og upraktiske bøjleskifteri. F.eks. hører vi om ireren Charles Clagget at han i 1788 samler to blæserstænger i en omstillingshane så man kan skifte mellem to instrumenter af forskellig længde. En anden løsning er det omnotomiske horn med alle forlængerbøjler fastmonteret på instrumentet.         

 

Fig. 3  CHARLES CLAGGET (1740-c.1790) var en irsk muskier, komponist og opfinder af forbedringer på musikinstrumenter. Han konstruerede en forløber for ventilen. Hans CROMATIC TRUMPET var 2 trompeter der var forbundet til den samme leadpipe og hvor man med en indstillings -skrue kunne skifte mellem den ene og den anden trompet.

    

Fig.3   OMNOTONISK HORN Alle forlængerbøjlerne er fastmonteret på instrumentet, og med en “stilleskrue” kan man vælge en bestemt forlængerbøjle og dermed en bestemt stemning. Instrumentet var dog ekstremt tungt og fik ingen større udbredelse (se også under ROMANTIKKEN II / HORNET I FRANKRIG).      

 

 

 

 

VENTILENS OPFINDELSE

Ventil-systemet blev opfundet af to tyske hornister Heinrich Stötzel og Friderich Blühmel i 1815. hvem af de to der var den egentlige opfinder har man aldrig fundet ud af. I en periode arbejdede de sammen og 1818 fik de et 10-årigt patent, men deres uenigheder og gensidige beskyldninger førte til at Stötzel købte Blühmel ud. Ideen går ud på at kunne ændre rørforløbet ved at koble et forlængerrør ind der kan sænke stemningen. Fra starten af gjaldt det om at indfri to væsentlige krav:  At ventilerne kan gå let og hurtigt, og at boringen i rørgennemgangen er relativ lige og glat, dvs. uden “udbulninger” eller “indsnævringer”. Der fremkom mange forskellige modeller og konstruktioner. Her vises de mest udbredte og dem der i længden slog universelt an:

V

Fig. 4   STÖTZELVENTILEN

– er en såkaldt “pumpeventil”. Tv. ses ventilens udgangsposition hvor hovedrøret går igennem ventilhuset. Th. er ventilen trykket ind og ventilens rørforlængelse, bøjlen, er koblet ind. Ventilen bliver skubbet op igen af en fjeder. Rørforløbet har “buler” og er ikke helt glat.

 

 

WIENERVENTIL

Fig. 5   WIENERVENTILEN

– var en forbedret udgave af Stötzelventilen, lavet af den østrigske instrumentmager Leopold Ulhman i 1830. Her er der to ventilhuse til hvert enkelt forlængerrør, hvilket gør rørforløbet mere glat.   Opfindelsen af wienerventilen tilskrives Christian Friederich Sadler, Leipzig. Her ses en tidlig udgave fra 1821:

 

 

 

DREJEVENTIL

Fig.6   DREJEVENTILEN – I 1832 fik Joseph Riedl, også en instrumentmager fra Wien, “privilegium” på sin “Rad-maschine” – senere kaldet for drejeventilen. Dens rørgennemgang er ikke uproblematisk, men et omhyggeligt design holder ændringerne af boringen nede på et minimum.         

 

  PERINET VENTILEN

Fig. 7   PERINETVENTILEN Den endelige form af pumpeventilen blev “Perinetventilen, opfundet i 1838 og patenteret i 1839 af franskmanden Etienne-François Périnet. Den er ret tynd og går let og hurtigt. I stedet for at rørgennemgangen kommer op gennem ventilens bund, er alle gennemgange på tværs af ventilhuset og har kun ganske små buler.  

 

 

I dag er det kun pumpeventilen og drejeventilen der har overlevet. Wienerventilen ses i dag kun på de “wienerhorn” der bruges i Wiens filharmoniske orkester. I slutningen af 1900-tallet blev der opfundet nye ventiltyper primært til brug på basuner (omtales under Det 20-århundrede). Helt frem til 1830-erne var der instrumenter med kun 2 ventiler, ellers blev 3 ventiler standard på trompet, 4 ventiler på horn og euphonium, og på tubaer helt op til 6 ventiler. Med tiden er stemningen for de første 4 ventiler blevet standardiseret:

– 1.ventil sænker stemningen en hel tone

– 2.ventil sænker stemningen en halv tone  

– 3.ventil sænker stemningen en halvanden tone

– 4.ventil sænker stemningen en kvart

Ved at bruge ventilerne enkeltvis og sammen blev instrumenterne fuldt kromatiske men det viste sig hurtigt at længden på bøjlerne var et kompromis. Det er let at se at forlænger-rørene (ventilbøjler) på en trompet er kortere end dem på en tuba. På samme måde vil den længde på 1.ventilen der sænker grundstemningen en tone være for kort når ventilen bruges sammen med andre ventiler. Der blev eksperimenteret med at sætte så mange ventiler på et instrument så man kun behøvede at bruge en ventil ad gangen:

 

 

Fig. 8 ADOLPH SAX TROMPET MED 7 VENTILER 1852

 

– eller  helt absurd: At sætte et helt klangstykke på hver enkelt ventil. Disse bizare instrumenter blev dog meget tunge og blev aldrig udbredt:

 

Fig. 9   ADOLPH SAX CORNET MED 7 VENTILER OG 7 KLANGSTYKKER 1852.

 

 

KOMPENS.

Fig. 9   KOMPENSATIONS-SYSTEMET En helt speciel opfindelse var “kompensations-systemet” opfundet af den englænderen David Blaikey 1874. Her går 4 ventilens forlængerbøjle OGSÅ gennem de 3 andre ventilhuse. Når 4.ventil bruges i en kombination sammen med dem kobles der ekstra forlængerbøjler ind: Tv.: 1.ventil er ført ned og 1. ventilens forlængerbøjle er koblet ind. Th.: Nu er BÅDE 1.ventil og 4.ventil koblet ind, og derved nu kommer en ekstra forlængerbøjle ind i rørforløbet.

Her ses de ekstra forlængerbøjler på et euphonium med kompensations-system:

 

Fig. 10  KÖHLER CORNET MED FORLÆNGERBØJLER ca.1840.  Ud over de ventilsystemer der fik succes blev der lavet mange andre forsøg, f.eks. drejeskiver med forlængerrør, “disc Valve”. Oprindeligt patenteret af John Shaw i 1838,  blev en efterfølgende forbedring introduceret af John A. Köhler, London, der kaldte det “New Patent Lever Valve.” På pladen på denne cornet står der: “Kohler, Sole Maker, Henrietta St, Covent Garden, London”. Systemet fik en kort levetid, “skiverne” fungerede godt nok, men blev let utætte og blev anset for at være ustabile og besværlige at vedligeholde.

Fig. 11  TROMPET i Bb, ANDREAS BARTH, MÜNCHEN CA. 1837.  

Der blev også lavet instrumenter hvor man I stedet for at trykke direkte på ventilen, skulle trykkede på en vægtstang

 

 

DE NYE VENTILINSTRUMENTER

Efter ventilsystemets opfindelse strømmede det ud med alle slags tænkelige ventilinstrumenter og der var sjældent nogen linje eller sammenhæng i deres udformning. Af kommercielle grunde fik de forskellige navne og deres anvendelse blev meget lokalt præget – een stor forvirring ! Specielle – for vores øjne næsten bizart – designede instrumenter:

Fig. 12  SCHNEIDER TENOR HORN

Fig. 13 ANTONIOPHONE

Fig. 14  BALLAD HORNS UDFORMET MED SVUNGNE FORMER

 

Fig. 15 BAS FLÜGELHORN i Bb

 

Fig. 15 SUDROPHONE MED KAZOO 

 

 

Fig. 14   OVER SKULDEREN INSTRUMENTER. Under den amerikanske borgerkrig (1861 – 1865) fremkom denne instrumentfamilie der var bygget med bagudvendte klangstykker så de soldater der marcherende bagved orkestret bedre kunne høre musikken (se også under MESSING ORKESTRE, ROMANTIKKEN II) .

 

 

ADOLPH SAX (1814 – 1894)

Den første der satte tingene i system og lavede en hel instrument-familie var Belgieren Adolph Sax.  Han havde først studeret fløjte og klarinet på Bruxelles Musikkonservatorium, derefter blev han udlært instrumentmager og i 1842 slog han sig ned med sit eget instrumentbyggerfirma i  Paris. Her var der i forvejen mange instrumentmagere i skarp indbyrdes konkurrence, men selv om han således ikke var særlig velkommen overlevede  han i kraft af sin dygtighed og ved at have støtte hos en række prominente komponister som Donizetti, Meyerbeer og Berlioz.

 

215[1]

Fig. 17   ADOLPH SAX – opfinder og instrumentmager

 

I dag er Sax især kendt for at have opfundet saxofonen, men det var også betydningsfuldt at han i 1845 fik patent på sine Saxhorn, en hel familie af messinginstrumenter i tubafacon forsynet med Berlinerpumper.  Bortset fra at sopranudgaven peget opad og ikke lige ud som cornetten, så minder saxhornene meget om instrumenterne vor tids Brass Band. Berlinerpumper var en pumpeventil med en større diameter udviklet af Stölzel og senere forbedret af Wilhelm Wieprecht  1802-1872 (se under Romantikken II). Den var lettere at fremstille end Stöetzel-ventilen men tungere i bevægelighed.

 

SAXHORN1

Fig. 18   SAXHORNFAMILIEN som vist i kataloget fra Henry Distin & co., London ca.1849.

pumper

Fig. 19  BERLINERPUMPER

Fig. 20 SAXHORN (EUPHONIUM) 1850-1865

For at promovere sine saxhorn lykkedes det Sax  i 1845 at få organiseret en konkurrence mellem et traditionelt harmoniorkester, dirigeret af den italienske komponist, musikdirektør og professor på konservatoriet Michelle Carafa de Colobrano (1787-1872), og et orkester der mest bestod af saxhorn og klarinetter dirigeret af Sax selv. Sax vandt overlegent på grund af den klanglige homogenitet og en lang større klangfylde i mellemregistret. Sejren betød at Sax fik kontrakt til at levere instrumenter til hele den franske militærmusik, og den skulle ikke bare supplere med de nye instrumenter, besætningerne kom simpelt hen til overvejende til at bestå af saxhorn. Måske blev han for overmodig, for nu blev det for meget for de andre instrumentmagere, de påstod at der intet nyt var i Sax’ instrumenter og at det var uretfærdigt at han overhovedet kunne få patent på dem. For så vidt havde de jo ret, saxhornene var ikke nogen ny opfindelse, men de var bedre end de andres instrumenter og ideen med en instrument-familie – den var Sax kommet først med.

  FRANSK

Fig. 20   FRANSK INFANTERI REGIMENTSMUSIKKORPS MED SAXHORN

 

Fig. 21   SNOET NATURHORN DER ER LETTERE AT BETJENE END DET  TRADITIONELLE NATURHORN. Adolph Sax eksperimenterede og fremstillede instrumenter der idag nærmest fremtræder groteske.

 

Fig. 22 Tv.: SAX- TUBA  er bevidst bygget så den ligner en oldromersk Cornu, tegning and foto. Saxtubaerne fik deres debut til operaen  “Le Juif errant” på Pariser operaen d.23 april 1852. Sax var selv leder af operaens “Sceneorkestret” (det orkester der stod for scenemusik på- og begved scenen) og han benyttede ofte muligheden for at få brugt sine egen instrumenter. Saxtubaerne blev på samme måde brugt i operaen “Judgment dernie”, og så ellers kun een gang mere. Det skete til en militærparade med 1500 musikere fra 30 regimenter – efter sigende overdøvede de 12 saxtubaer alle de andre instrumenter!

 

Sax fik mange patenter og virkelig succes, men var hårdt presset fra alle sider og der blev laver plagiater af hans instrumenter på kryds og tværs. Instrumentmager Guisseppe Pelinni fra Milano svarede på en forespørgsel om han lavede sax-instrumenter, at det var Sax der lavede hans instrumenter. I 1845 hørte Sax om adskillelige tyske paralleller til alle hans  “såkaldte opfindelser”. Resultatet blev at Sax måtte gennem en masse retssager. Sax fabrik solgte ca. 20.000 instrumenter mellem 1843 og 1860, men han var ikke god i pengesager, og ikke engang hans store salg kunne holde ham økonomisk oven vande. Han var tæt på at gå fallit 3 gange, i 1852, 1873 og i 1877, og fjedre gang klarede han den kun fordi han blev han reddet af en af sine beundrere, kejser Napoleon III. Selv om Sax’s instrumenter blev anset for at være de bedste og hans firma voksede – så endte det alligevel med at han – og også en række af de andre instrumentmagere – gik fallit. 

1840

Fig. 23   ADOLPH SAX’s VÆRKSTED 1842

indendoers

Fig. 24     DEMONSTRATION eller TEST AF NYE INSTRUMENTER I SAX’s FORRETNING, VIST I AVISEN L’ILLUSTRATION 1846

 

udendoers

Fig. 25     ADOLPH SAX’s FORRETNING SET UDEFRA Ca. 1850

Fig. 26   I 1865 FIK SAXs FORRETNING BESØG AF EMIREN ABD EL.KADAR fra ALGIER. Illustration fra “Le Journal illustré”

 

 

VÆRKSTED

Fig. 27    ADOLPH SAX’ VÆRKSTED OMKRING 1860. Man fornemmer hvilken aktivitet der har været i tidens “blæseorkester-miljø”.

PIERRE LOUIS GAUTROT (1812-1882)

gar

Fig. 28   PIERRE LOUIS GAUTROT

 – var instrumentmager  og havde et stort firma. I 1846 påstod han at hans firma var det vigtigste af sin slags i Europa og at han havde 200 cornetter, 1000 basuner og 1000 ophicleider  på lager. Han havde over 200 ansat hvad der svarede til 42% af  messinginstrument-kapaciteten i Paris. Sammen med firmaerne Raoux, Halary, Buffet, and Gambaro, der ellers konkurrerede med hinanden, førte han retssager mod Adolph Sax – men til sidst i 1859 endte det med at det var Sax der vandt !

 

 

paris

Fig. 29  LAGERET FRA FIRMAET GAUTROT, PARIS CA. 1880

 

 

ANDRE INSTRUMENTFAMILIER

Fig. 30 KOENIG HORN. I 1856 præsenterede firmaet Antoine Courtois Koenig-hornet i F designet af Herman Koenig – det blev en forløber for Ballad-hornet.

 

I 1868 begyndte firmaet Boosey & co. At markedsføre en anden messinginstrument-familie ballad horns med opadvendt klangstykke designet af Henry Distin. Senere fremstillede Distin sine egne ballad-horn, længe efter han havde solgt sit patent til Boosey & Co og levede i USA. De mest almindelige ballad-horn var en tenor-udgave stemt i C – de sidste blev fremstillet af Frelsens hærs instrument-fabrik ca. 1930 (se mere om Henry Distin i Brass Band, Romantikken II,  og i Instrumentfremstilling i England, også Romantikken II).

Fig. 31  HENRY DISTIN TV. viser sit BALLAD HORN. Efter at have levet som udøvende og optrådt sammen med sin far og sine brødre, etablerede Distin i 1849 en instrumentfabrik i London, Distin & Co. (se mere om Distin under BRASS BANDS, ROMANTIKKEN II og under INSTRUMENT BYGGERI I ENGLAND, ROMANTIKKEN II).

 

 

corn

Fig. 30   CORNOPHON.  Der var også andre end Sax og Distin der forsøgte sig med at lave messinginstrument-familier. Cornophonen er et konisk messing-instrument med 3 ventiler. Det blev opfundet i 1880’erne af Fontaine-Besson i Paris. Instrumentet blev oprindeligt kaldt “Cornon” og patenteret i 1890.

Fig. 31   JOHN W. GRAEFF (1850-1912) FOTOGRAF OG BAND-LEDER –  SELVPORTRÆT. Hans instrument er et altinstrument med opadvendt klangstykke og drejeventiler. For os at se et ”hybrid-instrument”, men det var ret almindeligt i USA fra 1850-erne til 1890-erne. Hans band, The Perseverance Band, var tilknyttet Perseverance brandvæsen.

 

 

 

CORNETTEN

 

saxhorn

Fig. 32   Eb-CORNETTENS FORLØBER: SOPRAN-SAXHORNET i Eb, her med drejeventiler. Postkort fra USA 1865-1870

I 1820-erne kom nogle af de tidligste tyske ventilinstrumenter til Paris, og de franske instrumentmagere gik straks i gang med at kopiere dem. Et af de første instrumenter der fik ventiler var det lille posthorn, cornet-de-poste,i England først kaldet Cornopean og senere slet og ret cornet. Til at begynde med blev cornetten opfattet som et diskanthorn og det blev i første omgang Paris’ unge “hornløver” der kastede sig over den. Her kunne de udfolde sig frit uden den tyngende naturhorn-tradition, og Pariserkonservatoriets første cornetprofessor var da også en hornist fra pariseroperaen J.H. Maury. Men efter et stykke tid blev det mere trompetister der tog cornetspillet op, og instrumentet ændrede sig lidt: Det fik et mindre dybt mundstykke, Bb-stemningen blev den foretrukne og Stötzelventilerne blev erstattet af Perinetventiler, og med den karakteristiske bue på begyndelsen af klangstykket (den sidste reminiscens fra hornfaconen) havde cornetten fået sin endelige udformning.

 

cornopean-a

Fig. 33   CORNOPEAN med forlængerbøjler og trækasse fra ca. midten af 1800-tallet.  I cornettens barndom var det almindeligt at kunne stemme den fra Bb og helt ned til Eb. Cornetten her har det tidlige Stötzel-pumpe (fransk: Piston) ventilsystem. Instrumentet har også en klap til udførelse af triller

Fig. 34   CORNET I Bb MED DREJEVENTILER og FORLÆNGERBØJLER, BESSON, 1848. 

cornet

Fig. 35   Bb- CORNET, ANTOINE COURTOIS, FRA  1875

 

ARBANFig. 36   JEAN BAPTISTE ARBAN (1825-1889)

– var den første store cornetvirtuos. Han blev berømt både som solist og som pædagog, og 1869 – 1889 var han cornetprofessor på Pariserkonservatoriet. I 1864 skrev han sin berømte Grand Methode der endnu i dag bruges ikke bare til cornet, men til alle ventil-messinginstrumenter.  Hans skole slutter med en række variationer over kendte melodier, den sidste er variationer over “Karneval i Venedig”  som indeholder hurtige registerskift der skaber en illusion af at det er to der  spiller:           

   karneval

 

 

 

 

 

 

 

 

Der var delte meninger om cornetten. Det konservative “klassiske” musikmiljø opfattede den som et udpræget “plebejerisk” instrument. Berlioz fandt cornetten underlegen overfor trompeten, og i symfoniorkestret blev den til at begynde med mest brugt til at udfylde tonerne mellem trompetens naturtoner. I sin instrumentationslære fra 1855 skriver han: ”En frase der er klinger acceptabel på violin eller træblæsere bliver vulgær og pågående når den spilles på cornet”.

Andre var begejstret for cornettens bløde klang og bekvemme spillemåde hvor man kunne præstere et sandt “festfyrværkeri” af  virtuos teknik. Den blev derfor hurtigt fast inventar i alle Paris’ blæse- og undeholdningsorkestre, og dens brug i danseorkestre gav den tilnavnet “kvadrillens sjæl”. I blæseorkestrene overtog cornetten efterhånden klaphornets plads og blev messinginstrumenternes dominerende sopraninstrument (se under Patrick Gilmore ROMANTIKKEN II).

 

 

BAL

Fig. 37   ET “BURGØJSER BAL” Litografi af H. Dumier, 1852 

 

På trods af sit rygte fik cornetten alligevel en vis anvendelse i symfoniorkestret.  Efter uropførelsen af sin Symphonie Fantastique ( 1830), skrev Berlioz en solo-stemme for cornet til Arban i 2.satsen, un bal, og i hans viola-koncert Harold i Italien (1834) er der også en lille solo. I orkester-sammenhæng blev der ofte skrevet for 2 cornetter og 2 trompeter, som f.eks i: D-moll symfonien af Cécar Franck (1822-1890), operaen Don Carlos af Guiseppe Verdi (1813-1901) og i Peter Tjaikovskys (1840-1893) ballet Svanesøen hvori der også er en stor cornet-solo. For at kunne dække sopranino-registret blev soprancornetten i Eb også populær i blæseorkestre.     

 

 

FLÜGELHORN

Klaphornet blev også forsynet med ventiler, og da det var endnu mere konisk og vidrøret end cornetten fik det en endnu blødere klang. Betegnelsen Flügelhorn stammer fra de gamle små jagthorn. Ordet Flügel går tilbage til det hollandske Vleugel der igen går tilbage til det engelske fly der betyder vinge – det var netop med sit horn at Flügelmeisteren dirigerede vingerne eller flankerne under jagten.  

 


FLYG

Fig. 38    FLÜGELHORN Flügelhorn i Bb og sopranino Eb fandt straks anvendelse i blæseorkestre. I Tyskland og Østrig kom dybere udgaver: Alt-, tenor- og basflügelhorn

 

 

 

ALTHORN, BARITONE og EUPHONIUM

De høje saxhorn blev hurtigt erstattet af cornetter, de var jo nærmest bare en anden udformning af det samme instrument. de øvrige saxhorn fra alt- til basregistret findes stadig i blæseorkestre – i det engelsk orienterede Brass Band ses de i rendyrket form. I tidens løb er altudgaven og de to tenorudgave (en med mindre boring og en med større) blevet fremstillet i forskellige faconer og med forskellige navne.

Selve instrumentbetegnelserne virker ret forvirrende. En ting er at det enkelte instrument har forskellige navne i de forskellige lande, men værre er det at den samme betegnelse betyder noget forskelligtde forskellige sprog !

07[1]

Fig. 39    TYSK BARYTON med DREJEVENTILER

I dag er de fleste udgaver i tubafacon med pumpeventiler men de har også været fremstillet i oval- eller rund facon med drejeventiler.

 

Fig. 40   OVERSIGT OVER INSTRUMENTBETEGNELSER:

 

LANDE                            ALT i Eb                TENOR i Bb (lille boring)   TENOR i Bb (stor boring)

SKEMA

Engelsk: TENORHORN/ Tysk: ALTHORN

er stemt i Eb med en grundtone næsten en oktav over F-waldhornet. I modsætning til waldhornets fyldige og profilerede klang har althornet mindre spænding i klangen og det gør det velegnet til at klinge sammen med de andre instrumenter i et Brass Band, lidt ligesom en bratsch gør det i symfoniorkestret.

 

Engelsk: BARITON/ Tysk: TENORHORN

er stemt i Bb, har en relativ lille boring med en klang der ligger mellem althorn og euphonium og er det perfekte bindeled mellem disse to instrumenter.

 

Engelsk: EUPHONIUM/ Tysk; BARYTON 

(Euphonium -græsk = Velklang) er også stemt i Bb, har en stor boring der giver en fyldig og vægtig klang, hvorfor betegnelsen tenortuba egentlig er meget dækkende. Da et euphonium fungerer fortræffeligt i sine yder-registre kan det fordoble horn i højden og tubaer i dybden. Euphoniummet er selvskrevet til at spille de mange obligate (kontrapunktiske) modstemmer som blæseorkestres repertoire er så rig på. Som det mest prominente soloinstrument blandt de dybe blæsere i både Brass Band og harmoniorkester har euphoniummet også fået det poetiske tilnavn: “De dybe instrumenters primadonna”. 

 

TUBAEN

Tubaen er det eneste messingblæseinstrument, eller orkesterinstrument i det hele taget, hvor vi kender den helt nøjagtige fødselsdato ! Den 12. september 1835 fik Wilhelm Wieprecht (se under harmoniorkester, romantikken II) og instrumentmager Johann Moritz udtaget “Preussisk kejserlig patent” på deres  Chromatische Bass-Tuba i F med 5 berlinerpumper. Der har sikkert været en del andre dybe tuba-agtige instrumenter før da, men tubaens markedsføring og kvalitet var meget effektiv og den nye tuba slog straks an i alle blæseorkestre som noget helt nyt. Senere fremkom Wieprecht og Moritz med en mere vidrøret udgave under navnet Bombardone. Da Sax fik patent på sine saxhorn 1849, var de dybeste af dem jo reelt også tubaer. Samme år  konstruerede det tjekkiske firma Cerveny en kontrabastuba i CC, og kort efter en endnu større i BB, der til ære for den østrigske kejser fik navnet Kaiserbass.

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

DANSK TUBA

TUBAFig. 41   TUBA i F fra 1840, Danmark. 

Sammenlignet med den moderne tuba var de første tubaers klang nærmest spagfærdig, men i forhold til alle de serpenter, bashorn og opheicleider der ellers var i brug var dens klang fyldig og en afgørende forbedring. Derfor fik den navnet “bastuba”, men da man senere fik endnu større tubaer i CC eller i BB skulle de jo også have et navn – og det blev så til “kontrabastuba”. Denne her viste tuba har sandsynligvis været brugt i Det Kgl. Kapel ved uropførelsen af Niels Wilhelm Gades “Ossian-ouverture” d.19. november 1841.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

Tubaen fik fra starten af specielle nationale udformninger, da kravene til klangkarakter og register tog farve af den måde de andre messinginstrumenter blev brugt på i de enkelte lande. Da tubaen under alle omstændigheder er et bas-instrument blev den kaldt for bastuba. Da de dybe tubaer i CC og BB kom frem fik de så navnet kontrabastuba.

 

I TYSKLAND fik tubaen hurtigt fodfæste i symfoniorkestrene, og den tyske tuba skulle danne bas i den fyldige og mørke tyske messingklang. Tubaen blev nærmest populær, og selv den konservative Brahms bruger bastuba i sin Symfoni nr.2 i D-dur og i hans Akademisk festouverture. Fra og med den første del af Wagners operacyklus Nibelungens Ring, Rhinguldet (1854), bruger han kun kontrabastuba, og i den tredje del, Sigfred (1876), er tubaen endda solist i dragen Fafner’s motiv. Tubaen føjede en ny dimension til basungruppen. Umiddelbart skulle man tro at den fyldige og bløde tubaklang ville gå dårligt sammen med basunernes mere centrerede klang, men det viste sig at fungere fortræffeligt. I 4-stemmige koral-agtige passager danner den en effektiv bas og sammen med basbasunen danner tubaen, unisont eller i oktaver, en karakteristisk blandningslyd der kombinerer det centrerede fra basunen og det fyldige fra tubaen.  

 

  

Fig. 42    3 TUBAER FRA CA. 1870.  Fra venstre til højre: Kaiserbass fra firmaet Moritz, Engelsk Eb-tuba med pumpeventiler og Østrigsk F-tuba med drejeventiler 

I FRANKRIG var ophicleiden langt mere etableret end i Tyskland og her tog det betydeligt længere tid inden den blev slået ud af tubaen. I 1843 var Berlioz på en koncert tourne, og her hørte han for første gang tubaen da han overværede en opførelse af hans egen Les Frances-Juges ouverture som under ledelse af Wieprecht blev spillet af et gigantorkester på 320 mand, bl.a. med 12 tubaer. Berlioz blev en varm fortaler for tubaen. I reviderede udgaver af hans orkesterkompositioner skiftede han ophicleiden ud med tubaen, og når han ikke selv gjorde det blev det gjort af hans forlæggere. I Frankrig var messingklangen meget lys og den franske tuba blev således helt anderledes let end den tyske.  Den franske tuba blev opfattet som en moderniseret ophicleide, og den blev da også bygget i de samme to stemninger i Bb og C, efter vores begreber nærmest som et euphonium

01[1]

 

 

 

 

Fig. 43   FRANSK TUBA i C MED 6 VENTILER

Denne lille tuba, der var stemt en hel tone højere end et euphonium, passede godt til de andre lystklingende franske messinginstrumenter. Den blev brugt til udførelse af alle tubastemmer frem til omkring 1950, også kontrabastuba-stemmer. Den har et enormt omfang, og det er derfor man i Maurice Ravels instrumentation af Mussorgskijs “Udstillingsbilleder” både  finder en høj solo i “Bydlo-satsen”:

 

 

 

hoej-u

 

 

 

 

 

 

 

– og en dyb baslinje:

uu

 

Også i ENGLAND havde ophicleiden et særdeles solidt fodfæste.  Dirigenten Hans Richter havde arbejdet sammen med Wagner og var vant til rigtige tubaer, og da han kom til England måtte han sørge for at der simpelt hen blev bestilt en tuba hos en lokal instrumenthandler. 

 

 

TUBAEUPH

Fig. 44 ENGELSK EUPHONIUM FRA SLUTNINGEN AF 1800-TALLET.

Da også de engelske tubaister kom fra ophicleiden og da de engelske messing-klang var franskinspireret lys, var den første engelske tuba en tenortuba, – altså et euphonium. Så sent som i 1895 stod der i programmet ved Glouchester-festivalen i listen over orkestrets medlemmer: Mr Guimartin – Ophicleide OG tuba ! 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de engelske blæseorkestre spillede man på Eb- og BB-tubaer – og længe side om side med ophicleiden. Ved “Crystal Palace”Brass band konkurrencen i 1860 var der således i et stort sammensat orkester: 133 ophicleider, 155 Eb-tubaer og to BB-tubaer.  

I RUSLAND og USA var det først inde i 1890-tallet at der kom en bestemt national tuba-tradition. Indtil da blev der på skift brugt både F-, Eb-, CC- og BB tubaer. Men det var i  Rusland man i 1845 opfandt en helt speciel tuba Helikonen. Den blev 1849 kopieret i Wien og fik en hel del udbredelse i blæseorkestre.

Fig. 45   HELIKON.  Helikonen bæres på skulderen, og denne konstruktion gør den nemmere at bære end den almindelige tuba. En Helikon kan endda spilles til hest, med instrumentet hvilende på venstre skulder, højre hånd reserveret til ventilerne og med venstre hånd fri til at holde i hestetømmen. Herunder: MgGibeny Familie-ensemblet havde hele 3 helikoner med i deres optræden, alt-helikon i Eb, tenor-helikon i Bb og bas-helikon i Bb (foto ca.1900).

 

 

______________________________________________________________________________________________________________

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

MUSIKERPORTRÆT

MØLLER

Fig. 46   FREDERIK WILHELM AUGUST MØLLER (nr.625) – DET KGL. KAPELS FØRSTE FASTANSATTE TUBAIST

– betjente sit omfangsrige  instrument hele sit liv, først fra 1839 i Livjægernes musikkorps, derefter fra 1843 i Livgardens musikkorps. Med denne afdeling gjorde han begge de slesvigske krige med og var således blandt dem, der var med til at holde ” Dengang jeg drog af sted- ” over dåben, den april-morgen i 1849, da garden sejlede til Slesvig og musikkorpset lod den nye soldatersang klinge ud over kajen. Fra 1853 assisterede han med tuba i Kapellet, og han fik en kontrakt da han gik ud af garden i 1873. Han blev fast ansat i Kapellet i 1877 (se under Romantikken II), hvor han virkede helt til 1892. I det begyndende kollegiale arbejde var han en forgrundsskikkelse, og han var bl.a. medstifter af musikernes understøttelsesfond. FWAM var medlem af Wilhelm Ramsøes messingkvartet og har været med til at uropføre Ramsøes kvartetter. 

 

 kapeltuba

Fig. 47   TUBA FRA F.W.A. MØLLERS TID  I KAPELLET  Svensk Wahl tuba stemt i F med 6 ventiler, stemplet med følgende inskription: Tilhører Det kgl. Kapel, 1877.

 

 

 

____________________________________________________________________________________________________________________

HELLEBERG

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig. 48  AUGUST HELLEBERG (1861-1936) – blev den første tubaist der opnåede international berømmelse. A. Helleberg var født i Danmark og emigrerede med sin familie til USA . Han fik hurtigt slået sit navn fast og fik en helt speciel bemærkelsesværdig karriere. Mellem 1880-erne og 1920-erne var han simpelt hen “tubaisten” i USA hvor han spillede både som solist og orkestermusiker. Han blev den første tubaist i Chicago Symfoniorkester, og siden medlem af både New Yorks Philharmoniske orkester, Metropolitan operaens Orkester og John Philip Sousas Band. I Metropolitan operaens Orkester spillede han også kontrabasbasun (se under kontrabasbasun) og han var også en dygtig kontrabassist. Tre af hans brødre kom også til USA som Musikere: Johannes på fagot, Thomas på trompet og Andreas på fagot. Hans to sønner blev også  tubaister, og en overgang dannede de sammen med deres far tubagruppen i Sousas Band. Mange år efter hans død blev han stadigvæk omtalt som “alle tubaister fader” og “den største tubaist af alle”.

 

MUND

Fig. 49   HELLEBERG MUNDSTYKKER.  August Helleberg var med til mange indspilninger, bl.a. med sangeren Caruso, men det er succesen med hans mundstykkedesign der har gjort ham kendt indenfor fagkredse helt frem til i dag. Mundstykkerne blev i sin tid fabrikeret af firmaet C.G. Conn, men er kopieret og modereret af andre firmaer siden. Tv. mundstykke til Eb tuba, th. mundstykke til BB tuba.

 

 

 

 

POSTKORT  MED TUBA-FAMILIEN  FRA FØR OG EFTER ÅR 1900

 

Fig. 50   De store tubaer blev opfattet som kæmpe-instrumenter. De fremstår som endnu større når de er vist sammen med små børn, og det blev derfor et yndet postkort-motiv  fra omkring år 1900 og frem til 1950-erne.

 

 

 

 

ooo

 

 

 

 

 

Fig.51  OPHICLEIDE – UNDERVISNING. Tysk træsnit 1871

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klovn

Fig. 52  CLARISSA, PAS PÅ SLANGEN ! Efter Charles Vernier, Paris ca.1850. Serpenten, tubaens bedstefar, kunne åbenbart stadig opleves på denne tid ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

oph

 

Fig. 53  OPHICLEIDE-SPILLER, fransk postkort 1903 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

VENTILINSTRUMENTERNE I SYMFONIORKESTRET – EN GRADVIS ACCEPT

De nye ventilinstrumenter kom kun langsomt ind i symfoniorkestret. Man fandt at der var en harmonisk og afklaret balance mellem de gamle instrumenternes muligheder og deres funktion, mens de nye instrumenter var blege og kedelige. Der var også en hvis stolthed ud fra devisen: “Rigtige musikere i et symfoniorkester spiller ikke på ventilinstrumenter”. Det var nu et faktum at tonerne på f.eks. det nye ventil-valdhorn  lød helt ens, – noget som nogen så som et stort fremskridt mens andre mente det ødelagde det oprindelige naturhorns karakter. Til de sidste hørte bl.a. Johannes Brahms (1833 – 1897), han var ret konservativ og han kaldte foragteligt de nye ventilhorn for “messingbratscher”.

__________________________________________________________________________________________________________________

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

OSSIAN OUVERTUREN

GADE

Fig. 54  NIELS WILHELM GADE  (1817-1890)

Da den kun 24 årige violinelev i Det Kgl. Kapel Niels Wilhelm Gade (kapelnummer 561) vandt en komponistkonkurrence om at skrive en koncertouverture, blev han fra den ene dag til den anden berømt for sin “Ossian-Ouverture”.  Med sin 1. symfoni kom han til Leipzig hos Mendelssohn hvor han blev vicedirigent  for det berømte Gewandhausorkester, og efter Mendelssohns død chefdirigent. I 1848 kom Gade hjem til Danmark hvor han indtog en førerposition indenfor det Københavnske musikliv.

Overgangen fra naturinstrumenter til ventilinstrumenter skete selvfølgelig ikke “over night” men gradvis. Niels Wilhelm Gades Ossian Ouverture er skrevet i tidlig romantisk “Mendelssohn-stil” og er et godt eksempel på en, for sin tid, ret avanceret brug af messinginstrumenter. Hornstemmerne er meget lig som de findes hos Mendelssohn, men de andre messinginstrumenters stemmer er særdeles eksponerede  uden for alvor at bryde med traditionen.

Især trompet-stemmerne er udfarende – i hvert fald mere end Mendelssohn sikkert ville have skrevet dem. Selvom stemmerne er skrevet for ventiltrompet fungerer de ofte arketypisk som natur-trompeter der spiller fanfareagtige signaler med triol-stød:

 

OSSIAN TR.

Basunerne bliver brugt til en magtfuld præsentation af hovedtemaet med et udtryk der ligger mellem Franz Schuberts symfoni nr.8 og 9 og Wagners Tannhäuser-ouverture:

OSSIAN BASUN

Ossian Ouverturen blev skrevet i 1841 kun 6 år efter tubaens opfindelse (under ROMANTIKKEN I ses den tuba der formodentlig blev anvendt til uropførelsen af ouverturen). Normalt var der 3 basuner i orkestret, men da tubaen har været et helt nyt instrument at det sikkert 3 basunisten der har spillet tuba, og det er sikkert derfor at der originalt kun er 2 basuner med i ouverturen. (I dag spiller man dog ofte efter en rekonstrueret udgave med 3 basuner OG tuba).

___________________________________________________________________________________________________________________

RICHARD WAGNER (1818-1883) – STORE BESÆTNINGER

Nu havde man forestillet sig at når ventilsystemet havde gjort messinginstrumenterne fuldt kromatiske, så ville der komme en gylden tid for messiningblæserne hvor de kunne udfolde sig som solister og som kammermusikere. Men sådan gik det slet ikke – nærmest tværtimod, for alle de nye instrumenter fik først og fremmest betydning som orkester-instrumenter. Messinggrupperne i symfoniorkesteret blev gradvis større og fik flere solistiske passager. Den største messingbesætning i symfoniorkestret i 1800-tallet blev nået med Richard Wagners (1818 – 1883) operacyklus Nibelungens Ring med: 3 trompeter, bastrompet, 8 horn (4 valdhorn og 4 wagnertubaer), 2 tenorbasuner, basbasun, kontrabasbasun og kontrabastuba, i alt 17 messingblæsere! 

WAGNER

Fig. 56   RICHARD WAGNER’ – satirisk tegning. Hans lange operaer med de store orkesterbesætninger med masser af messing virkede på nogen anmassende, dekadent og nærmest som åndelig voldtægt. Her “går komponisten løs” på en sagesløs tilhører.

“Store øjeblikke og lange halve timer” – citat af Gioacchino Rossini (1792-1868) om Wagners operaer

 

Fig. 45 WAGNER DIRIGERER SIEGFRED IDDYL.  Wagner skrev eet stykke for kun 13 musikere, Siegfred Idyll, som en fødseldags gave til sin anden hustru, Cosima efter fødslen af deres søn Siegfred i 1869.  Stykket blev uropført jule morgen d. 25 December 1870, af et lille ensemble fra Tonhalle Orkestret i Zürich på trappen til deres villa i Tribschen, Lucerne Sweitchz. dirigenten Hans Richter spillede den meget lille trompet-stemme. Siegfred Idyll står i stærk kontrast til den voldsomme instrumentation i det meste af Wagners musik. Maleren af dette billede har ikke haft megen kendskab til indholdet. Originalt er der kun 2 horn og en trompet med – her er der alt for mange instrumenter med og instrumenter er helt forkert tegnet. Wagner havde egentlig tænkt stykket som noget helt privat, men på grund af pengemangel blev det  alligevel udgivet i 1878 på forlaget B. Schott – nu for 35 musikere, for at gøre det mere salgbart.

Som orkestrene blev større blev det et problem overhovedet at kunne høre sangerne i tidens operaer. En løsning var indretningen af Operashuset Bayreuther Festspielhaus i Tyskland. Det blev bygget i 1876 specielt til opførelser af Richard Wagners operaer. Et særligt raffinement ved bygningen er konstruktionen af orkestergraven. Den går ind under scenen og er forrest overdækket med en skal så orkestergraven er usynlig for publikum. Den giver således en perfekt balance mellem sangere og det store orkester med de mange messingblæsere – den ideelle akustik for Wagners operaer. Den giver også publikum mulighed for at koncentrerer sig om hvad der sker på scenen uden at blive distraheret af dirigent og musikere.

Fig.   KONSTRUKTIONEN AF ORKESTERGRAVEN I BAYREUTHER FESTSPIELHAUS

Fig.  46  PUBLIKUMS-RUMMET I BAYREUTHER FESTSPIELHAUS 

Fig. 47   ORKESTERGRAVEN I BAYREUTH SET FRA FRA OVEN

Fig. 47   ORKESTERGRAVEN I BAYREUTH SET FRA NEDEFRA

bayrueth

Fig. 55  WAGNER DIRIGERER PARSIFAL I BAYREUTHS ORKESTERGRAV, Tegning fra 1882. Orkestrerne bliver større og større i 2. halvdel af 1800-tallet. 

Fig.  48  Lige før forestillingerne og I pauserne spiller et messingensemble temaer fra dagens forestilling.

BAYREUTH MESSING ENSEMBLE FØR (noderne er Valhalla-temaet fra Ringen):

– OG NU:

GUISEPPE VERDI (1813-1901) – INSTRUMENTATION, DYNAMIK og BALANCE

JEPS

Fig. 57   AMILCARE PONCHIELLIS (1834-1886) ITALIENSKE HARMONIORKESTER

— bestod af klarinetter, slagtøj og ellers af tidens italienske ventil-messinginstrumenter: Cornet, Flügelhorn, (valdhorn) Genis (alt/tenorhorn) i Eb, trompet i dyb Eb, Ventilbasuner i Bb og i F, Flicorno Basso (tenorhorn/baryton) i Bb, Bobardino (euphonium) i Bb, og Bombardone (tuba) i F, Eb og BB.

 

Når man hører opførelser af romantisk musik spillet på “historiske instrumenter” fra tiden, kan man høre at den tids messinginstrumenter klinger lidt ligesom i dag, men de har klart en anden dynamik. Messingblæserne i de Italienske symfoniorkestre på Verdis tid kom alle fra blæseorkestre. De var ikke uddannet på et musikkonservatorium og ikke trænet i at spille så kraftigt som man gør i dag, og deres instrumenter, der alle var ventilinstrumenter, klang “lukkede” og kunne slet ikke spille så magtfuldt som det f.eks. høres i vor tids filmmusik. Det er derfor at der i messingblæse-stemmerne til Verdis musik ofte står Tutta Forza, altså “med al kraft” – det var åbenbart nødvendigt for at få den nødvendige “flothed” i musikken. I dag ville en sådan betegnelse betyde at messingblæserne totalt kom til dominere orkesterklangen. Med denne viden, skal man altså spille Verdis messingstemmer noget svagere end de er noteret for at få den ønskværdige balance mellem de forskellige orkestergrupper!

 

Milano_Teatro_alla_Scala_Postkarte_001[1]

Fig. 58   SCALAOPERAEN I MILANO MED ET STORT ORKESTER – POSTKORT FRA år 1900. I 1800-tallet fungerede italienske symfoniorkestre næsten udelukkende som opera- og balletorkestre. Opera var umådelig populært og havde en helt speciel folkelig gennemslagskraft.

___________________________________________________________________________________________________________________________

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

MESSINGBLÆSERE I FELTEN

 

mili

Fig. 69   MILITÆRMUSIKERE FRA DEN KGL. LIVGARDE

De to slesvigske krige, 1848-18 51 og 1864 skabte praktiske problemer i Det Kgl. Kapel. Bi-instrumentisterne: Trompetister, basunister, tubaister og slagtøj kom stadigvæk fra militæret. De blev under et kaldt for “hoboister” og havde kun kapeltjenesten som bijob. Op til krigene kom parader og anden militærtjeneste mere og mere på tværs af deres kapeltjenester, og helt galt gik det da krigen brød ud og de skulle med i felten. De vikarer der kom til Kapellet var ikke altid lige kompetente, og bedre blev det ikke af at bi-instrumentisternes stemmer blev mere og mere omfattende og svære at spille. 

FASTANSATTE MESSINGBLÆSERE I DET KGL. KAPEL

Endelig i 1877 blev trompetister, basunister, en tubaist (og paukist) fastansatte kapelmusikere med samme rang og anciennitet som strygere og træblæsere. I 1878 blev der taget en række fotografier til et stort fællesbillede af Kapellet, og for første gang nogen sinde (måske siden Chr.4s tid) ser vi tydelige portrætter af danske messingblæsere. 

Fig. 60   TROMPETISTER

KAPEL TROMPETISTER

Peter Johan Petersen  (kapel nr.614)  og  Peter Johan Fredrik Kruse (kapel nr. 591)

Fig. 61  HORNISTER

KAPELHORNISTER

Andres Maxilius Høyberg  (kapel nr. 635),  Alfred Hyllested (kapel nr. 627), Frederik V. Drewes  (kapel nr. 620) og Johannes K. W. Petersen(kapel nr. 596)

Fig. 62   “DYBE MESSINGBLÆSERE”         

KAPEL BAS. og TUBA

ALTBASUN – Eduard W. Jorck (kapel nr. 597), TENORBASUN – Niels Rudolf Nielsen (kapel nr. 590), BASBASUN   – Johan W. Engelhardt (kapel nr. 589) og TUBA  Frederik W. August Møller (kapel nr. 625)

 På denne tid er der ikke spillet meget altbasun, så instrument-betegnelserne dækker sikkert over: 1.-, 2.- og 3. basun –  en praksis der også kendes fra f.eks. Østrig.

 

_____________________________________________________________________________________________________________

SMÅ ORKESTRE

 

1800-tallets mindre danse- , salon- og teater-orkestre var mini udgaver af symfoniorkestrene, ofte med klaver, og så ellers med de sædvanlige orkesterinstrumenter: Stryge-, træblæse-, messingblæse- og slagtøjsinstrumenter.

 

 

Fig. 63   SÆTSTYKKE TIL ET ENGELSK DUKKETEATER 1830, der bl.a. viser messingblæsere med naturinstrumenter:  2 hornister med naturhorn, 2 trompetister med naturtrompeter og en basunist med en basbasun i G og håndtag på trækket (se under basun ROMANTIKKEN II)

Fig. 64   ORKESTRET FRA ET FRANSK DUKKETEATER Ca. 1860, der viser  messingblæsere med ventil-instrumenter 2 hornister med ventilhorn, 2 trompetister med ventiltrompeter og en basunist.

                                                          

Fig. 65   UDSIGT FRA LOGEN, FRANSK MALERI AF JEAN BERAUD ca. 1883. I orkestergraven ses tydeligt en basunist

 

Fig. 66   MC. MASTER ORCHESTRA 1896, USA – med 2 cornetter og een ventilbasun.

Fog. 67    JOHAN STRAUSS den yngre (1825-1899) OG HANS ORKESTER SPILLER TIL HOFBAL – med 2 trompetister, 2 hornister og en basunist. Koloreret litografi  1900.

Fig. 68    DANSE- ELLER STUDENTERORKESTER FRA CHICAGO 1900 med bl.a. 4 cornettister og en ventilbasunist.