Mogens Andresen

FLAG

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold. 

 

 

INDHOLD I DETTE KAPITEL:

Sidst opdateret 5/8 – 2018

1 – BASUNEN I TYSKLAND

2 – BASUNEN SOM SOLO-INSTRUMENT

3 – BASUNEN I FRANKRIG

4 – BASUNEN I ENGLAND

5 – VENTILBASUNEN

6 – CIMBASSO

7 – KONTRABASBASUNEN

8 – DE DYBE MESSINGINSTRUMENTER I WIENEROPERAENS ORKESTER 

9 – BLÆSEORKESTRE 

10 – BAND STANDS/MUSIKPAVILLIONER

11 – DANSK MESSINGHISTORIE   BAND STANDS I DANMARK

12 – BRASS BANDS

13 –DISTIN-FAMILIEN

14 – BRASS BAND BEVÆGELSENS UDBREDELSE

15 – MESSING ORKESTRE

16 – DANSK MESSINGHISTORIE   HORNORKESTRE I DANMARK

17 – DANSK MESSINGHISTORIE SIGNALGIVNING – DE SMÅ HORNBLÆSERE I DEN DANSKE HÆR

18 –HARMONIORKESTRE – WILHELM FRIEDRICH WIEPRECHT (1802-1872)

19 –PATRICK GILMORE (1829-1892)

20 –2 BERØMTE STJERNE CORNET-SOLISTER – JULES LEVY OG MATTHEW ARBUCKLE

21 – ANDRE HARMONIORKESTRE

22 – BAGSCENEMUSIK FOR “BANDA” (HARMONIORKESTER) I OPERAER 

23 – DANSK MESSINGHISTORIE   DANSKE HARMONIORKESTRE

24 – KAMMERMUSIK

25 – DANSK MESSINGHISTORIE   DANSK KAMMERMUSIK

26 – INSTRUMENT FREMSTILLING

27 – TYSKE INSTRUMENTMAGERE

28 – INSTRUMENTBYGGERI I ENGLAND – BESSON

29 – DISTIN

30 –  DANSK MESSINGHISTORIE   DANSKE INSTRUMENTBYGGERE

31 – ET ”VELUDVIKLET ORKESTER”

 

 

 


1. BASUNEN I TYSKLAND

I første halvdel af 1800-tallet bliver basuner mere og mere en fast integreret del af symfoniorkestret, og fra omkring ca. 1840 er de nærmest obligatoriske. Franz Schubert (1797-1828) skriver ret avanceret for basun i sine messer og, hvad der er bemærkelsesværdigt for den tid, i sine 2 sidste symfonier: Symfoni nr.8 “Den ufuldendte” (1822) og den 9.symfoni (1830). Mendelssohn anså basunen for at være et så sakralt instrument at han kun har brugt den i en af sine symfonier, Symfoni nr.5 (1830), Reformationssymfonien, hvor sidste sats har koralen Vor gud han er så fast en borg som hovedtema.

German-trombones-2[1]

Fig.1  TYSKE ALT-, TENOR- og BASBASUN. I begyndelsen af 1800-tallet bestod den klassiske tyske basungruppe af altbasun i Eb, tenorbasun i Bb og basbasun i F

 

 

schop1[1]

Fig.2    TYSK TENORBASUN MED KVARTVENTIL  I 1839 satte instrumentmageren C.F. Sattler, Leipzig en ventil på tenorbasunen så den kunne stemmes en kvart ned i F.. Med  kvartventilen kunne man næsten gøre basunen kromatisk helt ned til BB (C er svær at få og B næsten umulig), og denne basun fik til at begynde med betegnelsen “tenor-basbasun”. Den afløste efterhånden helt F-basbasunen og med en lidt større boring kom den til at hedde: “Basbasun”. Orkestrenes standard basungruppe gik således fra at bestå af  “altbasun i Eb, tenorbasun i Bb, og basbasun i F”, til  “2 tenorbasuner og basbasun – alle 3 i Bb”.

 

Fig.3  BASUNGRUPPEN  I ET PREUSSISK MILITÆR ORKESTER 1910. F-basbasunen forsvandt ikke lige med det samme, til venstre ses en F-basbasun med håndtag på trækket.

 

 

Da kvartventilen kom på basunen fik det også en betydning for trompet-/basungruppen i orkestret. I en messinggruppe  med 2 naturtrompeter, alt-, tenor- og basbasun betød den store afstand mellem trompetens dybe naturtoner at altbasunen, og tit endda også tenorbasunen, lå over 2.trompeten. Med ventiltrompeterne kunne man nu lave en “klangpyramide” med trompeterne øverst og basunerne nederst. Dette betød, sammen med kravet om mere volumen, at altbasunen blev afløst af endnu en tenorbasun. Man fortsatte dog ofte med at bruge de gamle begreber alt, tenor og bas, –  mere som en klanglig definition end et ønske om at bruge en altbasun. F.eks. er 1.basunstemmen i Anton Bruckner 4.symfoni, “den romantiske”  betegnet som altbasun, men stemmen er helt klart for tenorbasun. 1. basunstemmerne hos de  “klassiske” komponister som Schubert, Mendelsohn, Schumann og Brahms klinger idiomatisk på altbasun, mens værker af Bruckner, Wagner, Tjaikovsky, Dvorak og Rimskij Korsakoff klinger som tænkt for tenorbasun.

2. BASUNEN SOM SOLOINSTRUMENT

Basunen var jo det messinginstrument der ændredes mindst ved ventilens opfindelse. Boring og klangstykke var blevet større men ellers var basunen jo “det gamle instrument“. Basunen havde dog været så “længe væk  fra rampelyset” at man nu pludselig opfattede det som et helt nyt instrument, så mærkeligt nok  var det to basunister der blev tidens førende blæsersolister.

 

 

 

Fig. 4    FRIEDRICH AUGST BELCKE (1795-1874) og CARL TRAUGOTT QUEISSER (1800-1846)  – var 2 tyske basunister der optrådte ved musikfestivaler i hele Europa, og ofte sammen med den tids stjernesolister som f.eks.: Clara Schumann, Franz Liszt og Niccolo Paganini. Belcke kom fra Friederich 3’s hoforkester i Berlin, og Queisser fra Gewandthausorkestret i Leipzig. Når deres enestående karriere stort set er gået i glemmebogen skyldes det at deres repertoire er gået samme vej. Undtagelsen er det mest kendte stykke fra deres repertoire er Ferdinand Davids (1810 – 1873) Basun Concertino op.4.  komponeret 1837 til Queisser – i dag er det måske den mest spillede basunkoncert overhovedet.

En anden kendt romantisk basunkoncert er den russiske komponist Rimski-Korsakovs  (1844-1908) koncert  for basun og harmoniorkester skrevet noget senere i 1877 .

 

3. BASUNEN I FRANKRIG

Mens den tyske basun var fyldig og relativ  mørk i klangen var den franske basun lys i klangen  med sin lille boring. Det franske musikliv bestod i stor grad af free-lance musikere, så for at kunne stå frit og ikke være bundet af specialisering bestod den franske basungruppe af 3 tenorbasuner uden kvartventil. Det er derfor tidens franske basbasun-stemmer aldrig kommer dybere end E.

 

Fig. 5   3 ILLUSTRATIONER FRA  BASUNSKOLE AF CORNETTE. I løbet af 1800-hundred tallet skrev 3 førende franske basunister hver deres basunskole; Vorbaron i 1834, Antoine Dieppo i 1837 and Cornette i 1854.  På illustrationerne kan man se at den franske basun havde en lille boring, næsten som en barokbasun

 

co

Fig. 6    FRANSK TENORBASUN MED LILLE BORING, AF MÆRKET COURTOIS, fra 1866

 

Fig. 7  MELODI FOR 200 BASUNER – EN PARODI PÅ OVERDREVEN BRUG AF BASUNER. Tegning fra 1844 af den franske karikaturtegner J. J. Grandville. Musikken foreslås spillet:  “Med ild, fortissimo, gentaget 300 gange – og så endnu kraftigere!” 

 

4. BASUNEN I ENGLAND

 

LSO

Fig. 8    LOW BRASS GRUPPEN i LONDON SYMPHONY ORCHESTRA 1922.  Det franske klangideal blev overtaget af englænderne. Den engelske basuns lille boring gav den tilnavnet “peashooter” (ærtebøsse). De 2 tenorbasuner blev suppleret med den engelske specialitet, “Basbasunen i G”, med håndtag på trækket ligesom på F-basunen. 

 

 

Fig. 9   ENGELSK G-BASBASUN TROMBONE. Den engelske basunist Denis Wick (se PROMINENTE BASUNISTER FRA DET 20. ÅRHUNDREDE , DET 20. ÅRHUNDREDE IIfortæller: Grunden til hvorfor man spillede på G-basbasun i England i stedet for en F-basbasun som i Tyskland, er aldrig rigtigt blevet forklaret, men måske har jeg gættet svaret. Min teori er at når basbasunisten har gået forrest i et marcherende band der spiller i Ab-dur eller i Db-dur, så har bevægelserne ud på den yderste 7. position på det lange træk været imponerende at se på – et syn for guder !” I 1920-erne lavede firmaet Boosey en symfoniorkester-version af G-basunen, med en lidt større boring og med en ventil der kunne stemme instrumentet ned til D – så kunne man spille det dybe C og B der var skrevet for den tyske F-basbasun .

Fig.10  DEN ENGELSKE G-BASBASUN I DET MARCHERENDE COLDSTREAMS GUARDS. Postkort fra ca.1905 malet af Harry Payne (1858-1927)

Fig. 11  SIDNEY LASNGSTON (her i uniformen fra H.M. Life Guards Band) var Dennis Wick’s lærer på Royal Academy of Music. Som alle engelske basunister frem til 1950erne spillede han stadig på en small bore basun – kaldet for ”peashooter” (ærtebøsse).    

 

5. VENTILBASUNEN

Ventilsystemet blev også overført til basunen, og der blev bygget både alt-, tenor- og basventilbasuner. De blev omgående annekteret i blæseorkestrene hvor de blev meget populære og anset for en forbedring på grund af den tids ret klodsede basun-træk. Ventilbasunen var formodentlig mere almindelig end trækbasunen 1850 – 1900, undtagen i England hvor trækbasunen helt dominerede fordi ventilbasuner ikke var tilladt til Brass Band konkurrencer. En overgang blev ventilbasuner også brugt i symfoniorkestrene –  tekniske passager blev lettere at spille, men den hårfine intonation og den særlige glød i klangen gik tabt, så efter et stykke tid gik man igen tilbage til trækbasuner.

I Spanien og Italien fik ventilbasunen dog en betydelig længere levetid. Alle Dvorak, Janaceck og Verdis basunstemmer er således tænkt for ventilbasun, og det er derfor Verdi lejlighedsvis skriver triller i sine basunstemmer.

TENOR VENTILBASUN USA 1875
Fig.12    TENOR-VENTILBASUN fra USA, 1875

 

bimboni[1]

Fig.13   PROFESSOR BIMBONI (1810-1895), ITALIEN, SPILLER VENTILBASUN. Litografi af Guiseppe Ciardi. 

I 1860 bliver Bimboni udnævnt til professor i trompet og basun på Cherubini Konservatoriet, Firenze. Mellem 1880 og 1889 skriver han en ventilbasun-skole “Metodo per trombone a piston”. Han optrådte også som solist på ventilbasun.  Bimboni optrådte KUN med opera-arier eller med variationer og potpourrier over dem !

Fig.14   BIMBONIFONO. I 1850 konstruerede Bimboni en ventilbasun, kaldet “Bimbonifono” hvor der er en seperat ventil for hver af trækbasunens 7 positioner. 

 

Fig.15  VENTILBASUN MED OPAD VENDT KLANGSTYKKE, på dansk kaldet ”knæk-basun”   FABRIKERET AF DET SVENSKE INSTRUMENTFIRMA AHLBERG OG OHLSSON ca. 1900. Foto fra Internet Forum Horn–u-Copia.

Posaunen Sextett tst C[1]

Fig. 16   VENTILBASUNISTER – tysk foto fra 1905 – 1910.

 

 

Fig.17  CIGARETPAKKE fra W. DUKES & SONS 1888 – med en kvindelig ventil-basunist.

6. CIMBASSO

I Verdis orkestersats findes der en instrumentbetegnelse, Cimbasso, – en sammentrækning af “C in basso”. Stemmen blev først spillet på ophicleide, russisk fagot eller serpentone, men da den står lige under basunerne i partiturerne har den i mange år været spillet på tuba. Verdi skrev kun for tuba, bombardone, i den bagscenemusik for harmoniorkester der forekommer i mange af hans operaer (se BAGSCENEMUSIK FOR “BANDA” (HARMONIORKESTER) I OPERAER , ROMANTIKKEN II, 22). Vi ved med sikkerhed at Verdi gjorde sig tanker om sagen. Han kunne ikke lide klangen af tuba under basunerne, som han fandt uhomogen. I forbindelse med førsteopførelsen af operaen Aida (1871) i Cairo skriver han til forlæggeren Guillio Ricordi:

 

“Jeg vil foretrække en basbasun der er i familie med de andre basuner, men hvis det bliver for vanskeligt eller for trættende at spille, så brug en af de sædvanlige ophicleider som kan gå ned til det dybe H – eller gør hvad de vil, blot de undgår den forbandede bombardone (tuba) som ikke blander med de andre!”.

 

I 1881  gjorde Verdi selv noget aktivt for sagen. I instrumentmageren Guiseppe Pelittis forretning i Rom fik han lejlighed til at høre en række dybe messinginstrumenter og efter Verdis ønske byggede Pelitti en kontrabasbasun i BB med ventiler – altså en hel oktav dybere end tenorbasunen. Det er det instrument Verdi har  tænkt på i sine 2 sidste operaer, Othello og Falstaff, med betegnelsen Trombone basso. Den udgør også en af de karakteristiske ingridienser i Verdis orkesterklang: En hvinende piccolofløjte, en buldrende stortromme, – og en hidsig cimbasso (i praksis nærmest en kontrabasbasun!) I slutningen af 1800-tallet bestod den italienske Low Brass gruppe således af 4 ventilbasuner: 2 tenorbasuner i Bb, en basbasun i F og en kontrabasbasun i BB.

 

    B_Cimbasso_5_Zylinder_Ventile_Trigger_am_2_Zug_02[1] 

Fig.18   CIMBASSO i BB

 

7. KONTRABASBASUNEN

Også Wagner førte basunklangen nedad. Til brug i Nibelung-ringen blev der på Wagners foranledning bygget en kontrabasbasun i CC med dobbelt-træk. Ligesom med bastrompeten og wagnertubaen blev også denne bygget af Carl Wilhelm Moritz Berlin. Med kontrabasbasunen fik Wagner en særdeles effektiv bas i basungruppen, og den er udnyttet optimalt med mange markante soli og koral-lignende akkompagnements passager.

 

a_helleberg_contra_001[1]

Fig.19     KONTRABASBASUN MED DOBBELTTRÆK i BB.  Tubaisten August Helleberg fotograferet 1905  med firmaet Conn’s kontrabasbasun bygget til opførelser af Wagners “Ring” på Metropolitan operaen.

Fig.20  KONTRABASBASUN MODEL PROFUNDO I BB MED DOBBELT-TRÆK FRA 1885. Den runde klangstykke-del bæres på den venstre skulder. På klangstykket er der indgraveret: Class A/TRADEMARK/DISTIN/BOOSEY & Co./295 REGENT STt./LONDON/31260. På tegningen til højre ses den korrekte samling af instrumentet

 

Fig.21   KONTRABASBASUN I CC FREMSTILLET  1898 AF BOOSEY & CO. Dette instrument blev i mange år brugt til opførelser af Wagners Ring i England, og det havde kælenavnet KING KONG

Omkring år 1900 var ventilbasunen endnu I brug mange steder. I de europæiske operahuse i Skandinavien, Tyskland og Østrig, blev 3.- og 4. basunstemmer (cimbasso- og kontrabasbasun stemmer) ofte spillet på en ventil-basbasun i F som denne:

Fig.22   VENTIL-BASBASUN i F, FREMSTILLET ca. 1890 af: “Winter & Schöner”, Linz, Østrig.

Fig.23  7. REGIMENTS MUSIKKORPS, FREDERICIA, foto fra 1911. Ventil-basbasunen i F blev også brugt til de dybeste basunstemmer i blæseorkestre. På udsnittet ses tydeligt en F-ventil-basbasun: 

– og det samme kan ses på et foto fra 1893 af PRINSENS MUSIKKORPS:

 

Fig.24  BASUNIST MED F-VENTILBASBASUN I F fra et ungarsk drengeorkester. Foto ca. 1912.

8. DE DYBE MESSINGINSTRUMENTER I WIENEROPERAENS ORKESTER

( FRA 1842 OGSÅ KALDET WIENS FILHARMONIKSKE ORKESTER)

Til belysning af de dybe messing-instrumenters udvikling har vi en række specifikke oplysninger om indkøb og brug af instrumenterne fra Wieneroperaens orkester.

I 1828 skrev Andreas Nemetz, basunist  ved “Hofoper”, en basunskole. Her beskriver han alt-, tenor- og basbasun som alle værende stemt i Bb men med forskellige mundstykker. Basbasunen i F blev, i hvert fald her, kun brugt i  militærorkestre.  Da det var et militærorkester der var ansvarlig for scenemusikken på Wiener Operaen blev F-basbasun ad denne vej alligevel introduceret på operaen – men til at begynde med altså kun som en del af den scenemusik der er i mange operaer. 

I 1835 var Milano en del af Østrig og frem til 1848 var Carlo Balochino and Bartolomeo Merelli ledere af både Scala Operaen i Milano og Hof Operaen i Wien, og det var under påvirkning fra Milano at ideen med ventilbasuner kom til Wien.

 

 

 

Fig.25   LEOPOLD UHLMANNS (1806-1878) KEJSERLIGE, KONGELIGE PRIVILIGEREDE VÆRKSTED 1847. Uhlmann familien bestod af faderen Johann Tobias der var aktiv 1810-1838, og 3 sønner: Jakob (aktiv – 1830-1851), Joesph (aktiv 1843-1859) og Loepold (aktiv 1834-1878). Leopold er berømt for at have opfundet Wiener-ventilen.

Omkring midten af 1830erne fandt introduktionen af ventilbasuner sted. Det eneste vi ved om de første ventilbasuner er at de blev fremstillet hos det østrigske firma Uhlmann. Den dybeste stemme (vor tids tuba-stemme) blev spillet på en bombardon, en smalboret wienerisk ophicleide patenteret af Joseph Riedl, Wien, i 1829. Den var først forsynet med 2 wiener-ventiler og fra 1833 med 3 eller 4 wiener-ventiler (altså en slags tuba der blev bygget før den officielle fødseldag for tubaen 12 September 1835 ?).

Fig. 26  UHLMANN BOMBARDON ca. 1840

Fig.27  LEOPOLD UHLMANN REKLAME FRA CA. 1848. Øverst i midten ses Uhlmann’s bombardon

På opfordring af bas-basunistI Franz Pöckh købte Wieneroperaen i 1858 en 4 ventilet basbasun med 3 forlænger-bøjler. Vi ved ikke om den var i Bb eller i F, men ifølge leder af hofkapellet Ignaz Assmayr, var det et “instrument som nu bruges i alle orkestre”.

Fig.28   LEOPOLD UHLMANNS TENORBASUNER I Bb – OG BASBASUNER I F MED VENTILER (1847)

Tv. med wiener-ventiler, th. med drejeventiler.

 

I 1868 bestilte operaen 3 ventilbasuner i Bb og 2 ventilbasuner i F til orkestret, og 2 F-basuner mere til scenemusikken – alle fabrikeret af Leopold Uhlmann. I 1875 introducerede tubaisten Otto Waldemar Brucks en Moritz Wieprecht tuba, en smalboret F-tuba med en lys “basunistisk” klang.

 

Fig.29   MORITZ WIEPRECHT TUBA FRA 1875

I 1883 blev trækbasunen genindført ved indkøb af: En altbasun i Eb, en tenorbasun i Bb og 2 tenor-bas basuner i Bb med F-kvartventil. 4.basun-stemmer (kontrabas- og cimbasso-stemmer) blev stadig spillet på F-ventilbasun.

Da Gustav Mahler blev ansat på Wieneroperaen i 1895, blev (ventil) basunisterne beordret til at spille på trækbasuner, og de blev ovenikøbet betalt for at modtage undervisning ! Men det varMahler’s 1. (træk)basunist i Hamborg operaen Franx Dreyer, der blev hentet ind til at spille den store basunsolo til førsteopførelsen af Mahlers 3. symfoni 1902. Wienernes basunister var åbenbart endnu ikke gode nok til det ? Franx Dreyer blev senere ansat i Wiener Philharmonikernes basungruppe fra 1904 til 1945.

 

I 1927 spillede wiener-tubaisten Friederich Tritt kontrabasbasun-stemmen fra Ringen ved Bayreuth festspillene, og overraskende nok på en F-træk basbasun ! Han brugte den også senere i Wieneroperaen. 

Fig.30   BASBASUNIST FRA WIENER FILHARMONIKERNE KARL JEITLER MED FRIEDERICH TRITT’s BAS BASUN I F FRA 1927.  På grund af embouchure-problemer med at skifte mellem tuba-mundstykke og det mindre mundstykke til TRÆK F-basunen gik man efter et stykke tid tilbage til F-VENTIL basbasunen.

 

Fig.31  PROF. FRIEDERICH KNAPKE, TUBAIST I WIENER FILHARMONIKERNE 1919 – 1943, MED SIN 6-VENTILEDE WIENER-TUBA.

In 1928 spillede tubaist Friederick Knapfe i Wiener Filharmonikerne på en såkaldt Wiener-tuba. Denne tuba er stemt i F, stadig med en lille boring men nu med 6 ventiler. Da det var de 2 tubaister i orkestret der varetog ventil-basbasunen i F, blev der på Knapfe’s opfordring bygget en ny F-basbasun men nu med det samme 6-ventils-system som på wienertubaen. Instrumentet blev brugt til Cimbasso stemmer, Puccini’s kontrabasbasun-stemmer og – mærkeligt nok – også til Wagner’s kontrabasbasun- stemmer. Denne praksis fortsatte helt til 1995 hvor tubaisten Josef Hummel gik på pension.

Fig.32   JOSEF HUMMEL SPILLER PÅ SIN 6-VENTILEDE BASBASUN I F under indspilning af Wagners Ring med Georg Solti som dirigent i 1965.

9. BLÆSEORKESTRE

Da ventilinstrumenterne kom frem revolutioneredes blæseorkestrene i både størrelse og instrument-sammensætning. Det skete gradvis og besætningerne var slet ikke så standardiseret som de er i dag. Blæseorkestre nød en enorm popularitet, og det blev for mange mennesker den eneste orkestertype de overhovedet kom til at høre i deres levetid. Repertoiret var først og fremmest nationalsange, marcher og lign. men også arrangementer af alle slags populærmusik og “klassisk” musik. De fleste komponister accepterede uden videre at deres musik blev arrangeret for blæseorkester, selv om der på den tid ikke var noget der hed copyright – mange opfattede det nemlig som en god, og gratis reklame.

10. BAND STANDS/MUSIKPAVILLIONER

Fig.33  BAND STAND –  NAVNET SIGER DET HELE. Da blæserorkestrene begyndte at blive større voksede der Band Stands frem overalt, som platforme for udendørs koncertoptræden.

Fig.34  BANDSTANDS I ENGLAND. I 1833 konkluderede et engelsk udvalg for det offentlige udendørsliv at et “udbud af parker ville føre til en bedre udnyttelse af søndagen”. Musik blev betragtet som en vigtig del af den offentlige park-kultur og derfor også opførelsen af de mange bandstands. I deres storhedstid var der over 1.500 bandstands i England, og ved en lejlighed i Lincoln var der over 10.000 tilhørere til et arrangement. Frem til begyndelsen af anden verdenskrig afholdt de fleste af Londons parker regelmæssige koncerter.


FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

11. DANSKE BAND STANDS

Den mest kendte danske BAND STAND er Harmonipavillionen i Tivoli, København. Den har eksisteret i 2 udgaver:

Fig. 35  DEN GAMLE HARMONIPAVILLION I TIVOLI ÅR 1900

Fig.36  DEN NYE HARMONIPAVILLION I TIVOLI  – blev opført i 1907, den er tegnet af Tivoli-direktør og arkitekt Knud Arne Petersen.  Igennem sin godt hundredårige levetid har pavillonen huset både en karrusel og en frugtbod. I ’mands minde’ har den dog været spillested for Tivolis Harmoniorkester og derefter Tivolis Bigband. Nu er Harmonipavillonen slet iikke åben mere og Bigbandet er flyttet til Plænen. Her ses 8.Regiments Musikkorps med dirigent Peter Harbeck (se DET 20′ ÅRH. II, 5 blæseorkestre i Danmark)


12. BRASS BANDS

 

Adolph Sax forventede sig meget af sine Saxhorn, men via de engelske Brass bands fik de et gennembrud og en udbredelse som trods alt nok ville have oversteget hans aller vildeste forventninger.

13. DISTIN FAMILIEN

Distin-family1[1]

Fig.37    DISTIN FAMILIE-KVINTET ca. 1834. Den tidligere klaphornist John Distin (1798-1863) turnerede med sine 4 sønner George, Henry, William and Theodore, og optrådte på messing-instrumenter som “The Celebrated Distin Family “.  I Paris kom de i forbindelse med Sax der lavede et sæt saxhorn til dem 1844. ( se mere om Distin familien i  ANDRE INSTRUMENT FAMILIER, ROMANTIKKEN I, 7, og senere her i ROMANTIKKEN II, 26 under INSTRUMENT-FREMSTILLING).

Det er lidt uklart hvordan Distin familien fik deres saxhorn. Ifølge Distin-familien selv så skete det d.3 februar 1844 hvor de hørte en “fransk kunstner” optræde med det nye saxhorn (eller måske var det 3 kunstnere ? – for det var sandsynligvis den aften at François Dauverné (se ROMANTIKKEN I, 24 – TROMPET), Jean-Baptiste Arban (se ROMANTIKKEN I, 8 – CORNETTEN) og Jean–Louis Dufresne  (1810–1866) spillede i Salle Herz,). Næste morgen opsøgte Dinstin-familien Adolph Sax som kun havde 3 eksemplarer i sin forretning: Et sopran-saxhorn i  Eb, et kontra-alt (sopran) -saxhorn i Bb og et altsaxhorn i Eb – og ingen af dem var endda til salg. Henry Distin fik dog lov til at låne de 3 instrumenter, og da instrumenterne blev testet af hele familien efter de var kommet tilbage på deres hotel, blev Dinstins ret hurtigt begejstrede og nærmest entusiastiske. Kort efter forsynede Sax hele Distin familien med 5 instrumenter og så snart det var muligt optrådte Distin familien offentligt med de nye saxhorn.

Fig.38  SALLE HERTZ, PARIS 1843 – det sted hvor Distin-familien første gang hørte et saxhorn.

Distin-familien fik virkelig succes på deres turneer til England. Saxhornene gjorde familien berømt, og Distin-familiens koncerter blev en løftestang for den engelske brass band bevægelse. I en anmeldelse i The Illustrated London News, 14. December stod der: “Distin-familien er lige nu de eneste der optræder på Saxhorn som forener valdhornet med cornetten, men det nye instrument overgår dem begge, for det forener valdhornets bløde klang med cornettens brillians og fylde. De musik-stykker Distin-familien optræder med er arrangeret af dem selv og føjer en ekstra dimension til deres talent og fremtræden”.

Fig.39    DISTIN FAMILIEKVINTET 1845 . Litografi af Charles Baugniet (1814-86),  Collection Arnold Myers.

14. BRASS BAND BEVÆGELSENS UDBREDELSE

Brass band fænomenet var hovedsagelig et barn af den engelske arbejderklasse som en social fritids aktivitet,  men også i andre sociale cirkler havde man lignende orkestre, f.eks. The Carafathy Band dannet 1838 og privat finansieret  af “jern- & kulbaron” Robert Thompson Crawahay. Fra og med midten af 1800-tallet blev de engelske Brass bands virke bygget op omkring konkurrencer, ikke ulig som man kender det fra sportens verden. Ironisk nok for de mange bands der stadig spillede med ophicleider, var 1.præmien ofte et euphonium – netop det instrument der i længden fortrængte ophicleiden.

Besses o´th´Barn ca.1870

Fig. 40    BESSES O’ TH’ BARN BRASS BAND CA. 1870

Dette band blev stiftet allerede i 1818. På billedet ses det at i 2.halvdel af 1800-tallet var besætningerne slet ikke låst fast endnu, her ses f.eks. en enkelt klarinet og 2 ophicleider. Med tiden blev besætningen dog mere og mere standardiseret.

Et brass band består af en blødt klingende instrument-familie (bortset fra basunerne) som nærmest er identisk med Sax-hornene – den største forskel er at sopraninstrumentet, cornetten, ikke er i tuba-facon med opadgående klangstykke, men med et fremadrettet klangstykke. Et Brass Band har ikke harmoniorkestrets kontraster, men kan til gengæld klinge meget homogent, lidt ligesom et strygeorkester eller et kor. Sammen med Brass band bevægelsen blomstrede nodeforlagsvirksomheden og man kunne subskribere på mange udgivelser for Brass Band,  bl.a. kunne man til at begynde med først nøjes med de vigtigste stemmer og senere købe resten efter behov. Nogle få stemmer havde alt det vigtigste og melodibærende i musikken, og så kunne mindre øvede let klare de nemme stemmer. Alle stemmer (undtagen stortromme og basbasun) blev skrevet i G-nøglen således at grebene og notationen var ens for alle instrumenter, og man kunne så relativt let skifte fra det ene instrument til det andet (bortset fra basunerne der jo havde træk i stedet for ventiler). Poulariteten blev overvældende, i slutningen af 1800-tallet var der i Storbritannien ikke mindre end ca.20.000 Brass Bands, dvs. ca.800.000 amatørmusikere. Ved en enkelt brass band konkurrence skulle der ifølge en pressemeddelelse have været et publikum på over 160.000 til stede !

Fig. 41  ALEXANDER BRASS BAND, NEW ZEALAND 1900. Fra Storbritannien kom Brass Band bevægelsen til Australien og New Zealand. Først senere blev den spredt til andre lande.

 

Fig.42 ET UKENDTBRASS BAND FRA BATHURST AUSTRALIA, ca. 1890.

Fig. 42  PLAKAT FOR EN BRASS BAND KONKURRENCE  JUNI  27. 1885. Mange arrangementer med brass band konkurrencer indeholdt meget mere end kun musik – og med en folkelig og populær appeal. Her er der både dans og sang inkluderet og med en mulighed for at kunne blive transporteret af et særtog!

15. MESSING ORKESTRE

Små orkestre , eller vel nærmest ensembler,  der udelukkende bestod af messinginstrumenter, opstod mange steder –  lige fra kvartetter til større militærorkestre. I Danmark  og Norge kaldes de for hornorkestre, i Sverige for Brunns sextet (selv om de med slagtøj faktisk var 7 musikere) eller hornseptett, i Finland torviseitsikko , i Tyskland for Posaunenchor (som især spillede til kirkelige handlinger) og i USA for Brass bands (der  dog intet havde med den engelske Brass band-konstruktion at gøre). Som 19-årig skrev den finske komponist Jean Sibelius (1865 – 1957) en række mindre stykker for et sådant messingorkester der bestod af: Eb-cornet, 2 Bb-cornetter, althorn i Eb,  tenorhorn i bb, euphonium i Bb, og tuba.

MILITÆRE ENSEMBLER:

 

Fig. 43  TEGNING AF AMERIKANSK MUSIKKORPS MED “OVER SKULDEREN” INSTRUMENTER.

 

usa

Fig.44    8TH NEW YORK STATE MILITIA BAND, in ARLINGTON, VIRGINIA 1861

SKULDER   

Fig.45    MILITÆRMUSIKERE FRA THE 107th U.S. COLORED INFANTERY. 1865

 

Fig.46   BAND AF THE 10th VETERAN CORPS. WASHINGTON, D.C. 1865

Fig.  47  HOLLANDSK INFANTERI-ORKESTER HOLDER PAUSE. Maleri fra slutningen af 1800-tallet.

CIVILE ENSEMBLER:

colorado

fig.48  FRA DEN FØRSTE BRASS BAND KONCERT I COLORADO, USA,  foto taget i Black Hawk, 1863 

 

 

Fig. 49  KVINDELIG  ORKESTER FRA FRELSENS HÆR, USA 1880.


mm

Fig.50     BRUNNS SEXTET FRA MEDIVI, SVERIGE 1912. Selvom ensemblet normalt var civilt optræder de her undtagelsesvis i militæruniformer. Læg mærke til ventilbasunen med det “knækkede opadgående” klangstykke – en svensk specialitet fabrikeret af  det svenske instrument-firma Ahlberg og Ohlsson der producerede messinginstrumenter 1850 – 1959.

Fig.51  ET KOMPLET SÆT “BRUNNS SEXTET” INSTRUMENTER FRA AHLBERG OG OHLSSON

Fig.52  WERNERBLECKET – Brunns sextet-spillet eksisterer endnu

Fig. 53    POSAUNENCHOR, FOTO fra 1889. Den tyske protestantiske Posaunenchor-bevægelse spillede til kirkelige handlinger, og bestod i en lang periode af rene (træk)basun-ensembler. 

Fig. 54   JOHANNES KUHLO (1856-1942) og hans KUHLO-HORN. Betegnelsen POSAUNENCHOR blev noget misvisende da ventilinstrumenterne kom frem, for fra da af bestod posaunenchor-bevægelsens ensembler udelukkende af blødt klingende ventilinstrumenter. Præsten Johannes Kuhlo var en samlende person der fik produceret et særligt flügelhorn der fik hans navn:  “Kuhlohornet”. Han holdt så fast på den bløde klang at han udtalte: “Hvorfor lade sig nøje med en spurv eller en bogfinke (cornet eller trompet) når man kan få en nattergal ! (Kuhlohornet). 

 

Fig.55   DIE ”KAPELLE HARTNER” (Burgbernheim) 1901

mailick[1]

Fig. 56    NYTÅRSKORT FRA 1904, malet af Alfred Mailich (1869-1946). I Tyskland har messing-ensembler fortsat den gamle tårnblæser-tradition helt frem til i dag.

 

Fig 57   ET MEGET SPECIELT RUSSISK MESSINGORKESTER. FOTO 1872. Den russiske zar Alexander III (der regerede 1881-1896) var meget interesseret i messinginstrumenter og han havde selv en hel instrumentsamling. Han var en ivrig amatørmusiker og arrangerede kammermusik-aftener på paladset. Her ses her som kronprins stående nr. 3 fra venstre hvor han spiller althorn i byen Krasnoe hvor hans ensemble ofte spillede. Han havde sin egen cornet-lærer, Wilhelm Wurm (se KAMMERMUSIK, ROMANTIKKEN II) der ind i mellem også dirigerede ensemblet.. 

 

 

Fig. 58  METLAKAHTLA INDIAN BAND  1907, Alaska, USA

 


FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

 

16. HORNORKESTRE I DANMARK

De danske “hornorkestre” havde flg. messing-instrumenter: Eb-cornet, Bb-Cornetter, Bb-trompeter, althorn (eller ventil-altbasun), ventilbasuner, tubaer og slagtøj og bestod af 8 og op til 18 musikere. Både de militære- og de civile hornorkestre blev enormt populære. De spillede til optog, dans og optrådte på den tids skovpavillioner. Her kunne man nyde div. forfriskninger mens der blev spillet marcher, fædrelandssange, polkaer, arr. af klassiske musikstykker og tidens populære toner. For mange mennesker var disse hornorkestre den eneste slags “orkester” de kom til at opleve i hele deres liv. I midten af 1800-tallet toppede militærmusikkens størrelse med ca.600 musikere ansat i den danske hær! Der var militærmusikkorps overalt i Danmark.

 

CIVILE HORNORKESTRE:

 

Fig.59   UDSNIT AF FRISEN PÅ THORVALDSENS MUSEUM, KØBENHAVN, MALET AF JØRGEN SONNE MELLEM 1846 og 1848. Frisen viser billedhuggeren Berthel Thorvaldsens hjemkomst fra Rom til København i 1838 hvor han modtages af bl.a. et hornorkester. Man ser 2 basunister, en klaphornist og en tubaist – tubaen har været tidligt på færde, eller også er det Jørgen Sonne der har “fortolket” ud fra praksis på den tid hvor frisen blev lavet – 10 år senere efter begivenheden faktisk fandt sted. At det rent faktisk er et klaphorn der ses, og ikke en cornet aller trompet, ses tydeligt på en blyants-skitse til frisen.

HORNORKESTER

Fig.60    NIELS ALBRECHTSENS ORKESTER FRA CA. 1880 – N. Albrechtsen selv sidder forrest til venstre. De små messingensembler var velegnede til udendørs musiceren og var populære i  både større og mindre byer.

klemensker

Fig. 61   ET LILLE HORNORKESTER – SØLVBRYLLUPSORKESTER ? Foto fra 1902, Klemensker Bornholm. Det var formodentlig i slutningen af det 1800-tallet at man begyndte på at lade en lille gruppe af messingblæsere spiller til sølvbryllup tidligt om morgenen, og det er siden blevet en helt særlig dansk tradition som ikke findes andre steder. Hvordan det egentlig opstod ved man ikke, men da det var almindeligt at bruge små messing-grupper til udendørs møder og sammenkomster kan man let forstille sig at det på et tidspunkt har dannet mode et sted og fra at være et lokalt fænomen har det siden bredt sig til hele landet. I dag spiller man også til guldbryllupper.

Fig.62   BRØDREMENIGHEDENS BASUNKOR ca. 1910. Brødremenigheden er en luthersk-evangelisk frimenighed der stammer fra Hernhutterne (se basunensembler under WIENERKLASSIKEN, 20) som holder til i Christiansfeld, Danmark. De er en dansk udgave af det tyske Posaunenchor. Blandt instrumenterne ses 3 Kuhlo-horn.

MILITÆRE HORNORKESTRE:

 

Fig.63   DANSKE MILITÆR-MUSIKERE FRA Ca. 1910. Historisk korrekt kolorering: Mogens Gaardbo.

stab

Fig.64    UDSNIT AF FOTO MED 11. REGIMENTS OFFICERKORPS UNDER VÅBENHVILEN 1864 . Stabshornist Johann Friederich Wilhelm Hennings med sit kæreste eje – klaphornet, på denne tid en sjældenhed der åbenbart stadig florerede (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

 

Fig. 65  5. REGIMENTS MUSIKKORPS UNDER VÅBENHVILEN 1864

tubaer

Fig. 66   6 BATTALIONS MUSIKKORPS, FOTOGRAFERET 1865 I KØGE der var garnisonsby 1864-1865. Foto: Rigsarkivet. Læg mærke til de slanke tubaer.

 

 

Fig.67   MARINENS MUSIKKORPS PÅ PANSER-FREGATTEN PEDER SKRAM. Foto fra 1870. forsvarets biblioteks fotoarkiv.

Marinen fik også sit eget musikkorps. Sommeren 1857 kunne marinens ‘uofficielle’ musikkorps have sin første optræden på fregatten Thetis. Skibschefen, commandeurcaptain Harald Fæster skriver herom i sin chefsrapport:

“… Til Slutning skal jeg ikke undlade at berøre, at Fregatten var forsynet med et Musikkorps af 9 Personer, som ved Søtøimesterens Foranstaltning i Løbet af sidste Vinter og Foraar vare blevne oplærte og instruerede af den Musikus, Hr. Hülttenrauch, som lærer Lærlingerne at blæse Signalhorn. Uagtet dets Præstationer selvfølgelig, efter ikkun nogle faa Maaneders Undervisning, lode meget tilbage at ønske, saa udgjorde dets Repertoire dog henved 30 Nummere. Marscher, Nationalsange, Valse og navnlig Psalmemelodier til Brug ved Gudstjenesten -, og afhjalp taaleligen et af den danske Marines nuværende Generation bestandigen følt Savn, hvilket vistnok langt mere, end man skulde troe, vil tjene til Mandskabets Vel ombord.

 

BilledeKLK

Fig.68    KONGENS LIVJÆGERKORPS MUSIKKORPS PÅ ØSTRE FÆLLED 1885. Omkring 1854 var det tidligere nævnte musikkorps hos ”Livjægerne” der bestod af naturhorn stadig aktivt, men nu var der sideløbende også oprettet et messingmusikkorps med C.C. Møller som dirigent (denne messing-besætning fik som før nævnt senere betegnelsen hornorkester, men det er selvfølgelig ret misvisende i denne forbindelse ). I 1870 blev Kongens Livjægerkorps nedlagt, og dermed også valdhorn- og messingorkestret. Omkring 1885 genopstod Kongens Livjægerkorps, men nu kun med messingmusikkorps, igen med C.C. Møller som dirigent – men det holdt kun indtil 1888. Som det ses er der stadig valdhorn med, selvom man i de fleste messingmusikkorps efterhånden gik over til althorn, som bl.a. fungerede som retræte-stemmer for udslidte trompetister og cornettister.

 

 

mili

Fig.69     6. REGIMENTS MUSIKORPS, ODENSE  1890. Er især blevet husket fordi det var i dette orkester at komponisten Carl Nielsen (1865-1931) spillede som helt ung. Beskrevet i hans bog “Min fynske barndom”.

 

 

Fig.70    CARL NIELSEN OG HANS FAR NIELS “MALER” Tv.: Carl Nielsen begyndte som militærmusiker som kun 14-årig og var ansat 1879 – 1884 ved 6 regiments musikkorps,  foto fra ca.1879. Hans instrumenter var signalhorn og ventil-altbasun. Han blev senere violinist i  Det Kgl. Kapel (kapel nr.657), derefter kapelmester på Det Kgl. Teater og er blevet kendt som Danmarks “national komponist” (se CARL NIELSENS INSTRUMENTATION FOR MESSINGBLÆSERE, DET 20′ ÅRHUNDREDE I, 19). Th. Carl Nielsens far der spillede violin og cornet. Hans cornet her ser ud til at være med wienerventiler – det må have været et instrument på “vildveje”, for på den tid var det virkelig en sjældenhed at se i Danmark.

PARADE

Fig.71   VAGTPARADEN PÅ GRØNNINGEN PÅ VEJ TIL KASTELLET 1892. Regimentemusikkorps med messingbesætning. Udsnit af maleri af E. Henningsen. På den tid var der to daglige vagtparader i København. Den ene var Livgardens vagtparade fra Rosenborg Kaserne til Amalienborg. Den anden (som er den Henningsen har skildret i sit maleri) gik fra Sølvgades Kaserne til Kastellet, hvortil Københavns Hovedvagt var flyttet i 1874. Før den tid gik denne vagtparade til Kgs. Nytorv, hvor Københavns Hovedvagt tidligere lå. Der var to regimenter der havde garnison på Sølvgades Kaserne – 3. og 4. Regiment – og begge havde musikkorps, der på skift var i spidsen for vagtparaden til Kastellet. I Kastellet havde 1. Regiment garnison – dette musikkorps kan også have anført vagtparaden. Her er et postkort af vagtparaden, der afgår fra Sølvgades Kaserne til Kastellet omkr. 1900.:

Fig.72    REGIMENTSMUSIKKEN I ODENSE PÅ VEJ HJEM TIL KASERNEN 1927/1928. Når uniformerne ikke er helt ens skyldes det at de gamle skulle slides op inden de nye ensartede kom i brug. Som det ses var der i denne periode også klarinetter med.

 

 

Fig.73    2 MEDLEMMER AF LIVJÆGERKORPSETS MUSIKKORPS:  Tv.: Hornblæser Vilhelm Dræby, trompetist, i Livjægerkorpsets uniform omkr. 1885.  Vilhelm Dræby blev antaget som 17 årig ved 4. Bataillons musikkorps som hornblæser og deltog i krigen i 1864. Senere ansattes han som militærmusiker i 16. Bataillons Musikkorps i Odense. Siden hen kom han til Gardehusarregimentets Musikkorps i København, hvor han ved siden af sit job som militærmusiker sad som cornettist i Folketeatret i 28 år og i Tivoli Harmoniorkester under C.C. Møller. En overgang musiker i Livjægerkorpset. Dannebrogsmand. død i 1924 som 77 årig

Th.: Christian Marius Dyring (1852-1916), her i Livgardens uniform fotograferet i 1868. Han var hornist i “Kongens Livjæger Korps” fra 1867, derefter som hoboist (en fælles betegnelse for alle militærmusikere) ved Den kgl. Livgarde 1868-91. Hornet er et F-horn med omskifterventil til Es-horn fremstillet, omkring 1860, af instrumentmageren Peter Emanuel Schmidt,

 

 

Fig.74  8. REGIMENTS MUSIKKORPS I ROSKILDE, POSTKORT FRA FLENSBORG BOGHANDEL 1913. Da Roskilde blev garnisonsby i 1913 blev Militær-musikken godt omtalt I pressen, men anmelderen kunne ikke lide de lange fælles træ-nodestativer som han kaldte for et ”hæsligt apparat” !

 

 

17. SIGNALGIVNING – DE SMÅ HORNBLÆSERE I DEN DANSKE HÆR

Under de slesvigske krige 1848-1864  havde den danske hær militærmusikken med i felten.  Der var på det tidspunkt ca. 600 musikere ansat i den danske hær – mange har sikkert været mere soldater end musikere?

Signaler spillet på signalhorn var stadig vigtigt for den militære kommunikation.  Der var signaler for enhver militær bevægelse eller kommando. En del af hornblæserne i den danske hær var drenge. De små hornblæsere blev for en stor dels vedkommende rekrutteret fra Vajsenhusene og særligt ‘Christians Plejehuus’ i Eckernförde. Plejehuset var oprettet af Frederik V i 1764 i København som ’Invalidehotel’; en stiftelse for invaliderede veteraner, soldaterenker og fader- og moderløse soldaterbørn. Plejehuset blev i 1785 flyttet til Eckernförde og her blev det for alvor en ’planteskole’ for dygtige underofficerer og spillemænd til armeen. Under opholdet blev drengene uddannet af dygtige musiklærere til hoboister (militærmusikere), trompetere og hornblæsere og gik direkte fra plejehuset til de af armeens afdelinger, der havde brug for dem.

fig.75  DEN LILLE HORNBLÆSER TAGER AFSKED MED SIN FAMILIE. Maleri 1850 af Julius Friedlænder (1810–1861

fig.76  EN UNG HORNBLÆSER MED SIN FAR. Foto:fra 1864, Det Kgl. Bibliotek

fig.77  TROPPERNES INDTOG I KØBENHAVN 1849. ‘Den lille hornblæser’ går forrest og kysses på kinden af en københvansk frue. Maleri af Otto Bache (1839-1927).

fig.78  DEN LILLE HORNBLÆSER. Statue af H.P. Pedersen,  opstillet på Rådhuspladsen  1899. Den minder os om alle de drenge i 12-14 års alderen, de såkaldte ’spillemænd’, der gjorde felttogene med. 


 

18. HARMONIORKESTRE – WILHELM FRIEDRICH WIEPRECHT (1802-1872)

 

Også harmoniorkestrene, med både træ- og messingblæsere, nød godt af de nye ventilinstrumenter. Her var der om muligt endnu flere individuelle instrumentsammensætninger uden nogen som helst standardiseringer. I forhold til Brass Band -besætningen er der her mange flere kontraster med et væld af klangfarver der allerede dengang kunne nærme sig symfoniorkestrets. Harmoniorkestrene fandtes overalt i både Europa og USA. Hvordan har disse orkestre lydt ? Ja, udfra de rekonstruktionsforsøg man har lavet med spille de gamle arrangementer på gamle instrumenter, må man konstatere at de klinger ganske tæt på deres moderne efterkommere – blot lyder de lidt mere “diffuse”, har helt klart intonationsproblemer og de gamle instrumenter kan slet ikke spille så kraftigt som de moderne instrumenter. Derfor har balancen dengang været meget mere i træblæsernes favør. 

8fb627a3-5509-408e-8beb-091e6e39c1ef[1]

Fig.79    WILHELM FRIEDERICH WIEPRECHT (1802-1872), KOMPONIST, ARRANGØR OG DIRIGENT – var ikke alene med-opfinder af tubaen (se under Romantikken I), men en foregangsmand for udviklingen af det moderne harmoniorkester. Han endte med at blive chef for hele den prøjsiske militærmusik som han gennem-reformerede med sine egne ideer. Han opererede med store besætninger, tog alle de “nye” ventil-messinginstrumenter med og havde et særlig fokus på klangfylden i harmoniorkestrets mellem- og dybderegister. Hans endte nærmest som en berømthed og hans arbejde blev værdsat af bl.a. komponisterne Leo Delibes, Hector Berlioz, Giacomo Meyerbeer, Caspara Spontini, Ambriose Thomas, Franz Liszt og dirigenten Hans von Bülow. Højdepunktet i hans karriere fandt sted d.21 juni 1867 under verdensudstillingen i Paris, hvor han vandt en konkurrence for militærorkestre med deltagelse af orkestre fra 9 lande.

 

Fig.80    MILITÆRMUSIKERE FOTOGRAFERET UNDER VERDENSUDSTILLINGEN I PARIS 1867

russisk

Fig.81   ET RUSSISK MILITÆRT HARMONIORKESTER MED EN DOMINERENDE MESSING-BESÆTNING. Foto fra tiden under Zar Alexander III, der regerede 1881-1894. Han var meget interesseret i messing-instrumenter og selv en ivrig amatørmusiker (se under messingorkestre fig. 77).

19. PATRICK GILMORE (1829-1892)

I USA fik harmoniorkestre en stor udbredelse og en overvældende folkelig popularitet. En central figur var Patrick Gilmore. Han blev kapelmester for sit berømte New York 22nd Regiment Band, også kaldet for Gilmore’s Band, det første professionelle harmoniorkester i USA. Orkestret blev banebrydende, det optrådte overalt i USA og kom også på tourné i Europa. Messinggruppen I Gilmores band var ret omfangsrig: 1 Eb- cornet, 4 Bb-cornetter (2 stemmer), 2 Bb-trompeter, 2 Bb-flügelhorn, 4 valdhorn, 2 Eb-althorn, 2 tenorhorn (baritoner), 2 euphoniummer, 3 tromboner og 5 tubaer.

Han kastede sig også over spektakulære projekter, bl.a. havde han det musikalske ansvar for 2 store arrangementer med usædvanlig mange medvirkende: “National Piece Jubilee “og “World’s Peace Jubilee and International Musical Festival “. 

Gilmore[1]

Fig. 82    PATRICK GILMORE.(1829-1892) – kom fra Irland og virkede først som cornetist. Berømt er “duellen” i december 1856 mellem P. Gilmore på cornet og Ned Kendall på klaphorn . Udfaldet af konkurrencen skulle vise hvilket af de 2 instrumenter der var bedst, men selv om kampen næsten stod lige var det Gilmore og cornetten der vandt (se under “KLAPHORN” i WIENERKLASIKKEN, 22). 

inde

Fig.83    NATIONAL PEACE JUBILEE HALL, INDENDØRS og UDENDØRS bygget i Boston til National Piece Jubilee 1869 med plads til 50.000, deriblandt 1000 musikere og 10.000 sangere.

ude

 

 

 

 

coliseum-worlds-peace-jubilee

Fig.84   WORLD PIECE COLLOSEUM, UDENDØRS og INDENDØRS,  bygget 1872 til World’s Peace Jubilee and International Musical Festival også i Boston og med plads til dobbelt så mange, dvs. 100.000 tilskuere, 2000 musikere og 20.000 sangere. Her deltog også musikere fra Europa, bl.a. Johann Strauss som dirigent. Aldrig har der været samlet så mange messingblæsere på et og samme sted.

inde

 

 

 

 

20. TO  BERØMTE STJERNE CORNET-SOLISTER – JULES LEVY OG MATTHEW ARBUCKLE

– der begge kom fra Storbritannien og begge blev solister i Patrick Gilmore’s band. De udviklede en stærk indbyrdes konkurrence som Gilmore udnyttede til det yderste. Deres rivalisering var ingen hemmelighed og ved at lække små historier til pressen fik Gilmore boostet billetsalget til de 2 konkurrenters fan-skarer. Da cornetten afløste klaphornet blev den straks blæseorkestrenes mest populære solo-instrument.

 

Fig.85   Tv: JULES LEVY (1838–1903) blev født i London. Efter at have emigreret til USA begyndte han en bemærkelsesværdig karriere som cornet solist. Han var medlem af Gilmore’s band i flere år og han var udvikler og konsulent for instrument-firmaet CONN. Blandt Levy’s  mest berømte soloer var: “Una Voce” af Rossini, “Carneval i Venedig” “Grand Russian Fantasia”, og hans favoritstykke “Whirlwind Polka”. Han var den første cornetist der indspillede, og han havde været med til at demonstrere Thomas Edison’s phonograph. Levys markante ego var tydeligt alene ved hans fremtræden. Han ville ikke bære uniform, hans jakke var fyldt med alle hans medaljer og han gik med en monokel i øjet. Han var kendt som “The World’s Greatest Cornetist” og var virkelig kendt som solist – men der var flere der gjorde ham rangen stridig og en af dem var: 

Th: MATTHEW ARBUCKLE (1828 – 1883) kendt som “The Great Favorite American Cornet Player”. Han var født i Lochside, Glasgow, Scotland 1828, i en meget musikalsk familie. I en alder af kun 13 år fik Arbuckle overtalt sin far til at lade ham blive militærmusiker. Herfra tog han en “fransk afsked” – han deserterede fra hæren – og emigrerede til USA. (Det er derfor han aldrig kom tilbage og tournerede i England). Fra 1860 kom Arbuckle ind i  Gilmore’s Band. Ved  the National Peace Jubilee i 1869, spillede Arbuckle obligat trompet i arien fra samson af G. F. Handel, “Let the Bright Seraphim”. Ved the World Peace Jubilee i 1872, dirigerede Arbuckle en åbnings-fanfare for 50 trompeter og spillede den samme obligat-stemme, nu med Madame Ermina Ruggersdorf som sang-solist. I 1880, blev han dirigent for  the Ninth Regiment i New York.

21. ANDRE HARMONIORKESTRE

 

6a25123r[1]

Fig.86    GUISEPPE CREATORE OG HANS “ITALIENSKE” HARMONIORKESTER fotograferet i Boston ca.1900. En overgang blev der i USA ligefrem importeret harmoniorkestre som dette fra Italien. G. Creatore selv fremstod åbenbart meget teatralsk, han blev rapporteret at have en hypnotisk magi over sine musikere og i et tilfælde at have fået kvinder blandt publikum til at “danse på bordene”.

hannover

Fig.87    MONSTER-KONCERT i TIVOLI – ET MEGET STORT HARMONIORKESTER, POSTKORT fra 1903. 120 tyske militærmusikere spiller i “Hannover Bier Garden”

Fig.88  BUFFALO BILL CIRKUS’s COWBOY BAND, April 28, 1887. foto af “W. & D. Downey

22. BAGSCENEMUSIK FOR “BANDA” (HARMONIORKESTER) I OPERAER 

 

 

Fig.89   ITALIENSK TROMPETIST ca. 1840 – måske medlem af et “Verdi-banda”?

Komponister som Rossini og Verdi brugte ofte bagscenemnusik spillet af et harmoniorkester i deres operaer. Et banda bestod af ca. 20 musikere, men var for det meste ikke en del af selve opera-orkestret. Det blev som regel  sammensat af den lokale impressario fra et militærorkester eller et amatørorkester. Komponisterne skrev musikken ud for klaver, og ud fra dette forlæg arrangerede den lokale leder af orkestret musikken for harmoniorkester. 

På Pariser-Operaen var instrumentmageren Adolphe Sax leder af Scenemuikken fra 1847 til 1892. Han skrev kun for messingblæsere og han tog chancen og udnyttede muligheden for mest at skrive for sine egne instrumenter: Sax trombas, Sax horn og sax tubaer.

 

Det var især Verdi der brugte scenemusik. Men ikke i operaen Attila hvor han af kunstneriske grunde havde han nægtet at bruge scenemusik. Da det såkaldte “Kinsky-Band” i Venedig netop var meget velrenommeret, blev den manglende scenemusik påtalt så intenst at han senere sørgede for altid at bruge scenemusik i alle de operaer han skrev til “Teatro La Fenice” i Venedig.

Fig. 90    FANFARE DEI BERSAGLIERI – en nutidig udgave af Verdi’s banda?


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

23. DANSKE HARMONIORKESTRE

VAGTPARADEN ved KØBENHAVNS HOVEDVAGT på Kgs. Nytprv 1820

Fig.91   DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS. Vagtparade ved Københavns Hovedvagt på Kgs. Nytorv ca. 1820 (samtidigt træsnit).

I den danske hær var der flere harmoniorkestre, men i længden var det kun Den Kgl. Livgardes Musikkorps der overlevede. Den Kongelige Livgarde blev oprettet af Frederik III i 1658 og på samme måde som Det kgl. Kapel er verdens ældste symfoniorkester er Livgardens Musikkorps verdens ældste militærorkester. Korpsets instrumentsammensætning har fulgt med tiden – ligesom beskrevet i WIENERKLASIKKEN, 25 – BLÆEORKESTRE. Messingbesætningen har skiftet lidt når nye instrumenter kom til. I et partitur fra 1820 står der på forsiden: “Fuldstændigt partitur til janitscharmusik til Marchbøgerne for Aaret 1820”, og her er messinginstrumenterne: 4 (natur-)valdhorn, 2 (natur-)trompeter, et klaphorn, 3 basuner og en serpent. 

I “March af Prinsesse Anna, datter af Preusen” i “De blaae militaire Bøger” fra 1852 er messingblæserne: 4 valdhorn, 2 cornetter, 3 trompeter, 4 tromboni (basuner) og en tuba. De 4 basunstemmer var alle for ventilbasun, fordet på: Altbasun i Eb, Tenorbasun 1 i Bb, tanorbasun 2 i Bb og basbasun i F (se fig. 106).

Fig.92  FREDERIK 6. SEJLER I FREDERIKSBERG HAVE. Illustration fra “Danmarks Jistoriske billeder”. I båden th. sidder LIVGARDENS MUSIKKORPS og musicerer. I udsnittet forneden ses tydeligt en hornist, en basunist og en tubaist ( Ventil-instrumenterne viser at tegningen sikkert er lavet efter begivenheden for fandt sted  – Frederik 6. var konge 1808 -1839 ). Som løn for deres tjeneste modtog musikerne særlige “sejlpenge” 2 gange om året.

Fig.93  EN GRUPPE AF DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS, foto fra 1875. Der ses flg. messing-instrumenter der er meget karakteristiske for tiden, fra v.: Alt-ventilbasun, tenor-ventilbasun, 2 valdhorn, en trompet med drejeventiler og en smal F-tuba.

Hornet til højre er fremstillet ca. 1860 af I.K. Gottfried, stemt i F med 3 dejventiler og tromlefjedre med 1 omstilingsventil til Es.  Hornet til venstre er også et F.horn og sandsynligvis også fremstillet  af I.K.Gottfried. 


 

 

Fig. 94  DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS MUSICERER VED EN OFFICERS FROKOST PÅ ROSENBORG EKSERCERPLADS I ANLEDNING AF PRINS CRISTIANS (senere d.10) MØDE MED LIVGARDENS REKRUTSKOLE. FOTO FRA 1889.

Fig. 95   DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS MUSICERER PÅ AMALIENBORG SLOTSPLADS. POSTKORT FRA 1907


24. KAMMERMUSIK

 

Fig. 96  UKENDT MESSINGKVINTET FRA 1865

Med fuldt kromatiske ventil-messinginstrumenter forestillede man sig at der ville komme en blomstringsperiode for messing-kammermusik. Der var jo ikke rigtigt nogen tradition at bygge videre på, man skulle faktisk  nærmest “opfinde” det. Alligevel kan man undre sig over hvor lidt der blev skrevet. Man har måske associeret selve messingklangen med et stort orkester eller med blæseorkestrenes populærmusik-repertoire. Det er lidt uklart præcis hvem der skrev det første stykke originale kammermusik-stykke for messing-instrumenter hvor de “nye” ventil-instrumenter  er inkluderet. 

 

Fig.97  JEAN BELLON (1795-1869)

1 – JEAN BELLON  var kopmponist, koncertmester ved “Concerts Musard”, og dirigerede forskellige parisiske orkestre. Hans 12 små messingkvintetter blev skrevt 1848-1850 i en rossini-agtig stil, og helt sikkert noget af det ældste kammermusik for messing. Stykkerne er skrevet for: Flügelhorn i Eb, cornet, horn, basun og ophicleide og de blev udgivet i Paris i 1850-erne.

   

Fig.98   ALEXANDER ALEKSANDROVICH ALABIEV  (1787 –1851)

2 – ALEXANDER ALEKSANDROVICH ALABIEV var en russisk kpmponist som havde et farverigt og dramatisk liv. Han kom i den russiske hær 1812 under Napolionskrigene og var officer indtil 1823. Han var med den russiske hær i Dresden og Paris og fik 2 medaljer. Efter døden af en mand han havde spillet kort med blev han arrasteret for mord 1825. Selv om beviserne var uklare blev han af den russiske zar forvist til sin fødeby Tobolsk. Efter hans løsladelse 1831, var han nogle år i Kaukasus indtil han vendte tilbage til Moskva. Han har skrevet 7 operaer, 20 syngespil, en symfoni, 3 strygekvartetter, mere end 200 sange – og meget mere. Hans messingkvintet er fra 1847 og et af de første kammermusik-stykker for messing. 

 

Det ser ud som om den moderne messingkvintets vugge har stået I Skt. Petersborg i Rusland. Op til år 1900 var der her et blomstrende miljø for “kammermusik-messingblæser-spil” og nogle af de mest vigtige musikere for denne udvikling: Mauer, Ramsöe, Wurm og Ewald arbejdede alle her. Ramsöe og Mauer har endda været kolleger i Det italienske Teater hvor Maurer var koncertmester og Ramsö spillede viola.

 

220px-Ludwig_Wilhelm_Maurer[1]

Fig. 99   LUDVIG MAURER (1789-1878)

3 – LUDVIG MAURER tysk komponist, dirigent og violinist, er også kendt som en af de første der har forsøgt sig i messingkammermusik-genren. Han kom til Rusland 1806 og da han blev der det meste af sit liv anses han både for at være en tysk og en russisk komponist. I St. Petersborg blev han dirigent for Grev Vsevolozhsky’s  orkester indtil 1817 hvor han turnerede i Tyskland og Paris. i 1833 var han tilbage i St. Petersborg hvor han blev resten af livet. Han blev musik-direktør på Mikhaylovsky Teatret, også kaldet Det Franske teater, 1641-1862 inspektør for de kejserlige orkestre og i 1641-1871 dirigent med titel af “Kejserlig Russisk dirigent”.  Mauer’s “12 små stykker” for 2 trompeter, 2 horn og basun, er skrevet i en charmerende wienerklassisk stil og er i dag en fast del af standardrepertoiret for moderne messingkvintetter (2 trompeter, horn, basun og tuba). Hans musik for messing blev enten skrevet til kredsen omkring den russiske zar Alexander II (se Fig. 77), eller til messing-kammermusik klassen på St. Petersborg Konservatorium, etableret af dens første cornet professor Wilhelm Wurm (1826-1904, professor fra 1869). De 12 stykker blev udgivet 1881.

Ewald_ewald-210[1]

Fig. 100   VICTOR EWALD  (1860-1935) – anses for at være den moderne messingkvintets fader. Han blev født og levede i Skt. Petersborg, Rusland. I en usædvanlig ung alder på kun 12 år kom han på konservatoriet og studerede cello hos Karl Davidov og komposition hos Nikolaj Rimsky Korsakov. I 20 år var han cellist i den berømte Belaiev Kvartet. Han fik en pris for sin strygekvartet hvor dommerne var Tchaikovsky og Rimsky Korsakov. Som mange russiske komponister på den tid havde han også et borgerligt erhverv, Ewald var maskiningeniør.  Udover at komponere og spille cello nåede han i sin levetid at spille cornet, trompet, tuba og klaver. Hans 3 messing-kvintetter blev skrevet mellem 1888 – 1912, ikke helt for den moderne kvintet , men for: 2 cornetter, althorn i Eb, ventilbasun og tuba. De er blevet klassikere indenfor messingkvintet-repertoiret, er meget spillet – deres stil kan med lidt velvilje karakteriseres som en “russisk Brahms”.

 

WILHELM WURM (1826-1904) var en tysk trompetist der emigrerede til Rusland. Under han første år som professor på konservatoriet i Skt. Petersborg dannede han en messing-ensemble klasse. Wurm komponerede eller arrangerede 75 stykker for messing-kvartet og 30 stykker for cornet-trio (se også MESSINGORKESTRE, ROMANTIKKEN II, 15, fig. 57)

 

 


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

 

25. DANSK KAMMERMUSIK

Fig. 101    WILHELM EMILIO RAMSÖE (1837-1895) – dansk komponist og kapelmester. Han virkede i København bl.a. ved  forlystelses-etablissementetAlhambra og ved Folketeatret. 1887 tog han til St. Petersborg og spillede viola i Det Italienske operaorkester og senere i Bolshoi Teatret i Det Russiske Operaorkester. 1887 blev også han musik-direktør på Mikhaylovsky Teatret (ligesom Mauer havde været det tidligere). Hans 6 kvartetter for messingblæsere er ret enestående og blev skrevet mellem 1866 og 1888. De har alle 4 satser og har nærmest strygekvartetten som forbillede. Kvartetterne er skrevet for: Cornet i Bb, trompet i F, (ventil-)  basun og tuba – undtagen kvartet nr. 5 der er skrevet for 2 cornetter, horn (althorn) og tuba. De blev udgivet med både stemmer og partitur, først på forlaget Horneman & Erslev, og senere på Wilhelm Hansens Musikforlag.

Fig. 102   RAMSÖES FØRSTE 4 KVARTETTER BLEV SPILLET AF DISSE 4 MUSIKERE:

Fra v. til højre: Fr. Lottenburger, F.F. Nielsen, Frederik Wilhelm Møller (se ROMANTIKKEN I, 15) og W. Jespersen.

Selvom kvartetterne blev udgivet blev de mest opført under private former. I et blad for “Orkester foreningens medlemmer” fortælles der: En ejendommelig “Kammer”-Musik var det, de 4 herrer med Komponisten selv som “instruktør” dyrkede til fælles fornøjelse og Adspredelse. Og det beror på Ukundskab til de i virkeligheden meget interessante Værker, når man vil frakende dem nogen egentlig musikalsk Værdi. Kun sjældent er de opførte offentligt herhjemme; de 4 her nævnte herrer spillede dem udelukkende indenfor egne Enemærkerr – I reglen hos Komponisten selv, dog undertiden i Overværelse af celebre Tilhørere. Såaaledes var afdøde Pfof. N. W. Gade en flittig og enthusiastisk Gæst ved Sammenkomsterne, hvor han udtalte sin Forbavselse over, at der kunne skrives og udføres saadanne Ting for Messininstrumenter”.

Alle Ramsöes kvartetter tilegnet bestemte personer, de første 4 var medlemmerne i hans “egen” kvartet:

Kvartet nr.1 op. 20 – til Frederik Wilhelm Møller

Kvartet nr. 2 op. 29 – til Fr. Lottenburger

Kvartet nr. 3 op. 30 – til W. Jespersen

Kvartet nr. 4 op. 37 – til  F.F. Nielsen

Kvartet nr. 5 op. 38 – til Edmon von Hoboken. Holland (måske derfor en anden besætning?)

Kvartet nr. 6 op.44 – til Julius Koslecks  “Kaiser-cornet-Quartett” i Berlin (se ROMANTIKKEN I, Fig. 9). Det var den eneste kvartet der aldrig blev udgivet.

Fig.103   EN SENERE DANSK MESSINGKVARTET SPILLER  RAMSÖE, foto 1910.

Wilhelm Suhr – cornet

Lauritz Sørensen (kapel nr.7 05) – trompet

Anton Hansen (kapel nr. 694) – ventilbasun

Jensen Jørgensen (kapel nr. 732) – tuba

 


Den tyske trompetist JULIUS KOSLECK  (1825-1905) var solotrompetist i Berlins Köngliche Kapelle 1853-1893 og fra1893 var han professor på Berlins Musikkonservatorium. Han var berømt for sin udførelse af baroktidens trompet-stemmer (se TROMPET, ROMANTIKKEN I, 26, fig.90).  I 1870 dannede han en kvartet. Ligesom Distin-familien var sponsoreret af Adolph Sax, så blev Kosleck sponsoreret af det Bömiske firme Vaclav Cerveny. In 1876 fik ensemblet 4 specielle instrumenter fra Cerveny tilegnet den russiske kronprins Alexander (den senere czar Alexander III, se MESSINGORKESTRE, ROMANTIKKEN II, 26, fig.90). Instrumenterne var formet som cornetter men svarede af type til en kvartet af 2 Bb-cornetter, et Eb-althorn og en Bb-bariton. Kvartettren blev fra nu af kaldt for KAISER-CORNET-QUARTET. I 1872 turnerede de i Rusland og i Nord Amerika. 

Fig.104 EN SENERE UDGAVE AF “KAISER-CORNET-QUARTET” fra 1906 under ledelse af: Robert Königsberg, Königl. Kammermusikus, 1. Trompeter a. d. Kgl. Hof-Oper in Berlin.

I Rusland fortsatte en hvis udbredelse af messing-kammermusikken efter “Skt. Petersborg-perioden”:

Fig.106   BOLSHOI TEATRETS MESSING-KVARTET c. 1895, ET SJÆLDENT GAMMELT FOTO AF EN MESSING-KAMMERMUSIKGRUPPE. Fra v.: Vassily Brandt (1869-1923) cornet,  Mikhail Tabakov (1877-1956) cornet, Ivan Lipaev (1865-1942) basun og F. Putkamer der spiller på et flügelhorn, en bastrompet eller et althorn i trompetfacon.

I 1922 SÅ KVARTETTEN SÅDAN UD: Feodor Shevchenko – basun, Vitold Patsevich – cornet, Vassily Brandt – cornet (han var stadig med)  og Dmitry Gruzinsky – valdhorn.

 

 

26. INSTRUMENT-FREMSTILLING

Efter opfindelsen af ventilen kom der et mærkbart opsving i fremstillingen af messinginstrumenter. Først var det i mindre virksomheder styret af håndværksmestre, men efter 1850 blev det også hele fabrikker med over 100 ansatte. Med etableringen af handels huse blev der skabt forbindelser til større markeder. Mindre firmaer specialiserede sig i fremstilling af f.eks. klangstykker, ventiler eller mundstykker.

 

byg

Fig.107   LITHO: MESSINGINSTRUMENT-MAGEREN, TYSKLAND ca.1870. Efterhånden blev der fabrikeret messinginstrumenter over hele Europa.

fabrik

Fig.108   FABRIKATION AF MESSING-INSTRUMENTER. Farvelagt træsnit af G. Luvles ca.1880, Tyskland.

På en række af verdensudstillinger der fandt sted I tiden mellem verdensudstillingen  1851 I London og verdensudstillingen 1911 i Turin, Italien, var der bl.a. udstillet messing-instrumenter. Her fremvistes opfindelser, patenter og forbedringer med mulighed for at få medalje-præmier. Paris var til at begynde med et forgangssted for nye ideer, men efterhånden kom de tyske instrumentmagere også godt med.

 

Fig.109   Medaljer givet til de franske firmaer  COURTOIS, F. BESSON og GAUTROT og til det tyske firma ANTON HÜLLER

27. TYSKE INSTRUMENTMAGERE

MARKNEUKIRCHEN – er et område i Tyskland lige ved grænsen til Tjekkiet, hvor der helt op til i dag har været eksponentiel mange instrumentmagere samlet i forskellige firmaer.

Fig.110   Instrumentfabrikken SHUSTER og CO, Markneukirchen 1890

Fig.111   Alle ansatte hos SHUSTER og CO fotograferet 1892

Fig..112   Instrumentmager Robert Petzold (1870-1951) fra Markneukirchen med sit mindste og største messinginstrument. Nederst ses hans værksted.

Fig.113   C-TROMPET MED FORLÆNGERBØJLE TIL Bb fra firmaet WILHELM AUGUST GLIER (1849-1934), MARKNEUKIRCHEN

Fig.114   EKKO CORNET bygget af FRANZ HOERTH (1862-1932), Saarbrücken. Ekko-instrumenter var meget populære –  forneden ses den evangeliske prædikant og Cornetist J. Manton Smith med et sådant instrument. fotoet er taget i 1870 i studiet Lambert Weston & Søn i Folkestone (UK).

 

28. INSTRUMENTBYGGERI I ENGLAND – BESSON

Besson-firmaet blev etableret 1837 i Paris af Gustav Auguste Besson (1820-1874) der som kun 18-årig designede cornetter der overgik alle andre . Men på grund af den hårde konkurrence fra Sax, Courtois og Gautrot,  flyttede han 1857 produktionen til London hvor han byggede en stor fabrik.  I 1894 havde Besson  131 ansatte, producerede 100 messinginstrumenter om ugen og havde kontakt til 10.000 orkestre/ensembler. Bessons instrumenter blev storleverandør til de engelske Brass Bands og blev også eksporteret til andre lande. 

besson

Fig.115   UDSTILLINGSVINDUE MED MESSINGINSTRUMENTER FRA FIRMAET BESSON, ENGLAND. Træsnit 1885  

Fig.116   REKLAME FOR BESSON’s PARISER-AFDELING, 1889. Gustav Auguste Bessons datter Martha fortsatte at drive forretningen  i Paris.

29. DISTIN

En anden vigtig messing instrument firma blev skabt af Henry Distin (1819-1903), en af John distins sønner. Efter at have levet som udøvende og optrådt sammen med sin far og sine brødre, etablerede Distin i 1849 en instrumentfabrik i London, Distin & Co.  Først solgte han Adolphe Sax’s instrumenter, men begyndte så selv at fabrikere messinginstrumenter. Han blev den ledende messing instrument fabrikant i Storbritanien og han kunne nu ligefrem påvirke brass band bevægelsens udvikling. Efter at have modtaget en medalje på Pariser Verdens-udstillingen solgte han 1868 sin forretning, og den blev til firmaet Boosey og senere til Boosey & Hawkes. 1876 tog han til USA og begyndte at fremstille cornetter i New York  og senere flyttede han til Williamsport, Pensylvania hvor han fabrikerede mange slags messinginstrumenter (se mere om distin under BRASS BANDS, ROMANTIKKEN II, 12 og ANDRE INSTRUMENT FAMILIER, ROMANTIKKEN I, 7).

Fig.117   REKLAME FOR DISTIN’S FIRMA I LONDON DER VISER HANS MEDALJER

Fig.118   BILLEDE AF DISTINS FIRMA I PENSYLVANIA, USA 1883

Fig.119   HENRY DISTIN SPILLER PÅ ET ALTHORN MED 7 KLANGSTYKKER, ca. 1878

Fig.120   Engelsk: TENORHORN/tysk: ALTHORN – I F ,  MED FORLÆNGERBØJLER. DISTIN ca. 1855


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE 

 

 

30. DANSKE INSTRUMENBYGGERE

 

 

Carl Christian Wilde (*1797 – †1853)
C.C.  Han byggede bl.a. Des- klaphorn med 7 klapper.

Han fremstillede de første danskbyggede ventilinstrumenter kornetter, althorn og  tenorhorn.  I 1835 indgik han et samarbejde med J.J. Fasting, firmaet blev herefter kaldt Fasting (Johan Jacob) & Wilde.
Virkeperiode 1835-1847.

 

Johan Christopher Selboe (*1807 – †1873) Virkeperiode 1837-1873
Selboe fremstillede både træ- og messinginstrumenter. På industriudstillingen i 1840 præsenterede Selboe et klaphorn i sølv, en ventiltrompet og en tuba af messingblik.

 

FASTING

Fig. 121   JAKOB CHRISTIAN FASTING (1814-1884),

Jacob Christian Fasting (*1814 – †1884) – 3.generation.
Han fik borgerskab som musikinstrumentmager i 1848, og  gik sammen med  C.C. Wilde efter sin fars J.J. Fastings død, firmaet hed stadigt Fasting (Jacob Chr.) & Wilde fra 1835 til 1852, derefter købte Peter  E. Schmidt firmaet (se nedenfor om Peter E. Schmidt).

Fasting indgik en ny kompagniskab  med P.E. Schmidt  1852 – 1855 som  Fasting & Schmidt

F.W. Mertz (*18?? – †1870)

Fasting & Mertz
  virke periode 1867 – 1870

 

Fig.122   Josef Karl Gottfried (*1822 – †1918)  fotograferet på sit værksted 1910

Josef Karl Gottfried (*1822 – †1918) – 1. generation –  blev kompagnon muligvis fra 1856 til 1884 med Fasting, med navnet Fasting & Gottfried  Virkeperiode 1880-1884.
Efter 1884 hedder firmaet I.K. Gottfried.

 

Fig.123    PETER EMANUEL SCHMIDT (1828 – 1893) virkede  1849-1872 i København som musikalsk instrumentmager (hof- og arméinstrumentmager). Udnævnt til Dannebrogsmand i 1851. Medalje for videnskab og kunst, den 4. marts 1862. Schmidt har fremstillet valdhorn – der kendes 4 stk. Han har endvidere fremstillet Es-piccolo, A-piccolo , Bb-kornet, Bb-mellofon. Hvor meget han selv fremstillede vides ikke, men omkring 1855 købte han maskiner (ventilerne) til sine valdhorn af Daniel Meinl fra Wien.

Fig.124  VALDHORN BYGGET AF PETER EMANUEL SCHMIDT 1959

Fig.125   PRISLISTE FRA PETER EMANUEL SCHMIDT. På den afsluttende skrevne tekst står der: “Paa ovennævnte Ventil Instrumenter kan jeg nu efter en ny Opfindelse, anbringe en Vexel-Omstemning, der paa hurtigste Maade, kan sætte Instrumenterne i forskjællige Stemninger, som tidligere bleve tilveiebragte ved Hjælp af Bøiler – hvilke nu for Fremtiden kunne bortfalde. ”  Da der ikke er overlevet tegninger eller instrumenter med denne opfindelse, så vi ved ikke hvad den egentlig gik ud på – måske er det simpelt han ventiler han omtaler?

Johan Vilhelm Schmidt (*1861 – †19??) Virkeperiode 1872- ?. Født i København søn af P.E. Schmidt, fremstillede trompet, althorn og ventilbasun.

Stiepnicak (*18?? – †19??)  Vilhelm Schmidt efterfølger  Stiepnicak  boede i Holmensgade 29, København. Har fremstillet trompeter og cornetter.

 


31. ET “VELUDVIKLET ORKESTER”

 

Fig.126    ET VELUDVIKLET MEKANISK ORKESTER.  Billede af  Jean-Marc Côté fra 1899  som forudser udviklingen af et orkester anno 2000. Han forestiller sig at alt fortsætter med at blive mekanisk – også betjeningen af messing-instrumenter. Billeder som dette blev brugt I cigaretpakker eller som postkort.