Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold.
INDHOLD I DETTE KAPITEL:
Senest opdateret 16/4 – 2023
1 – BAROKKEN (1640-1750)
2 – DANSK MESSINGHISTORIE ET KONGELIGT BRYLLUP
3- TROMPETEN
4 – SPECIELLE TROMPETER og SPILLEMÅDER
5 – BAROKKENS TROMPET-REPERTOIRE og TROMPETISTERNE
6 – DANSK MESSINGHISTORIE TROMPETEN I DANMARK
7 – ZINKEN
8 – DANSK MESSINGHISTORIE ZINKE- og BASUNENSEMBLER I DANMARK
9 – HORNET
10 – CORNO DA CACCIA og CORNO DA TIRASI
11 – POSTHORNET
12 – BASUNEN
13 – SERPENTEN
14 – HÄNDEL’s FYRVÆRKWERI-MUSIK
15 – DANSK MESSINGHISTORIE INSTRUMENTMAGERI I DANMARK
16 – MANNHEIMER HOF ORKESTER
1. BAROKKEN (1640-1750)
BAROK PRAGT: CAROUSSEL 1622, gravering, National Biblioteket, Paris
I baroktiden begyndte instrumentalmusikken at ændre form og instrumentsammensætning. Der fremkom både musik for mindre kammermusik-besætninger – og for større orkesterlignende ensembler, bygget op omkring strygere (violin 1, violin 2, viola, cello og kontrabas) med forskellige blæserbesætninger. Det gennemgående fundament i alle baroktidens ensembler er continuo-gruppen, tidens rytmegruppe om man vil, bestående af et akkord-instrument (f.eks. cembalo, orgel eller lut) og et basinstrument (f.eks. gambe, cello, teorbe (bas-lut), fagot, – eller en sjælden gang basun). Messinginstrumenterne optrådte mest på skift og sjældent samtidigt. Et af de orkestre der var etableret gennem hele barokken (og som fortsatte senere hen) var det kejserlige hofkapel i Wien der i 1721 nåede helt op på hele 72 musikere. Selv om det var en usædvanlig stor besætning giver den et ganske godt billede af tidens behov for messingblæsere: 6 organister, 23 violinister, 1 gambist, 4 cellister, 3 violonespillere (kontrabassister), 1 lutspiller, (mærkelig nok var der ingen fløjteninster selvom fløjten var tidens modeinstrument!), 5 oboister, 4 fagottister, 2 zinkenister, 16 trompetister (det må have inkluderet hoftrompeterkorpset), 1 jægerhornist, 4 basunister og 2 paukister.
EN TROMPET, BASUN og HORN-MAGER SAMMEN MED SIN KONE Ca.1730 – 1750
Udgivet af Martin Engelbrecht (1684–1756) Augsburg, Tyskland.
DANSK MESSINGHISTORIE
2. ET KONGELIGT BRYLLUP
DET KGL. KAPEL SPILLER TIL HOFBAL I ANLEDNING AF CHRISTIAN 7.s BRYLLUP MED CAROLINE MATHILDE 1766.
Stik efter tegning af Nicolas-Henri Jardin. Ballet foregik på Christiansborg og Kapellet er vist “i aktion” som danseorkester. Pilene viser to musikere der med lidt god vilje spiller på en slags horn eller trompet – måske et udtryk for tegnerens fantasi ? Da den italienske kapelmester Guiseppe Sarti (kapel nr.379) reformerede Det Kgl. Kapel 1770 blev trompeterne ikke en fast del af Kapellet. Sarti ærgrede sig, men fra da af og helt frem til 1877 var trompetister, paukister, basunister og senere tubaister løst ansatte assistenter fra militærmusikken, især fra Den Kgl. Livgardes Musikkorps. Messingblæserne på billedet har således i givet fald været assistenter – for Kapellets første fastansatte hornister, Johan Gottfried Gruner (kapel nr.403 ) og Johan Gotfred Falck (kapel nr.404), blev først ansat 1770, og i 1853 blev den første trompetist (udover medlemmer af hoftrompeterkorpset), som også spillede violin, delvis tilknyttet uden direkte at være fastansat: Niels Lund.
3. TROMPETEN
TRE TROMPETISTER UNDER STORMEN PÅ KØBENHAVN 11. FEBRUAR 1659
Maleriet hænger på Frederiksborgmuseet.
I Wien nævnes der 1566 – 1576 i oversigten af de 16 trompetister hos hofmusikken i Wien 4 musikalske trompetister – et vidnesbyrd om at trompeten var på vej over i kunstmusikken. 1608 anvender Mondeverdi et trompeterkorps i den indledende Toccata til operaen L’Orfeo. Musikken improviseres ikke – alle stemmer er nedskrevet, men er i den traditionelle hoftrompeterkorps-stil. Stykket spilles 3 gange, og sidste gang spiller trompeterne med dæmper og fordobles af instrumenter fra orkestret.
Baroktiden blev en sand glansperiode for trompetspillet, der udmærkede sig ved sit virtuose tilsnit og heroiske udtryk. Det sangbare udtryk Messa di voce (en udholdt tone der vokser og falder i styrke) voksede ud af clarin-spillet, og tidens mest berømte trompetister var kendt for deres evne til at spille svagt, sangbart og lyrisk. Stødteknikken og det fanfareagtige blev medtaget fra principal-spillet som f.eks. i begyndelsen af J.S. Bachs Juleoratorium:
TROMPETSTEMMERNE TIL BEGYNDELSEN AF J.S.BACH’S JULEORATORIUM
I grupper med flere trompeter blev de 2 spille-måder sat sammen og tidens ideal havde (måske overraskende) også et fokus på de dybe toner. Dette gav ikke alene muligheder for at danne overtoner men også undertoner! Dette står i skærende kontrast til i dag hvor der i den grad er fokus på 1. trompet-stemmer i al slags musik i symfoniorkestre, blæserorkestre, big bands m.m.
TROMPET DÆMPER
– fra Mersenne (Frankrig): Harmonie univesselle (1636 – 1637)
DANSKE SKIBSTROMPETERER
– hilser den svenske konge Karl 10. ved hans afrejse fra Helsingør efter Roskilde-freden 1658. (Pudendorf)
TROMPETISTEN SOM BUDBRINGER
Gerard ter Borch (1617 – 1681): EN OFFICER SKRIVER ET BREV (1659)
MALERKUNSTEN – maleri af JOHANNES VERMEER (1632-1675)
Maleriet (fra 1666-1669) er fyldt med symboler. Den kvindelige figur skal være ”Clio” muse for historie-skrivning. Hun bærer en trompet som ”budbringer” – i denne forbindelse som repræsentant for både maleren selv, hans by (Delft) og hans land (Holland).
Hoftrompeterkorpsene trivedes videre i baroktiden, og der var stadig en særlig prestige forbundet med at være hof-trompetist. Så længe trompetisterne kom fra hoftrompeterkorpsene gjaldt trompetisternes restriktioner og privilegier stadig væk på en række områder. F.eks. var det i mange orkestre almindeligt at man optrådte ens klædt i en slags uniform, men ofte var det tilladt trompetister selv at bestemme deres påklædning. De engelske hoftrompetister måtte – endnu på Henry Purcells tid – have tilladelse af deres Sergent trumpeter til koncertoptræden med musikere udenfor hoftrompetisternes egne rækker. Som et tegn på den respekt trompetspillet nød, kan det fortælles at i England blev tidens obligate trompetsoli spillet stående foran orkestret ved siden af vokalsolisterne – noget der ikke tilkom solo-spillere på andre instrumenter. Denne praksis kan stadig opleves i England den dag i dag.
FIRE TROMPETISTER, EN PAUKIST, FIRE TROMPETISTER, EN SERGENT- (OVER) TROMPETIST og SEKS DEGNE
Stik af Nicholas Yeates, London, 1687.
TROMPETERKORPS FRA HAAG, HOLLAND, 1753
TROMPET-BANNER FRA 1700-TALLET,
– MED ORDERNE “DIEU ET MON DROIT (Gud og min ret) INDBRODERET
ANTHONIC PALAMEDES (1601-1673):
EN OFFICER SPILLER TROMPET (1. HALVDEL AF 1600-TALLET)
GERRIT DOU (1613-1675) EN TROMPETIST SPILLER TIL EN BANQUET – fra mellem 1660 – 1665
WILLEM VAN MIERES (1662-1747): TROMPETISTEN (1700)
ELIS BRANDT: TROMPETISTENS FROKOST (1706)
TROMPETIST MALET PÅ KAKKEL-FLISE, DELFT, HOLLAND i 1600-tallet.
EN RYTTER MED TROMPET
Anonymt amerikansk træsnit, logo for American Boston Gazette avisen 1719-1734
GIROLAMO FANTINI (ca.1602 – )
– blev anset for sin tids førende italienske trompetist, kaldt for “monarken over alle verdens trompetister”. Han var forfatter til en af de første trompet-lærebøger, “Modo per imperare a sonare di tromba”, og en foregangsmand med hensyn til at indføre trompeten i kunstmusikken. Han mestrede det sangbare, kunne spille toner udenfor naturtone-rækken og som forløber for trillen som vi kender den mestrede han “Groppo”, en mere stiv skiften mellem tonerne, og “trillo” en slags rysten eller “shake”.
For at kunne honorere de stigende krav til trompet-spillet undergik selve instrumentet en række mindre forandringer. For lettere at kunne frembringe de ønskede høje toner blev boringen og klangstykkets størrelse mærkbart mindre i løbet af 1600-tallet, og selv om D- og C-stemningerne var de foretrukne, blev der også bygget trompeter i andre stemninger. Nogle var forsynet med forlængerbøjler så de kunne stemmes ned.Det helt store problem var intonationen af de urene naturtoner nr.11 og nr. 13. Deres urenhed kunne til nød tolereres i trompeterkorpsene (hvor det efter nogens mening måske ligefrem kunne virke charmerende) men i kunstmusikken gik det slet ikke. I mange år var det en gåde hvordan man kunne mestre clarin-spillet og spille toner udenfor naturtone-rækken. I dag mener man at flg. 5 forklaringer kan give et muligt svar:
3. SPECIELLE TROMPETER – OG SPILLEMÅDER
1 – TRÆK-TROMPETER
I 3 af Johann Sebastian Bachs kantater, BWV 5, 20 og 77, er der i partiturerne nævnt en tromba da tirasi, en træk-trompet. Der er kun overleveret en enkelt træktrompet fra den tidlige barok, – i dag er den på musikinstrument-museet i Berlin. Den er bygget ca.1650 oh kom til museet i 1890 fra Wenzelskirken i Naumburg, og den minder om renæssancetidens træktrompeter.
TROMBA DA TIRASI fremstillet af C. BOSC, ITALEN
I 1694 skrev Henry Purcell begravelses musik til dronning Mary 2s begravelse, bl.a. en processions – sørgemarch og en canzona for 4 “flatt trumpets”.
FLATT TRUMPET
REKONSTRUKTION af MATTHEW PARKER, ENGLAND
Det menes at en “flatt trumpett” er en trompet med et basunlignende træk der føres bagud ved siden af ansigtet.
2 – STOP-TENIK
En anden løsning har været en stop-trompet, en trompet hvor man har kunnet sætte en hånd ind i klangstykket og derved bøje naturtonerne.
BENDINELLIS TROMPET
Den italienske trompetist Cesare Bendinelli (ca. 1542 – 1617 – solotrompetist ved hofmusikken i Wien 1567-1580) havde en meget specielt bygget trompet hvor det var muligt af række hånden ud til klangstykket og “stoppe” tonerne. Han har skrevet lærebogen i trompet-spil Tutta l’arte della Trobetta (1614)
GOTTFRIED REICHE (1667 – 1734)
Maleri fra 1727 af Gottlob Haussman. Reiche ses med en spiralformet trompet af lignende type som Prætorius Jägertrompet, og på den har det også været muligt at stoppe tonerne, dvs holde hånden ind i klangstykket og dervbed skubbe til intonationen. Gottfried Reiche var stadsmusiker i Leipzig og kendt som Bachs “stjernetrompetist”, i hvilken egenskab han sikkert her spillet de fleste af Bachs trompet partier – dog ikke den 2.brandenburgerkoncert, som blev skrevet til Markgreven af Brandenburg og førsteopført i Cöthen 1722. I Leipzig blev Reiche “Oberste Stadt Pfeiffer” i 1719, en titel han beholdte frem til sin død i 1734. For at vise Reiches mesterskab er han vist med et nodeblad der indeholder følgende virtuose frase:
KOPI AF GOTTGRIED REICHES RUNDE TROMPET, foto: Ina E. Brosch of Iphofen.
Denne kopi er lavet at trompetisten Richard Carson Steuart sammen med hans instrumentmager, Mr. Heinz Poggensee for firmaet LA TROMBA MUSIC, Würzburg, Tyskland www.latrombamusic.com I 2017. Siden der ikke findes nogen overlevet original, har Steuart bygget sin kopi så nøjagtig som muligt udfra Haussmans maleri..
RICHARD CARSON STEUART spiller på Reiche trompeten bl.a. med brug af stop-teknik.
REICHE MED SIN SPIRALFORMEDE TROMPET SAMMEN MED 2 TROMETIST-KOLLEGER
Reiche var i Leipzig før Bach. Dette billede skulle forestille Bach’s forløber Johann Kuhnau (1660-1722) der dirigerer en kantate. Reiche ses med sin runde trompet sammen med 2 af hans kolleger der spiller på “lige” trompet.
3 – HULLER I INSTRUMENTET
2 trompeter bygget af william Shaw, England i 1787 har 2 huller, og på et museum i Frankfurt, Tyskland, findes en trompet fra 1790 lavet af G.Haltenhof fra Hanaumed et hul. Hullerne sidder på nogle ganske bestemte “svingningspunkter” der, når hullerne holdes åbne, “skubber” til naturtonerne så at der er flere toner til rådighed. En lignende ide – eller hypotese – er anbringelsen af et større hul der (på samme måde som på zinken) hæver grundstemningen. Hvis stemningen hæves en kvart vil de problematiske naturtoner nr.11 og nr. 13 kunne spilles som de sikre naturtoner nr. 8 og nr. 9. Mange af de “barok- trompeter” der bliver fabrikeret i dag har 3 eller 4 huller, men egentlig er der ikke rigtigt noget sikkert historisk belæg for at bruge dem?
4 – BAROKINSTRUMENTERNES AKUSTIK
Moderne messinginstrumenter er indvendigt meget “glatte”, hvilket er med til at give en “fast og stabil” klang, og dette anses naturligvis som en klar fordel. De gamle instrumenter var lavet af udhamrede plader, hvilket giver en mere ujævn overflade, og det har helt sikkert gjort det lettere at spille “ved siden af” naturtonerne.
5 – BAROKTIDENS SPILLE-MÅDE
Baroktrompeten havde, sit glansfulde udtryk til trods, en meget svagere dynamik end den moderne trompet. Derfor var det ikke så usædvanligt f.eks. at lade 3 trompeter akkompagnere en enkelt sopranstemme, eller som i J.S.Bachs 2.Brandenburgerkoncert at lade en trompet spille i balance med en blokfløjte ! En hjælp mere, var den tids skønhedsideal med at binde toner sammen 2 og 2, med den ene tone betonet og den anden tone ubetonet. Det var en fraserings måde der var overtaget fra sangere og strygere, for de sidstnævnte passede det godt med deres bueteknik med 2 toner i et strøg. Hvis man på trompet placerede de betonede toner på sikre naturtoner og de ubetonede toner (gennemgangstoner) på de vanskelige mellemtoner, så blev udførelsen mere overkommelig – både at spille og at lytte til.
FRA JOHANN ERNST ALTENBURG (1734-1807): VERSUCH EINER ANLEITUNG ZUR HEROISCHEN TROMPER UND
Betonede og ubetonede toner vist med dynamisk angivelser: Forte og piano.
FRA FANTINI: MODO PER IMPARARE A
Betonede og ubetonede toner vist med forskellige stød er formet som i udtalen af de viste lyde/ord
Endelig blev nødvendigheden af virkelig hård træning nævnt i alle lærebøger, og ifølge samtidige vidnesbyrd lykkedes det langtfra altid at skabe illusionen om at alle trompet-toner kunne spilles helt rent. De virtuoser for hvem det lykkedes havde til gengæld en enorm gennemslagskraft.
Så hvor usandsynligt det end lyder, er langt de fleste baroktrompetstemmer været spillet på en enkel naturtrompet ! Og det har åbenbart fungeret ret tilfredsstillende, for komponisterne blev i lang tid ved med at skrive stedse mere komplicerede trompetstemmer.
4. BAROKKENS TROMPET-REPERTOIRE og TROMPETISTERNE
KONCERT VED HOFFET I SWERIN, TYSKLAND
Maleri fra 1770 af G.D. Matthieu. Orkestret er ledet af komponisten og kapelmesteren Johann Wilhelm Hertel (1727-1789) som skrev 3 koncerter for trompet og en dobbelkoncert for trompet og obo. Trompetisten til venstre skulle være Hertel’s 1.trompetist Johann Georg Hoese (1727-1801)J OHANN GEORG HOESE ses mere tydeligt i dette udsnit med sin trompet og sine noder:
Her er et andet maleri af Swerin hoforkestret:
TRE TROMPETISTER SOM EN DEL AF SWERIN HOFORKESTER
I baroktiden blev trompeten langt det mest anvendte messinginstrument, både til solo- og til orkesterbrug. Fra Italien kom en mængde trompetmusik af bl.a. Torelli (1658 – 1709) og Vivaldi (1678 – 1741). Fra Böhmen findes musik af Pavel Josef Vejanovsky (1639 – 1693). I Frankrig var trompeten symbol på den uindskrænkede kongemagt, og herfra kom den stolte trompetmusik af Lully (1632 – 1687), Rameau (1683 – 1764) og Charpentier (1645 – 1704).
FRANSKE TROMPETISTER
Kongen på vej til kirken. Detalje fra Antoine Danchet: Den franske konge Louis XVs kroning 1732.
I Wien skrev Joseph Fux (1660 – 1741) og Georg von Reuter (1702 – 1772) for “mestertrompetisten” Johann Heinisch (1725 – 1751), af Fux kaldet for “ein ganz besonderes virtuos”. I England fik Henry Purcell sine trompetstemmer udført af en hel “trompeter-familie”: Brødrene Matthias og William Shore samt Williams søn John (den mest berømte af dem alle – det var i øvrigt ham der opfandt stemmegaflen !). De såkaldte trumpet Voluntaries var orgelstykker med trompet-karakter, og den mest kendt af dem alle, Jeremiah Clarkes: The Prince of Denmarks Marsch (Prins Jørgens march) kan faktisk spilles på naturtrompet. I Hamborg komponerede Georg Philip Telemann (1681 – 1767) også for trompet, bl.a. en underskøn koncert for trompet og strygere i D-dur. Til sidst kan nævnes de 2 giganter J.S. Bach (1685 – 1767) og G.F. Händel (1685 – 1759) – de skrev ikke egentlige trompetkoncerter men har brugt trompeten i meget af deres musik – bl.a. som obligat soloinstrument i vokal-arier. Bach har skrevet en hel kantate for sopran og (træk-) trompet: Jauchzet Gott in allen Landen, BWV51, men mest kendt er nok basarien “Grosser Herr und stärker König” fra hans juleoratorium, BWV 248. Händel har en ligeledes en arie for bassanger og trompet i Messias, (1741): The Trumpet shall Sound” skrevet til trompetisten Valentine Snow.
DEN ENGELSKE TROMPETIST VALENTINE SNOW (1700-1770)
“DEN FINESTE TROMPETIST I ENGLAND OG BLANDT DE BEDSTE I EUROPA”, MALERI FRA 1753.
Læg mærke til den særlige “trompeter-positur”.
Valentine Snow var the Sergeant-Trumpeter hos kongerne George II og George III fra 1753 til sin død i 1770. Før det var han en af de 16 hoftrompetister under ledelse af Sergeant-Trumpeter John Shore. Hans spil på (natur)trompeten var legendarisk. Da han blev udnævnt til leder af hoftrompetisterne havde han nærmest opnået stjernestatus og det var til ham Händel komponerede alle de obligate solostemmer for trompet i sine oratorier og operaer. En Sergeant-Trumpeter modtog 100 ₤ om året.
Ved Valentine Snows død 1770, blev der skrevet på hans gravsten:
“Optø hver bryst, smelte hvert øje med ve,
Til snavs, til vand bliver den retfærdige Snow,
O! kongens trompetist har mistet sin ånde. “
EN UNG MAND SPILLER TROMPET. Radering af Giovanni Benedetto Castiglione (1609-1664).
EN MUSIKALSK SAMMENKOMST B.L. A. MED EN TROMPETIST
ukendt maler, nord Amerika det 18. årh.
TRUMPETER, 1st Troop of Horse Guards c. 1750
Maleri af DAVID MORIER (1705?-70). Formodentlig malet til William Augustus, Duke of Cumberland
GRUPPE AF TROMPETISTER
Dette billede er malet af den indiske maler Nainsukh mellem 1735 og 1740.
DANSK MESSINGHISTORIE
5. TROMPETEN I DANMARK
MILITÆR SIGNALGIVNING, UDSNIT AF GOBELIN PÅ ROSENBORG SLOT
– der viser landgangen ved Råå under Den Skånske Krig 29 juni 1676. Her spilles signalgivning for soldater og matroser.
Heller ikke fra baroktiden har vi beskrivelser af enkelte danske messingblæseres spil. Lige som Det Kgl. Kapel er verdens ældste symfoniorkester er Den Kgl. Livgardes Musikkorps verdens ældste militærorkester, stiftet 1558, men det er først fra og med år 1712 vi har navnene på alle korpsets medlemmer. Den først nævnte trompetist er Gustavus Kock ansat 1727, den første hornist Antonius Köhl ansat 1742 og den første basunist H.L. Braunstein ansat 1802. I 1661 oprettede Fredrik 3 Livgarden til hest med et trompeterkorps der efterhånden overtog flere og flere af hoftrompetkorpsets tjenester. Efter at have været aktivt i 320 år blev hoftrompeterkorpset nedlagt 1768. Hestegardens trompeterkorps eksisterede til 1866.
DANSKE SPILLEMÆND, SKILLINGETRYK med kristelig majvise 1723
Da hoftrompeterkorpsenes privilegier ophørte blev trompeten også et civilt instrument. Alle danske stadsmusikere skulle i krigstid levere “skibstrompetister” til den danske flåde.
CIVIL SIGNALGIVNING
Københavns stadsmusiker står for signalgivning ved udtrækningen af tallotteriet på Københavns Rådhus i 1773
6. ZINKEN
![chihuantito-musicians[1]](https://mogensandresen.dk/wp-content/uploads/2014/11/chihuantito-musicians1.jpg)
JOMFRUEN FRA MONSERRAT
maleri fra 1693 af Francisco Chihuantito, Peru, i en kirke Chichero, Cusco. Viser en basunist og en zink-spiller.
Zinken fortsatte sin opblomstring langt ind i 1660-tallet. Den opnåede at blive opfattet som et alternativ til violinen som den ligefrem fik et fælles-repertoire med. Med tiden blev dette repertoire dog mere og mere “violinistisk” og da zinken efterhånden blev anset for et lidt gammeldags instrument gled den ind i sin gamle rolle som et korfordoblende instrument. På denne måde nåede den at blive anvendt af Bach i 11 kantater, og senere i 1762 af Glück i operaen Orfeus og Euridike.
Et kuriøst eksempel på at zinken blev opfattet som et blæser-ensemble-instrument i den gamle stadsmusikertradition, er Bachs Kantate nr.118 – O Jesu Christ, meine Lebens Licht. Den består af kun en sats og er lavet til udendørs opførelse, og det er nok derfor at “orkestret” der akkompagnerer koret udelukkende består af messingblæse/læbeblæse – instrumenter: to Litui (trompeter eller horn ?), en zink og 3 basuner.
STADSMUSIKER GABRIEL SCHÜTZ MED ZINK. Portræt fra 1656
LODOWIJK VAN DER HELST, ZINK-SPILLER ANSAT AF AMSTERDAM BY
Maleri af Michiel Servaesz Nouits 1670
DANSK MESSINGHISTORIE
7. ZINKE- og BASUNENSEMBLER I DANMARK
Også i Danmark fortsatte zinke og basun-ensemblespillet ind i 1600-tallet. I Århus fandtes noderne til JohannPezels “HORE DECIMA” allerede i 1670-erne – det var kort efter udgivelsen i 1669.
I 1663 lovede stadsmusikanten i Ålborg at han kunne levere: “En fuldkommen instrumentalmusik til kirken som at spille for enhver der behøvede hans tjeneste”. En bestalling opstiller takster for brylluper og andre private fester:
-
Violon og violone – 6 rigsdaler
-
Violon, violone, ZINK og BASUN – 12 rigsdaler
-
Viol, violone, ZINK og BASUN – plus trompet, dulcian og deslige – 16 rigsdaler
Så sent som i 1783 blev “Schiørrings Koralbog”, der var autoriseret af statskirken, endnu trykt i en udgave for zinker og basuner.
8. HORNET
![csm_valdhorn_245de72a2c[1]](https://mogensandresen.dk/wp-content/uploads/2014/10/csm_valdhorn_245de72a2c1.jpg)
BAROKHORN bygget af Starck, Nürnberg 1667
Det er det ældste bevarede horn. Musikmuseet København.
I løbet af 1600-tallet fik hornet sin udbredelse og status som jagt-instrument. På samme måde som på militærets trompeter, kunne jægere kommunikere med hinanden gennem forskellige horn-signaler. Hornets karakteristiske form af “vindinger” gjorde det praktisk at betjene – især for beredne musikere der kunne have hestetømmen i den ene hånd og hornet i den anden hånd. For ikke at blænde ryttere og heste bagved malede man tit indersiden af klangstykkerne på jagthorn, kaldet Parforcehorn. Den tids horn var stemt omkring F men en hel oktav højere end vor tids F-horn. Instrumentet fik forskellige navne, hvoraf nogle netop er udsprunget af hornets tilknytning til jagt: I Tyskland Waldhorn, i Frankrig cor de chasse, Trump de Chasse, eller cor allemand (tysk horn) og i England French horn. Et lille jagt horn blev også kaldt for Fürst Pless, det er kun ca.130 cm. langt – ca. halvdelsen af Parforcehornet.
![ldeco1[1]](https://mogensandresen.dk/wp-content/uploads/2014/10/ldeco11.jpg)
HORN MED MALET KLANGSTYKKE
LILLE SIGNAL-JAGT HORN bygget af Wolf Wilhelm Haas, Nürnberg, 1754-1759
Dette horn er det eneste bevarede af sin slags.
Klangstykket har jagt-figurer på det ekstra-lag af metal der er sat på klangstykket (på tysk: Krantz):
en jæger, en hund og en ræv, der fortæller om hornets brug under jagt.
STATUE FRA MORITZBURG, DRESDEN, TYSKLAND fra 1733
Statuen viser den særlige “jagthorns-positur”
I England beholdte man de lige horn til jagtbrug, men valdhornet fandt her en helt anden anvendelse, nemlig som udendørs underholdning i form af duet-spil fremført på spejlvendte instrumenter. Her blev det en mode for overklassen at have en horn-duo i deres følge hvilket gav selskabet panache (en særlig flothed).
TO HORNISTER DER SPILLER PÅ “SPEJLVENDTE” HORN
Fra “New instructions for the French Horn” ca.1770
Den franske jagtmusik havde sin egen spillestil med en rå og næsten skinger klang. Et karakteristisk element var det såkaldte Tay-ya-te, en hurtig sløjfning op på den overliggende naturtone og ned igen – en slags trille spillet lige på slaget. Efter sigende tilfalder en stor del af æren for at hornet senere fik en dybere stemning og en mørkere klang den tjekkiske greve F.A. Spörck. På en stor europæisk rundrejse kom han i 1681 til Paris, hvor han hørte Louis d.14’s kongelige jagtmusik. Han blev så begejstret at han fik to af sine tjenere instrueret i at spille horn. Hjemme i Böhmen blev hornspillet kultiveret, og instrumentet fik sin dybere stemning med flere vindinger. Ofte var de forskellige instrumentdele ikke loddet sammen men fastholdt af en læderomvikling. Men selvom klangen blev mørkere og fyldigere havde barokhornet en langt mere trompetagtig klang end de senere horn (hvor hånden blev placeret i klangstykket).
JAGTHORNSBLÆSER
Tegning af Adam Frans van der Meulen (1632 Brüssel – Paris 1690)
EN UNG PIGE SPILLER HORN – MEN HOLDER DET FORKERT
TEGNING AF VITTORIO MARIA BIGARI (1692-1776), ITALIEN
JAGTHORNISTER
stik af Johann Elias Ridinger (1698 – 1767)
Her ses det, hvis fremstillingen ellers er naturalistisk, at hornet er vokset i størrelse.
HORNISTER I ORKESTER
Anonym (1700-1750), Venedig, Italien
Det er uklart hvornår hornet begyndte at optræde i orkesteragtig sammenhæng. I en opera fra 1639 og n ballet fra 1664 optræder “jagt-scener” bygget over naturtonerækken, men om det har været spillet af rigtige horn eller af horn-imiterende strygere vides ikke. Man ved med sikkerhed at der i Hamborg i 1705 var 2 cornes de chasse med i et orkester, men ellers blev hornet anset for at være et decideret udendørs instrument, og når de blev brugt var det ikke som en integreret del af orkestret men som et ensemble der gav et jagt-stemnings skabende krydderi til forskellige arrangementer. I 1717 skriver Lady Mary Wortley Montagu et brev fra Wien til en veninde om et karnevalsbal: “Musikken var god hvis det ikke var for den afskyelige skik med at blande den med jagthorn, som næsten gjorde os døve”.
KONCERT I SKOMAGER LAUGETS HUS I ZURICH (1753). Maleriet er gået tabt. Reproduktion Zurich, Central Bibliotek
– MED 2 HORNISTER
Her i close up:
HORNISTER MED KLANGSTYKKET I VEJRET
– MALING PÅ EN POKAL FRA MIDTEN AF 1700-TALLET
Det var i samme år, 1717, at hornet fik prominente roller i 2 meget kendte stykker skrevet af 2 meget berømte komponister: Händel bruger for første gang 2 horn i Watermusic og Bach bruger for første gang 2 horn i sin 1.Brandenburgerkoncert. Fra baroktiden blev der også skrevet egentlige hornkoncerter af Vivaldi, og Telemann skriver en række koncerter for et-, to- og tre horn. For at horn kunne spille i de forskellige tonearter, blev de bygget i forskellige størrelser/længder – lige fra høj C-stemning (C-alto) til dyb C-stemning (C-basso). Instrumentmager i Wien Michael Leichnamschneider (1676 – efter 1746) fandt ud af at man kunne ændre hornets længde ved at indsætte forlængerbøjler. Så i slutningen af 1700-tallet udvikledes så et snedigt bøjlesystem med forlængerbøjler, som alene eller i kombinationer kunne få det samme horn til have forskellige stemninger.
I Frankrig var jagthorn stemt i dybt D og i Tyskland var jagthorn stemt i dybt Eb.
Fig.54 HORNISTER SPILLER MED “BELLS UP”
af Zocchi (ca.1711-1767), Firenze, Italien
MUSIKALSK SAMMENKOMST MED BL.A. 2 HORNISTER, OGSÅ MED KLANGSTYKKET I VEJRET
Tegning fra ca. 1720-1760 af Nicolaes Aartman
HORNISTER MED KLANGSTYKKET I VEJRET
En miniature der viser en reception til ære for Carlo Emanuele III of Sardinia i the Palazzo d’Accursio’s Galleria degli Anziani. 1742 — Bologna, Italien. Bolognas stats-arkiv
Udsnittet viser de 2 hornister
9. CORNO DA CACCIA og TROMBA DA TIRASI
Der findes 2 barokhorn som udelukkende kendes fra Johann Sebastian Bachs værker. Ingen af dem har overlevet så, så man har prøvet at gen-konstruere dem til brug for opførelser.
Bach skriver for et lille horn kaldet for “Corno da Caccia” (jagthorn) med stemmer der kræver same virtousitet som hans trompet-stemmer. Der findes ikke nogen klar definition på instrumentet, men det har ca. den halve længde af det ”store” jagthorn. Måske er det et “Corno da Caccia” Gotfriesd Reiche holder på fig.23?
CORNO DA CACCIA MED HULLER
– rekonstruktion af Matthew Parker
Corno da tirarsi (“pull horn”) er et instrument J.S. Bach wrote brugte i 3 kantater, BWV 46, 162 and 67, mens han arbejdede i Leipzig, og det var sikket Gottfried Reiche (fig.23 ) der spillede på det. Dets konstruktion er diskuteret men har sikkert været et horn med et basun-lignende træk.
CORNO DA TIRASI
Rekonstruktion af instrument firmaet EGGER, Sweitz
10. POSTHORNET
FLYVENDE POSTBUD 1606
PRAGS POSTMUSEUM
Lige siden det europæiske postvæsen blev etableret i 16oo-tallet, og frem til at posten blev bragt helt til døren, blev de hestetrukne postvognes ankomst til et samlingssted adviseret ved at postillonen blæste i sit posthorn, og så kunne man hente posten der. Posthornet var et lille spiralhorn der ligner de små jagthorn, Fürst Pless, og var oftest stemt i Bb, F, Eb eller D alto. Mundstykket var en mellemting mellem den vi i dag kender fra den moderne trompet- og hornmundstykket (cornet mundstykke).
POST-KURER FRA BOSTON 1675
SVENSK POST-KURER 1682
ØSTRIGSK POST-KURER med spiralhorn (1648)
PORTRÆT AF FERDINAND VON THURN UND TAXIS (1704-1773), Ukendt maler
ØSTRIGSK POSTHORN 1745
DANSK MESSINGHISTORIE
I Danmark er den ældste efterretning om anvendelsen af posthorn fra januar 1658 da et postbud mellem Odense og Nyborg forsvandt “ganske med alt både med hest dadel og tilbehør samt Kongelig Majestæts skilt og posthorn”. (Han dukkede op seks-syv år sendere uden at kunne gøre rede for udstyret).
DANSK POSTRYTTER 1663
Den ældste gengivelser af posthorn i Danmark er fra 1663 som en vignet på forsiden af den københavnske avis “Europæische Wochentli-ge Zeitung”
___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
11. BASUNEN
BLÆSER-ENSEMBLE MED BASUNER
SPILLER TIL LUDVUG 14’s KRONING I DOMKIRKEN I REIMS 1654.
STIK AF JEAN LE PAUTRE’S.
Basunen kom igennem baroktiden uden at dens konstruktion ændredes synderligt – måske med undtagelse af udsmykningen der ligesom på andre instrumenter blev mere kunstfærdig. Fra starten af 1600-tallet bliver basunen brugt i mange sammenhænge. I Heinrich Schützs (1585-1672) Symphoniae Sacre er der f.eks. to stykker for bassanger 4 basuner (sackbuts) og continuo, nr.13 Fili mi Absalon og nr. 14 Attendite. popule meus, legem meam. Andre stykker er Daniel Speer (1636-1707) 2 sonater for 3 basuner og sonate for 4 basuner (1687), og som et kuriosum skrevet af Tiburtio Massaino (1550?-1608?): Canzon 33 for ikke mindre end 8 basuner (1608). Mærkeligt nok blev der skrevet umådeligt få solostykker direkte for basun. En af undtagelserne er Giovanni Cesare: La Hieronima for basun og continuo.
OPFØRELSEN AF EN BACH-KANTATE
Stik af Johann Christoph fra titelbladet til Johann Georg Walthers “Musicalisches Lexicon” fra 1732.
I baggrunden ses en basunist ved siden af en trompetist.
I løbet af baroktiden udviklede “basunismen” sigt højst forskelligt fra land til land. Ved den kejserlige hofmusik i Wien var der tilknyttet en række fremragende basunister og komponister, og i en vekselvirkning mellem disse opstod der – på relativt lokalt plan – en unik solistisk spillestil. Basunen blev her mere opfattet som et solo-instrument end som et orkesterinstrument. Inden for perioden 1698 – 1771 var der hele 5 medlemmer af familien Christian ansat som hof-basunister: Christian Christian (samme for- og efternavn !), Hans Georg Christian, Leopold Christian senior , Leopold Christian junior – og Leopold Ferdinand Christian. At dømme ud fra repertoiret har de været umådeligt dygtige. I forbindelse med et andragende om lønforhøjelse fra Leopold Christian junior, bifalder hans foresatte, Johann Joseph Fux, forespørgslen med flg. motivering: At han er “en virtuos hvis lige aldrig har fandtes før og som sikkert heller ikke vil kunne findes i fremtiden”. I orkestersammenhæng blev basunen ofte brugt som obligat soloinstrument. Den komponerende østrigske kejser Joseph d.1 har endda selv skrevet en arie Alma ingrate for sopran, basun og continuo.
BASUNSOLO FRA “SONATE FOR VIOLIN, BASUN OG CONTINUO” AF DARIO CASTELLO
Ved det kejserlige hofkapel var der ikke mindre end 2 ensembler der bestod af en eller 2 violiner, basun og continuo. Deres repertoire, skrevet bl.a. af Antonio Bertali (1605 – 1669) og Dario Castello (ca. 1625 – ?), anvendtes primært som indslag ved kirkelige handlinger. Basunstemmen spiller “lige op” imod violinerne og indeholder halsbrækkende virtuose passager.
I Tyskland, Frankrig og England kom basunen derimod til at spille en meget beskeden rolle. Den blev slet ikke regnet for et rigtigt orkesterinstrument, men mest opfattet som et gammelt stadsmusiker-instrument (lidt ligesom med zinken). I 1713 siger den tyske komponist og musikteoretiker Johann Mattheson (1681-1764) i sin afhandling Neu Eroffnete Orchester, “at basuner sjældent bruges undtagen ved højtidelige lejligheder og i kirker”. Man kan tænke sig at basunen er blevet udkonkurreret, dels af barokhornet der havde en mere brilliant klang, og dels af fagotten der havde en dybde-bevægelighed som helt overgik hvad basunen formåede. Basunen var mest et korfordoblende instrument – ofte skrev komponisterne ikke engang selvstændige basunstemmer, men skrev en notits om at basunerne skulle følge korstemmerne. Denne traditionelle skrivemåde blev anvendt af Bach i nogle af hans kantater, og af Händel der dog gav basunen en smule selvstændigt stof, f.eks. i Dødsmarchen fra oratoriet Saul. En sjælden gang optræder sopranbasunen, men ligesom sin modpol kontrabasbasunen vandt den aldrig fodfæste, og den klassiske basuntrio kom til at bestå af alt -, tenor- og basbasun.
BAROK-BASUNER
som det ses ændrede basunernes stemning sig i baroktiden:
SOPRAN BASUN i Bb 1781
Inskription på klangstykket: IOHANN IOSEPH SCHMIED MACHTS IN PFAFFENDORF 1781.
MUSEUM OF FINE ARTS BOSTON
ALTO BASUN i Eb
EDINBURGH UNIVERSITY COLLECTION
TENOR TROMBONE in Bb
Nürnberg 1701. Gravering på klangstykket: MACHT · IOHANN CARL · KODISCH · NVRNB 1701. Ex coll.: Ernst Buser, Binningen, Switzerland.
Basbasun i F 1612
Isaac Ehe (1586 – 1632), Nürnberg
Kontrabasbasun i BB 1639
Georg Nicolaus Ohler, nederst et udsnit af klangstykket.
Basunen blev “reddet” af sin bibelske betydning . Biblens dommedagsvisioner fortæller om 7 engle der blæser på et instrument der hersker over liv og død. I den latinske bibel var det den romerske tuba der blev nævnt, men da biblen i begyndelsen af 1500-tallet blev oversat til de forskellige europæiske sprog, faldt valget af dommedagsinstrument lidt forskelligt ud. På engelsk bliver tuba til Trumpet og det er derfor Händel bruger de engelske engles yndlingsinstrument, trompeten, som obligat solo-instrumant i den dommedags-beskrivende bas-arie The Trumpet Shall Sound fra “Messias”. På tysk bliver tuba til Posaune, og det er derfor en basun (-engel) vi hører til nøjagtig den samme tekst (men nu på latin) i Tuba-Mirum- afsnittet af Mozarts Requiem.
EN ENGELSK TROMPETENGEL OG EN TYSK BASUNENGEL
BASUNIST
STIK FRA ca. 1720 af JOHANN CHRISTOPH WEIGEL, NÜRNBERG, TYSKLAND, fra ”Musicalishes Theatrum”. Underteksten beskriver basunens status som et sakralt instrument der fordobler korstemmer: “Basunen: Jeg søger efter ære på alle steder. I fortiden såvel som i nutiden, kan man se, hvad jeg kan i begge testamenter. Jeg væltede mure når jeg klang .Ingen højtidelighed finder sted uden mig, og nu til dags dag pryder jeg et stort kor”.
ET ANDET AF DE MEGET SJÆLDNE BILLIDER DER VISER EN BASUNIST I ET BAROK-ORKESTER (identisk med fig.56):
En miniature fra Le Insignia degli Anziani Consoli depicts a reception in honor of Carlo Emanuele III of Sardinia i Palazzo d’Accursio’s Galleria degli Anziani. 1742—Bologna, Italy. Bolognas stats-arkiv.
Udsnittet her viser basunisten:
MUSIKSTILLEBEN
Maleri fra 1663 af Franz Friedrich Franck (1627-1687), Augsburg, Germany
12. SERPENTEN
I Michael Prætorius bog: SYNTAGMA MUSICUM er vist en tenorzink, og ud af denne voksede zinke-familiens basinstrument SERPENTEN (italiensk:SERPENTONE) – i dag også kaldet for den moderne tubas bedstefader. (Der er dog nogle der mener at serpentens manglende tommelfingerhul betyder at den ikke er rigtigt beslægtet med zinke-familien?). Serpenten skal være opfundet af Canon Edme’ i Auxerre i Frankrig hen imod slutningen af det 16. årh. med det formål at støtte kor- og fællessang i kirken. Senere fik serpenten status som blæse-basinstrument i militærorkestre, og noget senere også i (symfoni) orkestre.
![Serpent27[1]](https://mogensandresen.dk/wp-content/uploads/2014/10/Serpent271-603x1024.jpg)
SERPENT
Serpentens mundstykke har ca. samme størrelse som et moderne euphonium-mundstykke, fingerhullerne har en diameter på ca. 13 mm. og afstanden mellem hullerne ca.45 cm. Serpenten har derfor fået sin sammenfoldede facon for at man overhovedet kan nå at dække hullerne. Denne S-form har også givet instrumentet sit navn – serpent betyder slange. Den er ikke let at betjene. Grundklangen er ret diffus og intonationen er problematisk, hvilket har medført mange forskellige grebs-systemer – et mundheld siger at grebene for en opadgående skala lige så godt – i samme rækkefølge ! – kunne bruges til en nedadgående skala !
BASUNIST OG SERPENTIST
fra “instrumenti musicali e boscarecci “ af Giovanni Battista Bracelli ca. 1639, Rom
CHARLES WILD (1781-1835): ANIENS KATHEDRAL, FRANKRIG
– viser et kor med 2 serpentspillere. Fra ”tolv udvalgte eksempler på arkitekttur fra middelalderen” (ca,1820)
Gengivet med tilladelse fra fotografen Douglas Yeo (www.yeodoug.com).
Brudstykke der viser den ene af serpentspillerne:
Med sin luftige klang og svære spille-teknik kan det ikke undre at serpenten fik mange hårde ord med på vejen. Da G.F. Händel første gang hørte en serpent udbrød han: “Ja-ja, det var vist ikke lige den slange (serpent) der forførte Eva i paradiset!”. Man kan tro at det kun var i mangel af bedre at at serpenten faktisk fik en hvis succes, men i tutti-passager – hvor den var dækket af andre instrumenter – var den et ret effektivt bas-instrument. Således har netop Händel skrevet en stemme for serpent i sin Music for the Royal Fireworks (1749). 1784 beskrev musikkrotikkeren Charles Burny serpenten som en: “Stor, sulten, eller nærmere vred Essex-kalv”.
SERPENT-ENGEL
Narbonne katedralen, Frankrig 1739
MILITÆRMUSIKER DER BÆRER SERPENTEN LODRET
Serpenten fik især gennemslagskraft som basinstrument i blæser-ensembler. I løbet af 1700-tallet kom den ind i militærmusikken hvor den ikke bare var med til parader men også under regulære militære slag. For marcherende militærmusikere var den klodset at holde på. (den var lettere at betjene til hest). Først blev den båret lodret, som vist på billedet her, men senere blev den holdt mere vandret – angiveligt efter et forslag fra den engelske kong Georg d.2. Så fik marcherende serpentspillere ikke instrumentet mellem benene, og som en ekstra gevinst kunne musikere og soldater i gellederne bagved bedre høre serpenten og dermed få lidt mere glæde af dens bastoner.
ENGELSK MILITÆRMUSIKKORPS FRA CA. 1750. MED SERPENT DER HOLDES VANDRET
Bagerste blæser spiller på en “ranket’”– på tysk “Wurstfagot” (pølsefagot). Allerbagerst ses “Den tyrkiske musik”, en populær mode-agtigt slagtøjs gruppe der kunne høres i både blæse og operaorkestre.
13. HÄNDELS FYRVÆRKERI-MUSIK
DIE FELDMUSIK EINES REGIMENTES 1720
Instrumenter: En trompet, 2 horn, 3 oboer og en fagot. Radering af Christof Weigels Witwe. Heeregeschichtes Muesun, Wien
I bartok-tiden fandtes der mindre militære blæser ensembler (Fig.60) men i 1749 så man det, indtil da, største blæser-ensemble man nogensinde havde set.
Efter den østrigske arvefølgekrig blev der fred i 1749 og det skulle fejres i London d.15 Maj 1749 med et spaetakulært arrangement der indeholdt musik og fyrværkeri. MUSIC FOR THE ROAL FIREWORKS blev skrevet af Händel for 3 horn-stemmer, 3 trompet-stemmer, 2 obo-stemmer, en fagot-stemme (med oktav-fordobling af kontrafagot og serpent), pauker og lilletromme. Stemmerne blev fordoblede så ensemblet bestod af ca.60 musikere, bl.a. af 9 trompetister og 9 hornister. Musikken blev en succes mens fyrværkeriet blev en katastrofe – det gik af i utide!. Der var 12000 publikummer tilstede.
HÅNDKOLORERET RADERING AF DET KGL. FYRVÆRKERI d.15 Maj 1749,
– som det kunne have set ud hvis det ikke var eksploderet i utide!
DANSK MESSINGHISTORIE
14. INSTRUMENTMAGERI I DANMARK
I Danmark er der altid blevet importeret messingblæseinstrumenter og der har nok altid været smede og andre håndværkere der har kunnet reparere instrumenterne. Men vi har også kendskab til en række instrumentmagere der har bygget messinginstrumenter helt fra bunden af.
GEORG EDVARD HERTEL (ca. 16?? – 17??) I 1723 kunne Instrumentmageren Hertel levere messinginstrumenter, han byggede Trompeter og Valdhorn og anbefaledes af de kgl. Hoftrompetere og af Stadsmusikanten i Kjøbenhavn, som glædede sig over, at man nu ikke længer behøvede at sende sine instrumenter til udlandet for at repareres.
POUL BADSTÜBER (ca. 1685 – 1762) var kobbersmedemester og fremstillede trompeter ( efter Hertels død), men blev ikke specialist på området.
JOHANN CHRISTIAN STRITZKY (ca. 1698 – 1752) var den næste messinginstrumenter i Danmark. Han blev tildelt et “privilegium for levering af horn, trompeter og basuner” i 1745, og havde en god forretning i København frem til sin død i 1752.
15. MANNHEIMER HOF ORKESTER
