Om Lurene
FUNDET AF LURERNE
Lurerne stammer fra bronzealderen (ca.1000 f.Kr.), er 3000 år gamle og således et af verdens ældste instrumenter. Lurerne er støbt af bronze og er altid blevet fundet parvis. De første seks lurer (altså tre par) blev fundet af bonden Ole Pedersen 1797 under tørvegravning i Brudevælte Mose nord for Lynge i Nordsjælland. Lurerne fandtes liggende to og to i en dybde af ca. 1,5 meter under tørven på, hvad af Amtsforvalter Arentz i brev til Amtmand, Geheime Conference raad Levetzow af 15.juni 1797 benævner “blåler”. At fundene er gjort på overgangen mellem “blåler” og tørv tyder på, at genstandene er nedsænket i mosehullet, medens det stadig var en sø og før denne begyndte at gro til. I et senere brev hedder der:
“Ved endvidere at grave i Brudevelte Mose, har Gaardmand Ole Pedersen fundet Mundstykkerne eller den øvrige halve Deel af de krumme Metal Horn, som jeg under 15de. d.m. tilsendte Deres Excellence. Bemeldte Mundstykker, som herved underdanigst tilstilles Deres Excellence, er fundet omtrent 5 Alen (omtrent 3 meter) fra det sted hvor Hornene laae, i samme dybde og istæden for at Hornene laae toe og toe sammen, fandtes alle 6 Mundstykker samlede og hvorved man fandt Sportil at samme havde været bundet tilsammen med et treflette Baand”.
TEGNING DER VISER HVORDAN DE 6 BRUDEVÆLTELURER BLEV FUNDET
MED UNDER- OG OVERDELE BUNDET SAMMEN
KORT OVER FUND AF LURER. DER ER FUNDET CA. 60 HELE ELLER DELE AF LURDELE, OG ALLE ER FUNDET PÅ DANSK JORD ELLER DELE AF SVERIGE OG TYSKLAND DER TIDLIGERE HAR VÆRET DANSK
BRUDEVÆLTELUR
FREMSTILLING
Fremstillingen af lurer krævede en høj grad af håndværksmæssig kunnen. Formodentlig er kunsten at støbe lurer blevet udviklet og forfinet over meget lang tid. Lurerne repræsenterer de ypperste bronze-objekter, som indtil nu er kendt. De er støbt ved hjælp af en teknik kaldet “a cire perdue” (med tabt voks).
Ved teknikken udføres lurdelene i voks med en indre – og en ydre kappe af ler. Kappe og kerne holdes på plads af flere kernestøtter (små tynde søm) under støbeprocessen, hvor voksen bliver erstattet af bronze. Lurerne er støbt i enheder, som så er en muffe eller samle-bånd, der også støbes fast, udenpå hoved-rørene. Teknikken med at støbe rør var kendt i antikken, men gik siden tabt, for først at genopdages omkring ca. år 1400.
ANVENDELSE
Alle lurerne er fundet i moser sammen med smykker og våben, antageligt som offer-gaver. Lurernes svungne form fremstår som en kopi af dyrehorn, men man ved intet om hvad man egentlig har brugt instrumenterne til – det har formodentlig været til religiøs eller ceremoniel brug.
MALEREN LORENZ FRÖLICH (1820-1908) BESKRIVER LURER ANVENDT UNDER KAMP
– UDSNIT AF FRISE PÅ FREDERIKSBERG RÅDHUS
LURERNE’S MUSIK
Lurerne fungerer ligesom messingblæseinstrumenter (trompet, horn, basun og tuba). Ved at puste og “summe” med læberne i det tragtformede mundstykke kan man spille “naturtone-rækken”, som man kender det fra et signalhorn eller fra et jagthorn – ca.8 toner.
Man ved ikke hvad der har været spillet på lurerne eller hvor dygtige bronzealderens musikere været.
Når 2 forskellige naturtoner spilles samtidig dannes der dur- og moll agtige samklange som harmonerer godt med vor tids musikopfattelse. Faktisk bygger den vesterlandske musik på naturtone-rækken, så det kan være vanskeligt for os at forstille sig at man slet ikke har spillet tostemmigt, – om ikke andet så ved en fejltagelse ? Men bronzealder-folket har jo ikke nødvendigvis den samme opfattelse af musik som vi har ? I Indien og i Kina findes der også “læbe-blæseinstrumenter” men traditionel indisk- og kinesisk musik bygger slet ikke på naturtone-rækken. Når man i dag spiller på 2 ens instrumenter der kan minde om lurerne der, spiller de 2 instrumenter enten unisont (- altså det samme samtidigt) eller de skiftes til at spille.
HELLERISTNINGER
Lurerne er afbilledet på de såkaldte helleristninger – religiøse billeder, der blev indhugget i sten i bronzealderen. De er ikke ristet eller ridset, men hugget med en håndstor sten.
HELLERISTNING DER VISER ” TO SKIBE. PERSON Nr. 2 FRA VENSTRE I DEN ØVERSTE BÅD KUNNE VÆRE EN LURBLÆSER
HELLERISTNING MED 3 LURBLÆSERE
HEIMDAL OG GJALLERHORNET
Ideen om et messingblæseinstrument som signalgiver optræder allerede i den nordiske mytologi. Guden Hejmdal har en fantastisk hørelse (han kan høre græsset gro!) og derfor optræder han som gudernes vagtmand. Han holder vagt for enden af regnbuen Bifrost og overvåger at ingen udefra sniger sig ind i Gudeboligen Asgård. Når han skal slå alarm blæser han i “Gjallarhornet”. Tegneren Lorenz Frölich (1820-1908) tegnede i 1895 Hejmdal med Gjallerhornet som en lur holdt med nedadvendt klangstykke:
LURERNES NAVN
Betegnelsen “lur” er af nyere dato – det blev anvendt af arkæologer i begyndelsen af 1800-årene. Oprindeligt stammer udtrykket fra de islandske sagaer, hvori det hedder at “krigerne kaldtes til kamp med luren”, – en betegnelse der således er ca.1500 år yngre end lurerne selv. Det var museumslederen Christian Jürgensen der i 1836 indførte betegnelsen “lur” i et museumskatalog.
CHRISTIAN JÜRGENSEN (1788-1865)
LURBLÆSERNE
– er et monument på Rådhuspladsen i København. Det blev udført 1911-1914 af Sigfred Wagner (selve statuen) og Anton Rosen (søjlen). Det blev finansieret af Carlsbergfondet og My Carlsbergfondet som en gave til Københavns Kommune i anledning af 100-året for brygger J.C. Jacobsens fødsel.
LURERNE FÅR STATUS SOM DANSK NATIONAL-INSTRUMENT
ANGUL HAMMERICH (1848-1931)
I begyndelsen af 1900-tallet skabtes ideen om lurerne som dansk national-instrument, til dels gennem musikvidenskabmanden Angul Hammerich . De 2 musikere fra Det Kgl. Kapel Anton Hansen ( kapelnummer 694) og August Petersen (kapelnummer 648) optrådte på lurer, endda på Nationalmuseets egne originale instrumenter, og i 1925 fik Angul Hammerich foranlediget en indspilning der udkom 1926.
Fig. 4 LURBLÆSERE SPILLER TIL SKT. HANS AFTEN 1896 FORAN NATIONALMUSEET PÅ MUSEET’s EGNE LURER
Fra venstre, På Eb-lur: August Petersen sen. (Kapel nummer 648) og August Petersen jun. (Kapel nummer 660)
på C-lur: Carl Christensen (Kapelnummer 685) og Anton Hansen (Kapel nummer 694)
Ved indvielsen af Nationalmuseets nybyggeri i 1938 ophørte offentlig brug af de originale lurer. De er dog siden blevet brugt til div. indspilninger.
LURBLÆSNING PÅ TAGET AF NATIONALMUSEET SANKT HANS AFTEN (1900 – 1920)
Litografi af William Pape
Nærmeste lurblæser: August Petersen sen. (Kapel nummer 648) og fjerneste lurblæser: August Petersen jun. (Kapel nummer 660)
Figuren med hat og stok er Angul Hammerich
LURERNES SYMBOLSKE BETYDNING
LURERNE LÆGGER NAVN TIL OG ER TEGNET PÅ ET LOGO FOR DANSK KVALITETS-SMØR
LUR SOM SYMBOL PÅ NOGET DANSK
Plakat af henry Heerup, foto: Henrik Schaarup
MINDESTEN
I 1942 blev der opstillet en mindesten i Maltbæk Mose, hvor der i 1861 blev fundet to bronzelurer. Foto: Søren Dippel
BOG OM LURERNE
Hvis man vil vide mere om lurerne kan bogen “BRUDEVÆLTELURERNE – VERDENS FØRSTE OG STØRSTE LURFUND” varmt anbefales. Her kan man læse om lurernes historie, om brugen af luren på tegninger, malerier, plakater m.m. og om den symbolske betydning lurerne har haft. Selv om bogen er koncentreret omkring “brudevæltelurerne” fortælles der også om andre lur-fund.
Flere af denne sides illustrationer stammer fra denne bog.
Bogen er udgivet af: Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune Kirkehavegaard, Kirkehaven 10, Lillerød, 3450 Allerød info@lafak.dk.
LURERNE I DAG
Alle de gamle originale lurer befinder sig i dag på Nationalmuseet i København.
LURERNE PÅ NATIONALMUSEET
DE FORSVUNDNE LURER
– Eller næsten alle lurer er i dag på Nationalmuseet! For nogle få af lurerne er endt helt andre steder uden for landets grænser. En af Brudevælte lurerne blev under indviklede diplomatiske og udenrigspolitiske manøvrere foræret til den russiske zar Nikolaj 1. Det skete i 1845 via den danske oldsags kommission hvis præsident var kronprins Frederik, den senere Kong Frederik 7. Man vidste at zaren var interesseret i lurerne og ideen med ligefrem at give ham en af lurerne var en ren politisk smiger for at stå på god fod med stormagten Rusland. Kommissionens medlemmer bifaldt Kronprinsens forslag om at afgive en af “Krigslurerne” med den begrundelse, at den “var aldeles ligesom en af de andre”. Kronprins Frederik bemyndigede så Prins Frederik af Hessen, som stod for at rejse til Rusland, egenhændigt at overbringe luren, der i dag befinder sig på Eremitagemuseet i Skt. Petersborg.
En anden lignende historie der blander lurer og storpolitik, er historien om den ene af de to lurer der i 1858 blev gravet op af Smidstrup Mose mellem Gilleleje og Rågeleje i Nordsjælland. Lige efter de blev fundet blev de overgivet til Frederik 7 og derefter opbevaret i en oldsagssamling på Frederiksborg Slot. Da slottet brændte i 1859 blev lurerne voldsomt medtaget, men stumperne af den ene kunne dog samles – eller også tror man at den måske slet ikke var på slottet under branden, men udtaget fra samlingen fordi kongen havde den med til et møde med oldsagskomissionen sommeren 1859 ? På det tidspunkt begyndte den 2.slesvigske krig at true og derfor ønskede Frederik 7 at skaffe sig politiske og militære forbundsfæller. Da den franske kejser Napoleon 3 var interesseret i oldtiden forærede den danske konge ham derfor en samling oldsager, bl.a. Blidstrup-luren. Gaven fik dog slet ikke nogen politisk eller militær betydning. Den er i dag er udstillet på et fransk national-museum i slottet St. German-en-laye, Paris.
LURBLÆSERNE
