Vælg en side

Romantikken I


Denne side om messinginstrumenternes historie er identisk med den engelske side “The History of Brass Instruments” men efterhånden vil denne side under overskriften “DANSK MESSINGHISTORIE” blive udbygget med danske musikerportrætter og beskrivelse af specielle danske forhold.

INDHOLD I DETTE KAPITEL:

Senest opdateret 19/3 2019

1 – ROMANTIKKEN  (1830 – 1900)

2 – VENTILSYSTEMER OG DERES OPFINDERE

3 – VENTILENS OPFINDELSE

4 – DE NYE INSTRUMENTER

5 – ADOLPH SAX (1814 – 1994)

6 – PIERRE LOUIS GAUTROT (1812 – 1882)

7 – ANDRE INSTRUMENTFAMILIER

8 – CORNETTEN

9 – DANSK MESSINGHISTORIE CORNETTEN I DANMARK

10 – FLÜGELHORNET

11 – ALTHORN, BARITONE og EUPHONIUM

12 – TUBAEN

13 – DANSK MESSINGHISTORIE TUBAEN I DANMARK

14 – HELIKON

15 – DANSK MESSINGHISTORIE DET KGL. KAPELS FØRSTE FASTANSATTE TUBAIST

16 – AUGUST HELLEBERG (1861 – 1936)

17 – TUBAFAMILEN PÅ POSTKORT FRA OMKRING ÅR 1900

18 – VENTILINSTRUMENTERNE I SYMFONIORKESTRET – EN GRAFVIS ACCEPT

19 – OSSIAN OUVERTUREN

20 – SYMFONI ORKESTRERNE VOKSER

21 – RICHARD WAGNER (1818 – 1883) – STORE BESÆTNINGER

22 – WAGNER’s STIERHÖRNER

23 – GUISEPPE VERDI (1813 – 1901) – INSTRUMENTATION, DYNAMIK og BALANCE

24 – SMÅ ORKESTRE

25 – JULIEN’S ORKESTER – SKIFTEVIS STORT OG LILLE

26 – DANSK MESSINGHISTORIE MESSINGBLÆSERE I FELTEN

27 – DANSK MESSINGHISTORIE FASTANSATTE MESSINGBLÆSERE I DET KGL. KAPEL

ROMANTIKKEN I (1830 – 1900)

 

 

1. ROMANTIKKEN 

Den helt store revolutionerende nyskabelse i begyndelsen af det 18.århundrede var opfindelsen af ventilsystemet, en mekanisk måde at kunne forlænge naturinstrumenterne på og gøre dem fuldt kromatiske. Med denne opfindelse så en lang række nye instrumenter dagens lys: Tubaen, Saxhornene (næsten identiske med instrumenterne i et Brass Band) og en masse lignende instrument-familier, samt nye medlemmer af de gamle instrumenter: F.eks. bastrompet, kontrabasbasun og wagnertuba. I blæseorkesterne blev alle de nye instrument-familier straks modtaget med kyshånd, men i symfoniorkestrene betød en hvis konservativisme at det tog længere tid før de slog igennem. Det interessante er at selvom messing-instrumenterne fik nye udfoldelsesmuligheder og nu mere end før fremstod som en instrument-familie, så bibeholdt de i vid udstrækning deres ur- eller arketypiske karakter, dvs, at:

– Trompeten beholdt sin karakter af fanfareinstrument

– Hornet beholdt sin karakter som naturbeskrivende instrument

– Basunen fik næsten intensiveret sin status som en sakral skæbne-budbringer fra over- eller underverdenen.

 

Horn_fifths[1]

Fig.1 HORNKVINTER. Selvom ventilerne gjorde hornet fuldt kromatisk blev der stadig skrevet “hornkvinter” for horn, en karakteristisk gennemspilning af naturtoner.

berlio2[1]

Fig.2  HECTOR BERLIOZ (1803 – 1869) – oplevede messinginstrumenternes udvikling fra naturinstrumenter over stophorn, instrumenter med klapper frem til ventilinstrumenterne. Han var meget interesseret i instrumenternes udvikling, han var begejstret for alt det nye der skete og skrev om det i sin instrumentationslære “Traité d’instrumentation et d’orchestration modernes”. I hans requiem “Grand Messe des Morts” beskrives dommedag ved et inferno af lyd fra fire ekstra messinggrupper anbragt rundt omkring orkester og kor. Selvom messingspillet udviklede sig og blev markant mere magtfuldt senere hen, havde Berlioz’ instrumentation en overvældende virkning på samtiden.

Satirisk tegning af Grandville.

2. VENTILSYSTEMER OG DERES OPFINDERE

Inden ventilens opfindelse havde flere forsøgt sig med mekaniske måder at kunne ændre længden og dermed grundstemningen på messinginstrumenter. Det var egentlig ikke udfra en forestilling om at kunne gøre instrumenterne kromatiske, men mere ideen om at finde en afløsning af det besværlige og upraktiske bøjleskifteri. F.eks. hører vi om ireren Charles Clagget at han i 1788 samler to blæserstænger i en omstillingshane så man kan skifte mellem to instrumenter af forskellig længde.

 

Fig.3   CHARLES CLAGGET (1740-c.1790) var en irsk muskier, komponist og opfinder af forbedringer på musikinstrumenter. Han konstruerede en forløber for ventilen. Hans CROMATIC TRUMPET var 2 trompeter der var forbundet til den samme leadpipe og hvor man med en indstillings -skrue kunne skifte mellem den ene og den anden trompet.

 

 

 

Fig.4   OMNOTONISK HORN var en anden løsning. Her er alle forlængerbøjlerne er fastmonteret på instrumentet, og med en “stilleskrue” kan man vælge en bestemt forlængerbøjle og dermed en bestemt stemning. Instrumentet var dog ekstremt tungt og fik ingen større udbredelse (se også under ROMANTIKKEN I / 31. HORNET I FRANKRIG).

 

 

 

 

3. VENTILENS OPFINDELSE

Ventil-systemet blev opfundet af to tyske hornister Heinrich Stötzel og Friderich Blühmel i 1815. hvem af de to der var den egentlige opfinder har man aldrig fundet ud af. I en periode arbejdede de sammen og 1818 fik de et 10-årigt patent, men deres uenigheder og gensidige beskyldninger førte til at Stötzel købte Blühmel ud. Ideen går ud på at kunne ændre rørforløbet ved at koble et forlængerrør ind der kan sænke stemningen. Fra starten af gjaldt det om at indfri to væsentlige krav: At ventilerne kan gå let og hurtigt, og at boringen i rørgennemgangen er relativ lige og glat, dvs. uden “udbulninger” eller “indsnævringer”. Der fremkom mange forskellige modeller og konstruktioner. Her vises de mest udbredte og dem der i længden slog universelt an:

V

Fig.5 STÖTZELVENTILEN

– er en såkaldt “pumpeventil”. Tv. ses ventilens udgangsposition hvor hovedrøret går igennem ventilhuset. Th. er ventilen trykket ind og ventilens rørforlængelse, bøjlen, er koblet ind. Ventilen bliver skubbet op igen af en fjeder. Rørforløbet har “buler” og er ikke helt glat.

 

WIENERVENTIL

Fig.6   WIENERVENTILEN

– var en forbedret udgave af Stötzelventilen, lavet af den østrigske instrumentmager Leopold Ulhman i 1830. Her er der to ventilhuse til hvert enkelt forlængerrør, hvilket gør rørforløbet mere glat. Opfindelsen af wienerventilen tilskrives Christian Friederich Sadler, Leipzig.

Her ses en tidlig udgave fra 1821:

 

DREJEVENTIL

Fig.7   DREJEVENTILEN – I 1832 fik Joseph Riedl, også en instrumentmager fra Wien, “privilegium” på sin “Rad-maschine” – senere kaldet for drejeventilen. Dens rørgennemgang er ikke uproblematisk, men et omhyggeligt design holder ændringerne af boringen nede på et minimum.

PERINET VENTILEN

Fig.8   PERINETVENTILEN Den endelige form af pumpeventilen blev “Perinetventilen, opfundet i 1838 og patenteret i 1839 af franskmanden Etienne-François Périnet. Den er ret tynd og går let og hurtigt. I stedet for at rørgennemgangen kommer op gennem ventilens bund, er alle gennemgange på tværs af ventilhuset og har kun ganske små buler.

 

 

I dag er det kun pumpeventilen og drejeventilen der har overlevet. Wienerventilen ses i dag kun på de “wienerhorn” der bruges i Wiens filharmoniske orkester. I slutningen af 1900-tallet blev der opfundet nye ventiltyper primært til brug på basuner (omtales under Det 20-århundrede). Helt frem til 1830-erne var der instrumenter med kun 2 ventiler, ellers blev 3 ventiler standard på trompet, 4 ventiler på horn og euphonium, og på tubaer helt op til 6 ventiler. Med tiden er stemningen for de første 4 ventiler blevet standardiseret:

– 1.ventil sænker stemningen en hel tone

– 2.ventil sænker stemningen en halv tone

– 3.ventil sænker stemningen en halvanden tone

– 4.ventil sænker stemningen en kvart

Ved at bruge ventilerne enkeltvis og sammen blev instrumenterne fuldt kromatiske men det viste sig hurtigt at længden på bøjlerne var et kompromis. Det er let at se at forlænger-rørene (ventilbøjler) på en trompet er kortere end dem på en tuba. På samme måde vil den længde på 1.ventilen der sænker grundstemningen en tone være for kort når ventilen bruges sammen med andre ventiler. Der blev eksperimenteret med at sætte så mange ventiler på et instrument så man kun behøvede at bruge en ventil ad gangen:

 

 

Fig.9   ADOLPH SAX TROMPET MED 7 VENTILER 1852

 

– eller helt absurd: At sætte et helt klangstykke på hver enkelt ventil. Disse bizare instrumenter blev dog meget tunge og blev aldrig udbredt:

 

Fig.10   ADOLPH SAX CORNET MED 7 VENTILER OG 7 KLANGSTYKKER, ca. 1852

 

 

KOMPENS.

Fig.11   KOMPENSATIONS-SYSTEMET En helt speciel opfindelse var “kompensations-systemet” opfundet af den englænderen David Blaikey 1874. Her går 4 ventilens forlængerbøjle OGSÅ gennem de 3 andre ventilhuse. Når 4.ventil bruges i en kombination sammen med 1., 2. og 3 ventil kobles der ekstra forlængerbøjler ind:

Tv.: 1.ventil er ført ned og 1. ventilens forlængerbøjle er koblet ind.

Th.: Nu er BÅDE 1.ventil og 4.ventil koblet ind, og derved nu kommer en ekstra forlængerbøjle ind i rørforløbet.

Her ses de ekstra forlængerbøjler på et euphonium med kompensations-system:

 

Fig.12   KÖHLER CORNET MED FORLÆNGERBØJLER ca.1840. Ud over de ventilsystemer der fik succes blev der lavet mange andre forsøg, f.eks. drejeskiver med forlængerrør, “disc Valve”. de blev oprindeligt patenteret af John Shaw i 1838, senere blev en efterfølgende forbedring introduceret af John A. Köhler, London, der kaldte det “New Patent Lever Valve.” På pladen på denne cornet står der: “Kohler, Sole Maker, Henrietta St, Covent Garden, London”. Systemet fik en kort levetid, “skiverne” fungerede godt nok, men blev let utætte og blev anset for at være ustabile og besværlige at vedligeholde.

Fig.13   TROMPET i Bb, ANDREAS BARTH, MÜNCHEN CA. 1837.

Der blev også lavet instrumenter hvor man I stedet for at trykke direkte på ventilen, skulle trykkede på en vægtstang

 

 

4. DE NYE VENTILINSTRUMENTER

Efter ventilsystemets opfindelse strømmede det ud med alle slags tænkelige ventilinstrumenter og der var sjældent nogen linje eller sammenhæng i deres udformning. Af kommercielle grunde fik de forskellige navne og deres anvendelse blev meget lokalt præget – een stor forvirring !

Her ses en række specielle – for vores øjne næsten bizart – designede instrumenter:

Fig.14   SCHNEIDER TENOR HORN

Fig.15   ANTONIOPHONE

Fig.16   BALLAD HORNS UDFORMET MED SVUNGNE FORMER

 

Fig.17   BAS FLÜGELHORN i Bb

 

Fig. 18  VENTILBASUN i Bb

 

Fig.19  SUDROPHONE MED PÅMONTERET KAZOO – EN SLAGS SPECIAL-EFFEKT

 

 

 

 

5. ADOLPH SAX (1814 – 1894)

Den første der satte tingene i system og lavede en hel instrument-familie var Belgieren Adolph Sax. Han havde først studeret fløjte og klarinet på Bruxelles Musikkonservatorium, derefter blev han udlært instrumentmager og i 1842 slog han sig ned med sit eget instrumentbyggerfirma i Paris. Her var der i forvejen mange instrumentmagere i skarp indbyrdes konkurrence, så han var egentlig ikke særlig velkommen. Men han overlevede i kraft af sin dygtighed og ved at have støtte hos en række prominente komponister som Donizetti, Meyerbeer og Berlioz.

 

215[1]

Fig. 20  ADOLPH SAX – opfinder og instrumentmager

 

I dag er Sax især kendt for at have opfundet saxofonen, men det var også betydningsfuldt at han i løbet af 1830erne udviklede sine SAXHORN. I 1845 fik han patent på dem, en hel familie af messinginstrumenter i tubafacon forsynet med Berlinerpumper. Bortset fra at sopranudgaven peger opad og ikke lige ud som cornetten, så minder saxhornene meget om instrumenterne l vor tids Brass Band. Berlinerpumper var en pumpeventil med en større diameter udviklet af Stölzel og senere forbedret af Wilhelm Wieprecht 1802-1872 (se under ROMANTIKKEN II, 18). Den var lettere at fremstille end Stöetzel-ventilen, den havde “”lige og glatte” rør-gennemgange men var tungere i bevægelighed.

 

SAXHORN1

Fig. 21  SAXHORNFAMILIEN som vist i kataloget fra Henry Distin & co., London ca.1849.

pumper

Fig. 22   BERLINERPUMPER

Fig. 23  SAXHORN (EUPHONIUM) 1850-1865

Fig.24  MUSIKER MED SOPRAN SAXHORN

For at promovere sine saxhorn lykkedes det Sax i 1845 at få organiseret en konkurrence mellem et traditionelt harmoniorkester, dirigeret af den italienske komponist, musikdirektør og professor på konservatoriet Michelle Carafa de Colobrano (1787-1872), og et orkester der mest bestod af saxhorn og klarinetter dirigeret af Sax selv. Det var noget af en begivenhed der blev overværet af 20.000 tilhørere. Sax vandt overlegent på grund af den klanglige homogenitet og en lang større klangfylde i mellemregistret. Sejren betød at Sax fik kontrakt til at levere instrumenter til hele den franske militærmusik, og den skulle ikke bare supplere med de nye instrumenter, besætningerne kom simpelt hen overvejende til at bestå af saxhorn.

Måske blev han for overmodig, for nu blev det for meget for de andre instrumentmagere, de påstod at der intet nyt var i Sax’ instrumenter og at det var uretfærdigt at han overhovedet kunne få patent på dem. For så vidt havde de jo ret, saxhornene var ikke nogen ny opfindelse, men de var bedre end de andres instrumenter og ideen med en instrument-familie – den var Sax kommet først med. Da den franske kejser Louis Philip blev afsat 1848 og den 2. Franske Republik indført, blev militærets aftale med Sax trukket tilbage. Med indsættelsen af kejser Napoleon 3 1852 kom aftalen igen i stand for atter at blive annuleret i 1877 med indførelsen af den 3. Franske Republik.

FRANSK

Fig. 25  FRANSK INFANTERI REGIMENTSMUSIKKORPS MED SAXHORN

Fig.26   FORSIDEN FRA EN SKOLE FOR  SAXHORN AF  BlLANCHETEAU,  udgivet i 1864           

SAXTROBAERNE var en anden messinginstrument-familie fra Sax’s værksted. De var fremstillet til den franske hærs kavaleri og derfor bygget med henblik på at kunne betjenes til hest, dvs. at de kunne betjenes med en hånd. De havde en mindre boring en saxhornene og blev lejlighedsvis brugt til scenemusikken i de franske operahuse, særlig på Pariser Operaen hvor Sax selv var leder af scene-orkestret 1847 – 1892 (se BAGSCENEMUSIK FOR “BANDA” (HARMONIORKESTER) I OPERAER, ROMANTIKKEN II, 22)

Fig.27   SOPRAN SAXTROMBA I Eb  (som en Eb-cornet)

Fig.28  TENOR SAXTROMBA i Eb (som et althorn)

 

Fig. 29   Tv.: SAX- TUBAERNE var Sax’s 3 messing-instrument-familie. Sax-tubaen er bevidst bygget så den ligner en oldromersk Cornu, den blev udviklet ca.1845 og d.16 juli 1849 fik han sikret sig et patent, fransk patent nr.8341. Saxtubaerne fik deres debut til operaen “Le Juif errant” på Pariser operaen d.23 april 1852. Sax var selv leder af operaens “Sceneorkester” (det orkester der stod for scenemusik på- og bagved scenen) 1847 – 1892, og han benyttede ofte muligheden for at få brugt sine egne instrumenter til scenemusikken. Saxtubaerne blev så ellers kun een gang mere. Det skete til en militærparade med 1500 musikere fra 30 regimenter – efter sigende overdøvede de 12 saxtubaer alle de andre instrumenter!

 

 

Fig.30   SNOET NATURHORN DER HOLDES IND MOD KROPPEN OG DERMED LETTERE AT HOLDE PÅ OG BETJENE END DET TRADITIONELLE NATURHORN. Adolph Sax eksperimenterede og fremstillede instrumenter der idag nærmest fremtræder groteske.

Fig.31   KAVALERI-BASUN I C, der kan betjenes til hest. Adolph sax 1869.

Sax fik mange patenter og virkelig succes, men var hårdt presset fra alle sider og der blev laver plagiater af hans instrumenter på kryds og tværs. Instrumentmager Guisseppe Pelinni fra Milano svarede på en forespørgsel om han lavede sax-instrumenter, at det var Sax der lavede hans instrumenter. I 1845 hørte Sax om adskillelige tyske paralleller til alle hans “såkaldte opfindelser”. Resultatet blev at Sax måtte gennem en masse retssager. Sax fabrik solgte ca. 20.000 instrumenter mellem 1843 og 1860, men han var ikke god i pengesager, og ikke engang hans store salg kunne holde ham økonomisk oven vande. Han var tæt på at gå fallit 4 gange, i 1852, 1873 og i 1877, og sidste gang klarede han den kun fordi han blev han reddet af en af sine beundrere, kejser Napoleon III. Selv om Sax’s instrumenter blev anset for at være de bedste og hans firma voksede – så endte det alligevel med at han – og også en række af de andre instrumentmagere – gik fallit.

1840

Fig.32   ADOLPH SAX’s VÆRKSTED 1842

Fig.33   ADOLPH SAX’ VÆRKSTED OMKRING 1848.

udendoers

Fig.34  ADOLPH SAX’s FORRETNING SET UDEFRA Ca. 1850

indendoers

Fig.35   DEMONSTRATION eller TEST AF NYE INSTRUMENTER I SAX’s FORRETNING, VIST I AVISEN L’ILLUSTRATION 1864

 

Fig.36   I 1865 FIK SAX’s FORRETNING BESØG AF EMIREN ABD EL.KADAR fra ALGIER. Illustration fra “Le Journal illustré”

 

Fig.37    Dette bas saxhorn i Bb fra 1863 ( ses også på fig. 28 og 30) viser flere af Sax’s opfindelser: Ideen med de mange ventiler og et ”pavillon tournant”, et klangstykke der kan drejes og dermed føre klangen i en bestemt retning.

 

 

Fig.38   ADOLPH SAX’ VÆRKSTED OMKRING 1860. Man fornemmer hvilken aktivitet der har været i tidens “blæseorkester-miljø”.

 

Fig.39  FRA ADOLPH SAX’s KATALOG

6. PIERRE LOUIS GAUTROT (1812-1882)

gar

Fig.40   PIERRE LOUIS GAUTROT

– var også instrumentmager og havde også et stort firma. I 1846 påstod han at hans firma var det vigtigste af sin slags i Europa og at han havde 200 cornetter, 1000 basuner og 1000 ophicleider på lager. Han havde over 200 ansat hvad der svarede til 42% af messinginstrument-kapaciteten i Paris. Sammen med firmaerne Raoux, Halary, Buffet, and Gambaro, der ellers konkurrerede med hinanden, førte han retssager mod Adolph Sax – men til sidst i 1859 endte det med at det var Sax der vandt !

 

 

paris

Fig.41   LAGERET FRA FIRMAET GAUTROT, PARIS CA. 1880

 

 

7. ANDRE INSTRUMENTFAMILIER

Fig.42   KOENIG HORN. I 1856 præsenterede firmaet Antoine Courtois Koenig-hornet i F designet af Herman Koenig – det blev en forløber for Ballad-hornet.

 

I 1868 begyndte firmaet Boosey & co. At markedsføre en anden messinginstrument-familie ballad horns med opadvendt klangstykke designet af Henry Distin. Senere fremstillede Distin sine egne ballad-horn, længe efter han havde solgt sit patent til Boosey & Co og levede i USA. De mest almindelige ballad-horn var en tenor-udgave stemt i C – de sidste blev fremstillet af Frelsens hærs instrument-fabrik ca. 1930 (se mere om Henry Distin i, ROMANTIKKEN II, 13, og om Instrumentfremstilling i England, også ROMANTIKKEN II, 26).

Fig.43    EN KVINTET MED DISTINS BALLAD HORN.

 

corn

Fig.44   CORNOPHON. Der var også andre end Sax og Distin der forsøgte sig med at lave messinginstrument-familier. Cornophonen er et konisk messing-instrument med 3 ventiler. Det blev opfundet i 1880’erne af Fontaine-Besson i Paris. Instrumentet blev oprindeligt kaldt “Cornon” og patenteret i 1890.

Fig.45   JOHN W. GRAEFF (1850-1912) FOTOGRAF OG BAND-LEDER – SELVPORTRÆT. Hans instrument er et alt-instrument med opadvendt klangstykke og drejeventiler. For os at se et ”hybrid-instrument”, men det var ret almindeligt i USA fra 1850-erne til 1890-erne. Hans band, The Perseverance Band, var tilknyttet Perseverance brandvæsen.

 

Fig.46   OVER SKULDEREN INSTRUMENTER. Under den amerikanske borgerkrig (1861 – 1865) fremkom denne instrumentfamilie der var bygget med bagudvendte klangstykker så de soldater der marcherende bagved orkestret bedre kunne høre musikken (se også under MESSING ORKESTRE, ROMANTIKKEN II, 15) .

Fig.47   MUSIKER MED BAS-OVER SKULDEREN-INSTRUMENT I Eb, FOTO fra 1870-1880

 

8. CORNETTEN

 

saxhorn

Fig.48   Eb-CORNETTENS FORLØBER: SOPRAN-SAXHORNET i Eb, her med drejeventiler. Postkort fra USA 1865-1870

I 1820-erne kom nogle af de tidligste tyske ventilinstrumenter til Paris, og de franske instrumentmagere gik straks i gang med at kopiere dem. I 1820erne fandt instrumentmageren Antoine Halary (1788-1861) på at sætte 2 ventiler på det lille posthorn, cornet-de-poste, han kaldte sin opfindelse for ”cornet ordinere”. Et par år senere konstruerede han en version med fremad rettet klangstykke, først kendt som ”cornopean”, og senere slet og ret cornet. Til at begynde med blev cornetten opfattet som et diskanthorn og det blev i første omgang Paris’ unge “hornløver” der kastede sig over den. Her kunne de udfolde sig frit uden den tyngende naturhorn-tradition, og Pariserkonservatoriets første cornetprofessor var da også en hornist fra pariseroperaen J.H. Maury. Men efter et stykke tid blev det mere trompetister der tog cornetspillet op, og instrumentet ændrede sig lidt: Det fik et mindre dybt mundstykke, Bb-stemningen blev den foretrukne og Stötzelventilerne blev erstattet af Perinetventiler, og med den karakteristiske bue på begyndelsen af klangstykket (den sidste reminiscens fra hornfaconen) havde cornetten fået sin endelige udformning.

 

Fig.49    Bb-CORNET MED 2 VENTILER FREMSTILLET AF CURTOIS, FRANKRIG 1833. Metropolitan Museum New York. I cornettens barndom var det almindeligt at kunne stemme den fra Bb og helt ned til Eb. Cornetten her har det tidlige Stötzel-pumpe (fransk: Piston) ventilsystem.

cornopean-a

Fig.50   CORNOPEAN med forlængerbøjler og trækasse fra ca. midten af 1800-tallet. Instrumentet har også en klap til udførelse af triller

 

Fig.51   CORNET I Bb MED DREJEVENTILER og FORLÆNGERBØJLER, BESSON, 1848.

cornet

Fig.52   Bb- CORNET, ANTOINE COURTOIS, FRA 1875

HERMANN KOENIG (1815-1870)  – var måske den første cornetist der blev en internationalt kendt solist. Han var født i Tyskland og blev kendt i London son en feteret solist i Louis Jullien’s Drury Lane Orchestra i 1840erne (se 21 – THE JULIEN ORCHESTRA ). Han var med da Jullien i 1853 som det første europøiske orkester tog på turne i USA. Han var også komponist (bl.a. af  “Posthorn galoppen”), aktiv som udgiver og designede en cornet der i dag er kendt som “Koenig Cornetten.

Fig.53   COURTOIS KOENIG’S  CORNET MODEL FRA 1850erne  (foto fra Bobb Stewart homepage)

 

ARBANFig.54   JEAN BAPTISTE ARBAN (1825-1889)

– var den første store cornetvirtuos. Han blev berømt både som solist og som pædagog, og 1869 – 1889 var han cornetprofessor på Pariserkonservatoriet. I 1864 skrev han sin berømte Grand Methode der endnu i dag bruges – ikke bare til cornet, men til alle ventil-messinginstrumenter. Hans skole slutter med en række variationer over kendte melodier, den sidste er variationer over “Karneval i Venedig” som indeholder hurtige registerskift der skaber en illusion af at der er to der spiller:

karneval

 

 

 

 

 

 

Da cornetten kom frem var der til at begynde med en hel del diskussion om hvor vidt cornetten eller trompeten var det bedste instrument. De første cornetter havde en meget blødere klang end de cornetter vi kender i dag, så klang-forskellen mellem cornetten og den brilliant klingende trompet var ret stor. Arban var selvfølgelig en ubetinget fortaler for cornetten i håbet om at gøre den til et ligeså populært solo-instrument som fløjten og violinen.

Der var delte meninger om cornetten. Det konservative “klassiske” musikmiljø opfattede den som et udpræget “plebejerisk” instrument. Berlioz fandt cornetten underlegen overfor trompeten, og i symfoniorkestret blev den til at begynde med mest brugt til at udfylde tonerne mellem trompetens naturtoner. I sin instrumentationslære fra 1855 skriver han: ”En frase der er klinger acceptabel på violin eller træblæsere bliver vulgær og pågående når den spilles på cornet”.

Andre var begejstret for cornettens bløde klang og bekvemme spillemåde hvor man kunne præstere et sandt “festfyrværkeri” af virtuos teknik. Den blev derfor hurtigt fast inventar i alle Paris’ blæse- og undeholdningsorkestre, og dens brug i danseorkestre gav den tilnavnet “kvadrillens sjæl”. I blæseorkestrene overtog cornetten efterhånden klaphornets plads og blev messinginstrumenternes dominerende sopraninstrument.

I dag er Arbans cornet-skole den mest kendte, men fra 1830erne eksploderede antallet af udgivne cornet-skoler i Paris. I 1852 var det udgivet intet mindre en 37 cornet-skoler.

 

BAL

Fig.55   ET “BURGØJSER BAL” Litografi af H. Dumier, 1852

 

På trods af sit rygte fik cornetten alligevel en vis anvendelse i symfoniorkestret. Efter uropførelsen af sin Symphonie Fantastique (1830), skrev Berlioz en solo-stemme for cornet til Arban i 2.satsen, un bal, og i hans viola-koncert Harold i Italien (1834) er der også en lille solo for cornet. I orkester-sammenhæng blev der ofte skrevet for 2 cornetter og 2 trompeter, som f.eks i: D-moll symfonien af Cécar Franck (1822-1890), operaen Don Carlos af Guiseppe Verdi (1813-1901) og i Peter Tjaikovskys (1840-1893) ballet Svanesøen hvori der også er en stor cornet-solo. For at kunne dække sopranino-registret blev soprancornetten i Eb også populær i blæseorkestre.

Fig.56   CORNET  OG GUITAR DUO. Elizabeth Chalmers og hendes bror David Chalmers. Foto fra 1843-1847.

 


FLAG

DANSK MESSINGHISTORIE

 

 

9. CORNETTEN I DANMARK

I Danmark blev cornetten brugt på samme måde som i andre lande, som melodibærende instrument i hornorkestre (messing-orkestre) og harmoniorkestre – og en sjælden gang i symfoniorkester. Den fremherskende model var bygget lige som en tysk drejeventil-trompet, bare lidt mere konisk, så det umiddelbart var svært at se forskel på en trompet og en cornet.

Fig.57  TRE CORNETTISTER (trompetister ?) FRA 14 BATALJONS FRIVILLIGE MUSIKKORPS 1917.

I balletten Napoli af Det Kgl. Teaters balletchef August Bournonville er der 2 exceptionelle cornetsoloer. I 1.akt komponeret af Pauli er der et langt recitativ hvor conetten skal lyde som en gadesælger. Og i 2.akt komponeret af Niels w. Gade er der en flot cornet-solo ( med 2 trompeter i det akkompagnerende orkester).

Fig.58    RECITATIVET FOR CORNET FRA BALLETTEN “NAPOLI”.


10. FLÜGELHORNET

Klaphornet blev også forsynet med ventiler, og da det var endnu mere konisk og vidrøret end cornetten fik det en endnu blødere klang. Betegnelsen Flügelhorn stammer fra de gamle små jagthorn. Ordet Flügel går tilbage til det hollandske Vleugel der igen går tilbage til det engelske fly der betyder vinge – det var netop med sit horn at Flügelmeisteren dirigerede vingerne eller flankerne under jagten.


FLYG

 

Fig.59   FLÜGELHORN Flügelhorn i Bb og sopranino Eb fandt straks anvendelse i blæseorkestre. I Tyskland og Østrig kom dybere udgaver: Alt-, tenor- og basflügelhorn

 

 

 

11. ALTHORN, BARITONE og EUPHONIUM

De høje saxhorn blev hurtigt erstattet af cornetter, de var jo nærmest bare en anden udformning af det samme instrument. De øvrige saxhorn fra alt- til basregistret findes stadig i blæseorkestre – i det engelsk orienterede Brass Band ses hele saxhorn-familien i rendyrket form. I tidens løb er altudgaven og de to tenorudgave (en med mindre boring og en med større) blevet fremstillet i forskellige faconer og med forskellige navne.

Selve instrumentbetegnelserne virker ret forvirrende. En ting er at det enkelte instrument har forskellige navne i de forskellige lande, men værre er det at den samme betegnelse betyder noget forskelligtde forskellige sprog !

 

Fig.60   OVERSIGT OVER INSTRUMENTBETEGNELSER:

 

LANDE             ALT i Eb           TENOR i Bb (lille boring)     TENOR i Bb (stor boring)

SKEMA

Engelsk: TENORHORN/ Tysk: ALTHORN

er stemt i Eb med en grundtone næsten en oktav over F-waldhornet. I modsætning til waldhornets fyldige og profilerede klang har althornet mindre spænding i klangen og det gør det velegnet til at klinge sammen med de andre instrumenter i et Brass Band, lidt ligesom en bratsch gør det i symfoniorkestret.

 

Engelsk: BARITON/ Tysk: TENORHORN

er stemt i Bb, har en relativ lille boring med en klang der ligger mellem althorn og euphonium og er det perfekte bindeled mellem disse to instrumenter.

 

Engelsk: EUPHONIUM/ Tysk; BARYTON

(Euphonium -græsk = Velklang) er også stemt i Bb, har en stor boring der giver en fyldig og vægtig klang, hvorfor betegnelsen tenortuba egentlig er meget dækkende. Da et euphonium fungerer fortræffeligt i sine yder-registre kan det fordoble horn i højden og tubaer i dybden. Euphoniummet er selvskrevet til at spille de mange obligate (kontrapunktiske) modstemmer som blæseorkestres repertoire er så rig på. Som det mest prominente soloinstrument blandt de dybe blæsere i både Brass Band og harmoniorkester har euphoniummet også fået det poetiske tilnavn: “De dybe instrumenters primadonna”.

 

Fig.61   TYSK BARYTON med DREJEVENTILER

I dag er de fleste udgaver af althorn, tenorhorn og barytoner i tubafacon med pumpeventiler men i Tyskland har de også været fremstillet i oval- eller rund facon med drejeventiler.

 

12. TUBAEN

Tubaen er det eneste messingblæseinstrument, eller orkesterinstrument i det hele taget, hvor vi kender den helt nøjagtige fødselsdato ! Den 12. september 1835 fik Wilhelm Wieprecht (se under harmoniorkester, romantikken II) og instrumentmager Johann Moritz udtaget “Preussisk kejserlig patent” på deres Chromatische Bass-Tuba i F med 5 berlinerpumper. Der har sikkert været en del andre dybe tuba-agtige instrumenter før da, men tubaens markedsføring og kvalitet var meget effektiv og den nye tuba slog straks an i alle blæseorkestre som noget helt nyt. Senere fremkom Wieprecht og Moritz med en mere vidrøret udgave under navnet Bombardone. Da Sax fik patent på sine saxhorn 1849, var de dybeste af dem jo reelt også tubaer. Samme år konstruerede det tjekkiske firma Cerveny en kontrabastuba i CC, og kort efter en endnu større i BB, der til ære for den østrigske kejser fik navnet Kaiserbass.


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

13. TUBAEN I DANMARK

TUBAFig.62  TUBA i F fra 1840, Danmark.

Sammenlignet med den moderne tuba var de første tubaers klang nærmest spagfærdig, men i forhold til alle de serpenter, bashorn og opheicleider der ellers var i brug var dens klang fyldig og en afgørende forbedring. Derfor fik den navnet “bastuba”, men da man senere fik endnu større tubaer i CC eller i BB skulle de jo også have et navn – og det blev så til “kontrabastuba”. Denne her viste tuba har sandsynligvis været brugt i Det Kgl. Kapel ved uropførelsen af Niels Wilhelm Gades “Ossian-ouverture” d.19. november 1841.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Tubaen fik fra starten af specielle nationale udformninger, da kravene til klangkarakter og register tog farve af den måde de andre messinginstrumenter blev brugt på i de enkelte lande. Da tubaen under alle omstændigheder er et bas-instrument blev den kaldt for bastuba. Da de dybe tubaer i CC og BB kom frem fik de så navnet kontrabastuba.

 

I TYSKLAND fik tubaen hurtigt fodfæste i symfoniorkestrene, og den tyske tuba skulle danne bas i den fyldige og mørke tyske messingklang. Tubaen blev nærmest populær, og selv den konservative Brahms bruger bastuba i sin Symfoni nr.2 i D-dur og i hans Akademisk festouverture. Fra og med den første del af Wagners operacyklus Nibelungens Ring, Rhinguldet (1854), bruger han kun kontrabastuba, og i den tredje del, Sigfred (1876), er tubaen endda solist i dragen Fafner’s motiv. Tubaen føjede en ny dimension til basungruppen. Umiddelbart skulle man tro at den fyldige og bløde tubaklang ville gå dårligt sammen med basunernes mere centrerede klang, men det viste sig at fungere fortræffeligt. I 4-stemmige koral-agtige passager danner den en effektiv bas og sammen med basbasunen danner tubaen, unisont eller i oktaver, en karakteristisk blandningslyd der kombinerer det centrerede fra basunen og det fyldige fra tubaen.

 

Fig.63   3 TUBAER FRA CA. 1870. Fra venstre til højre: Tysk Kaiserbass fra firmaet Moritz, Engelsk Eb-tuba med pumpeventiler og Østrigsk F-tuba med drejeventiler

I FRANKRIG var ophicleiden langt mere etableret end i Tyskland og her tog det betydeligt længere tid inden den blev slået ud af tubaen. I 1843 var Berlioz på en koncert tourne, og her hørte han for første gang tubaen da han overværede en opførelse af hans egen Les Frances-Juges ouverture som under ledelse af Wieprecht blev spillet af et gigantorkester på 320 mand, bl.a. med 12 tubaer. Berlioz blev en varm fortaler for tubaen. I reviderede udgaver af hans orkesterkompositioner skiftede han ophicleiden ud med tubaen, og når han ikke selv gjorde det blev det gjort af hans forlæggere. I Frankrig var messingklangen meget lys og den franske tuba blev således helt anderledes let end den tyske. Den franske tuba blev opfattet som en moderniseret ophicleide, og den blev da også bygget i de samme to stemninger i Bb og C, efter vores begreber nærmest som et euphonium

01[1]

 

 

 

 

 

 

Fig.64   FRANSK TUBA i C MED 6 VENTILER. Denne lille tuba, der var stemt en hel tone højere end et euphonium, passede godt til de andre lystklingende franske messinginstrumenter. Den blev brugt til udførelse af alle tubastemmer frem til omkring 1950, også kontrabastuba-stemmer. Den har et enormt omfang, og det er derfor man i Maurice Ravels instrumentation af Mussorgskijs “Udstillingsbilleder” både finder en høj solo i “Bydlo-satsen”:

hoej-u

 

 

 

 

 

 

– og en dyb baslinje i en af “promenade-satserne”:

uu

 

Også i ENGLAND havde ophicleiden et særdeles solidt fodfæste. Dirigenten Hans Richter havde arbejdet sammen med Wagner og var vant til rigtige tubaer, og da han kom til England måtte han sørge for at der simpelt hen blev bestilt en tuba hos en lokal instrumenthandler.

 

TUBAEUPH

Fig.65   ENGELSK EUPHONIUM FRA SLUTNINGEN AF 1800-TALLET.

Da også de engelske tubaister kom fra ophicleiden og da den engelske messing-klang var franskinspireret lys, var den første engelske tuba en tenortuba, – altså et euphonium. Så sent som i 1895 stod der i programmet ved Glouchester-festivalen i listen over orkestrets medlemmer: Mr Guimartin – Ophicleide OG tuba !

 

 

 

 

 

I de engelske blæseorkestre spillede man på Eb- og BB-tubaer – og længe side om side med ophicleiden. Ved “Crystal Palace”Brass band konkurrencen i 1860 var der således i et stort sammensat orkester: 133 ophicleider, 155 Eb-tubaer og to BB-tubaer.

14. HELIKON

I RUSLAND og USA var det først inde i 1890-tallet at der kom en bestemt national tuba-tradition. Indtil da blev der på skift brugt både F-, Eb-, CC- og BB tubaer. Men det var i Rusland man i 1845 opfandt en helt speciel tuba Helikonen. Den blev 1849 kopieret i Wien og fik en hel del udbredelse i blæseorkestre.

Fig.66   HELIKON. Helikonen bæres på skulderen, og denne konstruktion gør den nemmere at bære end den almindelige tuba. En Helikon kan endda spilles til hest, med instrumentet hvilende på venstre skulder, højre hånd reserveret til ventilerne og med venstre hånd fri til at holde i hestetømmen. Herunder: MgGibeny Familie-ensemblet som havde hele 3 helikoner med i deres optræden, alt-helikon i Eb, tenor-helikon i Bb og bas-helikon i Bb (foto ca.1900).

Fig.67   HELIKON I CIRKUS ? Helikonen forbindes ofte med noget udvendigt og underholdende

 

 

Fig.68   HELICON-SPILLERE I ET TYRKISK MILITÆR ORKESTER 1922


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

 

15. DET KGL. KAPELS FØRSTE FASTANSATTE TUBAIST

 

MØLLER

Fig.69   FREDERIK WILHELM AUGUST MØLLER (nr.625) – DET KGL. KAPELS FØRSTE FASTANSATTE TUBAIST – betjente sit omfangsrige instrument hele sit liv, først fra 1839 i Livjægernes musikkorps, derefter fra 1843 i Livgardens musikkorps. Med denne afdeling gjorde han begge de slesvigske krige med og var således blandt dem, der var med til at holde ” Dengang jeg drog af sted- ” over dåben, den april-morgen i 1849, da garden sejlede til Slesvig og musikkorpset lod den nye soldatersang klinge ud over kajen. Fra 1853 assisterede han med tuba i Kapellet, og han fik en kontrakt da han gik ud af garden i 1873. Han blev fast ansat i Kapellet i 1877 (se under FASTANSATTE MESSINGBLÆSERE I DET KGL. KAPEL, ROMANTIKKEN I, 25), hvor han virkede helt til 1892. I det begyndende kollegiale arbejde var han en forgrundsskikkelse, og han var bl.a. medstifter af musikernes understøttelsesfond. FWAM var medlem af Wilhelm Ramsøes messingkvartet og har været med til at uropføre Ramsøes kvartetter.

 

kapeltuba

Fig.70   TUBA FRA F.W.A. MØLLERS TID I KAPELLET Svensk Wahl tuba stemt i F med 6 ventiler, stemplet med følgende inskription: Tilhører Det kgl. Kapel, 1877.

 

 

 


 

16. AUGUST HELLEBERG (1861-1936)

HELLEBERG

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fig.71   AUGUST HELLEBERG (1861-1936) – blev den første tubaist der opnåede international berømmelse. A. Helleberg var født i Danmark og emigrerede med sin familie til USA . Han fik hurtigt slået sit navn fast og fik en helt speciel bemærkelsesværdig karriere. Mellem 1880-erne og 1920-erne var han simpelt hen “tubaisten” i USA hvor han spillede både som solist og orkestermusiker. Han blev den første tubaist i Chicago Symfoniorkester, og siden medlem af både New Yorks Philharmoniske orkester, Metropolitan operaens Orkester og John Philip Sousas Band. I Metropolitan operaens Orkester spillede han også kontrabasbasun (se under kontrabasbasun ROMANTIKKEN II, 7 ) og han var også en dygtig kontrabassist. Tre af hans brødre kom også til USA som Musikere: Johannes på fagot, Thomas på trompet og Andreas på fagot. Hans to sønner blev også tubaister, og en overgang dannede de sammen med deres far tubagruppen i Sousas Band. Mange år efter hans død blev han stadigvæk omtalt som “alle tubaister fader” og “den største tubaist af alle”.

 

MUND

Fig.72   HELLEBERG MUNDSTYKKER. August Helleberg var med til mange indspilninger, bl.a. med sangeren Caruso, men det er succesen med hans mundstykkedesign der har gjort ham kendt og husket indenfor fagkredse helt frem til i dag. Mundstykkerne blev i sin tid fabrikeret af firmaet C.G. Conn, men er kopieret og modereret af andre firmaer siden. Tv. mundstykke til Eb tuba, th. mundstykke til BB tuba.

 

 

 

 

17. TUBA-FAMILIEN PÅ POSTKORT FRA OMKRING ÅR 1900

 

Fig.73   De største tubaer blev opfattet som kæmpe-instrumenter. De fremstår som endnu større når de er vist sammen med små børn, og det blev derfor et yndet postkort-motiv fra omkring år 1900 og frem til 1950-erne.

 

 

 

 

ooo

 

 

 

 

 

Fig.74   OPHICLEIDE – UNDERVISNING. Tysk træsnit 1871

 

 

 

 

 

klovn

Fig.75   CLARISSA, PAS PÅ SLANGEN ! Efter Charles Vernier, Paris ca.1850. Serpenten, tubaens bedstefar, kunne åbenbart stadig opleves på denne tid ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

oph

 

Fig.76   OPHICLEIDE-SPILLER, fransk postkort 1903

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

18. VENTILINSTRUMENTERNE I SYMFONIORKESTRET – EN GRADVIS ACCEPT

De nye ventilinstrumenter kom kun langsomt ind i symfoniorkestret. Man fandt at der var en harmonisk og afklaret balance mellem de gamle instrumenternes muligheder og deres funktion, mens de nye instrumenter var blege og kedelige. Der var også en hvis stolthed ud fra devisen: “Rigtige musikere i et symfoniorkester spiller ikke på ventilinstrumenter”. Det var nu et faktum at tonerne på f.eks. det nye ventil-valdhorn lød helt ens, – noget som nogen så som et stort fremskridt mens andre mente det ødelagde det oprindelige naturhorns karakter. Til de sidste hørte bl.a. Johannes Brahms (1833 – 1897), han var ret konservativ og han kaldte foragteligt de nye ventilhorn for “messingbratscher”.

 

 


FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

E

 

19. OSSIAN OUVERTUREN

GADE

Fig.77   NIELS WILHELM GADE (1817-1890)

Da den kun 24 årige violinelev i Det Kgl. Kapel Niels Wilhelm Gade (kapelnummer 561) vandt en komponistkonkurrence om at skrive en koncertouverture, blev han fra den ene dag til den anden berømt for sin “Ossian-Ouverture”. Med sin 1. symfoni kom han til Leipzig hos Mendelssohn hvor han blev vicedirigent for det berømte Gewandhausorkester, og efter Mendelssohns død chefdirigent. I 1848 kom Gade hjem til Danmark hvor han indtog en førerposition indenfor det Københavnske musikliv.

Overgangen fra naturinstrumenter til ventilinstrumenter skete selvfølgelig ikke “over night” men gradvis. Niels Wilhelm Gades Ossian Ouverture er skrevet i tidlig romantisk “Mendelssohn-stil” og er et godt eksempel på en, for sin tid, ret avanceret brug af messinginstrumenter. Hornstemmerne er meget lig som dem som findes hos Mendelssohn, men de andre messinginstrumenters stemmer er særdeles eksponerede uden for alvor at bryde med traditionen.

Især trompet-stemmerne er udfarende – i hvert fald mere end Mendelssohn sikkert ville have skrevet dem. Selvom stemmerne er skrevet for ventiltrompet fungerer de ofte arketypisk som natur-trompeter der spiller fanfareagtige signaler med triol-stød:

 

OSSIAN TR.

Basunerne bliver brugt til en magtfuld præsentation af hovedtemaet med et udtryk der ligger mellem Franz Schuberts symfoni nr.8 og 9 og Wagners Tannhäuser-ouverture:

OSSIAN BASUN

Ossian Ouverturen blev skrevet i 1841 kun 6 år efter tubaens opfindelse (under ROMANTIKKEN I, 13, ses den tuba der formodentlig blev anvendt til uropførelsen af ouverturen). Normalt var der 3 basuner i orkestret, men da tubaen har været et helt nyt instrument at det sikkert 3 basunisten der har spillet tuba, og det er sikkert derfor at der originalt kun er 2 basuner med i ouverturen. (I dag spiller man dog ofte efter en rekonstrueret udgave med 3 basuner OG tuba).


20. SYMFONIORKESTRENE VOKSER

 

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte orkestrerne at vokse sig større. Strygerne blev flere og flere og i træblæsergrupperne sad der efthånden ofte 3 fløjter, 3 oboer, 3 klarinetter og 3 fagotter. Messing-gruppen var tit på 3/4 trompeter, 4 horn, 3 basuner og tuba.

Fotos af symfoniorkestre fra denne tid er ret sjældne, her vises 5 af dem (se også: 25 – DANSK MESSINGHISTORIE FASTANSATTE MESSINGBLÆSERE I DET KGL. KAPEL ):

 

Fig.78   WIENERPHILHARMONIKERNE 1864. I anden del af 1800-tallet voksede orkestrerne. På dette foto er der 79 medlemmer med – desværre uden instrumenter.

 

Fig.79   MEININGEN COURT ORCHESTRA, DIRIGENT HANS VON BÜLOW, 1882. Fotoet viser 46 musikere – ikke et rigtigt stort orkester.

 

Fig.80    BERLINS PHILHARMONISKE ORKESTER 1882, 56 MUSIKERE

Fig.81    THE BOSTON SYMPHONY I  THE OLD BOSTON MUSIC HALL 1891, 78 musikere og dirigenten Arthur Nikisch

Fig.82   CHICAGO SYMFONIORKESTER  MED DIRIGENT THODORE THOMASeodore I AUDITORIUM THEATRE 1897, 77 MUSIKERE.

HER ET NÆRBILLEDE AF MESSINGBLÆSERNE:

 

21. RICHARD WAGNER (1818-1883) – STORE BESÆTNINGER

Nu havde man forestillet sig at når ventilsystemet havde gjort messinginstrumenterne fuldt kromatiske, så ville der komme en gylden tid for messiningblæserne hvor de kunne udfolde sig som solister og som kammermusikere. Men sådan gik det slet ikke – nærmest tværtimod, for alle de nye instrumenter fik først og fremmest betydning som orkester-instrumenter. Messinggrupperne i symfoniorkesteret blev gradvis større og fik flere solistiske passager. Den største messingbesætning i symfoniorkestret i 1800-tallet blev nået med Richard Wagners (1818 – 1883) operacyklus Nibelungens Ring med: 3 trompeter, bastrompet, 8 horn (4 valdhorn og 4 wagnertubaer), 2 tenorbasuner, basbasun, kontrabasbasun og kontrabastuba, i alt 17 messingblæsere!

WAGNER

Fig.83   RICHARD WAGNER’ – satirisk tegning. Hans lange operaer med de store orkesterbesætninger med masser af messing virkede på nogen meget anmassende, dekadent og nærmest som åndelig voldtægt. Her “går komponisten løs” på en sagesløs tilhører.

“Store øjeblikke og lange halve timer” – citat af Gioacchino Rossini (1792-1868) om Wagners operaer

 

Fig.84    WAGNER DIRIGERER SIEGFRED IDDYL. Wagner skrev eet stykke for kun 13 musikere, Siegfred Idyll, som en fødseldags gave til sin anden hustru, Cosima efter fødslen af deres søn Siegfred i 1869. Stykket blev uropført jule morgen d. 25 December 1870, af et lille ensemble fra Tonhalle Orkestret i Zürich på trappen til deres villa i Tribschen, Lucerne, Sweitchz. Siegfred Idyll står i stærk kontrast til den voldsomme instrumentation i det meste af Wagners musik. Maleren af dette billede har ikke haft megen kendskab til indholdet. Originalt er der kun 2 horn og en trompet med – her er der alt for mange instrumenter med og instrumenterne er helt forkert tegnet. Wagner havde egentlig tænkt stykket som noget helt privat, men på grund af pengemangel blev det alligevel udgivet i 1878 på forlaget B. Schott – nu for 35 musikere, for at gøre det mere salgbart.

Dirigenten Hans Richter (se fig.117) spillede trompetstemmen, men selv om stemmen er ret sparsom (12 takter med optakt) måtte han øve sig – og helst i al hemmelighed. Han roede ud på en sø og øvede sig i robåden.

Som orkestrene blev større blev det et problem overhovedet at kunne høre sangerne i tidens operaer. En løsning var indretningen af Operashuset Bayreuther Festspielhaus i Tyskland. Det blev bygget i 1876 specielt til opførelser af Richard Wagners operaer. Et særligt raffinement ved bygningen er konstruktionen af orkestergraven. Den går ind under scenen og er forrest overdækket med en skal så orkestergraven er usynlig for publikum. Den giver således en perfekt balance mellem sangere og det store orkester med de mange messingblæsere – den ideelle akustik for Wagners operaer. Den giver også publikum mulighed for at koncentrerer sig om hvad der sker på scenen uden at blive distraheret af dirigent og musikere.

Fig.85  KONSTRUKTIONEN AF ORKESTERGRAVEN I BAYREUTHER FESTSPIELHAUS

Fig.86   OPFØRELSE AF RHINGULDET I BAYREUTH 1876

bayrueth

Fig.87   WAGNER DIRIGERER PARSIFAL I BAYREUTHS ORKESTERGRAV, Tegning fra 1882. Orkestrene bliver større og større i 2. halvdel af 1800-tallet.

Fig.88   PUBLIKUMS-RUMMET I BAYREUTHER FESTSPIELHAUS

Fig.89   ORKESTERGRAVEN I BAYREUTH SET FRA FRA OVEN

Fig.90   ORKESTERGRAVEN I BAYREUTH SET FRA NEDEFRA

 

Fig.91   Lige før forestillingerne og I pauserne spiller et messingensemble temaer fra dagens forestilling.

BAYREUTH MESSING ENSEMBLE FØR (noderne er Valhalla-temaet fra Ringen):

– OG NU:

22. WAGNER’s STIER HÖRNER

Udover at have indført bastrompet, Wagnertuba og kontrabas basun i orkestret har Wagner også skrevet for et andet meget specielt instrument i sin Der Ring des Nibelungen : STIERHÖRNER. Det er egentlig et ko- eller tyrehorn fra middelalderen. Wagners udgave er et mere lige rør lavet af messing med en konisk boring og et lille klangstykke, I Wagners “Ring” er det et stierhorn i Die Walküre, og 4 stierhorn i  Götterdämmerung.

 

Fig.92  STIERHORN bygget af firmaet Kühnl & Hoyer ftil “Rundfunk Sinfonieorchester Berlin”.

Hornisten Andreas Mayer i Nordvesttysk Filharmonisk Symfoniorkester (NWD) har fået en ide der peger bagud mod det gamle middelalder-instrument. Han har fået lavet STIERHÖRNER der består af valdhorn-mundstykker sat på horn fra afrikansk Watussi kvæg. De er lange nok til at nå de foreskrevne stemninger i C, Db og D.

Fig.93   ANDREAS MAYER og hans STIER-HORN

23. GUISEPPE VERDI (1813-1901) – INSTRUMENTATION, DYNAMIK og BALANCE

JEPS

Fig.94   AMILCARE PONCHIELLIS (1834-1886) ITALIENSKE HARMONIORKESTER

— bestod af klarinetter, slagtøj og ellers af tidens italienske ventil-messinginstrumenter: Cornet, Flügelhorn, (valdhorn) Genis (alt/tenorhorn) i Eb, trompet i dyb Eb, Ventilbasuner i Bb og i F, Flicorno Basso (tenorhorn/baryton) i Bb, Bobardino (euphonium) i Bb, og Bombardone (tuba) i F, Eb og BB.

 

Når man hører opførelser af romantisk musik spillet på “historiske instrumenter” fra tiden, kan man høre at den tids messinginstrumenter klinger lidt ligesom i dag, men de har klart en anden dynamik. Messingblæserne i de Italienske symfoniorkestre på Verdis tid kom alle fra blæseorkestre. De var ikke uddannet på et musikkonservatorium og ikke trænet i at spille så kraftigt som man gør i dag, og deres instrumenter, der alle var ventilinstrumenter, klang “lukkede” og kunne slet ikke spille så magtfuldt som det f.eks. høres i vor tids filmmusik. Det er derfor at der i messingblæse-stemmerne til Verdis musik ofte står Tutta Forza, altså “med al kraft” – det var åbenbart nødvendigt for at få den nødvendige “flothed” i musikken. I dag ville en sådan betegnelse betyde at messingblæserne totalt kom til dominere orkesterklangen. Med denne viden, skal man altså spille Verdis messingstemmer noget svagere end de er noteret for at få den ønskværdige balance mellem de forskellige orkestergrupper!

 

Milano_Teatro_alla_Scala_Postkarte_001[1]

Fig.95   SCALAOPERAEN I MILANO MED ET STORT ORKESTER – POSTKORT FRA år 1900. I 1800-tallet fungerede italienske symfoniorkestre næsten udelukkende som opera- og balletorkestre. Opera var umådelig populært og havde en helt speciel folkelig gennemslagskraft.

24. SMÅ ORKESTRE

 

1800-tallets mindre danse- , salon- og teater-orkestre var mini udgaver af symfoniorkestrene, ofte med klaver, og så ellers med de sædvanlige orkesterinstrumenter: Stryge-, træblæse-, messingblæse- og slagtøjsinstrumenter.

 

 

Fig.96   SÆTSTYKKE TIL ET ENGELSK DUKKETEATER 1830, der bl.a. viser messingblæsere med naturinstrumenter: 2 hornister med naturhorn, 2 trompetister med naturtrompeter og en basunist med en basbasun i G der har håndtag på trækket (se under basun ROMANTIKKEN II)

Fig.97   ORKESTRET FRA ET FRANSK DUKKETEATER Ca. 1860, der viser messingblæsere med ventil-instrumenter 2 hornister med ventilhorn, 2 trompetister med ventiltrompeter og en basunist.

 

Fig.98   UDSIGT FRA LOGEN, FRANSK MALERI AF JEAN BERAUD ca. 1883. I orkestergraven ses tydeligt en basunist

 

 

Fig.99   CARL MØLLER OG HANS ORKESTER FRA ÅRHUS, DANMARK 1884 – med 2 trompeter og een ventilbasun

Fig.100   MC. MASTER ORCHESTRA 1896, USA – med 2 cornetter og een ventilbasun.

Fig.101   JOHAN STRAUSS den yngre (1825-1899) OG HANS ORKESTER SPILLER TIL HOFBAL – med 2 trompetister, 2 hornister og en basunist. Koloreret litografi 1900.

Fig.102   DANSE- ELLER STUDENTERORKESTER FRA CHICAGO 1900 med bl.a. 4 cornettister og en ventilbasunist.

Fig.103  SERFLING’s KÜNSTLER ORCHESTER, TYSKLAND, ca. 1910. Kapelmesteren er violimisten med det store mustache-overskæg. Dette orkester har nærmest en dominerende messing-besætning.

25. LOUIS-ANTOINE JULLIEN’S ORCHESTRA

– SKIFTEVIS PÅ HALV STØRRELSE OG I GIGANT STØRRELSE !

 

Fig.104   LOUIS-ANTOINE JULLIEN OG HANS ORKESTER I DEN HEL STORE UDGAVE SAMMEN MED 4 MILITÆRORKESTRE I COVENT GARDEN TEATRET. Fra the illustrated London News November 1846.

LOUIS- ANTOINE JULLIEN (1812-1860) var en fransk dirigent og komponist af underholdningsmusik. Han opholdt sig i Paris indtil 1838, hvor han måtte flygte for at undslippe sine kreditorer, og 1840 kom han til London. Her blev han en markant organisator af spetakulære promenade-koncerter med hans “Drury Lane Orchestra”. Med det rejste han til Holland, Skotland, Irland og til USA – og fik en kæmpe succes ! I mange år var han en kendt, vigtig og berømt figur med sin lancering af populæmusik og lettere klassisk musik. Da han tog tilbage til Paris i 1859 blev han arresteret og sat i fængsel på grund af sin gæld.

En vigitg del af Jullien’s koncerter var brugen af berømte solister, bl.a. en del top-virtuose messingblæsere: På cornet Jean Baptiste Arban (ROMANTIKKEN I, 8) and Hermann Koenig (ROMANTIKKEN I, 8), på sax horn Distin famiien (ROMANTIKKEN II, 13) og på ophicleide Jean-Prospère Guivier (WIENERKLASIKKEN, 24).

Fig.105  CHROMOLITHOGRAFI AF JULLIEN PÅ COVENT GARDEN 1847. Chromolithografi var en for tiden unik måde at lave farve-tryk på.

 


 

FLAGDANSK MESSINGHISTORIE

 

 

 

26. MESSINGBLÆSERE I FELTEN

 

mili

Fig.106   MILITÆRMUSIKERE FRA DEN KGL. LIVGARDE

De to slesvigske krige, 1848-1864 skabte praktiske problemer i Det Kgl. Kapel. Bi-instrumentisterne: Trompetister, basunister, tubaister og slagtøj kom stadigvæk fra militæret. De blev under et kaldt for “hoboister” og havde kun kapeltjenesten som bijob. Op til krigene kom parader og anden militærtjeneste mere og mere på tværs af deres kapeltjenester, og helt galt gik det da krigen brød ud og de skulle med i felten. De vikarer der kom til Kapellet var ikke altid lige kompetente, og bedre blev det ikke af at bi-instrumentisternes stemmer blev mere og mere omfattende og svære at spille.

27. FASTANSATTE MESSINGBLÆSERE I DET KGL. KAPEL

Endelig i 1877 blev trompetister, basunister, en tubaist (og paukist) fastansatte kapelmusikere med samme rang og anciennitet som strygere og træblæsere. I 1878 blev der taget en række fotografier til et stort fællesbillede af Kapellet, og for første gang nogen sinde (måske siden Chr.4s tid) ser vi tydelige portrætter af danske messingblæsere.

Fig.107   DET KGL. KAPEL 1878

På følgende udsnit ses nærbilleder af messingblæserne:

Fig.105  TROMPETISTER

KAPEL TROMPETISTER

Peter Johan Petersen (kapel nr.614) og Peter Johan Fredrik Kruse (kapel nr. 591)

Fig.108   HORNISTER

KAPELHORNISTER

Andres Maxilius Høyberg (kapel nr. 635), Alfred Hyllested (kapel nr. 627), Frederik V. Drewes (kapel nr. 620) og Johannes K. W. Petersen(kapel nr. 596)

Fig.109   “DYBE MESSINGBLÆSERE”

KAPEL BAS. og TUBA

ALTBASUN – Eduard W. Jorck (kapel nr. 597), TENORBASUN – Niels Rudolf Nielsen (kapel nr. 590), BASBASUN – Johan W. Engelhardt (kapel nr. 589) og TUBA Frederik W. August Møller (kapel nr. 625)

På denne tid er der ikke spillet meget altbasun, så instrument-betegnelserne dækker sikkert over: 1.-, 2.- og 3. basun – en praksis der også kendes fra f.eks. Østrig

.

 


 

Mogens Andresen