Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold.
INDHOLD I DETTE KAPITEL:
Senest opdateret 23/11- 2024
1 – RENÆSSANCEN (1400-1640)
2 – BØGER OM MUSIKINSTRUMENTER
3 – INSTRUMENTBYGNING
4 – TROMPETEN
5 – TRÆKTROMPETEN
6 – DEN SAMMENFOLDEDE TROMPET
7 – HOFTROMPETERKORPSENE
8 – ZINKEN
9 – SPIRALINSTRUMENTER
10 – BASUNEN
11 – ZINKE OF BASUN ENSEMBLER
12-VENEDIG
13 – STADSMUSIKERE OG TÅRNBLÆSNING
14 – DANSK MESSINGHISTORIE – PORTRÆTMALERI AF CHR. 4s MUSIKERE
15 – DET KGL. KAPEL OG HOFTROMPETERKORPSET
1. RENÆSSANCEN (1400 – 1640)
I renæssancetiden blomstrede musiklivet, først vokal- og siden instrumentalmusikken. Samtidigt udvikledes instrumentbygningskunsten. Man fik en forkærlighed for at bygge instrumenter i hele familier, lige fra små sopran til store basudgaver, og en lang række nye instrumenter så dagens lys.
2. BØGER OM MUSIKINSTRUMENTER
Når vi i dag kender til renæssance-musikken, er det fordi man begyndte at skrive den ned på noder. Vi har også et ganske godt kendskab til tidens instrumenter, dels fordi en del af dem er bevaret, og dels fordi der på den tid blev skrevet bøger om musikinstrumenter – hvor en del endda er illustrerede. Bøgerne indeholder ret udførlige beskrivelser af instrumenterne, hvordan man skulle spille på dem, en understregning af hvordan de burde fungere, – og også om hvordan de ikke burde fungere!
3. INSTRUMENTBYGNING
Bortset fra de israelitiske trompeter var alle de gamle metal-læbeblæseinstrumenter støbt. Fra araberne overtog europæerne ikke blot trompeten med også fremstillingsmåden, der bestod i at lodde instrumentet sammen af udhamrede flade messingstykker.
FORMNING AF METALPLADER
Øverst: Fremstilling af rør. En plade hamres rund og loddes sammen. Nederst: Fremstilling af klangstykke. En plade skæres i facon og forsynes med “takker”. Pladen bøjes og loddes sammen i “kegle-form”. Keglen udhamres til “klangstykke-form”.
Alle middelalderens messinginstrumenter er lige, men omkring år 1400 kom den epokegørende nyskabelse: Kunsten at kunne fremstille bøjede rør. Hvis man forsøger at hamre et rør i en bøjet facon bliver det let “krøllet”. Nu fyldte man først røret op med bly (der har et lavere smeltepunkt end messing), og når blyet var størknet kunne røret hamres ud i den ønskede facon – uden at det krøllede sammen. Til sidst varmedes røret op, det smeltede bly løb ud, og så var det bøjede rør færdigt.
S-FORMET TROMPET.
Da man havde lært at bøje messingrør, behøvede man ikke længere at bygge trompeter i den lige upraktiske facon, og den fik først en S-formet facon:
EN ENGEL SPILLER PÅ S-FORMET TROMPET
Kalkmaleri fra Vinderslev Kirke, Danmark
ENGEL MED S -TROMPET. Fra Angelico c. 1395-1455)
SAMMENFOLDET TROMPET
– derefter fik trompeten sin karakteristiske sammenfoldede facon:
Messingblæseinstrumenterne blev fremstillet på mindre værksteder. Specielt i Nürnberg, Tyskland, var der samlet rigtigt mange “mestre”, og i både det 16., 17. og 18.århundrede leverede de instrumenter til hele Europa og gjorde “Nürnberg-messinginstrument-mageri” til et begreb i sig selv. Deres instrumenter havde den højeste kvalitet og var rigt udsmykket med smukke dekorationer. Særligt fint var det når instrumenterne var fremstillet af sølv – ikke af musikalske, men af repræsentative grunde. For at sikre niveauet var Nürnbergs instrumentmagere organiseret i et instrumentmager-laug, og det lader til at faget gik ofte i arv, for de mest berømte instrumentmager-navne er repræsenteret med flere slægsled, f.eks.: Ehe, Haas, Schmidt, Neuschel og Snitzer – fra sidstnævnte familie kom der ikke mindre end 9 instrumentmagere !
“DER TROMPETENMACHER”
Kobberstik af Christoph Weigl (1654 – 1725)
HANS NEUSCHEL (den yngre) (-1533),
berømt basunist og instrumentmager. Fra træsnittet “Maximilians I’s triumf” af Hans Burgmair (1473-1531)
Hans Neusels far, Hans Neuschel (den ældre) grundlagde et helt instrumentbyggeri-familiedynasti i Nürnberg, Tyskland. Han blev ansat af byrådet 1579 og udnævnt til stadsmusiker (Stadtpfeifer) 1491.
Adoptivsønnen til Hans Neuschels (den yngre), Georg Neuschel overtog forretningen som blomstrede med bestillinger fra hele Europa.
I 1555 bestilte den danske konge Chistian 3 musikinstrumenter hos Georg Neuschel, deriblandt disse messing-instrumenter:
12 “tyske” trompeter, af de bedste, lige som dem Hertugen af Preussien havde fået
8 “italienske” trompeter, af de bedste
En kvart-basun (basbasun i F), meget god
2 tenorbasuner, med forlængerbøjler, der er gode
Instrumenterne ankom d.9. Februar 1557.
Georg Neuschel have ingen børn, men giftede sig med enken efter en stadsmusikant, Anton Schnitzer, hvis søn (der også hed Anton) fortsatte firmaet.
4. TROMPETEN
Omkring år. 1400 havde trompeten udviklet sig til 2 instrumenttyper: Den sammenfoldede trompet og –
5. TRÆKTROMPETEN
Træktrompetens blæserør/leadpipe (den del af instrumentet hvor mundstykket sidder) var teleskopisk forbundet med selve instrumentet, dvs. at hele instrumentet kunne skubbes frem og tilbage indad og udad. Derved kunne instrumentet blive længere og grundtonen kunne sænkes ca. 3 halvtoner. For hver sænkning af grundtonen var der en ny overtone-række så træktrompeten fik til dels udfyldt hullerne i naturtonerækken og kunne således til dels spille melodisk.
MUSIK TIL BRYLLUPSDANS. Kobberstik af Heinrich Aldengrever (1502 – c.1558)
Tv. ses 2 trompetister med træktrompet og th. en basunist. Når man spillede på træktrompet holdt man med den ene hånd på blæserøret, bl.a. for at modstå trykket så embouchuren ikke blev “mast”, og med den anden hånd førte man hele instrumentet frem og tilbage – unægtelig en besværlig og klodset fremgangsmåde. På denne og mange andre afbildninger fra tiden ses det at mundstykkernes rande var meget brede (sikkert også for at beskytte embouchuren mod tryk), og at det ikke var ualmindeligt at spille med oppustede kinder.
TROMPETENGLE DER SPILLER (fra v. mod h.):
TRÆKTROMPET, ZINK (eller blokfløjte), LANG BUISINE TROMPET og TRÆKTROMPET. MALERI FRA 1500-TALLET AF HANS MEMLING
Fig.10 NYBYGGET REKONSTRUKTION AF SOPRAN TRÆKTROMPET i C. Bygget af Finn Mortensen, Danmark.
EN TROMPETIST SPILLER PÅ TRÆKTROMPET MED BAGUDVENDT KLANGSTYKKE FOR ANKOMNE GÆSTER.
Nuremberg, Stadtbibliothek.
Fra billeder ved man at træktrompeten blev brugt ved Det burgundiske hof (Nordfrankrig og Nederlandende), som var toneangivende og dannede forbillede for hele Europa, og dets Alta Kapelle, også kaldet for Haut menestrels (kraftigt spillende musikere), nød stor anseelse. Besætningen var: En eller 2 diskantpommere, en tenorpommer (bombarde) og en træktrompet. De spillede både processions musik, til taffel og til dans.
Fig.12 ALTA KAPELLE
fra Leonhard Flexl: Grazwe Schüzenbuch (1568)
THURNERHORN – TRÆKTROMPET TIL TÅRNBLÆSNING
– fra Sabastian Virdung (Tyskland): Musica getutscht (1511) En særlig effekt var det når flere trompetister på skift spillede deres koralmelodier fra forskellige tårne.
EN DJÆVEL (øverst) OG EN ENGEL (nederst) SPILLER TROMPET
Fra. Kalkmaleri fra 1425 i Mørkøv Kirke.
TÅRNBLÆSER MED TROMPET
– Kalkmaleri fra Brarup Kirke, Maribo, ca.1500. Tårnblæser-tradition går tilbage til 13.tallet – til at begynde med som en decideret vagt-funktion, hvor der kunne blæses alarm på trompet i tilfælde af ildebrand eller hvis fremmede nærmede sig byen.
Fig.16 TRE TÅRNBLÆSERE SPILLER TROMPET
– Kalkmaleri fra Dalbyneder Kirke 1511 (med optrukne linjer)
6. DEN SAMMENFOLDEDE TROMPET
Den sammenfoldede trompet var langt den almindeligste. De enkelte lige og bøjede rør var ikke loddet sammen, men skubbet ind i hinanden og tætnet med f.eks. bivoks. Mellem de to parallelle rør sad en træklods, og omkring hele denne “samling” var viklet en uldsnor. Knoppen der sad på klangstykkedelen var kun udsmykning. Den yderste buede del var fast gjort til klangstykket med et stykke metaltråd eller læderbånd der var bundet gennem et lille hul i klangstykket. Den foretrukne stemning var D, men der er rapporteret om brug af trompeter i F, Eb og C. I tyskeren Michael Prætorius bog Syntagma musicum (1616 – 1620) hører vi for første gang om “bøjler”, dvs. små forlænger-rør, der kan indsættes mellem mundstykke og instrument og dermed sænke grundstemningen.
SAMMENFOLDET TROMPET
Michael Leichnamschneider (1676 – efter 1746), Østrig
Trompeten udviklede sig til at blive et sandt herreinstrument, personligt forbeholdt Europas regenter – og ellers blev trompeten også anvendt i militæret, men også der var regenterne jo den øverste myndighed. Trompetisternes særstilling udviklede sig til noget ganske enestående – og holdt sig i øvrigt i forbavsende lang tid!
UNGARSK TROMPETIST, FRA (Das Hofämterspiel) TYSKLAND, ca. 1450
Kunsthistorisches Museum, Wien.
DEKORERET TROMPETKLANGSTYKKE
Trompeter var ofte kunstfærdigt udsmykkede. Her ses en trompet lavet af Anton Schnitzer, Nurenberg i 1581, i dag på Kunsthistorisces Museum, Wien. På nærbilledet ses en indgravert kvindelig basunist, formodentlig en symbol på en muse. Kilde: http://www.kimballtrombone.com”
7. HOFTROMPETERKORPSENE
Hoftrompeterkorpsene er meget rammende blevet beskrevet som “klingende magtsymboler”. Med pauken i front fulgte korpsene regenterne som en skygge til hverdag og fest, hjemme og ude. De forkyndte “majestæter og fyrsters ankomst, deres tilstedeværelse og afrejse, når noget stort og betydningsfuldt var i vente, og forgyldte det gode og ophøjede der allerede var sket”.
Hoftrompetisterne var organiseret i et trompeter laug, og deres selvfølelse var helt i top. De skulle sikre sig mod “indpas”, ikke spille sammen med stadsmusikere, og slet ikke med “uærlige, ikke etablerede” musikere – kort sagt skulle de for enhver pris undgå at lade sig trække “nedad”!
I hele Europa var det kun regenterne der havde lov til at være omgivet af trompetister. Den eneste undtagelse var militæret, men her var det jo også regenterne der var den øverste myndighed. I militæret blev trompeten anvendt som signalgiver, både i fredstid og i krigstid hvor trompetisterne var med i felten. De kunne kommunikere alle militære enheders bevægelse og ageren.
I krigstid blev hoftrompeterkorpsene overført til militæret En anden, nærmest diplomatisk, funktion for hoftrompetister var det at være budbringere, kurerer og gesandter for deres arbejdsgivere.
TROMPETERKORPS TIL HEST
Fra træsnittet “Maximilians I’s triumf” af Hans Burgmair (1473-1531)
HOFTROMPETISTER FULGTE KONGEN BÅDE HJEMME OG PÅ REJSER
Kong Christian 1 af Danmarks besøg i Bergamos Castello di Malpaga 1474, hvor Republikken Venedigs generalkaptajn Bartolomeo Colleoni afholdt en banket til ære for ham.
TROMPETISTER SPILLER TIL BRYLLUP FRA BALKON, 1400-TALLET
Denne praksis betød at indendørs balkoner fik betegnelsen TROMPETERSTOL.
TROMPETERSTOLEN I RIDDERSALEN PÅ FREDERIKSBORG SLOT, DANMARK
HOFTROMPETISTER SPILLER TIL BANQUET (FESTMIDDAG) HOS DEN FRANSKE KONGE CHARLES 5, CA. 1460
Som det ses på flere illustrationer spillede trompetister fanfarer ved kongelige og fyrstelige måltider. Et andet vidnesbyrd om trompeternes medvirken når kongen sad til bords har vi fra Shakespeares skuespil Hamlet. I scenen hvor prins Hamlet og Horatio står på volden og venter på genfærdet af Hamlet’s far:
(KLANG AF TROMPETER OG KANONSKUD)
HORATIO
Prins, hvad betyder dette?
HAMLET
At kongen holder svigerlag i nat
og tager sig en rus og raver ør, –
den pralende, opskudte padehat! –
og for hvert drag, han skyller ned af rhinskvin
– “udskryder paukens og trompetens klang” –
Hvor drabelig han dr
ET BAL I AUSBURG c. 1590-1595. ET ENSEMBLE SPILLER FRA EN TROMPETERSTOL
– efterhånden blev trompeterstolene også brugt af andre instrumentalister end trompetisterne.
ENGELSKE HOF TROMPETISTER TIL HEST SPILLER TIL EN TURNERING
(detalje fra Westminster Tournament Roll, 1511)
Den farvede afrikanske trompetist med den grønne hat er John Blake der var ansat ved Henrik VIII’s hof. Et dokument fortæller om en betaling på 20 shilling for november måned 1507. Mellem 1510 – 1514 skrev John Blake en anmodning til kongen om at forboble hans løn så fik det samme som en anden trompetist, Dominic, fik før han døde – anmodningen blev formodentlig efterkommet!
TROMPETISTER OG EN PAUKIST
Gravering af Albrecht Dürer 1515.
TEGNING AF TROMPETIST
Abraham Bloemaert (1564-1651)
EN TROMPETIST MED EN LIGE TROMPET OG EN SÆKKEPIBE-SPILLER
Bernhard Jobin, 1590, Rijksmuseum. Amsterdam
DET KGL. DANSKE TROMPETERKORPS ved FREDERIK 2.’s BISÆTTELSE 1588
Stikket fungerer i dag som Det Kgl. Kapel’s bomærke.
Trompeterkorpsene var ikke blot en fryd for øret, men som deltagere i kongens følge også en pryd for øjet. De spillede på sølvtrompeter og var fornemt klædt, og paukerne var forsynet med kostbare dækkener og trompeterne med bannerer, et klæde der draperede trompeterne. Paukisten gjorde sig bemærket med spektakulære bevægelser under udøvelsen af sin gerning og højeste mode var en paukist der var sort, kaldet en mor eller morian, som red på en hvid hest. Flot skulle det være – og det var det !
TRE AF GHR:4s HOFTROMPETISTER TIL SØS
TROMPETBANNER FRA TROMPETIST UNDER SIGISMUND 3 VASA (1566-1632), KONGE OVER POLEN-LITHAUEN
Riksmuseet Stockholm
TROMPETBANNER FRA CHARLES 2 (1630-1686), Konge af ENGLAND, SKOTLAND og IRLAND
– fremstillet omkring 1660. Banneret har hængt fra trompeten hos en af de 4 trompetister der spillede under annonceringen af officielle proklamationer.
TRÆSNIT, TJEKKIET ca. 1618.
TYSK TROMPETIST FRA 1500-TALLET
Træsnit af Jost Amman
HOF TROMPETER KORPSENES SPILLEMÅDE
For ikke at blive kigget over skulderen spillede trompeterkorpsene udenad. Når deres repertoire en sjælden gang blev nedskrevet har det sikkert været med undervisning for øje, og det kan f.eks. ses i en “trompeterer-bog” skrevet af Chr. 4’s hoftrompetist Magnus Thomsen. Noderne er noteret i en slags kode-skrift og det er kun 2.stemmen der er nedskrevet. 1.-, 3.- 4. og 5.stemmen improviseredes efter bestemte regler. Man skelnede mellem 2 spillemåder og funktionsbetegnelser: En PRINCIPAL spillede fanfareagtig, en spillemåde rigt krydret med tungestød og signaler (2., 3., 4. og 5.stemme). En CLARIN havde en mere lyrisk spillestil i instrumentets højeste register (1.stemmen). Det hele har lydt lidt ligesom når man spiller touche i dag. Faktisk er touch-blæsning en direkte reminiscens af hoftrompeterkorpsenes måde at spille på. De fleste steder var trompeterne stemt i D og i Danmark spiller man således stadig touche i D-dur, mens man i Sverige havde trompeter i Eb-dur, hvorfor de svenske orkestre spiller touche i Eb-dur!
SIDEBLAD FRA MAGNUS THOMSENS NODEBOG omkring år 1600
Udover de originale stykker (sonater, toccataer m.m.) spillede hoftrompeterkorpsene tidens kendte melodier. En melodi som f.eks. salmen Lad det klinge der begynder sådan:
– blev ændret til kun at bestå af naturtoner:
Derefter blev der spillet efter følgende regler:
-
STEMME (tysk: Principale/italiensk: Sonata) spillede “melodien”.
-
STEMME (clarin) spillede en skala agtig overstemme.
-
STEMME (Alterbass/Alto e basso) lå en narurtone under 2.stemmen.
-
STEMME (Folgent/ eller Faulstimme/ Vulgano) lå fast på den 3.naturtone (kvinten i akkorden).
-
STEMME (Grob/basso) lå på den 2 naturtone i akkorden (grundtonen i akkorden).
Pauken improviserede mellem grundtone og kvint.
Når så hele trompeterkorpset spillede Lad det klinge, kunne det have lydt sådan:
FRA OLAUS MAGNUS: CARTA MARINA, 1539
Trompeten blev også brugt til at signalere om bord på skibe.
EN SPILLENDE TROMPETIST
Tegning af Jacques de Gheijn II, Antwerpen, Holland (1565-1629)
Fig.38 2 TROMPETISTER SAMMEN MED EN KOLLEGA DER TRAKTERER ET MÆRKELIGT MESSING INSTRUMENT
ADIMARI CASSONE er et tempera maleri på træ (88.5×303 cm) af Lo Scheggia (1406-1486), der stammer fra omkring 1450 og befinder sig i dag på Galleria dell’Accademia i Firenze.
DE FIRE RIDDER-MUSIKERE
Freskomaleri i Baronernes sal, Slottet i Manta, Italien
af Giacomo Jaquerio (1418-1430)
KVINDELIG TROMPETIST
GOBELIN UDFØRT AF M. WAUTERS, NEDERLANDENE, I KONG CHR. 5’s GEMAK, ROSENBORG, DANMARK Fra 1600-tallet
ENGEL MED TROMPET
Maleri på Rosenborg Slot af Adrian van de Venne, 1643.
SMUKT UDSMYKKET DUNG-CHEN TROMPET
Kina, Ming Dynastiet 1368–1644
8. ZINKEN
I renæssance-tiden fremkommer det første fuldt kromatiske sopran-læbeblæseinstrument Zinken (ital: Cornetto, eng.: Cornett). Mens træktrompeten bygger på et princip om at kunne forlænge instrumentet, bygger zinken på det modsatte princip: At kunne forkorte instrumentlængden. Den er forsynet med huller der dækkes med fingrene, og når hullerne åbnes bliver den klingende luftsøjle kortere og tonerne derved højere. Denne blokfløjtelignende ide kendes fra enkelte tidligere læbeblæseinstrumenter, som f.eks. det svenske hyrdehorn.
TO ZINKSPILLERE
– på loftsmaleri fra 1617 på Rosenborg Slot. Malet af Frantz Klein 1582
Zinken er lavet af en ottekantet eller rund træstok, der først flækkes og udhules, hvorefter den samles med et overtræk af læder. Mundstykket der er af ben eller horn, har en meget lille cupdiameter og en skarp inderrand, som kan fastholde embouchuren der fungerer med et meget lille mundstykke-pres. Der er ret stor afstand mellem hullerne, så for at gøre betjeningen nemmere var zinken ofte krum og blev holdt ud til siden. Derved blev zinke-embouchuren ganske speciel, idet også mundstykket placeredes til siden, ud mod mundvigen. Zinkens konstruktion og spillemåde bevirker at klangdannelse og intonation i høj grad afhænger af zinkspilleren selv. Udover den krumme zink (cornetto curvo), på grund af det sorte læder kaldet sort zink fandtes der en lige zink (cornetto diritto), ofte lavet af boksbom træ og derfor kaldet for hvid zink. Når mundstykket var skåret direkte i instrumentet fik det en afdæmpet klang med tilnavnet stille zink (cornetto muto). Desuden var der en tenor-zink der var stemt en kvint lavere og forsynet med et ekstra hul. Endelig var der bas-zinken stemt en kvart eller en kvint under tenoren.
ZINKER FRA MICHAEL PRÆTORIUS BOG: SYNTAGMA MUSICUM (1616 – 1620)
Fra v. til h.: Krum zink, diskant zink, stille zink og tenorzink.
MALERI MED EN ZINKNIST AF BARTHOLOMEO PASSAROTTI (1529 – 1592)
Zinkens klang kan minde om en obo, en cornet eller en drenge-sopran stemme. Zinkens klang egner sig lige godt til fordobling af korstemmer som til solistisk brug. Størstedelen af renæssancens instrumentalmusik blev ikke skrevet for bestemte instrumentsammensætninger, og zinken var med helt fra begyndelsen. Den høres f.eks. i musik af Andrea Gabrieli (1510 – 1586), hans berømte nevø Giovanni Gabrieli (1555 – 1612) og Claudio Mondeverdi (1567 – 1643) der alle 3 var organister ved Markuskirken i Venedig, og senere i musik af Heinrich Schütz (1585 – 1672). Zinkens evne til at spille udtryksfuldt, brilliant og meget bevægeligt gjorde at den udviklede sig til at blive et “virtuos-instrument” og blive et af de mest benyttede sopraninstrumenter. Den franske musikteoretiker Marin Mersenne beskriver den som “en solstråle, der trænger frem af mørket, når den høres mellem stemmerne i katedraler og kirker”.
CONCERTO VENETO
Maleri fra ca.1556, with 2 zink-spillere og 2 blokfløjte-spillere. Tilskrives på skift Bernado Licinuo da Pardenone (ca.1448-1565) og Giovanni Battista Moroni (1525-1578)
9. SPIRALINSTRUMENTER
Instrumentbetegnelsen Horn stammer fra dyrehorn og kendes fra hele verden. De fleste horn har da også dyrehornets buede form, der udvikler sig til den karakteristiske spiralform med en eller flere vindinger. I princippet er et horn konisk, men i renæssancetiden er begreberne horn/trompet svævende, og som vi senere vil se var der spiralformede trompeter helt op til baroktiden.
JAGTHORNIST MED NOTATION FOR RYTME
Jagthornet er et gammelt begreb. Helt tilbage fra 1349 findes en bog om jagt “Le Livre du Tresor de Vanerie”, af Hardouin de Fontaines, med nedskrevne jagtsignaler på en enkelt tone (ikke noteret med noder men med et system af hvide og sorte firkanter). På samme måde som trompeten var signalgiver for militæret kunne man med hornet kommunikere med hinanden under jagten. Den viste rytme på billedet kan noteres således i vor tids nodeskrift:
SPIRALINSTRUMENTER FRA RÆNESSANCETIDEN
Tv. Fra Virdung (1511): Acherhorn (formodentlig af ler eller porcelæn) og Jägerhorn. Th. Fra Prætorius (1620): Jägertrompet.
JAGTHORN I G fra 1590
Historiches Museum, Dreden.
JÆGER-HORNISTER fra UNICORN GOBELINERNE 1495-1506, Paris/Brussels
PORTRÆT AF EN UNG MAND DER SPILLER JAGTHORN (-af en slags?)
MALERI af Michiel Sweerts (Bruxselles 1618-1664)
EN BAGER BLÆSER I SIT HORN
Maleri af Adrian van Ostade (1610-1685), Utrecht, Holland
HORNIST
Tegning af Bracelli 1615, Rome
CHR.5s JAGTUDSTYR
Maleri af C.N. Gijsbrecht 1672
10. BASUNEN
Basunen opstod som en forbedring af træktrompeten i det 15.årh. På træktrompeten skulle hele instrumentet føres frem og tilbage, men på basunen holdes selve instrumentet “stationært”, og kun en U-formet bøjle, trækket, bevæges (Træktrompeten og basunen se sammen under TRÆKTROMPETEN 5).
BASUN-TRÆKKET OG DE 7 POSITIONER
Ved at føre trækket udaf forlænges instrumentet 2 steder. Dermed kan man sænke grundstemningen 7 halvtoner og udfylde hullerne mellem grundstemningens naturtoner
Man kan sige at basunen var “født perfekt”, og i princippet virker den på samme måde i dag som da den kom frem. Den fik flere navne: I Italien trombone (stor trompet), I Frankrig sacueboute (gl.fransk: At trække ud), i dag trombone a coulisse, I England først Sackbutt (det bruges i dag om den “gamle basun”), i dag Trombone, i Tyskland Posaune (fra Buccina), og i Skandinavien Basun.
ALT-, TENOR- OG BASBASUN FRA PRÆTORIUS
Læg mærke til tenorbasunens forlængerbøjler og basbasunens armforlængende håndtag på trækket og stemmebøjle i klangstykke-delen.
I renæssance tiden fandtes basunen både i en alt-, tenor, bas- og en kontrabasudgave – den sidste var dog ret sjælden. Tenorbasunen var stemt i A, altbasunen en kvart højere i D eller en kvint højere i E. Tenorbasunen var åbenbart allerede dengang anset for at være udgangspunkt for de andre, for Prætorus kalder den for Rechte gemein posaun (også kaldet for Tuba minor, Trombetta, Trombone Piccolo) . Basbasunen fik navn efter stemningsafstanden fra tenoren. Således kaldes basbasunen i E for Quartposaune og basbasunen i D for Quintposaune.
FRANSK BAS-BASUN
Marin Mersenne (1588-1648) fortæller i 1636, at i Frankrig er det praksis at fremstille en bas-basun ved at indsætte en forlængerbøjle i tenor-basunen som sænker stemningen en kvart.
STIVER PÅ EN RENÆSSANCE/BAROK-BASUN
De enkelte dele var ikke loddet sammen, men blev holdt på plads af “stivere” med kroge.
EN BASUNIST FRA ET PANEL-MALERI ca.1520
Museu Nacional de Arte Antiga, Lisbon, Portugal.
Basunen skulle kunne spille i 2 forskellige stemninger: Den dybe Chor-ton der blev brugt af orglerne og dermed til indendørs musiceren, og den høje Cornett-ton til udendørs brug. Derfor havde basbasunen en stemmebøjle der minder om den moderne stemmebøjle, mens tenoren og alt kunne sænke stemningen ved at indsætte små forlængerbøjler. De gamle basuner havde en lille boring og et fladt mundstykke der gav en lys og næsten diskret klang. Basunen blev populær straks efter sin ankomst, den spillede fuldt kromatisk, og den kunne fungere både sammen med svagt klingende instrumenter som f.eks. blokfløjter og kraftigt klingende instrumenter som trompeter og pauker. Det bløde udtryk var dog i højsædet, f.eks. understreger franskmanden Marin Mersenne i bogen Harmonie universelle (1636 – 1637) basunens blidhed og advarer direkte mod at spille “trompet-agtigt” på basun. Tyskeren Daniel Speer mener i sin bog Grundichtigs Unterricht der Musikalichen Kunst fra 1687 at basunen kræver så lille en fysisk udfoldelse at en 8-10 års dreng kan betjene den. Speciel virkningsfuld er det når basuner fordobler korstemmer og frembringer en krakteristisk overtonerig “blandnings-lyd” – en slags “himmelsk” samklang.
TRE BASUNISTER
– på loftsmaleri fra 1617 på Rosenborg slot, København malet af Frantz Cleyn (1582-1658). Maleren har givet basunerne næsten samme størrelse, men på instrumentet til højre viser håndtaget at der er tale om en bas-basun.
Basunen spredte sig med eksplosionsagtig hast, f.eks. havde den engelske kong Henrik 8. (1509 – 1547) hele 10 basunister ansat i sin hofmusik. Basunister var mange steder uhyre velanskrevne og i Spanien var de ligefrem instrumentalisternes primadonnaer. Fra lønningsregnskaber ved vi at de der var de højest betalte musikere, og de blev derfor indirekte skyld i at man for at spare penge indførte tungestemmer (rørstemmer) på de spanske orgler som basun-substitutter.
FRA “THE KINGS BOOK OF PAYMENTS”, FRA APRIL 1532
Viser udbetasling til 11 musikere der spiller “SAGBUT”
BASBASUNIST MED ARMFORLÆNGENDE HÅNDTAG PÅ TRÆKKET
Maleri fra en orgel-kasse af Christian Smith, 1643, London.
Da basunen var fuldt kromatisk og havde stor dynamisk spændvidde var den meget anvendelig og blev brugt sammen med mange andre instrumenter, lige fra svagt-klingende blokfløjter til kraftigt klingende trompeter. Det kan ses på mange malerier fra den tid:
KRONINGEN AF PAVE PIUS III
Maleri af Bernadino Pinturicchio 1503—Siena, Italien.
Dokumenter har vist at der rent faktisk var basuner med ved denne ceremoni.
Udsnit der viser en basunist sammen med 2 pommer-spillere:
KRONING AF DEN HELLIGE JOMFRU
Fra et alter i Freiburg, Tyskland
Maleri af Hans Baldung 1516
Udsnit der viser en basun-engel:
MARIA OG BARN I HERLIGHED
Maleri af Albrecht Altdorfer c. 1522-23—München, Tyskland
Udsnit af basun-engel:
11. ZINKE OG BASUN ENSEMBLER
Zinken og basunen havde fra starten af fulgtes ad som korfordoblende instrumenter, og de fungerede fortrinligt sammen. Som fast makkerpar spillede de sammen i mange sammenhænge, f.eks. kunne de danne ingredienserne når man spillede consort, dvs. musik spillet af en instrument familie ( i modsætning til broken consort for blandede instrumentsammensætninger). Et eksempel er Anthony’ Holborne’s: Pavans, Galliards, Almains, and other short arirs both grave and light, in five parts, for Viols, Violons, or other Musicall winde instruments (1588), der i så fald kan have været spillet af standardbesætningen: 2 zinker, alt-, tenor- og basbasun. Et andet og helt originalt stykke for den samme besætning er Matthew Locke: Music for His Majesty’s Sackbuts and Cornetts, processionsmusik til kong Charles 2’s kroning i 1661.
ZINKE OG BASUN SPILLER. Anon. c. 1540
Basel Historisk Museum
ZINKE- OG BASUNENSEMBLE
Musikere fra en bryllups procession. Billede fra Det tyske nationalmuseum
CONCERTINO DI GENTILUOMINI – EN ZINK-SPILLER og 4 BASUNISTER
Olie maleri af Girolamo Romanino (c. 1485-c. 1566)
Galleria Michelangelo, Bergamo, Italy
GREBSTABEL OG TRÆK-POSITIONER FOR ET ENSEMBLE BESTÅENDE AF EN ZINK OG 3 BASUNER
“Nuova Intavolatura di tromboni per Sonarli in Concerto” fra “II Dolcimelo” af Arelio Virgiliano 1600.
ZINKE- OG BASUN SPILLERE
Fra titelbladet til “Fontana d’Israel” af Johann Herman Schein, Leipzig, 1623
12. VENEDIG
Et sted hvor der på denne tid var samlet mange zinker og basuner på et og samme sted var i Venedig, Italien. Her var Giovanni Gabrieli (1557-1612) organist og maestro di cappella for musikken i Markus Kirken fra 1585 og senere også i paladset Scola Grande di San Rocco. De 2 bygninger kom til at danne rammen om noget af det mest spektakulære musik fra renæssancen.
MARKUS KIRKEN I VENEDIG
Markus kirkens mange pulpiturer (balkoner) inspirerede Gabrieli til en række “special-effects”. Han placerede sine musikere rundt på forskellige steder i kirken og skrev hvad man kalder for antiphonal eller polychoral musik. Her præsenterer en gruppe en frase som svares tilbage af en andre grupper, og det fortsætter med et veksel- og sammenspil mellem grupperne. Der var tale om både sangere og instrumentalister, deriblandt zinker og basuner! Ved at bruge selve rummet kunne en instrumentation der på papiret kunne se problematisk ud, f.eks. en enkelt stemme op imod en større gruppe af messingblæsere, udføres med en perfekt balance. Selve kirken blev altså et udgangspunkt for at skabe musikken.
ST. MARKUS KIRKEN SET INDEFRA
I Giovanni Gabrieli’s Sonata Pian e Forte svarer 2 grupper hinanden. Det var første gang man noterede dynamik i musikken (deraf stykkets titel) og det første stykke der er skrevet for bestemte instrumenter. Den ene og “lyse” gruppe består af en zink og 3 basuner, og den anden og “mørkt klingende” gruppe af en violin og også 3 basuner.
PALADS SCOLA GRANDE DI SAN ROCCA
Mens Gabrieli’s forgængere anvendte 2 Kor (grupper) gik han et skridt videre og skrev for op til 5 grupper. Englænderen Thomas Croyat fortæller med entusiasme om en koncert i Scola Grande di San Rocco: “Sometimes 16 playing together on their instruments, 10 sagbutts, 4 cornettoes and 2 Violdegambas”. I Gabrieli’s CANZON XVIII a 14 kræves der netop 10 basuner og 4 zinker. I hans SONATA XX (1615) er der 22 Instrumental-stemmer og continuo (orgel), – det må nærmest have indhyllet tilhørerne i klang fra alle sider!
PALAds SCOLA GRANDE DI SAN ROCCA SET INDEFRA
13. STADSMUSIKERE OG TÅRNBLÆSNING
DIE MÜNCHNER STADTPFEIFER BL.A. MED 2 BASUNISTER
ENSEMBLET BLEV ETABLERET ALLEREDE I 1475
TITELBLADET TIL HORA DECIMA (1669) af JOHANN PEZEL (1639-1694)
– skrevet til den daglige tårnblæsning (abblasen) kl.10 om formiddagen. I 1600 tallet blev der komponeret og udgivet særlig tårnblæser-musik for zinker og basuner. Den mest kendte blev komponeret af 2 stadsmusikere fra Leipzig: Johann Pezel skrev i 1669 “Hora Decima” og i 1685 “Fünff-stimmige blasende Musik” for 2 zinker og 3 basuner – og Gottfried Reiche (se under BAROKKEN, TROMPETEN ) der i 1696 skrev “Vier und zwantzig neue Quatricinia “(1696) – sonater for en zink og 3 basuner.
Nogle af de flittigste udøvere af zinke/basun-ensemblespil var stadsmusikanterne. Blæsemusik var meget populært, og zinken og basunen havde klart en højere status end f.eks. violin og lut. Ligesom for hoftrompetisterne, hvilede stadsmusikernes virke på en fast organiseret laugs institution. Uddannelsen varede ca. 5 år og var udformet som en mesterlære med afsluttende svendeprøve. På vej op i hierarkiet kunne man først blive Kunstgeiger, for siden at få titel af Stadtpfeifer – og hvis en stadsmusiker nåede så langt til at blive hofmusiker blev det anset for et betydeligt avancement.
Til trods for deres titler forventedes det at både Stadtpfeifer og Kunstgeiger kunne spille både stryge- og blæseinstrumenter. Når en Stadtpfeifer af de 2 havde en højere status skyldtes det at han havde ansvaret for “Abblasen” og anden muciseren fra byernes tårne, de havde flere forpligtigelser og fik derfor mere i løn. Stadsmusikeren havde monopol på “privat musik”, dvs. musik til borgernes fester, bryllupper og lign. men de var også forpligtet til at passe en række mere officielle hverv som f.eks. den nævnte tårnblæsning. Efterhånden havde tårnblæsningen udviklet sig til kunstmusik, spillet af netop zinker og basuner på bestemte tidspunkter af døgnet, og den var angiveligt en pålidelig tids-markering. Det kunne blive en lang arbejdsdag med “Abblasen” der begyndte kl. 5 om morgenen og først sluttede sent om aftenen. Musikerne blev derfor ret bundet til deres arbejdsplads og fik tilnavne som “tårnmænd” (en betegnelse de overtog efter fangevogterne!) eller “tårnrotter”. Disse ensembler fandtes i de fleste europæiske lande, i England kaldet for Band of waits, i Holland Stadspijpers”, i Tyskland Stadtpfeifer og i Italien for Piffari.
Fig.68 DET GAMLE RÅDHUS I LEIPZIG
STADSMUSIKER-BALKONEN (Stadtpfeiferbalkon) PÅ TÅRNET PÅ LEIPZIG RÅDHUS
Det var herfra stadsmusikerne spillede musikken af Pezel og Reiche. De zinker og basuner der blev anvendt til til tårnblæsning i Leipzig var leveret af byen, og når de ikke var i brug blev blev de opbearet i tårnet sammen med noderne. Ved anden musiceren måtte stadsmusikerne bruge deres egne instrumenter. Udover at få instrumenter til rådighed havde stadmusikerne forskellige privilegier: Lejlighedvis ekstra-betaling, beklædning og, indtil 1717 betalte de ikke skat og fik fri bolig i “Stadtpfeiffergäszlein” (den lille musikergade) hvor de og deres familier boede i det samme hus.
STASDMUSIKER-BRØNDEN (STADTPFEIFERBRUNNEN)
Til minde om stadmusiker-traditionen i Leipzig er der i den nye Gewandhaus koncertsal rejst en statue af en zink-spiller
GEORG BALL UND SEINE STADTPFEIFER
Detalje fra Görlitzer Triptychon (maleri i 3 dele) på det gamle Breslau Rådhus:
FESTESSEN DER GÖRLITZER SCHÜTZENGILDE (borger bevæbning))
Maleri af Johann Geisius 1658
Musikerne er:
Sopran eller Alt Basun: Angellmann Stadtpfeifergeselle, Bas skjalmeje (tidlig fagot): Moller Stadtpfeifergeselle, Regal (orgel): Gecxel Musicus instrum. Violin: (Georg) Ball Stadtpfeifer og Herr (lader), Zink: Müller Stadtpfeifergeselle, Lut: (Caspar) Walthers Stadtpfeifergeselle – ikke synlig på dette udsnit, Bælg-ansvarlig: Alex Tripstrille
I stadsmusiker organisationen kunne en ung musiker blive forfremmet fra JUNG til GESELLE, der stod til ansvar overfor hans HERR (hans overordnede) i 3 år. Overført til gruppen her er Ball mester Stadtpfeifer og hans underordnede Stadtpfeifergesellen – undtagen den helt unge bælgtræder Alex, og Gerxel der måske har været organist i Peterskirken.
Som det ses på bordet er der sørget for drikkevarer til musikerne!
DANSK MESSINGHISTORIE
14. PORTRÆTMALERI AF CHR. 4’s MUSIKERE
MUSIKANTERLOFTET
Der findes ikke beskrivelser af enkelte danske messingblæsere fra renæssancetiden. Loftsmaleriet på Rosenborg slot, kaldet for “musikanterloftet” er malet 1617 af Frantz Clein. Det er et af de tidligste portrætmalerier af musikere der findes og det forestiller angiveligt Chr. 4s musikere, men selv om vi kender til navnene på medlemmerne af Det Kgl. Kapel ved vi ikke præcist hvem der er hvem – undtagen lutspilleren der antages at være John Dowland, selvom han havde forladt landet flere år før billedet blev malet. Zinke- og basunspillerne er vist i udsnit under 8 – ZINKEN og 10 – BASUNEN.
15. DET KGL. KAPEL og HOFTROMPETERKORPSET
Det Kgl. Kapel er verdens ældste orkester stiftet i 1448, hvor det begyndte som et hoftrompeterkorps. En nummerliste lavet lige efter år 1900 giver os navnene på alle de musikere der har været ansat, og de 3 først ansatte kapelmusikere var trompetisterne: Walther (kapel nr. 1), Andreas (kapel nr. 2) og Hans (kapel nr. 3) der blev ansat i 1448. Som det var almindeligt den gang gjorde hoftrompetisterne også tjeneste som gesandter og kurerer, og i krigstid blev de overført til militæret. Det er netop i denne forbindelse at vi har de fleste omtaler af enkelte musikere på Chr. 4s tid. Det var ikke ufarligt at være hoftrompetist: Trompetisten Magnus Thomsen blev “af rigets fjender ihjelskudt for Elfborg”. Thomsens tidligere elev Peder Knudsen faldt ved Wexøe. David Drommudt mistede sin trompet da den “udi hans hånd blev sønderskudt for Kalmar i Sverige”. Erhard Stercke (kapel nr. 177) der havde titel af “Oberst-Trompeter”, blev under 30-årskrigen tilbageholdt i 3 uger i feltherren Tillys hovedkvarter, fordi denne ikke var tilfreds med titulaturen – de obligatoriske høflighedsfraser – i den medbragte skrivelse fra Chr. 4.
HOFTROMPETIST JØRGEN HEIDES NAVN
– ses øverst på Trompeter-kontoen I Rentemester-regnskabet fra 1551.
Jørgen Heide (kapel nr. 14) kom fra Tyskland og var ansat i København hos den danske kong Christian 3 1542 – 1555. Han blev senere udnævnt til ”øverste Trommeter”. I hans ”bestalling” (ansættelsesbrev) fra 24 marts 1542 får man et indblik i aflønningen som hoftrompetist:
”Vi Christian (3) gøre hermed alle vitterligt, at vi nu have bestilt og anammet denne brevviser Jørgen Heyde som vor trompeter og tjener for livstid, mod at han lader sig bruge velvillig i sine Kunster, altid lader sig finde villig og hørsom mod os ej giver sig i nogen anden herres tjeneste, men tjener os, så længe det er i hans formue at vide vort bedste og afværge vort værste. For sådan tro og villig tjeneste ville og skulle vi hvert år gennem vor rentemester i København om påsketid give ham 50 gylden Mønt og sædvanlig hofklædning, dertl af vor Embedsmand paa Københavns slot 2 øxne, 4 svin, 4 faar, ½ tønde smør, et Pund Rug og et Pund Malt Genant til hans underhold, hvilken Bestilling skal begynde nu til førstkommende Paaske”.
Men også i fredstid kunne det gå hedt for sig. Den 12. september 1607 blev Christian Lauersen (kapel nr.175) henrettet på Kronborg Slot fordi han desværre “ihjelslog og dræbte” sin trompetistkollega Friederich Mott (kapel nr.114).
DANSKE HOFTROMPETISTER SPILLER TIL FREDERIK 2.s KRONING d.20 AUGUST 1559.
I 1669 skal der have udspillet sig en usædvanlig hændelse med en unavngiven trompetist som hovedperson. Der skulle sættes en vindfløj på Nikolaj Kirkes tårn, og det berettes at “Trompetisten, der sad i fængsel på livstid, ændrede sin skæbne derved, at han efter frivilligt tilbud gik op og stod på fløet uden den mindste rygstøtte, blæste et stykke i sin trompet, og udtømte på Kongens sundhed et par vinglas, hvilke da de bleve nedkastede, fandtes heele liggende i græsset på kirkegården”. Kongen, Frederik 3., tog dette som et godt varsel og trompetisten blev benådet!
DET KGL. TROMPETERKORPS
– rider i front på det optog der fandt sted 13. oktober 1634 i anledning af kronprinsens bryllupsfest, kaldt for Det store bilger
16. TÅRNBLÆSNING I DANMARK
KØBENHAVNS SLOT og KRONBORG SLOT
I renæssancetiden blev der også praktiseret tårnblæsning i Danmark. Visse steder blev den varetaget af specielt ansatte som f.eks. Elias Taigler der var ansat som husmand (tårnblæser) ved Vor Frue Kirke i København. I hans “bestalling” fra 1622 fortælles det at han for 20 rigsdaler om året skal: ” Være forpligtet til hver time om natten når klokken slår fuldslag og vægterne har råbt, at blæse af Vor Frue Tårn af de huller som bedst kan lyde over byen hver time til om morgenen igen”. Andre steder blev tårnblæsningen varetaget af stadsmusikanten, og på de kongelige slotte, Københavns slot og Kronborg, var det kongens egne musikere der spillede. I 1634 organiserede Chr. 4 en gigantisk bryllupsfest for kronprinsen, og i den anledning blev trompetstolen på Københavns Slot udvidet så der var plads til intet mindre end 24 trompetister !
TROMPETER-TÅRNET PÅ KRONBORG SLOT
Det imponerende trompetertårn er med sine 62 meter det højeste på Kronborg. Tårnet har sit navn efter de trompeterer, som tidligere blæste fanfarer fra tårnets balkon. Spiret har været brændt ned og genopbygget to gange. De kgl. trompetister på Kronborg var også til stede under de kgl. måltider. Efter sigende foregik det sådan under Kong Frederik 2 fester på Kronborg: Når kongen rejste sig, hævede sit glas og udbragte en skål, ville trommerne (paukerne?) rulle og trompeterne gjalde. Uden for fæstningsvolden stod artilleristerne klar ved kanonerne og når trompeterne lød, saluterede artilleristerne kongens skål med øredøvende brag, der kunne høres helt over på den anden side af Øresund
(se også under 7 HOFTROMPETERKORPSENE).
De kgl. Trompetister var fornemme og velansete, men deres vej til balkonen på Kronborgs trompetertårn var meget besværlig og “helt nede på jorden”!
Hoftrompetisterne på Kronborg boede inde i Helsingør by, men i ventetiderne mellem deres tjenester opholdt de sig i dette rum i Trompeter-tårnet.
Først skulle de op ad en meget smal vindeltrappe:
Dernæst skulle de igennem et smalt run fyldt med bjælker og spær:
Derfra kunne de endelig komme ud til trompeter-balkonen:
Trompeterbalkonen set fra ”Kanon-tårnet”:
