Vælg en side

Det 20′ århundrede I

 


FLAG

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold.
Det er først fra begyndelsen af det 20.århundrede at der fremkommer beskrivelser af danske messingblæsere og deres spil, især er der levende førstehåndsbeskrivelser af messingblæsere fra Det Kgl. Kapel i orkestrets mangeårige solobasunist Anton Hansens (1877-1947) erindringer. Fra denne tid begynder der også at komme mange fotografier af messingblæsere. I dette afsnit kunne det naturligvis være fristende også at nævne alle de mange meget dygtige danske messingblæsere der er i dag, men jeg har valgt en “historisk” indgang og primært at fokusere på den første del af det 20. århundrede.

 

 

 

INDHOLD I DETTE KAPITEL:
Senest opdateret 1/1 2024
1 – DET 20. ÅRHUNDREDE  (1900 – ) – SYMFONIORKESTRE
2 – DANSK MESSINGHISTORIE STANDSFORSKELLE MELLEM INSTRUMENT-GRUPPERNE I DET KGL. KAPEL
3 – INSTRUMENTFREMSTILLING
4 – NYE OPFINDELSER OG NY TEKNOLOGI
5 – KORTLIVEDE OG BLIVENDE PROJEKTER
6 – TROMPETEN
7 – CORNETTEN
8 – DANSK MESSINGHISTORIE MUSIKERPORTRÆTTER
9 – SIGNALGIVNING
10 – VALDHORNET
11 – POSTHORNET
12 – POSTHORNET I DANMARK
13 – DANSK MESSINGHISTORIE MUSIKERPORTRÆTTER
14 – BASUNEN
15 – DANSK MESSINGHISTORIE MUSIKERPORTRÆTTER
16 – TUBAEN
17 – DANSK MESSINGHISTORIE MUSIKERPORTRÆTTER
18 – RALPH VAUGHAN WILLIAMS KONCERT FOR TUBA OG ORKESTER
19. EUPHONIUM I SYMFONIORKESTRET

DET 20. ÅRHUNDREDE  I (1900 – )

1. SYMFONIORKESTRE

BOSTON 1921

 

 

MESSINGBLÆSERNE I BOSTON SYMFONIORKESTER 1910
Alle instrumenterne er “moderne” men tidens design ligner endnu tyske instrumenter fra Wagners tid.

Alligevel har instrumenterne udviklet sig for at kunne imødekomme nye krav. I symfoniorkestret var det specielt Gustav Mahler (1860-1811), Østrig, og Richard Strauss (1864-1949), Tyskland, der udnyttede messinginstrumenterne på en helt ny og virtuos måde – i lange soloer, i ekstreme registre og nuancer og med en mageløs indlevelse i de enkelte instrumenters karakter.

 

GUSTAV MAHLER og RICHARD STRAUSS
Både Mahler og Strauss var også kendte som dirigenter, så de havde et praktisk udgangspunkt for deres ideer om instrumentation.
Mahler var faktisk mest kendt som en af sin tids førende dirigenter, men havde en diktatorisk stil der blev sammenlignet med en løvetæmmers!
Selv om Strauss skriver særdeles eksponeret for messingblæsere, udtalte han: Se aldrig opmuntrende på messingblæserne (så de spiller alt for kraftigt), undtagen med et hurtigt blik for at give et vigtigt signal. Engang hvor man bebrejdede R. Strauss for at hans trompet- og hornstemmer lå for højt, indrømmede han at kritikken nok var berettiget, man at man sikkert ville “finde på noget” – og det fik han jo egentlig ret i.

 

 MESSINGBLÆSERE FRA BERLINS PHILHARMONISKE ORKESTER

– fra Herbert von Karajans filmdokumentar 1965-1966:

 

-TROMPET-GRUPPEN

 

– HORN-GRUPPEN

 

– OG BASUN-GRUPPEN

Musikernes teknik er udviklet og det samme er brugen af instrumenter. Man kan sige at der sket en “spredning” i messinginstrumenternes grundstemning: Trompeter og horns grundstemning er steget, og “low brass! – instrumenternes stemning er både steget og faldet. Med genindførelsen af altbasunen og videre-udviklingen af basbasunen er basungruppen i sig selv blevet spredt klangligt ud, og den foretrukne tubastemning er sænket fra F/Eb til CC/BbBb. Siden 1950-erne er boringen vokset, på trompet og basun fra small bore over medium bore til large bore. Ved at gøre boringen større har man i nogen grad kompenseret for at klangen på de højere stemninger ikke blev for lys. Hele messinggruppen har fået flere kontraster uden det er gået ud over den homogene samklang.

 

MESSINGBLÆSERNE FRA CHICAGO SYMFONIORKESTER 1978
– præsenterede indspilninger med en så epokegørende klarhed, flothed og ren intonation at de har dannet skole over hele verden. Det var karakteristisk for dem bl.a. at fokusere på den enkeltes egen stemme i orkestret. Denne holdning er helt tydelig i udsagnet fra 2. trompetisten i Chicago Symfoniorkester 1952-1974 Vincent Cichowicz:
”Den første regel for 2. trompetspil er at aflevere sit ego ved indgangen !”.

 

MESSINGBLÆSERE FRA CHICAGO SYMPHONY ORCHESTRA
– bagerst fra venstre; Edward Kleinhammer – basbasun, Arnold Jacobs – tuba, forrest fra venstre: Adolph Herset og Vincent Cichowitcz – trompet.

At være solist er altid krævende, og specielt for messingblæsere (og sangere) er det en fysisk udfordring at kunne slutte et stykke med samme overskud som man begynder med. Inden for blæseorkesterkulturen og jazzen har der altid været masser af messing-solister, men fra anden halvdel af det 20. århundrede er det også blevet meget mere almindeligt at se messingblæsere optræde som solister med symfoniorkester. Enkelte messingblæsere har endda gjort en stjerne-karriere som fuldtids solister.


 

 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

2. STANDSFORSKELLE MELLEM

INSTRUMENT-GRUPPERNE I DET KGL. KAPEL

 

CARLSEN

 

HANS CARLSEN (kapel nr.686)
– tubaist i Det Kgl. Kapel 1899-1921.

Som nævnt under “Romantikken II” blev det Kgl. Kapels trompetister, basunister, tubaister og paukist fastansat 1877. Med tiden var deres stemmer i f.eks Wagners musik blevet særdeles eksponerede og komplicerede og man skulle tro at de nu kunne føle sig som ligeværdige med de andre kapelmusikere. Det var dog ikke så ligetil for alle, f.eks. led Tubaisten Hans Carlsen (nr.686) direkte under at andre grupper i orkestret ”så ned” på messingblæserne. Han holdt sig mest for sig selv, gik klædt i sort slag, glacéhandsker, professorhat og sølvknappet stok og tålte ikke at der blev sagt du til ham. Den sidste rest af ”underklasse –fornemmelse” viste sig ved tildeling af de solotillæg (ekstra betaling) som alle solo-spillere officielt havde krav på. Solobasunisten Anton Hansen (kapel nr.694) måtte i 1917 true med sin afsked for at få et solotillæg, og solotrompetisten Thorvald Hansen (kapel nr.643) fik det først 2 år før sin afsked i 1913 – og da havde han ellers spillet alle de ”halsbrækkende soloer” der var i det løbende repertoire.

 

 

TRE MESSING-SOLOSPILLERE FRA DET KGL. KAPEL FOTOGRAFERET 1917
Fra V.: Anton Hansen – basun (kapel nr.694), Laurids Sørensen – trompet (kapel nr.705) og Hans Sørensen – horn (kapel nr.719). Fotoet er tydeligvis sat sammen af flere fotos – Hans Sørensen er således blevet alt for lille, – se fig. 36.


3. INSTRUMENTFREMSTILLING

I 1900-tallet begyndte de amerikanske instrumentfirmaer for alvor at gøre sig gældende, ikke kun i USA, men også i Europa. Nogle af de mest kendte var firmaerne: CONN, KING, HOLTON og BACH – de findes også i dag men er nu alle samlet under Conn-Selmer, Inc. (se også om BENGE under Sousas solister Det 20. årh. II, 2)

 

INSTRUMENTFIRMAET CONN’s FABRIK 1913

 

 

CONN FABRIKKENS “TOOL DEPARTMENT”

 

FRA CONN FABRIKKEN, ÅR?

 

 BASUNGRUPPEN I BOSTON SYMFONIORKESTER CA. 1910
Det var almindeligt at bruge “kendte” musikere i reklamer for messinginstrumenter. Her er det fra venstre: Leroy Kenfield (basbasun), August Mausebach (2.basun) og Carl Hampe (1.basun) der reklamerer for HOLTON BASUNER.

 

 REKLAMER FOR KING INSTRUMENTER
Firmaet KINGS instrumenter slog især an hos jazz-musikere, og deres jazz-basuner, Model 2B fra 1938 og 3B fra 1952, er de mest solgte jazz-basuner nogensinde. Her er det basunisten Tommy Dorsey og trompetisten Harry James der reklamerer for King.

 

STAN KENTONS BASUN-GRUPPE REKLAMERER FOR CONN

 

 

VINCENT BACH (1890-1976)
– blev født i Østrig hvor han som ung optrådte som cornet-virtuos. Senere kom han til USA hvor han startede sit firma 1918 med at lave mundstykker. Senere fremstillede han trompeter og basuner og alle hans produkter blev en verdens-succes der var synonym for den højest tænkelige kvalitet. Serien af hans top-instrumenter blev opkaldt efter en af de fineste gamle italienske violinerbyggere: STRADIVARIUS.

I Europa var der stadig velfungerende tyske, franske og engelske instrumentfabrikker. Besson fortsatte med at levere instrumenter til Brass Band bevægelsen. Fra 1948 arbejdede Besson sammen med firmaet BOOSEY & HAWKES. I 2006 købte The Music Group de 2 gamle messinginstrumentfirmaer Besson (etableret 1837) og det franske Courtois (etableret i 1837) og de er nu begge samlet under Groupe Buffet Crampon.
Op til slutningen af 1900-tallet var der en tendens til at USA internationalt dominerede markedet for trompet og basun, mens Europa var selvforsynende med horn og tuba. I dag er der virkelig mange messing-instrumenter i udbud, og kvaliteten er ikke mere geografisk betinget – nærmest tværtimod. Det japanske YAMAHA er gået fra først at producere billige instrumenter til at bygge instrumenter i top-kvalitet. I Europa er der en række mellemstore firmaer der bygger kvalitets instrumenter med deres egne ideer og helt eget design. F.eks. det spanske STOMVI (alle messinginstrumenter), det østrigske SCHARGERL (trompeter og basuner) , det schweiziske HIRBRUNNER (euphoniumer er og tubaer), det hollandske ADAMS (euphoniummer) og det tyske GEBR. ALEXANDER (valdhorn).

FRANZ AMBROS ALEXANDER
– stiftede allerede i 1782 Gebr. Alexander som et firma for træblæsere og det har i årenes løb været drevet af et familie-dynasti

 

 GEBR. ALEXANDER ANSATTE FOTOGRAFERET VED FIRMAETS 100 ÅRS JUBILÆUM 1882
Man kan se at der på den tid stadig blev fremstillet træblæseinstrumenter i firmaet.  I løbet af 1800-tallet begyndte firmaet også at fremstille alle slags messinginstrumenter. Den store milepæl blev patentet på firmaets udformning af et dobbelthorn i 1919. I dag fremstiller Gerb. Alexander primært horn og wagnertubaer og sælger til hele verden.

 

GEBR. ALEXANDERS VÆRKSTED 1909.

 

4. NYE OPFINDELSER OG NY TEKNOLOGI

 

 

Ved begyndelsen af det 20. århundrede havde messinginstrumenternes grundlæggende design, funktion og teknik nået et niveau der umiddelbart minder om vor tid. Alle instrumenter havde f.eks. fået stemmebøjle så de kunne stemmes ind præcist, spytventil/vandklap til at lukke kondensvand ud og det var almindeligt at bruge dæmpere.

 

 

ytr-2330-tuning-slide-l[1]

 

STEMMEBØJLE OG VANDKLAP TIL TROMPET

 

0167_mutes[1]

 

 

 DÆMPERE TIL BASUN
Fra v. til højre: Cup-mute, straight-mute (spidsdæmper) og harmon-mute (wa-wa mute).

 

Den moderne teknologi har gjort det betydelig lettere at fremstille glatte og præcise metaldele, samt lave nøjagtige akustiske beregninger. De bedste klangstykker er dog stadig dem der er hamret ud i hånden. Ikke kun boringen men også selve metaltypen kan påvirke klangen: Messing – lys klang, goldbrass – en lidt mørkere klang, kobber – en mørk klang. Den moderne blankpolerede orkesterklang overgår helt hvad Strauss og Mahler kunne have drømt om – den høres i renkultur i megen filmmusik, f.eks. i musikken til Star Wars – filmene, skrevet af John Williams.

 

 TRIGGERE
På trompet, cornet, flügelhorn, euphonium og tuba er der ofte påmonterede en forlængermekanisme på ventilens bøjler, kaldet for “trigger” , der kan forlænge bøjlen ligesom på et basuntræk og dermed forbedre intonationen.

 AXIAL

 

 NYE VENTIL-TYPER
I de senere år har man konstrueret flere ventiler der er mere “åbne” helt uden buler og indsnævringer. Den mest radikale er “AXIAL FLOW ” basun-ventilen opfundet 1976 Orla Ed Thayer,. USA. Med sine lige rørforløb i det kegleformede ventilhus undgås helt skarpe sving og buler i rørforløbet.

 

axial

En anden ny ventil er HAGMANN-VENTILEN opfundet 1991 af Rene Hagmann, Schweitz:

 

hagmann-ventil

 

Begge ventil-typer anvendes på basuner. Hagmann-ventilen er også blevet forsøgt på en Cimbasso:

 

hagmann-valves

 

Fig.21   FORBEDRING AF EKSISTERENDE VENTIL-SYSTEMER. Mange firmaer har arbejdet med at gøre diameteren på rørgennemgangen gennem ventiler mere konstant og glat. Her ses en ”normal” gennemgang af rør på drejeventiler på et valdhorn:

 

– og her ses firmaet Engelbert Smid’s design med blødere kurver:

 

KLAP

 

TYSK DREJEVENTIL-TROMPET MED KLAPPER
Et teknisk raffinement på den moderne tyske trompet er ekstra klapper, der når de åbnes “fjerner” nogle naturtoner omkring visse toner der så bliver lettere at “ramme” og mere sikre at spille.

MUNDSTYKKER

 

Mundstykker til messing instrumenter er i tidens løb blevet lavet i alle slags størrelser og former. Visse nyere ideer har slået an og fået en hel del succes. Det mest almindelige er mundstykker lavet af messing, men andre materialer som giver en anden klang eller som føles anderledes på læberne er kommet til:

 

 

 

 

 

 

MUNDSTYKKER MED MERE MASSE (HEAVY WEIGHT)
Giver en mørkere og mere fyldig klang:
HEAVY WEIGHT MUNDSTYKKE Af STÅL
(Giddings)

 

 

 

 

 

 

 

 

”BOOSTER” TIL AT SÆTTE UDENPÅ MUNDSTYKKET
Kan forandre et almindeligt mundstykke til Heavy weight
(DENIS WICK)

 

 

BOOSTER PÅ MUNDSTYKKE

 

 

 

 

 

 

 

 

MUNDSTYKKER F PLASTIC
Er især gode til udendørs spil i kulde
(Kelly)

 

 

 

 

 

 

 

 

MUNDSTYKKER AF TRÆ
Ændrer klangen og føles anderledes

 

 

 

 

 

 

MUNDSTYKKER MED ASYMETRISK CUP
For bedre komfort

 

 

 

 

 

 

 

 

MUNDSTYKKER MED ASYMETRISK RAND
For bedre flexibilitet og udholdenhed
(WEGDE)

 

UTRADITIONELLE DESIGNS

 

Musikinstrumenters udseende er ret traditionelt og ændrer sig normalt meget langsomt.
I tidens løb er der alligevel lavet mere fantasifulde designs, uden at det har ændret på instrumenternes grundlæggende konstruktion.

GANSH HORN

SHAGERL

 

 

 

FLÜGELHORN (BATOFON?)
TAYLOR

BASUN KLANGSTYKKER
BAC

 

 

BRITISKE TUBAIST MARSHALL OWEN
MED SIN SAXOFON-FORMEDE TUBA

 

 

SAXFORMET EUPHONIUM, USA 1925

 

SPECIAL-DESIGNET PICCOLO TROMPET

 

 

MEGET SPECIELLE DESIGNS

MONETTE ELYSIAN TROMPET
Firmaet Monette laver specielt dekorerede trompeter der fortæller om den musiker der ejer instrumentet

 

HÅNDMALEDE MESSINGINSTRUMENTER
Firmaet Juleez sælger music-instrumenter der er håndmalet af Julie borden

 

KERAMISK HORN

 

BYGNING AF  “GLAS-MESSING-INSTRUMENTER”
Da firmaet HOLMEGAARD GLASVÆRK holdt 150 års jubilæum i 1975, blev der bygget glas-læbeblæseinstrumenter til et helt hornorkester

 

5. KORTLIVEDE OG BLIVENDE PROJEKTER

Som det tidligere er sket har der også efter år 1900 fremkommet mange opfindelser og nye konstruktioner.
Der er blevet ansøgt om mange patenter, hvoraf en del af dem ser ufrivilligt komiske ud – i hvert fald set med “traditionelle øjne”. Nogle af dem har til gengæld virkelig slået an, mens andre kun har haft en meget kort levetid!

rajaSamadhi_title_large[1]

 

“HEAVY WEIGHT” TROMPET
Massen påvirker også klangen: Et “tungt” instrument og mundstykke gør klangen mere fast og mørk, mens et let instrument gør klangen brillant og lys. Denne model fra firmaet MONETTE er ekstrem tung med ekstra påførte metaldele og et “dobbelt-klangstykke”.

TOPSTYRET DREJEVENTIL BARITONE/EUPHONIUM
Higham, England midten af 1800-tallet
Higham’s instrumenter havde et system med en ”pumpeventil-knap” der var forbundet med en drejeventil. Pantenteret af Higham 1857

 

TRÆK-TROMPET  MED FLERE TRÆK
D.8. juni 1923 ansøger Poul Lucky om patent på sin træktrompet med 3 træk
– den var aldrig set tidligere og er aldrig blevet set siden!

CORNET MED EKSTRA DREJEVENTIL OG LANG STEMMEBØJLE
Patenteret i 1847. Denne cornet har Périnet ventiler og kan spille stemt i  Bb, A, Ab, G, F, E, Eb og i and D ved at dreje på ventilen, trække stemmebøjlen ud – eller begge dele.
Metropolitan Museum, New York

 

VALDHORN MED 6 PUMPEVENTILER

 

EKSTREMT STORE TUBA-KLANGSTYKKER
I 1930-erne og 40-erne fabrikeredes meget store klangstykker, men det slog aldrig an.

 

 

DAVIS SCHUMAN (1912-1966) 
Basunist Dais Schuman underviste på Julliard School of music og blev gennem sin optræden og indspilninger en pioner ved at markere basunen som soloinstrument . Han var den første der gav en helaftens recital med basun i 1947 i Town Hall. New York. Han bestilte og uropførte værker af bl.a. Ernest Bloch, Vincent Persichetti, Darius Milhaud og Tibor Serly.
Schuman konstruerede sin ”ergonomisk korrekte basun” udfra ideen om: ”Ikke at ramme musikere placeret foran basunerne samtidig med at klangstykket pegede fremad, og at gøre armbevægelsen med trækket mere naturlig” (hans patent blev ansøgt 17 februar 1950 og med nummeret “US patent 2669152”  givet d.16 februar 1954) . Der blev ikke fremstillet mange eksemplarer.

 

 

 

TEGNING FRA SHUMANS PATENT-ANSØGNNG

 

SHUMANS FRIT VIBRERENDE TROMPET-KLANGSTYKKE
I 1960 fik Shuman også patent på en trompet med et “frit vibrerende klangstykke” US patent 2947211) der ikke var fæstnet mere end nødvendigt. Denne ide er faktisk videreført af mange instrumentmagere senere hen på alle slags messinginstrumenter.

 

 

 LOMME-CORNETTER
Man har også forsøgt sig med med det modsatte af store instrumenter: Små og kompakte instrumenter med lille boring og lille klangstykke, men selv om de en overgang var ret populære  har de heller ikke fået nogen praktisk betydning. Den mest kendte udøver på lomme-trompet har været avantgarde jazz-trompetisten Don Cherry (1936-1995) se det 20′ ÅRHUNDREDE 

 

 

Andre lomme-instrumenter: BABY FLÜGELHORN og MINI HORN:

 

 

 

 

 

 

LOMME TUBA – EN REJSE-TUBA i CC (Wessex)
Da en tuba fylder meget har rejse- eller øve-tubaen fået en vis succes

 

Da F-ventilen blev sat på tenorbasunen i 1839 blev instrumentet kaldt for “tenor-bas basun. På samme måde har man sat en ventil på altbasunen og kaldt den for alt-tenor basun:

 

 

 

ALT-TENOR BASUN MED VENTIL
D. 3, marts 1906, ansøgte den tyske basunist Robert Müller om patent på hans alt-tenor basun fremstillet firmaet Kruspe. Den ligner lidt vor tids altbasun med Bb-ventil, men ventilen er her placeret et helt andet sted som aldrig siden er blevet brugt.

ALT-TENOR BASUN MED 2 PARARLELLE-TRÆK
Historisk Museum, Basel, Sweitz
En helt anden konstruktion er denne alt-tenor basun designet af bsunisten Alschausky (se 14 BASUNEN) som d.21 April 1920 ansøgte om patent hos “Deutschen Reichspatent Pantentschrift nr.33441124 Class 51c Group 24. Her er ventilens forlæger-rør forsynet med et ekstra paraleltræk. Instrumentet blev bygget af Bohland & Fuchs men kom aldrig i brug.

 

 

  BASBASUN I Eb
Frelsens Hær (Salvation Army) har siden 1878 haft en meget udbygget og næsten elitær anlagt Brass Band aktivitet med eget nodeforlag og fra 1880-erne også en egen instrumentfabrik. Helt op til 1950-erne brugte man i England en basbasun i G med armforlængende håndtag (se under BASUNEN I ENGLAND, ROMANTIKKEN II, 4). Som et eksperiment på frelsens Hærs instrumentfabrik konstruerede man 1905 en basbasun i Eb der med et sindrigt system med taljer og snoretræk havde et ekstra-træk bagud der kunne forlænge “hovedtrækket”. Ideen var at trækbevægelserne ikke blev for store, men det hele blev for klodset og der blev ikke produceret mange eksemplarer. Frelsens Hærs Fabrik blev solgt til firmaet “Boosey and Hawkes” i 1979.

 

FRELSENS HÆR’s INSTRUMENTFABRIK
Campfield, St. Albans, England. Foto from 1904

 

EN BASUN MED KONISK BORING
1921—Indiana, USA: Ernst Couturier modtager patent på en trombone, “hvorved instrumentets boring i videst muligt omfang øges kontinuerligt og gradvist i diameter i lydvibrationernes bevægelsesretning” – altså en basun med konisk boring

BASUN AF KULFIBER
Det amerinske firma Butler har bygger basuner med dele fremstillet af kulfiber.
Det mindsker vægten markant og trækføringen meget lettere

D

 

THE KING SYMPHONY MODEL ORCHESTRA BASS
– var en tuba designet i 1930-erne for at gøre det let og hurtigt at skifte mellem at spille kontrabas og tuba. Den skulle spilles på stående og blev leveret med et specielt stativ. Instrument forsvandt da det blev umoderne at skifte mellem de 2 instrumenter.

 

 

 BOOSEY KOMPENSATIONS-CORNET FRA ca. 1898
Et kompensations-system i lighed med det man bruger på euphonium blev også forsøgt på cornet. Det blev dog for klodset og slog aldrig rigtig an.

 

 

HERR FRANZ SCHULTZ
– solo-tubaist I Schwerin Teater Orkester med en “AEROPHOR” – et apparat opfundet I starten af det 20´århundrede af Bernard Samuels, Schwerin, Tyskland, for at kunne give ekstra luft til blæsere. . Richard Strauss var begejstret og udtalte: En eneste »Siegfried«- Opførelse med Blæsernes Anvendelse af Ærophor for et kunstforstandigt Publikum – og en Tilbagevenden til den gamle Blæsemåde igen vi ikke være mulig. Han brugte selv aerophoren i sit “Fest Preludium” , et sted markeret med: “Tuba con aerophor”. Der blev også indkøbt et par stykker til Tivolis symfoniorkester i København. AEROPHOREN forsvandt dog alligevel hurtigt igen
Foto fra 1914.

 

SJÆLDNE INSTRUMENTER FOR TUBAISTER:

 

 

BAS VALDHORN I CC – ide: Roger Bobo (på fotoet) , bygget af George Strucel og Larry Minick

 

FLUBA, ET FLÜGELHORN I F TUBA-STØRRELSE – ide: Jim Self (på fotoet) bygget af Robb Stewart

 

 

SUBKONTRABAS TROMPET i BB
kan ikke holdes i normal trompet-position!
Spillet af Vairis Nartiss, Letland.

 

 

TUBA I CHIMBASSO DESIGN

ET LANGVARIGT KORTLIVET PROJEKT: DOBBELT-KLANGSTYKKE-INSTRUMENTER

Dobbelt-klangstykke-instrumenter er instrumenter med 2 klangstykker – en stort klangstykke der giver en fyldig, blød og mørk klang, og et lille klangstykke der giver en lysere og mere overtonerig klang. De 2 klangstykker kan også bruges til “special effects”, så som ekkoer eller et “udsagn op svar” – effekt. Ideen er genopstået mange gange:

 

DOBBELT-KLANGSTYKKE CORNET

 

Dobbelt-klangstykke på et euphonium var en konstruktion der først blev produceret af Conn fabrikken i 1880erne. Andre amerikanske firmaer fulgte snart efter og produktionen kulminerede fra omkring 1880’erne til ind i 1920’erne. Det var euphonium-virtuosen Harry Whittier fra det berømte Patrick Gilmore Band der gjorde instrumentet populært. Det spredte sig til andre orkestre bl.a. john Philip sousa’s band, og dobbelt-klangstykke-euphoniummet fik sin gyldne periode frem til 1920’erne. Euphonium spilleren Simone Mantia favoriserede instrumentet som solist i Sousa’s band og Arthur Pryor’s band og han komponerede en særlig solo for det i stykket “Priscilla”  tilegnet Sousa’s kone. De sidste dobbelt-klangstykke-euphonium blev lavet af King-firmaet i 1960’erne – de er nu i dag samleobjekter for euphonium – entusiaster.

 

 

CONN’S “DOUBLE BELL” EUPHONIUM from 1920 

CLEVELAND COLORED QUINTET, USA
med et dobbelt-klangstykke. Postkort fra 1920 – 1940

EKKO CORNET bygget af FRANZ HOERTH (1862-1932), Saarbrücken
Ekko-instrumenter var meget populære – forneden ses den evangeliske prædikant og Cornetist J. Manton Smith med et sådant instrument.
Fotoet er taget i 1870 i studiet Lambert Weston & Søn i Folkestone (UK).

 

 

 

JAZZOPHONEN – ET MODE DOBBELT-KLANGSTYKKE-INSTRUMENT
JAZZOPHONEN er en trumpet udformet som en saxofon men med 2 klangstykker. Det ene klangstykke klinger som en almindelig trompet, det andet klangstykke som en trompet med wah-wah dæmper. Jazzophonen blev opfundet i 1920-erne som et billigt alternativ til den populære saxofon Jazzophonen spilles med et trompetmundstykke og har 3 standard-ventiler plus en ekstra til at skifte mellem de 2 klangstykker. Ligesom andre udviklede saxofon-agtige instrumenter fra den tid, blev Jazzophonen ikke en succes.

 

 

SOPRANINO JAZZOPHONE?

 

TANZ KAPELLE F. FISCHER
Det eneste eksisterende foto af et orkester med en Jazzophone
Trompetenmuseums Bad Säckingen.

 

 

THE BELLOPHONE
 Et  andet eksempel på dobbeltklangstykker er THE BELLOPHONE bygget af det amerikanske firma H.N. White (1893-1965) på foranledning af tubaisten William Bell (se under TUBA, DET 20. ÅRHUNDREDE II,15). Ideen er at udvidde tubaens register ved at kombinere en C-tuba og et Bb euphonium/baritone. Instrumentet har 2 blæserstænger, den ene kun til tubaen og dem anden til at kunne skifte mellem tuba og euphonium via en omstillingsventil. William Bell spillede selv på instrumentet i The Cicinnati Symphony Orchestra, The Band of America og i The Goldman Band.

BASUN af mærket RATH, ENGLAND, MED DOBBELT  KLANGSTYKKE
Dobbelt-klangstykker har også været forsøgt på basuner.

DOBBELT-KLANGSTYKKE PÅ KONTRABAS-BASUN
 Her ses Gérard Buquet, Frankrig, med en virkelig sjældenhed:
Verdens eneste bobbelt-klangstykke-kontrabas-basun.

 

 

EN ANDEN SJÆLDENHED: ET HORN MED DOBBELTKLANGSTYKKE

6. TROMPETEN

 

Som følge af nye krav til teknisk og stilistisk spændvidde holdt de højere trompetstemninger sit indtog. Det skete gradvis, og gav efterhånden trompeten en lysere klang. Således savnede Gustav Mahler F-trompetens klangfylde i Bb-trompetens dybe register, og han forlangte derfor en fordobling af 2. trompetstemmen når han dirigerede Beethovens symfonier. Franskmændene var tidligt ude med C-trompeten der passede godt til de lyse franske klangidealer. Efterhånden fremkom der mindre og mindre trompeter og til sidst kom den lille A/Bb -piccolotrompet. Den blev først mest brugt til barokmusik men i dag bruges den til både ny musik og popmusik, f.eks. høres den i Beatles-sangen Penny Lane. I dag skrives der ofte bare for trompet, og så finder den udøvende selv ud af at vælge hvilken type trompet og stemning der passer til det enkelte stykke

 

TR.

 

MODERNE PUMPEVENTIL-TROMPETER
Fra v. mod h.: Bb, C, Eb og Bb-piccolotrompet.

 

EDUARD SEIFERT (1870-1965)
– var solo-trompetist i Dresden Staatkapelle fra 1898 indtil 1938 . Dresden operaen og dens orkester var en vigtig del af musiklivet i Tyskland og Europa. De var dedikerede og fokuserede på musik af Richard strauss, som dermed blev en vigtig del af Seiferts orkesterkarriere. Seifert mestrede Strauss trompetstemmer perfekt og hans kolleger kaldte ham for “Der Unfehlbare” (“den u-fejlbarlige”). Seifert virkede under dirigenter som: Ernst von Schuch (1846 – 1914), Fritz Reiner (1888-1963), Fritz Busch (1890-1951), Karl Böhm (1894 – 1981) og Richard Strauss (1864 – 1949). Seifert optrådte også som solist på cornet og trompet. Han reintroducerede Haydn’s Trompetkoncert på F-trompet og spillede barokmusik, bl.a Bach’s 2. Brandenburger-koncert, på sin Heckel F/G-trompet.

 

STRAUSS PREMIERER  MED EDUARD SEIFERT SOM SOLO-TROMPETIST:
 Feuersnot (21.11.1901 Dresden)
Salome (9.12.1905 Dresden) 
 Elektra (25.1.1909 Dresden) 
Der Rosenkavalier (26.1.1911 Dresden) 
 Alpensinfonie (cond. Richard Strauss)
  Intermezzo (4.11.1924 Dresden) 
Die ägyptische Helena (6.6.1928 Dresden) 
 Arabella (1.7.1933 Dresden) 
 Die schweigsame Frau (24.6.1935 Dresden) 
 Daphne (15.10.1938 Dresden) 

 

2 ENGELSKE TROMPET LEGENDER
Tv: ERNEST HALL (1890-1984) var i mange år en ener indenfor orkester-trompetspil i London. Han blev solotrompet i London Symphony orchestra i en alder af kun 20 år og senere fik han den samme stilling i BBC Symphony Orchestra. Han underviste på Royal Academy of Music, og man sagde at når han i 1950-erne assisterede i div. orkestre som 4.trompet, kunne han være sikker på at de andre 3 enten var uddannet hos ham, eller hos nogle af hans tidligere elever.
Th: GEORGE ESKDALE (1897 – 1960) var solotrompetist i London Symphony Orchestra fra 1934 til 1956. Han underviste på Trinity College of Music fra 1937 og på Royal Academy of Music fra 1938. Han menes at være den første der indspillede Haydn’s trompetkoncert i 1938 (2. og 3. sats – senere i 1954, indspillede Eskdale hele koncerten). Han havde en særlig cornet-lignende sødme i sin klang i modsætning til den mere heroiske stil hans forgængere dyrkede.

 

ADOLF SCHERBAUM (1909 – 2000) – EN TYSK LEGENDE
Adolph Scherbaum blev kaldt for “manden der genopdagede baroktrompet-spillet”. Han var med til at indføre ideen med at spille barokmusik på de helt små piccolotrompeter. Adolph Scherbaum var født i Tjekkiet men virkede mest i Tyskland. 1941-1945 var han solotrompetist i Berliner Philharmonikerne og 1951 -1964 havde han samme stilling i Hamborgs Radioorkester. Ved mere end 400 koncerter modbeviste han han opfattelsen af at Bachs 2.Brandenburger-koncert var uspillelig, og han indspillede den 15 gange. I mange år var han simpelt hen den eneste trompetist der kunne spille stykket “live”. Scherbaum optrådte med mange prominente orkestre som f.eks.: London Philharmonic Orchestra, Amsterdam Concertgebouw Orchestra, Orchester Santa Cecilia Rome, Leipzig Gewandhausorchester m.flere, og han spillede unde berømte dirigenter som Karajan, Klemperer, Knappertsbusch, Schmidt-Isserstedt (som kaldte ham ScherSTRONG) m.fl. I 1963 dannede Scherbaum sit eget ensemble med barokmusikere, og med dem tournerede han igennem mange år i Europa og Rusland. Da Maurice André under et TV-interview skulle svare på hvem han anså for at være den bedste trompetist næst efter ham selv svarede han: “Der er mange efter mig, men jeg vil nævne en forgænger, Adolf Scherbaum, som jeg skylder alt – det var hans spil der satte standarden og var med til at skabe min stil”.

 

 

BOSTON SYMPHONY ORCHESTRA’s TROMPETGRUPPE 1935
Fra venstre: Georges Mager, ROGER VOISIN, Rene Voisin og Marcelle Lafosse. ROGER VOISIN (1918 – 2008) – blev ansat i Boston Symphony Orchestra som alternerende solotrompet i 1935 som kun 17-årig, og blev solotrompetist i 1950. Han spillede i orkestret i 38 år indtil 1973. Voisin blev leder for New England Conservatory of Music’s messing- og slagtøjs-afdeling i 1950 og var trompetlærer der i næsten 30 år. I 1975 blev han “full professor” på Boston University. Roger Voisin har uropført mange hovedværker for trompet, bl.a. Hindemits sonate for trompet og klaver (med Hindemith selv ved klaveret). Leroy Anderson’s A Trumper’s Lullaby blev skrevet til voisin i 1949. L. Anderson fortæller: Da Roger spurgte bad mig skrive en solo til ham som var anderledes end de traditionelle trompet-soloer, slog det mig at jeg aldrig havde hørt en vuggevise for trompet og derfor besluttede jeg mig til at skrive en med en rolig melodi baseret på signaler.

 

DOK

 

TIMOFEI DOKSHIZER (1921-2005)
– vandt som 19 årig Sovjetunionens messingblæser-konkurrence og da han senere også vandt en international konkurrence i Prag startede han sin enestående solist-karriere. Han er blevet rost af kritikere fra hele verden for sin klang, sin frasering og sin ubesværede teknik. Han har undervist på utallige master-classes og som professor på Gnessin’s Musik Institut i Moskva. I over 40 år var han ansat på Bolshoi Operaen, ikke som et almindeligt medlem af orkestret men udelukkende for at spille trompet- og cornetsoloer i F.eks. Tchaikovskys ”Svanesøen” og ”Nøddeknækkeren”, Prokofievs ”Romeo og Julie” og ”Krig og Fred” Khachaturians ”Spartacus” m.m.

 

 

ADOLPH HERSET (1921 – 2013)
Herset anses for en af sin generations største orkestertrompetister. Allerede under hans studietid i Boston fik han en invitation til audition for en stilling som 3. trompetist i Chicago Symfoniorkester under ledelse af Arthur Rodzinski. Efter at have lyttet til Herset i en time tilbød Rodzinski den unge mand, som ikke havde nogen professionel erfaring overhovedet, stillingen som solotrompetist. Det var i 1948, dvs. at han blev solotrompetist i SCO som kun 26 årig – og der blev han i 53 år. Selv om han kom til at optræde som solist mange gange, elskede han at spille i orkester og havde aldrig planer om at blive solist på fuld tid. Han blev i yderligere 3 år i en slags emeritus-stilling og stoppede så helt i orkestret 2004. Som det stod i Chicago Sun-Times: ”I årtier var Hersets gyldne, magtfulde og udtryksfulde spil en hjørnesten i ”The Chicago Sound”. Denne messingklang blev berømt i hele verden og gjorde Chicago til et internationalt center for uddannelse af messingblæsere.”

 

m-andre[1]

 

MAURICE ANDRE (1933-2012) – EN MESSINGBLÆSER SOM VERDENS-SOLIST
Efter at have været militær-musiker og endt sin studietid kom M. Andre i 1953 ind i Lamoureux-orkestret som solotrompetist. Senere kom han i det franske radioorkester og fra 1962-1967 var han i orkestret på Opéra-Comique. I 1955 vandt han konkurrencen Geneva International Music Competition, og 10 år senere blev han bedt om at være dommer ved en lignende konkurrence i “Internationaler Wettbewerb” i München. Han afslog da han hellere ville deltage i konkurrencen – det gjorde han og vandt! Nu opfordrede hans kone og hans kolleger ham til at tage springet og gå fra at være orkestermusiker til fuldtids solist. Det var noget af en beslutning for det var dengang et stort og usædvanligt skridt for en messingblæser – men han vovede springet. For at slå igennem måtte han til at begynde med være tilbageholdende med sine honorarkrav, men det ændrede sig hurtigt. Han fik en fantastisk succes med sin totalt ubesværede teknik og et sjældent udtryksfuldt spil. Senere blev hans honorarer større og det fortælles at da han i forbindelse med en indspilning fik at vide at hans honorarkrav var meget stort, svarede han at ville gå ned i betaling hver gang han spillede en fejl – og det gjorde han jo netop ikke! Han “red” til dels på den barok-bølge der gennemstrømmede musiklivet i 1960-erne (ikke at forveksle med den senere blomstringsperiode for gammel musik spillet på gamle eller historiske instrumenter). I barokrepertoiret spillede M. Andre usædvanligt elegant på den lille piccolo-trompet, og udover alle de originale barok-stykker for trompet spillede han transkriptioner af barok-koncerter for obo, fløjte og violin. Men han var ret alsidig og spillede også ny musik og underholdningsmusik. Hans stjerne-status gjorde ham til en absolut ener som messingblæser og han kom til at optræde over hele verden med tidens førende dirigenter og orkestre og nåede at producere ca.300 solist-indspilninger. Han blev ofte præsenteret – lidt anakronistisk, men alligevel – som “verdens bedste messingblæser” !
 

M ANDRE

 

 COVERET til en LP
– hvor Maurice Andre indspillede sammen med Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne.

 

 

MAURICE MURPHY (1935-2010)
– kom fra den engelske Brass Band bevægelse og havde spillet principal cornet i Black Dyke Mills Brass Band. 1977 blev han headhuntet fra BBC Northern Symphony Orchestra til pladsen som solotrompetist i London Symphony Orchestra, en stilling han bestred i 30 år. Han blev kendt som sin tids førende engelske orkestertrompetist og er bl.a. kendt fra mange af LSO’s filmmusikindspilninger. Efter at have hørt M. Murphy under indspilningen af musikken til den første StarWars-film, blev komponisten John Williams så begejstret for M.Murphy’s ”helte-klang”, at han fra da af bevidst skrev 1.trompetstemmerne til de efterfølgende StarWars-film med M. Murphy’s klang i tankerne. I 2008 modtog Murphy en pris fra “International Trumpet Guild”, der gives til “those who have made extraordinary contributions to the art of trumpet playing”.


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

 

 

7. MUSIKERPORTRÆTTER

 

THORVALD HANSEN

 

THORVALD HANSEN (kapel nr. 643) 1847 – 1915
– var solotrompetist i Det Kgl. Kapel fra 1884 til 1915. Han blev anset for at være ikke bare den mest kendte danske trompetist, men simpelt hen den førende messingblæser i Skandinavien. Thorvald Hansen var først trompetist i Livgardens musikkorps fra 1852, og kom til Kapellet 1884 som 1.trompetist. Han blev den første trompetlærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1893-1914. Det Kgl. Kapels solobasunist Anton Hansen (1877-1947) (kapel nr.694) skriver i sine erindringer om Thorvald Hansen: “Thorvald Hansen var enestående. At høre ham udføre de forskellige temaer i f.eks. Wagners operaer var en nydelse. Selv mindre soli, der ofte forekommer i de ældre balletter, blev udført så pragtfuldt, at man stedse glædede sig over dem. Denne kunstner havde en fænomenal embouchure; der var ikke den mindste antydning af anstrengelse at se på hans ansigt, selv om han blæste med fuld kraft. Næppe nogen, det være sig her eller i udlandet, har haft så smuk en tone, og han overdrev aldrig et forte eller et fortissimo.” Thorvald Hansen spillede på tysk- eller danskfabrikerede trompeter med drejeventiler.
Udover at være udøvende trompetist var Thorvald Hansen en aktiv musiker på flere måder: Han var en overgang vikar som organist for J.P.E.Hartmann i Frue Kirke, vicedirigent for Georg Lumbye i Tivolis Koncertsal hvor han var ansat som bratchist, – og så var han komponist. Han er især blevet kendt for sin sonate, en koncertvals og en scherzo for trompet/cornet og klaver, og disse stykker spilles i dag over hele verden. Alle hans stykker for cornet/trompet er tilegnet grev W. Schultz, der havde foræret ham den cornet han brugte til bl.a. at spille alle de mange soloer i musik til August bournonville’s balletter – cornetten fik endda et navn: “Sølvskinscornetten”. I 1904 blev han spurgt af kammermusik foreningen Natmandsforeningen om ikke han kunne foranledige at messingblæserne fra Kapellet kunne optræde med et stykke. Det ville han gerne være med til, og han komponerede så til lejligheden en kvartet for 2 trompeter og 2 basuner (er senere blevet omarbejdet for messingkvintet af Mogens Andresen og udgivet på BRASSMUSICONLINE.DK). Blandt hans øvrige kompositioner er: “Fremadskridende øvelser for F-trompet”, hvilket indikerer at F-trompeten stadig var i brug på Thorvald Hansens tid.

 

 SØREN LAURITZ SØRENSEN (kapel nr. 705) ansat 1874 -1936
– blev Thorvald Hansens efterfølger. Han var uddannet hos Den kgl. Livgardes musikdirektør, J.F. Vater (kaldet “Gardens Vater”) og blev atten år gammel medlem af 1. Regiments Musikkorps. 1908 blev han ansat i Det Kgl. Kapel, og ved Thorvald Hansens død i 1915 overtog han solotrompetistpladsen.
Anton Hasen skriver: ”Det tab det Kgl. Kapel led da Thorvald Hansen døde, er aldrig blevet helt erstattet. – Hans efterfølger Lauritz sørensen, der er lang årrække sad som anden trompetist, var en meget dygtig musiker, og da han var i besiddelse af et enestående imitationstalent, havde han forstået at tilegne sig næsten alle forgængerens gode egenskaber”. I 1920 blev S. L. Sørensen også trompetlærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium – han bestred begge sine stillinger frem til sin død i 1936.
Dette link:

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/petersen-poulsen-lydfilm

– viser en optagelse fra 1923 med et særligt system til synkron gengivelse af lyd til film udviklet af de danske Ingeniører Aksel Petersen og Arnold Poulsen. Her blev lyden optaget separat og systemet blev brugt til de første danske lydspillefilm hos Nordisk Film. Ved minuttallet 3:06 vises en optagelse af Kgl. Kapelmusicus Lauritz Sørensen. den hurtige del er Wilhelm Ramsøe’s Hedvig Polka.
 Klippet er dog pga teknologien i 1923 afspillet cirka 30% for hurtigt, så her er pitch og tempo reduceret, så det passer med grebene på hans Bb trompet:

 

 

 

LAURITZ SØRENSEN I FILMOPTAGELSEN FRA 1923

HEDVIG POLKA af wilhelm Ramsøe er et eksempel på “dobbeltstød” , hvor man  skifter mellem et “fortungestød” (som i udtalen af D eller T) og et “bagtungestød” (som i udtalen af K eller G). Stykket blev skrevet til Trompetist i Den Kgl. Livgardes musikkorps Frederik Nielsen.

 

Foto af Wilhelm Ramsøe.
På basiden ses Hedvig Plka med en hilsen fra Ramsøe:
Hvad skal jeg næste gang komponere som de ikke kan udføre?
Tilegnet Frederik Nielsen

 

TROMPETGRUPPEN I DET KGL. KAPEL ca. 1949
Fra venstre: Jens Andresen, Ingolf Warner (kapel nr. 717), Edvard Larsen (kapel nr. 788), Kurt Pedersen (Store Kurt) (kapel nr. 774) og Erik Fritzner (kapel nr. 757).

 

 

KURT PEDERSEN (Store Kurt).
Spillede som ung bl.a. med Erik Tuxen, Kai Evans og Leo Mathisen.
Fra 1937 spillede han i tivolis Harmoniorkester og fra 1943 – 1981 i Det Kgl. Kapel.
Som docent på Det kgl. Danske musikkonservatorium 1955-1988 har han uddannet flere generationer af danske trompetister.

 

KNUD

KNUD HOVALDT, 1926-2001 (kapelnummer 845)
– blev allerede i levende live en legende og satte nye standarder med sit fejende flotte trompetspil. Efter at have været solotrompetist i Radiosymfoniorkestret blev han 1961 ansat som solotrompetist i Det Kgl. Kapel og holdt denne stilling til 1988. Han havde sideløbende en solistkarriere i Danmark og bl.a. i USA med Boston Pops Orkestret, og der fik han tilnavnet “The Great Dane”. Knud Hovaldts spil blev verdensberømt da Kapellet med Leonard Bernstein i 1965 indspillede Carl Nielsens 3 symfoni, “Espansiva”. Indspilningen blev kendt og kom øverst på den amerikanske “klassiske” hitliste – og fra da af dannede hans spillemåde nærmest skole. K. Hovaldts forbindelse med USA var også synlig da han blev konsulent for messinginstrument-firmaet Getzen. K. Hovaldt var en af de første i danmark der spillede på “large bore -trompet” (trompet med stor boring) og han fremstillede eller til-rettede selv sine “store” mundstykker.

 

 

PRØVE PÅ EN KONCERT I FÆLLEDPARKEN i KØBENHAVN.
Knud Hovaldt er solist og bagved ses kapelmester Johan Hye-Knudsen
Foto: Hans Fulling
PAUSE:

 

 

KNUD HOVALDT DEMONSTRERER TROMPETER I EN TV-UDSENDELSE 1982


 

8. CORNETTEN

 

Fra at være anset som et “underklasse-blæseorkester-instrument” er cornettens status vokset til en “blød trompet” og den indgår i dag i en lang række forskellige sammenhænge. Cornetten har med tiden fået en universel udformning (undtagen den tyske KORNETT der har drejeventiler):

 

CORNET, AF MÆRKET BESSON, med den universelle standardudformning.

 

 

TYSK KORNETT MED DREJEVENTILER

De “nye” instrumenter der kom frem efter ventilens opfindelse blev hurtigt en fast del af blæseorkestre, men lejlighedsvis høres de også i symfoniorkestret. Sergej Prokofiev har vist en mageløs sans for cornetten i flatterende soloer i Løjtnant Kije (1932) og i balletmusikken til Romeo og Julie (1936). Flügelhornet har været en sjælden gæst i symfoniorkestret. Det bruges til udførelse af posthorns-soloen i G. Mahlers 3.symfoni (1896) og Vaughan Williams har givet det en lang solo i sin symfoni nr.8 (1956). I Ottorino Resplighis (1879-1936) Roms pinjer (1924) er det flügelhornet der ligger i toppen af de saxhorn/brass band-instrumenter der illuderer 6 buccinaer.

 

9. SIGNALGIVNING

 

Militærets anvendelse af signalhorn til at kommunikere med blev ved ind i det 19.årh. indtil radioen gjorde det overflødigt. I tidens løb har man lavet signaler for alle tænkelige informationer. Signalhornet fungerede endda så længe at man nåede at lave signaler for luft-angreb med fly.

 

 

SIGNALHORN-BLÆSERE
Sidste gang signalgivning blev andvendt militært i felten, var det i starten af 1. verdenskrig 1914, som her af den franske hærs lette kavaleri
I dag anvendes signalhornet til ceremoniel brug over det meste af verden, og i dag spilles det altid af trompetister.

 

 

 

 

 “SPANSK HORN” (CARMEN CORNET)
– er et signalhorn i C med en ventil, der hæver stemningen en halv tone:

 

 

CIVILT SIGNAL: “ET AFTENSMAD – SIGNAL”
1870 Havard Art Museum

 

 

U.S. ARMY HERALD TRUMPETS
– er et ensemble der består af trompeter og trommer og er en videre-udvikling af hoftrompeterkorpsenes signal/fanfare-spil. Trompeterne er forsynet med bannere ligesom man ser det på de gamle naturtrompeter, men de er også forsynet med ventiler – i praksis er de et messingensemble af trompeter i forskellige størrelser. The Herald Trumpets instrumenter består af: sopranino trompet  -Eb, sopran (almindelig) trompet i Bb, og tenor- og bastrompeter i Bb. Trompeterne er specialbygget af firmaet Kanstul Musical Instruments.. Ensemblet markerer den amerikanske præsidents tilstedeværelse ved at spille ankomst-  og afgangfanfarer. 

 

10. VALDHORNET

 

 

 

FRANZ HECKER (1870-1944): SELVPORTRÆT 1904

Ved overgangen til det 20 århundrede følte hornisterne sig trængt fra komponisterne. I orkestrets messingblæser-grupper er der normalt en fordeling mellem de fleste stemmer, men i horngruppen blev det ofte sådan at 1-stemmen var markant mere udfordrende end de andre 3 stemmer – det var som om komponisterne tillagde solohornister en markant større kompetance med lange, høje og kraftige passager i deres 1.hornstemmerstemmer. Ved førsteopførslen af R. Strauss’ symfoniske digt Don Juan (1888) skulle en af hornisterne have udbrudt: “Min herre gud hvad har vi dog gjort at vi skal straffes så hårdt ?” Hornisterne forsøgte at gøre sig livet lettere ved at bruge de højere stemte Bb-horn som længe havde været anvendt i militærorkestrene. Men de gamle dirigenter som f.eks. Hans von Bülow (1830-1894) tolererede ikke at klangen blev lettere og lysere. Sammen med Edmond Gumbert, 3. hornist i et orkester i Meiningen, Tyskland og nevø til Friedrich Gumpert (se under VALDHORNET I TYSKLAND, ROMANTIKKEN I, 31), lavede firmaet Kruspe, Tyskland, det første dobbelthorn, hvor man kunne skifte mellem F- og høj Bb-stemning med en ventil. På disse nye modeller kunne man i det mindste ikke se hvilken stemning der blev benyttet. Richard Strauss anbefalede dobbelthornet når blot hornisterne bestræbte sig på at nedsætte klangforskellen til et minimum (det blev dog senere firmaet Gebr. Alexander der fik patent på deres dobbelthorns-udformning i 1909 – ) se INSTRUMENTFREMSTILLING, DET 20 ÅRHUNDREDE I, 3).

 

 

HORN

 

 MODERNE DOBBELTHORN

Der er senere også konstrueret et kompensationshorn, det vejer mindre, men rørforløbet går mange gange gennem ventilhusene. I dag bruges forskellige horn: Højt F-horn (til barokmusik), enkelt Bb-horn, dobbelthorn i Bb og F, og dybt F-horn og endelig et Tripelhorn i høj F,Bb og dyb F. Stophorn kaldes det når man stopper og hornet får en karakteristisk snerrende klang. Nogle horn har en stopventil der kompenserer for stoppede toner intonations-stigning.

F/BB/HIGH F TRIPLE HORN · Alexander MODEL 303

 

MODERNE CORNO DA CACCIA HORN MED VENTILER
FREMSTILLET AF ENGELBERT SCHMIDT

I dag har Wagner-tubaen fået nye udfoldelses-muligeder i fimmusik fra Hollywood.

 

EN HORNGRUPPE PÅ 8 MED DERES WAGNER-TUBAER
UNDER INDSPILNING AF MUSIKKEN TIL EN “JURASSIC PARK-FILM” , 2015.

 

FRANS STRAUSS – TV. SOM UNG, TH. SAMMEN MED SIN SØN RICHARD STRAUSS (foto 1905)
Frans Strauss (1822-1905) var hornist og komponist, og blev kaldt for “hornets Joachim” (Joseph Joachim var tidens ubestridte mest prominente violinist). Hans smag var ret konservativ – han kunne til nød tolerere Brahms. Som solohornist ved hofoperaen i München og i Bayreuths festspilorkester var han med til uropførelsen af adskillelige af Wagners operaer: Tristan og Isolde (1865), Mestersangerne (1868), Rhinguldet (1869), og Valkyrien (1870). Wagner synes Frans Strauss var en “træls” person, men at man glemte det så snart han satte hornet for munden. F. Strauss kunne til gengæld heller ikke lide Wagner, hverken som person eller hans musik. F. Strauss fik det sidste ord: Da hoforkestret fik at vide at Wagner var død rejste alle sig op for at mindes ham med et øjebliks stilhed – alle undtagen Strauss der blev siddende. Richard Strauss (1864-1949) skrev 2 hornkoncerter, begge i Eb-dur. Den første skrev han som kun 18-årig til sin far i 1882, den anden hele 60 år senere i 1942! Koncerterne udtrykker med deres både dramatiske og lyriske elementer hele essensen af romantisk hornspil.

 

 

NEW YORK PHILHARMONIC HORN GRUPPE 1938
Fra venstre: Robert Schulze, Santiago Richart, Luigi Ricci, Bruno Jaenicke,

 

 AUBREY BRAIN (1921-1957) – far til Dennis Brains (Fig.61)
Hans karriere begyndte da han i en alder af kun 18 år blev solohornist i The New Sumphony Orchestra i 1911. Siden markerede han sig som en inspiration for alle unge hornister gennem sin undervisning og optræden, bl.a. på en række indspilninger af orkesterværker, kammermusik og solo-stykker. Karakteristisk for sin tid foretrak Aubrey Brain franske horn med pumpeventiler og mindre boring, og han spillede selv på et naturhorn af mærket Labbaye fra ca. 1865 med påsatte engelske pumpeventiler. Han ville aldrig have tilladt brugen af tyske horn med stor boring og drejeventiler.

DENNIS

 

DENNIS BRAIN (1921-1957)
– kom fra en hel familie af hornister. Hans bedstefar Alfred Brain (1850-1925), hans onkel af samme navn (1885-1966) og hans far Aubrey Brain (1883-1956) var alle hornister. D. Brain optrådte som solist allerede som helt ung og blev med tiden en af Englands mest prominente solister, men karakteristisk for tiden var hans base at være hornist i et orkester. Han var på skift solohornist i National Symphony Orchestra (som 21årig), Royal Philharmonic Orchestra og Philhamonia Orchestra. Paul Hindemith (1895-1963) har skrevet en hornkoncert til ham og Benjamin Britten (1913-1976) skrev sin: Serenade for tenor(-sanger), horn og orkester til D. Brain og Peter Pears. Sammen med The Philharmonia Orchestra indspillede Dennis Brain Mozarts hornkoncerter med Herbert von Karajan som dirigent, og R. Strauss hornkoncerter med Otto Klemperer som dirigent. Dennis Brain spillede til at begynde med på et fransk horn med pumpeventiler, men skiftede senere til et tysk “Alexander” horn med drejeventiler.

 

farkas

 

PHILIP FARKAS (1914-1992)
– var en legendarisk hornist, en førende underviser, forfatter til bøger bøger om hornspil og om messingblæser-spil generelt, samt medstifter af “Interational Horn Society”. Han begyndte at spille som solohornist i Kansas city Philharmonic 1933, 1936 blev han solohornist i Chicago Symphony Orchestra (som den yngste musiker i orkestret), solohornist i Cleveland Orchestra 1941-1945, solohornist i Boston Symphony Orchestra 1945-1946, tilbage som solohornist i Cleveland 1946-1947, og endelig tilbage som solohornist til Chicago 1948-1960.

086831-barry-tuckwell[1]

 

 BARRY TUCKWELL (1931-)
– blev født i Australien. Efter ansættelser i australske og engelske orkestre blev han i 1955 solohorn i London Symphony Orchestra. I968 tog han det, dengang, dristige og usædvanlige skridt at blive fuldtids solist, uden en fast base som orkestermusiker eller som underviser – en karriere der fortsatte til 1997. Barry Tuckwells fyldige klang og virtuose spil kan høres på mange indspilninger, både som solist, som kammermusiker og som medlem af LSO.

 

TIL HØJRE: EN MEGET UNG BARRY TUCKWELL
Dette foto viser horngruppen i Sydney Symfoniorkester 1950, fra venstre: Douglas Hanscombe, Clarence Mellor, Claude Katz, solhornist Alan Mann og Barry Tuckwell. På denne tid underviste Alan Man selv hele sin gruppe, der alle 4 var under 21 år.

 

VINCE DEROSA (1920-)
– havde en helt speciel karriere på over 70 år (1935-2008) viet til filmmusik, indspilninger og TV-programmer, og han er måske den mest indspilende messingblæser nogensinde. Fra starten af 50-erne spillede han på et CONN-horn model 8D og skabte hvad der er blevet kaldt for “The L.A. horn sound”. Da han stoppede sin karriere skrev komponisten John Williams: “Vince Derosa’s contribution to American music can’t be overstated. He was the premier first horn player on virtually every recording to come out of Hollywood for over forty years. He represented the pinnacle of instrumental performance and I can honestly say that what I know about writing for the French horn, I learned from him. DeRosa was an inspiration for at least two generations of composers working in Hollywood and beyond. He is respected world-wide and universally regarded as one of the greatest instrumentalists of his generation. It has been a privilege to have worked with him all these many years.”

”MIT VOLLER KRAFT”
Maleri af Paul Stubbe 1874 – 1950
Polen/Tyskland

 


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

 

 

11. MUSIKERPORTRÆTTER

 

 

TRE SOLO-HORNISTER FRA DET KGL. KAPEL
– der alle tre hed Sørensen, uden at være direkte i familie med hinanden.
Tv.: Hans Viggo Sophus Sørensen 1893-1944 (kapelnummer 719) – var i Livgardens musikkorps 1914-1916 og kom derefter i Det Kgl. Kapel som solohornist, en stilling han bestred i hele 29 år. Blev 1929 lærer på det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Var medlem af det Kgl. Kapels Blæserkvintet med hvem han uropførte Carl Nielsens Blæserkvintet op.43 i 1922 og Paul Hindemiths “Kleine Kammermusik” i 1923.
I midten: Knud Sørensen 1908-1971 (kapelnummer 775) ansat i Kapellet 1944-1971 – havde en usædvanlig stor og fyldig klang der langt overgik hvad man ellers hørte fra tidens danske hornister. Hans flotte spil kan høres på indspilninger med Kapellet og på en indspilning af Rosettis koncert for 2 horn fra 1952 hvor han spiller sammen med:
Th.: Hans Emil Sørensen 1926 – 1999 (kapelnummer 800) der kom til Kapellet som alternerende solohornist 1950, og som (dengang undtagelsesvis) havde en klang der kunne matche hans solist-kollega Knud Sørensen.

 

Ingbert

 

INGBERT MICHELSEN 1917-1991
– kom ind på ”Johan Nielsens orkesterskole” (senere Det Jyske musikkonservatorium”) som kun 12 årig på trompet, selv om aldersgrænsen ellers var 16 år. Her skiftede han til horn og begyndte at assistere i Århus- og Ålborg By-orkestre. I 1942 konkurrerede han sig ind i Det Kgl. Kapel, men da han rent socialt ikke følte sig så godt tilpas sagde op efter kun 3 uger. Han ville dog være musiker og senere samme år blev han først solohornist i Århus By-orkester og senere 3.hornist i ”Statsradiofoniens Symfoniorkester”. Her blev han solohornist 1945 og med sin syngende, smukke tone og sin elegante teknik blev han en højt skattet orkestermusiker, kammermusiker og solist. Hans spil blev i sjælden grad anmelderrost, og rost blev han også jævnligt af berømte gæstedirigenter. Første gang Eugene Ormandy (som spillede lidt horn) skulle dirigere Radiosymfoniorkestret, spurgte han orkestrets formand Waldemar Wolsing: »Nu spiller solohornisten vel på F-horn« hvortil Wolsing svarede »Ja, ja da« Under prøven roste Ormandy den dejlige fyldige F-horn klang, men begejstringen krakelerede efter prøven da dirigenten ønskede at se F-hornet, – da sad Ingbert med et enkelt Bb-Alexander horn model 90 II.
I 1950 spillede radioorkestret ved Edinburgh-festspillene med Fritz Busch som dirigent. Her mødte Ingbert M. den engelske hornist Dennis Brain (Fig. ) som han viste sit Alexanderhorn – måske er det faktisk den danske hornist der fik Dennis Brain til at skifte fra et fransk horn med pumpeventiler til et tysk horn med drejeventiler ? I 1969 forlod Ingbert M. Radioorkestret da han blev udnævnt til professor for messingblæserne på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og her virkede han indtil 1984. Traditionen tro var orkesterinstrument-professoraterne underlagt de gamle orkester-hierarkier og først kun givet til strygere, dernæst træblæserne, og Ingbert blev da den aller første danske ”messing-professor”. Senere har ideen om professorater på konservatorierne ændret sig totalt, så stillingerne i dag dækker over alle ”faggrupper” (strygere, træblæsere, messingblæsere og slagtøj) og siden da har der været ansat flere messingprofessorer i Danmark:
På Det Jyske Musikkonservatorium, Århus: Niels Ole Bo Johansen, basun og sammenspil (2000-), og Kristian Steenstrup (2013-), trompet og blæseteknik. På Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, København: Mogens Andresen, basbasun, euphonium og sammenspil (1988-2012), og Jesper Juul Windahl, basun og sammenspil (2013-).

 


 

 

12.POSTHORNET

 

 

BAYERSK POSTILLON
Maleri fra 1910 af Wilhelm Trübner (1851 – 1917)

I begyndelsen af 1900-tallet forsvandt positionerne og dermed også den velkendte klang af posthorn. 

 

DEN SIDSTE TYSKE POSTILLON: HERR OBERPOSTSCHAFFNER WILHELM KRUSE
Han var aktiv 1894-1938 i Sassnitz, Rügen, Tyskland – i 44 år!

 

LOGOER MED POSTHORN
Posthornet er for længst historie, men lever stadig som en del af flere landes postlogoer. Fra venstre mod højre fra: Danmark, Sverige, Tyskland og tysk Jernbane-post.
I dag ses post-logoer især på postkasser:

 


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

13. POSTHORNET I DANMARK

 

 

 

Fig.81   DANSK POSTVOGN MED KUSK/POSTILLON 1892
Da den sidste danske diligence ophørte på ruten Vejle-Brande d.31 marts 1912, forstummede posthornet for altid i Danmark. Men det er bevaret som et symbol for postvæsenet. 

 

EN SPECIEL POSTVOGN – MERE TIL PASSAGERER END POST

Den 1. april 1892 overtog de to tyskere, Arthur Schulz og Albert Heene, ledelsen af Hotel d’Angleterre i København. De nye ledere havde mange ideer med fra udlandet, og en af disse var at etablere en hestevognsrute for hotelgæsterne fra d’Angleterre i Københavns centrum til Skodsborg Badehotel ved Øresundskysten – med en postillon ligesom på postvognene.

Fig.82      ANNONCE FOR DEN ”NYE” MAIL-COACH.
Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 26. juni 1899.
Avisen Dannebrog var flittig til at skrive om den nye mail-coach (som den engelsk byggede vogn blev kaldt), og d. 24. juni berettede avisen om første tur med et indbudt selskab:
“I Gaar lød for første Gang Posthornets stærkt oplivede Toner fra den engelske Mail-Coach ud over Kongens Nytorv. Ved Totiden kørte den fixt udseende Vogn med elegant Firspand op for Angleterre, hvorfra den første Tur til Skodsborg foretoges med et Selskab af indbudte Damer og Herrer. Under almindelig Bevægelse overværede Hotellets og Kafeens Gæster samt talrige forbipasserende det historiske Øjeblik, da den storstadsmæssige Coach rullede forbi “Hesten”. Vognen styredes af Løjtnant Müller, der, iført en flot engelsk Gentlemans-Dress med høj grad Hat, tumlede de engelske Bloddyr.
Ligesom begrebet ”Mail-coach” var engelsk, var posthornet det åbenbart også – det ses dels på et foto (Fig.) og dels hedder det i en anden beskrivelse: ”Den undseelige Tjener fremdrager af et kurvehylster et meget langt og opsigtsvækkende Horn, der i Ydre minder om de ægyptiske Trompeter, som bruges i “Aida”. Medens Hotel d’Angleterres Vært, Hr. Heene, der har taget Plads oven paa Kjøretøjet, kaster et opmuntrende Mæcen-Blik til ham, sætter den Undseelige dybt rødmende Hornet for Munden og lader under Tilskuernes begejstrede Jubelraab dets Toner lyde over Kongens Nytorv”. 

 

 

Fig.83  FOTO AF MAIL-COACHEN fra HOTEL d’ANGLETERRE
Pilen viser etuiet til det lange engelske posthorn.  Illustreret Tidende 1899

 

 

POSTILLON PÅ PLATTE
At postillon er et begreb ses på denne platte med teksten:
HVID HEST MED EN BLÅ POSTRYTTER. EFTER FARVELAGT TEGNING FRA Ca. 1640

 

 

KETIL CHRISTENSEN
– lige før uropførelsen af Mogens Andresen’s Concertini for posthorn 3/5 – 2023


 

 

14. BASUNEN 

 

 

Fig.84   BASUNGRUPPEN I TIVOLIS KONCERTSALS ORKESTER, FOTO FRA 1899
Fra venstre: Carl Christensen 1. basun, August Petersen senior 2. basun og Anton Hansen 3. basun (se mere om Anton Hansen under dansk messinghistorie, DET 20. ÅRHUNDREDE I, BASUNEN)). På denne tid blev alle orkestrets basunstemmer mere eller mindre spillet på samme slags instrument (dengang var basbasunen ikke specificeret som et særligt instrument).

FIRE BASUN-SPILLENDE BRANDMÆND SPILLER KORT
  1. ca.1900, Zittau, TYSKLAND
I det 20. århundrede fik basunfamilien i praksis et langt bredere klangspektrum. Tenorbasunen fik med en større boring en mere vægtig klang og derfor blev altbasunen genindført i det klassiske repertoire. Tenor-basbasunen i Bb (nu kaldt for basbasun) fik også større boring og med tilføjelsen af endnu en ventil, enten på 1.ventils bøjle eller på hovedrøret (uafhængige ventiler), blev basbasunen helt kromatisk. Basbasunen har fået mere status som et særligt instrument ( lidt lige som bratschen overfor violinen) med eget solorepertoire og som en fast ingrediens i symfoniorkestre, blæseorkestre og Big Bands. Tenorbasunen har en del solistiske opgaver i det 20.århundredes orkesterrepertoire, bl.a.: En stor solo i Gustav Mahlers Symfoni nr.3 (1896) og en solo i Ravels Bolero (1928). Der er også skrevet solokoncerter for basun, nogle af de mest kendte er skrevet af Launy Grøndahl (1886-1960), Danmark, og Lars Erik Larsson (1908-1986), Sverige.

TROMB.

 

Fig.85   MODERNE ALT-, TENOR- og BASBASUN

 

Verdis brug af kontrabasbasun blev fortsat af G. Puccini (1858-1924) der holdt fast ved den italienske tradition med brugen af 4 basuner i stedet for 3 basuner og tuba.

 

 

Fig.86   MODERNE KONTRABASBASUN (Basunist: Javier Colomer)
I 1921 brugte Ernst Dehmel ideen fra tenor-bas basunen og forbedrede kontrabas-basunen til den version der bruges i dag: En kontrabasbasun i F med 2 uafhængige ventiler. Også R. Strauss har brugt kontrabasbasunen i operaerne “Salome” og “Elektra” (low brass: 4 basuner og tuba) og i Alpesymfonien” (4 basuner og 2 tubaer). Selv om langt de fleste kontrabas-basuner er i F ser man stadig modeller i BB med dobbelt-træk.

I dag har brugen af kontrabasbasunen fået en opblomstring i musik til film produceret i Hollywood. Her er det blevet helt almindeligt at freelance basunister har en kontrabasbasun som en del af deres instrumentarium,

 

 

Fig.87   BASUNISTER DER VAR MED TIL INDSPILNINGEN Af musik til filmen “PLANET OF ABES” I 2001
  Her er der bl.a. hele 6 kontrabas-basunister tilstede med deres instrumenter stemt i F eller i BB.Basunister: T. CHARLIE LOPER (Tenor), BRUCE FOWLER (Tenor), BRUC OTTO (Tenor), ANDY MALLOY (Tenor), BILL BOOTH (Tenor), DICK NASH (Tenor & Bas), ALEX ILES (Tenor & Bas), ANDY MARTIN (Tenor & Bas), BOB PAYNE (Tenor & Bas), STEVE HOLTMAN (Tenor, Bas & Kontrabas), ALAN KAPLAN (Tenor, Bas & Kontrabas), PHIL TEELE (Bas & kontrabas), BILL REICHENBACH (Bas & Kontrabas), BOB SANDERS (Bas & Kontrabas), JAMES SAWYER (Bas & Kontrabas)

 

 

F_Cimbasso_5_Zylinder_Ventile_Trigger_am_2_und_5_Zug[1]

 

Fig.88   MODERNE CIMBASSO
Cimbassoen har også skiftet stemning fra BB til F. Den benyttes generelt når det er tubaister der spiller cimbasso- og kontrabasbasun-stemmer.

 

 

 

Fig.89  MATTIAS CEDERBERG MED CIMBASSO
Også cimbassoen har fået nye udfoldelsesmuligheder, her som solo-instrument sammen med WDR-big band, Köln, Tyskland.

 

chicago

 

Fig.90   CHICAGO SYMFONIORKESTERS “LOW BRASS GRUPPE”
– indspillede, som de første i verden, en række “orkesterstudier” i 1971. Ret epokegørende for sin tid fokuserede den på orkesterspillet og viste hvordan en basungruppe med deres kvalitets-spil kunne forgylde et helt orkesters fremtræden. Fra v. mod højre: Edvard Kleinhammer (bas basun), Franck Crisafully (2.basun), Arnold Jacobs (tuba), James Gilbertson (alternerende solo-basun) og Jay Friedman (1. solo-basun).

 

 

BASUNEN SOM SOLO-INSTRUMENT

I første del af det 20- århundrede forsøgte basunister at løfte arven efter Belcke og Quesser og videreføre ideen om basunen som solinstrument. Det lykkedes til dels for nogle men basunen havde svært ved at matche trompeten og hornets klassiske solorepertoire. På den tid havde man endnu ikke fundet altbasunkoncerterne af Vagenseil og Albrechtsberger (de blev først genfundet i 2.halvdel af det 20. århundrede) og de senere meget spillede koncerter af f.eks. Launy Grøndahl og Lars Erik Larsson var jo ikke skrevet endnu. Det lykkedes dog for nogen at få en solistkarriere, og blandt deres repertoire var det stadigvæk mest Ferdinand David’s koncert der blev spillet – men også andre stykker, f.eks.basunkoncerterne af Eugene Reiche (1878-1946) skrevet lidt i samme stil som Davids koncert.

 

Fig.91  ANDRÉ LAFOSSE (1890-1975)
– til venstre,med eleverne: Pierre Ambach, Vinko Globokar, Roger Touchard, Raymond Patry, Claude Durand, Raymond Katarzynski, Maurice Delanoy, og Pierre Gauthier. André Lafosse var Basun-professor på Pariser konservatoriet 1948 – 1960, en post han overtog fra Henri Couilaud. Han skrev en Méthode complète pour le trombone i 3 bind, de 2 første udkom 1921 og den 3. i 1946. Med tanke på den franske tradition at spille med vibrato er det overraskende at han beskriver vibrato som vulgært ! – og brugen af glissando som et spørgsmål om smag ! – der er kun 3 sider om basbasunen, sikkert fordi basbasunen først for alvor kom med i franske orkestre efter 1950. I 1920-erne og 1930-erne deltog han i indspilninger med Stravinsky. Man mener det er Lafosse der spiller med på en sådan indspilning fra 1928 af Stravinsky’s Pulcinella hvor han helt udelader de skrevne glissandi og i stedet spiller noderne staccato.

 

VIRTUOS

 

Fig.92   P. PRESUTTI – BERLINER POSAUNENVIRTUOS
– på et postkort fra begyndelsen af det 20. århundrede. Begrebet “virtous” bliver flittigt brugt på denne tid.
Pasquale Presuttis efterkommer Aidria Astravas fortæller: Han kom fra Sulmona Italien, arbejdede i Bremen (Tyskland), derefter i Malmo (Sverige), og til sidst til Boston (USA) hvor han arbejdede med Roma Band (en efterfølger til to Giuseppe Creatore’s band? (Se Romantikken II  ) som dirigent. Her en plakat fra 1929:

 


FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

Som et kuriosum kan det nævnes at Bresutti Pasquale også har optrådt i Danmark. I 1902 var han med på en Europa-tourne med et italiensk harmoniorkester dirigeret af Lorenzo Pupillo. Han optrådte også som solist bl.a. ved en koncert i Randers.

 

OMTALE I RANDERS AMTSAVIS
Fra Randers Amtsavis 1902: Italienerne, der i disse Dage giver Koncerter her i byen, vækker en del Opsigt, når de spadserer gjennem Gaderne i deres Uniformer med trekantede Hatte med hvide Fjerbuske, – en Uniform, der er lige så fin som nogen dansk Stiftamtmands. Enkelte af Orkestrets Medlemmer taler paafaldende godt svensk, nogle klarer sig på høitysk. Ved Koncerten i aften opføres bl.a. en Komposition af dirigenten hr. Bupilla. Den hedder ”Il bue” og har følgende Underafdelinger: ”Afrejsen”, ”På Rejse i Postvognen”, Postillonens Sang”, Om Natten i Skoven”, Postvognen passerer Landsbyen”, Morgen”, ”Dagen gryer”, ”Ankomsten”. De to Solister, der iaftes mest tildrog sig opmærksonheden, var Clarinettisten Sign. Tesobo Loreto og Tenorbasunisten Bresutti Pasquale.

DIRIGENTEN LORENZO PUPILLA

 

HARMONIORKETRET på et foto fra 1907
– det eksisterer stadig og hedder i dag: “La Banda Musicale – città di Pratola Peligna”

 

_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

VIRTUOS

 

fig.93   SERAFIN ALSCHAUSKY (1859-1948)
– BASUNVIRTUOS OG KOMPONIST 
Joseph Serafin Alschausky nævnes ofte som en efterfølger af de “store” basun-solister Friedrich August Belcke (1795 – 1874), Karl Traugott Queisser (1800 – 1846), og Paul Weschke (1867 – 1940). Den tyske basunist Hubertus Schmidt fortæller om Alshausky: Han kom fra job i Düsseldorf, Berlin og Halle da han blev solobasunist i Leiopzig Gewandhausorkester i 1918. Alshausky var ikke let at arbejde sammen med så han blev afskediget fra de fleste af ans orkester-ansættelser. Han var kendt for at “spille med” fra sin plads i orkestergraven når sangere optrådte fra scenen. i 1923 foretog han en tourne i USA og spillede for en tid i Cincinatti Symfoniorkester. Her spillede han d.18 november 1923 Davids koncert med Fritz Reiner som dirigent. Han endte sin karriere som succesfuld lærer, arrangør og komponist.

 

PAUL

 

fig.94   PAUL WESCHKE (1867-1940) KÖNIGLICHE KAMMERVIRTUOS
– optrådte også som solist men var ellers solobasunist i Statskapelle Berlin (1895-1929) og kendt som underviser på Staatliche Akademische Hochschule für Musik i Berlin (1903-1934). Han havde talt med Richard Strauss om at få skrevet en basunkoncert, men det blev desværre aldrig til noget. Han konkluderede at Strasuss kun skrev “for penge”!

 

BLA

 

Fig.95   VLADISLAV BLAZHEVICH (1881-1942) BASUNIST, DIRIGENT og KOMPONIST
– var solobasunist i Bolshoioperaens orkester fra 1905 til 1928. Han var professor på Moskva Konservatoriet og blev i 1937 leder af militærblæser-afdelingen samme sted og dirigent for Statens blæseorkester. Blazhevich var en af grundlæggerne af en russisk basun- og tubaskole. Han har komponeret mange stykker i en særlig russisk romantisk stil, bl.a. pædagogisk materiale der anvendes over hele verden og intet mindre end 13 solokoncer

 

klein

 

Fig.96   EDVARD KLEINHAMMER ( 1919-2013)
– basbasunist i Chicago Symfoniorkester 1940-1985, skabte som en af de allerførste, gennem sit spil og sin undervisning opmærksomhed på basbasunen som orkesterinstrument. Senere har andre, bl.a. hans efterfølger i orkestret Charlie Vernon, lanceret basbasunen som solo-instrument.

 

Fig.97  MICHAEL MULCAHAY og DENIS WICK
Det 20.århundrede har frembragt mange dygtige basunister. En række prominente lærere har hævet basunspillet både som orketerinstrument og som soloinstrument.
Michael Mulcahay kommer fra Australien og har siden 1989 været 2.basunist i Chicago Symfoniorkester og undervist en lang række af basunister fra hele verden.
Denis Wick kom til London Symphony Orchestra 1957 hvor han var solobasunist frem til 1988. I begyndelsen af hans karriere spillede man endnu på engelske medium-bore basuner, men nærmest som et enmands-projekt fik Dennis Wick indført largebore basunen i England og samtidig gik man fra G-basbasunen til den moderne Bb-basbasun. Har har beskæftiget sig med alle aspekter af basunspil, som udøvende, som designer af instrumenter, mundstykker, dæmpere m.m., arrangeret musik, dirigeret – og som underviser. På Guildhall School of Music og Royal Academy of music har han uddannet flere generationer af basunister. Selv om han langt hen ad vejen var selvlært blev hans viden om og erfaring med blæseteknik helt nyskabende. Alle Dennis wicks ideer om basunspil er samlet og beskrevet i hans bog “Trombone Technique” der er blevet oversat til en række andre sprog.

wings3kop[1]

 

Fig.98   CHRISTIAN LINDBERG (1958-) – der fik genskabt basunens status som soloinstrument.
En ener som solist er den svenske basunist Christian Lindberg. Han begyndte at spille basun ret sent som 17 årig, men allerede som 19 årig vandt han en stilling i Stockholmoperaens orkester. I 1981 vandt han som 23 årig en nordisk solistkonkurrence og tog derefter det helt usædvanlige skridt at være fuldtids basunsolist. Han har optrådt overalt, indspillet alt og der er skrevet en lang række værker specielt til ham. I dag virker han også som komponist og dirigent.

 


FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

15. MUSIKERPORTRÆTTER

 

ANTON HANSEN (kapel nr.694), 1877-1947 
Tv.: foto ca.1920. Th.: Tegning fra Svikmøllen 1918 – at han overhovedet blev tegnet til dette satiriske hæfte siger noget om hvor alment kendt han var.

I 1895 fik København besøg af Berlins filharmoniske orkester, og det var naturligvis nærliggende at sammenligne det fornemme udenlandske orkester med Det Kgl.Kapel. Her hæftede man sig især ved forskellen i basun-klangen. I Kapellet havde man i et stykke tid spillet på ventil-basuner. På dem kunne man let spille hurtige passager, men den ædle klang og den mulighed for hårfin intonation som er forbundet med træk-basunen var gået tabt. Der gik ikke mange år før trækbasunen blev genindført i Kapellet. Før eller siden var det jo nok sket alligevel, men lige her var det nærmest en eneste mands ide og pionerarbejde der fik det bragt så vidt – manden var Anton Hansen.
Anton Hansen var solobasunist i Kapellet 1905–42 efter at have bestridt den samme position i Tivolis Orkester 1898–1920. På den tid var basunen ikke i høj kurs som soloinstrument. Alligevel optrådte A.H. med stor succes som solist – hele 150 gange og ofte akkompagneret af fuldt symfoniorkester. Han fik tilegnet ikke mindre end 23 kompositioner, i mange tilfælde på egen foranledning. Engang var han tæt på at få skrevet et stykke til sig af selve Jean Sibelius. Den berømte komponist dirigerede en koncert hvor han ikke kunne få hornisterne og tubaisten til at spille kraftigt nok, og på eget initiativ fordoblede A.H. da sine kollegers stemmer. Efter koncerten var han selvfølgelig spændt på Sibelius reaktion på denne selvtægt, og A.H. fortæller: ”Da han fik øje på mig, gik han hen til mig, omfavnede mig og kyssede mig efter russisk skik på kinden”. Der var ved den lejlighed Sibelius lovede at skrive et stykke for basun. Anton Hansen ventede og ventede for så til sidst at rykke komponisten. Jean Sibelius svarede:
“Högtärede herre, Varmt tackande för Eder vänlige skrifvelse vill jag meddela att jeg skall tänke på at komponera för Edert sköna, storslagna instrument. Nogot dyligt som Edert omfang har jeg aldrig hört – det er nog nogot enastående. Med de bästa, kollegiala hälsninger. Eder högaktungsfulle förbundne
Jean Sibelius”
Kompositionen kom desværre aldrig! Anton Hansen blev lærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han uddannede flere generationer professionelle danske basunister. Kronen på værket blev hans basunskole der, tiden taget i betragtning, var særdeles avanceret og fyldt med hans egne ideer. Anton Hansen spillede på en tysk basun af mærket “Eschenbach”.

 

 

Fig.100   DET KGL. KAPELS BASUNGRUPPE 1943
Fra venstre: Tubaist Kirstein Kristensen (kapel nr. 756), basunisterne Georg Wilkenschildt (kapel nr. 771), Vilhelm Aarkrog (kapel nr. 730) og Palmer Traulsen (kapel nr. 761).

 

TRAULSEN 1913-1975

 

Fig.101   PALMER TRAULSEN (kapel nr. 761) 1913-1975
– var elev af Anton Hansen, og begyndte sin karrierer med at spille i jazz- og underholdningsorkestre. Palmer Traulsen kom i Kapellet 1937 som basbasunist (stemmen blev dog dengang spillet på en tenorbasun). Hvis Anton Hansen var “basunkonge i Danmark”, var Palmer Traulsen hans “kronprins”, og P.T. overtog da efterhånden også alle A.H.’s positioner: Efter A. Hansens afgang blev Palmer Traulsen solobasunist i Kapellet, lærer på konservatoriet, reviderede A. Hansens basunskole og han optrådte meget som solist. Han uddannede flere generationer af danske basunister og fik også elever fra Sverige og Norge. Han havde en glødende interesse for alt hvad der havde med basun at gøre og var den første herhjemme der for alvor havde forstand på blæseteknik.
Palmer Traulsen var også klar over at det var vigtigt at basbasun-stemmen virkelig blev spillet på en basbasun, og han fik foranlediget at en konkurrence om en ledig stilling som basbasunist i Kapellet 1974, for første gang i Danmark, virkelig blev afholdt på basbasun. Sammen med den italienske gæstedirigent på Det Kgl. Teater, Lamberto Gardelli. fik han indført at Cimbasso-stemmerne hos Verdi og 4.basunstemmerne hos Puccini blev spillet på kontrabasbasun i stedet for tuba.
På Palmer Traulsens tid var det blevet standardiseret at fremstille basuner (og trompeter) i 3 forskellige boringer, og allerede da anvendte man også i Danmark de engelske betegnelser: Small bore (jazz-basuner), medium bore og large bore. P. Traulsen spillede på den største Bach mediumbore-basun, model 36, som var almindelig brugt inden large-bore modellerne slog an i symfoniorkestrene i 1970’erne. Med sin ualmindelig stærke embouchure, tekniske overlegenhed og udtryksfulde spil var Palmer Traulsen en fantastisk solist, og man kan høre hans smukke spil på en række indspilninger med Det Kgl. Kapel. Dengang var det endnu lidt specielt og relativt sjældent at høre en basunist være solist med et symfoniorkester, men han optrådte jævnligt som solist med Tivolis Symfoniorkester. Hvis han havde levet i dag er der ingen tvivl om at han kunne have fået en flot international karriere netop som solist.

 

 WILHELM M. AARKROGH (1878-1957), kapel nr.: 730 (foto: Hans Fulling)
– var en dansk basunist ansat I Det Kgl. Kapel 1922 – 1954. For eftertiden er han især kendt for at det var ham den danske dirigent og komponist Launy Grøndahl’s tilegnede sin basunkoncert. Vilhelm havde spillet i Kasino Teatres orkester i København hvor han lærte Launy Grøndahl at kende – Launy spillede violin der.  Basunkoncerten blev første-opført d.30 juni 1925 med Aarkrogh som solist ved en koncert arr. af Unge Tonekunstneres Selskab. På grund af omstændighederne blev Grøndahl nød til I sidste øjeblik at om-instrumentere koncertens akkompagnement fra symfoniorkester til harmoniorkester. Koncerten udnytter til fulde basunens lyriske og dramatiske udtryk, og i dag er en af de mest prominente basun-soloer og ”World wide” en af de mest spillede basunkoncerter overhovedet, – akkompagneret af enten symfoniorkester, harmoniorkester eller klaver. Vilhelm M. Aarkrogh komponerede også selv for basun bl.a.: MELANCOLI  for basun og klaver, komp. & uropførelse 1922, tilegnet Anton Hansen. KONCERT for trombone og orkester uropførelse 1925. ANDANTE CANTABILE for trombone og klaver komp. & uropførelse 1927, tilegnet Anton Hansen på hans 50-års fødselsdag.

VENTILBASUNEN I DANMARK

I Danmark havde ventilbasunen samme udbredelse som i Tyskland. Den var obligatorisk, nærmest lidt enerådende, i blæseorkestre, og i en periode overtog den også trækbasunens plads i symfoniorkestret. I mange år havde danske hornorkestre 3 eller 4 ventilbasuner. Det kunne være både altbasuner i Eb (son den Carl Nielsen spillede på), tenorbasun i Bb og basbasun i F, – tenorbasunen var dog den mest almindelige. De 3 eller 4 tenorventilbasuner kunne være helt ens i modsætning til tenor-stemmer i f.eks. det engelske Brass Band, der har hele 3 tenor-messinginstrumenter: Trækbasun, baritone og euphonium.
Fotografier af Vilhelm Aarkrogs musikervirke og af hans ventilbasun beskriver ventilbasunens status meget godt:

 

 

VILHELM AARKROGS FØRSTE LÆRER: HANS CARL HERMAN (1871-18??)
– barber og ventil-basunist, var medlem af Musikdirektør Anders Jakob Andersens hornorkester Vejle
(se ROMANTIKKEN II fig.  ). 

 

 

Fig.104   1..REGIMENTS MUSIKKORPS, POSTKORT FRA 1912
Her var Vilhelm Aarkrogh Hornblæser (Basunist) 1908-1920 – det er Vilhelm bagerst til højre.

 

Fig.105   1. REGIMENTS MUSIKKORPS PÅ KASTELLET 1913. Nr. 2 fra venstre er Vilhelm.

Vilhelm Aarkrogh nåede at eje i hvert fald 2 ventilbasuner, der begge var købt hos og  fabrikeret af J.K. Gottfried. Den første blev købt 5.januar 1914  og havde serie nummer 351. Den anden, med serie nummer 980, blev købt i 1922:

 

Fig.106   VILHELM AARKROGHS VENTILBASUN
– med “knæk”- klangstykke, serie nummer 980, købt i 1922

 

 

Fig.107   VILHELM AARKROGH MED VENTILBASUN
– ved siden af en trækbasunist. Fotoet kunne være taget i Anker Albechs FANFARE-ORKESTER, en blæseorkester-besætning med messingblæsere, saxofoner og slagtøj. Anker Albech var solobasunist i Dr-Symfoniorkestret og hans blæseorkester var aktivt i 1940-erne op 1950-erne. Fotoet er et eksempel på ventilbasunens levetid helt frem mod midten af 1900-tallet.

 

 


 

 

 

16. TUBAEN

 

Med tiden har også tubaen fået svære og komplicerede orkesterstemmer, f.eks i musik af Prokofiev (1887-1053). Allerede så tidligt som i G. Mahlers 1.symfoni fra 1888, er der en lille melodisk solo (“Mester Jakob” i moll). I Stravinskys Le sacre du printemps (1913) er der 2 tubaer med, en fortsættelse af den franske tradition med 2 ophikleider (Sacre blev skrevet i Frankrig og ved uropførelsen blev tubastemmerne spillet på 2 små franske tubaer). Op imod slutningen af det 20 århundrede blev F-tubaen meget brugt i Tyskland og Skandinavien, men siden er tendensen gået i retning af den dybere CC-tuba. I USA har CC-tubaen altid været populær, mens russerne har haft en forkærlighed for BB- tubaen. I England spillede man først på på F-tuba (se fig.94) og siden på Eb-tuba, begge med pumpeventiler og stor boring.
I fagkredse taler man om en “tuba-eksplosion” i 1960erne, hvor der rigtig kom gang i tubaspillet. Den havde udgangspunkt i den fremstormende kammermusik for messingblæsere og betød også et gennembrud for tubaen som soloinstrument.

 

tubaer

 

Fig.108   MODERNE F-TUBA og C-TUBA MED DREJEVENTILER

GIGANT MONSTER-TUBAER  

 

For sjov har man flere gange fremstillet ekstremt store tubaer i CCC eller BbBbBb, altså dobbelt så lange som en kontrabastuba i CC eller BbBb. Selv om det er muligt at producere en lyd på et sådant instrument har det aldrig fået nogen praktisk betydning. De fleste af disse dinosauer-tubaer bliver præsenteret som “verdens største”!
 

 

Fig.109   MONSTER-TUBA I CCC
– bygget til John Philip Sousa’s band  til en præsentation på Verdens-udstillingen i Chicago 1893. Senere dukkede den op i Pasadena hvor den her vises frem af komponisten Harry S. Hobson. Sousa havde givet den til Hobson da verdensudstillingen lukkede.
En anden historie fortæller at instrumentet blev bygget af Sanders fra Wolfstein, Tyskland, for at fejre Sousa’s besøg i England ? Den engelske multi-kunstner Gerard Hoffnung spillede på instrumentet i 1956 ved en opførelse af Gordon Jacob’s “Variations on ‘Annie Laurie’.”

 

Fig.110  GERARD HOFFNUNG OG HANS KONE ANETTA SAMMEN MED SOUSA-MONSTER-TUBAEN

En  tredje historie fortæller at Besson lavede hele 6 eksemplarer til John Phillip Sousa Band. De blev sendt afsted til USA men nåede først frem efter Sousa’s død, så de blev aldrig brugt.
En sousa-ekspert mener dog at Sousa’s presse-maskine var så effektiv, at hvis dette monster-instrument virkelig havde noget som helst med Sousa at gøre ville det helt sikkert have været nævnt i pressen?

 

På en plakat med Patrick Gilmore’s “One Hundred” band ses en gigant-tuba i bagerste række:

 

 

Fig.111   PATRICK GILMORE’s “ONE HUNDRED BAND” 1892

 

På dette forstørrede udsnit ses fabrikats-navnet Besson meget tydeligt
På dette foto ses graveringen på klangstykket:

Denne gigant-tuba tilhører i dag Haward University Band.

 

 

fig.112   BIG CARL –  EN ENDNU STØRRE TUBA
Dette instrument er stemt i BbBbBb og ses her med Derek Fenstermacher, solo tubaist i New Jersey Symfoniorkester der afprøver instrumentet. BIG CARL blev bygget af Bohland & Fuchs i begyndelsen af det 20.årh i Böhmen . Big Carl blev solgt eller foræret til forlaget Carl Fischer, der  havde åbnet et instrument-reparetions-værksted. Den store tuba blev vist frem på verdensudstillingen i 1904 i St. Louis. Big Carl stod senere ved indgangen til Carl Fischers hovedsæde på Cooper Square og videre til  Bleecker Street og fra 2013 på Wall Street 48, New York, men ude af syne for offentligheden gemt i et konferencerum.

 

Jörg-Riesentuba1[1]

 

Fig.113   TYSK GIGANT MONSTER-TUBA
Her er det professor Jörg Wachsmuth der spiller på en sådan tuba fremstillet af en række tyske firmaer til udstilling på Musikinstrument-messen i Frankfurt, Tyskland 1913. Den er 2,05 meter høj og 50 kg. tung.

 

Denne gigant-tuba blev bygget i begyndelsen af det 20. årh. af Besson, London, og den var et varemærke der sad på firmatets væg. Da ventilerne ikke kunne bruges var den et gigantisk narur-instrument. Den blev senere placeret udendørs på Boosey and Hawkes fabrikken hvor den sad indtil sidst i 1990erne hvor den blev lånt ud til Normans (en kæde af musik-forretninger).

PIONERER INDENFOR TUBA-SPIL

I dag findes der mange virtuose tubaister. De 4 der nævnes her har været afgørende løftestænger for “Tubismens udvikling”:

 

Fig.114   WILLIAM BELL (1902-1971)
– var den førende tubaist i USA i første halvdel af det 20. århundrede. Han spillede hos Sousa fra 1021, i Cincinnati Symfoniorkester fra 1924. I 1937 var han den 3. musiker Toscanini valgte til sit NCB Symfoniorkester, – efter koncertmestreren og solooboisten. 1943 kom han til New York Philharmonic, indtil 1961 var han lærer på Manhattan School of Music og derefter på Indiana University. Han var den første der spillede Ralph Vaughan Williams tubakoncert i USA 1955, men blev endnu mere kendt da Leopold Stokowsky inviterede ham til at indspille – “Tubaen Tubby” hvor han både spillede tuba og var fortæller (historien om tubaen der altid bare skal spille “UMPAH-UMPAH” og aldrig får lov til at spille en rigtig melodi – før til sidst, så historien ender godt). Han fik også succes med indspilningen af “When Yuba plays the Rhumba on the tuba” hvor han både spillede tuba og sang.

 

306411_10150434795346210_1101610822_n_zps7d738432[1]

 

Fig.115  ARNOLD JACOBS, USA, (1915-1998)
Tubaist i Chicago symfoniorkester, blev en legende i levende live. Var en karismatisk lærer der nærmest har opfundet en tilgang til blæseteknik med ideer om samspillet mellem hjernen og kroppen. Han er især blevet kendt for sine ideer om vejrtrækningsteknik, som ikke kun tubaister, men alle slags blæsere og sangere har nydt godt af.

 

 

Fig.116   HARVEY PHILIPS, USA (1929-2010)
– spillede tuba i et af messing-kammermusikkens pionerensembler “New York Brass Quintet. Han blev “full professor” på Indiana University og har rejst, optrådt og givet masterclasses over det meste af verden. Harvey Philips var meget opsat på at få skrevet ny musik for tuba og udtalte engang: “I’m determined that no great composer is ever again going to live out his life without composing a major work for tuba”. Blandt tubaister anses han for en legende og i 2002 kom han i “American Classical Music Hall of Fame” , indtil da som den eneste blæser der har modtaget denne hædersbevisning. For at fremelske “tubisme” og for at ære sin lærer William Bell grundlagde Hervey Philips i 1974 “TUBA CHRISTMAS” hvor meget store grupper af tubaspillere og euphonium/baritone-spillere mødes ved juletid og spiller julesange.
Harvey Philips introducerede også begrebet “Tuba recital”. I 1975 spillede han selv 5 recitals i løbet af 9 dage i Carnegie Recital Hall!

 

 

Fig.117  TUBA CHRISTMAS

 

 

Fig.118    I 2018 BLEV DER SAT VERDENSREKORD I STØRRELSEN PÅ ET TUBA CHRISTMAS ENSEMBLE
I KANSAS CITY VAR DER DA SAMLET 839 TUBAISTER.

 

fletch[1]

 

Fig.119   JOHN FLETCHER, England (1941-1987)
– med sin engelske Eb-tuba. Tubaist i London Symphony Orchestra og kendt som et medlem af et andet førende pioner-messing-kammermusikensemble “Philip Jones Brass Ensemble”. Da Philip Jones ville udvide sin kvartet til en kvintet ville hans først spille med 2 basuner, da han mente en tuba ville falde udenfor ensemble-klangen (se DET 20 ÅRHUNDREDE II, 13  KAMMERMUSIK/ MESSINGENSEMBLER). Men i 1963 hørte Philip Jones en koncert der fik ham til at ændre mening. Det var den koncert på den amerikanske ambassade i London hvor New York Brass Quintet første opførte Malcolm Arnolds Messingkvintet. Koncerten fik gode anmeldelser, især tubaisten Harvey Philips, der i en anmeldelse blev beskrevet som: “Uselvisk tubaist stjal showet”. Heldigvis fandt Philip Jones en matchende tubaist på samme niveau i John Fletcher. Hans indspilning af Vaughan Williams tubakoncert var i lang tid en reference-indspilning.

 


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

 

 

17. MUSIKERPORTRÆTTER

 

SEVERIN

 

Fig.120   CARL SEVERIN JØRGENSEN JENSEN
– var tubaist i Det Kgl. Kapel 1921 – 1935. Anton Hansen skriver i sine erindringer: “Jørgensen Jensen var en genial kunstner. Jeg har aldrig hørt nogen behandle tubaen – dette mægtige instrument – med større fylde og toneskønhed, for ikke at tale om hans ulastelige frasering. Han blæste vidunderligt, og navnlig i “Nibelungens Ring” hvor han trakterede den store kontrabastuba, blev de deri forekommende soli udført – jeg drister mig tilt sige – som ingen i verden kunne have gjort det; det skulle da lige havde været før omtalte Helleberg, det højest gagerede medlem af Metropolitan Operaen i New York. Var Jørgensen Jensen rejst til udlandet, ville han med kyshånd være blevet modtaget i hvilket som helst opera- eller symfoniorkester, og kunne have opnået gager der lå himmelhøjt over dem han oppebar herhjemme”.

 

 

lind[1]

 

Fig.121   MICHAEL LIND (1950-), Danmark
– har været ansat i Stockholms Filharmoniske Orkester, og er nu professor på Musikakademiet i Stockholm. I Skandinavien var han i lang tid den mest optrædende messing-solist med orkester, har været kammermusiker, har fået tilegnet en lang række værker og undervist mange steder, bl.a. på Indiana Universityi USA. Har selv arrangeret workshops for tubaister, og omfattende symposier for messingblæsere.

 

 

Fig.122   Tv.: JØRGEN ARNSTED (1936-) – Odense Symfoniorkester og Th.: HANS ANDRESEN (1945-) – Århus Symfoniorkester
– var “løftestænger” for “tubaismen” i Danmark. De var begge konservatorielærere, optrådte som solister, dyrkede kammermusik og var med til at organisere kurser og symposier, – og så blev de foregangsmænd med indførelsen af den “nye messingblæser-blæseteknik”, inspireret af ideer fra USA og England, her  i Danmark.

 


18. RALPH VAUGHAN WILLIAMS

KONCERT FOR TUBA OG ORKESTER

 

Først da tubaen havde passeret sin 100 års fødselsdag begyndte man at skrive anden solomusik for tuba end ren underholdnings musik. Sværvægteren i tubaens sololitteratur er Ralph Vaughan Williams (1872-1958): Koncert i F-moll for bastuba og orkester fra 1954.

 

 

 

Fig.123   RALPH VAUGHAN WILLIAMS (1872-1958 )
– SAMMEN MED TUBAIST PHILIP CATELINET (1910 -1995) OG HANS F-TUBA MED PUMPEVENTILER.

Solisten i denne den mest berømte tuba-koncert var Philip Catelinet. Han kom fra frelsens hær og studerede klaver på the Royal Academy of Music, Trinity College of Music, og på London Academy of Music. Han blev arrangør for Frelsens Hær og har arrangeret eller komponeret over 100 stykker specielt til dem – men på euphonium og tuba var han selvlært! Han begyndte som professionel med at spille euphonium i et militærorkester og i 1950erne blev han medlem af the Philharmonia Orchestra og af London Symphony Orchestra (nærmest som en fast tilknyttet assistent – samtidig i begge orkestre) og ofte assisterede han også i the BBC Symphony Orchestra.
I 1954 spurgte Ralph Vaughan Williams Philip Catelinet og the London Symphony Orchestra om de ville uropføre hans hans tuba-koncert ved orkestrets 50 års jubilæums koncert. Philip Catelinet arbejdede sammen med komponisten under forberedelserne og under selve prøverne, og stykket blev uropført d.13 Juni 1954 med Sir John Barbirolli som dirigent og med Vaughan Williams selv blandt publikum.
Da Philip Catelinet var usikker på publikums reaktion bad han sin kone om ikke at være til stede under koncerten. I en artikel i The TUBA Journal, skriver han: “Det billede af komik der uværgeligt var forbundet med tubaen og tubaister betød at jeg ikke havde nogen ide om hvordan publikum ville reagere – hvis jeg skulle lide, skulle jeg gøre det alene!” Både musikken og udførelsen blev dog godt modtaget og dagen efter blev tuba-koncerten indspillet.
In 1956 flyttede P. Catelinet til Pittsburgh i USA hvor han komponerede og dirigerede og arbejdede for Frelsens Hær. 1976 vendte han og hans kone tilbage til England hvor han fortsatte med at være aktiv lige til sin død.

 

 


19. EUPHONIUM I SYMFONIORKESTRET

 

I sine tonedigtninge Don Quixote (1898) og Ein Heldenleben (1899) har R. Strauss skrevet en stemme for tenortuba. Den var egentlig tiltænkt wagnertubaen, men efter uropførelserne lod han, på opfordring af dirigenten Ernst von Such, stemmen blive spillet på baryton/euphonium. I G. Mahlers Symfoni nr.7 (1908) og i Planeterne (1918) af Gustav Holst (1874-1934) er der en soloist stemme for baryton/euphonium. De helt dominerende instrumenter til udførelse af tenortuba-stemmer har over hele verden været det engelske/amerikanske euphonium og den tyske ovale baryton. De kommer begge fra sax-hornet, som nu igen fremstilles af det franske firma Courtois.
 

 

Fig.124   MODERNE COURTOIS SAXHORN I Bb

 

Mogens Andresen