INDLEDNING

 

Alle Blæsere har brug for en god vejrtrækning. Selvom vejrtrækningen kun udgør en del af spilleteknikken, så er den det grundlag som spillet hviler på!

Den vejrtrækning en blæser skal bruge, aktiveres normalt kun under fysisk arbejde (f.eks. løb), og kunsten består i at kunne aktivere den som en velfungerende refleks medens man spiller. Hermed kan man koncentreres sig om det væsentlige: Selve musikken!

En dårlig vejrtrækning kan fremstå som f.eks. en dårlig klang, mangelfuld intonation, dårlig rytme eller dårlig frasering (umusikalsk spil). Nogle har måske behov for at træne for at holde vitalkapaciteten (den optimale mængde luft man har) oppe, nogle har måske lært vejrtrækning på en uhensigtsmæssig måde, og endelig kan man have udviklet ”dårlige vaner”.

ARNOLD JACOBS 1915 – 1998

 

Denne præsentation af vejrtræknings-træning er inspireret af den amerikanske tubaist og pædagog Arnold Jacobs der i mange år var medlem af Chigago Symfoniorkester, og som har hjulpet en lang række blæsere og sangere. Den centrale ide bygger på den erkendelse at, vejrtræknings-funktionen til dels er ubevidst. Det er derfor ikke så meget eksakt viden som en række øvelser der udvikler vejrtrækningen. Jacobs konklusioner har været nyskabende på flere punkter, han har bl.a. vist at sangere bruger mindre luft end blæsere, og han gør op med myten om at sangere og blæsere skal bruge samme teknik. I vores fremstilling af ”kunsten at puste” vil der være rigtig mange overlapninger, da elementerne griber ”ind i hinanden”.

Vi takker følgende for hjælp med udarbejdelsen af manuskriptet:

• Carsten Andersen, læge.

• Jørgen Arnsted, tubaist i Odense symfoniorkester

• Birger Hesse, overlæge ved Rigshospitalets afdeling for klinisk fysiologi.

• Eva Holck, oboist.

• Svend Erik Holgersen, musikpædagog.

• Lisa Jensen, fotomodel.

• Knud Jessen, læge.

• Susan Døi Kristensen, kgl. kapelmusicus.

• Lee Morgan, kgl. kapelmusicus.

• Lone Rørbech, lektor ved Københavns Universitet.

• Claudi Thyrrestrup, fotograf.

• Frøydis Ree Wekre, professor ved Norges Musikhøjskole.

KUNSTEN AT PUSTE er opdelt i 3 hovedafsnit:

I: FUNKTIONS-BESKRIVELSE (VEJRTRÆKNINGS FYSIOLOGI)

II: VEJRTRÆKNINGENS PSYKOLOGI

III: ØVELSER

I.

FUNKTIONS-BESKRIVELSE

Når vi trækker vejret føres luften gennem munden, næsen og luftvejene ind og ud af lungerne. I lungerne afgiver luften ilt til blodet og blodet afgiver kultveilte til luften. Luften sættes i bevægelse på grund af trykforskelle imellem luften i kroppen og luften udenfor kroppen. Som et par blæsebælge gøres lungerne skiftevis større og mindre – hovedsagelig med musklerne i MAVEN og BRYSTET.

Nogle muskler (f.eks. hjertet) fungerer kun ubevidst, mens andre muskler (f.eks. arme og ben) styres bevidst ved viljens hjælp. Vejrtrækningen kan både fungere ubevidst og bevidst. Den ubevidste (normale) vejrtrækning har en passiv udånding. Den bevidste vejrtrækning man bruger når man spiller, bygger på en styret ”aktiv” udånding.

VEJRTRÆKNINGEN

INDÅNDNING

Ved indånding øges brystkassens omfang. Lungerne følger med og udvides derfor også. Undertrykket bevirker at luften suges ned i Lungerne.

PASSIV UDÅNDNING

Under den passive udånding vil de spændte muskler (ligesom spændte elastikker) forsøge at nå tilbage til en hvilestilling.

Det herved skabte overtryk presser luften ud indtil hvilepunktet nås

FORCERET UDÅNDNING

Ved aktivering af udåndings-hjælpemusklerne

Kan man forcere den almindelige passive

udånding. Det højere overtryk giver en højere

luftstrømshastighed. Her kan man presse en

”reserve-luftmængde” ud over hvilepunktet.

Lungerne kan dog aldrig tømmes helt!

 

VEJRTRÆKNINGS-MUSKLER

 

AFBALANCERING

Vores krop har i alt 659 muskler, og det er indlysende at vi ikke hele tiden kan styre hver enkelt muskel for sig. Når vi bruger vores krop sørger kroppen selv for ”fiksering”, dvs. at udover de direkte involverede muskler spændes også en række andre muskler for at holde kroppen i balance. Således også ved vejrtrækning hvor en række andre muskler i ryg, hals og skuldre ubevidst aktiveres.

INDÅNDING – MED BRYSTET

Ved indånding med brystet løftes ribbenene op ad ved hjælp af ”ribbensløftemuskler”

 INDÅNDING – MED MAVEN

DIAFRAGMA-MUSKLEN sidder som en halvkugle-formet muskel under lungerne. Når den ”flades ud” suges der luft i lungerne, og man kan se at maven buler ud af.

Det kan også mærkes hvis man lægger en hånd på maven (den del af kroppen der er under navlen).

 

 

Når man trækker vejret ind skal man bruge BÅDE BRYSTET OG MAVEN (det er svært at gøre bevidst). At man kun bruger en af delene kan skyldes gamle traditioner. I europæisk sangundervisnings har det traditionelt heddet sig at man kun skulle bruge maven, og i Jean-Babtiste Arban’s cornetskole fra 1864 skulle man kun bruge brystet.

UDDÅNDNING

Når man aktivt skal puste ud spændes MAVE-MUSKUSKLERNE der ligger som et ”forklæde” på forsiden af kroppen, og Diafragma skubbes (af mavemusklerne) tilbage til sin afspændte udgangsposition. Det er umuligt at føle diafragma, men som en følgevirkning af diafragma-musklens spænding kan man se, at maven buler udad, og det kan også mærkes, hvis man lægger en hånd på maven. VED MAVEN FORSTÅS HER DEN DEL AF KROPPEN, DER LIGGER UNDER NAVLEN.

 

 

 

Man kan få en fornemmelse af sine mavemuskler ved at lægge en hånd på maven og råbe ”HEJ”.

Eller man kan lave skvulpeøvelser, d.v.s. skiftevis trække maven kraftigt indad og spile den kraftigt udad:

1) Skvulp med maven uden at trække vejret.

2) Skvulp med maven og træk vejr ind når maven går ud og pust vejr ud når maven går ind.

 3) Gentag 2) med instrument.

4) Lig på ryggen med en bog anbragt henholdsvis over og under navlen. Gentag l) og 2)

Ved udånding spændes også ”ribbens-sænkemusklerne”.

DEN IDELLE VEJRTRÆKNING FOR BLÆSERE

Den ideelle vejrtrækning kan beskrives meget kort: Det gælder om at få store mængder luft ud og ind, både hurtigt og langsomt, og med fuld kontrol over kompressionen (det indre overtryk i lungerne) og undgå MODSPÆNDNING, dvs. at man spænder ind- og udåndingsmuskler SAMTIDIGT! Under modspænding bruges der mange kræfter uden at luften er i bevægelse! (mere om det senere).

På store instrumenter (f.eks. fagot, basbasun og tuba) er luftforbruget stort, men kompressionen er lille. På små instrumenter (f.eks. obo og trompet) er det omvendt:

Et lille luftforbrug og en stor kompression. Fløjten følger – som en undtagelse – de store instrumenter med stort luftforbrug og lille kompression og de bruger som de eneste blæsere SANGERÅNDEDRÆTTET/KONTROLLERET MODSPÆNDNING (mere om det senere).

Den største mængde luft man kan puste ud kaldes for:

VITALKAPACITETEN

 

Vitalkapacitetens størrelse afhænger for voksne af højde, alder og køn. Indtil 18-års alderen afhænger den af højde og køn. Kvinder har i gennemsnit ca. 20% mindre vitalkapacitet end mænd med samme højde og alder.

Vitalkapaciteten er uændret fra 18- til 30års alderen. Derefter aftager den jævnt, og vil normalt være faldet med ca. 25% ved 70års alderen.

Man kan selvfølgelig ikke ændre på hverken sin højde eller sin alder, men ved træning kan man vænne sig til at bruge vitalkapaciteten fuldt ud og modvirke den aldersbetingede nedgang.

Blæsere med astmatendenser vil desuden have en sygdomsbetinget nedgang i vitalkapaciteten og for dem gælder det om at være særlig træningsbevidste.

Som eksempel kan nævnes Arnold Jacobs selv, der klarede sig strålende som professionel tubaist til han var over 70år, selvom hans vitalkapacitet – på grund af astma – til sidst var gået ned til 3,5 liter.

Umiddelbart kan det synes at være en stor fordel at have en stor vitalkapacitet. I praksis viser det sig dog at blæsere med en lille vitalkapacitet ofte klarer sig glimrende, fordi de er tvunget til at praktisere en effektiv vejrtrækningsteknik. Modsat, så kan blæsere med stor vitalkapacitet udvikle en vis muskelstivhed med alderen.

SKEMAER MED GENNEMSNILIG VITALKAPACITET I LITER

Dette skema er modificeret fra 2 materialer: Cook, CD & Haman UF: Relatation of lung volumen to height

In healthy persons between the ages  of 5 and 38 years. Journal of  Pediatrics, vol. 59, p.710-714, 1961

 

Bach-Mortensen, N., Appleyard, M. og Ibsen, KK.: Lung function And antropometric data from  children and adolascents.  København 1991

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skemaer fra Dansk lungemedicinsk Selskab: Spirometri, en rekommandation 1986

PROBLEMER I VEJRTRÆKNINGEN

”OVERFLDISK” VEJRTRÆKNING

En af grundende til at blæsere kommer i vanskeligheder er at de – med et amerikansk udtryk – har ”shallow breathing”, der kan oversættes til ”overfladisk vejrtrækning”. Hermed menes at de:

• Kun trækker vejret med maven, eller kun trækker vejret med brystet.

• Ubevidst erstatter lufthastighed og luftmængde i bevægelse med en indre MODSPÆNDING der ikke flytter luften.

• Direkte har en OMVENDT FUNKTION, dvs. maven går ind ved indånding og ud ved udånding

Da en ”overfladisk vejrtrækker” ikke bruger hele sin kapacitet resulterer det ofte i, at vejrtrækningsmuskulaturen stivner med alderen og at klangen bliver dårlig.

HOLDNING

Da man ideelt set skal trække vejret med BÅDE BRYSTET OG MAVEN er en rank holdning forudsætningen for at vejrtrækningen kan fungere optimalt – også selv om man sidder ned. Så snart kroppen bøjes bare lidt sammen, falder den disponible luftmængde = vitalkapaciteten.

 

 

Hvis man sætter sig på en stol med brystet bøjet forover ned mod benene, kan man mærke hvor svært det er at trække vejret med kroppen bøjet sammen.

En rank holdning og en god ”rumfornemmelse” i brystkassen kan opnås ved at:

 

 

 

 

Når armene er ført ned langs siden har man en ideel udgangsposition for en god vejrtrækning. Udvidelse af brystkassen har også betydning for den reflektoriske åbenhed i halsen – en forudsætning for en hurtig og stor indånding.

INDÅNDING MED MUND/NÆSE

På instrumenter med stort luftforbrug (store messinginstrumenter) er man nødt til udelukkende at trække vejret gennem munden. På andre instrumenter kan indånding gennem næsen eller gennem mund+næse også praktiseres.

EN DYB VEJRTRÆKNING

Man kan få fornemmelsen af en rigtig dyb vejrtrækning ved at prøve:

1 – Træk vejret ind med maven, hold en kort pause, og træk vejret ind med        brystet.

2 – Træk vejret ind med næsen

3 – Bid (ikke hårdt) over stilken på et messingblæser-mundstykke (eller et lignende rør) og sug ind – nu vil det føles som om luften flyder ”helt ned i tæerne!”

NORMALT KAN MAN FORSTILLE SIG AT VEJRTRÆKNINGEN GÅR IND OG UD AF MUNDEN OG MÆRKE HVORDAN:

 

– OG IKKE TÆNKE PÅ BRYST OG MAVE!

 

FRIKTION

Ved indånding er det vigtigt at undgå ”friktion”. Hvis munden holdes for tæt tillukket dannes der friktion ved læberne, og det bliver svært at suge luft ind.

Hvis munden omvendt lukkes for meget op dannes der friktion i halsen.

Derfor er det bedst at forme munden som ved udtalen af ”HO” – det giver en minimal friktion.

UØNSKET MODSPÆNDING

Ind- og udåndingsmusklerne skal – ideelt set – arbejde skiftevis, ligesom musklerne på en arm, der bøjes og strækkes. Ribbensløftemusklerne og Diafragma udgør tilsammen INDÅNDINGSMUSKELSJE’ITET, mens ribbenssænkemusklerne og mavemusklerne tilsammen udgør UDÅNDINGSMUSKELSÆTTET. Hvis det ene muskelsæt spændes mens det andet arbejder, så opstår der en uhensigtsmæssig MODSPÆNDING (f.eks. fornemmelsen af – under indånding – ikke at kunne trække vejret i bund, eller fornemmelsen af at have en ”kanonkugle i maven”).

Man kan beskrive ind- og udåndingsmusklerne som 2 muskler der skiftes til at arbejde (luft ind – luft ud), og sammenligne dem med armenes strække- og bøjemuskler. Hvis man bøjer armen og spænder både bøje- og strækkemuskler (”se hvor stærk jeg er”) OG så strækker armen ud (stadig med spændte muskler) så mærkes det hvor mange kræfter der skal til for

Modspænding opstår ubevidst og skal trænes væk!

VASALVA-MANØVREN/HALSSPÆNDING

Den uønskede modspænding aktiveres let når man spiller, fordi kroppen er vant til det fra andre situationer, som en ønsket refleks, f.eks. toiletbesøg, fødsler og kampsituationer (sport), eller bare ved at skubbe eller løfte noget tungt.

VALSALVA-MANØVREN er opkaldt efter en læge, som ville beskrive den krampetilstand, et lille barn kan komme i ved at holde vejret og presse Diafragma nedad. Herved udløses en refleks i stemmelæberne så halsen lukkes. Ved stærk modspænding vil man have fornemmelsen af “en kanonkugle i maven”, og samtidig lukke i halsen. Prøv selv denne refleks: Træk vejret ind, spænd enten i halsen eller i maven, og læg mærke til, hvordan man automatisk spænder begge dele. Hvis man har problemer med halsspændinger er det hyppigt på grund af spændinger i Diafragma. At spille med “kanonkugle-fornemmelse” svarer til at en stryger stopper buen på strengen. Der vil ikke opstå lyd før vi bevæger buen (= puster, så luften flyttes). Sammenfattende kan man sige, at unødvendig modspænding begrænser præstationen, er trættende, og ødelæggende for rytmisk timing” i spillet, og ofte med forsinkede ansatser til følge!

BLÆSER-ÅNDEDRÆT/SANGER-ÅNDEDRÆT

BLÆSERÅNDEDRÆITTET – DISPONERING AF LUFI’EN

Hvis man fylder lungerne med luft opstår der et overtryk i lungerne – ligesom i en ballon, der er pustet op. Når man derefter giver slip på luften (passiv udånding) vil man automatisk nå et HVILEPUNKT, hvor trykket udlignes. Derefter skal der aktivt muskelarbejde til for at puste yderligere luft ud. Ved både ind- og udånding vil maven aktiveres først, og derefter – med en helt glidende overgang – brystet. Hvis man begynder udåndingen med brystet kan dette let blive fastlåst og frembringe uhensigtsmæssig modspænding. Under udånding bør brystet derfor holdes højt, så længe som muligt: Se ud som en “supermand”! Under maksimal udånding vil langt den største del af luften, – ca. 75% – være pustet ud, når man når til det føromtalte hvilepunkt!

 

Diagrammet viser, at det er hensigtsmæssigt at fylde sig helt med luft, idet det kræver flere kræfter at puste luft ud under hvilepunkt.et end over det. Et godt udgangspunkt med hensyn til kompression og luftmængde giver også den smukkeste klang. Man skal altså ikke (mod-) spænde Diafragma (kanonkugle-fornemmelse) for at skabe det nødvendige indre overtryk – det kan kun ribbens- og mavemusklerne gøre. Under hvilepunktet vil udåndingsmusklerne yderligere reducere lungestørrelsen samtidig med, at det bliver sværere og sværere at flytte luften ud.

Man bruger – stort set – de samme muskler, hvad enten man spiller på et instrument, der kræver STORT LUFT-FORBRUG og LILLE (indre) TRYK (tuba, fløjte) eller man spiller på et instrument, der kræver STORT (indre) TRYK og LILLE LUFTFORBRUG (trompet, obo). Den store forskel er, at man på instrumenter med stort luftforbrug kan bruge næsten hele vitalkapaciteten, mens man på instrumenter, der kræver stort, indre overtryk kun kan bruge den ”øverste” del af lungekapaciteten. Det er nemlig ikke muligt med halvtomme lunger at præstere et tilstrækkeligt stort overtryk.

 Jacobs’ undersøgelser har vist, at det tryk, vi har brug for som blæsere er mindre, end man skulle tro. Fløjten ligger i den ene ende af skalaen med et tryk, som er så lille, at det er svært at måle. Trompeten ligger i den anden ende af skalaen med det højeste tryk (dog kun ca. 1/4 af det tryk, man skaber ved at hoste). Derfor behøves der ved trompetspil i højden og ved kraftige nuancer en vis “bevidst modspænding” for at stabilisere kroppen. Ved “overfladisk vejrtrækning” vil man med årene starte udåndingen længere og længere nede på kurven, og forsøge at præstere det nødvendige tryk efter hvilepunktct ved at spænde alle musklerne hårdt. For at løse dette problem må man lære at tage mere vejr ind.

SANGER-ÅNDEDRÆITET – KONTROLLERET MODSPÆNDING

Men, – mens den passive udånding giver et for lille indre overtryk for de fleste instrumenter, så giver den, modsat, et for STORT indre overtryk for f.eks. fløjtenister og sangere! De må holde igen. Dette kaldes SANGER-ÅNDEDRÆ’ITET” – på amerikansk kaldet “RETENTION”. Den passive udånding fungerer som en elastik, der slappes = luften tvinges ud af kroppen uden aktivt arbejde. Ved sangeråndedrættet har man en svag modspænding i Diafragma, der kontrollerer og næsten tilbageholder luften (holder elastikken spændt). Man kan opleve fornemmelsen ved at forestille sig, at man bliver forskrækket og holder vejret med åben hals. Der findes undtagelser, hvor sangeråndedrættet er hensigtsmæssigt også for andre blæsere, f.eks. for træblæsere i pianissimo spil.

 

 

I den øverste del af kurven bruges sangeråndedrættet: Ribbensløftemusklerne forhindrer. at brystkassen falder sammen, og diafragmas lette spænding imod de nedre mavemuskler forhindrer, at diafragmas elasticitet bringer det tilbage til hvilestilling. På den måde reduceres overtrykket i lungerne, så det hele tiden kun er ganske lidt større, end trykket uden for kroppen, Man kan få en forståelse af kurven ved at tage en hurtig, stor indånding (som om man bliver forskrækket), og derefter ånde ud så langsomt som muligt (holde elastikken spændt), indtil hvilepunktet nås. Fortsæt med eget pres (blæseråndedrættet), således at luftstrømmen og det indre tryk holdes konstant hen over hvilepunktet. OVER HVILEPUNKTET BRUGES SANGERÅNDEDRÆ’ITET – UNDER HVILEPUNKTET BRUGES BLÆSERÅNDEDRÆTTET.

Luften støttes af de nederste mavemuskler i samarbejde (kontrolleret modspænding) med Diafragma, i det tempo, som er nødvendigt for frembringelsen af tonen. Efter hvilepunktet er det udelukkende de nederste mavemusklers gradvise sammentrækning, der “støtter” åndedrættet.

Når sangeråndedrættet praktiseres:

1) Husk at holde halsen åben.

2) Husk at slappe af i den efterfølgende indånding (undgå ”Modspænding”)

3) Husk, at den del af maven som ligger ovenover navlen må forblive så afslappet som muligt. Mange udvikler en dårlig vane med at ”hule indad” eller “spænde hårdt udad”, som forhindrer Diafragmas gradvise afspænding. Det er uhyre vigtigt at undgå denne “kanonkugle-fornemmelse”, fordi den vil medføre “Valsalva-manøvren” (ufrivillig halsspænding

KONKLUSION:

Generelt for to ovennævnte blæsemåder gælder, at en opøvning af en vis muskelkraft er nødvendig for at kunne flytte og støtte luften, og gøre den til et nyttigt og lydigt redskab ved frembringelsen af en tone. Ved “støtte” forstås en udånding med kontrolleret kompression uden uhensigtsmæssig modspænding. Når Arnold Jacobs siger:

– betyder det, at man skal undgå UØNSKET MODSPÆNDING.

II.

VEJRTRÆKNINGENS PSYKOLOGI

Når vi skal tilegne os en god vejrtrækning er vores viden om vejrtrækningsfunktionen ikke til så megen hjælp. Som tidligere nævnt, så har vi ingen bevidst kontrol over hver enkelt muskel for sig, og føromtalte uønskede modspænding fremkommer ofte helt ufrivilligt. Et forsøg på analyse og intellektuel styring kan let føre til paralyse!

LUFT I BEVÆGELSE

Prøv – med munden (som i udtalen af ”tsss”) – at puste luft på håndryggen; Det vil ske med megen muskelspænding, mon kun med lidt lun i bevægelse.

Prøv så at puste med munden formet som i udtalen af “hoo”: Nu bruges der mindre muskelspænding, men det mærkes klart på hå nden, at der nu er meget mere luft i bevægelse! Det afgørende er altså, at vi FLYTTER LUFT – får LUFT I BEVÆGELSE!

Hertil kræves ganske vist trykforskelle, frembragt af muskelspændinger, men – omvendt – man kan godt spænde vejrtrækningsmusklerne, UDEN AT LUFTEN FLYTTER SIG OVERHOVEDET!

Hvis man (eks. prøver at holde læberne helt tæt og fast sammen, og samtidig lukker for næsen, så kommer der ingen luft ud, selvom man puster alt hvad man kan.

Det afgørende er altså ikke hvad man mærket (muskelspændinger), idet kroppen let kan “lyve”. Man skal derfor gå efter: LUFT I BEVÆGELSE!

”INNER GAME” IDEEN

Hvis man foretager sig en enkel, dagligdags ting – f.eks. griber efter en bold – så skal man koncentrere sig om bolden, og ikke tænke på hvilke muskler man bruger, og hvor meget man skal spænde dem. Underbevidstheden vil nemlig handle hurtigere end bevidstheden (den såkaldte “inner game” ide). Den danske atomfysiker, Niels Bohr, konstaterede fænomenet i forbindelse med western-film: Selvom skurken TRÆKKER først, lykkes det altid helten at SKYDE først. Skurken trækker nemlig bevidst, og mens han – bevidst – giver sin hånd besked om at skyde, har helten som afværgemanøvre allerede – ubevidst – trukket, skudt og ramt. Konklusion; Når man vil indøve en refleks (at puste og at suge), skal man altså koncentrere sig om endemålet og lade kroppen selv foretage mellemregningerne (muskelspændinger) som:

REFLEKSER

Reflekser udløses:

1) Først gennem sanseindtryk (syns-, høre-, føle- eller smagssansen)

2) Dernæst går informationen til hjernen og rygmarven (underbevidstheden)

3) Som så giver besked til musklerne, der – rent motorisk – udfører refleksen! Detman skal koncentrere sig om er SANSEPÅVIRKNINGEN – så kommer refleksen af sig selv!

Eksempelvis kan man forestille sig, at man under en indånding trækker vejret ”dybt i munden'”, suger “‘tyk'” eller “varm” luft ind, eller har “en varm kartoffel” i munden. Ingen af disse forslag har ”anatomisk mening”, men de stimulerer sanserne til en dyb og effektiv indånding. På samme måde formidler ordet ”puste” en udånding uden modspænding – og ordet ”sugen” (så man mærker luften passere forbi læberne) formidler en dyb effektiv indånding. Når man taler om begrebet ”refleks” skal man passe på, ikke at forveksle REFLEKSER med MODTAGELSE AF INFORMATIONER!

Lad os f.eks. overføre disse begreber til forståelsen af fortegnenes betydning i nodeskrift. Selvom man umiddelbart kan forstå følgende information: “#” betyder en halv tone op, og “b” betyder en halv tone ned, så er det først efter øvelse og træning, at informationen bliver OMSAT til reflekser!

MEN REFLEKSER

Øvelsesprogram i afsnit III skal virkelig trænes; det er ikke nok blot at læse det! Man skal optræne de SIGNALER (SANSEINDTRYK) Til. HJERNEN, DER KAN AKTIVERE DE RIGTIGE MOTORISKE REAKTIONER.

Hjernen kan – forenklet fremstillet – stimulere vejrtrækningsreflekserne på baggrund af fire signaler (årsager):

1) Normal vejrtrækning

2) Spil på blæseinstrument

3) Spændt muskelpanser – modspænding (signal: Forsvarstrang, forskrækkelse)

4) Bugpressen – Valsalva-manøvren (signal: Hostetrang, afføringstrang, etc.)

INDØVNING AF REFLEKSER

Man kan sammenligne vejrtrækningsfunktionen med det at køre bil: Mens man er koncentreret om trafik og bestemmelsessted (signaler til hjernen) styrer arme og ben reflektorisk bilen (stimuli til musklerne) og de foretager selv de mekaniske funktioner (rigtige muskelspændinger).

Men ligesom en bil kan have defekte dele, så kan vejrtrækningen også lide af mangler, der undtagelsesvis kræver en bevidst fokuseren på visse muskelfunktioner. Langt de almindeligste fejl er uhensigtsmæssig modspænding , ”overfladisk vejrtrækning” og ”omvendt funktion”. Ved at iagttage sig selv i spejlet og lægge hænderne på bryst og mave, kan man ved at se og føle kontrollere, om man gør det rigtigt. Derefter skal den manglende muskelfunktion indarbejdes i det følgende træningsprogram, indtil den er blevet til refleks. Det er her, hjælpemidlerne kommer ind i billedet, når man skal have rettet en forkert funktion. Disse sender nye signaler til hjernen, idet de inddrager vores stærkeste indlæringssans: Synssansen.

Problemet med underbevidstheden er nemlig, at man ikke bare kan “slette” en gammel, dårlig vane – underbevidstheden forstår ikke informationen ”lad være med”. Man er derfor nødt til at erstatte den gamle, ”dårlige” vane med en ny, “god” vane. Og det kræver både tid og træning. Man kan sige, at overdrivelse ER metoden, og at en refleks først er indøvet, når den vanemæssige brug af musklerne er nået ned i underbevidstheden, som derefter sender de rigtige stimuli til muskelreflekserne. Indøvning af reflekser er som at skulle danne en sti i en høj græsplæne ved kun at betræde den to gange dagligt.

BRUG AF INDØVEDE/BETINGEDE REFLEKSER

Vi kender det fra dagligdagen, når vi foretager os flere ting samtidigt. Ofte vil vi være koncentreret om en enkelt ting, mens andre ting bliver foretaget ved reflekser. Hvis man f.eks. går ned ad en velkendt trappe, så kan man godt samtidig tænke på sin frokost. Bevidstheden er optaget af mad, mens underbevidstheden reflektorisk fører en sikkert ned ad trappen. På samme måde, når man spiller: Bevidstheden koncentrerer sig om musikken (klang, tempo, dynamik, artikulation og stil), mens underbevidstheden tager sig af de nødvendige reflekser, der styrer hænder, arme og åndedræt. Endelig skal tilføjes, at man kan have stor glæde af indøvede åndedrætsreflekser til bekæmpelse af nervøsitet!

III.

ØVELSER

 

Da mange, uhensigtsmæssige reflekser netop aktiveres, når man har sit instrument i hånden, består følgende træningsprogram af øvelser, der gøres uden instrument! En del af øvelserne indbefatter nogle hjælpemidler, som giver en ny impuls til hjernen via synssansen. For at indøve ny reflekser anbefales det at Øve væk fra instrumentet 10 minutter dagligt. Når først de “gode vejrtrækningsvaner” er indarbejdet som reflekser, så kan de umiddelbart overføres til spil på instrumentet.

ØVELSER MED HJÆLPEMIDLER

 

LUFTTRÆNER

På dette lille “Columbusæg” holdes slangen i munden, og ved at puste eller suge vil bolden i cylinderen holdes oppe. Ved – skiftevis – at puste og suge, vil bolden kunne holdes oppe konstant. Ved enten at lukke for eller lukke op for hullerne i slangen kan sværhedsgraden reguleres. Apparatet træner vejrtrækningsmusklerne, giver større vitalkapacitet og større kontrol. Puste/suge-funktionen bør ikke være for voldsom, men relativt afspændt og blot intens nok, til at holde bolden oppe med lange puste/sugeperioder.

ØVELSER,

a) Luk begge huller, og tag 3 dybe ind- og udåndinger

b) Tag 5 dybe ind- og udåndinger

c) Tag 10 dybe ind- og udåndlnger

d) Åbn et hul, og gentag a)

e) Gentag b)

f) Gentag c

g) Åbn to huller, og gentag a)

h) Gentag b) i) Gentagec)

OBS: Ved svimmelhed/snurren i fingrene (byperventilation): Hold pause, og hold vejret (årsag: Du har trukket vejret for meget!). Konstater foran spejl, om der er såkaldt omvedt funktion, d.v.s. at maven går ud ved udånding og ind ved indånding. Hvis dette er tilfældet retter man funktionen, således at maven går ind ved udånding og ud ved indånding. Gentag øvelsen flere gange om dagen, og brug hele kapaciteten. For “shallow breathers gælder det om at få den del af vejrtrækningsmuskulaturen med, som har været inaktiv.

 

SPIROMETER

På SPIROMETERET kan man holde en bold oppe ved enten at suge eller at puste. Modstanden kan reguleres trinvist, og luftmængden kan måles (omtrentligt).

ØVELSE

a) Indstil på mindste luftmodstand med stor åbning. Sug, og tæl hvor mange sekunder bolden kan holdes oppe. Ved den efterfølgende indånding vendes bunden i vejret på spirometeret, og bolden holdes nu oppe ved at puste. Tæl sekunderne.

b) Indstil på en mellem-modstand, og gentag a)

c) Indstil på største modstand, og gentag a). Denne indstilling er vigtig for blæsere med lille luftforbrug – mest træblæsere, og specie1t fløjtenister – til opøvning af lange, svage toner. Læg mærke til, hvordan musklerne er afspændte, når de er blevet trætte efter øvelse a) og b)!

d) Spirometer med mundstykke: (kun for messingblæsere) Med omvendt spirometer spilles melodi på skiftende modstande, idet holden pustes helt til tops ved hver toneansats. Spil derefter melodien på instrumentet, og bemærk den forbedrede klang. Desuden kan det anbefales at spille på mundstykket alene.

 

 

GUMMISÆKKEN

– er en såkaldt anæstesi-sæk af gummi, som bruges ved operationer. Til vores brug anbefales en størrelse på 4, 5 eller 6 liter. Vælg størrelsen lige over din vitalkapacitet. ØVELSE

Indånd hele kapaciteten, og udånd i sækken. Sug og pust egen luft ind og ud (brug ikke næsen!). Træn store indtag ved at suge hele indholdet ud og ind, men vær opmærksom på at undgå hyperventilation. b) En anden person holder sækken. Du står klar med instrumentet. Pust hele kapaciteten ind i sækken. Forestil dig, at du skal spille en meget lang frase, og indtag den hertil nødvendige luft fra sækken. Ved at iagttage sækken kan man ·lære at indtage hele kapaciteten, og ikke blot TRO, AT MAN GØR DET. Når man bruger sækken kan man virkelig se, om man FLY’TTER LUFTEN.

 

AIROFIT

– er et ”device” der har et mundstykke med en indstilling for indånding og en for udånding. Airofitten kobles til en app på telefonen og ved at se på telefonen kan man følge forskellige trænings-programmer!

Hjemmeside:

www.airofit.com

PLASTICRØR

ØVELSE Ved at bruge et simpelt plasticrør kan man få et billigt og effektivt hjælpemiddel. Røret holdes i munden, således at tænderne bider over røret. Når man puster og suger vil lyden være en indikator for, om luftstrømmen er stabil, Det, at man bider over røret, virker befordrende for en dyb indånding. På samme måde, som når man trækker vejret ind gennem næsen, får man en fornemmelse af at blive “fyldt op” med luft – som om luften kommer helt ned i tæerne.

 

PAPIR

Øvelsen er meget enkel: Man holder et stykke papir op foran sig og puster på det. Når luften FLYTTES” ses det tydeligt når papiret ”blafrer”.

ØVELSER UDEN HJÆLPEMIDLER

 

SANGERÅNDEDRÆT

(god til at modvirke spændinger i hals og Diafragma)

a) Tag hele kapaciteten ind hurtigt – som om du er blevet forskrækket. Hold vejret MED ÅBEN HALS ved at holde indåndingsmusklerne spændte. Udånd så langsomt som muligt på et lydløst “ho”. Tæl sekunder, og prøv at overgå dig selv.

b)Samme indtag. Tæl højt og tydeligt til tyve (sekunder), idet du med hånden foran munden kontrollerer, at der kun siver luft ud når du siger tallene, og ikke i de mellemliggende pauser.

c) Ånd rytmisk ind i fem sekunder, således at starten af hvert sekund fylder dig med luft. Samtidig hæves armene op over hovedet i fem “ryk”, som følges med luftindtaget. Knips med fingrene på hvert sekund for at understøtte rytmen. Sænk armene roligt på sjette sekund og øv sangeråndedrættet ved at holde vejret, samtidig med at HALSEN BEHOLDES ÅBEN. And derefter langsomt ud på et lydløst “ho”.

d) MED INSTRUMENT: Samme indtag som i øvelse a). Hold vejret med åben hals, og spil en lang tone. Tæl sekunder, og prøv at overgå dig selv. e) Gentag øvelse c) med et stearinlys, anbragt ca. 10 cm. foran munden. Flammen må ikke blafre under udåndingen. Denne øvelse kan også foretages med plasticrøret.

 

KONTROL AF LUFTMÆNGDEN

a) Med højre arm strakt ud foran dig inddeles ind- og udåndingen i tre trediedele. Ved udstrakt arm er al vejret ude – når armen er bøjet og hånden helt oppe foran munden er hele kapaciteten indåndet. Du selv – eller en anden – giver nu en række ordrer om, hvor stort et kvantum luft der skal ind eller ud, og samtidig viser du med armen hvad du gør. F.eks. 213 ind, 1/3 ud, 213 ind, 3/3 ud, etc. Denne øvelse kan også praktiseres med gummisækken.

KONTROL AF LUFTHASTIGHEDEN

Samme øvelse som ovenfor, men til med tilføjelse af skiftevis “hurtigt” eller “langsomt”

 

KONTROL AF LUFTSTRØMMENS STABILITET

Fornemmelsen af at suge luft ind eller puste luft ud kan etableres ved at holde pegefingeren lodret foran munden. Ved både ind- og udånding vil der fremkomme en friktionslyd, som vil være en indikator for, om luftstrømmen er jævn. Hvis lyden er konstant, så er luftstrømmen også konstant. Denne øvelse formidler indånding med åben hals. Man kan også bruge håndryggen i stedet for pegefingeren

KONTROL AF LUFTHASTIGHED OG LUFTMÆNGDE

Tæl ind- og udånding og evt. at holde vejret. De kan enten laves imens man går (et skridt/andante) – eller slående. Disse øvelser er meget enkle, men særdeles effektive!

EPILOG

Idéen til denne bog opstod, da vi opsøgte Arnold Jacobs i Chicago i år 1990 for at lære om hans berømte ”puste-metode”: ”Song and wind”. Chicago Symphony Orchestra havde besøgt Danmark et par år tidligere, og der stiftede vi ”live” bekendtskab med deres imponerende messing-klang, kendt i musikerkredse som “The Chicago Sound”. Denne skyldtes efter sigende tubaisten Arnold Jacobs’ metode.

I 1987 udgav hans elever og kolleger bogen ”Arnold Jacobs: The Legacy of a Master”. Da vi ankom til Chicago, fortalte Arnold Jacobs os beklageligt, at han – i betragtning af hans høje alder – sandsynligvis ikke ville finde tid til og udgive en øvelsesbog. Da han hørte, at vi overvejede at skrive en bog på dansk om hans metode, opfordrede han os kraftigt til at gøre det, men også at få den oversat til engelsk lige efter, så den engelsktalende verden også kunne få adgang til hans metode. Arnold Jacobs var utrolig hjælpsom og sørgede for, at vi fik adgang til alle videooptagelser af hans kurser på North Western University of Chicago. Det betød, at vores studie-rejse i høj grad gik med at analysere Arnold Jacobs undervisning gennem disse videobånd. Vi fandt hurtigt ud af at mange beskrivelser af Jacobs ideer var temmelig komplicerede med brugen af mange fremmedord. Vi besluttede da at ville formulere os så stoffet blev ummiddelbart forståeligt og kun at bruge ET fremmedord – nemlig: DIAFRAGMA!

En anden vigtig ting var at se på muligheder for at få “Lufttræneren”, og hans andre hjælpemidler importeret til Danmark. Lufttræneren i USA kom i tre størrelser afhængigt af brugerens vitalkapacitet, men vi mente at der måtte være en bedre og mere praktisk måde at designe den på. Vi begyndte vi at eksperimentere og sluttede med vores egen udgave: En enkelt model til alle niveauer, som fungerer ved at regulere luftstrømmen gennem de forskellige hulstørrelser i enhedens luftslange. Det betød at den samme Luftræner kunne bruges helt fra barndommen og ind i voksenlivet. Øvelsesbogen Breath Building udkom første gang i 1994, og vi blev glade ved at se så mange professionelle i Danmark få en ”puster” som lufttræneren kom til at hedde.

Jacobs-metoden er for alle blæsere der ønsker at forbedre deres vejrtrækning. Hans hovedide, at blæsere skal træne deres vitalkapacitet og bruge den fuldt ud, kom som et frisk pust over Atlanten der blæste de traditionelle europæiske sang- og blæseteknikker af bordet.

Som heldet ville det, kan metoden kombineres med nye trænings-apparater fra sportens verden. I 2. udgaven blev ”Airofit” præsenteret, og i denne 3. udgave af ”Kunsten at puste”, har vi igen inkluderet Airofit, men nu i en ny og forbedret version sammen med dens mobilapp.

 

 

 

 

OM FORFATTERNE

 

INGRID HOLCK

 – fløjtenist. Uddannet hos Julius Baker på Juilliard School of Music i New York, og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København med debut i 1979. Medstifter af kammermusikensemblerne Con Anima og Selandia, og siden 1987 medlem af Solisti Pro Musica. Har med disse ensembler indspillet grammofonplader og turneret i Europa og Japan. Har desuden periodevis virket som orkestermusiker i forskellige københavnske symfoniorkestre. Har modtaget flere kammermusik-priser, bl.a. Odsherred Kammermusikpris 1991. Interessen for vejrtrækningstræning blev vakt i studieårene på Juilliard School, og senere udviklet via det pædagogiske arbejde på Sangskolen i København (Skt. Annæ Gymnasium), hvor Ingrid Holck er tilknyttet som fløjtelærer. Det har ført til videre studier hos bl.a. Arnold Jacobs, Chicago.

 

 

Denne bog blev udgivet 1.gang i 1994.

Under tilblivelsen af bogen fik fløjtenist James Galway målt sin vejrtrækning på Rigshospitalet under supervision af læge Birger Hesse og Ingrid Holck.

 

 

 

MOGENS ANDRESEN

–  efter stillinger i Falsterske Fodregiments Musikkorps og Malmö Symfoniorkester, ansat som basbasunist i Det Kgl. Kapel 1974 – 1988, og 1988 – 2013  som professor for messingblæserne på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, København. Spiller barokbasun i ”Den Danske Violonbande” og medstifter af ”Det Kgl. Kapels Brass Ensemble” og ” Thorvald Hansen Brass”. Har med disse ensembler foretaget en lang række indspilninger og koncerter i Europa og USA, og har arrangeret og komponeret en stor del af ensemblerne’s repertoire. Forfatter til en basunskole og bogen: ”Kunsten at puste” (- om vejrtrækning for blæsere, skrevet sammen med Ingrid Holck), ”Historiske messingblæse instrumenter”, og sammen med Troels Svendsen en bog om verdens ældste orkester: Det Kongelige Kapel.

Komponist og arrangør af musik for messingblæsere udgivet på: www.brassmusiconline.com.  Mogens arrangementer og kompositioner spilles “world-wide” af en lang række ensembler som f.eks. Berlinerphilharmonikerns brass ensemble, Concertgebow orkestrets brass ensemble, German Brass, Den danske basun kvartet, Den danske messingkvintet, Det Kgl. Kapels messingblæsere samt alle de danske symfoniorkestres og militærorkestres messingblæsere.

Har givet en lang række kurser og undervist på workshops og symposier. samt været instruktør og dirigent for en række ensembler: DKDM-Brass, DKDM Big band, Prinsens Musikkorps, Musikkorps Fyn, Slesvigske Musikkorps, Schleswig-Holstein Festival orkester’s Brass-ensemble, Jeunesses Musicales orchestra’s Brass-ensemble, Flexible Brass (Holland), Riga City Big Band, Riga operaens Brass EnsembleDen Kgl. Livgardes Musikkorps, Royal Danish Brass, Copenhagen Brass og studerende på konservatorierne  i Amsterdam, Indianna USA, Oslo, Glasgow, Stockholm , Riga, Helsinki m.m. Har været dommer til flere konkurrencer arrangeret af “International trombone association”. Modtager af “Neil Humfield award in 2016 for Excellence in Trombone Teaching”    fra “International trombone association”