Vælg en side

Det 20′ århundrede II

 

 


FLAG

Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold.

INDHOLD I DETTE KAPITEL:

Senest opdateret 7/5 – 2019

1 – DANSK MESSINGHISTORIE  CARL NIELSEN’s INSTRUMENTATION FOR MESSINGBLÆSERE

2 – DANSK MESSINGHISTORIE  LURERNE FÅR STATUS SOM DANSK NATIONAL INSTRUMENT

3 – KVINDELIGE MESSINGBLÆSERE FRA OMKRING ÅR 1900

4 – KVINDELIGE MESSINGBLÆSERE I SYMFONIORKESTRE

5 – DANSK MESSINGHISTORIE  DANSKE SYMFONIORKESTRE

6 – HARMONIORKESTRE

7 – JOHN PHILIP SOUSA OG HANS BERØMTE BLÆSERSOLISTER

8 – THE GOLDMAN BAND

9 – MARCHING BAND INSTRUMENTER

10 – BRASS BANDS

11 – FOLKELIGE POPULÆRE HARMONIORKESTRE OG BRASS BANDS

12 – DANSK MESSINGHISTORIE BLÆSEORKESTRE I DANMARK

13 – KAMMERMUSIK/ MESSINGENSEMBLER

14 – DANSK MESSINGHISTORIE KAMMERMUSIK/ BLÆSEKVINTETTER OG MESSINGENSEMBLER I DANMARK

 

 

 

DET 20. ÅRHUNDREDE  I I (1900 – )

 

 


FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

 

1. CARL NIELSENS INSTRUMENTATION FOR MESSINGBLÆSERE

CARL

Fig.1   CARL NIELSEN (1865-1931) (kapelnummer 657)

Carl Nielsens 1. symfoni er instrumenteret meget “klassisk” lidt i stil med orkestermusik af Johan Svendsen eller Anton Dvorak. Men fra og med hans 2. symfoni bruger Carl nielsen messingblæserne meget eksponeret. Som ung spillede Carl Nielsen signalhorn og alt-ventilbasun i et militær-orkester i Odense og det er muligvis det der senere har inspireret ham – han må i hvert fald helt sikkert have haft en klar forestilling om messinginstrumenternes klang og dynamik (se HORNORKESTRE, ROMANTIKKEN II). Han er blevet kritiseret for sin instrumentation og især at hans orkesterklang var alt for tung med alt for meget messing. Problemstillingen er helt den samme som hos Verdi (se under ROMANTIKKEN I, 21): Messinginstrumenterne på Carl Nielsens tid klang blødt og på dem kunne man slet ikke spille så kraftigt som det f.eks. høres i vor tids filmmusik. Det kan man få det bekræftet når der bliver spillet på de gamle messinginstrumenter fra Carl Nielsens tid – de klinger markant svagere og mere “lukket” end vor tids messinginstrumenter, bl.a. blev basunstemmerne i en periode spillet på ventilbasuner). Paradoksalt nok er Carl Nielsens instrumentation idag, nærmest omvendt, blevet en del af hans “brand” ! – og i dag bliver hans messingstemmer endda udført med en brillians som han sikkert aldrig selv har hørt.

Det direkte modsatte problematik gælder orkestermusik af den finske komponist Jean Sibelius (1865-1957). Ikke på grund af instrumenterne, for de var magen til dem Carl Nielsen skrev for, men Helsinkis Philharmoniske Orkester havde ret få strygere, så af den grund skrev Sibelius ofte en relativ svag dynamik i hans stemmer for messing. Derfor kan man ofte spille hans messingstemmer lidt kraftigere end de er noteret.

 

UUD

Fig.2  FRA CARL NIELSENS SYMFONI NR. 4 – DET UUDSLUKKELIGE

 

 

 

2. LURERNE FÅR STATUS SOM DANSK NATIONAL-INSTRUMENT

I begyndelsen af 1900-tallet skabtes ideen om lurerne som dansk national-instrument, til dels gennem musikvidenskabmanden Angul Hammerich. De 2 kapelmusikere Anton Hansen og August Petersen optrådte på lurer, endda på Nationalmuseets egne originale instrumenter, og i 1925 Fik Angul Hammerich foranlediget en indspilning der udkom 1926.

Fig.3   KGL. KAPEL MUSICI ANTON HANSEN (Kapel nr. 694) og AUGUST PETERSEN (Kapel nr. 648) spiller lurer, og EN LABEL fra indspilningens 78-plade.

ang

Fig.4    ANGUL HAMMERICH (1848 – 1931) musikhistoriker. Fra 1916 var han docent i musikhistorie ved Københavns universitet og han blev en foregangsmand indenfor dansk musikforskning. Blandt hans forskningsfelter kan nævnes musiklivet ved Chr.4’s hof. Han var også hovedmanden bag skabelsen af Musikhistorisk Museum i København der åbnede 1898 (i dag Musikmuseet) og udgivelsen af museets katalog (1909). Han var museets leder indtil sin død.

Fig.100  LURERNE LÆGGER NAVN TIL OG ER TEGNET PÅ ET LOGO FOR DANSK KVALITETS-SMØR

Fig.5    LUR SOM SYMBOL PÅ NOGET DANSK. Plakat af henry Heerup, foto: Henrik Schaarup


3. KVINDELIGE MESSINGBLÆSERE FRA OMKRING ÅR 1900

Traditionelt har messingblæsere haft en kraftig mandlig dominans. I lang tid var det slet ikke kvinder tilladt at blive ansat i militærorkestre og symfoniorkestre. Fra midten af 1900-tallet kom der dog rigtig mange kvindelige amatør-messingblæsere, men først efter år 2000 er der kommet kvindelige messingblæsere i de professionelle symfoniorkestre, militærorkestre og Big Bands. Men i tiden før og efter år 1900 har der faktisk været en hel del kvindelige messingblæsere, der optrådte på cabareter, varieteer, music halls og teatre. De er bl.a. husket gennem de mange fotos og tegninger der blev brugt til postkort og plakater.

 

dame


fig.6   THE JANIETZ ELIE DAMEN BLAS ORCHESTER, postkort fra marts 1912. Selvom de kom fra Tyskland optræder de her I et skotskt outfit.

 

tromb

 

Fig.7   ODA RUDOLPH fotograferet 1898 I Missouri, USA af Mr. BIGELOW, præsenteret som Flash-Light Expert og General Photographer

 

 

 

 

 

cornet

 

fig.8   Cornetist NETTIE fra Chigaco fotograferet I begyndelsen af 1900-tallet

 

 

 

 

horn

 

 

 

 

 

 

 

Fig.9   EN FRANSK PIGE SPILLER PÅ TRUMP de CHASSE, jagthornet der går tilbage til Ludvig 14´’s hof I 1600 tallet (se under BAROKKEN, 11). Postkort fra 1905

pig

 

 

 

Fig.10   KÖNIGS CORNET a PISTON-TRIO, Charlotte, Magarete og Melani. Poskort fra 1915

 

 

 

 

 

 

 

ny

 

Fig.11  KVINDELIG BASUNIST PÅ PIEDESTAL, FOTOGRAFERET I “THE APEDA SDUDIOS” i NEW YORK i 1915-1925. Pigen kan kendes fra andre lignende kort og er måske slet ikke musiker men model ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

dam

Fig.12  FANFARENBLÄSERINNEN V. DAMENTROMPETERKORPS “THURINGLA”

 

Fig.13    THE LADIES BAND, MUASTON, WISCONSIN, USA 1888

 

4. KVINDELIGE MESSINGBLÆSERE I SYMFONIORKESTRE

 

I lang tid var det at være professionel messingblæser i et symfoniorkester en 100% mandsdomineret profession. Isen blev brudt af kun en håndfuld musikere og i dag er der mange kvindelige messingblæsere i symfoniorkestre..

HELEN ANNE KOTAS HIRSCH (1916-2000) var solohornist iChicago Symfoniorkester (1941-1948). Hun var en pioner og den første kvinder der fik en sådan position – faktisk den første der blev solospiller i nogen instrumentgruppe, bortset fra harpenister, i noget amerikansk elite-orkester. Hun var også solist og en dygtig underviser.

Fig.14   HELEN KOTAS omgivet af den øvrige horngruppe i Chicago Symfoniorkester: Max Pottag, Frank Erickson, Joseph Mourek, og William Verschoor. Foto fra oktober 1941.

MAISIE RINGHAM WIGGINS 1924-2016, England, begyndte at spille basun som 10-årig og ved hjælp af sin far blev hun snart kendt som “The Wonder Girl Trombonist” for hendes optræden ved koncerter med Frelsens Hær brass bands. Hun fik tildelt et “scholarship” på the Royal Manchester College of Music og efter hendes studier vandt hun en stilling som solobasunist i BBC Midlands Light Orchestra. Bare et år senere blev hun via et personligt telegram fra Sir John Barbirolli tilbudt at komme til Halle Symfoniorkestret og fra 1946 til 1956 var hun solobasunist i Halle-orkestret på en tid hvor det var sjældent at se kvindelige messingblæsere. Efter hun forlod Barbirolli’s orkester fortsatte hun med at spille og undervise til op i 90-års alderen.

Fig.15   MAISIE RINGHAM på en brochure fra Halle orkestrets tourne til Østrig i 1948.

LIVIA GOLANCZ (1921-2018) købte sit første horn for £5 og allerede et år senere blev hun optaget på Royal College of Music som studerende på viola og horn. 2. verdenskrig gav gode muligheder for kvindelige musikere og lige efter studietiden blev hun 1940 medlem af London Symphony Orchestra. Da Barbirolli blev chefdirigent forHalléorkestret i 1943 valgte han Livia som solohornist. Hun værdsatte hans insisteren på at vurdere kvindelige musikere udfra deres dygtighed. Hun blev senere ansat i Royal Scottish National Orchestra (1943–45), og i BBC Scottish Symphony Orchestra (1945-46). Tilbage i london 1947 blev Livia solohornist i Covent Gardens orkester og her fik hun sin første oplevelse af mandchauvinisme. Chefdirigenten Karl Rankl, var kendt for sin aversion mod kvindelige musikere og han nægtede at arbejde med hende. Senere spillede hun på Sadler’s Wells Opera (1950-53).

Fig.16  LIVIA GOLANCZ

JULIE LANSMAN (1953- ) vandt i 1985 stillingen som solohornist iMetropolitan Operaens orkester – afholdt bag skærm! Hun er kendt som underviser og underviser på the Julliard School of music og på The Bard college Conservatory og er gæstelærer på the Curtis Institute. Om at være den første kvindelige solohornist på Netropolitan fortæller Julie: “Siden da er der kommet 4 kvindelige hornister ind i Metropolitan orkestret’s horngruppe – og de er alle mine tidligere elever! Jeg er optimist med at kvindelige messingblæsere fremover kan vinde stillinger i gode orkestre!”

Fig.17   JULIE LANSMAN

MARIE SPEZIALE, USA, blev den første kvindelige trompetist i et førende orkester da hun kom ind i Cincinnati Symphony i 1964. Hunstoppede først i 1996 efter 32 år i orkestret. Hun er stadig aktiv med at optræde og afholde master classes i hele verden.

Fig.18  MARIE SPEZIALE

SUSAN SLAUGHTER kom i St. Louis Symfoniorkester i 1969 og 4 år senere blev hun den første kvindelige solo-trompetist i et førende orkester. Hun var i orkestret i 30 år indtl 2010. Slaughter har etableret “Trumpet Lab” en workshop for unge musikere med mulighed for at studere orkester-litteratur med en professionel musiker. Hun er også grundlægger af “the annual International Womens Brass Conference”.

Fig.19   SUSAN SLAUGHTER og THE INTERNATIONAL WOMANS BRASS CONFERENCE – LOGO

 

 

 


FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE

 

 

5. DANSKE SYMFONIORKESTRE

I Danmark har vi 7 symfoniorkestre:

Det Kgl. Kapel blev stiftet som et trompeterkorps allerede i 1448 og er dermed verdens ældste orkester. Kapellet består af ca.100 musikere. Messingbesætning: 6 trompeter, 8 horn, 5 basuner og tuba.

DR Symfoniorkestret er verdens ældste radioorkester stiftet i 1925 som et ensemble på 11 musikere. I dag er orkestret oppe på ca.100 musikere. Messingbesætning: 4 trompeter, 6 horn, 4 basuner og tuba.

De 5 øvrige danske symfoniorkestre er “landsdelsorkesterne” hver på ca. 65-70 musikere. Messingbesætning: 3 trompeter, 5 horn, 3 basuner og tuba.

Copenhagen Phil. begyndte som H.C. Lumbyes orkester i Tivoli i 1843 . Under navnet “Sjællands Symfoniorkester” blev det i 1965 et fast etableret symfoniorkester.

Århus Symfoniorkester har rødder tilbage til år 1900 hvor det begyndte som teaterorkester. Senere i 1935 blev det til symfoniorkester og var det første danske orkester udenfor København.

Ålborg Symfoniorkester blev stiftet 1943

Odense Symfoniorkester blev stiftet 1946

Sønderjyllands Symfoniorkester har rødder tilbage til 1936 hvor det var et strygeorkester, som det yngste danske symfoniorkester blev det stiftet i 1963

 

KAPEL

Fig.20   DET KGL. KAPEL – FOTO FRA 1899. På anden øverste række nr. 2 fra venstre ses trompetisten Thorvald Hansen, og på tredje øverste række nr.2 fra venstre ses Carl Nielsen.

 


 

6. HARMONIORKESTRE

 

Fig.21  MARINE BAND 1910, ITALIEN

Den mest udbredte blæseorkester-besætning er Harmoniorkestret med både træ- og messingblæsere – og så slagtøj naturligvis. I tidens løb har der været forskellige standard-besætninger: Det engelske Brass end Reed Band er nærmest et brass band med relativt få høje træblæsere i toppen. Det også engelske Military Band er et mindre harmoniorkester på ca. 25 mand. Det hollandske Fanfare Band er en messingbesætning med flügelhorn i toppen og en fuldt udbygget saxofongruppe men uden fløjter og klarinetter. I Sydeuropa findes nogle helt usædvanlige store besætninger. Republikanergardens orkester, Paris, Garde Republiciane Band er på 80 musikere, og Politi-orkestret i Rom, Banda del Carabinieri på hele 103 musikere – her er der foruden stemmer for standard besætningen også stemmer for althorn, Bb- og Eb-flügelhorn, tenorhorn(baritone), Cimbasso, strygebas, harpe, klaver m.m.

 

republik

Fig.22   GARDE REPUBLICAINE BAND, PARIS, BESTÅR AF 80 MUSIKERE. Bandet har haft mange prominente messingblæsere som medlemmer. En af messing-kammermusiklitteraturens klassikere, Eugene Bozza’s “Sonatine for brass quintet” blev skrevet 1951 til netop en kvintet fra replubikaner-garden’s orkester.

Fig.23 DEN BEREDNE FANFARE DEL AF  GARDE REPUBLICAINE BAND er stået af hestene og musicerer på jorden

 

carabinieri

Fig.23   BANDA DEL CARABINIERI, ROM, BESTÅR AF 95 MUSIKERE. Her ses til højre en “Cimbasso”, et meget sjældent instrument i blæseorkestre.

Den mest udbredte harmoniorkestertype er det amerikansk inspirerede Concert Band. Repertoiret er meget alsidigt med både arr. af klassisk musik, jazz-, underholdnings-musik , popmusik, og originalkomnpositioner . Instrumentariet er temmelig omfattende og kan indeholde bl.a. kontrabas, harpe, klaver, celloer m.m., og kan derfor vise store kontraster lige fra svage kammermusikalske udtryk til et stort dramatisk orkestertutti. Et hastigt blik i et Concert Band partitur viser at træblæserne udgør de fleste høje stemmer mens messingblæserne udgør de fleste dybe stemmer. Messingbesætningen er:

4 trompeter (tidligere var der specialstemmer for cornetter, f.eks. 2 trompeter og 2 cornetter)

4 valdhorn

2 tenorbasuner og en basbasun

En euphoniumstemme – der kan fordobles (tidligere har der også været stemmer for baritone/tenorhorn)

En tubastemme, der ofte er noteret i oktaver eller divisi og som bliver spillet af 2 til 4 tubaister

Også harmoniorkestret har fået skrevet en lang række originalværker af bl.a.: Rimskij Korsakov (1844-1908), Gustav Holst (1874-1934) og Ralph Vaughan Williams (1857-1934), Paul Hindemith (1895-1963), Arnold Schönberg (1874-1951) og Percy Grainger (1882-1961). I nyere tid har Johann de Maj (1953-), Holland, skrevet en række prominente værker, f.eks. solokoncerter og symfonier – de er fantasifuldt instrumenteret, har udbredt kendskabet til concert-bandet og forhøjet dets status.

CONCERTBAND

Fig.24   RØDOVRE CONCERT BAND, Danmark

 

7. JOHN PHILIP SOUSA BAND OG HANS BERØMTE BLÆSERSOLISTER

 

 

 

SOUSA BAND

Fig.25  SOUSA BAND

En af de mest bemærkelsesværdige blæseorkestre nogensinde var amerikaneren John Philip Sousas (1854-1934) Band. Han var oprindelig violinist, men blev blæseorkester-leder og komponist – især af marcher. Han blev kendt som the March King, skrev over 100 marcher i løbet af sin karriere, deriblandt “The Stars and Stribes Forever” der fik status som amerikansk nationalmarch, – mindre kendt er det at han også skrev 10 operaer.

220px-John_Philip_Sousa_1940_Issue-2c[1]

Fig.26  SOUSA PÅ FRIMÆRKE, 1940

 

 

 

fig.27  SOUSA SOM DIRIGENT

 

Fig.28   THE UNITED STATES MARINE BAND, foto fra 1864. Dette harmoniorkester blev skabt 11.juli 1798 på direkte foranledning af den amerikanske kongres. Det er det ældste amerikanske militærorkester og den ældste professionelle institution i USA. forbindelsen mellem Marine bandet og det Hvide Hus begyndte nytårdag 1801, da præsident John Adams inviterede den til at spille. samme år gav præsident Thomas Jefferson bandet navnet “The President’s Own”. Sousa var leder af marine-bandet fra 1880 til 1892.

Sousa dirigerede ’United States Marine Band’ i Washington 1880-1992, men dannede derefter sit i sit eget band. Hans band var spækket med stjernesolister og han var selv en god dirigent – tubaisten William Bell fandt at Sousa var den bedste dirigent han nogensinde havde spillet under. Sousa’s ambition var at få sit orkester på højde med et symfoniorkester. Det lykkedes nærmest, han fik indfriet alle sine forventninger, hans orkester blev uhyre populært og han selv blev berømt.

Fig.29   MALERI AF OF SOUSA – UKENDT KUNSTNER

Sousa-Bandet var på flere Europa turnéer og kom i 1910-1911 hele verden rundt. Da Sousa var i Berlin 1900 overværede R. Strauss både prøver og koncert, og man kan forstille sig at de virtuose musikere har givet Strauss mange gode ideer. Under 1.verdenskrig viste Sousa sig som en sand patriot da han i en alder af over 60 meldte sig som frivillig og blev organisator af flådens mange musikkorps. Han betingede sig dog, at hans løn kun måtte være 1 dollar om måneden. Da Sousa stoppede med sit Band i 1931 havde det spillet 15.623 koncerter !

 


Fig.30   JOHN PHILIP SOUSA og SOUSAFONEN. J. P. Sousa lagde ikke alene navn til sit orkester men også til en særlig tuba der blev opkaldt efter ham. I 1893 dirigerede han et marineorkester med helikoner, men han fandt klangen for tynd og pågående og fik foranlediget at man bygge en udgave med et større klangstykke der vendte opad, – det fik derfor kælenavnet regnfangeren. Men da klangen også gik opad og nærmest forsvandt fik Sousafonen sit store klangstykke vendt fremad. Fra v. mod h.: J. P. Sousa og en “badenymfe” med sousafon.

Fig.31  SOUSAS TUBA/SOUSAOFON GRUPPE. TH. 2 STORE Bb-SOUSAPHONER MODEL CONN 48K JUMBO

Fig.32   EN SOUSAFON SAMMEN MED 2 “ALMINDELIGE” TUBAR, I bas-gruppen fra Cedar Falls Band, Iowa USA I 1902. Sousafonens størrelse og facon har fortsat gjort den til et yndet objekt for vittigheds tegninger og satire. Her på forsiden af et amerikansk blad for teenagere fra 1947.

En del af Sousa’s succes var de prominente solister der ofte spillede virtuose og halsbrækkende variationer over enkle iørefaldende melodier.

220px-Herbertlclarke[1]
Fig.33  HERBERT CLARKEs (1867-1945) musikerskab var indbegrebet af virtuost og udtryksfuldt cornetspil. Han var komponist, skrev etuder og havde været trompetist i New York Philharmonic og på Metropolitan operaen, men han “sværgede” til cornetten frem for trompeten. I et brev til en ung mand der søgte hans råd om evt. at skifte fra cornet til trompet, skriver Clarke d.31 januar 1921: “Som svar må jeg stærkt fraråde dem at skifte fra cornet til trompet, da sidstnævnte instrument er et modelune der kun bruges til effekter i store orkestre på 60 musikere eller derover og den er slet ikke anvendelig som solistinstrument. Jeg har aldrig hørt en solist spille offentligt på trompet. Man kan ikke engang spille en ordentlig melodi på trompet. De sidste år er den kommet frem i f.eks. “jaz-musik”, hvilket er det nærmeste man kan komme helvede eller djævlen, og som direkte vansirer musikken.”

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig.34   ELDEN BENGE – hed den unge mand. Vi ved ikke om han tog Clarke’s advarsel om jazz til sig, men han ignorerede totalt den dårlige omtale af trompeten. 1928 -1933 var Benge solo trompetist i Detroit Symphony Orchestra, og havde derefter samme position i Chicago Symphony. I Chicago begyndte han at designe trompeter – først til sig selv men fra 1937 begyndte han at sælge dem. 2 år senere etablerede han Benge-firmaet som han fortsatte med efter han flyttede til Californien i 1953. Han gjorde meget lidt reklame for sine trompeter, men rygterne om deres kvalitet gik rundt og Benge-trompeter blev solgt til mange professionelle. Efter Benge døde i 1960 blev hans instrumenter for en tid fabrikeret af Conn-Selmer firmaet indtil de forsvandt helt i 2005.

 

Ligesom Patrick Gilmore havde 2 konkurrerende cornetister samtidig (se under ROMANTIKKEN II, 19) havde Sousa ikke kun Herbert Clarcke som cornetsolist men også:

Fig.35  HERMANN BELLSTEDT (1858-1926 ) – der var hos Sousa 1904 – 1906. Han dannede og dirigerede senere sit eget band og blev professor på Cincenati Musikkonservatorium. Bellstedt komponerede også og er især blevet kendt for cornet-soloen NAPOLI – variationer over den neapolitanske melodi Funniculi-Funnicula.

220px-Arthur_Pryor_001[1]Fig.36  ARTHUR PRYOR (1870-1942) nærmest opfandt en teknik der fik trækbasunen til at kunne matche ventilinstrumenterne i virtuos hurtigt spil. Hans teknik var formidabel og så havde han en evne til at tilrettelægge sine kompositioner så de “lå rigtigt” for basunen – det kan f.eks. høres i hans mest kendte solo: Variationer over melodien “The Blue Bells of Scotland”. Pryor blev berømt og en nærmest feteret musiker. Engang da publikum begejstret råbte “Pryor-Pryor” hørtes det som “fire-fire” og koncerten blev afbrudt af det tilkaldte brandvæsen. Under en Europa-tourné spillede han i Leipzig for 25.000 mennesker. Efter koncerten kom basunisterne fra Gewandhaus-orkestret om bag scenen for at se Pryors basun og være sikre på at der ikke var tale om et “Yankee trick” – de troede ikke det var muligt at spille sådan på basun som de lige havde hørt det! Igennem 12 år optrådte Pryor ca.10.000 gange, mindst 2 gange dagligt alle ugens dage, fra han var 22 år til han blev 35 år gammel.

 

 

Fig.37  SIMONE MANTIA (1873-1951) var født i Palermo, Italien og allerede som 9 årig begyndte han at spille althorn. I 1890 emigrerede Mantia- familien til New York City hvor Simone snart var aktiv som professionel, i symfoniorkestre på basun og på euphonium og basun i harmoniorkestre. 1896 blev han medlem af Sousa’s orkester bl.a. som solist og år1900 var han blevet kendt som “verdens bedste euphonium-spiller” da han turnerede i Europa med Sousa. På basun spillede han i flere orkestre, han var i 35 år medlem af Metropolitan Operaens Orkester. Her spillede han under den legendariske dirigent Arturo Toscanini. Basungruppen klagede over at Verdis-operaernes basunstemmer var så vanskelige at de kun kunne spilles på ventilbasun (hvad de jo egentlig også var tænkt for!), men argumentet blev hurtigt fejet af bordet da Toscanini bad Simone om at demonstrere stemmerne på trækbasun. Senere blev Mantia dirigent for sit eget orkester, the Arcade Orchestra. Simone Mantia var klar over at euphonium-repertoiret var nød til at udvikle sig, og han arrangerede og komponerede mange solo-stykker for sit (hoved-) instrument.

8. THE GOLDMAN BAND

Netop på Sousas tid nåede Harmoniorkester-bevægelsen sit kvantitative højdepunkt i USA omkring 1890 med ca. 10.000 orkestre – senere svandt det noget ind. Et senere berømt harmoniorkester var THE GOLDMAN BAND. Det blev etableret 1918 af Edwin Franko Goldman (1878-1956). Senere dirigerede hans søn Richard Franko Goldman bandet 1956 – 1979. The Goldman Band gav den første komplette opførelse af Percy Grainger’s LINCOLNSHIRE POSY 1937, Darius Milhauds SUITE FRANCAIS 1945 og Arnold Schoenbergs THEME AND VARIATIONS op.43 i 1946. Hector berlioz’s GRANDE SYMPHONIE FUNEBRE ET TRIUMFALE fik sin amerikanske førsteopførelse af The Goldman Band I 1947.

Fig.38   THE GOLDMAN BAND, FOTO 1939

9. MARCHING BAND INSTRUMENTER

En særlig optræden ses i dag i de amerikanske high-school- og universitetsorkestre der med farverige uniformer og med en speciel koreografi til f.eks. sportsbegivenheder. Til dette brug er der lavet særlige “marching”-udgaver af de dybe messing-ventilinstrumenter, der enten holdes som en trompet eller bæres på skulderen.

 

Fig.39   MARCHING MELLOFON (althorn), MARCHING FRENCH HORN (valdhorn),

 

Fig.40   MARCHING EUPHONIUM

 

 

 

fig.41   MARCHING TUBAS

 

 

 

10. BRASS BANDS

Fig.42   HINSDALE BRASS BAND, ENGLAND ca. 1910

 

Brass band bevægelsen har fortsat sin fremmarch gennem det 20. århundrede. Det er stadig “konkurrence-livet” der er omdrejningspunkt for brass band miljøet, og fra at være en britisk foreteelse har konkurrence-ideen spredt sig til andre landes nationale mesterskaber, til europamesterskaber og endda til verdensmesterskaber. Med tiden begynder man også at skrive mere differentieret for Brass band. Fra at have arrangeret sådan at relativ få stemmer havde alt hvad der var vigtigt, fordeler man nu stoffet mere på alle instrumenterne.

Fig.43   INSTRUMENTER I ET BRASS BAND. Bortset fra 2 tenorbasuner, basbasun og slagtøj er alle Brass bandets instrumenter nærmest en stor moderne saxhorn-familie fordelt således:

Eb-corn

En Eb-cornet

Bb-corn

Ni Bb-cornetter, fordelt på 4 solocornetter, 1 repianocornet, to 2.cornetter og to 3. cornetter

FLUGEL

et flügelhorn

ALTHORN

tre althorn, kaldet: solo horn, 1.horn og 2.horn

BAR

to Baritoner, kaldet: 1.Baritone og 2.baritone

EUPH

to euphoniumer – spiller for det meste efter samme stemme, som kan være divisi.

tuba

to Eb-tubaer (Eb-basser) og to BB-tubaer (BB-basser)

Fra at have spillet overvejende arrangementer har man allerede tidligt i det 20.århundrede fået skabt et lødigt originalt repertoire. Til at begynde med var det de “store” engelske komponister som Edward Elgar (1857-1934), Gustav Holst (1874-1934) og Ralph Vaughan Williams (1857-1934) der bidrog med originale stykker, som nu for længst er blevet klassikere. Siden er der skrevet utallige stykker i forbindelse med de mange konkurrencer, musik der er teknisk krævende og svær at spille.

Brugen af vibrato i brass bands er et meget diskuteret emne. Traditionelt spillede Brass Bands tidligere med et konstant, hurtigt og heftigt vibrato, af tilhængere beskrevet som “A Unique singing quality” – af andre bedømt som vulgært eller direkte smagløst. Den engelske dirigent Thomas Beecham (1879-1961) udtalte: “Brass bands er fine hvor de hører hjemme – udendørs og langt væk!” I partituret til sin ouverture for Brass band Henrik d.V skriver komponisten Vaughan Williams : “Cornet-klangen skal helst være så tæt som muligt på trompetens, i hvert fald skal det vulgære vibrato som ødelægger de fleste Brass bands fremtræden helt undgås”. I dag er vibratoet dog kraftigt modereret og moderne Brass band musikeres spillemåde er i dag meget mere “almen” i udtrykket.

Fig.44   ROBERT CHILDS – britisk euphoniumspiller, dirigent og Director of Brass Band Studies at the Royal Welsh College of Music & Drama. Robert Childs skriver om vibrato i brass bands: Jeg tror at vibrato-spil i brass bands stammer fra den tid hvor der blev spillet mange arrangementer af musik for symfoniorkester. Euphoniummer spillede cello- og fagotstemmer og conetterne spillede violin – og høje træblæser-stemmer, og alle spillede vokal-soloer fra operarepertoiret. Brass band spillede mere som et kammerorkester end et moderne brass-ensemble – også med hensyn til vibrato. I min tid i brass band miljøet har jeg bemærket en ændring i holdningen til vibrato. De professionelle messingblæsere (konservatorieuddannede) der vender tilbage til brass bands har vist at der er andre måder ar farve klangen på end bare at spille med det samme vibrato hele tiden.

 

DIKE

Fig.45  BLACK DIKE MILLS BAND, med dirigent Nicholas Childs (bror til Robert Childs), er måske mest berømte af alle brass bands og stammer fra landsbyen Queensbury i Yorkshire. John Foster, en tidligere amatør valdhornspiller, etablerede en bomuldsmølle på et sted kaldet “Black Dyke”. Han byggede også et brass band op udfra det der var tilbage af et tidligere landsby band og sørgede for instrumenter, et øverum og uniformer – og det blev så til “Black Dyke Mills Band”. Foster havde sikkert ikke drømt om at hans band skulle blive langt mere kendt end de tekstiler der blev fremstillet i møllen. Black Dyke mills Band har vundet et utal af priser og foretaget en imponerende lang række af indspilninger. Selvom engelske brass bands ikke er militære orkestre optræder de altid i uniformer.

Fig.46   BRASS BAND SOLISTER. De mest kendte brass band musikere er solisterne. De er startet som medlemmer af de bedste bands og er så siden blevet “fuldtids virtuoser”. Da Brass Bands er så udbredte og populære har deres førende solister nærmest fået en uforlignelig idol-status. Øverst 2 cornettister, tv.: Roger Webster, th.: Richard Marshall (principal cornet i Balck Dyke Mills Band). Nederst 2 euphoniumspillere, tv.: Steaven Mead, th.: David Childs, søn af Robert Childs. Brass Band-musikerne er i princippet amatørmusikere og optræder derfor officielt uden honorar, men solister som de her nævnte har også professionelle jobs, især som undervisere, men også som udøvende musikere i andre sammenhænge end med brass bands.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

11. FOLKELIGE POPULÆRE HARMONIORKESTRE OG BRASS BANDS

Ideen med at give marcherende blæseorkester uniform på har slået an over hele verden. De er ofte nationalt eller lokal-koloristisk klædt ud, men spiller ellers alle (mere eller mindre) på internationale standard-instrumenter:

Fig.47  TYROL

 

Fig.48  CANADA

Fig.49  AFRIKA

Fig.50  INDIEN

Fig.51  SKOTLAND

Fig.52  PÅSKE PROCESSION I SPANIEN

 

Fig.53  PHILIPPINERNE

 

Fig.54   FRANKRIG

Fig.55  JAPAN

Fig.56  BRASILIEN

Fig.57   ITALIEN

Fig.58   SERBIEN

Fig.59  ENGLAND

Fig.60   RUSLAND

Fig.61  – Og til sidst en anakronisme ALPEHORN DESIGNET SOM STANDARD MESSINGINSTRUMENTER.

Foto fra bjerg-landsbyen Baade, Østrig, hvor der afholdes en årlig ALPEHORN-FESTIVAL. Alpehornet har symbol-status i Tyrol – brugt til bryllupper, fester og begravelser.


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

12. BLÆSEORKESTRE I DANMARK

I Danmark er der mange amatør-blæseorkestre. I dag er langt de fleste engelsk-orienterede Brass Bands, og resten er harmoniorkestre. De gamle hornorkestre findes der ikke mange af mere. En del af de gamle hornoprkester-noder  florerer stadig, som f.eks. de gamle udgivelser fra begyndelsen af 1900-tallet og en del udgivelser fra FDF, De professionelle regiments-orkestre i Skive og Haderslev bruger også stadig deres “gamle” hornorkester-noder til det traditionelle repertoire. Ideen i den måde man arrangerede for hornorkester på, var at det meste af det vigtigste stof lå i ret får stemmer: Eb-piccolo, 1.Bb-cornet og 1.basun. Resten kunne så besættes med mindre formående musikere eller de kunne helt undværes i tilfælde af sygdom. 

Fig.62   OVERSKRIFT PÅ TITELBLAD FRA ET HÆFTE MED ARRANGEMENTER FOR HORNORKESTER, 1.ALTHORN-STEMMEN, FRA BEGYNDELSEN AF 1900-TALLET. Der udkom mange noder med musik for hornorkester. På denne overskrift kan man se hvor mange stemmer der var – 10 ialt + en direktions-stemme (som der også kunne spilles after hvis der var brug for “forstærkning”! ). At der var mange hornorkestre i Danmark kan bl.a. ses udfra titlen: “UDVALGT UNDERHOLDNINGS MUSIK FOR BY OG LAND”.

PROFESSIONELLE DANSKE MILITÆRORKESTRE

 

 

Fig.63   8. REGIMENTS MUSIKKORPS I ROSKILDE, POSTKORT FRA FLENSBORG BOGHANDEL 1913. Da Roskilde blev garnisonsby i 1913 blev Militær-musikken godt omtalt I pressen, men anmelderen kunne ikke lide de lange fælles træ-nodestativer som han kaldte for et ”hæsligt apparat” !

Dansk militærmusik har siden år 1900 ført en omtumlet tilværelse. Allerede med Hærordningen af 1909 blev det besluttet at nedlægge militærmusikken, bortset fra Livgardens Musikkorps. Alle de andre danske militærorkestre var HORNORKESTRE som  de havde været det siden 1867 – men fra 1. april 1911 var de alle afskediget. Der blev protesteret både fra militærmusikerne selv og fra store navne i dansk kultur- og musikliv, som f.eks. Carl Nielsen. Også befolkningen protesterede. I januar 1911 gik en stort protestdemonstration gennem byen til Christiansborg. Militærmusikken var jo den “jævne” danskers møde med den levende musik. Men lige meget hjalp protesterne –  i løbet af marts måned 1911 gav musikkorpsene afskedskoncerter over hele landet. Og så alligevel – den 1. april 1911, da afskedigelserne faktisk var trådt i kraft, udsendte krigsministeriet et telegram til alle militær-musikerne. Afskedigelserne var nu annulleret – og de danske militære hornorkestre var reddet i sidste øjeblik. Hvad der fik regeringen til dette, står hen i det uvisse? Protesterne var vel blevet mere og mere højlydte, jo nærmere man kom nedlæggelsesdagen.

Nedskæringer slap man dog ikke for. De 10 regimentsmusikkorps blev skåret ned fra 18-20 musikere i hvert korps til 9 musikere + 3 reservemusikere (løst ansatte musikere der kun måtte spille inden for bygrænsen af garnisonen) – altså 12 mand, som man så kunne supplere med et antal musikalske værnepligtige soldater, hvis man var så heldig at finde sådan nogle. Rytteriet (husarer og dragoner) og artilleriet måtte dog nøjes med de 9 faste musikere. 

Fig.64   MILITÆRORKESTER PÅ TORVET I BRAMMINGE, POSTKORT FRA 1916. Militærmusikken var en folkelig forlystelse, og de små hornorkestre var for mange danskere den eneste form for orkester de nogensinde kom til at høre i hele deres levetid.

Fig.65  SØNDAGSKONCERT PÅ KASTELLET, KØBENHAVN, 1917  

Fig.66    8. REGIMENTS MUSIKKORPS ROSKILDE 1922 

 

Fig.67     MILITÆRORKESTER FRA 1928/1929. Instrumenterne havde ikke ændret sig meget de foregående 50 år.: Her ses nogen af de karakteristiske af tidens instrumenter i de militære hornorkestre: De 4 ens ventilbasuner med drejeventiler og til højre den smalle F-tuba..

Livgardens Musikkorps har altid været et harmoniorkester. De andre militærorkestre var messing-orkestre hornorkestre, med slagtøj, selv om der sporadisk forefandtes fløjter og klarinetter. I 1897 fik hærens musikkorps nemlig lov til at indføre træblæsere i besætningen. Det skulle i givet fald ske uden ekstra udgifter for statskassen. Den militære ledelse var betænkelig, de mente at brugen af træblæserne i de mindre besætninger ville gøre tutti-klangen mindre fast og tydelig ved f.eks. spil under march. Tilladelsen til at bruge ”træinsstrumenter” blev givet, forudsat at det ikke gik ud over færdigheden i at spille på ”blikinstrumenter”’. Anvendelsen af træblæsere måtte derfor kun ske når korpset ikke optrådte i større sammenhænge, så: ”Alene de reglementerede Instrumenter (messinginstrumenterne) vil være at benytte overalt, hvor Regimentet eller enkelte Batailloner ifølge forudgiven Befaling optræde under højere foresattes Øjne”. 

Denne opfattelse har åbenbart gennemsyret militæret. I et nummer af Dansk Musikertidende fra 1942, fortæller en gammel militærmusiker fra 10. Regiments Musikkorps i Aalborg, hvordan stabshornblæser Overgaard engang præsenterede en af sine musikere for en inspicerende general med ordene: ” – og det er den fremragende klarinettist Hacke!” – ” Meget godt for ham”, svarede generalen, ” men hvordan blæser han signalhorn?”.

Fig.68   REGIMENTSMUSIKKEN I ODENSE PÅ VEJ HJEM TIL KASERNEN 1927/1928. som det ses er der her klarinetter med i musikkorpset. Når uniformerne ikke er helt ens skyldes det at de gamle skulle slides op inden de nye ensartede kom i brug.

 

Fig.69     UDENDØRS KONCERT MED MILITÆRORKESTER I HADERSLEV. Postkort fra 1932. De mange militære musikkorps var spredt ud over hele landet og var en vigtig del af de lokale musikmiljøer. 

Med Hærordningen af 1932 blev det alvor med nedlæggelsen, og alle musikkorps, bortset fra Livgardens Musikkorps, forsvandt, Derved blev der sparet 174 musikere væk! Under 2.verdenskrig fik den danske militærmusik dog en opblomstring under indtryk af – og som en modvægt til – besættelsesmagtens musikkorps. I april 1941 oprettedes 4 musikkorps. Korpsene blev dog ikke placeret hos deres egentlige garnisoner som de egentlig hørte til , fordi kasernerne der var blevet overtaget af tyskerne.De regimenter som fik musikkorps var: 2. Regiment (hørte til Viborg men kom til Sønderborg), 3. Regiment ( hørte til Vordingborg men kom til Randers), 4. Regiment (hørte til roskilde men kom til Holbæk) og 5. Regiment ( hørte til Haderslev men kom til Næstved). Den sidste søndag i april 1941 præsenteredes de genoprettede musikkorps for danskerne ved en stor fælleskoncert i Fælledparken i København. Mere end 50.000 københavnere var mødt op for at byde dansk regimentsmusik velkommen tilbage. I første omgang virkede de dog kun frem til 29. august 1943, hvor den danske hær blev interneret.

 

Fig.70   FOTO FRA FÆLLESKONCERTEN MED DE 4 GENOPRETTEDE MUSIKKORPS.Indsat i billedet de fire musikdirigenter (som dirigenter for militærorkestre kaldes) – fra venstre: Hans W. Kofoed, Carl Simonsen, Tage Juul Christoffersen og Aage V. Beyer. Som det ses var den folkelige opbakning overvældende stor!

Musikkorpsenes størrelse

 

Antal af musikere i Musikkorpsene:

1909-1922 – Livgarden  29 / Fodfolket 12 / Rytteriet og artilleriet  9

1922-1932 – Livgarden  36 / Fodfolket 15 / Rytteriet og artilleriet  9

1941-1943 – Livgarden  36 / Fodfolket 15 / Rytteriet og artilleriet  9

Derudover var der adgang til at anvende ekstra musikere blandt værnepligtige.

 

Senere kom antallet af Regiments Musikkorps op på fem: 6. Regiments Musikkorps i Odense (senere Fynske Livregiments Musikkorps), 2. Regiments Musikkorps i Haderslev, 3. Regiments Musikkorps i Viborg, 1. Regiment i Høvelte og 5. Regiments Musikkorps i Vordingborg. Besætninger var i princippet de gamle hornorkester-besætninger på 16 mand (se ROMANTIKKEN II hornorkestre), men dog med visse ”moderniseringer”. I stedet for 4 ens ventilbasuner begyndte man at bruge 2 baritoner/euphoniummer på de melodiøse 1.- & 4. basunstemmer, og trækbasuner på 2-.og 3.basunstemmerne. Valdhornene kom også ”tilbage” i stedet for althornene. I Vordingborg blev der en overgang også spillet med en ren Big Band  besætning, saxofoner, dvs. med trompeter, tromboner, kontrabas og trommesæt.

ET EKSEMPEL PÅ DE OMSKIFTELIGE TIDER FOR DE SMÅ MILITÆRE HORNORKESTRE KAN SES PÅ UDVIKLINGEN AF REGIMENTS-MUSIK I ODENSE:

 

1867

Her havde man hele 2 musikkorps på hver 18 mand i Odense, det ene hørte til fodfolket det andet til rytteriet. I det ene, 16 bataljons Musikkorps, spillede Carl Nielsen signalhorn og ventil-altbasun 1879-1884 (se ROMATIKKEN II. 16 – HORNORKESTRE I DANMARK, fig. 37 og 38)

 

1920-erne

Havde Odense et musikkorps på 18 mand. Det var et af dem hvor man ind imellem brugte træblæsere.

 

1932

Alle de små regiments-orkestre bliver nedlagt.

 

1942

Da den danske hær skal rømme Jylland bliver Odense hjemsted for musikkorpsene fra Randers og Sønderborg.

 

1953

Odense får sin egen regimentsmusik på 16 mand med betegnelsen 6. Regiments Musikkorps – senere Danske Livregiments Musikkorps.

 

1991

Odense Kaserne nedlægges og musikkorpset knyttes til Sergentskolen og får navnet MUSIKKORPS FYN. Musikkorpset er meget populært og bliver en kulturel sværvægter på Fyn. Musikerne optræder i mange sammenhænge udenfor militæret og er kraftigt involveret i amatørmusiklivet.

 

1997

MUSIKKORPS FYN nedlægges

Fig.71   MUSIKKORPS FYN FØR EN AF DE POPULÆRE RÅDHUS-KONCERTER I ODENSE RÅDHUSHAL 1979. I midten ses dirigenten Erik Hammerbak, og til højre for ham den første danske kvindelige militærmusiker hornisten Inge Haaning.

 

I dag findes der 3 professionelle militærorkestre i Danmark. I København er der Livgardens Musikkorps der er et harmoniorkester, i Skive Prinsens Musikkorps og i Haderslev Slesvigske Musikkorps som grundlæggende er hornorkestre, men dog meget moderniserede: De spiller ikke mere med althorn men med valdhorn, og i stedet for de gamle ens ventilbasuner (lidt i stil med fig.19 ) er basunstemmerne besat med euphonium, baritone/tenorhorn og med brug af tenor- og bas-trækbasuner. Men korpsene er meget omskiftelige i instrumentbrug, og en meget stor del af repertoiret er special-arrangementer i alle tænkelige stilarter, lige fra barokmusik over opera til jazz- og underholdningsmusik (med rytmegruppe), alt sammen skrevet for 14 messingblæsere og 2 slagtøjsmusikere. Endelig er der Søværnets Tambourkorps, hvor musikerne er ansat militært, dvs. som konstabler.

PRINS

Fig.72   PRINSENS MUSIKKORPS foran deres musikbygning i Skive

Fig.73    SLESVIGSKE MUSIKKORPS i gallauniform – fotograferet ved en nytårskoncert.

Fig.74   SØVÆRNETS TAMBOURKORPS består af 16 messingblæsere og 6 slagtøjsspillere der nærmest fungerer som et lille Brass Band. Alle medlemmerne er ansat som konstabler. 

Fig.75   DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS I REBILD BAKKER 1935. Dirigenten er  Theodor Chr. Marius Lund Dyring (aktiv 1922 -1941). Dirigenter indenfor militæret betegnes MUSIKDIRIGENT – tidligere betegnelser har været: FORBLÆSER, MUSIKSDIREKTØR eller STABSHORNIST. I nyere tid er der periodevist knyttet en kunstnerisk leder til musikkorpsene, og der er nu også en del gæstedirigenter til de militære musikkorps koncerter. 

Fig.76  DEN KGL. LIVGARDES MUSIKKORPS er Danmarks eneste professionelle harmoniorkester på 36 musikere. Den Kongelige Livgarde blev oprettet af Frederik III i 1658 og på samme måde som Det kgl. Kapel er verdens ældste symfoniorkester er Livgardens Musikkorps verdens ældste militærorkester. Messingblæsernes instrumentsammensætning har i tidens løb udviklet sig, men er ikke så langt fra besætningen i 1852 (nævnt under DANSKE HARMONIORKESTRE, ROMANTIKKEN II, 23). I dag består messingbesætningen af: 2 cornetter, 3 trompeter, 4 valdhorn, 2 tenorbasuner, en basbasun, 2 tenorhorn i Bb, et euphonium og 3 tubaer. Livgardens Musikkorps’ besætning minder altså om den man bruger i et Concert Band, men holder alligevel fast i deres gamle traditioner – de har således en relativ stor messingbesætning, men spiller helt uden saxofoner. Ved specielle lejligheder bliver der indkaldt assistenter på harpe, klaver, saxofoner m.m. Modsat alle de andre danske militærorkestre har LIvgardens Musikkorps altid haft en fast base – i København på Livgardens Kasernen. Korpset har nu fået “Stærekassen” bag Det Kgl. Teaters Gamle Scene som domicil og koncert-sal.

 

GARDE

Fig.77   TIVOLIGARDEN. Mange professionelle musikere er begyndt at spille i en garde, og i Danmark er Tivoli-Gardens Musikkorps (harmoniorkester) en hel speciel institution i sig selv. Tivoli-Garden er en elitær ungdomsuddannelse og desuden verdens ældste ungdomsgarde. Den går helt tilbage til 1844, da Tivolis grundlægger – Georg Carstensen – stiftede “Det lilleputiske Militair”. I mange år var Tivoli-Garden kun for drenge, men i dag er den også for piger. Man søger ind som 7-9 årig og falder for aldersgrænsen som 16 årig. Livet for medlemmerne af tivoli-Garden består af prøver, marchtræning, parader, koncerter, musikteori og soloundervisning på deres instrument, så de er veludrustede til en evt. senere uddannelse og karriere som professionelle musikere. Faktisk kommer hele ca. 25% af de slagtøjsspillere og blæsere der sidder i danske symfoni- og militærorkestre fra tivoli-Garden.

Fig.78   DRABANTGARDEN. I Danmark findes mange garder med hver deres farverige uniformer. Drabantgarden er opkaldt efter den garde Kong Frederik II oprettede til sin egen beskyttelse i 1571. Efter sigende er de karakteristiske uniformer inspireret af pavens Sweitzer-garde i Vatikanet i Rom.


13. KAMMERMUSIK – BLÆSERKVINTETTER, MESSINGENSEMBLER og BLANDEDE BESÆTNINGER

Både før og efter indgangen til det 20. århundrede er der skrevet kammermusik for blandede besætninger med deltagelse af messingblæsere. Valdhornet er jo en fast del af blæserkvintetten, og ellers er andre kendte stykker Stravinskijs “Historien om en soldat”, med trompet og basun, hans Oktet for blæsere med 2 trompeter og 2 basuner, og Francis Poulenc (1899-1960) Sonate for trompet, horn og basun.

Blæserkvintetten er en standard besætning som består 4 træblæsere og en messingblæser, nemlig: Fløjte, Obo, Klarinet, Fagot – OG HORN. Der er skrevet en lang række originalværker for blæserkvintet helt fra 18-hundred tallet op til i dag.

Fig.79   BERLINER PHILHARMONIKERNES BLÆSERKVINTET. Hornist: Fergus McWilliam

 

Det helt store gennembrud for “ren” messing-kammermusik kom i 1960-erne anført af ensemblerne The New York Brass Quintet og The Philip Jones Brass Ensemble, England, og det medførte et sandt “boom” for messingensembler. Den mest anvendte besætning er messingkvintetten der består af: 2 trompeter, horn, basun og tuba. Allerede fra starten af bestod messing-kammermusik-repertoiret af:

1 – MUSIK FRA RENÆSSANCEN OG DEN TIDLIGE BAROK. Messingkvintetten klinger jo på ingen måde som musik af Mozart eller Brahms, og derfor klang det umiddelbart autentisk når den gamle musik blev spillet af messingblæsere. Det er jo bare ikke helt rigtigt, f.eks. afviger tubaens fyldige klang jo kraftigt fra den gamle basbasun eller serpentens mere lyse klang, men da repertoiret fungerede så godt for messingkvintet var effekten helt i top. Faktisk blev messingkvintetterne en løftestang for overhovedet at spille den gamle musik – efterhånden også på originalinstrumenter (zinker og sackbutts)

2 – DE RELATIVT FÅ ORIGINALE STYKKER FRA ROMANTIKKEN, Dette repertoire var en vigtig del af messingblæsernes adgangsbillet til at blive accepteret som kammermusik-ensemble.

3 – EN MÆNGDE ARRANGEMENTER AF KLASSISK MUSIK, JAZZ og POPULÆRMUSIK – var jo ikke “kammermusik” i gængs forstand, men blev en vigtig faktor for overhovedet at etablere messing-ensembler.

4 – NY ORIGINAL KAMMERMUSIK. Af samme grund som med den gamle musik var messing-klangen noget helt nyt, og helt fri for bundne traditioner er der skrevet rigtig meget ny kammermusik for messingblæsere. Nogle af de mest kendte, og nu nærmest klassiske, originale messingkvintetter er franskmanden Eugene Bozzas (1805-1991) Sonatine (skrevet til republikanergardens Messing kvintet 1951) og englænderen Malcolm Arnolds (1921-2006) Quintet op. 73 (skrevet til The New York Brass Quintett 1961).

Fig.80   TIDLIG MESSING-KVINTET FRA CA. 1900. Walter Bowman Rogers, ( 1865- ) – var en nøglefigur indenfor pladeindustrien i 3 årtier. Først som cornet-solist og derefter som leder af flere firmaer, hvoraf de 2 vigtigste var: “The Victor Talking Machine Company” og “Brunswick”. Her indspiller han, Nr. 2 fra højre som en del af en messingkvintet.

Fig.81  BRANDON HIGH SCHOOL BRASS QUINTET, OHIO, USA 1910

 

Fig.82  CHICAGO SYMFONIORKESTERS MESSINGKVINTET, bagerst Frank Crisafully – basun, Arnold Jacobs – tuba, forest fra venstre Adolph Herseth – trompet, Hugh Cowden – horn og Reinold Schilke – trompet (der senere skabte sit instrument- og mundstykke firma), – var et pionerensemble indenfor messingkammermusikken der var aktivt fra starten af 1950-erne, ved siden af deres job i Chicago Symfoniorkester.

 

Fig.83   ROBERT NAGEL (1924 –2016) amerikansk trompetist, komponist og lærer. Han var tidligt en varm fortaler for “messing-kammermusik” og han blev stifter og leder af NEW YORK BRASS QUINTET. Han var medlem af fakultetet på the Yale School of Music 1957 – 1988 og var med til at stifte  the International Trumpet Guild.

The New York Brass quintet blev stiftet  i 1954, og den blev en af pioner-ensemblerne for “messing-kammermusik”. Den optrådte for første gang i oktober samme år i Carnegie Recital Hall.  Kvintetten blev egentlig dannet i forbindelse med en række skole-koncerter for børn, men blev snart det førende messing-ensemble i USA og blev til tilknyttet the Hartt School, the Yale School of Music, og the Manhattan School of Music. Kvintettens medlemmer havde travlt som freelancere men var dedikerede i forhold til kvintetten og prioriterede den så højt at de altid gennemførte prøver selv om der kun var bare 3 medlemmer til stede!  Kvintetten spillede al slags musik lige fra renæssancemusik over romantisk musik til helt ny musik – men alt sammen meget seriøst og med en nyskabende elegant stil. Vagn Holmboes 1. messingkvintet er et bestillingsværk fra N.Y. B. Q, og Malcolm Arnolds (1921-2006) Quintet op. 73. er skrevet til dem. Robert Nagel har siden Bozza’s kvintet blev uropført i august 1954 registreret 1000 stykker skrevet til New York Brass Quintet. Deres indspilning af Eugene Bozza’s Sonatine og Alvin Etler’s Quintet for Brass blev i den grad kritikerrost og deres LP Baroque Brass blev et regulært publikums-hit. De undgik helt det underholdnings-element som senere blev populært hos messingensembler og de var stærkt medvirkende til at messingkvintetten blev indført i “det gode kammermusik-selskab”. 

Fig.84  THE NEW YORK BRASS QUINTET, fra v. mod h.: John Swallow (trombone), Allan dean (trumpet), Harvey Phillips (tuba), Paul Ingraham (horn) og Robert Nagel (trompet) – blev etableret 1954, Dette foto er taget 1986 ved en genforeningskoncert fra the Norfolk Music Festival.

 

 

Fig.85   THE PHILIP JONES’ BRASS ENSEMBLE. “THE CLASSIC QUINTET”, 1975, fra v. mod h.: John Iveson – basun, Ifor James – horn, John Fletcher – tuba, Philip Jones – trompet, Elgar Howarth – trompet. Ensemblet blev stiftet 1951 af trompetisten Philip Jones (1928-200), der ses yderst th. på fotoet. Repertoiret var en blanding af: Rennæssance- og barokmusik, den sparsomme originale messingkammermusik fra romantikken, helt ny musik og så underholdningsmusik – altså musik lige fra det ophøjede og sakrale til det muntre og folkelige. 

Fig.86   Philip Jones (1928-2000) blev født i Bath, England, og voksede op i en familie af trometister. Han fik et stipendium på Royal College of Music og uddannede sig også til trompetist. I løbet af 25 år var han solo trompetist i 6 London-orkestre, bl.a. i  the Royal Philharmonic Orchestra (1956-1960), Philharmonia Orchestra (1960-1964), London Philharmonic Orchestra(1964-1965), New Philharmonia Orchestra (1965-1967), og BBC Symphony Orchestra (1960-1971).

I 1947 hørte Philip Jones en messing-kvartet, den gang en sjældenhed,  med 4 musikere fra Concertgebouw Orkestret, og det gav ham den ide han forfulgte lige indtil sit ophør som udøvende i 1986. I 1951 dannede han så the Philip Jones Brass Ensemble, til at begynde med som en kvartet, og allerede fra starten med original-musik han havde bestilt. På denne tid blev messing-ensembler, lige meget hvor prominente deres musikerne var, mest opfattet som et slags “brass band” associeret med brass band konkurrencer, udendørs optræden og medvirkende til forskellige arrangementer. Han ville præsentere sit ensemble som et kammermusik-ensemble, og han begyndte at skabe et repertoire, at organisere koncerter og at forfine ensemblets optræden. Til sidst fik hans ensemble den samme status og presse-bevågenhed som f.eks. tidens førende stryge-kvartetter. Han nåede at lave mere end 50 indspilninger (LP-er), 87 uropførelser og havde omkring 100 optrædener om året rundt i europa, USA, Japan og Australien. Han bestilte selv 71 stykker sit ensemble. Repertoiret bestod af renæssance- og barokmusik, de få originale romantiske værker og så helt ny musik, men han dyrkede egentlig ikke et avantgardistisk udtryk med mindre musikken var tilrettelagt idiomatisk for  instrumenterne. Ensemblets medlemmer havde også en særlig form for engelsk humor som kunne opleves i deres underholdende og virtuose ekstra-numre. Da ensemblet stoppede følte P. Jones sig presset fra 2 sider: Dels fra de ensembler der spillede den gamle musik på originalinstrumenter, zinker og sackbutts (Fig. 21), og dels fra de ensembler der fokuserede direkte på det meget underholdende som f.eks. “Canadian Brass” (Fig. 22).

pjbe_900[1]

Fig.87    PHILIP JONES “10 PIECE”-BESÆTNING. Ensemblet startede som kvartet, blev så kvintet, men havde en række forskellige besætninger hvoraf særlig “10 piece”-besætningen (som ses på fotoet) blev populær. Fra v. mod h.: John Iveson – trombone, Ifor James – horn, John Fletcher – tuba, Philip Jones – trumpet, Elgar Howarth – trumpet. Fra v. til h.: John Pigneguy, Michael Laird, David Purser, Raymond Premru, James Watson, John Fletcher, Roger Brenner, Denis Wick, Paul Archibald og Philip Jones.

Fig.88   QUINTETTE DE CUIVRES “ARS NOVA” – FOTO CA. 1970. En fransk messingkvintet grundlagt 1964 af hornisten George Barboteu (1924 – 2006) . De øvrige medlemmer er: Trompet – Bernard Jeannoutot og Marcel Lagore, basun – Camille Verdier, tuba – Elie Raynaud.

 

 

Fig.89  EMPIRE BRASS, en anden fuldtids-messingkvintet, stiftet 1972 af TROMPETISTEN ROLF SMEDEVIG, 1953-2015 (i midten bagerst). Med et bredt repertoire og et spil på højeste niveau har Empire Brass fejret sande triumfer. Ensemblet er fortsat efter R. Smedevigs død.

 

Fig,90  BERLINERPHILHARMONIKERNES BRASS ENSEMBLE går helt tilbage til 1950-erne. I deres omfattende koncert-virksomhed kan de profitere af deres sammenspil fra orkestret. Fra v. til h.: Tamás Velenczei, Gábor Tarkövi, Martin Kretzer, Guillaome Jehl, Georg Hilser, Sarah Wilis, Alexander von Puttkamer, Stefan Schultz, Thomas Leyendecker, Jesper Busk sørensen, Olaf Ott, Christhard Gössling. De har et alsidigt repertoire, bl.a. special-arrangementer for deres store besætning som består af hele 12 musikere fordelt på: 5 trompeter, et horn, 5 basuner og en tuba

 

Fig.91  GERMAN BRASS blev stiftet 1974. Alle medlemmer har andre jobs forskellige steder rundt omkring i Tyskland som undervisere eller orkestermusikere. Når de har koncerter mødes de på koncertstederne – og der holder de så også prøver. German Brass’s besætning er fordelt på: 4 trompeter, 2 horn, 3 basuner, tuba og slagtøj.

Fig.92  CANADIAN BRASS, STIFTET 1970: Ronald Romm og Fred Mills – trompet, Graeme Page – horn, Eugene Watts – basun og Charles Dallenbach tuba. Ensemblet begyndte som en alvorlig og seriøs kammermusik-gruppe, men de fandt hurtigt deres egen form med et repertoire der mest består af arr. af al slags musik lige fra renæssance-musik til dixieland og med morsomme og underholdende introduktioner til de enkelte numre. Som det ses på de viste covers er vi her langt forbi den gængse opfattelse af kammermusik. Ensemblet blev et af de første hvor musikerne ikke opererede ud fra stillinger som orkestermusikere eller undervisere, men var 100% aktive som ensemble. Canadian brass blev identisk med messinginstrumenternes populærmusik-udtryk og har turneret og optrådt med stor succes over hele verden.

 

 

 

 

mnozil-brass-02-746368+BW[1]

Fig.93   MONZIL BRASS blev dannet i 1993 og har fået en overvældende succes som et fantastisk og usædvanlig underholdende Brass-ensemble helt uden sidestykke. De er gået et skridt videre end Canadian Brass, og her er vi på alle måder helt væk fra ideen om “kammermusik” – de spiller alt udenad og spiller musik i alle stilarter på et løssluppent helt farce-agtigt plan. De er lige så meget komikere som virtuose musikere når de, med trompetisten Thomas Gansh i centrum (ses i midten), udfolder sig i deres “foretillinger” med “cracy”-ideer og med specielle arrangementer for deres besætning: 3 trompeter, 3 basuner og tuba.

 

Fig.94  AMERICAN BRASS QUINTET. Fra venstre mod højre: Kevin Cobb, Louis Hanzlik, Michael Powell, John D. Rojak, Eric Reed. Et ensemble der har den direkte modsatte indgang til repertoire end Canadian Brass og Monzil Brass er the American Brass Quintet, etableret i 1960. De er dedikerede til at spille original kammermusik for messingblæsere, både helt ny musik og den renæssance-musik der er skrevet for forløberne af vor tids messinginstrumenter. De spiller med en basbasun på den dybe stemme i stedet for den traditionelle tuba.

 

 

 


FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

14. KAMMERMUSIK/ BLÆSERKVINTETTER OG MESSINGENSEMBLER I DANMARK

 

Fig.95  BRØNDUM KVINTETTEN – DANMARKS FØRSTE BLÆSERKVINTET etableret 1903. fra venstre: Klarinet: Anders Brems ((kapelnr. 693), fagot: Knud Lassen (kapelnr. 661), obo: Peter Brøndum (kapelnr. 706), horn Vilhelm Poulsen (kapelnr. 703), og fløjte: Leonhardt Emil Lottenburger (kapelnr. 683) – siddende th. komponisten Victor Bendix.

I Danmark har der fra starten af det 20′ århundrede været mange blæserkvintetter, og hele tiden har der været komponeret musik til dem af danske komponister. Den mest kendte blæserkvintet af Carl Nielsens, skrevet i 1922 til Det kgl. Kapels Blæserkvintet, og den er endda en af de mest spillede i verden.

Fig.96  DET KGL. KAPELS BLÆSERKVINTET. Fra venstre: fløjte: Holger Gilbert Jespersen (kapelnr. 746), klarinet: Aage Oxenvad (kapelnr. 706), horn: Hans Sørensen (kapelnr. 719), Fagot: Knud Lassen (kapelnr. 673) og obo: Svend Christian Felumb (kapelnr. 740).

Fig.97   BLÆSERKVINTETTEN AF 1932. Fløjte: Jørgen Bentzon, obo: Waldemar wolsing, klarinet: Poul Allin Erichsen, Horn: Ingbert Michelsen, fagot: Carl Bloch

Fig.98   DEN DANSKE BLÆSERKVINTET 1960 – 2014. Horn: Bjørn Fosdal (kapelnr. 843),klarinet: Søren Birkelund (kapelnr. 031), fagot: Peter Bastian, fløjte: Verner nicole (kapelnr. 837), obo: Bjørn Carl nielsen. 

Fig.99   KAMMERKONCERT MED DKDM-BRASS QUINTET fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, tegning fra 2004. Fra v. mod højre: Mogens Andresen – Euphonium, Lisa Mauritzen – horn og Leon Sámalsson – trompet.

På fig. 84 i ROMANTIKKEN II, ses en messingkvartet der spiller en af Wilhelm Ramsöe’s kvartetter. I Danmark har der i tidens løb været mange messingensembler – de fleste har fungeret på projektbasis, men nogen har været aktive i længere tid. I lang tid var det mest danske komponister der blev spillet musik af, f.eks. musik af Wilhelm Ramsø, Thorvald Hansen, Aksel Jørgensen og Kjell Roikjer. Men i 1960-erne kom der rigtig meget gang i messingkammermusikken inspireret af de førende udenlandske ensembler og med udgivelsen af deres repertoire, bl.a. fra Canadian Brass, New York Brass Quintet og især fra Philip Jones Brass Ensemble. Udover alt det internationale repertoire blev der også skrevet megen ny dansk musik af f.eks.: Per Nørgård, Ib Nørholm, Bernhard Lewkovitch, Yngve Trede Ole Schmidt m.fl. Der blev også fundet en del gammel dansk musik frem, f.eks. musik fra Chr. 4 s hof der nu blev arrangeret for moderne instrumenter. De danske messingensembler begyndte nu at optræde ved koncerter sideløbende med mere gængse ensembletyper som f.eks. strygekvartet, blæserkvintet, klaver trio m.m. Mange ensembler er udsprunget fra symfoni- og militærorkestre og har derfor navne opkaldt efter deres udspring, som f.eks.: Den Kgl. Livgardes Messingkvintet, Det Kgl. Kapels Messingblæsere, DR-Messingkvintet m.m. Navnene på mange danske messingensembler, har brugt og genbrugt ordene ”dansk” og ”København” rigtig meget, f.eks.: Den Danske Messingkvintet, Københavns Messingblæser Kvintet, Københavns Messingkvintet m.m. I dag ses tit engelske betegnelser i ensemble-navne som f.eks. Copenhagen Brass, Danish Chamber Brass, Dania Brass Ensemble, Modern Brass Quintet, Art of Brass m.m.

Fig.100   ÅKERWALLS BLÆSERKVARTET 1942, med ”Ramsöe-besætning”. Fra venstre: Knud Rasmussen F-trompet, Erik Åkervall Tuba, Anker Albech Tenorhorn, Edvard Larsen Trompet.

 

Fig.101   DET KGL. KAPELS MESSINGKVINTET, foto fra 1980 – trompet: th. Ketil Christensen (kapelnr 888 ) og tv. Søren Emtoft (kapelnr 870), horn: Poul Erik Vilsbæk (kapelnr 874), basun: Keld Jørgensen (kapelnr 902), euphonium: Mogens Andresen (kapelnr 896) + Ole Petersen (kapelnr 871) på slagtøj.


 

 

 

 

Mogens Andresen